Tolv dåser industri rogn, 

Og børnene bidrager til den grønne omstiling når de tømmer fadende i den grønne skraldespand. Kokken sveder når han ser formiddagens stress, strømme ud af bruseren i de mange hjem. Skuffelsen kan ingen skjule

 15.3.2023 

Viljen til evig løkke og en drage på Odense Teater

Viljen til evig løkke

-og en drage på Odense Teater

Når man har hørt på de fleste, fastslår de allesammen altid at begyndelsen på enden er det sørgeligste og mindst meningsfulde stadie i alle gode forløb. Sågar kærlighedsrelationer samt selve livsforløbet. Men er det ikke åbenlyst for enhver at det sørgeligste og mindst meningsfulde stadie ikke er begyndelsen på enden, men i stedet enden på begyndelsen?

Når det nye ophører kommer forfaldet og jeg fik to sønner. Da den anden kom var den første begyndt at rådne. Da han gik fra barn til ung mand var store dele af ham rådnet væk ligefrem og det gjorde ham til en stump og en forstumpet stykke søn. Og sikke en søn. I dag er de begge voksne, Oskar er 22, Cooper er 17. De har hinanden de to, det har de altid haft, men fra deres barndoms sidste dag har de skulle vende sig til tingene og været rastløse som to vilde jærv i en herskabsbolig. De har prøvet grænser af og lærer de ting jeg selv har lært og endnu vigtigere, lærer de også nye ting, jeg aldrig vil få lært, der tilhører deres generation.

Engang da jeg var ung, var jeg til middag hos min venindes forældre. To mennesker der har sagt mig meget sidenhen, moren var stemmetræner og arbejdede sommetider i Odense. Hun var blandt andet del af en gruppe hun kaldte melodisterne, som havde til projket af at stemmetræne folk der hørte stemmer-s stemmer, i troen om at hvis man kunne få stemmerne til at synge kor inde i hovedet, vil harmonien gøre op for truslerne og angsten de ellers plagede med. Faren var musiker, arbejdede også i Odense engang imellem, og de havde begge arbejdet med Skammerens Datter musicalen der blandt andet havde været opsat i Øster Gasværk da jeg var barn. Her havde faren komponeret dragens lyd. Han havde en fast plads på scenen, allerlængst ude på damesiden, hvor han i åben skjorte sad foroverbøjet og arbejdede som en edderkop på et stort apparat, et multi-instrument, hvorfra han fremarbejdede dragens toner. Moren havde oplært artikulation blandt skuespillerne, men endnu vigtigere også arbejdet med talebesværede statister og sangere, da der ofte i teaterkonstellationer er indkluderet medarbejdere med handicap af forskellige omfang. Teateret er et velkendt sted for fleksjobbere blandt andet, og af de mere gammeldags opvisninger, er der også rent dramaturisk brug for visse mennesker med visse egenskaber eller ukonventionelle kroppe. Sagen er at Skammerens Datter også blev opvist på Odense Teater, men med en anden slutning, det havde jeg hørt fra en ven, en slutning der endte mere pafidt end den i København. Der var dertil også større smerte i sangene i Odense, og dragens lyd lød anerledes, da sådan et apparat ikke lige uden videre bliver transporteret fra by til by, men i stedet blev et andet bygget af den odensianske scenograf, et stort apparat med flere rør, der gav dragen en mere reptil lyd, en mørkere og dyrisk klang. Man siger at uafhængigt af hinanden har alle civilisationer gennem historien og tværs af hele verden, haft dragen i sin kulturhistorie. Der findes derfor utroligt mange udgaver af dragen, utroligt mange størrelser, udseener og moraler, opstået af samme(?) eller forksellige(??) grundlag. Og selv i dette lillebitte eksempel, viser det sig at dragen i København har en blidere og lysere lyd end den i Odense.

Ikke lang tid efter mødte jeg manden der var strengt betaget af løkker. Jeg fik et job lige efter jeg blev bachelor på universitet i Roskilde, og på jobbet blev jeg venner med ham. Hans besættelse bundede ud i løkkens mange muligheder, og løkkeknudens mange variationer. Han understregede grundigt for alle at han ikke var selvmordstruet, men at han bare var fascineret af knuden som mordvåbenet. Og jeg kunne tildels forstå ham, en løkke er så magtfuld, et tov er så drabeligt. Af og til hænder det at et af de trosser som fortøjer store skibe (trosser består af mange tov, ligesom et tov består af mange reb, som består af mange tråde - det er kvist-gren-stamme-mekanismen som gør trossen utroligt kraftfuld, især når fortøjningen er gjort af nylon eller stål naturligvis) sprænger, og når en fortøjningstrosse sprænger, kaster den sig i en højhastighed ud i sin radius, og her kan den ramme trossemanden, eller en anden havnearbejder med et piskeslag, der uden diskussion, er så hårdt at man, ikke bare dør omgående, men man bliver med garanti revet fuldstændig op og splittet fra hinanden. Jeg har klatret med mine kollegaer og tænkt over knobets afgørende rolle i overlevelsen - generelt bare som menneske, er vi konstant i situationer hvor vi viger vores liv og regner med at knuderne holder. Og det gør de også, de er utroligt troværdige medspillere, hvis ikke knuden holder er det vedkommende der har bundet den der ikke har gjort det godt nok, for knuden har en lov og profeti der bare er til at stole på. Knobsbogen er større end grundloven, for ingen ændringer er nødsaget, et godt knob er indiskutabelt og utroligt primitiv logik for alle, og det er rart med den slags konstanter. Det er utroligt rart at stole på knobet, jeg siger, vi må frygte at rebet sprænger, den slags er der ikke meget at gøre ved.

Men en dag kom dagen så, og jeg havde ikke troet det. Jeg havde virkelig ikke troet det, for på dagen havde jeg været i godt humør. Vi havde revet tøjet af hinanden, jeg havde afklædt hende ligeså desperat og udygtigt som når jeg piller et fed hvidløg når det skal gå rigtig hurtigt. Og så havde vi bollet på sofabriksen i midtergangen, bare det bedste vi kunne.

Jeg havde fundet Krista efter min skilsmisse med drengenes mor. Hun, drengenes mor, har efterfølgende fundet en mand som også hedder Bertel ligesom jeg, og ligesom hendes kæreste før mig. Det er ikke længere en tilfældighed, det er nu afgjort at det aldrig har været sådan at hun har elsket mig. Ikke tilsvarende som jeg har elsket hende i hvertfald. Hun har giftet sig med et navn, Bertel, som hun underligt nok samler på. Siden vi er gået fra hinanden er jeg blevet utroligt langhåret, da hun er den eneste frisør i flækken vi boede i. Jeg har ikke kunne klippe det selv, ikke magtet, nu har Krista så klippet det med min badesaks, for barbere det vil jeg ikke, og det er gået hen og er blevet grimt, men hvad pokker. Vi skal heller ikke leve sammen Krista og jeg, det er vi ikke interesseret i. Men vi har haft det sjovt sammen i mange år, primært tænker jeg det som bare sex, men hun er naturligvis en veninde. På denne dag, havde Krista taget hjem inden aftensmad, rimeligt normalt for os, hun skulle bare hjemad, vi havde været her hos mig. Vi fik sagt farvel, og først deromkring hun var gået havde tanken opstået i mig. Først dér, den lå ikke og snigede sig frem, eller kom af nogle grunde, den kom bare. Da jeg skulle finde på aftensmad til mig selv, og jeg ikke orkede det fordi jeg var alene hjemme, ramte tanken mig i køkkenet af at jeg kunne finde rebet frem, binde en løkke og tage livet af mig selv. Det er komplekst fordi jeg ikke er deprimeret, men jeg blev momentært og uendeligt evigt betaget fra der af, om ideen og om knobet og løkken. Tanken om at lade livet i stedet for at lave aftensmad til mig selv. Det startede mig, det, som man vil kunne kalde begyndelsen på enden. Jeg havde engang diskurteret med min professor og jeg havde ment at ikke alle er indrettet til at få modet eller viljen til at beggå selvmord. Simpelt at alle mennesker ikke har det i sig. Men så husker jeg at hun svarerede, at alle mennesker har viljen til at gå ud af et varmt bad, før eller siden for ellers var de stået der endnu. Selvsamme vilje, som at træde ud fra et varmt bad, er til stede i os alle, med hensyn til at beggå selvmord - fordi viljen til at vare ved ikke drejer sig om nydelse men om vaner. Smerte er en hyppig faktor naturligvis til at give viljen til at lade livet, men der findes også viljen selv, tanken om viljen, friheden i den. 

Jeg bandt en løkke, ude i haven under træet. Jeg bandt den mest klassiske af løkkeknuderne, som en hyldest til knuden selv. Tænkte på min ven, og gav mig til at græde. Her hang den i aftenlyset, verdens nok smukkeste løkke, og lokkede ikke med noget men hang dér og hang bare,- til at stole på. Og det er den tillid jeg bærer til løkken da jeg bar haveskammelen frem under træet og gik op af trinnene. Bare den holder, bare rebet ikke sprænger. Jeg så på min have, for at se på den en sidste gang, og jeg så på huset som jeg har tænkt og kæmpet så meget for, og i mod. Dansk som bare pokker, hortensia og stedmorblomst for foden af skammelen. Så stod jeg øverst oppe og bedst som jeg løftede løkken op for at trænge den ned over hovedet, besvimede jeg og faldt til jorden.

Bertel Vakskak

David Vakskak storebror

En ting om mig: jeg lider af fobi. Og ikke tilfældigt har jeg en fobi for netop det rum jeg står i i dag, nemlig kirken. Den har fulgt mig siden dåben. Jeg står og har åndedrætsbesvær, og jeg ved at sålænge jeg kigger ned kan jeg nemmere glemme hvor jeg står. Men selv gulvet i en kirke skriger af kirke, og så mit øje strejfer væggene, ser jeg at de er store og skrå og råbende af rædsel store vægge som åbne børnemunde, de ser på mig, væggene skuler ned over mig som vågende gargølger og overmagt og vil tilsvøbe mig i låst dødsskræk. Kirken vil kun begrave mig, og gangen op fra alteret, hvor er den lang og som fuld af pine, oldtidskvinders smertebønner de trygler fra gangen mod alteret, og skriger op som bleg dødkvalt kvinde fra orgelets mange spirende kolde sølvrør. Så er der børn endda herinde, jeg får så ondt i brystet at jeg må støtte mig til Christina og Krista efter. Selv har jeg set patienter på min klinik, som skælver og vil slippe, fordi de er bange for mig som tandlæge og aldrig har jeg forstået det. Klinikken er det tryggeste rum, den peger dig kun mod livet, det helbredende og forbedrende i modsætning til kirken, der peger dig ud i haven og ned i graven. Når præsten er færdig med at tale, skal vi rejse os op, og jeg skal følge med op af de små trapper, men mine ben ryster af udmattelse under mig og det sortner fuldstændig når jeg tager fat i kistens håndtag. Foran mig står min nevø Oskar, bag mig Kim. I kisten lægger Bertel, vi var pseudotvillinger. Vi løfter, og kisten hælder lidt skævt fordi begge hans drenge står på min side, det understreger det ujævne ved at dø fra unge drenge. Vi træder ned af trinene langsomt, vi hoster og koncentrerer os. Men så begynder orgelet at spille sin entré, noget jeg ikke er blevet informeret om. Pludselig hiver jeg efter åndedrættet, men lungerne svarer mig ikke. Så tror jeg at jeg må holde ud, men det er ubærligt og op ser jeg fra gulvet, mens orgelet skærer mig i ørerne og jeg ser krusifikset af metal og den nøgne tynde mand som det sidste inden jeg besvimer. Jeg falder ned på kirkegulvet og kisten vælter når jeg slipper.                                                                  Og da kisten faldt, sprang den døde op og løb sin vej.

Eliot Tranen 12.03 Mit hjerte det banker, men ingen lukker op