Allike

 Allike 

Morten B.

Det startede med de andre, 

som sad på bænkene over ved parken. Jeg kunne se dem lidt væk, og stod alene med min skygge bag mig, solen over mig, ligefrem. Jeg lagde vægten på det ene ben, det højre ben og  lændte mig let forover.  Jeg kunne høre hendes telefon ringe til venstre for mig, hun lå på tæppet i parken og der var en plastik indpakning til vindruer og hun læste i en bog der var rød og derstod "manifest" foran. 

Det startede med de andre,

og jeg så deres løb, der virkede ikke-instueret og impulsivt. Han løb efter ham, og så løb han efter ham, også efter hende. Det var uroligt, men sjovt. Jeg kunne se dem lidt væk, og stod alene med min skygge bag mig, og solen over mig, ligefrem. Jeg smilte med den ene side af mundvigen. Jeg løb mod dem, og faldt over en rod fra et ældre træ. Jeg så først overresket på roden, og min nakke bøjede sig og jeg så trækronen der hang over mig. Jeg så mig selv som et nedfaldet blad i efteråret, nu var jeg alene som et efterårsblad, alle de andre blade hang sprøde og grønne på det enorme, blomstende asketræ. Kronen sank nedover mig. Jeg lå på ryggen. Jeg rejste mig men nu var de væk

Det sluttede med mig selv,

jeg boede ikke så langt herfra, og gik med min taske i højre hånd, en fyr cyklede forbi mig og han sang uden han så mig. Jeg virkede som et ekko i hans hoved. Til at starte med var jeg ligeglad med at træde på stregerne men hoppede nu istedet over dem. Hun gik forbi mig og havde en gul pose med stablede skiver lystbrød i. Det sluttede tæt i toppen, og der var en lukning på posen. Hun var ældre end min mormor, nogensinde blev. Jeg kalder allike, og ser mig selv i spejlingen på en forbipasserende butiksfacade. Jeg har et sjal over rykken som jeg kan se som en sølvkåbe omkring min store drøm, om et større hjerte. Jeg kommer over til døren hvor jeg har min egen nøgle, der er skarp for jeg har lige fået den. 

Det sluttede med mig selv.

All Beauty Must Die

 All Beauty Must Die

Det er den triste erkendelse vi alle skal komme til. 

Uanset hvor ofte jeg overvejer min skæbne, er den kun virkelig for mig i samvær med dens modsætning.

Uanset hvilken nat der kommer efter en dag, vil man altid kunne finde roen under himlen.  Jeg så himlen blive mørk over vores hoveder. Solen forsvinder alligevel aldrig helt, den hænger i vores kroppe og vi trækker dens varme med os. Det er nok også derfor den store realitet først viser sit ansigt når fraværet af varmen bliver vores skæbne. Jeg hørte lyden af hendes sko på de beskidte fliser, jeg så hendes hår hængende over nakken, spidserne let hoppende i takt, jeg levede hun forlod mig venstre om hjørnet.   

Al skønhed må dø

Brutalis

 

magnifique petite.

    magnifique petite.

Af Pierre van Gogh

Ved oversættelse af Storme van Dijk.

Med gæsteafsnit af Morten B.Birkegård.

Hasselnød

Storslået småt, og storslået godt. Lé Nu, som knas der indeholder fedt som kunne være på min pande en varm arbejdsdag i markerne. Det er jo ikke ren protein, og det er jo ikke fritid og afslapning uden arbejde og slid. At kende til solens varme, jeg voksede op med hunde og strå. Jeg så solen gennem bladene fra træet over mig da jeg sov over middag med far. Når vi arbejdede om dagen i solen, var vi langt fra havet og turene til kysten. Vi kunne aldrig slippe himlen af syne, når man så over havet der om morgnen blev mærket af luftens, den farende uforusiglighed som vinden bager virkede mere paralyseret fra toppen af bjergsiden. Herfra var vinden i havet organiseret, havet ældes med de lange stærke træk der udspiller sig i overfladen. Det var her vi kunne se gud. Himlen og havet maledes sammen i løbet af eftermiddagen, og det bliver kun mere uklart hvor grænsen mellem himmel, bjerg, hav, klippe, vitaliteten i mig, de snarligt høstede citroner eksisterede. Der løber myrer på barken af fyrretræet, de transporterer og arbejder. De sætter sig på de nedfaldne flækkede citroner, og nyder saften. Min moster dyrkede nødder, hun havde hasselnødder, mandler, pistacia. Hun boede 2 km væk. Hun sagde mig at intet er gratis, ihvertfald ikke hvis man vil behandle sine menneske ordenligt. Fiktionen i undertrykkelsen, prisen på byens gode liv. Jeg lærte at arbejde hos min moster, vi høstede og det var sjovt og varmt. Det var arbejde men virkede mere som opbyggelse af vores hjem. Mine kusiner var der også, og de hjalp som mig. Der var også kammarater fra omkring der også havde andel i landbruget.

Elina sagde " Manifique petit ! Lé Nu! " 

Fyrretræ 

Som vi lavede bondemuslinger over bål med tørt fyrretræ, røget og de åbnede.

Pistacia

Min første kæreste hed Pistacia, hendes øjne var krystalgrønne 

og hun var ydmyg som morgenstunden.

"Millioner af Citroner"

_

Morten i Italien

Regnen visker de nærliggende bjerge ud, man kan kun ane silhuetter af omliggende verden. Den er altomsluttende. Jeg får sympati for den lille flok bjerggeder jeg stadig kan se fra køkkenvinduet, men de holder stædig stand, med fire klove placeret fast i bjergsiden. Det var nødvendigt vel, for at kunne vedligeholde den årlige frodighed. I køkkenet hænger dampen fra gryderne der varmes af det summende gasblus til højre for mig. Det var februar måned, men store citroner voksede udenfor døren. Man fristes til at plukke en, en handling der virker så fjern når min eneste oplevelse af citronen er som en mytisk, næsten æstetisk supermarket klassiker. Jeg har set adskillige forsøg på citrontræer, men de har alle været uduelige, derfor var at se store gule citroner hænge lige for døren fristende. Men jeg havde ikke glemt at jeg kun var gæst i denne have, jeg ville nødigt unødigt reproducere menneskets syndefald, og lade mig gribe som en reincarnation af Evas impulsive plukke lyst. Hellere gå over på den anden side af den stenbelagte gade, over til det lokale supermarket, hvor jeg efter at have brugt 10 minutter på at kigge på frugter og grøntsager havde samlet en favn som mester nu skulle veje for mig. Koden for æble - 312 stod ikke på æblekassen, så han skulle hidkaldes hvergang jeg skulle veje grøntsager i denne butik. Heldigvis var han sød, men jeg følte mig klart som en idiot da han skulle have rakt, en enkelt kiwi, to tomater, et bundt gulerødder (5 stk), en enkelt zucchini, en anden slags tomat. Som sagt var flere af de gamle i byen søde. Jeg betalte altid med for store pengemængder, der hobede sig små store mønt mængder op i mine lommer, jeg ville betale med 10 euro for en betaling på 6, jeg ville få 4 euro tilbage i en stor bunke mønter. Det betød at mine lommer nu klirrede, og jeg følte mig straks mere bundet til pengene, som klokken om gedens hals.

_

Vi må tilbringe næste sommer sammen.

       Pierre van Gogh.