Fælden

For mange kokke

-For få tjenere 

af S. vDijk 

Det var en havneby med kyst til indløbet af en stor europæisk flod, der flugtede sig gennem det kolde land. Jorden var drægtig på landet, og indrammet af piletræer. Hjemmet lå ved torvet, og nye gardiner var blevet sat op. Gennemsigtige lyserøde gardine berørt af vinden, og gjort af tyl. Vuggen havde bedstefaderen lavet, han var snedker og legetøjsmager. Barnet havde forældrene naturligvis lavet, og hun var en god og modtagelig skabning. Hun sov om formiddagen, hun sov om natten. Det var en moders hånd der klarede sorgerne. I 2014 blev en undersøgelse sat i gang, i havnebyen, da det også var en universitetsby. Et studie stod til at undersøge den sociale afhængighed af andre mennesker. Tidligere lignende undersøgelser blev lavet under krigsårene, hvor man i lidt højere stilistisk omfang, lavede forsøg med spædbørns opvækst uden værger, og uden menneskelig kontakt generelt. Menneskelig evedens, som den dag i dag ikke ville være muligt at kunne genskabe da den almene idealisme, fra dags dato, har ændret sig fra "jagten på gudsbilledet, jagten på det sande" indenfor hhv. politik, billedkunst, humanisme og videnskab til "menneskeetik" som den nye betingende reform. Men det nye studium, havde sågar også et nyt tiltag på undersøgelsen, nemlig at gå den diametralt modsatte vej. I stedet for at undersøge fraværet af social kontakt, skulle de undersøge overflodet, af social kontakt. Willem Portuter, Mr. Portuter cand.mag, Gittenberg University, stillede det op således som følgende at; Det at tage stoffet fra en narkoman var intetsigende, sågodtsom sadisme er intetsigende, men det at i stedet give ham et overflod af narkotika, vil give fængende resultater og ikke mindst brugbar evidens. 

Gruppen bestod af et par studerende, og undersøgelsen blev ledet af selve P.H Charlie Daugkins, ansvarsmand og proffesor fra Verdruille Cour de le Pair - Akadamiet i en af de flamske slotsprovinser. Al tanke og alle beklagelser går til de indvolverede.

For mange kokke

-For få tjenere

 

Hvor vuggen stopper, starter gardinet - på den måde har barnet sin udsigt til natten fra det lukkede øje. Han sang en vise, da alle, selv dem der ikke synger, ser det vigtige i at synge barnet i søvn. Han var brun imellem regntøjet. 

Det var denne familie, denne fader og denne moder og dette lille barn, som havde takket ja til undersøgelsen om social uafhængighed. Den pågældende første juni-dag, skulle seksogtyve forsøgspersoner, voksne mennesker, flytte ind i bopælen. Det var en del af eksperimentet. Tanken gik på at de seksogtyve skulle følge faderen og moderen rundt, dagligt, uden stop, og uden samtale udenfor nødvendighed. Det ville sige at de delte sig op, tretten personer til faderen, tretten til moderen, seksogtyve sammenlagt, når faderen og moderen var sammen. Barnet fik derfor ingen af de personer, kun når barnet var i kontakt med moderen og faderen. Denne beslutning blev taget i hensyn til det beslægtede og føromtalte seneste eksperiment inden for samme undersøgelse, som som tideligere nævnt var blevet berygtet for den risikable affekt af netop børns velvære. Forsøgspersonerne skulle dagligt følge faderen og moderens gøremål, hjælpe til hvor det var muligt, så det der før stod til at være egengørligt bedrift, nu var delt med en mindre gruppe. De studerende ville blandt andet holde øje med om det over tid, gik fra at være kongens efterfølger, til en kollektiv fællesorganisme, der tog valg i fælleskab, og naturligt ville tilpasse sig efter en sådan balanceret fordeling af hinandens impulser på behov og logik. Et ambisiøst domæne, om et stort massemenneske. Samtale var tilladt, men de seksogtyve forsøgspersoner var blevet instrueret i at skulle ageere mere krop end tanke - mere handling end rådgivning. Dette ekseperiment skulle ikke blive til et forhutlet halvfjerdser-kollektiv, det var tanken om faderen og moderen som de drivende tankekrafter, hjernerne i massemennesket, de to hovedpersoner, en mand med otteogtyve hænder og fødder, en kvinde med otteogtyve øjne og ben. Et barn med otteogtyve forældre. En alt for lille dobbeltseng.

De tretten forsøgspersoner var blandet i både køn og alder, indkomst og interesser, for det var ligemeget hvem de var, sålænge de var kroppe. Studiegruppens yngste, Madeleine Fransesca cand.mag, C.UAP. 2009, var selv med som en af de seksogtyve, for at skrive notis. 

Fordærver maden

-For der var maden

 

Første dag med de nye indflyttede, var den trange plads straks et problem. Det var ikke en stor lejlighed, et middelklassehjem med mange bøger og mange skulpture. På toilettet måtte éen af de tretten, kravle op på cisternen og se på. Seksogtyve hænder smurte to hænder ind i sæbe. Det var moderen der var på toilettet, og selvom at hun var langt fra tilvendt de nye omstændigheder, så var dette øjeblikket for den første tilfredstillelse. De mange hænder, i den bløde stråle, den overvældende duft fra sæben. Det var som at synge i kor, bare uden lyd, overført til en omfavnende berøring. Faderen vaskede trappen, otteogtyve hænder vred en klud, otteogtyve knæ satte sig på trinnene, ethundredeogfyrre fingre arbejdede med den glatte soinering. Trappen var renere end nogensinde før og det havde blot taget et par minutter der kunne tælles på en enkelt hånd. Men den blev talt på otteogtyve. Praktisk talt gik alle daglige pligter langt hurtigere. Også selvom at der realtivt skulle laves mere mad, i hospitalsmængder, var løgene så hurtigt hakket, otteogtyve hænder på en kniv, salaten så hurtigt flået, otteogtyve hænder på et hovede og risen så gennemrørt, otteogtyve hænder om en grydeske, at det i det store samlet, ikke gjorde noget. Maden blev spist, fjorten mennesker på den ene side af bordet, fjorten overfor, og seksoghalvtreds arme til at fodre det lille barn i barnestolen for bordenden. Moderen blev masseret efter opvasken var taget (Grundigt og hurtigt af fjorten mennesker), på eget ønske, da hun ville mærke samme tilfredstillelse som tideligere, over for den store mængde arbejdende hænder, den tætte sammenslutning af intensiv behagelighed, som var hun selv pludselig ingen, som var de alle pludselig blevet en naturkraft der behagede sig selv, som man kan tænke at den varme kilde varmer sig selv og som brisen køler sig selv af. Otteogtyve par læber mødtes i et stort cirkulært kys, otteogtyve indadvenddte ansigter og seksoghalvtreds lukkede øjne. Femoghalvtreds faktisk. 

De stod alle fjorten lænet ind over vuggen, og da det ikke hjalp at stryge barnet over panden, da alle skulle være med, gav de sig til at synge. Vuggevisen blev for høj, selvom alle stemmer forsøgte sig sagte, men ikke nok hjalp det, koret var for kraftigt, og den porøse vugge bævrede under lasten fra alle de lænende voksenkroppe, alle disse mange mørke siluetter af øjne i det slukkede rum, dette mangfoldige blik som mødte barnet oppefra. Disse øjne, som når mange døde fisk er samlet og stirrer ud med det intense tomme udtryk af uhyggelig synkroniseret, fabrikskopierede fællesblik, som delte de hinandens tanker, og stadig, som tænkte de intet med det de ville sige. Det døde i det massive. Barnet kunne ikke sove, hun var for stresset og selvom de kæmpede længe, måtte de fjorten gå ud af værelset for at aflades af et nyt hold af fjorten, der ligeså håbløst måtte give sig ud i berolighedens kunst og forgæves måtte slide tålmodigheden op. Barnet sov dog til sidst, og moderen var ligeså faldet om på gulvet ved siden af vuggen. De sov alle sammen på gulvet, ligesom dumpet sammen i små mængder, indtil faderen kom ind og otteogtyve forsigtige hænder strøg moderen på armen. 

Allerede på andendagen af forsøget, forespurgte parret at få eksperimentet stoppet. Men det blev høfligt afvist blandt forskerne der bad dem om at holde ud lidt endnu og give det et par dage. For ligenu var det klart at det ikke var til at holde det ud, da de fleste mennesker er indbildt i den kulturelle tilvending af normer som eksempelvis; den private fred, men at det var et spørgsmål om tid før at det hele vil vende, og dette behov for privathed vil ophøre, som det usynlige og gunstige fænomen det nu engang var. Forskerne fortalte parret at de var modige, og at det de havde takket ja til, i sagens natur godt kunne føles naturstridigt og vanvidsdannende, men at det var grundet at de stadig som mennesker var fokuseret på dem selv som personligheder og enlige aktører. Massemennesket vil indtræffe, og til den tid vil bevidstheden opstå kollektivt, og de vil finde sig tilpasse i den form som mennesket i grunden var blevet skabt til at være i. Alles liv er ensomhed, fra fødsel til graven, for man ville altid stå alene med sin forstand, uanset såfremt hvor mange venner man nu engang skulle få sig på vejen. Det var realitivitetens faktum og det bundede endda ud i det sørgelige grundlag af, at det er sådan mennesket naturligt er indrettet til at opleve verdenen. Det er naturens process at vi håndstrøget oplever ukontrolleret dårligdomme i løbet af hele tilværelsen, da det er naturlovens mål om sellektion, hvadend det så er en bestialsk sandhed at sluge. Ensomheden driver menneskelig eksistens til sine udveje, det er den uundgåelige skik for det følsomme liv, og det vil blot kunne opbrydes hvis man i stedet opløste sin menneskelighed (og sin persona) som en helhed, og så den for hvad den i virkeligheden var, skabt i menneskets sellektionsmodstridende ånd, som at være en andel af et massemenneske, den indre fulendelse, den vedvarende orgasmes ende. Lykken. Da disse ord kom fra forskerne, genovervejede parret deres beslutning og så fortsatte eksperimentet.

Faderen og moderens dage braste derefter sammen. De følte sig konstant overværet, forfulgt og enddog dømt. Der var tomt på keramikhuset, de nænnede knap nok ikke at bevæge sig udenfor døren længere, og ingengang at være i samme rum med hinanden, da der blot ville være endnu otteogtyve flere øjne til at blive kigget på. De fandt ingen ro, de var i konstant trængsel i de smalle rum overalt i hjemmet og de kunne aldrig forlade eller blot holde den mindste pause fra deres pinsel. Så accepten kom et par få dage efter, som en af studiets professore med kandidat i psykologi også havde regnet med, omkring på syvende dagen, hvor først moderen, lidt efter faderen, indså, at det de ikke kunne løbe fra var en del af dem selv. Herfra skulle der ikke særligt  meget til for at puste til gløderne. For i denne accept lå også svaret om at det der var dem selv, havde ekspanderet sig til sin rigtige størrelse. Et fagterm hedder "Elysions hjemve" som beskriver længslen til det forhenværende lidende i den nuværende ekstase. Det hænder at folk der opnår den længeventede lettelse efter at have undsluppet elendighed, (som i kristen forstand er; tilværelsen, og i moderne forstand ligeledes den almene tilværelse før man bliver uafhængig) . Tilvendingen var så småt sat i gang.

 "-Thi Man liængedes ogsaa efter Hiem, Den allerførste Dag i Himmelen"

De stod op og redte sengen, snakkede med hinanden i køkkenet inden de tog på arbejde. På vej ned til sporvognen, stødte moderens fod ind i en kantsten og det underlige var at før hun selv nåede at jamre sig var der en af de tretten der råbte op og tog sig til foden. De mærkede smerten allesammen, helt ægtefølende som havde den virkelig fordelt sig ud over de fjorten højre fødder. Forskerne kunne ikke komme frem til andet end at en telepatisk masseempati, var opstået i flokken, og det var til deres store begejstring yderligt et tydeligt tegn på at massemennesket nærmede sig. Få aftener efter, spurgte moderen sin mand ved bordet, om han havde haft en god dag på arbejdet hvortil han svarede "Den har været udemærket. Ikke det -" hvortil han blev afbrudt af en af sine tretten " - helt store spektakel som sådan. Nu og da -" en ny tog over " Så det faktisk ud til at der ikke var noget at lave." De var begyndt at færdiggøre hinandens sætninger. Det var sådan at tanken var ens i alle fjorten hoveder - sætningens impuls lå på alle fjorten tunger, og nu snakkede de ud gennem hinanden, fordi at sagde kun den ene hele tanken, vil denne ikke føle sig som en talsmand, men som en mindre fuldendt del af noget større. De begyndte at give plads til hinanden, fordi de ikke længere forholdte sig til hinanden, men forholdte sig til sig selv, i den størrelse det selv nu var blevet. Ved første af sådan samtale, brød moderen sammen. Hendes indre bar stadig en ærbødig ømhed for son mand, som nu var sunket ind til blot en brøkdel af en flok. Men også her, tog de blot et par dage før, at hun kunne genkende ham i alle mundenes sætninger og kort tid efter begyndte hendes egen flok også at tale sådan. 

Men moderens masse, følte sig så alene. Det kunne mærkes, og det kunne også forstås, at hun nok altid havde følt sig uset. Det var derfor at disse berøringer betød så meget for modermassen, da den forenede hende med den omkringliggende verden. En aften spurgte hun fadermassen om ikke at han kunne slikke hende. De havde aet hinanden med alle deres hænder og kysset hinanden så indbydende og varmt. Og da hun lagde sig på ryggen i sengen, mærkede hun indtrængen fra fjorten tunger der alle stak mod samme punkt mellem benene. Hun lukkede øjnene og forsvandt langsomt ind til dette svævende der har sin gang gennem atmosfæren. Hun blev kort den vågne Gud, som sansede alle jordens småtræk, og som i sin egen skabelse opnåede den mest sande, den størst eksisterende tilfredsstillelse, sat i virkelighed. Da krampede otteogtyve ben sig let sammen, fjorten maver begyndte at ryste og otteogtyve læber åbnede sig en smule på klem i et stille, stønnede udbrud. Mens otteogtyve øjne rullede op i deres huler, og fjorten nakker skød mod vejret. De delte nydelsen, med hver den lille del de var og så trak de fjorten tunger sig væk fra benene igen.

På tredjeugen måtte forskerne konkludere at modermassen og fadermassen slet ikke interagererede med hinanden længere. Det var et faktum de ikke havde forudset, men som gav god mening, eftersom at de to masser var nok i sig selv, modsat enkeltindividet der føfhen følte sig nødsaget af sin fuldendelse fra et andet menneskes nærtag. Kærlighed. De sov i hver deres værelser nu, fadermassen sov i stuen, og blot de ikke var uvenner, elskede de nu heller ikke længere hinanden. For hvorfor skulle de? Ting som rengøring og arbejde, var også svundet ind som en sjældent forpligtigelse, da masserne havde opdaget hvordan tilværelsen virkelig kunne føles uden. Det var blevet til to mastuberende masseskabninger der ikke rummede nogle som helst former for idealisme - kun denne uafhængige nydelse i det simple af at være til. Kærlighed. Ingen lyster skulle fremmanes, heller ikke onani, da bare det at sætte den ene fod foran de andre, var en sværm af velbehag og fritgående tanker. Det at rejse sig fra stolen og sætte sig på sengen, var en proces fyldt med overdådig visdom fra fjorten hoveder der hver især satte sekunderne i forlængelse. Deres puls var synkorniseret, hjerterne bankede for hinanden. 

Formane kokken

-Fordærver manden 

Fadermassen på en lørdageftermiddag. Det havde aldrig været på tale før, blot som små tilbagevændende tanker i faderens hovede, som han denne lørdag endelig for første gang i hele livet fik handlet på. Massen rejste sig fra sofaen og gik ind i soveværelset. Faderen tog en kjole på, og så tog de alle ned i parken, hvor der lå et lille offentligt drivhus. Faderen sad med kjolen på og varmede de ben der nu var frie, i solen, mens byens folk gik forbi dem på deres offentlig scene inde i det lille drivhus. En handling han alene aldrig havde fået gjort bod på, men nu sad hele massen og støttede sig selv, fremfor hinanden. Udgjorde sit fulde potentiale og viste sit sande jeg. Med dette, døde også det sidste der var tilbage af faderen og den sidste del af fadermassen var dermed blevet fundet, og frigjort. Da faderens enkelte ønske om at udfolde sig, nu havde overført sig i tilfredsstillelsen i at de var en enhed, og de var en fuldkommenhed, på vej mod større fuldkommenhed, med kjolen blafrene som deres flag, under den nærmende horisonts afsked til individet. Fra den lørdag af, blev livet en lille smule størrere. 

Den sidste uge af forsøget fandt forskerne, fader- og modermassen liggende på deres gulv, i hver deres værelser, med et forhøjet hormontal opsporet i hjernen, reguleret til et latterligt stort antal frigjort dopamin, i hver af forsøgspersons indivuelle skalle. Det er blevet noteret at det både kan være enormt kedeligt men også tenderende til skræmmende at opdage et materie i sin fulde eurofori. De lå nemlig i en døs man til forveksling kunne antage som dyb depression, grundet det statiske energiniveau. Men faktum er at bevægelse ikke længere var kriterieret for liv for masserne. De gennemgik mere psykisk harmoni, og tankevirkende underholdning, blot på bare at være til, med logisk forudsætning om at blive liggende. Skulle det klø på en af de otteogtyve ben var der ethundrudeogfyrre negle til at rubbe, og den fysiske verdens rammer af velbehag og orgasmisk tilfredsstillelse, var aldrig længere væk fra dem, end afstanden fra hånden til benet. De var nu i deres fuldbyrdede magt, og selvom at det havde givet klare resultater i forhold til forsøget, følte forskerne sig også oprigtigt forpligtet til at afslutte eksperimentet omgående. P.H. Charlie Daugkins, frygtede for sit ry, om at være den næste forsker til at bryde de etiske love, der havde givet problemer i det lignenede forsøg engang i efterkrigstiden. Forskerholdet splittet masserne ad, fragtede dem til hver deres bopæl, med forventningen om at en ny tilvending skulle til før de hver især fandt frem til deres gamler jeg'er. Men det var en umulighed, såfremt uden at gøre modstand.

Forsøgspersonerne var fortabte og panisk lidende, når de blev forsøgt skilt fra hinanden. De skreg som skar man benene af dem, og de var så stærke i deres modvillighed, som kun man ser det med folk på dødsgangen i amerikanske fængsler. Det var et problem for studiummet, der var et par dage tilbage af det oprindelige forsøg, men ikke lang tid til at de skulle skrive afhandling og dermed at både universitetet, pressen og forsøgspersonernes pårørende ville blande sig og finde ud af hvilken tilstand de havde pålagt de otteogtyve mennesker. Så Daugkins, måtte handle mere drastisk til værks og bragte hver af de otte og tyve på hver deres indespærrede celler, i en gammel skolekoloni, som han rådede over. Men kradsemærkerne på væggene og de mange intetsigende interwievs de holdte med de individuelle enkeltdele fra moder- og fadermassen, viste ikke andet end at dette ikke var til at blive løst af tilvendning. De var var især så forbundet med hinanden, at de alene, følte sig som en ingendel af en kompromisløs verden, hver i sær afkappede linjer i en tideligere bekendt verdenslyst. 

Dét er egoismens vendepunkt og det hjalp ikke. De etiske spørgsmål huserede konstant i stuiegruppen, de begyndte at skændtes og beskylde hinanden, og var i konstant frygt for at blive opdaget af offentligheden. Og så kom dagen, hvor afhandlingen skulle afleveres, og til deres succesfulde, og ikke mindst bitre konklusion måtte de fastlægge valget om at føre masserne sammen igen. Det var den løsning der forudsatte mindst harme for de indblandede. Under sidste afsnit i afhandlingen stod der;

"Mennesket har ikke brug for fællesskaber, det er afhængigt af det. Men mennesket har brug for selvet, i sin rette størrelse, for ej alene er lykken ikke tilgængelig. Ensomhed er kriteriet for alt humanitært, også indgående i fælleskabet. Men ensomheden hersker ikke der hvor mennesket er i sin masseform. Her er kun lykken, for hvadend lykken så er værd. Det er omvendt Elysions hjemve, længslen efter euforisk materiale, der før ikke var velkendt. Den korte vej fra eufori til depression."

P.H Charlie Daugkins fik afhandlingen standset for den offentlige presse, men han skulle alligevel høre for det resten af hans tid, da flere havde fundet frem til fadermassen og modermassen på egen hånd. Hvad masserne angik, havde de helt stoppet med at arbejde, spise og betale. De var så lykkelige at de ikke tænkte på at lade det vedvare. Så universitetet så det som deres sidste forpligtigelse, at betale for massernes bopæl, så de ikke ville blive sat på gaden og sørgede for deres mad, vand og varme. Det skabte røre rundt omkring i landet, og diskussionen gik på om hvadend man skulle gøre ved det. Komunen kom ind over, men havde ingen retsmæssig grund til at skille dem ad, trods at det var så tydeligt en kollektiv selvskade, i hvertfald i alle andres oplevelse. 

En aften, huskede modermassen pludselig sin titel, og løb ind på børneværelset, for at putte den lille. Derinde stod allerede fadermassen med sine fjorten bøjede nakker. De lænede sig ind, begge masser for at synge barnet i søvn, det barn der nu ellers så ud til at ligge stille. Men da de alle otteogtyve kroppe lænede sig ind over barnet, kunne træet ikke holde mere og vuggen braste sammen, mast til i hundredvis af stykker.

Ugens anæstesi report - Uge 23

Ugens Anæstesi Report.

 

Ugens anæstesi report uge 23 (11.6.2022) 

 

DØDEN som anæstesi...

Den absolut mest alvorlige, og sværeste anæstesi at ligge - døden, eller “Momentan Mortem” - oversat momentær død. 

I dette skriv vil fænomenet blive reffereret til som M.M. -…

Hjerte transplantation

Indre blødninger

Ekstreme histamin reaktioner

Mislykket hjerte lunge redning 

...

At finde sin partner blå på spisebordet en julenat ,er som at finde en pille med gift i sin frokost. Ikke desto mindre var det min situation da jeg for et halvt år siden, omkring juletid fandt min partner blå og kold, stiv da rigor mortis havde intråt - død som døden kun kan være. 

Døden som anæstesi er ikke et nyt fænomen. Faktisk ses reporter om den avancerede bedøvelse helt tilbage til oplysningstiden hvor det første gang bliver en del af en institutionaliseret sammenhæng. Elina Yrsa Jacobsen(1855-1924) skriver i 1895 bogen "Jeg døde for at leve", en bog om døden som anæstesi fra et fagligt synspunkt. 

Et citat fra bogen: "...i og med forbindelsen mellem liv og død, i en snor kort hænger nemlig hjertet - er dette søvn fremkaldende forløb utroligt kompliceret. Jeg forsøgte mig første gang med Momentan Mortem på patient Holger Fredsen, en 13 årig dreng med sår i maven. Drengen var følsom overfor adskillige planter og herbaliter, drengen måtte bedøves da maveposen skulle syes. Drengen blev bedøvet i 2 minutti og 23 sekunti. Drengen fik hjertet stoppet og maven syet. Ikke de mindre betød det at drengen afgik ved døden. Efterfølgende studier i M.M vil fortsætte, jeg tror virkelig i det !." 

Elina forsøgte, som beskrevet i udsnittet at bedøve en dreng med M.M, desværrer mislykkedes det og Elina måtte for en tid ligge proceduren bag sig, hun genoptog i 1907-12 en del forsøg med M.M og fik bedre resultater. Elina Yrsa Jacobsen er en forsker og læge vi i danmark kan føle os utroligt stolte over, M.M som blev opdaget af Elina selv, og hendes kollegaer H.H Gutvar Lego ( tyskland ), Rolina Plemobi ( tyskland ), Ronaldo Tyr ( Tyrkiet ) - Forsker gruppen blev indstillet til en Nobels pris men blev aldrig yderligere krediteret for deres arbejde. 

En sjov kort historie, LEGO hedder lego fordi Gutvar Lego med M.M formoede at redde opfinder og stifter af Lego Ole Kirk efter en bundpropulykke.

Hvordan bruges M.M i en moderne verden med alverdens kreative anæstesi former ? Ja den er farlig, ja den er kompliceret - men skal det stoppe en læge? Jeg håber det ikke, og det har da aldrig stoppet mig ! Jeg har igennem mine mange år på bl.a. Riget bruget M.M - Sidste i en ulykke med behov for lunge punktering, jeg vil mene at have benyttet mig af M.M omkring 500 gange. Det kan gå galt, men husk at man kun benytter bedøvelsen i særdeles nødvendige situationer hvor mortem ligger lige for døren. 

Rent konkret klippes brystkassen op, når der er direkte adgang til cor er det vigtigt du koncentere dig og kun skærer de to hovedblodåre over som man kan se skalpellen på fototet jeg har lavet nedenunder. - Det vil betyde at cor vil stoppe med at banke og du kan udføre den planlagte opgave. Når opgaven er løst syes de to blodåre sammen og der gives livreddende førstehjælp. 

Jeg må sige at hvis Elina havde levet idag...

Nu til et spørgsmål, fra sidste report 

Klaus RinderbergRamborg skriver (d.21.2.2022) : 

Spørgsmål :

  "...Jeg har selv læst på studium til hudlæge, for lang tid siden, og blev ikke færdige...var de lidt anerledes end dig...mit spørgsmål til næste uges UAR må være om ikke du kan snakke lidt om foster m. vand i hovedet? eller bredere tematisk;bare uvelkomment vand i kroppen." 

Svar: 

Tak for de flotte ord Klaus, jeg er sikker på du ville have været en rigtig fin hudlæge, med alt hvad dertil hører. 

Når nu du spørg om foster m.vand i hovedet, og samtidigt spørg om generelle forhold med vand i hoved,

kan jeg jo ikke lade være med at blive interesseret i om du har vand i hovedet, eller har en ven med vand i hovedet ? Det er jo ikke så simpelt om man har eller ikke har, vi har nemlig alle 0,3 liter vand i hovedt. Det drejer sig nærmere om dem der har rigtigt meget vand i hovedet - som f.eks 0,7 liter eller helt deroppe hvor du, eller måske din ven er med en hel liter. Det kan komme til at betyde balance besvær, det kan komme til at betyde ændret tryk i forbindelse med hurtig opstigning i forlystelser eller fly/helikopter/luftballon etc., det kan betyde rejsningsproblemer, det kan være en hel masse ting - men du skal ikke være nervøs for det kan samtidigt betyde et rigt liv, med massere af gode år, et liv med en familie - måske en kone eller en mand, det kan betyde lange udannelser og vilde ungdomsår. Du virker nogengange lidt som en sortseere Klaus, jeg tror du istedet for at se glasset halvt tomt, skal se det fyldt. Ikke destro mindre tak for det sjove spørgsmål og de flotte ord, held og lykke med et liv med vand i hovedet - og drøm videre. 

  

Tak fordi du endnu engang har ville læse mit indlæg her på siden, jeg håber at du tør stille et spørgsmål nedenunder, ligsom Klaus gjord - ingen spørgsmål er for dumme !

Ellers indtil næste uges anæstesi report må du have en dejlig sommer 

 Til sidst husk ! :

Knapt kan magien begynde før anæstesien har sået sit ynde ! 

 Skribent: Rune, Doktor Emeritus ved Rigshospitalet

Spejlet

Spejlet

     Tekst af Morten                                                                                                     07.06.22

Den grønne undulat sad på lampen ved skrivebordet, den kvidrede. Mens fuglene synger, hvisker vi. Jeg lå i sengen med hovedet mod vægen, undulaten kvidrede og sked en fugleklat ned på bordet. I buret sad den anden fugl på en falske gren. Der hang to korn kolber fra det hvide gitter. Den blå undulat sad i buret, stille. Jeg kunne se reflektionen fra solen i vandet nedenfor lejligheden. Der duftede af forår i lejligheden, jeg satte vand over til kaffe. Løgnene i skålen var alle spiret. Jeg havde hentet dem igår. Der var spor fra middagen i køkkenet. Jeg havde rødvinsglas med dybt farvede slør fra de mange flasker. I stuen var der halv mørkt, de lange blå gardiner hang for vinduerne. Lyset trak igennem dem svagt, det farvede stuens vægge. Jeg havde fået invitationen igår, ind gennem brevsprækken. Om 14 dage skulle vi sejle til Portugal. I Lissabon blev jeg bestjålet min pung, på torvet efter en middag. Ligesiden havde min fantasi om min dobbeltgænger blomstret, et sted i byen gik han med mit adgangs-idkort, og statsborgerbevis. Han skabte en ny fortælling om den store svensker - Häkon Elias Gullickson. 

I køleskabet tog jeg brien, jeg satte mig ud på altanen og solen havde varmet stenene på muren op. Stengulvet der var delt af sol og skygge var endnu koldt. Brødet var fra igår, og jeg skar det yderste tørre af med kniven. Jeg var blevet inviteret til endnu en middag i Lissabon, inviteret af Ofelia von Luxemburg. Måske ville jeg møde min dobbeltgænger, jeg så ham for mig i spejlingen i vægten hos slagteren, i håndtaget til lejligheden, jeg så ham i selskab med Ofelia. Han ville nok udfordre mig, det ville være min forventning til konfrontationen med sit eget selv. Jeg sørgede for at være pænt påklædt, at have overhånden i spejlet. 

Mine venner havde ikke overvejet de spor de efterladte i stuen når de med skoen slukkede deres cigaretter i trægulvet. Omkring sofaen lå der skodder, der var blevet taget kokain på sofabordet og en havde glemt sin pengeseddel. Den havde foldet sig halvt ud, og lå som et ligegyldigt vidne på natten. 

Jeg tog tasken frem fra under sengen. Lædderet havde optaget de mange rejser's forhold, vind og vejr var som preneret i skindet, det var let fedtet og løst men sammenhængende. I bunden lå papirer jeg havde glemt fra sidste rejse, til Irland. Jeg havde boet på landet, hos en landmand der hed Donn MacMahon. Øverst i bunken af papirer lå et brev fra Donn, og hans Søn Liam. "Kære hr.Häkon tak for deres besøg. Da de først kom var vi undret over deres syn. De så ting vi ikke så på gården, og det er vi dem nu taknemmelig for. Vi håber de igen vil komme til O'Sac Shire, der vil altid være et rum til dem hr.Håkon. D.M,L.M.". Jeg tænke over de to fortabte irre, og deres håbløse kærlighed til den gamle gård.

I spejlet så jeg en fin mand, han havde flot lyst hår, og et sundt skæg. Han var flot klædt med skjorte og jakke, hans bukser var fine uden pletter eller snit. Skoene passede og på knagen bag hans venstre skulder hang en flot hat som han overvejede at tage på. Døren smækkede og det rungede i den tomme opgang. Jeg kiggede mig over skulderen, inden jeg slog den store ekstra lås på der igen gav et smæld der kunne høres. Fuglene havde jeg overladt til min nabo Marianne. Hun var en nervøs dame, som med sin mystiske stemme kunne skabe en ro for fuglene. Hvergang jeg kom hjem og skulle hente de små, blev jeg altid remt af den ulykkelige jalousi. Fuglene trives med Marianne, og den blå ville sidde på hendes hovde, mens den grønne ville sidde på hendes skulder. Alle ville kunne høre den smukke fuglesang fra Mariannes lejlighed. Ikke desto mindre var hun den bedste til at holde øje med fuglene mens jeg var væk. De skulle jo ikke dø af hverken kedsomhed eller sult i den tomme lejlighed. På gaden da døren til opgangen bag mig gik i, trådte jeg ud mod vejen og strakte straks armen i vejret. Nærmest som hidkaldt stoppede en chauffør op, og jeg sprang ind på bagsædet med tasker og hat - "Havnen kære.". 

I Lissabon tømte jeg brevet med sukker ned i den sorte kop kaffe. Jeg bemærkede en række mænd som sad på torvet med blikket rettet mod himlen. De så ting jeg ikke så, eller også lod de som om. Jeg havde som regel en mistro til den indfødte, eller jeg havde en mistro til deres blik på mig. Nu kendte jeg Lissabon godt, og var derfor ikke længere intimideret af den lokale's autoritet. Som besøgende havde jeg for længe siden besluttet mig at tage magten over relationen til det ukendte. I løbet af den tidlige aften, begyndte folk langsomt at komme til torvet og flere og flere fik sig noget at drikke. Jeg hostede fra sejlturen. Ofelia havde jeg ikke hørt fra. Jeg skulle vel finde hende i byen, hun plejede at fortryde. Måske havde han nået at fange hende igår. Måske sad de i hendes lejlighed, og fik champagne. Jeg tænkte hun havde åbnet flasken med sablen fra skabet, ud over altanen, ud over byen. Måske. Jeg havde endnu ikke set ham, og jeg måtte indrømme at jeg nærmere var begyndt at være nervøs end spændt. 

Angrebet på sønnen havde ikke været med vilje, han havde taget min jakke på og lod sig udgive for at være mig. Jeg havde revet ham i ørene da jeg sneg mig op på ham bagfra. Han skreg men ingen kunne høre et skrig så langt væk, jeg tyrede ham i græsset og min jakke blev farvet grøn da jeg trak ham i benene. Jeg slog ham i hovedet og sparkede ham i maven, han sank sammen som en hund og jeg råbte at han aldrig ville blive mig. Jeg tog jakken af ham, og kærtegnede den sårede hvalp. Om aftenen lå han i stuen foran pejsen og sov. Vi havde alle tre spist godt, Donn havde været på jagt og de havde tørret kød kroget i spisekammeret i køkkenet. 

Og jeg bestilte en flaske med vand, der blev serveret i en dyb kold grøn glas flaske på 0,75 L. Mine fingre blev våde da jeg tog flasken og serverede et glas vand. Jeg drak hele glasset og hældte derefter et glas af det kolde vand i glasset igen. Jeg drak ligeså hele dette glas vand, og min hals blev kold. Mine hænder var kolde efter andet glas, og jeg serverede det tredje glas som jeg ligeså drak inden den sidste dråbe var faldet til ro. Det næste glas, glas nummer fire kom naturligt, og jeg vinklede flasken næsten lige på med hovedet ned i glasset og det blev hurtigt fyldt. Det blev drukket. Jeg trak vejret tungt, og følte duggen falde. I tankerne havde jeg Ofelia. Hun måtte være et sted i byen, og efter den dejlige anretning med fisk, og den fine flaske hvid vin var det på tide at finde hende. Det var efterhånden begyndt at blive rigtigt mørkt, som det kun bliver om natten. Mit højre ben, omkring knæet var begyndt at gøre ondt, og det var ikke andet end et irreterrende pirrende element i min vandring gennem byen. Jeg haltede og kunne spejle mit halve selv i butiksfacaderne. Over mig hang rolige lamper, der lyste et varmt gulligt lys over de tomme gader. Det var som om lyset fra lamperne ikke nåede mine fødder, det formåede at oplyse murene indtil omtrent en halv meters højde hvor nattensmørke ikke kunne undertrygges. I det område løb rotter, og det føltes at et hvert skridt kunne placeres på et usikkert sted hvor jeg kunne se mig selv udefra blive revet ned i det ukendte, aldrig se undulat grøn eller blå igen. Undergrunden føltes blød selvom jeg stadig gik på sten, brostene var som let dækkede af ukrudt eller mos. Jeg kunne mærke mine ben blive tungere, jeg kunne langsomt fornemme mørket omgive mig. Jeg sank ned i det ukendte i natten, og lamperne var ikke længere andet en svage glimt som stjernerne på himlen i byen. Lydene var ligeså omsluttende og matte som min krop, ikke følelsesløs men svagt summende. 

Jeg observerede ham langt fra, han så mig ikke. Ufrivilligt var jeg blevet en del af landskabet, mine ben var sunket langt ned i det sorte ildelugtende mudder i moselandet. Han stod med køllen, og bankede kød der hang i et reb fra et træ. Mit stillesind konkluderede håbløseheden gården rummede, den samme håbløshed jeg kunne mærke træge langt ind i krop mens jeg sank længere og længere ned i mudderet. Fra husets skorsten stod en let grå røg, der i retning af vejrhanen blev trukket af vinden's hidtil letteste brise. Jeg så en død fugleunge der lå med brækket vinge, halvt nedsunket i mosen. Dens fjer var blevet tunge af mudderet på første flyvetur. Den var død i et skrig, hovedet var nakken var bøjet så næbet og øjne var imod himlen. Donn var en fin mand, der havde misforstået sig selv. 

Opgangen var mørk, strømmen var gået. De mange trapper op til Ofelia's lejlighed virkede endeløse. Jeg tog et tungt skridt op af første trin, ligeså var jeg bevidst om at mit venstre ben skulle følge med og tage skridtet op til andet trin. Benet kom til andet trin, og nu skulle tredje trin ud af de 6 trin der var til mellemportalen mellem stueetagen og første sal bestiges. Under loftet var der afbilledeinger af underverdenen, i træværket om dørene og under lofte og på vægge kunne jeg i lyset fra gaden se orme der krympede sig, der var mørkt og i den tungjord var jeg vidne til det der ikke var i stand til livet ovenover. En person lå sammenkrøllet med en kniv gennem den nøgne ryg, der lå skiletter fra forskellige dyr og fugle, jeg kunne mærke fraværet af lys og ilt og hvert skridt op af trappen blev tungere og hårdere. "Ereon Louis" stod der på den store sorte dør på første sal. På første sal røg jeg en cigaret, og jeg kunne se røgen stige i opgangen fra lyset fra gaden. Jeg fortsatte den lange vandring til syvende sal. På tredje sal ved den store sorte dør hvorpå derpå det røde skilt med hvid mekanisk skrift stod "Dyveqe Trelawney", røg jeg endnu en cigaret. Her var billederne på væggene nemmer at være i mellem. Der var mejslet åkander, og i træværket omkring dørene var der frøer og fiskehejrer, fisk og guldsmed. Jeg kunne se en person der sov i græsset, der vandrede insekter rundt omkring dem. På sin vis et inviterende rum, men med mig gamle hjerte virkede det paradisiske uigenkendeligt, jeg havde svært ved at tyde ansigtet på det sovende menneske. Mit gamle hjerte, og hundehvalpen var på vægen. Han var blevet ung og stærk, og da jeg så mig selv i forhold til ham opdagede jeg at jeg havde slæbt første sals rådenskab med mig. Han var ikke længere lydig og ydmyg. Mit ben, omkring knæet var ikke blevet bedre, tværtimod, underbenet hang skævt i forhold til det andet ben og overbenet. Måske var knæet lige ved at gå af led. Ikke desto mindre havde jeg fire etager til syvende etage. Nu var der næsten intet lys fra gaden, og hvert skridt var et skridt længere ind i mørket. Jeg gik på intuition og håb om at der ville være seks trin mellem hver etage. Et håb der blev efterlevet indtil trappen mellem sjede og syvende sal. Jeg fumlede i blinde da jeg blev konfronteret med det syvende trin, og herfra kunne der være mange. Og der var mange. Det tog tid at komme til syvende sal. Jeg så mit ynkelige jeg udefra, hvornår var jeg blevet svag som jeg var svag nu, med brækket ben, og blind fumlende op af den trappe jeg sidste år havde løbet op af. På syvende sal var der stjerner der svagt lyste opgangen op. Fredeligt pulserede oplyste de det gyldne skilt på den sorte dør, Ofelia von Luxemburg. Døren stod en smule på klem, og en smal søjle af lys projekteres på gulvet foran mine fødder.  

I lejligheden

I hjertet

I lejligheden, bag den store sorte dør, i stuen brændte der høje lys på det store maghoni-bord der var dækket med hvid dug, den ovale stue var let flimrende oplyst. Jeg kendte duften af Ofelia's lejlighed fra sidste sommer. Vi havde spist ligsom de havde spist, hun havde købt 4 hummer og de var serveret i hvidløgspersille smør, lime. Døren til altanen havde stået åben, gardinerne havde svajet let og den brise der stod ind igennem var forfriskende efter en dag i varmen. Han havde også taget hatten på. Jeg stod og betragtede det gamle maleri der spændte mellem de fire meter fra døren ud til køkkenet, til vinduet. Min overkrop hang i en balancerende position forskudt bagud fra underkroppen. Udfra badevaerrelset kom ravnen flyvende som døden, og prikkede mine perlenede øjne ud. De rivende klør borede sig ned i kinderne, og huden omkring øjnene blev trukket ned. Jeg væltede tilbage ind i kommodden og kunne høre glas og tallerkener smadres bag de låste træ låger. Udfra øjnene løb blodet og dryppede ned på gulvtæppet. Jeg kunne høre den store fugl skratte over mit hoved, pissefugl der skal æde mine øjne. Den lettede og fløj ud og blev en del af den mørke nat som den kom fra. Jeg rejste mig, og haltede over imod badevaerrelset. Der var vand på gulvet, jeg kunne høre mine sko trække vandet efter sig. Lyset var slukket men fra vinduet lyste månen let. Hun lå i sin hvide kjole, jeg kunne høre hende synge i mit øre. Hun flød i overfalden med håndfladerne hvilende mod loftet, hun så afslappet og ulykkelig ud. Hun lå død i badekaret. Jeg læste brevet fra hende der lå i min lomme, det var blevet vådt og papiret var ved at blive opløst. Han kom bagfra og druknede mig i vandet der stod ud over kanterne på karet. Jeg kunne se mig selv forvrænget i det brusende vand, han havde spist med hende, han havde levet med hende, og han havde dræbt mig for at tro jeg kunne være ham. Nu var jeg død for egen hånd.  

__________________

Epiloge 

Han var en fange - Häkon, den svenske djævel. Ikke sandt , døden tilsidst. 

Idag er det min fødselsdag, og det er vel kun passende at publicere denne tekst idag. Jeg håber at du har en god aften, om lidt kommer Alfred på besøg og spiser med mig og Kalle. Livet er godt, dont sweat it. 

Den døde albatros

dag 9

 Den døde albatros

 - Jeg kørte på min grønne cykel over vejbroen med navnet Fredensgade. Hvem kunne finde på at fladmase så majestætisk et dyr som en albatros ? Den lå som et gulvtæppe på den varme asfalt. Den's hvide fjer var blevet farvet af de indre blødninger, der nu ikke længere var indre. Jeg cykler forbi den hver dag, for hver dag den ligger der bliver den mørkere og mørkere, og langsomt en del af asfalten der glødende varm af sommersolen sluger den prægtige fugl. Den døde albatros.

Af Erik Scneppe

Nationalornotologiskpoet hos dansk ornotologisk fugle"samfund"

 Dukkeføre idioti 

Den kommunale forventning af borgeren, i dette tilfælde byboeren er i sandheden deprimerende. Det måske et generelt problem at lokalpolitik korrumperer, det ihvertfal et problem i københavn at borgerstyrelsen på rådhuset tror at de generelle indbygger ikke kan svømme ?-- ikke kende til de 7 baderåd. Sagens kerne kan vi tage i et badeforbud. I københavnshavn som er fyldt af rent vand der er noget af den bedste kvalitet taget forholdene i betragtning, må du ikke bade i. Som udgangspunkt må du kun bade i badezoner, som fluepapir en sommerdag. Altså du kan få en bøde for at bade ved operaen, et smukt sted med rolige omgivelser, med smuk udsigt over byen - og med et ugangspunkt om at du med dit eget liv i hænderne kan svømme når du hopper i. Jeg er med på at badezonen er et hensyn, og at det ikke er et ondskabsfuldt fænomen, jeg mener bare at man skal have lov til at bruge den by man bor i. Man skal vel da have lov til at leve sit liv uden alt for meget ballade, jeg efterspørger en splittelse i selvopfattelsen på rådhuset, og at man gasser ned for kontrollen og lader folk erfarre på egen hånd at havet ikke er til at spøge med. Det kan forresten lade sig gøre uden at man skal lade livet. . .

skrevet af Morten