Eigil Nørgaard sad fast foran vinduet, fra den første gang han så menneskestrømmen på gaden nedenfor. Om vinteren hang solen lavt over byen det halve af dagen. Solen lyste stærkere, og mere klart om vinteren, himlen var også mere blå, og luften frisk nok grundet frosten, som man også kunne spore på ruderne på de parkerede biler langs gaden. Eigil sad fast i vindueskarmen, uden problemer. Ingen sagde noget til hans placering. Om aftenen strakte han benene over gaden, åbnede vinduet. Han kiggede altid efter den samme pige der kørte over krydset skråt overfor. Hun plejede at tage krydset i et sving hvis der var stille, det skete mest de dage hun havde travlt, det virkede till at være de fleste dage. Noglegange kørte hun også med en anden pige og en dreng. De lænede sig op af lygtepælen for at holde benene over jorden, mens de skiftevis kiggede op på de tre pærer der holdt dem tilbage i krydset, som de fleste omkring dem var man fanget der bag lyskurven, det var jo derfor det gik os så godt. Min far sagde at det er de systemer der får ham op morgenen, og de systemer der sørger for at vi ikke alle forsvinder som trækfugle om vinteren. Nogen arbejder 26 timer i døgnet for at få råd til deres begravelse, det må du forstå. Jeg havde opdaget at jeg var bange, den dag min ven fortalte mig om verden. Det var ikke til at misforstå, verden fortsætter efter horisonten. Jeg havde aldrig tænkt over betydningen af et kort, jeg havde altid betraget det som en form for fiktion. Altså jeg havde jo set det der var at se, fra vinduet. Jeg havde set hvilke dyr der boede i byen, der var fugle og mus, og hunde, katte. Jeg havde set at man tog hjem der, og man gik i seng der, og at der var nogle der også var ude om natten. De andre fortalte noglegange om en tante der boede langt væk, jeg havde aldrig forstået at denne tante var virkelig og at der var et sted der var langt væk. Min kat sov i min seng, den havde også et seng på loftet i en bunke hø. Jeg havde det bedst med at være højere oppe end mine medmennesker. Det var altid underligt at skulle kigge nogen i øjnene. Derfor havde jeg det også bedste med at sidde i vinduet, eller være på loftet. Eigil Nørgaard blev i 2008 fanget i en mussefælde på loftet, hans mor måtte ringe til viceværten der kunne åbne fælden, og befrie den lille dreng. Hvis man kigger længe nok, ser man ting som ingen andre ser. Jeg viste hvornår bagerens brød hævede, og hvornår den første dug kom, når jeg sov på loftet lage den sig over mig som en dyne. Om sommeren var loftet så tørt, og varmt at det kunne være svært vågne hvis man var faldet i søvn. Jeg havde flere gange prøvet at falde i søvn, og først vågne et par dage senere, man skulle passe på at man ikke blev bedøvet af solen om sommeren. Jeg var ikke vild med at sove, jeg syntes ikke jeg viste noget om hvor jeg var da jeg vågnede. Det værste var virkelig hvis man var faldet i søvn i om sommeren, for så at vågne og alt ikke længere var som det plejede, indtil man havde været tilbage i vinduet, på værelset, eller loftet et par dage. De andre børn i kvarteret kunne ikke se mig, de hoppede mellem streger på vejene, og kiggede aldrig op for at se toppen af de huse de var omringet af. Ingen forstod hvor fugleklatterne på bukserne kom fra, de fleste kiggede nemlig ned på deres fødder. Eigil Nørgaard smittes i 2009 med fuglens pest, han er syg i 10 måneder, han bor i denne periode på loftet for at undgå at smitte resten af familien Nørgaard. Jeg havde altid kigget op mod solen, siden jeg var helt lille. Vi var næsten altid sammen, sommer eller vinter, selfølgelig længere tid om sommeren, men også mere fjern om sommeren, alle skulle ligge på maven og opsamle varmen. Duften af støv på loftet virkede bedøvende på mig, det var derfor jeg kunne sidder heroppe så lang tid. Jeg arbejdede på at kortlægge mit kvarter, at skabe det første ægte kort. På loftet var der en stige op til taget, hvor jeg kravlede op med mit store papir. Man kunne godt gå på taget, for husende bedragede, i virkeligheden var der omkring 20 centimeter bredt på toppen af taget. Sådan var alle tagene lavet, de gik op i en spids, uden nogen andre end mig og fuglene kunne opdage bedraget. Min ven Miguel, bor 5 huse længere nede af vejen, han arbejder også på hans loft. Han er igang med at lave en buste af hans farfar, som lige er blevet 99 år. Jeg går over tagene, og kigger ned langs husende ind gennem vinduer. Der sidder mange og spiser, og glor på hinanden, de har det så fint dernede. Jeg kunne se hans farfar gennem et lille støvet vindue, da jeg var et hus fra ham. Vi havde gennem et par år etableret, et vejnet mellem husene, med broer som startede med at være simple planker der forbandt husende. Men med tiden var blevet til avancerede gangbroer med gelænder. Vi havde optimeret kvaliteten så bl.a. Miguels lille søster, som var blind kunne komme op og gå med Miguel. Hans farfar sad helt stille med ret ryg på en skammel, hans ben var solidt placeret og han kiggede lige i retning af mig. Jeg vinkede, og han så mig og smilte. Jeg kunne se hans læber bevæge sig "Eigil Nørgaard", jeg løb over den sidste bro, og åbnede et vindue i loftet lige over Miguel. "Eigil Nørgaard" gentog han, jeg hilste på dem begge, og stak først benene ned gennem den smalle passage, lå på maven og gled ned, hang i armene i vinduets hængsel, slap og landede lige ved min ven. Busten var flot, han var virkelig god. Det mørke rød ler replikerede gamle farfar perfekt, udover når farfar brød ud i latter når Miguel eller jeg lavede vittigheder. På et lille bord stod vand i en kande, og en lysebrun keramik skål med nødder. Jeg gik over og tog en nød. Miguels loft mindede om mit, udover at han havde store vinduer i den ene ende, så han kunne overskue mere af byen end jeg kunne, fra mit betydligt mindre vinduesparti. Månen lyste bag farfar. Fra Miguels loft kunne man kigge ned på danseskolen, i den lange bygning kunne man skimte en ballerina i endnu et øjeblik ved baren. Jeg viste at pigen jeg kunne lide gik til jazzballet på skolen, jeg havde set hende med tasken, og skoene. Hun kom susende på den fine cykel, steg af og låste i en bevægelse, hun løb så hen til døren som hun ucharmerende, men alligevel charmerende bragede op, indtil de store rungende spejlsale. Gulvende var blanke, de lange mørk lakerede brædder strakte sig gennem de adskillige dansegulve. Hun havde meget stil, hendes bevægelser var elegante, hun var stærk. De dansede alle i tavsheden, fra en stille gaden udenfor oplyst af de gentagende gule gadelamper.
Jeg vågnede ved lyden af et brag, som havde nogen tabt et flygel. Det var sådan jeg vågende hver dag, eller nogengange. Jeg måtte over forbi Miguel inden han skulle på sommerferie, han skulle til Sverige, sammen med hans kusine Laura, og onkel Timo. Jeg kunne se han stod nedenfor opgangen fra mit vindue på loftet. Han havde hvid skjorte på, og hat. Hans krop kastede en kort skygge bag ham, hans hat så skør ud i skyggen, som en stor klovnehat. Han havde fanget en ordentligt fisk i hans onkel Timo's hus i Sverige, han havde fortalt at den havde skarpe tænder, den var slimet og grøn. Han sagde den var større end mig, og ham. Jeg ville gerne med på turen, jeg havde ikke været uden for byen. Jeg kunne kun forestille mig de mange træer han fortalte mig om, og hvordan de sluttede sig om det ensomme hus i mørket. Han sagde at om sommeren blev græsset gult og tørt, og at han siden han fangede fisken havde frygtet at møde dens brødre i den dybe mørke sø. Hans kusine Laura havde flot brunt hår, det hang og dækkede nedover hendes solbrune skuldrene, hun havde brune øjne som ikke kunne undgå at få en til at smile. Hun var god til at dykke, og kunne være under i flere minutter. Det eneste tegn på hun ikke var blevet slugt af landet under vandet, var et par bobler der dukkede op her og der tilfældigt rundt omkring broen. Jeg tog stigen i et par tag, så var jeg oppe på taget, hvor varmen blafrede over det sorte tagpap. Det var varmt så man brændte ens fødder på det, det blev flydende som varm lava om sommeren. Heldigvis kunne jeg løbe på de brædder mig og Miguel havde placeret langs tagryggen. Om sommeren var mine fødder mere beskidte, og min hud var også mere fedtet, nok som resultat af at jeg altid svedte mere og var i selskab med solen det meste af dagen på tagene. Min familie var bleg, de tilbragte meget tid med papir. Det virkede ikke til at de havde beskidte fødder, de havde aldrig kigget ud af vinduet, eller været på taget. Min mor fortalte at min oldemor, og mormor var fiskere, men hun havde aldrig vist mig en fisk. Eigil Nørgaard havde aldrig set en fisk. Nu turde jeg godt at se verden forbi byen. Jeg ville gerne sove ved siden af Laura, og se hvordan hun så ud når hun drømte. Timo var også sød, jeg havde mødt ham på loftet til Miguels fødselsdag sidste år, han havde givet Miguel et par billetter til akvariet. Måske kunne jeg spørge om jeg måtte komme med på turen, hvis jeg var hurtig. Jeg kom til Miguels hus, og skulle kun krydse den sidste bro før jeg var på hans loft. Så skulle jeg selfølgelig også ned af bagtrappen. Jeg var jo ikke så tit nede på gaden, men jeg var begyndt at komme mere dernede efter at Miguel og jeg var begyndt at cykle. Han havde fundet en cykel til mig i en gård et par blokke nede. Jeg tog med fingerspidserne under kanten af vinduet og åbnede så jeg kunne få bene ned, og så om på maven, og hænge i armene og så lande på det tomme loft. Helt tomt var der ikke, Miguels kat Minna sov i hjørnet. Jeg mødte Miguel, Laura og Timo foran trappen op fra gården hvor jeg kom ud. Timo hilste, det samme gjord Laura og Miguel. De smilte alle til mig, og så ud til at forvente at jeg ville sige noget specielt. Jeg sagde bare at de skulle have en god tur, Miguel jeg håber at du fanger en stor fisk, pas på du ikke bliver spist af familien, vil du ikke se om du kan tage et billede? Miguel nikkede, og krammede mig. Jeg kunne ikke undgå at smile, og blive spændt i maven da Laura sagde farvel. Timo gav mig en mønt til kiosken. Så kørte bilen ned af den lange vej der førte dem ud af byen, og ind i verden. Jeg kiggede på mønten, og løb mod kiosken. Der var reklamer for taletidskort til telefoner, min mor købte dem altid. Manden som normalt sad bag disken, sad udenfor med en falske og en cigaret. Jeg sagde jeg skulle have en is, og gav ham mønten, løb ind og hentede en i den kolde fryser der sang med en monotom klang ud i den tomme kiosk. Der var lidt koldere i kiosken og den virkede som et sted jeg ville søge refugie hvis jeg var en af byens ejerløse katte. Der var en propel i loftet der cirkulerede den tætte luft rundt i kiosken, måske kom den fra et fly. Jeg havde sådan en drøm om at prøve at flyve i et lille fly, en sjælden gang i mellem kom et propelfly susende over tagene, man kunne næsten se halstørklædet blafre ud af pilotens vindue. Jeg løb tilbage mod huset, men blev stoppet af pigen fra danseskolen. Hun kom cyklende på den stille vej. Jeg stod stille og kiggede ned mod mine fødder, jeg kunne hører hendes cykel der elegant strøg forbi. Jeg kiggede tilbage mod hende, og hun kiggede mod mig, kort. Så forsvandt hun bag et hjørne. Jeg kunne ikke undgå at tænke på Laura, som i sin absintia kun blev mere smuk, og forelskende. Jeg forestillede mig at de kørte langs lange tomme veje, omgivet træer og skov, vi ville kører i dage for at komme frem til et mystisk rødt hus, ved en stor dyb sø. Jeg havde set det for mig i et par dage, inden jeg var faldet i søvn. Det var svært at glemme Laura, der var selfølgelig også meget stille på tagene uden Miguel. Jeg gik tilbage mod opgangen, hvor jeg mødte Miguels farfar. "Eigil Nørgaard" hilste han, jeg returnerede og spurgte om han havde det godt. Han fortalte at han var frisk, og at han ville ud til havet en af dagene. Det var sommer og han elskede havet, han havde faktisk en lille båd han sejlede i. Jeg kunne ikke undgå at spørge ham hvornår han troede at Miguel ville komme tilbage. Han sagde at han ikke viste det, de kommer nok tilbage om noget tid. Jeg stod lidt i stilhed, så spurgte han om jeg ville gå en tur med ham. Vi gik ned langs gaden, også til venstre. Jeg havde været ud i byen og udforske, men jeg plejede at gøre det ovenfra. Det var anderledes at gøre det her om dagen i lyset fra solen. Pludselige blev vi observeret fra de mange støvede vinduer, der overværede os fra alle sider. De mørke lejligheder bag virkede menneske tomme, det var de ikke. På denne tid af året, selvom det var varmt, var mange stadig igang med arbejde. Det var som om de var et andet sted, de lagde ikke mærke til en. På den måde havde vi byen alene, os der ikke var på arbejde i selskab med katte, mus, hunde, fugle. Vi gik forbi en grønthandler hvor vi købte en bakke med jordbær. De stod for mig som et billede på verden udenom byen, på det som rummede træerne, søen, dyret. De smagte ikke af det vi normalt spiste i byen, de havde en tone. Farfar talte om skibet ved havet, det var orange, og havde sejl og mast. Han sejlede op af kysten, stille og roligt for det blæste ikke så meget om sommeren. Han sad i skyggen af det store sejl, mens båden langsomt men stabilt blev skubbet gennem det stille hav, med solen som eneste vidne. Jeg fik også en appelsin, som jeg løb med i hånden mod hjem. Farfar sagde at jeg måtte komme forbi hans lejlighed en af aftenerne, så kunne vi måske aftale en tur til havet. Jeg løb stadig uden at tage højde for stregerne i fliserne, jeg var endnu ikke som de andre børn der undgik dem, det virkede for mig blasfemisk ikke at kigge op. Tilbage på taget sad jeg stille, og kiggede den retning bilen havde trukket ud af byen. Til højre for mig sad et par duer, ligsom jeg og kiggede over den stille by. Så lagde jeg mig på ryggen, og faldt i søvn.
Som vi havde aftalt mødte jeg farfar kl 12 ved krydset før danseskolen, jeg havde taget et par korte shorts på jeg havde fået i fødselsdagsgave sidste år. Mine forældre sagde de var glade for at jeg havde mødt en ven der ville være sammen med mig, jeg havde fortalt dem at vi skulle ud og sejle, men de virkede ligeglade. Jeg tog mine sko på, og løb ned gennem opgangen, med et spring landede jeg fra det midterste trin på trappen, på etagerne der førte til vejen. Jeg havde set et billede af havet, og hørt farfar tale om det som en verden der var langt fra den vi boede i i byen. Jeg var spændt, og maven bandt knude på sig selv. Jeg løb med hurtige skridt over vejen, og mødte pigen fra danseskolen. Hun var på vej ud fra træning, og havde vådt hår. Vi stoppede begge foran hinanden, jeg smilte til hende og komplimenterede hendes trøje. Hun sagde hun havde set mig fra hendes tag en aften, jeg spurgte hende hvor hun boede, et par blokke syd fra min, et område jeg ikke havde været i siden sidste forår, hvor Miguel og jeg havde overvejet et nyt loft at bygge base på. Jeg sagde at jeg havde tilbragt mere tid deroppe end hernede, jeg bor deroppe. Hun smilte, jeg sagde jeg måtte afsted, jeg smilte til hende. Farfar stod længere nede af vejen, skåret over af skyggen fra skolen. Ingen af os havde hørt fra Miguel, men farfar sagde at de nok havde det godt. Vi lagde fra kaj, der var stille ved havnen. Der sad en grå måge på træbroen som båden var fortøjet til. Vinden træk roligt i sejlet der blev hejst gennem masten, hvor et reb var bundet fast i toppen af det store sejl. Jeg lagde mig på ryggen, og kiggede op på den tomme blå himmel, jeg mærkede for første gang at gynge afsted ude på havet. Det var smukt, der var en speciel duft af salt og alt havde fornemmelsen af at være farvet af solen men samtidig være en del af havet salt. Jeg kunne hører vandet trækkes langs båden når vi sejlede op langs kysten, farfar sad bagi og styrede op af vinden med et træskaft. Vi sejlede i timer afsted i stilheden, farfar var stille, jeg hang med hovedet over siden for at se om jeg kunne få øje på en fisk, se om jeg kunne se sådan en Miguel havde fanget. Det var omsluttende, og vi blev varme og trætte, farfar drak en øl og blev træt og sløv. Han tog en lur foran på soldækket, imens sejlede jeg båden stille og roligt ud i verden. Vi var begge glade og trætte, farfar smilede og var den første til at sige noget i timer. "Eigil Nørgaard nu har du set havet, og verden udenfor. Du er den stærkeste dreng jeg kender, husk ikke at glemme hvad du har lært på taget når du kommer ned på jorden til os andre" Jeg viste farfar en ring jeg havde fået af min farfar før han døde. Han tog om min hånd for at kunne se den ordenligt, han smilte uden at sige noget. Vi lagde til i lyset fra en rød sol der atter var på vej ned efter en lang dag.
Hjemme i lejligheden sad min mor og far som muldvarper der ikke registrerede min hjemkomst fra turen. Jeg tog en taske og lage bukser og trøje i. Min kat hilste på loftet, og jeg sad med den i skødet, og fortalte om havet langt borte, og om livet udenfor tagene og husene, lejlighederne. Jeg sad på taget, luften var blevet lidt koldere her om aftenen, efter solen havde lagt sig. Byen var stille, som var den tom. Jeg kunne se hun sad overfor, måske havde hun ventet på mig. Hun dansede rundt på taget, tænk hun turde.
Jeg vinkede til hende.
Snart kommer Miguel hjem, snart kommer Laura hjem, måske kan jeg løbe over og tale med pigen i nat.
Jeg løb over tagene, og satte mig ved pigen.
Livet viste sig at fortsætte efter byen.
S.Volkova98.
.jpg)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar