Excarnation: A study in dental construction. Teater V Prøvehallen 2023

TANDSÆT 

DRAMATURGI

FORTAND HØJRE: Tag jer i agt, passante bønder. Uduelighed! I blegner hver og en, gå nu ej og giv hinanden spot, giv dem hus og jer bare hænder. Den tomme hånd, mætter ikke den tomme mave.

HJØRNETAND HØJRE: Vi på højre, er plaget af kæben, vi er trynet af vor barnsben. Når morgenholdet kommer, må i give dem denne besked. Denne velstand, ussel i højre region, mundens parlament står under store forandringer, vi har et opædende, fundementalt politisk problem. Kald oraklet.

ORAKLET: Kære bønder, jeg er jo sådanset udødelig, men jeg må give jer det at jeres påstand er helt rigtig. Højre region står til forværring, slem forværring, jeres økonomi er dårlig, og hvem har i at takke? Aftenholdet, for de har sløset for deres afbejde og snydt jer for jeres retmæssige hårdtbetalte løn. Jeg har altid vidnet det hernede fra, jeg er jo blot en tunge, men jeg lægger mig aldrig på vægtskålen, for jeg er som i ved, vores mund vores hjems diplomat. Skal jeg tale med morgenholdet? Talsperson?

FORTAND HØJRE NEDRE: Vi fire er ordstyrere og der er direkte spørgsmål til talspersonen. Visdomstand, træd i karakter.

VISDOMSTAND VENSTRE: Orakel, vi sympatiserer stærkt med vor brødre og søstre til højre, her i venstre flanke. Vi kender fortiden, og ved hvad det vil sige at have svage led i kæden, for svage led gør sværere tider, og I har vores støtte, da jeg mener at vi skal gøre alt hvad vi kan gøre. Oraklet bedes dermed prøve at tale med morgenholdet i morgen, som foreslået. Jeg lader mig høre at der konspireres om den påstand at morgen- og aftenholdet tilhører samme ende af armen, men iså fald, hvorfor så denne forskel? Jeg har en teori om at vi som tandsæt, ingen indflydelse har på at vi for tiden står til en nedskæring i højre flanke, jeg har min spekulationer tag dem ikke ilde op, de er intet andet end det, men men min teori går ud på at dette er et langt større politisk problem vedrørende søvnrytmer og altmuligt andet der ikke har med os at gøre men derimod morgen- og aftenholdets overordnede, jeg gætter på at det er planlæggerne af rengøringen i vores by, der ikke tager højde for at forværret hygijene medfølger sygdom, skilsmisse og civilmord.

HJØRNETAND HØJRE: Du siger dette, men blot er du selv kun lige halvt imigreret fra Gummen. I fra venstre skal holde jer langt væk, jeres sympatiseri er panser for uærlighed.

Fortæppet går op, orkesteret sidder på trappen på scenen. De begynder at spille ouverturen. Alle tænder går ud af rækken, og hen til deres respiktive pladser på scenen. Oraklet ligger stadig på sofaen, hun er stadig klædt i rødt, og er nu centreret på scenen. Tre tænder, er wiret op på tre gynger som langsomt sænkes ned, mens ouverturen går på hæld. Det er de tre vise tænder:

VISDOMSTAND 1 PÅ GYNGEN: Vi er her, for natten har kaldt, og stjernen står skævt indfaldet i det utændte lys.

VISDOMSTAND 2 PÅ GYNGEN: Lyt ikke på ham krysteren, Visdomstand fra venstre, bare fordi han var den første af os ude, gør det ham endnu mindre til erfaren eller vis, han er så spæd som et mælkebarn.

VISDOMSTAND 3 PÅ GYNGEN: Her er vi. De tre visdomstænder. Vi har taget vores tid og studeret i alle disse år i Gummen. Men nu er vi endelig dimiteret, det efterlod tilslæb og modstand, men før eller siden vil denne nat komme. "Durch unsere Studiestunnen, habt wir nicht vergesst weil man zum Beispil gibt Sie nicht verocht und gekogt. Es ist kein ein Fantasie, es ist Gummen, der großest Universitets-Stadt in die ganzen Deutchland, es hast wir getrauft"

VISDOMSTAND 1 PÅ GYNGEN: Skam over jer fra Venstre flanke. To af os vise tænder, ville vokse op i det forrådne land Højre, og den sidste af os vil forsøge at søge tilbage til Gummen.

Visdomstand venstre tædder ind under gyngerne. Han har bar mave og halskæde, natbukser. Gyngerne svinger let og sænkes langsomt under dialog, indtil de er nået ned til scenegulvet, og de tre skuespillere hjælpes afhækslet bagfra. De fire visdomstænder står over for hinanden.

VISDOMSTAND VENSTRE: I satans ... Svinagtige fandens løgnere !!

VISDOMSTAND 1: Du droppede ud af din skolegang i Gummen, Deutchland, du er ingen visdomstand. Du bestod ingen gang et semester, hvem er løgneren her?

Visdomstand venstre, trædder frem med hånden udstrækt.

VISDOMSTAND VENSTRE: Jeg hører du skal besidde pladsen under mig på venstre flank. Ja, retfærdighed er genbaseret, uddannelse eller ej, så findes der i grunden kun heldige stjerner. 

vil bare sige velkommen til, tag min hånd og slut fred.

VISDOMSTAND 1 (tøven): ... tak, jeg sætter pris på din gæstfrihed. Men jeg vil nu alligevel forsøge mig på at søge tilbage op i Gummen. Men min hånd og min fred kan jeg godt give dig.

I det de to giver hånd, trækker Visdomstand Venstre, Visdomstand 1, tæt ind til sig og stikker dolken i maven på ham. Han falder til jorden, de andre skriger kort. Orkesteret går i gang.

FORTAND HØJRE: Folkemord! Borgerkrig! 

STOR KINDTAND: Plakken kommer! Vig bort forrædder.

VISDOMSTAND VENSTRE: Rigdom er som snavs, det gemmer sig i hjørnerne, plak hærger kun hvor solen skinder, ikke her i mundhulen, jeres trusler er mig ligegyldige.

Dansere trædder ind klædt i hvidt, og skeletmasker på. Sceance går i gang, hvor dansererne, opfører den moderne dans op af skuespillerne, og mens orkesteret spiller "Plakdansen" opstår der sammenspil, m. danser og sengetøj de fører rundt om skuespillerne.

FORTAND VENSTRE NEDRE: Øv Plakken er kommet.

Lyset går ned, spot på Fortand venstre nedre som går i monolog.

FORTAND VENSTRE NEDRE: Jeg troede at livet vil være en sommergrøn ø og at jeg vil kunne smage lykken, på morgener vågen i min nykårendes valmueseng. Morgener alene og fulde af liv, fuld af luft med vinduerne åbne, og lyset for oven, strømmende ind i husene, mine brødre ved min side, mine søstre og genboer. Jeg troede det at elske, var den sidste membran ved det at værdsætte, og det eneste der kunne gøre en vejrtrækning godt, for duft og forplejning.

Mit rige er nu i ruiner, der her hærsket sig ondskab op fra kæben, og skabt forråd og intrier i mit hjems forstad. En sygdom er Fanden, men hvad værrere er dette mytteri! Denne utugt mod Gud, som fortærvede kættere. Jeg vidste ikke dette om mine brødre, jeg var granskende sikker på at Fanden bar hætte, men ak, går han med bar mave. 

Og Nu har han taget mig synet fra mig. For blændet af den hvide sygdom, af den uvidende visdom, han bar dolk og bragte plakken til byen. Vinteren bliver lang, og Når morgenholdet hører dette Tilkalder de Boret, åh - spar mig fra kongedømmets vurdering, spar mig for tvekamp, Jeg vil sådan ikke bores, mine børn, jeg vil skrige højere end dem. Sulten og hullerne kender ingen grænser, Morgenholdet kender kniven, dette skarpe hvide lys, og dette spejl af tusind sørgende enkefruer.

Tag til kamp, jer andre, Jer til Højre. Jeg kan intet se, Plakken har inflitreret mit inderste, Min konge, Fortanden øvre, gør dit folk det bedst og stå forrest. Ingen kan hjælpe os her, tilkald opsyn i landet om Gummen og Dröbbel. Den hvide død, kan ikke tage os alle.

Akt. 1 Slutter, når Visdomstand Venstre sætter sig op på en hest og forlader scenen.

fortsættes...

Excarnation: A study in dental construction. er skrevet og instureret af dramatiker Johanne Lillebrahnt i samarbejde med redaktionens helt egne Monti Lewandowski, som er hendes kæreste.

Daggry

 

Monti Lewandowski

Der stod Sonja på mit ben. Tattoveret. Nu kunne jeg høre hende trampe i gulvet over mig. Hun mindede mig om mennesket i kirke, hun mindede mig om at hun havde slagtet lammet og malet korset på døren. Jeg kiggede op i loftet og fik støvet i øjnene, det kradsede. Sooooonjaaa - skreg jeg.  MOORTEN - svarede hun, skrigende. Hvornår gik det sådan. Jeg boede i gården, hos vibeke, eller jeg boede ikke hos viebeke men viebeke gav mig lidt at spise og drikke. Siden jeg var lille havde jeg kravlet op af afløbsrørende. Og da jeg vendte hjem, åbnede Viebeke døren for mig. På gulvet i stuen lå den store turkise fatboy. I lejligheden duftede der af kryderier. Sonja og jeg havde altid været efter hinanden. Og hun var den første. Og alle fortjerner vel en første. Lucifer kom kørende ind i gården. Hans motorcykel larmede og rungede voldsomt i gården. De gamle vinduer vibrerede. Vi var ikke på god fod, da jeg forlod byen. Tiden. Jeg håbede tiden havde taget toppen af skænderiet. “Morten”. Han åbnede døren, som han viste var ulåst. Han havde støvler, han havde sorte bukser, han havde skæg. “Lucifer…” - “Hvordan går det” - “tak, det går fint.” - “du ved hvorfor jeg er her, ikke?” - Lucifer så stift på mig. “Ja... Jeg fik vist ikke helt...” Lucifer kiggede ned. Han sagde ikke noget. Stilheden var smertefuld. Alt stod stille et øjeblik. Så sprang Somja igen, og støvet dalede endnu engsng - denne gang kiggede jeg bare op. Lucifer rømmede sig, han satte sig ned ved bordret. Han undgik mit blik, og begyndte at pille det smeltede sterin af lyset der stod mellem os. “Det rigtigt.” - stilhed. 

Jeg begyndte at få varmen.

og angsten manifesterede sig i en dråbe sved, der nu løb ned af oanden og ned i kaffe. Lucifer kiggede igen op “Hvor er halskæden Morten?”  - jeg tog en dyb indånding igennem den halv stoppede næse,  den hvæsede. Jeg så ham direkte i øjnene. Så fløj en fulg ind i vinduet og vi drejede begge hovedet med et. Og støvet dalede nu igen -

 Jeg sprang op af stolen, den væltede bag mig - “SOOOONJAAAA!” - hun hoppede, trampede og larmede kun mere. “MOOORTEN, MOOOORTEN DØØØ” gentog hun syngende som en gal kvinde. 

Det havde været en sen aften, som det var i den tid. Og jeg havde stået i regnen uden for kirkegården, i lyset fra det store neonskilt “FORUM”. Jeg var kold, og ligegyldig. Jeg trak kraven op under ørene, og hævede skuldrene. Skulede til højre, skulede til venstre. Løb over vejen, som en sort kat i lyset fra bilernes lygter. På kirkegården hang de store træer over stierne som omfavnene mørke, helt omsluttende. Jeg måtte klemme øjnene sammen i mørket for st kunne læse de slidte navne på de mange gravsten. Efter at have ledt et par timer besluttede jeg mig for at ligge mig under et fyrtræ, hvis grene lå helt nedtil jorden, jeg måtte ligge mig på maven under grnene for st komme ind under i varmen. Derinde sov en ræv, snorkende let. Jeg lagde mit hoved på ham og faldt i søvn. Der kan ikke være gået mere end et par timer, før morgensolens første gyldne stråler blændede mig igennem det tætte nåletæppe. Hun var stået op, og jeg kom hurtigt ud fra under træet, og han vågnede og pilede afsted ud. Jeg tog fat om tasken og løb i mod lyset. I den fjerne ende af kirkegården lå lyset, morgenstunden. Og rigtigt nok, hun lå i et sving omkring sig selv. Hun vågnede langsomt, og jeg skyndte mig at ligge mig ned til hende. Og tag om hendes hage, og vægge hende. Men man kan ikke vægge de døde. Og jo mere jeg forsøgte, jo mørkere blev det omkring mig. Auroura stod der på gravstenen hun lå omkring. Fra hendes hals, et smykke kom lyset, morgenstunden. Jeg tog tangen op fra tasken, og mørket omsluttede mig i et vacuum. Og nu stod han med næven i min kæft, og jeg kunne mærke blodwt løbe ud af øjnene og ned i kaffen til sveden. Og hun skreg oven på. Og jeg var død. 

23.10.2023