Mit underjordiske paradis - anden del

Del 2.

"Først nu blev her mørkt"
Skrevet af Storme van Dijk
Redigeret af Estorme Vandachino

Jeg skulle udgrave det der en dag skulle gøre en stor og prægtig motorvej, som havde til formål at binde regionerne sammen, i én underjordisk kørebane. Selvom at jeg havde været med på opgaven i lidt over halvandet år nu, var vi både langt fra færdige og langt fra start. Jeg udgjorde kun graveplanens hold 11 og 12, og til foråret engang vil jeg gå ind i det 13ende. Samlet var der tiltænkt 22 gravehold, og vejen vil muligvis først stå om syv til otte år. Det kunne føles som en retsdom at tænke på den måde. 

Vi var mange om jobbet, ikke kun gravere. Ingenører, arkitekter, byggekonstruktører, vejpasserer, maskinmestrer, gas-og vandmestrer, rørlæggerer, lygtemænd, terrænarkitekter, kokke, granitmejsler, fliselæggerer, chauffører, mekanikere, læger, psykologer, telefondamer, fagforeningspersonale, rengøringsfolk, arbejdstilsyn, forbrugsmyndigheder, investorer, dynamitarbejderer og stenhuggerer. Trods alle disse ansatte var det kun graverne projektet var uafhængig af, vi var myrene i skovbunden, alle andre tog på weekend eller kunne udskiftes. Man skulle tro at vi var de vigtigste, men vi blev aldrig ænset eller snakket til, uden at det var i en ordre i det mindste. Det var som om at vi var uran - nyttigt men farligt at røre ved. Vi fik en sindssygt høj løn for gravearbejdet, akkord, per kvadratmeter. Jeg siger dig man kunne købe huse for de kvadratmetre. 
Helt i starten da jeg begyndte på jobbet, gik jeg op i at tælle dagene og udregne min løn fra hver dag der gik. Men hurtigt blev det hele uadskilleligt, jeg vidste ikke hvornår det var nat og hvornår det var dag, eller hvornår jeg var vågen og hvornår jeg hvilede mig. Somme tider føltes det sidste halvandet år som et meget detaljeret minut.

Det var ikke særligt specielt at være graver i min alder, de fleste jeg kendte havde også gravet hernede, eller skulle før eller siden. Jeg lærte en mand at kende, Augustin. Han var en græsk katolik og han var ligeglad. Augustin var et skjold mod sin egen verden, en lukket blomst der alligevel blomstrede. Han var så ligeglad med alle former for orden at hans dovenskab blev hans egen struktur. Når jeg så ham grave tænkte jeg på hvorfor de langsomme dyr på savannen var de farligste. Men fordi han modtog alting med det samme sløseri, havde han ingen fordømmelse i sig, ingen grund til at se mig som en der var i vejen. Principperne var ikke til at finde hos ham i hverdagene, heller aldrig spurgte han sig selv hvad det skulle blive til med graveriet. Eller hvad han gjorde det for. Han gravede vel ikke for ingenting, for så vil man i så fald stadig grave for noget. Det var nihilismens paradoks. Han var katolik, så han havde et ideal, men det var ligeså usynligt som månen bagved jordens skygge. Han var bare en driver. Kork i vand.

Augustin blev en af dem jeg bedst kunne lide at være i selskab med, bortset fra hønsehagen naturligvis, og det var grundet hans sådan henkastethed, der gjorde ham altid uforudsigelig, men stadig aldrig farlig. Alt prellede af på den mand, selv vand. Det var af sådan en karakter, ham så fjernt fra denne verden, at hans væsen var placeret i dette hul at det fik ham til at virke så underligt naturlig. Mens at det var unaturligt at han var sådan, så ligeglad. Måske var det naturens orden - alt der ånder er ligeglad, mens alt der gør sig planer, er dødt. Så skulle det være derfor at blomsten og busken virkede døde for os, og at dyr så på en med øjne der ikke var levende. Kun os selv var idealet på det levende, vi er det bevidste og et materie med sans for at have en mening til noget. Men måske er det blot det der lader sig drive, der er det rigtige levende. Naturens orden er ikke forudsagt, der er ingen valg i organismer, de driver bare, med tanke for at være til, og af og til støder de sammen, og gør udsving i det store hele. Hvordan kunne det være at blodåren har samme form som en å fra oven, en gren og dens kviste eller et lyn? Består vi af det samme levende, for hvad er det så der får os til at systematisere og tælle? Er det fordi at vi er indbildt i tanken om at vi besidder bevidsthed og dermed en højere status af intelligens? Nej, vi måtte være døde, for alt andet der åndede. Vi måtte være for busken, som busken er for os. Det kunne skære i mig indeni, hvor simpelt det var at skulle fjerne jord fra det bagerste parti af tunnelen. Det var som om at jeg gravede inde i hovedet på entreprenøren. Idealet var ude for mit eget, men jeg var den legemeliggjorte handling på tanken. Jeg var blot forbifarten for fremtiden. Og jeg vidste ingen gang hvor vi var henne og hvilken by der lå over os. Jeg vil ingengang kunne fortælle mine venner hvilken del af motorvejen jeg havde sørget for, eller selv vide det når jeg skulle køre på den engang når den lå der. En af graverne var muslim og skulle bede et par gange om dagen, men i og med at vi ikke vidste hvor vi var, og dermed hvilken retning Mekka lå, måtte han alternativt bede opad, op af jordvæggene, for i retning af deroppe lå jo virkeligheden, og geografien. Det var synd for ham for når han spurgte vores overordnede om hvor vi var svarede de ham ikke. Hernede var alt ét land. Og hvad gravede jeg for? Lønnen? Den hørte jo også fremtiden til. 

Hønsehagen mente at de dødeliges ophold på jorden og himmeriget, havde byttet plads og at mennesker nu opførte sig som guder, men at vi bare boede i jorden i stedet for i himlen. Og sandt nok var det formegentligt at meget af civilisation ville rykke herned engang. Og sandt nok var det vel også at vi opførte os som guder. 

Af og til drak jeg med nogen af de andre, i en hemmelig korridor som vi havde gravet et sted i tunnelen. Min nuværende leder på gravegruppen, havde et godt sovehjerte, så vi kunne bare gå fra salene og finde hinanden igen i hulen. Der kom mange, især af os der var yngre og vi drak af diverse som folk havde smuglet med ned, oppefra i fryseposer klistret fast på kroppen. De andre spillede poker og de spillede om d-vitaminer og medicinvarer. Drengen Gabe mistede sin insulinsprøjte, men fik den tilbage igen senere, så babariske var der nu ingen af os der var. Når jeg sad her og så på hvor påført oprørske vi opførte os mistede det hele sin værdi. Jeg var aldrig bange for at korridoren skulle opdages af graverlederen, for selv han vil desværre være indforstået med at sådan opførte ungdommen sig, pestilenserne vil altid bestå, og at var der en regel skulle den udfordres og selvom at det var et oprør eller en hemmelighed, var det pokkers ordentligt og småborgerligt eller myndigt og trivielt. Jeg tænkte at uanset hvor man var, vil der altid være en skygge til stede. Også her, i mørket. 

En aften puffede Jonatan, en kammerat, til mig fra min fodende i køjen. "Korridoren" hviskede han og nikkede mod udgangen. Jeg kravlede ud og vi gik sammen ud af sovesalen. Ude hvor gangene lå, var vi helt alene bortset fra en svag brummen som fulgte med os ned af katakomberne, og af og til et flakkende vingeslag fra et møl der kunne holde til ved de blålige lys der hang langs støttemuren. Han ville snakke om brændevin med mig. Jeg kunne ikke svare på hvilken der var min fortrukne, for jeg gik ikke nok op i det. Jonatan bandt brændevinen sammen med arbejdsmiljøet på Vesterbro, i det start tyvende århundrede, og det var så tydeligt for mig at dette ofte var noget han gjorde. Forbandt sig selv til arbejderklassen. Men på sådan en måde, at han kun lånte dele fra den så at sige, han brugte dens æstetik, hvadend den så er. For det var åbenlyst at han, som jeg, ikke var nogle arbejderdrenge, men at vi begge nok måtte uddrive en overflade af arbejderkotumen for at kunne legitimere hvorfor vi gravede. For at finde en plads i jorden. Jeg kendte udmærket godt en maskebærer, som sådan en Jonatan var, jeg kunne genkende det fra nogle af drengene fra min by. Dem der gik med fiskekniv og dem som røg pibetobak eller hjemmerullet cigaretter. De var utro til deres ophav. Det er selvfølgelig vidst at man skal lade som om man er noget før man kan blive det, men det gælder ikke for denne dreng. Man kan ikke trække en arbejdsklasse ned over skuldrende, hvis man ikke er født ind i den. Er man et gadekryds skal man være et gadekryds med stolthed. Der er sideløbende også altid en overgjort historisk fascination eller historisk bevidsthed hos disse drenge. Eller bevidsthed er måske ikke ordet, for paradoksalt nok, virkede de stadig til at være afskåret fra fortiden grundet den kosmetiske tilgang. Et desperat forsøg på at forstå den med en enten alt for fundemental tilgang eller modsat med en ironisk distance. Aldrig med nogen inderlighed, det var kun overtøj for dem, hvilket medførte esktrem selvudstillelse.

I korridoren sad de andre på stole og drak fra poserne. Jonatan og jeg trådte ind og dukkede os for de skanker af skinkekroge og ølpølser som nogle af graverne havde hængt op i vores hemmelige rum. Nogle sad på jorden og hilste henkastet med knoerne. Nogle røg og nogle råbte. Der lå gravad laks og fermenterede i sandbunke, i kryptens køllige hjørner. Det var blevet et kødkammer det her, det virkede forkert. Jonatan rakte mig en papkop og tappede fra en frysepose der lå centreret i mængden. "Noget nyt?" spurgte en graver fra en anden division end min egen. Han måtte have vandret utroligt langt for at have kommet herhen tænkte jeg og han havde nok også været nødt til at passere end nattevagt, som holdte til i gangene mellem graverdistrikterne. "Ikke mere destro mindre" svarede Jonatan ham. Han var så smuk en dreng, Jonatan.

Jeg hilste på hønsehagen, der sad på en skammel og smilte til mig, ved at løfte min papkop. Vi var sammensatte allesammen og altsammen var så konstrueret sat op. Her lugtede af et middelaldermarked. 

Jeg sad og så på de andre mens jeg tænkte på min far. Hvor var han nu? Han var oppe på bjerget. Jeg havde måske lyst til at sige det til de andre eller i hvertfald høre det blive sagt højt, men jeg gjorde det ikke. I kredsen snakkede nogen blandt andet om kærlighed. "Før man kan elske voldsomt må man først selv være skrøbelig," sagde Jonatan fra gulvet. "Man elsker ikke hernede" tilføjede en graver fra min gruppe. En langhåret kvinde med mørke øjne. Hun hed Tone. "Det passer da ikke." svarede Jonatan. "Jeg elsker at grave, jeg elsker dét at grave." sagde han. "Det kan godt være." sagde hun, "Men det du rigtigt elsker, er ikke her. Det er ovenpå, og ikke i gribedistance. Det du tror på er ikke her. Du tager det måske med dig for en stund, lader det leve ved at tænke på det, mindes det, bede til det, men før eller siden vender dine øjne sig til mørket og så ser du det ikke længere." 

Tone var blevet dyster og jeg måtte strække benene. Spiritusen i papkoppen var måske skarp, men smagen var alligevel flad. Jeg trak mig væk fra de andre, da Jonatan begyndte at svare hende og jeg så at ingen lagde mærke til at jeg gik tilbage mod gangene. På vej ud samlede jeg en spade op der hvilede sig op af korridorens vægge. Jeg fik en pludselig trang til at arbejde.

Det kom indefra -behovet til at måtte grave. Det havde nærmest svulmet sig op og sad nu i fingerspidserne mens jeg gik tilbage af katakombens snoede vej. Jeg vidste hvor jeg skulle gøre det, nemlig fra bunden af den tunnel vi netop skulle have gjort færdig inden jul. Jeg havde gravet der tideligere i dag, så det føltes ikke nærmere underligt at gå i gang, da jeg kom frem. Jeg tog et par stik med spaden, for det var efter nattetid og jeg kunne ikke bruge maskinerne nu, uden at blive opdaget. Men der var vel intet i vejen med bare lige at grave en smule? Det var trodsalt derfor vi var hernede og ikke for at sidde og drikke og snakke om at elske, nede i vores hemmelige krypt, tænkte jeg. Og så hørte jeg pludselig en stemme. "Nu ikke pille ved suppen, van Dijk." jeg blev forskrækket og stoppede straks mit stikkeri. Men der var ikke nogen, ikke i miles omkreds. Stemmen lød også som om den kom et andet sted fra, som om den måske kunne komme indefra. 

Men det var ikke min stemme, den var mørkere, som en middelalderende mands, og jeg havde hørt den klart og tydeligt. Jeg begyndte at grave igen og så sagde stemmen "Du piller ved suppen." Jeg smed spaden i bunken og stod så lidt. Her var helt tomt i tunnelens gang og lysene længere nede missede svagt. Jeg stod lidt og ventede på at stemmen skulle snakke til mig igen, men da den ikke kom samlede jeg forsigtigt spaden op og begyndte at grave videre. Jeg vidste at de førte protokol for alting hernede og at alt var strengt bearbejdet således at graveplanen skulle gå op. Men jeg fandt en frihed i at bryde med de planer, for mit graveri ville ikke kunne opdages på nuværende tidspunkt, ingen ville kunne se at jeg havde gravet et par metre ind, det vil først være i sidste ende at det ville betyde noget, og så var vi måske færdige før tid og hvad skam gjorde det? Var det ikke det vi var her for? At blive færdige, at gøre vores arbejde. 

Jeg gravede og smed jorden i en bunke bag mig som jeg bagefter vil samle i en sort sæk og transportere til skakten. Jeg havde fået indrettet mig et metodisk system, så jeg kunne grave mest muligt men samtidig spare på kræfterne. Det var bygget på ideen om at jordens vægt skulle bruge sig selv til at løsrive sig fra mængden. Jeg havde fundet på at skrue hånddrejet blot en smule, når jeg tog et spadestik. På samme måde som man gør når man skifter retning med en paddel. Pludselig kom en hvid fjer til syne ud fra spadestikkets aftryk i jordvæggen. Jeg så på den, da den dalede mod jorden. Den var stor, som fra en mågevinge og støvet. Jeg havde aldrig set en fjer under udgravningen før. Det hændte at vi fandt andre ting, mønter, knoglestumper eller plastic men det var aldrig direkte organiske ting og især ikke nede i denne jorddybde. Den var langt fra fortæret, jeg kunne i hvertfald tydeligt se at det var en fjer. En af mine tideligere kammerater på mit første graverhold, havde fundet et danefæ, under Hans Tavsens park og det var åbenbart af så stor værdi, at han ikke behøvede at grave længere. Jeg havde ikke set ham siden. I mit næste spadestik kunne jeg fra aftrykket se hvordan flere af disse hvide fjer stak ud fra jordsprækken. Nogle af dem lå også i jordbunken på jorden nu. De kransede sig som en tandrække på linje i sprækken men stak stadig lidt henslængt ud til alle retninger. Det fik mig til at tro at de var fæstnet til noget større. Varsomt, vendte jeg spaden således at undersiden af hovedet pegede op mod loftet og så skrabede jeg jorden væk fra den lille kløft i væggen. Flere fjer kom til syne og ganske rigtigt var de forbundet til det der langsomt blev til en vinge.

Jeg børstede støvet fra den hvide vinge der hang ud af væggen nu. Jeg var stadig helt alene i tunnelen. Da jeg skulle til at samle vingen op slog det mig, at den måske sad sammen med resten af fuglen. Jeg begyndte derfor at stikke spadehovedet ind over vingen, i et godt hug og et jag med skaftet, for at bryde den bastante jordklynge der omkransede mit fund. Det undrede mig at vingen var så frisk. Det tørre jord slap sit greb fra massen og dryssede ned over spaden der dækkede for vingen. Det efterlod en hurtig brun støvsky i luften men da den var forduftet, så jeg straks hvad jeg havde gravet frem. Det var bestemt ikke nogen fugl. Jeg stod og så på en lille menneskeryg og starten af en balle stikke ud af væggen. Hvem driver gæk med mig? tænkte jeg. Men det var der ingen der gjorde. Vingen var fæstnet til det ene skulderblad, og hang halvlukket i sin hvide bue. Jeg havde først lyst til at vende om, men det kunne jeg heller ikke, så jeg gravede resten af kroppen fri fra jorden. Endnu en vinge kom til syne, på højre side af ryggen, og så en nakke og så noget krøllet brunt nakkehår og så et lille ansigt. Et lukket lille ansigt, som var det sovende. Det var en lille pige. Da jeg så det, måtte jeg igen smide spaden fra mig og jeg mærkede hvordan det føltes som om at jeg havde fået stød af at se på hende. Hun så for ægte ud. En pige, på maks 10 år, gættede jeg, med brunt krøllet nakkehår, lukkede øjne og to store englevinger på ryggen. Det lignede at hun lige havde lagt sig der, men af en eller anden grund tjekkede jeg hendes puls og den var selvfølgelig ikke-eksisterende. Hun var også kold og lidt ligesom indskrumpet. Men alle hendes menneskelige træk var forblevet fastholdt og huden var blot farvet fra støvet men ikke det mindste fordærvet. Det kunne jo ikke lade sig gøre, tænkte jeg og så så jeg at hun var så smuk og alene, som hun lå der, frigjort fra jordmuren. Jeg begyndte at græde. Pigen var dumpet ned fra muren og havde landet på jorden ved mine fødder, på siden med kroppen og med ansigtet peget op i retning mod mig. En nedfalden engel i en krypt langt, langt under jorden. Jeg satte mig og blev ved med at se på hende mens jeg tænkte langsomt og lamslået. Hun kunne vågne hvert sekund, blev jeg ved med at frygte, men det gjorde hun selvfølgelig ikke.

Jeg måtte opbevare hende, tænkte jeg så, hun var nu en del af virkeligheden og det måtte være mit ansvar at give hende en plads i virkeligheden. Så længe hun bare ikke vågner op, så skulle det være nemt nok, tænkte jeg, men det gør hun naturligvis ikke. Troen er utrolig det er troens paradoks. Det hele er ikke virkeligt tænkte jeg mens jeg samlede den sorte plastiksæk op og så samlede jeg forsigtigt pigen op i mine arme. Hun var let og vingerne var slappe og hang ned langs siden. Jeg turde ikke se på hendes lukkede øjne. Hun blev lagt i den sorte pose og så begyndte jeg at gå tilbage mod sovesalen. Jeg lagde pigen i garderoben, hvor mine sager stod opbevaret og jeg lovede mig selv at tjekke til hende hver dag. Så gik jeg tilbage til enden af tunnelen hvor jeg fandt hende og fjernede det resterende jord og bar det til skakten, som om intet var hændt. Jeg sov sent den nat og næste morgen så jeg til hende efter morgenmad. Hun var der stadig og i samme stand som dagen før, hun lignede mest af alt nu en statue som hun lå der i den sorte affaldspose i mit skab i garderoben. Pigen blev ved med at holde sig frisk i sulet, en engel kan vist ikke fordærve, og jeg sagde ikke noget om det her til nogen af de andre.

Snart gik jeg med ned og drak igen i vores hemmelige hule, og når den samme graver igen spurgte "Noget nyt?" ville jeg som altid bare ryste sagte på hovedet og kigge i bunden af min papkop, mens mit hjerte bankede normalt og jordens søvnige tilstand ville slutte sig om mig i en fattig rus af arbejde og hvile, af mild bekymring og døs. Alt er i sandhed bare en forlængelse af hinanden. Dagene går og dagene falder på samme måde og blot af og til tjekkede jeg igen om pigen nu skulle være væk eller være begyndt på at rådne. Men det var hun aldrig, hun blev liggende hos mig i sækken, som det uvirkelige hun var i denne verden mens tiden gik som jorden bag jorden og som mørket der kommer efter mørket.

ROSENVÆNGET CHP.6

Rosenvænget CHP.6

 Vi dykkede langs de store tankere i byens havn. Hvis de havde ophold i havnen i længere tid end 2 uger, ville undersiden være dækket af store saftige mørke blå muslinger. Solen bølgede i det rolige vand inde i havneløbet, hun lagde sit hoved på min mave, hendes hår var vådt, og det var sommer. Memento mori i en bisætning, og det var en musling. Jeg havde glemt alt om solen, i regnen. Jeg havde glemt hvordan himlen så ud bag skyen. Eller, jeg kunne se den på maleriet over sengen, af jollen på stranden. Maleriet virkede til at portrætere en mytisk, fjern virkelighed. Tørke. Jeg havde det fint med regnen. Uret i køkkenet var gået i stå, det gik kun mellem 14 og 15 mandag. Jeg havde fundet det tørklæde, hun havde tørret hendes hår med den sommerdag ved havnen. Det var som om flere af dem der gik i blandt mig i byen ikke bemærkede regnen. Jeg havde en ven der ikke bemærkede hans egen død, fra den dag han tabte livet. Vennen var der ikke mere, ikke ham der døde, men vennen. De havde alle glemt mig, som om jeg var regnen, begik jeg mig ubemærket mellem dem. Måske var de ikke døde nogen af dem. Jeg lagde mig i vandet, og ventede på at noget kom forbi. Huset mur var dægget af planter, de havde spredt sig som en bakterie, muren var tør og fri da jeg kom i september. Regnen hang over haven. Hun kom svømmende forbi i det blå vand, hun dykkede og man kunne se hendes krop under vandet. Langsomme svømme tag skubbede hende roligt gennem vandet med håret som blafrende bag sig. Under vandet var der roligt, der var kun lyde fra den fjerne besatte motor, der aldrig stoppede med mekanikken. Stigen til land var beklædt af tang som strækte sig langt ud i havet, også her var muslinger at finde. Jeg prøvede at dykke ned under hende, jeg ville prøve at være så dybt nede at jeg ikke længere kunne se andet end hendes siluet i overfalden over mig. Der var ikke andet i byen om sommeren en tør asfaldt, vandet og stilhed. Jeg var for det meste kun i selskab med lyden af mine cykelsdæk gennem byens tomme varmer gader. Jeg vekslede mellem solen og skyggen, kørte mellem de hvide striber der delte vejene. Fuglene sad i store flokke på grænsen mellem sol og skygge, de lettede synkront og fløj i formation over byen, som stimer af fisk.

Hendes morfar havde stampet jorden rundt, da han for hvad der virkede som flere århundrede siden, byggede det røde murstenshus ved Rosenvænget. Suppen var færdig, og jeg inviterede Aksel over. Han havde savnet mig, og havde ikke kunne sove roligt siden vi havde flyttet fra dronningekvartert. Jeg lovede ham at jeg ville sende ham et brev snart, men først mad.

Noget havde straffet mig, suppen var klar og tynd som vand. Et par krabber var unsluppet, men hvorfor skulle dette hjerte knuses. Vi sad ved egetræsbordet, der var dægget fint, med en stor buket. Jeg havde fundet fine skåle frem, jeg havde gjort mig umage. Men da suppen endelig kom af varmen, blev den klar. Besstjålet sin sjæl. Jeg tog Aksels tallerken og serverede ham en portion af vandet. Jeg slap en tåre, jeg håbede for alt han ikke ville bemærke tragedien. Vandet ovenfra blandes med vandet i gryden. Aksel pointeret at suppen virkede lettere klar, og tynd. Han sagde også at han glædede sig til at smage den. Han pustede, og dampen træk sig op fra skeen og duggede hans briller. Han var stille lidt, og smilte så og tog en skefuld mere. Jeg var pinlig, det var meningen at han skulle være stolt af mig, hvorfor ellers prøve.

Jeg stak hoved ned i den store dybe gryde, og trak vejret, ud gennem den store tornebusk, se om jeg kunne finde nogle småfisk at spise. Jeg søgte ivrigt og sultent, jeg rev til mig. Spiste enhver lille fisk der kom forbi. Det betød ikke noget, jeg drev stille rundt. Rigtige mennesker bor ikke under vandet. Så kom solen, viste sine stråler gennem det beskidte vand. Blændende, men betagende kiggede jeg mod det stærke lys. Solen oplyste livet i søen, og jeg opdagede små dyr der drev rundt, jeg så spinkle bundplanter som rytmisk og synkront lod sig styre. Jeg ville ønske jeg kunne fordampe med vandet. Istedet forsvandt mine gælder, og jeg begyndte at mærke vandt fylde mine lunger i mit desperate forsøg på at trække vejret. Det var nu huset ville befrie sig fra mig, ryste mig af sig som når koen ryster hovet for at fjerne de sværmende flue om øjet. Jeg havde aldrig været klar over hvordan man opførte sig ordenligt, jeg var kommet til at fornærme tandlægen. Nogengange havde jeg troet at jeg havde en ven der kunne hjælpe mig med at flytte ind. Jeg havde en nabo, som var min ven, men han var så gammel, og nærmer som en far. Jeg havde også troet at jeg kunne flytte ind i et hus, og tage magten over det. Der var alle de regler jeg aldrig havde forstået. Jeg havde ikke kunne holde vandet ude af huset. Det var nok også en misforståelse. Nu ville jeg sørge for at blive til jord som resten af min familie. Af jord er du kommet, til jord skal du blive, havde min lærer engang sagt da jeg stjal fra hans taske. Pigen fra vandet ville jeg aldrig glemme, vandet ville komme til mig i jorden næste år. Huset ville bestå. Jeg lod mig langsomt synke til bunds, det skete af sig selv nu hvor der ikke længere var luft i mine lunger til at holde mig oppe. Nu begyndte hvad der da jeg flyttede ind havde været græsplænen at tage mig til sig, omfavndede mig bagfra omsluttende. Jeg så hende svømme langt over mig, lyset som overtog vandoverfladen var blevet den nye himmel hun svævede langsomt kontrolleret på himlen, og lod sig flyde over mig. Det det smukkeste jeg har set siden sommerferien.    

Rosenvænget var kvarteret hvor huset lå, der var aldrig nogen der havde troet at et sådan hus ville kunne bære dets ejers historie. 

Epilogue ved Morten B.Birkegård

Fortællingen om Rosenvænget er en seks kapitlers fortælling om det magiske hus på Rosenvænget. Med usikkerhed om vejrforhold, kæmper historiens helt med tilværelsen mellem vand og land. Det er en fortælling der bunder i oversvømmelsen af selvet, og relationenspris i en kriseramt storby. Rosenvænget undersøger accepten af undergangen, og troen på den bedste fortid - og den ikke eksisterende fremtid, fornuft. Jeg ville ikke afvise at jeg kommer til at skrive flere historie her på siden, men jeg vil dog have brug for tænketid og restitution. - Stockholm 30.1.2022

Skribent - Morten B.Birkegård

Konsultation - Eliott Tranen Drossing

My life was a mess, then i met Marcus.

 

Ugens Anæstesi Report - uge 4 2022

 Ugens Anæstesi Report - uge 4 2022

Allergiens Bedøvende Kraft

"AGK" - Som vi lærte det på Medicin, KU 1974.

AGK står for, som ses ovenfor i overskriften for Allergiens Bedøvende Kraft, først beskrevet af Birmingham lægen A.I. Jackson er AGK en beskrivelse af histaminens bedøvende kraft. Histamin som er den bedøvelse der kan opstå i forbindelse med corpus reaktion på fremmedlegmet. 
For først at kunne forstå AGK, bliver vi nødt til at forstå hvad en allergi er. En allergi er en reaktion på det fremmede, det er åbenbart en urkraft i mennesket at modstå det fremmede. Sådanne reaktioner er jo til stor irritation hvis de er irationelle, som de oftes er i vores tilværelse med ekstrem opmærksomhed og analyse - ingen spiser bær uden at identificere først. Irritationen opstår for alvor når vi står den sommerdag, på stranden og tilbydes et smagfuldt kirsebær, men så skal afbrydes af abrupt kløen på tungen - af for den. 

Men hvis historien skulle stoppe der, kære læser undervurdere de Homo Sapien Sapiens, for det vi lever for er jo at kunne kontrollere en reaktion. Det er hvad der får os op om morgenen, at kunne omdanne kul til energi, at kunne omdanne kalvens mælk til vores egen mælk, pære til lys !. Så skulle man undervurdere mennesket stopper historien her ! Nej, det vil jeg ikke finde mig i, det er ikke derfor jeg skriver Ugens Anæstesi Report ! - Nej der hvor jeg vil hen i denne uge er AGK!

Alan Ian Jackson definere i 1925 kontrollen af kroppens reaktion på det fremmede med resulterende histamin reaktion som AGK.  Aktiv benyttelse af AGK består i kontakt mellem histamin fremmende aktivitet og menneske, bemærk AGK kun kan benyttes i begrænset omfang, og af mennesker med irrationelle histaminreaktioner. Et eksempel på AGK, i 2003 benyttede feltlæger AGK til bedøvelse i forbindelse med en operation i en skov i tyskland. En mand havde trådt i en bjørnfælde befængt med en speciel type fungis der i hvis transporteres i blod kan fører til øjeblikkelig død. Af den grund var der behov for akut amputering af underbenet, og uden den tilhåndsnødvendige bedøvelse i felten drog Emil Small Götten til AGK som han havde skrevet opgave om 3 semester på studiet i Rhoormoß. Patienten med foden i fælden, havde en stor allergi til støv, og skovbær - som blåbær hinbær etc. Emil tog lommeuld ud af lommen og placerede under patienten næste med klister på hver side, straks samlede Illi Ykyson (Small Götten's kone) skovbær som patienten kunne indtage. Så skulle der knapt gå 5 minutter før patienten var bedøvet med den i nogle kredse kontroversielle naturbedøvelse AGK. Underbenet blev armputeret, bedøvelsen virkede, ikke som en omgang god morfin men dog med en utrolig effektivitet taget omstændigheder i betragtning. Det er nu derfor at jeg har valgt at tale om Allergiens Bedøvende Kraft i denne uges Anæstesi Report. Jeg er selv husstøvmide allergiker, og eksperimentere med histaminen som rusmiddel, i samspil med alkohol og andet. 

Tak for du ville læse med i denne uges Anæstesi Report, omhandlende Allergiens Bedøvende Kraft - AGK et utroligt vigtigt og spændende emne som jeg selv i høj grad er fascineret af ! Jeg håber at du selv vil studere videre, udenfor disse små akademiske pusterum. 

Har du spørgsmål om bedøvelse ?

Skriv et spørgsmål nedenunder, og der vil i næste uges Anæstesi Report være et svar.

Knapt kan magien begynde før anæstesien har sået sit ynde ! 

- Rune 

 Skribent: Rune, Doktor Emeritus ved Rigshospitalet

Chilly Gonzales - Solo Piano Presented in Pianovision [LIVE] (2006)

16.34

Sønnen og vennen, og katten

Sønnen og vennen, og katten.

Af Signe Volkova  

Eigil Nørgaard sad fast foran vinduet, fra den første gang han så menneskestrømmen på gaden nedenfor. Om vinteren hang solen lavt over byen det halve af dagen. Solen lyste stærkere, og mere klart om vinteren, himlen var også mere blå, og luften frisk nok grundet frosten, som man også kunne spore på ruderne på de parkerede biler langs gaden. Eigil sad fast i vindueskarmen, uden problemer. Ingen sagde noget til hans placering. Om aftenen strakte han benene over gaden, åbnede vinduet. Han kiggede altid efter den samme pige der kørte over krydset skråt overfor. Hun plejede at tage krydset i et sving hvis der var stille, det skete mest de dage hun havde travlt, det virkede till at være de fleste dage. Noglegange kørte hun også med en anden pige og en dreng. De lænede sig op af lygtepælen for at holde benene over jorden, mens de skiftevis kiggede op på de tre pærer der holdt dem tilbage i krydset, som de fleste omkring dem var man fanget der bag lyskurven, det var jo derfor det gik os så godt. Min far sagde at det er de systemer der får ham op morgenen, og de systemer der sørger for at vi ikke alle forsvinder som trækfugle om vinteren. Nogen arbejder 26 timer i døgnet for at få råd til deres begravelse, det må du forstå. Jeg havde opdaget at jeg var bange, den dag min ven fortalte mig om verden.  Det var ikke til at misforstå, verden fortsætter efter horisonten. Jeg havde aldrig tænkt over betydningen af et kort, jeg havde altid betraget det som en form for fiktion. Altså jeg havde jo set det der var at se, fra vinduet. Jeg havde set hvilke dyr der boede i byen, der var fugle og mus, og hunde, katte. Jeg havde set at man tog hjem der, og man gik i seng der, og at der var nogle der også var ude om natten. De andre fortalte noglegange om en tante der boede langt væk, jeg havde aldrig forstået at denne tante var virkelig og at der var et sted der var langt væk. Min kat sov i min seng, den havde også et seng på loftet i en bunke hø. Jeg havde det bedst med at være højere oppe end mine medmennesker. Det var altid underligt at skulle kigge nogen i øjnene. Derfor havde jeg det også bedste med at sidde i vinduet, eller være på loftet. Eigil Nørgaard blev i 2008 fanget i en mussefælde på loftet, hans mor måtte ringe til viceværten der kunne åbne fælden, og befrie den lille dreng. Hvis man kigger længe nok, ser man ting som ingen andre ser. Jeg viste hvornår bagerens brød hævede, og hvornår den første dug kom, når jeg sov på loftet lage den sig over mig som en dyne. Om sommeren var loftet så tørt, og varmt at det kunne være svært vågne hvis man var faldet i søvn. Jeg havde flere gange prøvet at falde i søvn, og først vågne et par dage senere, man skulle passe på at man ikke blev bedøvet af solen om sommeren. Jeg var ikke vild med at sove, jeg syntes ikke jeg viste noget om hvor jeg var da jeg vågnede. Det værste var virkelig hvis man var faldet i søvn i om sommeren, for så at vågne og alt ikke længere var som det plejede, indtil man havde været tilbage i vinduet, på værelset, eller loftet et par dage. De andre børn i kvarteret kunne ikke se mig, de hoppede mellem streger på vejene, og kiggede aldrig op for at se toppen af de huse de var omringet af. Ingen forstod hvor fugleklatterne på bukserne kom fra, de fleste kiggede nemlig ned på deres fødder. Eigil Nørgaard smittes i 2009 med fuglens pest, han er syg i 10 måneder, han bor i denne periode på loftet for at undgå at smitte resten af familien Nørgaard. Jeg havde altid kigget op mod solen, siden jeg var helt lille. Vi var næsten altid sammen, sommer eller vinter, selfølgelig længere tid om sommeren, men også mere fjern om sommeren, alle skulle ligge på maven og opsamle varmen. Duften af støv på loftet virkede bedøvende på mig, det var derfor jeg kunne sidder heroppe så lang tid. Jeg arbejdede på at kortlægge mit kvarter, at skabe det første ægte kort. På loftet var der en stige op til taget, hvor jeg kravlede op med mit store papir. Man kunne godt gå på taget, for husende bedragede, i virkeligheden var der omkring 20 centimeter bredt på toppen af taget. Sådan var alle tagene lavet, de gik op i en spids, uden nogen andre end mig og fuglene kunne opdage bedraget. Min ven Miguel, bor 5 huse længere nede af vejen, han arbejder også på hans loft. Han er igang med at lave en buste af hans farfar, som lige er blevet 99 år. Jeg går over tagene, og kigger ned langs husende ind gennem vinduer. Der sidder mange og spiser, og glor på hinanden, de har det så fint dernede. Jeg kunne se hans farfar gennem et lille støvet vindue, da jeg var et hus fra ham. Vi havde gennem et par år etableret, et vejnet mellem husene, med broer som startede med at være simple planker der forbandt husende. Men med tiden var blevet til avancerede gangbroer med gelænder. Vi havde optimeret kvaliteten så bl.a. Miguels lille søster, som var blind kunne komme op og gå med Miguel. Hans farfar sad helt stille med ret ryg på en skammel, hans ben var solidt placeret og han kiggede lige i retning af mig. Jeg vinkede, og han så mig og smilte. Jeg kunne se hans læber bevæge sig "Eigil Nørgaard", jeg løb over den sidste bro, og åbnede et vindue i loftet lige over Miguel. "Eigil Nørgaard" gentog han, jeg hilste på dem begge, og stak først benene ned gennem den smalle passage, lå på maven og gled ned, hang i armene i vinduets hængsel, slap og landede lige ved min ven. Busten var flot, han var virkelig god. Det mørke rød ler replikerede gamle farfar perfekt, udover når farfar brød ud i latter når Miguel eller jeg lavede vittigheder. På et lille bord stod vand i en kande, og en lysebrun keramik skål med nødder. Jeg gik over og tog en nød. Miguels loft mindede om mit, udover at han havde store vinduer i den ene ende, så han kunne overskue mere af byen end jeg kunne, fra mit betydligt mindre vinduesparti. Månen lyste bag farfar. Fra Miguels loft kunne man kigge ned på danseskolen, i den lange bygning kunne man skimte en ballerina i endnu et øjeblik ved baren. Jeg viste at pigen jeg kunne lide gik til jazzballet på skolen, jeg havde set hende med tasken, og skoene. Hun kom susende på den fine cykel, steg af og låste i en bevægelse, hun løb så hen til døren som hun ucharmerende, men alligevel charmerende bragede op, indtil de store rungende spejlsale. Gulvende var blanke, de lange mørk lakerede brædder strakte sig gennem de adskillige dansegulve. Hun havde meget stil, hendes bevægelser var elegante, hun var stærk. De dansede alle i tavsheden, fra en stille gaden udenfor oplyst af de gentagende gule gadelamper.

Jeg vågnede ved lyden af et brag, som havde nogen tabt et flygel. Det var sådan jeg vågende hver dag, eller nogengange. Jeg måtte over forbi Miguel inden han skulle på sommerferie, han skulle til Sverige, sammen med hans kusine Laura, og onkel Timo. Jeg kunne se han stod nedenfor opgangen fra mit vindue på loftet. Han havde hvid skjorte på, og hat. Hans krop kastede en kort skygge bag ham, hans hat så skør ud i skyggen, som en stor klovnehat. Han havde fanget en ordentligt fisk i hans onkel Timo's hus i Sverige, han havde fortalt at den havde skarpe tænder, den var slimet og grøn. Han sagde den var større end mig, og ham. Jeg ville gerne med på turen, jeg havde ikke været uden for byen. Jeg kunne kun forestille mig de mange træer han fortalte mig om, og hvordan de sluttede sig om det ensomme hus i mørket. Han sagde at om sommeren blev græsset gult og tørt, og at han siden han fangede fisken havde frygtet at møde dens brødre i den dybe mørke sø. Hans kusine Laura havde flot brunt hår, det hang og dækkede nedover hendes solbrune skuldrene, hun havde brune øjne som ikke kunne undgå at få en til at smile. Hun var god til at dykke, og kunne være under i flere minutter. Det eneste tegn på hun ikke var blevet slugt af landet under vandet, var et par bobler der dukkede op her og der tilfældigt rundt omkring broen. Jeg tog stigen i et par tag, så var jeg oppe på taget, hvor varmen blafrede over det sorte tagpap. Det var varmt så man brændte ens fødder på det, det blev flydende som varm lava om sommeren. Heldigvis kunne jeg løbe på de brædder mig og Miguel havde placeret langs tagryggen. Om sommeren var mine fødder mere beskidte, og min hud var også mere fedtet, nok som resultat af at jeg altid svedte mere og var i selskab med solen det meste af dagen på tagene. Min familie var bleg, de tilbragte meget tid med papir. Det virkede ikke til at de havde beskidte fødder, de havde aldrig kigget ud af vinduet, eller været på taget. Min mor fortalte at min oldemor, og mormor var fiskere, men hun havde aldrig vist mig en fisk. Eigil Nørgaard havde aldrig set en fisk. Nu turde jeg godt at se verden forbi byen. Jeg ville gerne sove ved siden af Laura, og se hvordan hun så ud når hun drømte. Timo var også sød, jeg havde mødt ham på loftet til Miguels fødselsdag sidste år, han havde givet Miguel et par billetter til akvariet. Måske kunne jeg spørge om jeg måtte komme med på turen, hvis jeg var hurtig. Jeg kom til Miguels hus, og skulle kun krydse den sidste bro før jeg var på hans loft. Så skulle jeg selfølgelig også ned af bagtrappen. Jeg var jo ikke så tit nede på gaden, men jeg var begyndt at komme mere dernede efter at Miguel og jeg var begyndt at cykle. Han havde fundet en cykel til mig i en gård et par blokke nede. Jeg tog med fingerspidserne under kanten af vinduet og åbnede så jeg kunne få bene ned, og så om på maven, og hænge i armene og så lande på det tomme loft. Helt tomt var der ikke, Miguels kat Minna sov i hjørnet. Jeg mødte Miguel, Laura og Timo foran trappen op fra gården hvor jeg kom ud. Timo hilste, det samme gjord Laura og Miguel. De smilte alle til mig, og så ud til at forvente at jeg ville sige noget specielt. Jeg sagde bare at de skulle have en god tur, Miguel jeg håber at du fanger en stor fisk, pas på du ikke bliver spist af familien, vil du ikke se om du kan tage et billede? Miguel nikkede, og krammede mig. Jeg kunne ikke undgå at smile, og blive spændt i maven da Laura sagde farvel. Timo gav mig en mønt til kiosken. Så kørte bilen ned af den lange vej der førte dem ud af byen, og ind i verden. Jeg kiggede på mønten, og løb mod kiosken. Der var reklamer for taletidskort til telefoner, min mor købte dem altid. Manden som normalt sad bag disken, sad udenfor med en falske og en cigaret. Jeg sagde jeg skulle have en is, og gav ham mønten, løb ind og hentede en i den kolde fryser der sang med en monotom klang ud i den tomme kiosk. Der var lidt koldere i kiosken og den virkede som et sted jeg ville søge refugie hvis jeg var en af byens ejerløse katte. Der var en propel i loftet der cirkulerede den tætte luft rundt i kiosken, måske kom den fra et fly. Jeg havde sådan en drøm om at prøve at flyve i et lille fly, en sjælden gang i mellem kom et propelfly susende over tagene, man kunne næsten se halstørklædet blafre ud af pilotens vindue. Jeg løb tilbage mod huset, men blev stoppet af pigen fra danseskolen. Hun kom cyklende på den stille vej. Jeg stod stille og kiggede ned mod mine fødder, jeg kunne hører hendes cykel der elegant strøg forbi. Jeg kiggede tilbage mod hende, og hun kiggede mod mig, kort. Så forsvandt hun bag et hjørne. Jeg kunne ikke undgå at tænke på Laura, som i sin absintia kun blev mere smuk, og forelskende. Jeg forestillede mig at de kørte langs lange tomme veje, omgivet træer og skov, vi ville kører i dage for at komme frem til et mystisk rødt hus, ved en stor dyb sø. Jeg havde set det for mig i et par dage, inden jeg var faldet i søvn. Det var svært at glemme Laura, der var selfølgelig også meget stille på tagene uden Miguel. Jeg gik tilbage mod opgangen, hvor jeg mødte Miguels farfar. "Eigil Nørgaard" hilste han, jeg returnerede og spurgte om han havde det godt. Han fortalte at han var frisk, og at han ville ud til havet en af dagene. Det var sommer og han elskede havet, han havde faktisk en lille båd han sejlede i. Jeg kunne ikke undgå at spørge ham hvornår han troede at Miguel ville komme tilbage. Han sagde at han ikke viste det, de kommer nok tilbage om noget tid. Jeg stod lidt i stilhed, så spurgte han om jeg ville gå en tur med ham. Vi gik ned langs gaden, også til venstre. Jeg havde været ud i byen og udforske, men jeg plejede at gøre det ovenfra. Det var anderledes at gøre det her om dagen i lyset fra solen. Pludselige blev vi observeret fra de mange støvede vinduer, der overværede os fra alle sider. De mørke lejligheder bag virkede menneske tomme, det var de ikke. På denne tid af året, selvom det var varmt, var mange stadig igang med arbejde. Det var som om de var et andet sted, de lagde ikke mærke til en. På den måde havde vi byen alene, os der ikke var på arbejde i selskab med katte, mus, hunde, fugle. Vi gik forbi en grønthandler hvor vi købte en bakke med jordbær. De stod for mig som et billede på verden udenom byen, på det som rummede træerne, søen, dyret. De smagte ikke af det vi normalt spiste i byen, de havde en tone. Farfar talte om skibet ved havet, det var orange, og havde sejl og mast. Han sejlede op af kysten, stille og roligt for det blæste ikke så meget om sommeren. Han sad i skyggen af det store sejl, mens båden langsomt men stabilt blev skubbet gennem det stille hav, med solen som eneste vidne. Jeg fik også en appelsin, som jeg løb med i hånden mod hjem. Farfar sagde at jeg måtte komme forbi hans lejlighed en af aftenerne, så kunne vi måske aftale en tur til havet. Jeg løb stadig uden at tage højde for stregerne i fliserne, jeg var endnu ikke som de andre børn der undgik dem, det virkede for mig blasfemisk ikke at kigge op. Tilbage på taget sad jeg stille, og kiggede den retning bilen havde trukket ud af byen. Til højre for mig sad et par duer, ligsom jeg og kiggede over den stille by. Så lagde jeg mig på ryggen, og faldt i søvn.    

Som vi havde aftalt mødte jeg farfar kl 12 ved krydset før danseskolen, jeg havde taget et par korte shorts på jeg havde fået i fødselsdagsgave sidste år. Mine forældre sagde de var glade for at jeg havde mødt en ven der ville være sammen med mig, jeg havde fortalt dem at vi skulle ud og sejle, men de virkede ligeglade. Jeg tog mine sko på, og løb ned gennem opgangen, med et spring landede jeg fra det midterste trin på trappen, på etagerne der førte til vejen. Jeg havde set et billede af havet, og hørt farfar tale om det som en verden der var langt fra den vi boede i i byen. Jeg var spændt, og maven bandt knude på sig selv. Jeg løb med hurtige skridt over vejen, og mødte pigen fra danseskolen. Hun var på vej ud fra træning, og havde vådt hår. Vi stoppede begge foran hinanden, jeg smilte til hende og komplimenterede hendes trøje. Hun sagde hun havde set mig fra hendes tag en aften, jeg spurgte hende hvor hun boede, et par blokke syd fra min, et område jeg ikke havde været i siden sidste forår, hvor Miguel og jeg havde overvejet et nyt loft at bygge base på. Jeg sagde at jeg havde tilbragt mere tid deroppe end hernede, jeg bor deroppe. Hun smilte, jeg sagde jeg måtte afsted, jeg smilte til hende. Farfar stod længere nede af vejen, skåret over af skyggen fra skolen. Ingen af os havde hørt fra Miguel, men farfar sagde at de nok havde det godt. Vi lagde fra kaj, der var stille ved havnen. Der sad en grå måge på træbroen som båden var fortøjet til. Vinden træk roligt i sejlet der blev hejst gennem masten, hvor et reb var bundet fast i toppen af det store sejl. Jeg lagde mig på ryggen, og kiggede op på den tomme blå himmel, jeg mærkede for første gang at gynge afsted ude på havet. Det var smukt, der var en speciel duft af salt og alt havde fornemmelsen af at være farvet af solen men samtidig være en del af havet salt. Jeg kunne hører vandet trækkes langs båden når vi sejlede op langs kysten, farfar sad bagi og styrede op af vinden med et træskaft. Vi sejlede i timer afsted i stilheden, farfar var stille, jeg hang med hovedet over siden for at se om jeg kunne få øje på en fisk, se om jeg kunne se sådan en Miguel havde fanget. Det var omsluttende, og vi blev varme og trætte, farfar drak en øl og blev træt og sløv. Han tog en lur foran på soldækket, imens sejlede jeg båden stille og roligt ud i verden. Vi var begge glade og trætte, farfar smilede og var den første til at sige noget i timer. "Eigil Nørgaard nu har du set havet, og verden udenfor. Du er den stærkeste dreng jeg kender, husk ikke at glemme hvad du har lært på taget når du kommer ned på jorden til os andre" Jeg viste farfar en ring jeg havde fået af min farfar før han døde. Han tog om min hånd for at kunne se den ordenligt, han smilte uden at sige noget. Vi lagde til i lyset fra en rød sol der atter var på vej ned efter en lang dag. 

Hjemme i lejligheden sad min mor og far som muldvarper der ikke registrerede min hjemkomst fra turen. Jeg tog en taske og lage bukser og trøje i. Min kat hilste på loftet, og jeg sad med den i skødet, og fortalte om havet langt borte, og om livet udenfor tagene og husene, lejlighederne. Jeg sad på taget, luften var blevet lidt koldere her om aftenen, efter solen havde lagt sig. Byen var stille, som var den tom. Jeg kunne se hun sad overfor, måske havde hun ventet på mig. Hun dansede rundt på taget, tænk hun turde. 

Jeg vinkede til hende. 

Snart kommer Miguel hjem, snart kommer Laura hjem, måske kan jeg løbe over og tale med pigen i nat. 

Jeg løb over tagene, og satte mig ved pigen.

Livet viste sig at fortsætte efter byen.

S.Volkova98. 

 Hymne til Abel

 Tekst af Storme van Dijk

Jeg drak mig selv fuld for et godt stykke tid siden og tog cyklen hjem. Og dér mens jeg cyklede fandt jeg på en gåde. Den gik sådan her: Hvad er jeg? Om natten spytter jeg til venstre, om dagen, til højre. Sagen er at da jeg vågnede havde jeg glemt svaret. Jeg var den eneste i verden der kunne have kendt svaret, og derfor voksede gåden sig over mit hovede. Birkegaard gættede og han gættede på en arbejder, der på vej til sin post tager sin gang ned af en vej hvor pisserenden ligger til højre for ham, og hvor han spytter i den og så igen modsat når han om natten vender hjem, spytter i den igen. Jeg kunne godt lide budet, men det var nu forkert. Ikke at kunne huske en sandhed er en usikkerhed og det burde dermed gøre alting muligt for at være sandt. Jeg vidste ikke hvad der var sandt, men jeg var sikker på hvad der var usandt. På den måde gør det glemte svar på en gåde, både gåden til den mest gådefulde gåde, men samtidig også til den mest invalide, da alle svar jo så kunne være korrekte og dermed gjortaf intet mystik, ingen gåde. Jeg kom på svaret et par dage efter, men den må du vente med at høre til til sidst i teksten.

Lars Ivan havde engang stillet mig en anden gåde i vores tid på deltidsjobbet den gang vi studerede. Den gik sådan: hvilket våben kan med et slag slå en fjerdedel af verdens befolkning i hjel, prompte? Det er så smuk en gåde fordi at svaret ikke gemmer sig direkte i det spørgende - altså om hvilket våben, men snarre skal det findes i det mystiske antal af ofre. En fjerdedel af verdens befolkning. Svaret skal findes i ikke at spørge hvilket redskab der har sådan en effekt, men i stedet starte med hvem der kunne have gjort det. Og det var Kain. Den første morder, den ene søn blandt de eneste fire mennesker på jorden. Våbenet var angiveligt en æselkæbe eller en kampesten, og offeret var Abel. At de var de fire første mennesker må gøre Abel, til den første i himmeriget. Jeg tænker på det af og til, hvordan det måtte have været at vente dér. Fik han opmærksomhed? De fleste ville tænke at det at være alene med Gud må være som at være alene med farmor. Men ud fra Kain og Abels forældres færden at dømme, kan jeg ikke forestille mig andet end at han måtte være konstant under strengt opsyn. Måske mentalt ubevidst, som manden der forsvinder når man vender sig om. Men to øjne måtte hvile på ham, og Guds øjne hviler altid, men her var det anderledes da man formegentligt ville stødde ind i Gud oppe af dagen, eller spise sammen til aftensmad.

Var dette så et himmerige? Gensynet var jo ikke trådt til endnu i himmeriget, så dette måtte være blot endnu et liv. En total forvirring. Måske en fortvivlelse. Abel havde i vente at Kain ville komme før eller siden, for Gud tilgav jo Kain. Men først der ville det blive til et langt ophold. Alle disse fremmede gæster ville møde op i evig tid og Abel ville stå for foden af et topløst bjerg af håndtryk. Døden skræmmer mig personligt først hvis jeg tænker på det evige liv. 

Kain var klart den mest interessante af de to, han var den syndige, men Abel fik heller aldrig en chance. Han er det bibelske symbol på den der opholder sig det forkerte sted, til det absurde faktum at han ikke kunne være andre steder. Abel var smuk og begavet, han var uskyldig og kun hans ofring til Gud blev grunden til Kains misundelse. I det gamle testamente ligger fokuset på det mørke i Kain, som det sågar ligger på det mørke ved livet. Det er kristendommens fokus, hvordan tilværelsen er en pinsel og efterlivet det forskønnede. Men Abel holder sig ude af dette mørke, han viser sig som det gode eksempel, og så endda som et ud af de første mennesker, uden noget erfaring. Han er den eneste i sin familie der ikke er blevet forvist af Gud, men han bliver alligevel ikke fremhævet som andet end offer for sin broders fortørnelse. Abel skal ikke ses som et offerlam synes jeg, og han skal heller ikke have ansvar for alt det gode, blot han alene var den eneste. Det bemærkelsesværdige må være at i en verden af syndere, bliver man selv synderen. Himlen blev ham et helvede, eller i det mindste formålsløst. Hvad nytte var det at være den gode bror når resten af verden var ham imod. Det handler om de eneste ting. De eneste ting som der findes på jorden. Sjældenhed er egentligt værdiløst. Det er min påstand, som den lyder denne uge.

Min gåde som lød: Hvad er jeg? Om natten spytter jeg til venstre, om dagen, til højre. Svaret er en cykelist. Om natten er fodgængerne ude i byen, men der er nærmest ingen cykelister, mens om dagen er der fyldt på cykelstierne, men langt færre fodgængere. Ja, det er en dårlig gåde, især så snart jeg fandt svaret. Men i et kort øjeblik var gåden en gåde for sig selv og det er nok for mig. Vi må værne om de ting vi ikke kan huske, for de findes et sted og venter.  

Salt, Ansjos, Oliven?

 

Af Pierre van Gogh

Jeg mødte en mand på havnen, i en by lidt fra Napoli, Sorrento. 

Han sagde “Du skal ikke tro at du kan spise alle de fisk, og ikke selv forvente at blive spist”, Jeg nævnte for ham at jeg var vegetar, og ikke havde spist en fisk siden jeg havde været vegetar. Han rynkede på næsen, og træk en dåse frem fra hans brystlomme, den venstre lomme ved hjertet. Dåsen var gul, der stod ORITZ på, der var en tegning af det blå hav der omgav os, og et par mænd der stod mystisk omkring en båd med sejl i havet. 

Han åbnede dåsen, og jeg bemærkede straks stærke dufte, som havde han åbnet havet for øjnene af mig. Der var små fiskefileter i dåsen, små ansjoser sagde han. “Jeg spiser sådan en dåse hver dag, det er medicin. 1 dåse om dagen holder doktor væk.”, jeg blev pludselig betaget af den salte dåse, og måtte smage. 

                  Han skar et stykke brød, han bemærkede at ORITZ ansjoser, og sardiner var det bedste de spanske naboer havde leveret i mange år. 

Han tog en filet op, placerede den på en skive brød, han tog en klar flaske med olivenolie, korkprop med et lille metalrør der kontrollerede den begrænsede luft indgang til flasken,  rutineret gled en smule olivenolie over brødet og ansjosen, til sidst et lille snit af den fine blaa ost fra køleskabet der stod i køkkenet på den lille cafe, hvor ham og vennerne på havnen havde fået lov at have lidt ost og mælk stående.

                  Lidt salt, Sådan en mad er aldrig gratis, engang i mellem ryger en mand overbord, engang imellem forsvinder ven i det mørke hav under månen, derfor elskede elsker jeg stadig til den dag min årlig tur til Sorrento, der i byen er der ingen der vender kinden til virkeligheden, og havet. 

Memento mori er hyggelig tilstede i den kendsgerning, at verden er violet, kromoxydgrøn og rusten i kanterne. Men tjørnens bitre bær er knaldrøde ; og hvem har set mere blaa og hvide himle? '

 Min bedstefar Emil Albert van Gogh's arbejdskøkken i Gordes, Provence.

Oversættelse ved. Storme van Dijk

Som at finde en andens nøgle i sit nøglebundt

Som at finde en andens nøgle i sit nøglebundt.

Af Storme van Dijk

Gøgen slog fire gange. Den blev skubbet ud med instrumentarmen og åbnede og lukkede næbet, desperat som to små klappende cymbler. Jeg lå under kuk-uret og så op på det, mens det skete. Hvor var jeg dog blevet fuld og varm i hovedet. Mine øjenlåg føltes færdige og mine ben føltes som to fastholdte gidsler af bukserne der stod halvt åbne. Jeg lå på briksen, med armene tilfældigt dumpet ned over torsoen. 

Morten var taget hjemad for lidt over en halv time siden nu og jeg havde ligget sådan her lige siden. Han havde været i strålende humør, indtil at han havde set på sit ur og så skyndt sig hjem uden forklaring. Det passede mig egentligt meget godt, jeg var træt og lettere tilfreds med det hele. Tideligere i dag, havde en middelaldrende kvinde sat sig på skødet af mig i S-toget. Jeg kendte hende ikke. Der havde været godt fyldt op på pladserne i kupeen og hun havde uden større mine, sat sig oven på mig. Jeg var sikker på at hun kunne have valgt hvemsomhelst, men det gjorde mig alligevel lidt glad at hun havde sat sig lige netop her. Det havde været temmeligt rart, at hun havde siddet der. Vi var kommet tæt på hinanden uden at vi rigtigt havde snakket med hinanden. Der var intet seksuelt over situationen, det var i hvertfald ikke intuitionen fra nogen af os, det var en praktisk anmærkning, for udover den almene høflighed over for fremmede som den altid er på sin egen måde, var jeg blot et blødt sæde for hende. Jeg havde tjekket sms’er med den ene hånd, mens den anden blidt havde hvilet på hendes talje, der lå under dynejakken, for lidt ligesom at holde på hende i tilfælde af at hun ikke skulle falde af når toget stoppede. Mit kuk-ur, var malet i sådan et mønster der lignede fantasien fra en der aldrig har været i alpernes afbillede af alperne. Men jeg kunne godt lide lyden. 

La richesse c'est les cloches des vaches qui sonnent

Jeg satte mig op, og så så på kronen nu. Den store krop af bly, med sine skåle og nedfaldne krystalprismer, pærerne der lyste nyklasseismens lys ud i min store lejlighed. Hvor var jeg dog meget et barn der bare legede. Men op på mine ben og hen til skuffen. Jeg ledte lidt halvhjertet i køkkenets skabe og på køkkenbordet. Havde han taget det store landbrød med sig? Jeg havde da købt det, havde jeg ikke? Pokkers. Karina havde engang kaldt mig krukket, det var jeg aldrig blevet kaldt før. Det var så fremmed for mig at blive set sådan. Jeg så mig selv som det forpinte mirakel, men med en ærlig generøsitet og ikke det store overmod. Jeg tænkte at jeg var god for verdenen og at jeg havde talent for at være noget for nogen. Jeg var ingen magnet, og jeg arbejdede heller aldrig for at nogen skulle kunne lide mig, så for fremmede var jeg en forspildt elsker og for bekendte et forpint mirakel. Men hvor jeg dog havde fundet min plads i svenskerkvarteret, dette var mit Rom. Jeg glanede ud af vinduet der lå bag køkkenvasken og ned i retningen af Oluf Palme gade. En bil stod i tomgang ude i natten, dørene åbne. Hele halvdelen af det landbrød var der da tilbage, efter at vi kun havde spist smør og olivenolie til. Hvordan kunne man tage sig friheden til at nappe hele halvdelen af et landbrød med sig hjem, når vi kun endda havde delt den anden halvdel? Jeg forstod ikke smållig egoisme, det var bare ikke mit sprog så at sige. En mand kom drejende rundt fra bag om bilen og hen på den anden side så jeg kunne se ham hvor han så åbnede den bagerste dør. Jeg kunne ikke tro det. Jeg kunne se det med det samme. Roseline. Hun havde faktisk modtaget mit forpulede brev. Håret, det vedligeholdte men stadig levende krøllet, var omkredset af en hætte af lys fra gadens lamper. Genskær i hendes store mørke øjne, hvor var hun dog så smuk her om natten. Jeg styrtede ind i stuen, men fik overbalance og måtte samle mig. Jeg tog mine bukser af, hektisk, som var det der udspilede sig nede på gaden netop nu, et passerende tog, jeg måtte anstrenge mig for ikke skulle forsvinde ud af min magt. Jeg skiftede til min pyjamas, det orange stribede sæt der lå i stuen. Det var bedst at være klædt sådan når jeg skulle møde hende igen. Hun skulle forstå at jeg havde fravalgt søvnen til fordel for hendes pludselige fremmøde, og det vil dragten indikere. Den ville også vise hende at jeg besad en vis stil og måske også en stoisk ro endda. Men mest af alt var det tilvalget af hende og ofringen af nattesøvnen hun skulle bemærke. For var det ikke det sensualitet var? En overbærenhed, eller en selvofring. Var det ikke det sex var? En ferie fra egoet.

Jeg slog døren op og løb ud i opgangen på mine bare tæer. Trinene under mig berørte mig kun lige, som små kolde stød, i min hurtige vildfaren ned af trappekomplekset. Jeg ramte hovedporten med siden af min skulder for at skubbe den op. Begge skodder åbnede sig, og det blev min overraskelse, så jeg ikke kunne kontrollere at stoppe op i tide ude på Upsalagade før jeg fik overbalance og landede kluntet på kølerhjelmen af en parkeret bil. Jeg kiggede op og fik øjenkontakt med en forskrækket mand der sad ved rattet på den anden side af ruden over mig. Han var iklædt uniform, og da opdagede jeg at han var politimand, og at det var derfor han sad parkeret her i natten. Jeg så efter Roseline, men hun stod bag to mænd der var i færd med at føre armen rundt på hende. "Mon bien-aimé". En betjent holdte mig tilbage med indersiden af sin magtfulde hånd, mens jeg prøvede at blande mig i gidseltagningen. "Hov lille ven, du trækker lige tilbage her engang." jeg forsøgte mig udenom men blev trukket tilbage i armen. De førte hende ind i deres bil, på bagsædet. Hans store tåbelige hænder på hendes gyldne glorie af et hovede, der pressede det ned under dørkarmen, af ren kotume. Fuck you. 

De var omtrent fire betjente til seancen, og det var ligegodt sølle at se på den type overbemanding. Roseline sad bag ruden og så på mig, med et blik der var glædeligt forsonet med en ro i sin fortvivelse. Jeg lagde hånden på glasset og derefter panden derpå. Det gjorde faktisk fysisk ondt inde i mig et sted, på samme måde som jeg kunne forstille mig at en fantomsmerte gør ondt. Hun var det ben jeg manglede. Mit fremmedlegeme. Jeg spurgte en betjent om hvor de førte hende hen, uden at fjerne blikket fra Roseline. Vesterfængsel, nat-arresten. Han spurgte mig om jeg havde en relation til den anholdte. Min hånd trak ned i pyjamaslommen og fiskede en lille bitte bjælde op, som jeg viste Roseline indenfra den anden side. Betjentene gjorde klar til at køre hende væk. Bjælden var fæstet til en tynd lille snor, som jeg demonstrativt bandt om fingeren jeg strakte frem imellem vores blik. På den måde ville hun altid høre når jeg var i nærheden, tænkte jeg, og så forsvandt bilen i natten. Der var vist et uoversætteligt udtryk for den her slags situationer. Jeg tror man kalder det "La Petite Mort".

Som at finde sin nøgle i en andens nøglebundt

Som at finde sin nøgle i en andens nøglebundt.

"Bossman"

Af Morten B.Birkegård

Jeg havde ingen ide, at jeg nogensinde skulle komme til at skrive det, som jeg vil skrive i det følgende. Det gør mig ikke ondt, det gør mig heller ikke glad. Jeg er ligeglad, forstår mig ret. 

Forleden da jeg kom gående gennem byen omkring midnatstid, på vej hjem fra en ven, mødte jeg en pige der hed Roseline. Hun sagde at hun ledte efter Storme Van Dijk, utroligt nok. Som om det ikke skulle være nok, var det ham jeg havde besøgt denne sene aften. Hun påstod at han havde skrevet et brev til hende i 2019, med en besked om at han ville vise hende "den sensuelle by København" - Hun havde brevet med, og viste mig det : "Le sexe, peut être réellement sensuel, si l'homme et la femme sont sincèrement amoureux, et désirent de vivre toute leur existence dans la tendresse et le bonheur." - Pigen var fra Marseille, og havde mødt Storme i Paris pr. November 2018. Han havde aldrig fortalt mig at han kunne tale fransk, og han havde ihvertfald ikke fortalt mig, at han på den måde fik damebesøg her de næste par dage. Han var faldet i søvn midt i endnu en af hans håbløse pointer, om hvorvidt han helst ville kysse en ballerina, eller en sygeplejeske. At han sådan kunne irreterre mig til at jeg ikke kunne være i mig selv, for en stund. Derfor havde jeg hastigt forladt lejligheden. Nuvel han havde blundet i omkring 10 sekunder. I mit korte irritationsmoment havde jeg revet det halve landbrød med mig, smør og oliven olie - Jeg havde ellers været i La Fromagerie, og købt en af hans ynglinge "Morbier" , den var så røget i køleskabet ved siden af den halve røget makrel stjålet fra kontoret, og ikke på brødet. 

 Så sker der hverken værre, eller bedre end at jeg må vise denne Roseline i retning, af den noget berusede Stormes lejlighed. Det skulle så ikke tage mig mere end, 5 minutter før jeg opdagede at mit armbåndsur var væk, afslørende min tanline jeg havde opbygget i selskab med dette kostbare klenodie, som jeg har båret siden min oldefar Robert's død (2013) - et "Tag Heuer Monaco Quartz Black Dial". Ja, og der kan jeg nok ikke løbe fra at min reaktion, kan være præget af et måske overdrevet vredesmoment for jeg beslutter mig for at ringe 112. Jeg melder denne Rosaline, og hendes færd mod Upsalagade 19, 2100. Jeg sparker, og vælter en byggekegle i kanalen, den synker til bunds, for at finde sit nye liv blandt cykler, kasser og flasker på bunden. Jeg skrider mod hjem i den vished om at politiet, om muligt vil gribe denne forførende Roseline. Det kunne ikke blive værre. Jo, omkring Marmorkirken omkredses jeg af en flok smarte Gefiontype drenge, der vil være min ven "hej lilleven", de er alle betydligt højere end mig. En af dem blitzer mig med en Huawei phone, efterlader mørkeblå plamager for mit indre blik. De må forstå, jeg har mine venner, jeg har min familie.

Hvor vil jeg hen med denne tekst, jeg har ikke selv valgt at skrive den, jeg har fået en ordre. Hør her pointen er, at da Roseline ankommer hos Storme, står der to betjente, og venter på hende. Hun klædt i nattens dug, hendes røde kinder og bløde kærlige blik. Der var ikke andet end svigt ventende på hende i svenskerkvarteret. De to betjente, beordret af mig, anholder Rosaline og placere hende på bagsædet bag det forreste passasger sædet. Som en kliche kommer Storme væltende ud af de to døre indtil den promemente opgang, han er dog kommet i en pyjamas, og er ikke faldet i søvn med bukserne nede på toilettet. I kvarteret hvor man for lang tid siden brugte tusinder af mandstimer på at indgravere små engle børn, og morgenstundens strakte arme under lofte, i gulvtæppe belagte opgange. Storme ligger hånden på den kolde rude. Jeg opdager da i min seng, i færd med at rive min skjorte af, der allerede er i stykker med en ordenlig revne i højre side. Jeg havde hængt fast i et af de små søm man kan bruge til at hænge billeder op med, der hang ikke længere et billede men blot et søm. Der så skulle rive min skjorte i stykker.Der i sengen opdager jeg så at uret sidder på min anden arm, højre. OM JEG HAVDE FORRÅDT EN PIGE?, ja. Jeg havde forrådt Afroditte, jeg havde forrådt drengen hans første store kærlighed. Fængelset frugtbarheden. Jeg ringer til Vestre fængsel, og melder at uret er fundet. De fniser i telefonen. Hun befries i tides med nattens ophold, og morgen solens opvågnen. Ud gennem portene kommer hun gående, som en glød, de samme porte Egon Olsen altid gik gennem. Jeg har siden fået sagt undskyld til hende, hun tilbød et æble. Forsoning. 

Jeg har fra den aften altid båret mit ur på højre arm, den aften har kommet til at få en betydning for mig som jeg ikke er sikker på jeg selv forstår. Da jeg vågner denne onsdag morgen efter en formidabel aften, og nat, skærer jeg mig en skive af det udemærkede landbrød, og sætter mig ud på altanen i solen. Mathilde Nørgård vinker til mig fra altanen overfor. Hun er så sød. Hun kaster en appelsin over til mig, endnu en gave til dagen. Jeg elsker den pige, som jeg elsker min morgen. 

Le sexe, peut être réellement sensuel, si l'homme et la femme sont sincèrement amoureux, et désirent de vivre toute leur existence dans la tendresse et le bonheur.

...

https://youtu.be/DoUKr38wi8s 

Mit underjordiske paradis

Del 1.

“Bedrageri”

Skrevet af Storme van Dijk

Redigeret af Estorme Vandachino

Når man graver et hul, bygger man samtidig en bakke. Sådan ses det at rester er resultater af nye genstande. Det er et multifunktionel virke, at grave et hul, da man både skaber hullet og skaber bunken fra hvad der før udgjorde hullets plads. Hullet er resultatet af bunkens fravær og dermed udgør hullet som fænomen ikke andet end, fraværet fra massen af en anden genstand. Hullet er derfor det eneste objekt som mig bekendt, står i minus og er dermed samtidig altid nødsaget af sit modsætningsforhold. Det er en konstant ved hullet. Hullets værdi er af afgørende betydning fra dens omgivelser. Der er forskel på et hul i en frakkelomme og et hul i en håndlavet robåd over det sorte sund. Men samtidig er værdien den samme, - det udgør begge det samme ingenting, det samme fravær. Når man graver et hul skaber man dermed det ingenting og samtidig det resterende. Der ligger for nogen måske det i det at når man graver, skaber man i princippet ikke noget, men derimod transporterer man blot dele af en overflade fra et sted til et andet. Men til dem er der at sige at denne specifikke transportering alligevel altid medgiver to skabelser, ét ingenting og ét overflod. 

Jeg vil så nødigt tage noget fra nogen. Men vi skulle udgrave den gamle passage og bortfragte det totale antal af 60 millioner tons jord. I gangene, under dybet, var virkeligheden dogmatiseret til sådan en grad, at alt og alle fællesnævnte der levede oppe i vores gamle virkelighed, på jorden, blev betragtet som guder og mytologiske dannelser. Vi kendte dem godt personligt, vi vidste at de var dødelige men ekstasen ved at finde frem til fælles referencer der ligeledes kom fra et sted der føltes så fjernt fra disse ensformige gange der bugtede sig længere og længere nedadgående, overskyggede det faktum at disse guder blot var mennesker, gamle venner og lokale martyrer. Vi sang sange om en verden hvor alle havde een de elskede og hvor hjerter var store nok til at banke for to. Alt imens at vi færdedes rundt på egen hånd mellem bor og maskiner, jord og petroleum. Den hvide løvhale, var en sygdom mange af mine kammerater blev udsat for under arbejdet. Den kom sikkert fordi at luften var anderledes hernede og formegentligt fyldt med mangelfulde fornødenheder. Vi kunne godt ånde, det var ikke det, forandringerne opstod hellere i smug, bag om ryggen på os. Først som en sygelig plet eller misfarvet stribe på huden. Blege plagmager på ryggen, betændte og krystalliseret, tilstoppet liv i en halvhjertet visnen. Så kom smerten efterfølgende.

Den hvide løvhale, var så inhumant placeret fra rektum, i en flugtende linje op langs rygraden, i et langt svigende flammehav, af millioner af hvide små knopper som var det fra barket på en brændt gren. Min bedste ven der nede fra, fik hønsehage, da musklerne omkring øverste del på halsen, over struben havde krympet sig sammen til det der mest af alt lignede et pocheret æg af betændelse. Jeg slap for det værste, jeg fik blot lidt overforkalket spyt og ellers bare en masse regulære bumser. På mit første ophold under udgravningen, havde jeg en leder på vores graverhold, der snakkede til fanden. Nogen havde set ham fodre den, med noget mad fra sin skål. Vi var så dybt under jorden at han måtte gøre sig venner med den, var min forklaring, men jeg spurgte ham aldrig. “Beelzebub” kunne han sige “Beelzebub holder du mig i hånden?”. Det var selvsamme mand der havde tilbudt mig at bytte køje, i den store sovesal, hvortil jeg først havde følt mig benådet og dernæst så opdaget at hans køje lå præcist placeret sådan, at der jævnligt dryppede vand ned fra salens loft og ned i køjen. Det var ikke noget stort problem, jeg kunne sagtens jævne køjen et par centimeter til siden, for at undgå at blive våd om natten, men tanken om at han ikke selv havde gjort det men i stedet havde fusket sig til en andens køje, gjorde ham egentligt mere interessant end det  gjorde ham decideret ondsindet. Vi var dybt under jorden, men vi tænkte stadig ikke på dem der endnu var længere under os selv. 

De nætter jeg havde tilbragt i sovesalen, var altid hurtigt glemt. For uden dagens lys og nattens mørke til at kontrollere sengevanerne, kunne jeg sove godt, hele tiden. Hver nat føltes som en stor tung lur, der gjorde en svimmel og sulten når man vågnede, men samtidig gjorde en snigende beredt på det at komme til sig selv, at tænke, at tale, at bevæge sig. Jeg var blevet en løsgænger af døgnets cyklus. Der hang et stort analogt ur, i undergrundens kantine. Jeg tænkte ofte hvor ligegyldigt det var at det skulle hænge der. Man tilbringer jo altid sit liv med tiden, man hvad gavn kunne et ur gøre, når man alligevel ikke kunne adskille tiden fra hinanden. Vi tilpassede vores dage efter det runde modul, men det var uden for relation med virkeligheden selv. Uret er opdelt sådan at solen går ned på et tidspunkt og står op på et andet, den deler dagene og fritid fra arbejde. Her nede gik vi bare rundt i en stor nedtælling, i en røre af symboler og betegnelser. Man følte sig ikke fri fordi man blev fortalt at man havde det. Man følte sig ikke træt fordi at man fik fortalt at det var sovetid. Det var uendelighed opdelt i sektioner, passager og trivielle ordre. Det må være indordnet den menneskelige vane at have en trang til at tælle alting, men det var klart lettere at overkomme dagenes passeren, hvis man lod være. 

Hønsehagens kæreste ringede til ham hver fredag over telefonstuen. De kunne snakke i flere minutter men han havde aldrig noget at sige. I modsætning til migselv, som under mine opkald, havde fået til vane at skulle komme til bunds i absolut alting. Det var en ufrivillig tilgang til det at snakke med mine venner der oppe fra, en arbejdsskade. Hønsehagens kæreste boede i Alanya og jeg havde hørt at hun var overdrevet lækker. Hun havde engang været professionel danser, men droppede det så som 14-årig. Ikke på grund af en skade, ikke på grund af noget som helst, hun mistede blot interessen og levede videre. At stoppe friviligt i den alder, er en sjældenhed, et statueret pejlemærke, en uset barndoms styrke. Succes er barnetalentets forsegling, det er det der både forevigegør barnligheden og på samme tid slår den ihjel. 

At hønsehagen ikke kunne snakke ordentligt med hende over telefonen, fik ham ikke til at fremstå 

mindre begavet, men tværtimod mere levende. Selvfølgelig tænkte jeg ofte på at det var så underligt, at han kunne være sammen med sådan en kvinde og selv være et gravende nul. Men det klædte ham godt og det passede nu godt sammen alligevel, på den måde som naturlighed kan være abstrakt på. Utilregnelig som et selvfølge, asymmetri, det organiskes system. Årene på træet i et tværsnit på langs, eller et halvt rødløg på højkant. Hver sit særlige mønster, fraktaler der hver især havde sine altid forudsigelige overraskelser, som et fingeraftryk, et unikum blandt andre unikum.

De mange dages fravær med solen gav færre psykiske konsekvenser end jeg havde forventet. Måske var det fordi at jeg heller ikke bemærkede den, når jeg nu engang var oppe. 

Jeg lå og tænkte på min far. Mon det at vi havde råbt af hinanden, inden jeg tog herned for at være her i yderligere tre måneder,og dermed hele to en halv måned siden at jeg sidst havde set ham, i et skænderi, havde bragt ham ulykker mens jeg ikke var der for ham? Dette abrubte brag, kunne vel ikke undgå at lede dæmoner med sig. Mon han var okay? Jeg drømte at jeg gravede hans kiste op.

Hønsehagens far var apoteker. Hans mor var fangevogter. Hans storebror, auktionarius og han selv var graver, tideligere kirketjener. Hán havde set kister. Han havde fortalt mig at det resterende jord der kommer når kisten er lagt i hullet og blevet tildækket igen, blev samlet på bunden af præstens fiskedam og så havde han dermed tilføjet at over tid, vil menneskenes død, blive fiskenes, da dammen vil blive fyldt op med jord og vådt ler og sandsynligvis uddrænes. Jammerligt. Tanken om at vi er oprindet fra fiskene og er gået på jorden blot for at ligge jorden tilbage i vandet når vi dør, er storslået spildt elendighed. Kunstige øer, dem troede hønsehagen ikke på, men det gjorde jeg. Princippet var vel nemt nok at forstå.

Det var blevet fredag, og jeg var blevet tilkaldt til telefonstuen midt i arbejdstiden. Jeg var hurtig om at nå frem mellem gangene, som en plaget muldvarpe på flugt. Samtalen spillede allerede i hovedet på mig. Det måtte være alvor, hvorfor ellers så akut? Det kunne ikke være til diskussion. Det måtte være far, der måtte være sket ham noget. Jeg kom ind på stuen, satte mig ved det hvide bord og tog røret. Hallo. Det var mor i den anden ende. 

"Hej" sagde hun. "Hej mor". "Hvordan går det dernede?", "Fint". Der blev stille lidt "Jeg beklager at jeg ringer så uanmeldt, og så midt i arbejdstiden kan jeg forstå, det havde de i hvertfald sagt til mig". "Noget haster forstår jeg. Er der sket noget med far?". "Ja". Hun tøvede ikke med at sige det. Hun lød opløftet og på sådan en måde der ikke lignede hende. Jeg spekulerede på om jeg blev snydt af en skuespiller, der kunne gengive min mors stemme, og som ringede rundt for at researche menneskelige reaktioner, og hermed også min, og om jeg hermed var blevet offer til portfoliet. Men det her var nu altså mor. "Hvad? ", panik blev født med min stemme, mit hjerte bankede og alt blev koldt om mig. "ikke noget farligt", sagde hun så, hun havde sikkert hørt på min stemme at jeg var bange. "Din far er blevet munk". Min krop spændte i alle dens sener. Mine ribben føltes som et fuglebur, mine organer som syge undulater, der var drættet ned af tværstangen. Jeg blev ked af det. "Hvad? " spurgte jeg atter. "Han er blevet munk. Han er blevet fuldkommen overbevist om at han havde hørt Gud tale til ham i weekenden." "Hvad er det dog du siger?". Min far havde aldrig troet på noget som helst. Det var af og til det der gjorde ham så sørgelig. "Ja, han hørte Gud snakke til ham over radioen i weekenden, og den sagde at han skulle flytte til den nærmeste bjergkæde." Mine skuldre sank. Lettet over at han ikke var i knibe, men forarget over at han kunne ændre sig så meget, og så på grund af en pokkers radioudseendelse. Jeg har altid haft næse for hvornår alvoren ville komme, ikke at jeg nogensinde har følt mig forberedt på den, men jeg har alligevel altid lugtet den. Men det der så alligevel altid var med den, var at den skiftede diametralt retning, når end den blev fortalt. Altid. Og i de situationer hvor jeg så forberedte mig på at jeg ville blive overrasket over alvorens udsagn, var det dér, at det så alligevel viste sig at være det helt oplagte. 

"Over radioen?" spurgte jeg, "Ja." "-og han blev ikke bare udsat for et indslag i en satirisk eller plat radioudseendelse?" "Hvad tror du om din egen far?" "Nej." afsluttede jeg. "-og hvad med dig, mor? Er han så gået fra dig?", "Nu må vi jo se hvor længe han forbliver i sin nye hobby." hun lød stadig opløftet. Munke levede i cølibatet, men galdt det også nymunke? Ville hustruerne så blive forvandlet til enker, bare fordi deres mand elskede Gud på et højere plan end han elskede dem. Såfremt ville konverteringen jo være ligemed døden, og det kunne da næppe være bæredygtigt for nogen. Mor fortalte at han skulle til Storsylen, som lå blandt andre bjerge i et fjældområde i Norge langs grænsen til Sverige. "Du kommer hjem til jul, gør du ikke?" "Jo.", "Så glæder jeg mig til at se dig der Storme." "I ligemåde, farvel så længe" "Hej hej." jeg lagde på.

Under vores store skænderi for to en halv måned siden, havde min far sagt til mig: "Hvis jeg er en sejlbåd, så er du en vindheks." men vil ikke kun en vindheks drive mod bjergene, blot på grund af klanget fra et enkelt kald. Det lignede ham ikke at være så uovervejet. Jeg tænkte på ham resten af tiden op til jul. Hver dag i den hvinende lyd fra maskinerne, tænkte jeg på om de havde snydt mig, mor og far. Jeg var så langt væk fra dem lige nu. 

Engang da jeg var yngre havde jeg observeret et sillebensparkeret terræn. Bræddernes marvstråler løb som dråber på en bruserude, i lige baner med små udsving, nogengange om en træknyst. Disse små ændringer i årebanernes togdrift, det var dét der fik min opmærksomhed. Alt andet ved gulvet var så nøje udtænkt, og skarpt sat op, men ikke i selve træet, det var som om at det var fanget dér. Holdt som gidsel, i en bolig og at det eneste det kunne gøre var at lave sine små udsving, og mørke misfarvinger, som provokation. Som at spytte når man har hænderne bundet på ryggen. Men efter tid, har jeg nu lært, at det bare er sådan afkløvet træ opfører sig.

Når naturen tager valg uden formål, kalder man det en tilfældighed, men jeg har altid tænkt ordet som tynget af en form for unaturlighed, som ikke gør sig egnet. Tilfældigheder måtte være livets hovedpulsåre, alt er jo bundet op på dem. Det er det mest naturtro system, der er at finde, netop- det organiserede systemfrie. Alt det der ikke er tilfældigt; det plangte, det forventede, meningsfuldhed, spiritualitet, er tomme floskler om en virkelighed der alligevel altid vil sætte een i skuffelse før eller siden. Forventning gør faldet. Abstraktioner er også altid underlagt det systemetasierede, det smukke opstår bare i når man ikke kan gennemskue det. Skønhed er et mønster man ikke kan se, men som man ved er tilstede. Ideen er at det organiske ikke står ude for systemer, trods at der er et kompliceret stort antal udsving. Fibonaccis matematik har mange undtagelser. Men disse undtagelser er humlen af naturens system. Realitiviteten skal have en skæbnelov, og den skal lyde sådan her - intet kan forventes, ud over at intet kan forventes.

Her nede var der bare jord. Her kunne man godt forvente noget, nemlig bare jord. Det var somme tider tungt arbejde, men det var altid til at have med at gøre og det drev mig det at løfte. Jord har ikke meget fortælling, ikke meget variation i sin væremåde, det er bare ren udfylde og det handler altid mere om hvad der gemmer sig i jorden, aldrig rigtigt jorden. På mange måder var det ligesom luft, et mellemlage, men det var bare mere i vejen. Vi havde vores egne systemer i gravergruppen til at bearbejde jorden og få transporteret den op, men det har altid ligget ret tydeligt i luften, at det bare var jord og at det bare skulle graves væk. Det var ikke et helvede, hernede, det var bare heller ikke noget liv.