Den unge mand og krummen.
Morten B.Birkegård 21.3.26
"Å herregud, mannen er død!"
Jeg så mig selv oppefra, jeg lå i sofaen som jeg for et par timer siden havde lagt mig i. Jeg havde en krumme i mundvigen. Jeg lå helt stille, som om tiden omkring mig var gået i stå. Jeg havde lukkede øjne, sorte høretelefoner på. Mine arme lå ned langs min side, min tommeltot på højre hånd strejfede min lille finger, håndfladerne pegede op ad. En flue sværmede om mit ansigt, satte sig på næsen. På bordet vedsiden af mig lå en brun bagerpose, krumerne dryssede udover bordet og min trøje, jeg havde kortforinden spist to basser. Min mave rumlede, min fordøjelse var ikke stoppet kun mit hjerte. Å herregud, jeg lå død i min egen sofa!
Damen der udbrød min dødserklæring var min nabos sygeplejer, hun skulle hentet noget medicin jeg opbevarede for min nabo, han havde problemer med at dosere mængderne, eller han slugte hele pakken hvis han fik chancen. Hun var norsk, man hørte ellers om at de norske sygeplejer havde fantastiske forhold i hjemlandet, men hende her var ligsom mange af sine unge landsmænd, betagede af den frække lillebror i syd. Min nabo skulle have 4 kalktabeletter, 3 fiskepiller, 4 kobbertabeletter (til håret(eller hvad der er tilbage af det)), en af de blå, 3 multivitamin og 4 dråber råopium i mundhulen fra ampul. Hun hed Ada, og hun satte sig ned ved siden af mig og tog fat om mine hænder, knugede dem. Jeg tror måske hun græd faktisk, jeg syntes at kunne høre en let piben, men det var utydeligt for hun havde begravet sit ansigt i min mave, tårerne sivede ned gennem min tre lag af først bomuldsundertrøje, så en blå og sort stribet langærmet og sidst min sorte lynop sweater. Hun var hospitalsudannet, kunne hun ikke forsøge at yde noget førstehjælp?. Nej, jeg måtte se til mens min nyligt døde krop indtog den føste face af rigor motris, mens min nabos sygeplejer led et følelsesmæssigt sammenbrud oven på mit gamle jeg. Ditlev stavrede ind i lejligheden til synet af mig og Ada. Han hapsede hurtigt en håndfuld af de blå piller uden nogen bemærkede det, og satte sig så ved min side. Ditlevs hage bævrede, han sad der ved siden af mig, Ada kiggede op (et ødelagt menneske) "han var alt for ung" sagde Ditlev, han strøg min kind med oversiden af hans rynkede pegefinger. Den havde nok føltes lun og omfavnende. Ada samlede sig, og rejste sig op. Hun børstede krummerne af min trøje, samlede mine hænder på min mave.
Jeg lå i en mørk skuffe, isnende koldt og mørkt. Ada havde ringet en ambulance op, og det meste af byggeforeningen havde samlet sig på gaden da jeg blev kørt ud af opgangen med et klæde over. Rygtet havde hurtigt spredt sig, den unge løber fra nr.5 var død, ingen viste hvordan eller hvorfor. Mine underboer Jan og Lisanette holdt om hinanden, og gårdens børn stod bum stille tavse og så på mens deres forældre begravede deres ansigter i sorg. Selv viceværten var mødt op, han stod med kost og skovl lidt derfra og rystede op hovedet, lidt vrissent sagde han ud gennem tænderne "uretfærdigt...". Der var også nogle jeg aldrig havde set før, tror bare en flok forbipasserende, der optog en video på deres telefon, det blev dog hurtigt stoppet af mine naboer, tak forresten. Ambulancen kørte mig på kapel, og en portør i fint hvidt tøj overtog. Han kørte mig ind i et kølerum hvor han åbnede en luge og skubbede mig ind i et mindre kammer. Realiteterne begynder at sætte sig til bords i min bevidsthed, den var altså god nok jeg var død, stendød. Lige der midt i min middagslur. Kunne det være basserne? Kunne det være en overset flåt med hjernebetændelse? Måske bare et klassisk hjertestop ala Eriksen, ingen hjerteløbere... Måske en ukendt sygdom? En ny pandemi - patient nr.0? Inde i det lille kammer runger Ada's dødserklæring. Det våde på min trøje var iset til, på den måde blev hun med mig derinde. Hun var generøs, overskudelig gavmild med hendes opmærksomhed, betænksom og rolig, jeg tror mit hjerte slog lidt langsommer de gange hun var inde hos mig og hente piller. Hun løb op af trapperne to trin af gangen i de hvide plastik træsko. Jeg havde en følelse af transit i det ellers fuldstændigt stillestående lille kammer. I ambulancen havde de to læger hørt radio, deres sæder var krummet til ligsom min sofa, og nede i handskerummet lå der madpakkepapir fra en sandwich bar, og de brune bagerposer, tre iskaffe dåser - deres fordøjelse måtte være på arbejde. Det var nu meget sødt, en kvinde på jeg tror treogtredive og en mand på måske fireogtredive, et god makkerpar, den ene havde skubbet sine hænder ind under min bagdel mens den anden havde undersiden af sine ene hånd under min nakke, og i et tag var jeg ude af sofaen. Jeg kunne ikke høre hvad de talte om, men snakken gik, og der blev også grinet. Manden havde en diamant på sin tand, som kvinden blev ved med at sige blændende hende, så hun ikke kunne udføre sit arbejde ordenligt. Den slags venskabelige drillerier fortsatte nok det meste af dagen mens de hentede min slags, de stive kolde bekrummede unge mænd der åbenbart døde i deres sofa.
Sommetider kunne man, da man var levende, spekulere på hvordan det var at være død. Krummen sad stadig i min mundvig da bedemanden klædte mig i mit jakkesæt. Jeg havde ikke set det siden sidste vinter, og det overeskede mig hvordan han med snilde fik det til at sidde strøget, og stilfuldt på mig. Han fløjtede stille en melodi der mindede mig om en af mine gamle lærer fra grundskolen. Jeg var blevet blegere end nogensinde før, grå at se på, nærmest blå. Mine læber var lilla og mine øjne var sunket dybt ind i mit ansigt. Døden havde bragt mit ansigt i en afslappet, men låst mine. Den fremmedgørende følelse af at se sig selv udefra – som når man kigger i et spejl – var forduftet. Der var ingen tvivl. Det var mig, der lå der. Og uden at sige for meget klædte den bleghed mig. Der var en tiltalende melankoli over min åndsløshed, hvis bare han ville fjerne den krumme nu. Jeg havde set en anden blive kørt ind i kølerummet. En mand i sin bedste alder, omkring de fyrre år. Han bar et smykke om halsen, og havde en tatovering på maven, hans muskler var markerede, hans mund let åben, håret lå skråt nedover det højre øje. Vi lå ved siden af hinanden i et par timer før bedemanden kom. Kun afbrudt af hans kæreste der kortvarigt kom forbi. Hun var meget stille. Hun tog hans hånd. Hun rørte hans brystkasse, ved hjertet. Vi delte en tosomhed med ham, den dag. Hun var generøs. Et sort slør dækkede hendes ansigt, men ikke hendes læber, der havde mørkegrøn læbestift på. Jeg var tilfreds med mit udseende, mit hår var flot og jakkesæt sad godt. Bedemanden lagde en mønt i min inderlomme. Sammen med en yngre dreng, kørte han en enestående egetræs kiste inde i kølerummet. Langs undersiden af kistens låg var der snedkereret en tandfrise der løb hele vejen rundt om kisten. Bedemanden fortalte den unge hjælper at kisten var et svendestykke fra en møbelsnedker, under kisten stod der A.Skancke. Håndtagene var fæstnet med børstet stål. Så lukkede de låget på.
Kirken var stille, præsten var stille, stod stille på prædikestolen, lyset stod stille, mens organisten spillede rummet op. Orglet fik det hele til at smelte sammen i en rungende resonans, alle mine kærester, alle mine fortabte venskaber, min mor, min far, min søster og bror, alle mine fuldstændige venskaber. Pludslig følte jeg en øjeblikkelig kropslighed. Lige der midt i min erkendelse af min død, kom jeg kortvarigt tilbage i min krop i kisten, og så undersiden af låget. Hvor et uformidligt, nærværende, fuldstændigt budskab stod skrevet i lys. Begribeligt men øjeblikkeligt forsvindende som erkendelsen af min egen død. Min tommelfinger slap min lillefinger og jeg knyttede mine hænder, og mærkede en varme strømme ud i mine fingre, mærke spidsen af min storetå blive klemt af skoen, kørte min tunge henover mine rug tænder og trak vejret ind gennem næsen og ud gennem munden, og i selvsamme øjeblik stoppede orglet med at spille og min krop var for endeligt alene hjemme. Der svævede jeg op over forsamlingen. Til lyden af kirkeklokkerne forsvinder selv min indre stemme, og hans jeg blev taget af vinden.
Epilog
Å kære læser! Velsigne dig.
Arbejdet med teksten påbegyndte i højsommeren 2025, en tid med badning, sol og fantastiske venskaber.
Lad det kommende forår bringe dig tættere på livet.
Største hilsner Morten.