magnifique petite.
Af Pierre van Gogh
Ved oversættelse af Storme van Dijk.
Med gæsteafsnit af Morten B.Birkegård.
Hasselnød
Storslået småt, og storslået godt. Lé Nu, som knas der indeholder fedt som kunne være på min pande en varm arbejdsdag i markerne. Det er jo ikke ren protein, og det er jo ikke fritid og afslapning uden arbejde og slid. At kende til solens varme, jeg voksede op med hunde og strå. Jeg så solen gennem bladene fra træet over mig da jeg sov over middag med far. Når vi arbejdede om dagen i solen, var vi langt fra havet og turene til kysten. Vi kunne aldrig slippe himlen af syne, når man så over havet der om morgnen blev mærket af luftens, den farende uforusiglighed som vinden bager virkede mere paralyseret fra toppen af bjergsiden. Herfra var vinden i havet organiseret, havet ældes med de lange stærke træk der udspiller sig i overfladen. Det var her vi kunne se gud. Himlen og havet maledes sammen i løbet af eftermiddagen, og det bliver kun mere uklart hvor grænsen mellem himmel, bjerg, hav, klippe, vitaliteten i mig, de snarligt høstede citroner eksisterede. Der løber myrer på barken af fyrretræet, de transporterer og arbejder. De sætter sig på de nedfaldne flækkede citroner, og nyder saften. Min moster dyrkede nødder, hun havde hasselnødder, mandler, pistacia. Hun boede 2 km væk. Hun sagde mig at intet er gratis, ihvertfald ikke hvis man vil behandle sine menneske ordenligt. Fiktionen i undertrykkelsen, prisen på byens gode liv. Jeg lærte at arbejde hos min moster, vi høstede og det var sjovt og varmt. Det var arbejde men virkede mere som opbyggelse af vores hjem. Mine kusiner var der også, og de hjalp som mig. Der var også kammarater fra omkring der også havde andel i landbruget.
Elina sagde " Manifique petit ! Lé Nu! "
Fyrretræ
Som vi lavede bondemuslinger over bål med tørt fyrretræ, røget og de åbnede.
Pistacia
Min første kæreste hed Pistacia, hendes øjne var krystalgrønne
og hun var ydmyg som morgenstunden.
"Millioner af Citroner"
_
Morten i Italien
Regnen visker de nærliggende bjerge ud, man kan kun ane silhuetter af omliggende verden. Den er altomsluttende. Jeg får sympati for den lille flok bjerggeder jeg stadig kan se fra køkkenvinduet, men de holder stædig stand, med fire klove placeret fast i bjergsiden. Det var nødvendigt vel, for at kunne vedligeholde den årlige frodighed. I køkkenet hænger dampen fra gryderne der varmes af det summende gasblus til højre for mig. Det var februar måned, men store citroner voksede udenfor døren. Man fristes til at plukke en, en handling der virker så fjern når min eneste oplevelse af citronen er som en mytisk, næsten æstetisk supermarket klassiker. Jeg har set adskillige forsøg på citrontræer, men de har alle været uduelige, derfor var at se store gule citroner hænge lige for døren fristende. Men jeg havde ikke glemt at jeg kun var gæst i denne have, jeg ville nødigt unødigt reproducere menneskets syndefald, og lade mig gribe som en reincarnation af Evas impulsive plukke lyst. Hellere gå over på den anden side af den stenbelagte gade, over til det lokale supermarket, hvor jeg efter at have brugt 10 minutter på at kigge på frugter og grøntsager havde samlet en favn som mester nu skulle veje for mig. Koden for æble - 312 stod ikke på æblekassen, så han skulle hidkaldes hvergang jeg skulle veje grøntsager i denne butik. Heldigvis var han sød, men jeg følte mig klart som en idiot da han skulle have rakt, en enkelt kiwi, to tomater, et bundt gulerødder (5 stk), en enkelt zucchini, en anden slags tomat. Som sagt var flere af de gamle i byen søde. Jeg betalte altid med for store pengemængder, der hobede sig små store mønt mængder op i mine lommer, jeg ville betale med 10 euro for en betaling på 6, jeg ville få 4 euro tilbage i en stor bunke mønter. Det betød at mine lommer nu klirrede, og jeg følte mig straks mere bundet til pengene, som klokken om gedens hals.
_
Vi må tilbringe næste sommer sammen.
Pierre van Gogh.