Troskabets svigt III

 Troskabets Svigt 3

Believing in motherhood is a gift for a son.

 Det hele står og dirrer. Det hele står og vibrerer, og nede i køkkenet står grøden på komfuret og bobler hidsigt afsted, med udbrud af luft som gejsere gennem den endnu tykkere grød. Dernede i køkkenet hvor kaffen er blevet kold, og i skrivebordsskuffen overfor pejsen ligger pistolen. Ella tager nøglen fra brættet i entreen og jeg kan høre hende trække den store port fra nede i laden, mens regnen endnu engang står ned uden for vinduet. De gamle træsamlinger i vinduet smuldrer da jeg piller i dem, skuler udover det landskab, som jeg ville have troet jeg var vokset op i, så bekendt som det virker lige der i det øjeblik. Hvor jeg kunne se Ella køre i den lille sorte Suzuki ud af den snørklede vej ind i den sorte skov, og natten bor med mig. 

"Det er altså nemmere når vi er to" siger hun. Hun puster drillende til sit pandehår og overgør sagen, pust nu det lys ud pige tænker jeg, endnu med varmere følelser for hende. "Here i am again", lyder det fra hendes telefon. En veninde jeg aldrig havde kunnet snakke med, det er svært når tingene må befinde sig sådan. Ella ligger og kejder rundt på sofaen i den mørke stue, mens røgen stiger fra lyset hun har slukket, som var det verdens mest ligegyldige ting. Ligegyldigheden hvor ved jeg pludselig befandt mig alene her i rummet, mens hun og veninden lystigt vender hverdagens trivialiteter, med det korte pust var alt hvad der havde været i rummet væk. Pust igen, pust mig blidt i øjet Ella. Det vil være nemmere sådan, hvis jeg kaster hendes telefon ud af vinduet hendes bedstefar havde sat i. En dumhed ved Ella er, at hun altid skal tale om familien, og minderne der bor i trævæggene der omgiver os, som kan rådne med ét ligeså snart hun minder mig om dem. Historien om hendes mors ulykke, som er skrevet ind i evigheden, en ulykke som efterkommere vil viderebringe som slægtens vidnesbyrd. Jeg rejser mig fra sofaen og går ned i køkkenet for at se efter nøglen til laden. Det regner derude og jeg tager Ellas fars arbejdsjakke over skuldrene og løber ned mod laden der ligger bag huset. Låsen er plettet af rust og der må arbejdes lidt for at få den op. Derinde lyder en overdøvende trommen fra regnen på bliktaget ovenover. Foran den store bunke brænde ligger en ødelagt økse. Skaftet er knækket af, jeg tager det op og mærker den metalliske overfalde, som også er plettet af rust. Ellas far plejer at stå i laden, halvt i skjul foran brændestablen. Der er højt til loftet, til bjælkerne der skyder på tværs gennem rummet. Langs bjælkerne hænger tomme svalereder, med udstikkende strå. De var for længst stukket sydpå. I den mørke ende af laden kan jeg se bagenden af den gamle Suzuki. Jeg kan se Ella stå og skule ud over landskabet med et tomt blik mens hendes mund bevæger sig ustandseligt afsted.

Græsset er efterhånden så vådt at halvdelen af mit bukseben er gennemblødt efter den korte tur fra laden op til huset. Derinde ligger hunden foran pejsen og trækker vejret med lange pauser. Jeg sætter mig i stolen og kigger ind i flammerne. Det slår mig at Ella aldrig fortæller om mig til sine venner, at hun aldrig nævner mig i de mange telefonsamtaler. Hun kommer omkring så mange af de essentielle ting i sit liv, og får set tingene fra flere sider gennem vennerne, får tilbud om at rejse, og om at få besøg heroppe i huset. Jeg kunne høre hende gå rundt lige over mig, den knirkende lyd af det gamle trægulv og de momentære afbrudte lyssprækker der skar sig i parallelle linjer på tværs af loftet. Hun findes deroppe, i en samtale med en der ville tæt på hende hende, og jeg sidder hernede i stuen foran pejsen. Mens jeg sidder og glor ind i flammerne, kan jeg se dampen fra mit bukseben stige. Jeg har lagt benene op på brændekurven der står ved siden af Eyvin. Hunden har jeg aldrig vist den store interesse i. Dens snude ser dog bemærkelsesværdig yndig ud. Indimellem laver ørene eller hele hovedet små spjæt, der vidner om drømme. Jeg ved nok hvad den drømmer om, for den elsker at blive kløet på maven af Ellas bedstefar, dengang han levede. Den ville blive liggende lang tid efter bedstefaren mente han var færdig med at klø, den tigge om endnu en omgang, beklage sig og lave lyde, og bedstefaren ville til stor glæde for familien bukke under, klø den lidt længere. 

I sengen ligger jeg i underbukser. Lyset er slukket, gennem gardinerne undslipper et blåt lys fra den matte eftermiddag. Jeg vender og drejer mig i dynerne på det kolde værelse. I en besværlig tilstand hvor jeg snubler mellem søvnen og hvad der er tilbage af værelset. Jeg ser hende sommetider herinde, og døren til gangen står på klem, der er så stille i huset hvis ikke jeg vidste bedre var jeg alene. Hun kommer herind engang imellem og puster blidt på min kind. Det er en gudsfrygtig erkendelse at være alene. Hun skubber døren op med sin fod, og mørket i værelset brydes for en kort stund af en varme. Hun smyger sig ind gennem den og ned i sengen ved siden af mig, og så forsvinder hun igen. Hun ligger lige ved siden af mig og hendes ben rører mit og jeg kan mærke at hun er der, og at jeg er der. Sengen står ikke længere i huset og på samme tid er jeg omgivet af varmen fra gangen. Jeg kan se hun smiler til mig i mit åsyn, og jeg drejer hovedet og kigger på hendes mund, og hendes krop virker som en spejling af lys i det blå værelse. Jeg rører ved hende og mærker hendes varme hud, drejer min krop i sengen omkring hende, og som tiden er går er hun væk igen, helt væk fra huset, og sandheden beskæftiger sig kun med mig og mit hjerte trækker sig sammen. 

Gennem sprækkerne i brædderne i gulvet kommer lys. Jeg kan høre en dæmpet sang komme dernede fra, og jeg ser hundens boblende vejrtrækning foran pejsen.

Nede i køkkenet står hun rigtigt nok og tripper foran komfuret. Flammen hvæser hastigt afsted under den lille sorte gryde. Hun har endnu ikke opdaget mig, så jeg beslutter at sætte mig i stolen igen foran pejsen, og den søde hund der ligger der og sover. Jeg læner mig forover og aere den blidt på halsen, den åbner gabet i et kort stræk afslører sine gullige hundetænder for så igen i en udånding at falde helt tilbage ind i søvnen. Hun fløjter trippende, næsten dansende rundt i køkkenet, og udenfor hvor aftenen og mørket kryber tættere på, kan jeg drømme om at vi svejer rundt i rummet, os to og Eyvin i huset. Gennem vinduet kan jeg se månen krybe frem på himlen, kigge frem fra sit skjul bag den tætpakkede himmel. Oplyste lange skygger bliver kastet på det store stræk foran huset ned til skoven, og langs kanten af skoven begynder livet så småt at vågne. Jeg kommer i tanke om at porten til laden stadig stod åben. Jeg lægger et stykke træ på, og trækker endnu engang jakken over skuldrene. Det er som at træde ud i en anden verden, der er helt stille herude, regnen er stoppet og det skarpe lys fra månen får træerne til at se mærkeligt forskudte ud. Jeg ser min skygge for mig gå med tunge skridt ned mod den mørke bygning. Jeg trækker hårdt den store port til side, lyden runger ud i tomheden. Drejer om, og går mod huset. Oppefra kommer en bold flyvende, den rammer mig resolut i ansigtet og for et kort øjeblik forsvinder alt omkring mig, en lynende forløsning strømmer gennem min næse mens lyset langsomt kommer tilbage. Det er som om jeg i det øjeblik er forsvundet fra kloden, jeg står foroverbøjet og ser på den hvide fodbold der gradvis bliver plettet af det mørkerøde blod der drypper fra min næse. Jeg er slået ud, tom for alt lige der. Jeg kigger op undersøgende, stadig lammet af chok tavs. Jeg ser op mod førstesalen hvor vinduet stod åbent, let svajende. Tomheden erstattes af en overvældende rus mens min mund fyldes af det varme blod der driver fra min næse, og billedet af den ødelagte økse dukker op. Jeg hamre min skulder ind i døren og blodet bliver kastet ud af hovedet på mig. I spejlet i entreen står en mand med en skæv næse med blod på sin trøje. I køkkenet står grøden og boblede ustyrligt. Ella! kalder jeg. Ella! kalder jeg igen. Jeg trækker pistolen op af skuffen og løber op af trappen, op i stuen hvor sofapuderne ligger spredt udover gulvet. Hun ligger halvt i sofaen med benene oppe, og overkroppen halvt nede på gulvet. Det blege lys fra månen får hendes krop til at lyse hvidt. Det tomme blik hun kigger på mig med er afvæbnende, og jeg taber pistolen på gulvet . Hun ser næsten gennemsigtig ud, med sine blå vener der løber langs armen. Jeg sætter mig ved hende og mærker på hendes hals, det langsomt pulserende blod. Jeg trækker hendes ben ned fra sofaen og hun krøller sig sammen på en af puderne. Så lægger jeg mig ved hende og hun kigger mig i øjnene. Så puster hun mig blidt i ansigtet og den kolde vind trækker sig ind i rummet, gennem det endnu åbne vindue. 

 

- MortenB, 31.10.2026

En hilsen til min farmor;

 -Fuglene synger for dig,

en enestående forårsdag i oktober.

30.10.2026

Beskeden ovenfra

 Beskeden ovenfra

 Jeg vågner til en dyb lyd af en hests mule der trækker omfavnende mundfulde af græs op af skråningen jeg ligger på. Her ved siden af min ven, der med sine brusende vejrtrækninger endnu driver gennem søvnens ukendte landskab. Derpå skråningen hvor de gule evighedsblomster vipper let i vinden, hvor lyden fra søen neden i dalen, i aftes bød på uhyrlige brøl fra tudser i uoverskuelige mængder. Fluer sværmer insisterende omkring mit ansigt, som små sorte pletter der danser for mit syn, små afslørende åbninger i himmelen, stiller mig spørgsmål til hvad der venter bag det blå. De delvist hængende kuglede skyer der senere på morgnen vil bryde fri i et timelangt regnskyld. På hestens mule opdager jeg et tyndt lag dug, som på resten af dens krop, der giver den et glimtende skær der tjener dens skønhed og styrke retfærdigt. Hvornår vågner min ven i selskab af netop den lyd, af hesten der trækker det stride græs op med rødderne. Hvornår får vi netop chancen for at dele det øjeblik, og undslippe enhver mulighed for ikke at tro, andet er simpelthen umuligt her. 

Det står i mellem os, at den måde som store grupper af træer kan trækkes af vinden, er en endelighed. Endnu tydligere er det når vi gensidigt bekræftes af et grin undsluppet en løssluppen mine fra et menneske du har kendte gennem livet, og i et blink mindes du om dette menneskes eksistens som en konstant, som et landskab der er formet af noget der tjener det bedre. Omfavnet af strå igen ligger jeg inden skyerne bryder fri og smider vægten de bære over os, og bryde den kvalte muld. Kryb og flyvende, formår på mystisk vis med jævne mellemrum at støde ind i mig som var de berusede eller drevet af en uhæmmet løssluppenhed. Endnu altid vandrende myrer, der aldrig viger fra deres kollektive færd, kun de forstår det de sammen bygger på, på hver sin vej gennem landskabet mellem os. 

Hvorfor var glasset fyldt, og med denne væske? Drivende i en ustoppelig strøm gennem gabet på mig, i lyset fra en glødende sol i den endnu spæde nat. Mærkende på ben, med knuende hænder og begrebet om at tage den gale vej. Sådan stirrede man, viste jeg. Lidt for længe med forsinkelse i mine svar, og med lidt for meget drivmiddel i blodet. Svinger jeg med mit hår, kradser i mit skæg, slår en finger ind i munden på mig selv og mærker på bagerste tand. Er her stadig, med den efterladte smag af fingeren på tungen, der som i en kemisk reaktion fremmaner en væmmelig følelses af at indtage hele rummet i et ætsende strøg. Et til træk af luften i dette rum, der er en blanding af fugten fra mit hår fra regnen udenfor og den endnu stigende røg fra de mange rygende. Der bor et noget i mig når jeg står alene på toilettet, til den dæmpede lyd af larmen udenfor, og jeg sparker hårdt til døren der ikke går op, og jeg rusker i håndtaget. Derude for døren møder jeg en mand i grå pullover. Drevet frem af noget, når jeg igen en dag møder de mennesker der ventede på mig.

MB                                                                                                                                            11.08.2026

Lady Godiva

Brændegården sætter røg over markerne. Tætner luftens væde i grå og tunge skydampe. Det svider i røde kroge, og væder gråden fra tågens søl. Tunge gløder slår triller, svedende og strenge, fra riller af glohed hvidvarmet metal. Trange, nivende som tange, fra bundter af brændende rødder, fæstnet til landskabets undergrund. Spreder de sig, holder nye hænder, smitter de andre rodværker og vandrer. Gløderne rejser, under jorden løber de, fanger løvtræets fod, knækker rygsprækker, flækker barken, varmer jorden og soder tampen fra dampende pøle der sysler i kogeri. Luftrester gennemsynes af mørk vandet aske, kvæler solringe, tætner dem med afskallet væske, går fra masse til opbrændende luft, går fra jord, vand og mudder til em og ingentingets kondens. Smedet som rullende sølvperler, spytter metan og kernede kugler. Blåt og forsoddet, koldt og forsømt som et lys gennem skoven, riddende Hæstea. Skinger, som det sprængte, det skarpe og afskårede, hvinende og farende, stjerneformede bragende, i hornhinden, i kranietindingen, i brystet larmende. Til jorden falder det, i stilhed udånder det, vidner blænder det, elskere glemmer det.

What do i owe you?

 Pierre V.Gogh

What do i owe you?

Apple Pork with corn on bonfire

Helle

Pierre you owe me nothing! Beloved friend. 

...

Good food comes in many variations. Good people come in very few. As The Beatles sing on the song "Michelle" 

- "Michelle, ma belle (my beautiful), These are words that go together well My Michelle" 

- Some people have a magnetic presence, that type of presence where as you when they leave you behind, you finde yourself searching their scents in the air surrounding you. I know a girl like this, always just out of reach, and that distence between us grew from my own body. Her perfume leaves an intoxicating clarity, thinking about how lucky a boy like me is to spend just a fraction of a minute with this girl. And what is this love bringing to the table in my life? A confusing mixture of mentioned clarity and a miserability, as i will act in anger towards my loved ones. Just as toxic fluids, can destroy a good life, a girl like this one is danger for me. 

The danish national dish was once picked as to the back of the pig, fryed. Never the less this fatty meat play not a role in a poetic cooking experice, unless we choose to work with the refined version of this dish, of the one with apples, time and onion. 

1. Seek a location of which you are in roaring contact with nature, let the winds blow the fire you are cooking on at speeds that worry you. 

2. Build a great bonfire, with plenty of wood.

3. Bring your good meats out of the cold and prepare with plenty of salt. 

4. Cut onions and apple in large chunks. 

5. Cut large cubes of butter, and a small tablespoon of olive oile into three smaller pans or one large and start to cook apples and onions in the pan. Dont forget to add a bit of salt and a large amout of fresh grinded pepper.   

6. Fry the saltet pork, crisp on a separate pan.

7. Add a bit of the fat from the pan with the fried pork to the apples and onions, with a great handfull of thyme.

8. optionally add some lemon juice to the apples just prior to eating.   

Eat the meal in the roaring wind and remind yourself that one day you will meet this girl again and if you are in the right place at the right time she will award you with her intoxicating lovely gushing laughter. I do think of this girl every few months.

Love Pierre. 17082026

Hvem har tabt sin tand?

 Hvem har tabt sin tand? Hvem er blot bløde gummer? 

Under puden ligger der 32 tænder fra Jyden. 

Viva la Problemulven!
Et kald til håb.

DNBRBK            14.08.2026

Alvor og almindelighed

• 

Fråden om munden vrinskende, skrigende på sin mor, fyrre år gammel, med skindebenet sluppet løs fra sin plads, og nu benknoglen strittende, op, som med hans hænder mod de forbipasserende, samme retning, og errektionen aftenen inden, krummer sig svagt, men stadig samme retning, alle mod himlen, alle op.

Rødkål i kantinen, syltet og syltet rosiner også, få timer inden uheldet. Maven er syrnet, den har ikke meget at arbejde med, og på arbejde er den, som alt det sitrer i det øjeblik. At holde ud, er kunsten kvinder gør bedst. Han skriger ikke mere, hegnet gennem benet flyder over af hans blod, han bliver magelig og forsvinder, dør ikke, men alligevel lidt. 

Alt foregår i Italien. Pånær kantinen, det foregik i København. Men han forbløder i Italien, og dør så, senere, løsrevet fra hegnet på Ospedale. Der er det ovre. Personalet pakker ham ind, og går forbi hinanden på stuerne, mens de skæver til de ophængte små fjernsyn og fylder vand fra plastickander de har stående på personalestuen. En af dem sætter sig i en sofa, og ser ud i natten, den som er faldet over Italien nu. En kat kravler ind af vinduet til personalestuen, det er normalt, den ligger sig i vindueskammen, men de kender den ikke. 

Personalet informerers flere gange i minuttet, af alle slags indtryk der både rummer alvor og almindelighed. Strømme og signaler og sanselige stød og impulser fra over alt på Ospedale, selv når en af dem sætter sig i kosteskabet for at ringe til sin søn, er hun på overarbejde fra alt det liv, der sitrer på dødens tærskel. Selv i mørket, med moppen lænende op af hende, kan hun ikke lukke øjnene. Alvoren bliver almindelighed, og det at blive imponeret kan hun ikke længere. Uheld og mirakel er ligedelt uchamerende og falder sammen med alle de andre indtryk rundt omkring på Ospedale. Kun en praktikant fra Ospedalescuola blev begejstret over katten i vinduet. Kiggende rundt, på resten af personalet, ser han dem som sovende, apatiske og uden hinanden. Snart vil han blive som dem, snart vil han også blive magelig, ikke død, men alligevel lidt.

 

Regret me

Regret me. regret me. regret me. regret me. regret me. regret me. regret me. regret me. regret me. regret me. regret me. regret me. regret mE. 

Either Or

No, dont really forgive and forget - regret instead

En udkigspost i et priratsskibsmast er ofte illustreret som en hel rund balje. Det er den måske fordi vi ikke kun skal holde øje med horistonten foran os, men også den vi forlader  - heraf det vi fortryder. Hvad nytter det hvis skibet alligevel sejler videre? spørger de fleste i diskussionen om at fortryde. Svaret skal lyde at blikket hersker mere over manden, end fødderne gør. Hvad retning vi har fået os givet og af hvilken udvikling den driver os igennem, er ikke det primære formål med at fortryde. Fortrydelsen skal ikke nødvendigvis avle erfaring. Fortrydelsen skal ses som ærgelighed, og ærgelighed bør vi leve med, uden at forvandle den til fremdrift. Den har bedre af at forblive ærgelighed, og alt efter ærgelighedens størrelse, må den følge med os i horisonten, så længe vi kan se den over den buede linje.

Jeg mener at erfaring såsom synd er to begreber vi har misforstået i en sådan voldsom grad at de har ændret betydning.

Erfaring har vi kapitaliseret på, som del af den moderne måde at selvrealisere på. Ud fra skævvredet præmisser om at mennesket skal udvikle sig på en bestemt måde, fordi det skal passe ind hos andre, ikke bare for det selv. 

Synd, er på en måde ligesådan. Synden er skabt for at regulere borgerne i trosamfund, som ren og skær lavpraktisk manipulation. Synden er navnet for den dårlige samvittighed, at være syndig er et prædikat, en systematisk udskillelse fra flokken, at være ærgerlig er meget mere på egne præmisser.

Men hvor hører fælleskabet så til henne, hvis jeg mener at erfaring og synd er mutationer af begreber som i stedet bør reguleres individuelt og ikke som del af sektioriel og systematisk magtanvendelse? Svaret skal lyde at, fælleskabet skal ærge sig sammen, uden at tage ved lære af det. Vi kan lære af hinanden, men ingen kan dele øjne, og det faktum er hårdt, indtil man opdager at vi kan dele skuldre i stedet. Skuldre at græde på, at støtte sig fra og løftes af.

Tilgivelse - er ikke nødvendig hvis vi blot aftaler at den ikke er det. Styr på det.

Dette skal forhåbentligt ikke forstås som et forsøg på hverken at afkristificere, heller liberalisere på fortrydelsen. Svaret skal lyde at min kritik faktisk går på liberaliseringen af kristendommen, deraf i den spæde statsdannelse, at bruge synden som kapitalredskab for menigheden, og at kristendommens oprindelige forhold til fortrydelsen i stedet, er et som jeg holder meget af. For den kristne, skal fortrydelsen ikke laves om til optimering, den skal balsameres og indlejres, og den spiller i øvrigt den største rolle i forhold til det at være menneske. At løsningen så er tilgivelse, kan være problematisk, men hvis det forbliver et ønske om tilgivelse af Gud på et individuelt niveau, udenom systemet, synes jeg det går an.

Jeg synes dog hellere vi skal inviterer ærgelsen ind i stedet for tilgivelsen, de står i hver deres ende af udsigtstårnet, den ene mod fremtiden og den anden tilbage. Jeg siger, stir på den side der vender tilbage, så får du ikke solen i øjnene, så blendes du ikke af fremtidens uforudsigelighed. Læring er godt, det udvikler os, men varsom skal man være, udviklingen stopper trods alt fra der vi står. Heller gå tilbage og læs noget igen, end at tro at bare fordi vi udvikler os, kan vi erobre den horisont der lægger foran os, på forhånd. Og endnu vigtigere, skal selvsamme udvikling af læring, det som også kaldes egenerfaring, ikke ses som en vækst, en voksende masse, en linær fylden af hvem vi er, men i stedet som et bevaringsværdigt øjeblik, et nu der skal balsameres for hvad det er, ikke for hvad det kan blive. Vi lærer alle så meget vi glemmer igen, heller gå tilbage og læs noget igen end at tro at bare fordi vi udvikler os, kan vi erobre den horisont der lægger foran os, på forhånd. Og så hellere skrive den samme pointe to gange. Ikke alt skal huskes, men nogle ting bliver siddende, på mystisk vis, og så må man rede op, hvis de vil tage bo. Dvæl ved dig selv, det er det vi har blikket til. Fortryd også hvad andre har gjort ved dig, det er en del af ærgelsen, og man kan ikke profitere på andres fejl nej, men det bør man ikke med fortrydelserne generelt. Ærg dig, fortryd mig, og forhåbentligt er vi andre der for dig. Det skal jeg forsøge mig på.

Den unge mand og krummen

Den unge mand og krummen.

Morten B.Birkegård 21.3.26

"Å herregud, mannen er død!"

Jeg så mig selv oppefra, jeg lå i sofaen som jeg for et par timer siden havde lagt mig i. Jeg havde en krumme i mundvigen. Jeg lå helt stille, som om tiden omkring mig var gået i stå. Jeg havde lukkede øjne, sorte høretelefoner på. Mine arme lå ned langs min side, min tommeltot på højre hånd strejfede min lille finger, håndfladerne pegede op ad. En flue sværmede om mit ansigt, satte sig på næsen. På bordet vedsiden af mig lå en brun bagerpose, krumerne dryssede udover bordet og min trøje, jeg havde kortforinden spist to basser. Min mave rumlede, min fordøjelse var ikke stoppet kun mit hjerte. Å herregud, jeg lå død i min egen sofa! 

Damen der udbrød min dødserklæring var min nabos sygeplejer, hun skulle hentet noget medicin jeg opbevarede for min nabo, han havde problemer med at dosere mængderne, eller han slugte hele pakken hvis han fik chancen. Hun var norsk, man hørte ellers om at de norske sygeplejer havde fantastiske forhold i hjemlandet, men hende her var ligsom mange af sine unge landsmænd, betagede af den frække lillebror i syd. Min nabo skulle have 4 kalktabeletter, 3 fiskepiller, 4 kobbertabeletter (til håret(eller hvad der er tilbage af det)), en af de blå, 3 multivitamin og 4 dråber råopium i mundhulen fra ampul. Hun hed Ada, og hun satte sig ned ved siden af mig og tog fat om mine hænder, knugede dem. Jeg tror måske hun græd faktisk, jeg syntes at kunne høre en let piben, men det var utydeligt for hun havde begravet sit ansigt i min mave, tårerne sivede ned gennem min tre lag af først bomuldsundertrøje, så en blå og sort stribet langærmet og sidst min sorte lynop sweater. Hun var hospitalsudannet, kunne hun ikke forsøge at yde noget førstehjælp?. Nej, jeg måtte se til mens min nyligt døde krop indtog den føste face af rigor motris, mens min nabos sygeplejer led et følelsesmæssigt sammenbrud oven på mit gamle jeg. Ditlev stavrede ind i lejligheden til synet af mig og Ada. Han hapsede hurtigt en håndfuld af de blå piller uden nogen bemærkede det, og satte sig så ved min side. Ditlevs hage bævrede, han sad der ved siden af mig, Ada kiggede op (et ødelagt menneske) "han var alt for ung" sagde Ditlev, han strøg min kind med oversiden af hans rynkede pegefinger. Den havde nok føltes lun og omfavnende. Ada samlede sig, og rejste sig op. Hun børstede krummerne af min trøje, samlede mine hænder på min mave. 

Jeg lå i en mørk skuffe, isnende koldt og mørkt. Ada havde ringet en ambulance op, og det meste af byggeforeningen havde samlet sig på gaden da jeg blev kørt ud af opgangen med et klæde over. Rygtet havde hurtigt spredt sig, den unge løber fra nr.5 var død, ingen viste hvordan eller hvorfor. Mine underboer Jan og Lisanette holdt om hinanden, og gårdens børn stod bum stille tavse og så på mens deres forældre begravede deres ansigter i sorg. Selv viceværten var mødt op, han stod med kost og skovl lidt derfra og rystede op hovedet, lidt vrissent sagde han ud gennem tænderne "uretfærdigt...". Der var også nogle jeg aldrig havde set før, tror bare en flok forbipasserende, der optog en video på deres telefon, det blev dog hurtigt stoppet af mine naboer, tak forresten. Ambulancen kørte mig på kapel, og en portør i fint hvidt tøj overtog. Han kørte mig ind i et kølerum hvor han åbnede en luge og skubbede mig ind i et mindre kammer. Realiteterne begynder at sætte sig til bords i min bevidsthed, den var altså god nok jeg var død, stendød. Lige der midt i min middagslur. Kunne det være basserne? Kunne det være en overset flåt med hjernebetændelse? Måske bare et klassisk hjertestop ala Eriksen, ingen hjerteløbere... Måske en ukendt sygdom? En ny pandemi - patient nr.0? Inde i det lille kammer runger Ada's dødserklæring. Det våde på min trøje var iset til, på den måde blev hun med mig derinde. Hun var generøs, overskudelig gavmild med hendes opmærksomhed, betænksom og rolig, jeg tror mit hjerte slog lidt langsommer de gange hun var inde hos mig og hente piller. Hun løb op af trapperne to trin af gangen i de hvide plastik træsko. Jeg havde en følelse af transit i det ellers fuldstændigt stillestående lille kammer.  I ambulancen havde de to læger hørt radio, deres sæder var krummet til ligsom min sofa, og nede i handskerummet lå der madpakkepapir fra en sandwich bar, og de brune bagerposer, tre iskaffe dåser - deres fordøjelse måtte være på arbejde. Det var nu meget sødt, en kvinde på jeg tror treogtredive og en mand på måske fireogtredive, et god makkerpar, den ene havde skubbet sine hænder ind under min bagdel mens den anden havde undersiden af sine ene hånd under min nakke, og i et tag var jeg ude af sofaen. Jeg kunne ikke høre hvad de talte om, men snakken gik, og der blev også grinet. Manden havde en diamant på sin tand, som kvinden blev ved med at sige blændende hende, så hun ikke kunne udføre sit arbejde ordenligt. Den slags venskabelige drillerier fortsatte nok det meste af dagen mens de hentede min slags, de stive kolde bekrummede unge mænd der åbenbart døde i deres sofa.

Sommetider kunne man, da man var levende, spekulere på hvordan det var at være død. Krummen sad stadig i min mundvig da bedemanden klædte mig i mit jakkesæt. Jeg havde ikke set det siden sidste vinter, og det overeskede mig hvordan han med snilde fik det til at sidde strøget, og stilfuldt på mig. Han fløjtede stille en melodi der mindede mig om en af mine gamle lærer fra grundskolen. Jeg var blevet blegere end nogensinde før, grå at se på, nærmest blå. Mine læber var lilla og mine øjne var sunket dybt ind i mit ansigt. Døden havde bragt mit ansigt i en afslappet, men låst mine. Den fremmedgørende følelse af at se sig selv udefra – som når man kigger i et spejl – var forduftet. Der var ingen tvivl. Det var mig, der lå der. Og uden at sige for meget klædte den bleghed mig. Der var en tiltalende melankoli over min åndsløshed, hvis bare han ville fjerne den krumme nu. Jeg havde set en anden blive kørt ind i kølerummet. En mand i sin bedste alder, omkring de fyrre år. Han bar et smykke om halsen, og havde en tatovering på maven, hans muskler var markerede, hans mund let åben, håret lå skråt nedover det højre øje. Vi lå ved siden af hinanden i et par timer før bedemanden kom. Kun afbrudt af hans kæreste der kortvarigt kom forbi. Hun var meget stille. Hun tog hans hånd. Hun rørte hans brystkasse, ved hjertet. Vi delte en tosomhed med ham, den dag. Hun var generøs. Et sort slør dækkede hendes ansigt, men ikke hendes læber, der havde mørkegrøn læbestift på. Jeg var tilfreds med mit udseende, mit hår var flot og jakkesæt sad godt. Bedemanden lagde en mønt i min inderlomme. Sammen med en yngre dreng, kørte han en enestående egetræs kiste inde i kølerummet. Langs undersiden af kistens låg var der snedkereret en tandfrise der løb hele vejen rundt om kisten. Bedemanden fortalte den unge hjælper at kisten var et svendestykke fra en møbelsnedker, under kisten stod der A.Skancke. Håndtagene var fæstnet med børstet stål. Så lukkede de låget på. 

Kirken var stille, præsten var stille, stod stille på prædikestolen, lyset stod stille, mens organisten spillede rummet op. Orglet fik det hele til at smelte sammen i en rungende resonans, alle mine kærester, alle mine fortabte venskaber, min mor, min far, min søster og bror, alle mine fuldstændige venskaber. Pludslig følte jeg en øjeblikkelig kropslighed. Lige der midt i min erkendelse af min død, kom jeg kortvarigt tilbage i min krop i kisten, og så undersiden af låget. Hvor et uformidligt, nærværende, fuldstændigt budskab stod skrevet i lys. Begribeligt men øjeblikkeligt forsvindende som erkendelsen af min egen død. Min tommelfinger slap min lillefinger og jeg knyttede mine hænder, og mærkede en varme strømme ud i mine fingre, mærke spidsen af min storetå blive klemt af skoen, kørte min tunge henover mine rug tænder og trak vejret ind gennem næsen og ud gennem munden, og i selvsamme øjeblik stoppede orglet med at spille og min krop var for endeligt alene hjemme. Der svævede jeg op over forsamlingen. Til lyden af kirkeklokkerne forsvinder selv min indre stemme, og hans jeg blev taget af vinden. 

Epilog

Å kære læser! Velsigne dig.
Arbejdet med teksten påbegyndte i højsommeren 2025, en tid med badning, sol og fantastiske venskaber. 
Lad det kommende forår bringe dig tættere på livet.

Største hilsner Morten. 

 

Knoglens Guldkilde

 M A R V

Marven har været jagtet af mennesker siden vor opståen

Knogler har været knækket siden deres opståen

Og alligevel fylder marven formegentligt ikke så meget for dig som den burde. Der er smag i fedt, liv i fedme og siknifikans i den indre fedme, gemt bag hård knogleskal, skal den suges ud, som sugede man livet ud af livet selv, død og forpint, i forvejen markaber knogle fra andet end menneskekroppen men som så alligevel på en måde er underligt at indtage noget af det som vi selv har på os, som at spise en andens bukselomme med sine egne bukser på, det kanibale er i alt som gøres ved ting som vi selv besidder, og indeni dig er marven, og du tænker så sjældent på den, men du tænker på dine organer og knogler, og muskler endnu mere, folk er besatte af rejser til det indre og til fjerne kroge af vildfarelse i sig selv, det er kanibalt, at dyrke sindet og dyrke anatomien af sig selv, i opslugelse, sutten og slurpren i ønsket om at tømme årerne, tømme tårerne og uddræne deres kanaler, og efter tre års forløb hos en terapeut, genoptage turen, om at udhule og udhule sig selv til kun stativet står tilbage, afklædt fra al sans og samling, indhold og hjerteblod som vi kalder dyrkning af sjælen eller motion, fysisk sund forbedring, men i sandheden er det komplet besættelse af os selv, uden nysgerrighed, for vi lader ikke os selv svarer når vi spørger, derfor besættelsen, for vi vil overtage det meste, og hvad gør man efter at have koliniseret verden og ingen blanke pletter kan opsnues, så har man kun sig selv, og hvem er både bedre og sværre at kapre end sit eget? ingen. men der er marv inde i os selv, som skjulte kilder af noget der aldrig bliver realiseret, med mindre andre knækker os post mortem, og slurprer, for jovist er der svimlende store mængder proteiner i marven, men livet ligger udenfor, det er menneskets mantra, livet ligger udenfor, og alt der bor inde, er nemlig allerede konsurmeret, dødt og benyttet, marven er gidslet, fanget i buret inde i buret, og som det er med når man står med bøjet nakke og ser en anden suge nektar ud af en sommerblomst kaprifol, dem som kender det lille trick, kunne man tænke om sig selv, at mon ikke man rummer mere end al det man går og opdager hver dag, og mon ikke noget skal ligge hen i det evig uvisse, og bo buret inde til den dag at man er død, og buret åbnes af en anden, knækkes op og sætter marven fri

af Karl Gabriel Rønnesten-Svingert

Et kig ind

 

Et kig ind,

her i sengen, 

i min seng under dynen, 

under min dyne, 

ligger jeg, 

jeg ligger her under min dyne i min seng, 

og min pude, 

hernede i sengen, 

under min dyne og min med hovedet oven på min pude, 

i værelset oven på puden, 

under dynen i min seng,

kigger ind.

- Morten.B, 6/2/26

af Storme van Dijk 

Mit job som bundprop

•  Jeg er mødestabil

I Ginza-distrektet i Tokyo 1877, gik en 22årig mand, med navnet Kintarou Hattori, fra dør til dør og repearerede urene i privatboligerne- og detailhandlerne  rundt omkring i handelskvarteret. Nogle år forude, havde en ildebrand jævnet Ginzas bygninger til jorden, og nye, bredere boulevarder, vestligt inspirereret arkitektur og muligheden for et forøget forbrugerliv, gjorde sit indtog under genopbygningen af kvarteret. Under selvsamme renæcense, havde Kintarou Hittori stiftet sit firma i sin egen lejlighed, i starten var det en betalingsvirksomhed, hvor han fortsat repearerede væg- og armbundsure, så udviklede det sig til en ur- og juvelforretning kaldet "K. Hattori", og i 1892 begyndte produktionen så af egne ure (først vægure) på den nye fabrik. Nu under navnet Seikosha, Seiko betyder udsøgt, minut eller success, og Sha betyder hus.

Han blev en stor forretningsmand, han blev en dygtig håndværker og han fik til sidst også stadig tid til at tage ned på grusbanen, og kaste grisen og metalkuglerne med Ginza-distrektets andre ældre mænd, der også havde udmærket sig i-, ikke kun livets skole, men på livets arbejdsplads, da man ikke kan sige `kompetance´ uden også at sige petanque.

Jobbet, Storme, bundprop, deltid

Første dag på jobbet, ringede min chef til mig på sengekanten, leverede mundtligt en adresse til mig og endte samtalen med at sige noget i nærheden af "nåå Storme, så du vil simpelthen være bundprop?", hendes stemme var ikke fuld af tillid eller interesse for sit eget spørgsmål, bare højlydt, fuld af lyd. Jeg måtte lyve og sige at jeg var klar til et liv som bundprop, men mens jeg sad i min undertrøje, og så ned på den mørke gade ud fra mit sengevindue, vidste jeg helt fuldkomment, at mit liv hverken ville ende eller begynde som bundprop.

Adressen hun gav mig var en som lå i Høje-Taastrup, rigtig langt ude i et kvarter man kalder Tampen. Jeg cyklede derhen den våde morgen klokken fire, over sydhavnens skovstier, de som er reguleret af det anthropogene tiltag om at bevare naturen, og det var smukt at se de røde lygter fra bilerne på Sjællandsbroen, mens jeg i mørket frøs om mine vanter og fulgte en lige vej ind i Valby, Rødovre, Glostrup og Albertslund til jeg var ved Tampen. Det er altid en  lige vej, så snart man skal langt nok, det er måske kun i det lokale miljø, at det snørkler sig med retninger. Hver vej der kom lignede den anden, for hvert et træ jeg så, stå der nøgent og imitere et boulevardtræ, men i en langt mere afpillet og tyndere beklædning, blev jeg trættere og trættere, og manglede sukker og kræfter i benene. Min cykel gjorde sit, men jeg var træt af hvor våd den var, og hvor meget det føltes som om at den modarbejdede mig. Et par rullevogne stod og spærrede på cykelstien i Glostrup, med et læs aviser og et læs papaffald fra en storkædes åbne baglokale. Kun arbejderne var vågne, og selvom en arbejder i sidste ende næppe ville kunne udstå et par sekunder i mit selskab, var det alligevel som om at der som regel var noget meget forsonligt og utalt foreneligt over de der stride timer i en by, en hverdags nat, i tiden før gaden vågner. Muligvis kun forstyrret af de berusede, som kunne bryde det diskrete ved disse få særlige timer, alene magiske på gaderne, arbejderne og maskinerne, det automatiserede vågne frit gående rundt i de sovende. Som små livstegn er de, arbejderne, en puls der er mere nøjagtig end den gennemgående pace fra hovedvejenes biler. Og sådan som de går rundt, som tjente de direkte de sovende, så mytisk som man har tænkt det med barndommens væsner tandfeen eller julemanden, som jo også laver deres arbejde om natten. I min taske lå kun mine armani-badebukser, og en flaske vand.

Fremme kom jeg, ti-minutter i min mødetid, første dag og stadig mørkt i det industrikvarter som jeg havde låst min cykel i. Bygningen jeg gik ind i, synes jeg lignede en stor hvidkalket villa den havde høj skorsten, gråt tag og afmægtige vinduer skoddet til hver og en. Bag den så jeg ikke de fire høje siloer, der stod på et jernplateu og blev et med bagrundens dæmring, lutter mørke. Men havde jeg set dem, havde jeg fattet lidt før at det var et mejeri. Duften var sur i foyeen, den hang sig i luften og som en vandvorte på spidsen af næsen, var den ligedan som noget man ikke kan komme uden om, en fejls velkomst. Jeg sagde mit navn og en ældre mand med hårnet var forvirret, men efter han tog fat i en anden ældre mand med hårnet, tilvendte han sig til mig igen, gav mig et hårnet som jeg havde frygtet, da jeg synes man ser lidt dum ud med dem på, og pegede mig ned af gangen. “Ricco sidder ved karringen, den er nede af gangen på højre hånd.” Den ældre mand vendte sig om til sin plads igen, han havde hvid kittel på og gav sig til at justere sit hæve-sænkebord. Jeg gik ned af gangen, stadig med hårnettet i hånden, og rygsækken, selvom jeg vidste at den mand bag den dør jeg snart skulle indaf, som det første ville bede mig om at tage hårnettet på alligevel. En af dørene stod åben på gangen, så jeg kunne se de hvide fliser, og de mange jernstativer der lå fyldte med smattede oste, gulligt-blege som det eneste i klinikken, alt andet stod hvidt eller turkist, som gulvet skindende op på lamperne de aflange rektangler, og metalrør, og tuber, hen gennem rummet, alsammen set fra dørssprækken, og de rørsystemer som strakte sig i retløbende baner langs loftspanelerne og endte så igen durk, tilkoplet til dampende apperater, og kæmpemæssige industrimaskiner, og afløb. Jeg trådte ind af den sidste dør, det var et mindre lokale, på døren stod der malet "Osteproduktion Karring", rummet bestod kun af et stort dybt kar, løftet et par meter op fra gulvhøjden, og så en mand der stod på den lille trappe op til karret, han havde hårnet på, var hundredprocent i sine slut tredivere, var meget rund i alle hans kropsdele, som kun man oplagt kan tænke det om mejerister. Ricco vendte sig om, tog sine briller på, trådte halvt ned af trappen med et ben og gav mig hånden, uden at hverken sige mit navn eller spørge hvad jeg hedder men i stedet bare "Velkommen, dejligt at du kunne være her - har du prøvet det før?" "Nej det har jeg ikke" og jeg trådte lidt tilbage da jeg sagde det, som skammede jeg mig. "Nu skal jeg vise dig." han vinkede mig op på depottrapperne, og vi så ned i det store tomme kar, af rustfrit stål, så vendte han sig mod mig og spurgte om jeg var god til at holde vejret, og jeg svarede at det var jeg nok ligeså meget som de fleste andre troede jeg og det var godt nok for ham, og så viste han mig afløbet i bunden af karret, længst henne i højre hjørne. "Vil du have en kop kaffe inden vi begynder?" "Ja tak" "Du kan sætte dig lidt her så henter jeg lige en kop, skal du have mælk og sukker i?" "Nej tak" "Eller fløde?" "Nej det er helt fint. Ellers tak" Og så gik han og jeg satte mig der hvor han sagde jeg kunne sidde, på trappen med stålkarret bag mig som mit ryglæn, og jeg nåede lige at tænke at det altid var lidt morsomt når folk spurgte om hvad man skulle have i kaffen, det er nærmest blevet en lidt iboende menneskelig etikette, og så især at han havde nævnt fløde, den er lidt sjældnere, men man var jo også på et mejeri, tænkte jeg, så det var faktisk meget i orden. En anden mand kom med min kaffe, det var den samme som fra foyeen, værsgo sagde han, og jeg havde fået en kop sort kaffe i et plastikkrus. Jeg pustede på den, tjekkede tiden, tjekkede få ting på min telefon men var rastløs på den, og lagde den i lommen inden Ricco igen kom tilbage, en smule omklædt, og spurgte om jeg var ved at være klar. "Jep. Jeg er klar" "Inden ved siden af, det her rum, er der en brusekabine. Du kan lige gå ind og skylle dig lidt, bare, du ved, bare en lige hurtig tur og  så skifter du om til badebukser, dem har du med ikke? og kom så tilbage her igen bagefter. Okay er det fint?"

Da jeg havde skyllet mig under bruseren og skiftet til mine sorte Armani-badebukser som jeg fik da jeg var 16, viklede jeg et håndklæde om min overkrop og gik lidt hurtigt tilbage til Ricco, der stod og rengjorde karret med en spuler. "Godt" sagde han - "Du må gerne lige tage det der på" sagde han og pegede på hårnettet i min hånd, som jeg havde frygtet det, og jeg gjorde det, og gik op af trappen, foldede håndklædet sammen og kravlede ned i karret. Jeg satte mig hen på min plads, i højre hjørne på afløbet, og kunne godt mærke at karret lige var blevet skyllet med koldt vand. "Så får du den her." sagde Ricco og ned af karrets ene væg, sank han en metalkæde ned. "Den kan du hive i hvis du af en grund skal op. Men husk at så skal hele produktionen kasseres, og det er dyrt for os selvfølgelig, så det der med tissepauser, det skal man have gjort inden, som der også stod på vores jobannonce." "Ja, ja selvfølgelig, jeg skal ikke tisse." sagde jeg og så sikkert lidt lille ud som bundprop da jeg sad der og så op på ham. "Det er godt du, om lidt hælder vi vallen ned, det tager otte timer før det størknes, så om otte timer trækker vi dig op, og så er det tak for i dag, ja?" han tilføjede "- og maskinerne her, har jo de har store blade som skal røre rundt i vallen hele tiden jo, det gør ikke ondt når man lige bliver ramt af dem dernede, de er ikke som sådan skarpe, men man kan måske godt blive lidt forskrækket." Det strejfede ikke rigtigt mine tanker, i stedet sagde jeg: "Selvfølgelig. Men må jeg lige spørge om en ting? Hvorfor skal jeg have hårnet på når jeg jo alligevel skal sidde nede i vallen?" "Der skal jo ikke komme hår i osten." og det var klart.

To mænd kom ind, med en stor metaldunk, rullende på en palleløfter. Beholderen kunne knap nok stå inde i det lille rum. Så, tog den ene af dem og drejede en slange på tuden af beholderen, stak slangen ned i karret til mig, og skruede den i gang. Den gullige (men så klare at den tenderede til grønlig), tynde væske, fossede ud, og sprøjtede rundt i karret, teksturen mindede om vand, men med enkle  klumper fast vallemasse, som jeg ikke gad indhalere. Det var først koldt, min bare hud slog prikker og jeg skælvede da spejlet nåede mig til maven. Jeg sad i skrædderstilling, og måtte ikke bevæge mig for meget, for så ville det jo ryge i afløbet. Hurtigt var vallen allerede nået til halsen, og jeg begyndte at starte vejrtrækningsøvelserne, det handlede om at udånde mere end at indånde, så når jeg endeligt skulle trække ilten ind til de otte timer, skulle det være en stor indånding. Men jeg tænkte på hvornår jeg skulle trække den sidste luft ind? For ventede jeg til sidste sekund, hvor kun munden er oppe over vandspejlet risikerede jeg at trække valle med ned i lungerne, og så ville det hele blive ødelagt. Så jeg endte med at holde vejret lidt for tideligt end jeg havde lyst til, mens jeg stadig havde hovedet over vallen. Inden længe lukkede jeg øjnene og sad nu fuldkomment dækket i vallen. Det var ikke koldt længere. 

Når det blev mørkt glemte jeg at jeg var på arbejde. Jeg tror det er en force, og måske jeg faldte i søvn i karret, for efter jeg fik varmen slappede jeg af i kroppen, og fokuserede kun på at holde vejret. Det er jo den eneste arbejdsopgave i grunden. Jeg lå tynget ned i karrets rundede bund, under et pres som langsomt blev tungere over mig. Gradvist gjorde trykket et niv omkring rektum da jeg havde valgt at sætte rektum over afløbet, og det gav mig en underlig forbindelse, da rektum jo altid er ufriviligt åbent og dermed startede bundproppen først hvor munden sluttede. Men jeg lå godt, som skaller spændt i urskovstid, tusindårsventende på at blive til olie, godt omfavnet af vitale impulser. Jeg hørte en maskine gennem alle timerne, dunke som fra undersiden af et industriskib, og jeg hørte lyden af en strøm som vækkede mig på ny. Af og til har jeg det kraftigt som om at jeg dør men lever videre. Det kan ske hvis jeg står og vasker op og derefter hiver et stik ud af kontakten, med våde hænder. Uden at jeg får stød, står jeg bagefter og tænker, at det var så dumt gjort at jeg nok har fået stød og nok så hårdt at jeg døde, men at jeg blev sparret for straffen og smerten, og bare kan gå fri, gå ind og tale i telefon i min egen levende verden, mens jeg nok er død i mine venners. Jeg følte det samme efter otte timer på bunden af ostekarret. Som om jeg døde der, men levede videre efter. Sådan er alle gode arbejdsdage måske bare. 

Ricco takkede af, efter at have hjulpet mig op af ostemassen, han ville tage over nu. Han var lidt utilfreds med det hul jeg havde lavet i osten, ved at kravle op, men han kom mine undskyldninger i forekøbet ved selv at sige at det bare var fordi jeg var ny. Ses i morgen? Nej jeg tror først onsdag. Nå jo, for i morgen kom en bundprop som han ikke kunne skjule han havde lidt mere begejstring for end mig, måske bare fordi hun havde arbejdet der længere. Det kunne nå at ændres. Jeg cyklede hjem i mørke igen, uden at have skyllet mig, jeg cyklede forbi en tankstation og fik mig noget jeg kunne spise stående udenfor. Under skyerne i støvregnen, med våde vanter og størknet valle i pandehåret, kunne jeg stå der og gange op hvad jeg havde tjent, indtil jeg smed posen ud, satte mig op og cyklede hjem.

Engang min kæreste og jeg var i Berlin, havde vi været i teateret og set en ret så mislykket opvisning, moderne danseteater uden tekst, uden rekvesit og musik. Det havde formegentligt varet to timer, og bagefter fortalte min kæreste mig, at hun havde brugt en stor del af tiden på at tælle publikumsrækkerne, gange dem med billetprisen, og dividere den med den præcise varrighed af stykket, for til sidst så at dividere den yderligere med antal skuespillere og instruktør, lys- og lydmænd, for at finde ud af deres timeløn, såfremt den var ens for alle. Hun havde virkelig kedet sig, og hvis der er noget som at jeg kan genkende i det, er det at jeg tror man begynder at tælle når man keder sig, det er af en grund den mest nærlæggende ting at gøre. Jeg har også før, på mine første dage på tideligere arbejdspladser, regnet min dagsløn ud første dag, og dag for dag, gradvist tilføjet det til en mental pulje, indtil jeg heldigvis en dag stoppede med at tælle. At forstå sit liv starter med at lære at tælle, at elske sit liv starter når man en dag ikke tæller længere.

    Følg med når:

Mit job som vindheks 

•  Jeg er fleksibel

Mit job som stesolid

•  Jeg er meget lærenem

Isoya & Englen Insomnia

Hinsides vor ego, findes de golde pletter og tunge gevækster
Ingen er skabt til at færdes på disse områder
Ondt findes først i mødet med andre - men det samme gælder Godt

Hun lukkede porten op med begge hænder fulde, så hun brugte hoften. Det knuede i hendes hvide knoer, strammede omkring den tynde hud der ligger i små puder, mellem fingerknoglernes begyndelse og for enden af håndfladens ende, den slags hud som først blev bevablet og derefter sprækker. Hun tænkte ikke over sine håndled, men det vil hun komme til i resten af hendes dage, for det hun bar, var tungere end noget du og jeg nogensinde har løftet. Det hun bar var mere uroligt og svært at behærske end partiklers færden, og det hun slæbte på, var hidtil umuligt for nogen andre at tage over på. Lågen gled i igen, og hun gik af en bevokset urban sti, i den baggård hun var kommet til, oplyst fra en af gårdens lamper, og med nakken bøjet for de hængende kastanjeblomster, der faldt træt langs fliserne. Hun måtte stoppe op hele tiden og tage pauser, for at stille det hun bar og sunde sig i armene ved at strejke dem, og ryste dem, og sætte sig og samle vejret. Hun satte sig også på læsset, for det er nu engang det mest positive man kan sige om den slags læs som er så bastant, at det ødelægger kroppe ved at blive flyttet, at de altid kan holde til at man som et minimum sidder på dem. 

Ikke langt fra hvor hun sad, lå opgang nr. 5, det stod skrevet over døren og under en rund og gul og bemøllet husmurslampe. Hun skulle der ind. 

Viceværten kom frem fra hjørnet af en enebærbusk, og så hende sidde med sit store læs. "Nu skal jeg hjælpe dig" sagde han, og hun hikstede sig ud i et forsøg på at give ham et afslag, men han lyttede ikke og puffede hende væk fra læsset. Han prøvede først med en hånd men kunne ikke rokke den så meget som en milimeter, så prøvede han lidt mindre halvhjertet med begge hænder, og med et bedre greb, sådan et greb som kun viceværter erfarer at mestre, men kunne heller ikke, hverken løfte eller skubbe, rykke eller vælte. Så trådte han tilbage og blev lidt stille mens han tog sig til hagen, og uden at se på hende, men kun med blikket på læsset mens han tænkte. Forlegen som kun viceværter kan være det, gennemsigtigt skamfuld men stadig med så meget benægt og forklædning at han lige tilnærmelsevis kunne lykkedes med at skjule det. Så rømmede han sig tog så hurtigt fat under, med begge hænder i et solidt urokkiligt greb, sænkede kroppen i hug, løftede sin hage og gav sig til at løfte opad, alt han kunne. Læsset blev stående i de første sekunder, men i takt med at blodårene blev tykkere og stod ud som vandholdige stolper på halsen, og i tindingen, og i takt med hovedet blev rødt og mere rynket og tænderne sprang ud over læben, løftede læsset sig til sidst, to tre centimeter, indtil huden på viceværtens knoer sprak, og det underliggende fedt og muskelvæv kom i syne og blev strejfet for første gang af verdens vinde, den unaturlige følelse af at blive vendt på vrangen. Viceværten smed læsset fra sig i samme øjeblik, mens han råbte og jamrede sig, med hænderne væddet i blod, bandede han som kun viceværter ville kunne finde på at gøre efter at de har fået hænderne opsprængt, og så gik han faktisk bare sin vej lige efter, uden et ord, og efterlod hende til hendes egne tanker uden så meget som en delt reaktion. Kvinden havde fået pusten nu og løftede nu læsset som hun før havde siddet på og trak det over mod opgang nr. 5.

Hun satte det på trappetinnet, ringede på dørtelefonen, og talte kort efter med Marianne. "Hej- kom ind" sagde Marianne og låste døren op elektronisk med en lav summelyd. De summelyde er altid meget varrierende i hele byen, men her må du forestille dig en, du nok har hørt før, en enkelt gang. Mens døren gik op, sagde kvinden til dørtelefonen "Jeg tror måske det er nemmere hvis du lige kommer ned og ser det først, for det er for tungt at bære op." Men Marianne tøvede enten eller også hørte hun det ikke, for kvinden blev kun besvaret af summelyden. Så måtte hun tage fat igen, og da der var trængt i opgangen vende sig med ryggen mod trappen og langsomt , baglæns trække læsset med sig op på fjerde etage. Det tog omkring en halv time før hun til sidst var oppe foran Mariannes hoveddør som stod på klem. Kvinden var øm og gennemvæddet, og kunne ikke foretage sig andet end at ligge på gangtrappens uvaskede trin. Marianne var ikke på noget som helst tidspunkt kommet ned for at hjælpe med læsset, hun var dårligt gående fik hun sagt da hun kom ud til kvinden på trappen. Læsset stod og fyldte det halve af pladsen, men da Marianne så det blev hun rørt. "Her er det så" sagde kvinden liggende fra trappen. "Gud hvor er det dog smukt" sagde Marianne til sig selv, begge hendes hænder hvilede på hendes udstående røde brystben, blottet af en løstsiddende krave. "Ma Corazón" tilføjede hun. Så så hun på kvinden efter, som nu havde sat sig op af væggen, og helt uberørt af hendes uddrænede kræfter, og sendte hende skeptiske øjne, men et velmenende smil, mens hun spurgte "Nu er jeg lige fræk her, men må jeg spørge hvorfor i alverden vil du nogensinde gå af med det her?" kvinden fra trappen havde stadig ikke fundet vejret men åbnede øjnene og så op på Marianne og smilte til hende, en lille del af hende følte sig set, men en større del af hende mente også at det var nemt for sådan en som Marianne at sige. "Ja. Nu har jeg bare ikke plads til den længere i boligen, og så har den også fulgt mig ret længe nu, så-" svarede kvinden, mens sætningen åd sig selv. Marianne så igen på læsset og så på døråbningen, og så på kvinden. "Jeg tror ingengang den kan komme igennem døren. Den er godt nok lidt størrere end på billedet." udmattet svarede kvinden hende "Den kan skilles ad, det kan jeg sagtens hjælpe dig med." Marianne virrede med hovedet lidt afvisende, mens hun gik en runde rundt om læsset. "Det er også lidt sent nu." sagde hun med ryggen til og efterfulgte med "Ved du hvad Isoya - det er et rigtigt fint gem du har dig her, og du har også sat det til en rigtig fin pris på annoncen - men jeg ved ikke om det rigtigt passer ind i min lejlighed. Desuden er det for stort til at jeg tror jeg selv kan bære det, og det er jeg nødt til når nu jeg bor alene og ofte flytter rundt. Jeg tror det må blive et afslag, men tak for din tid." Hun havde badesko på, og nikkede lidt til kvinden uden at afvente svar før hun begyndte at trække indtil sig selv. "Du kan sagtens få det til den halve pris, sagtens, jeg er villig til helt at give dig det gratis. Jeg tror det skal overtages af en med god smag og som kan give det god omsorg, og det virker du til at være. Og jeg kan sagtens hjælpe dig med at skille det ad og samle det, og komme og flytte på det når du har brug for at rykke rundt i lejligheden, vil du ikke nok tænke over det en ekstra gang, nu er jeg kommet helt her ud og -" Marianne lukkede døren. Isoya sad tilbage, så begyndte hun at græde og så faldt hun i søvn i opgangen.

Det var blevet morgen, sådan en af de morgener hvor lyset er den eneste der er stået op, og Isoya gik gennem gaderne alene, et sted i Vanløse, mens læsset langsomt tog livet af hende. Hun var vågnet fra Mariannes opgang midt om natten af en der kom og skulle rengøre trapperne og havde derefter brugt den vågne tid på at transportere læsset ned til det nærmeste busstoppested. Mens hun sad og ventede tjekkede hun sine andre interesserede på annoncesiden. Blandt dem en ivrig mand fra Holstebro, som kun havde det problem at han ikke kunne komme og hente det fordi han var for gammel. Isoya skrev til ham, at hun havde tænkt over tingene og at hun gerne vil sende det med gratis forsendelse, hvis han stadig var interesseret. Hun sad på læsset og så på en afstumpet trafik, en enkelt bil et enkelt øjeblik, en enkelt cyklist som cyklede langsomt. En mand satte sig ved siden af hende på læsset. 

Hun så ikke på ham, så det er svært at forklare hvordan han så ud, men hans arm var tung, den som han lagde om hendes skulder. "Isoya. Hvorfor stiller du det ikke bare, hvis du alligevel bare gerne ville skille dig af med det?" Hun stivnede, fordi hun ikke kendte stemmen, men stemmen kendte hende. Og hun ville se på ham, men turde ikke bekræftes. "Du lægger for meget vægt i for mange ting. For meget vægt i dit løft og for meget vægt på din dømmekraft. Skal du unægteligt være del af overleveringen? Tør du ikke lade dig overlade i stedet? Til søvnen? Til de fremmede? Til den som samler dit læs op for dig, ikke fordi han har flere krafter, men fordi han fordeler vægten anerledes end dig. Tør nu at sove Isoya, fordel nu dig selv, og efterlad størstedelen af dig. Købere og sælgere forsvinder ikke fra rastløshedens klode, men i søvnen er der ingen kapitaler. Overgiv dig nu. FRISCH is der fisch from Dänemark. Frisch. Fffffrisch is der. Fffrrisch is der fffffisch from Dänemark." Midt i den tale fra den mand hun ikke kunne se på, slog han over i et udbrud af en tysk parafrase, der fik hende til at vende hovedet og se på ham. Hvad der før havde talt som et indforstået orakel, havde nu forvandlet sig til en drukkenbold, eller også var han det hele vejen igennem, for hun blev i tvivl om at alt det fornuftige han før sagde, oraklet, måske bare var hende selv som projectierede sine tanker over på ham. "Kan du ikke lige gentage? Jeg har jo sovet for en time siden, jeg tror ikke at det er det som jeg mangler." sagde hun til ham men hans øjne var søde men vuggede i vand og vaklede i blikket, man holdte af ham ved synet, det var indlysende for alle at han ingengang havde harmen i sig til at harme sig selv, men en del af mennesket i ham var ikke til stede længere, som om en sad og sov bag det forvirrede udtryk. Der er ikke forskel på ånden i glasset og lugten af ånde fra glasset. Han vendte hovedet mod vejen og slap sin tunge arm fra hendes skulder. "Nå." sagde han. "-Nu har du i hvertfald mødt mig, Trøsten." han rejste sig op og forlod hende, fordi han var en af de sjældne slags snaksagelige og berusede typer, der selv forlader en uden man behøver at trække sig. "Kom tilbage" råbte hun efter ham. "Kan du ikke tale noget mere til mig?" han vendte om, men hældede ud af balancen, hvorefter han så tog små skridt i et fald hen mod læsset, som han lænede sig op af og så sagde han til hende mens han pegede på tagene "Jeg kan ikke nej. men deroppe, der kommer der nu og da en engel fra oppe, månens soldat er den, det siger den, Insomnia er den, det hedder den. Den kommer til dig hvis du ikke overgiver dig. Jeg er måske Trøsten, men Insomnia er englen, og engle kan trøste på måder du ikke kender endnu, fat mod. Nu er det jeg går" og han gik.

Isoya så ham så længe det tog ham om at forsvinde, og så så hun dernæst op på tagene på lejlighederne. De stod tomme. Hun tænkte over hvad Trøsten sagde, men hun kunne ikke overbevises selvom hun vidste han havde ret. En for vigtig del af hende kunne ikke give slip på læsset hvis ikke det ville blive overladt til en anden. Læsset var for hende, det som man hader, men som man alligevel er afhængig af at beskytte, og kunne man bare brænde det, vil det være nemmere, men man vil hellere være den der ikke tog beslutningen. Bussen kom, og hun tog om læsset og brugte alt hun havde i sig til at løfte den op. Da det blev sat i bussens midtergang, kunne motoren ikke trække bussen. "Du er nødt til at stå af" sagde ham den skaldede der kørte bussen.

Fortsættes......................................................................................................................................................................................................................

I mødet var Isoya med viceværten, køberen Marianne, Trøsten og måske snart Insomnia. Ondt findes først i mødet med andre - men det samme gælder Godt.

Fuldt stop

Fuldt stop

       

Alt i mens vi lever sker der ting som kun dem der ser, kan se. 

Det skulle bremse vinden for at suse ind i venstre næsebor. Papiret havde han fået af en kvinde han havde mødt en sen nat lidt uden for centrum ved et busstopsted. Det havde været koldt den nat, og vinden blæste og som han stod i læ i skuret hvor fraværet af vinden var så abrupt at det føles som at være under vandet i bølger kom en kvinde forbi. De havde stået i stilhed, og indimellem kigget på displayet der uændret havde stået på 13 minutter de sidste 20 minutter. Han havde det svært med at tiden var gået i stå, det irretrede ham og han havde fundet et stykke hård plast i hans jakkelomme, som han med hånden i lommen forsøgte med alle sine fingres kraft at bøje. Han kiggede på butiksfacaden overfor, for at undgå at kigge på hende, en cykelforhandler. Inden bag døren stod cyklerne tæt, de ville blive sat på gaden imorgen med en lang kæde gennem baghjulet, til salg. Grimme brugte cykler som den gamle cykelsmed var blevet for doven til at istandsætte ordenligt, han var enda blevet for doven til at sælge dem ordenligt, og der var for mange af dem, de stod tæt på gaden, så tæt at de når de sommetider væltede, væltede de næsten ikke, de nærmer lagde sig på siden som en gammel ko. Efter jeg ved ikke hvor lang tid sagde hun hej til mig. Det var første gang jeg rigtigt havde set på hende. Hun havde lyst hår til lige under øret, og en jakke der skjulte dele af hendes ansigt. Jeg kan se at du græder sagde hun. Jeg kiggede på hende, og bemærkede ganske rigtigt en tåre trille ned af min kind. Nå ja, svarede jeg og tørrede tåren væk med bagsiden af hånden. Det ved jeg ikke helt hvorfor jeg gør. Det ikke en sjælendthed svarede hun. Gadelamperne svang sig i vinden. Jeg var stille mens jeg kiggede på hende, og hun holdt øjenkontakten. Jeg var på ingen måde klar over hvad jeg skulle sige til hende. Jeg vendte mig væk fra hende og kiggede på displayet, kiggede på mit armbåndsur. Der var slået en revne i glasset, og noget dug var kommet på indersiden. Det gav min kun er fornemmelse af at klokken var kvart i et eller andet. Der måtte ske noget snart. Lidt væk kunne man høre en undertrygt larm fra en fest. Hvorfor venter du på bussen, nu? spurgte jeg. jeg skal til centrum svarede hun præcist. Lige som samtalen begyndte at spire viste de to lysende øjne i natten sig. 85S Ludwigsstræde stod med lys over den store firkantede forrude. Bag rettet sad en skygge med hat. Lyset fra lamperne på gaden nåede ikke hans overskæg der først kom frem i det jeg nærmede ham, og rakte ham min dagsbillet. Du er udløbet for 2 timer og 34 minutter siden. Jeg stak hånden i baglommen og fandt en pengeseddel. Han lagde den i automaten der slugte den som en dragetunge. Mønter klirrede mekanisk ud af boksen der hang på stangen ved siden af føresædet. Jeg gik ned gennem bussen, og fandt mig et sæde lige omkring midten, hvor bussen delte sig i to som et bæltedyr. Motoren trak desperat efter vejret. Vi kørte i gennem det øde kvarter, lejlighederne lå mørke. Kvinden sad med siden til på sæder beregnet til skolebørn og svagtgående, hendes jakke havde lagt sig, og afslørede nye dele af hendes ansigt. Jeg betragtede hende i glimt. Lyset i bussen havde ændret sig, fra en varm gullig farve til et køleligere mørkere violet lys. Jeg mistænkte det var hovedpinen der var på spil, den havde det med at forurene mit syn. Der var engang morens ansigt var udvisket, der var engang barnets ansigt forsvandt, det havde altsammen været hovedpinen, synsforstyrrelser. Bussen drejede skarpt, og byen udenfor virkede søgende. Mennesker begyndte at befolke gaderne, dog fragmenteret og i et langsommer tempo men de var der. Kvinden kunne være forstenet hun sad helt stille, men det var svært at se hende ordenligt i det svage lys. Hun havde en utilregnelighed over sig, en vis potion mystik. Jeg besluttede mig at lade hende være, i stedet vende blikket fuldstændigt ud mod den forbipasserende by. Varmen var begyndt at komme tilbage i mine fingre. Jeg kunne genkende byen, men noget udefinerbart fremmed var på spil, det kunne bare være det faktum at det var nat, og at skyggerne derfor blev kastet anderledes end jeg var vandt til. Jeg var ikke den store natgænger, ikke plaget af den store søvnløshed. Pludselig tog bussen hold, buschaufføren kaldte pause, fuldt stop lød det over højtaleren, derefter Ludwigsstræde om 20 minutter. Pauserne var kørehviletid indlagt af fagforeningen. Han åbnede døren oppe foran og stillede sig i åbningen, tændte en cigaret. Røgen blev hurtigt taget af vinden, susede forbi mig på den anden side af ruden. Udmattelse, skyllede ind over mig. På trods af den nu åbne dør, havde varmen i bussen åbnet en sluse, en uovervindelig træthed. Sammenlagt med visheden om at chaufføren holdt pause besluttede jeg mig for at lukke øjnene kort. 

Manden deroppe sov. Jeg kunne se det på hans åbne mund. Tænderne hans lyste blå i det violette lys. Vinden fra den åbne dør trak og jeg overvejede at bevæge mig længere op i bussen for at holde på varmen. Hans kinder var røde, og hans skæg var tyndt. Manden havde stået ved bussen med mig, og vi havde snakket kortvarigt. Jeg viste ikke hvornår jeg ville være hjemme, chaufføren havde sagt 20 minutter men ligeså vel vi havde ventet flere timer tidligere, kunne vi gør det nu. Han havde allerede tændt den anden cigaret, og tempreturen var faldet herinde. Jeg trak jakken op under ørene igen og rejste mig. 

hallo...hallo Jeg ruskede i den sovende mand fra busstoppestedet hallo...hallo du skal vågne. Det for koldt at sove herinde nu... hallo...

Hun havde hårdt fat i min jakke. Hun havde stadig lyst hår til lige under ørene, nu havde hun også en lille flænge i læben, et ar. Tempreturen i bussen var faldet og der lå rimfrost på sæderne omkring mig. Kulden var nået helt ind i mine knogler og hvorfor var jeg ikke vågnet før? Hun satte sig ved siden af mig. Buschaufføren var væk, døren stod åben og sne fygede ind på det grå busgulv. Hendes øjne lyste i mørket, hun kiggede på mig med bekymring. Jeg troede du var død sagde hun. Jeg faldt i søvn, hvorfor er det så koldt herinde? En isstorm har ramt byen mens du sov. Hvor er buschaufføren? Han løb da det blev kaldt over radioen, jeg har forsøgt at lukke døren men jeg kunne ikke, vinden blæser for stærkt og kulden lagde mit ansigt i en ængstelig sammenbidt mine, sæt dig tættere på mig, så vi kan holde varmen. Det var ikke længere til at se ud af vinduet på bussen, jeg forsøgte uden held at børste frosten væk fra vinduet. Hun varmede virkelig i denne kolde bus. Kan vi gå ud? Der er for langt til mit hjem herfra svarede hun. Det var som om at jeg blev forvandet i kulden, jeg kunne mærke min hud trække sig sammen, mit ansigt omkring min kindben, mine muskler på mine arme blev spændt, knoglerne i min ryg stod hårdere mod hinanden, men hun varmede mig. Hvornår havde et sådan mørke lagt sig over byen før? Over verden før? Hvornår havde byen på den måde overgivet sig? Bussen havde givet op, dyret var faldet, med slagside stod den i vejkanten. Jeg holdt mig vågen endnu. Vi nødt til at komme videre sagde jeg og brød den stilhed der trods stormen havde affundet sig i bussen. Vi rejste os begge og gik mod chaufførens sæde, vinden blæste kraftigt gennem døren og et lag af is havde lagt sig over hele indesiden af indgangen til bussen. Jeg holdt fast i alt hvad jeg kunne få fat i mens jeg kæmpede mig afsted bag kvinden. hvad hedder du egentlig? Jeg hedder Idra Roskimqyr, hvad hedder du? Jeg hedder James Rickonwald. Idra kom først op til døren og stillede sig med ryggen til forruden. Jeg kiggede ud og blev til is. Intet var at se derude, udover den is der blev kastet ind i mit ansigt ligeså snart jeg havde stukket hovedet ud. jeg sagde det jo! vi har ingen chance derude. Jeg viste ikke hvad jeg skulle sige, hun havde uden tvivl ret, men det kunne ikke være rigtigt. Hendes store jakke hang over hende som en siluet, hvilket menneske gemte sig bag. Idra, vi laver et telt af din og min jakke, så kan vi gå ind i det og gå gennem byen. James det jo fuldstændig tosset, det det eneste vi har til at holde os varme, det er en isstorm, hørte du mig ikke? Vi råbte, der var ingen andre muligheder, larmen fra blæsten rungede i mine øre. Vi bliver nødt til at prøve, vi har ingen anden udvej. Jeg kunne se i hendes øjne at hun viste jeg havde ret. I bunden af bussen hvor isen endnu ikke havde lagt sig, udover et krystallisk lag der fik bussæderne til at glimte begyndte vi på arbejdet med at forene jakkerne. Mit højre ærme i hendes venstre, og hendes højre i mit venstre. Efter et par minutters arbejde var jakkerne forenet, til en tæt kegleformet enhed. Vi havde begge hver vores sammenlagte ærme at se ud gennem. Pludselig stod vi tæt under frakken, og tempreturen steg naturligt. måske har vi fat i noget her indrømmede Idra lavmælt. Et smykke kom til syne omkring hendes hals, et forgyldt øje. Et nyt rum i rummet var opstået, og vi skulle forsøge at finde vores vej tilbage til forenden af bussen. Vi kom ud i natten og vinden trykkede hårdt, og tempreturen faldt, især på vores føder der kun var dækkede af de tynde sko der hurtigt blev tunge af is. Vi holdt sammen under jakken, bed tænderne sammen og gik med lukkede øjne og tunge skridt. Det gik langsomt. Lydene fra byen havde jeg aldrig før hørt, kablerne over vejen sprang vildt og spillede utydelige febrilske toner som fra et djævelsk instrument, og lygtepælene svang sig i metalliske hvin, og husene gav sig i klagende dybe sprækker af beton. Utydelige glimt af lys nåede gennem jakkens smalle åbning over vores hoveder. Min næse lå presset flad mod hendes kind, og hendes knæ stødte rytmisk akavet ind i mit lår. Retningen bestemte hun, jeg gjorde alt hvad der stod i min magt for at komme væk fra situationen. Jeg kunne ikke begribe tiden længere, forsøgte at få et blik mod mit armbåndsur men duggen der lå under det revnede glas var selvfølgelig frosset til is. En lille tyk grå fugl fløj, som taget af et vakuum pludseligt ind under jakken. Det peb, og var naturligvis dækket af is. Den fandt heldigvis et rum mellem vores brystkasser, udfyldte et betydningsfuldt tomrum. Jeg kunne mærke den lille fugls hjerte pumpe hastigt gennem kroppen på mig. Noget greb mig, indefra og jeg åbnede øjnene. Idra havde en fast frosset tåre på hendes kind, hun bar en ømhed i hendes styrke jeg misundte. Det ser noget for mig hørte jeg mig selv sige. Det er rigtigt svarede hun roligt uden at ændre travet. Hun hviskede Det ser for dig, og du skal fortsætte med at gå så længe du kan, vi er der inden længe, gaden kommer længere fremme, vend dit blik imod mig. Jeg lukkede øjnene og gjorde hvad hun sagde. Idra nynnede, og jeg så hende. 

Alt det bedste.

Norten B.Birkegård 28.10.2025