Manden med den beskidte hånd

__________________________________________________________________________

Manden med den beskidte hånd

Tekst af Storme van Dijk

__________________________________________________________________________

Antti Favén

Kishida Ryusei

Kamil Ihotak

Boris Grigoriev

Ferdinand von Wright

Elin Kleopatra Gambogi

Ernst Josephson

Ivar Arosenius

Viking Eggelin

Giuseppe Pellizza da Volpedo

Albert Pinkham Ryder

__________________________________________________________________________

Når drengene fra hans fødeby viste sig i hans nuværende by, dukkede han nakken og havde hænderne i lommen. Ikke fordi at de ville gøre ham noget ondt, faktisk diamentralt modsat, fordi at de ville hilse på ham og snakke med ham og takke ham. Han havde været kongen af sin fødeby og han havde taget derfra i rette tid til at blive afsløret.

Han stod i lejligheden og så ud af vinduet. Han så på de folk der færdedes på gaden her på eftermiddagen. Der gik en kvinde som konstant skiftede retning og det nagede ham til det yderste.

Han så på uret og trak selerne op. Så trak han skuffen ud og bladrede igennem et par gamle rudekuverter. Efter lidt tids søgen, opgav han med en tænksom lyd og gik over til amagerhylden. Der stak, vigtige foldede papirer ude i alle retninger bag bøgerne på hylden, og da han satte fingrene på den for at kigge nærmere, bøjede den af hængslerne ved blot den mildeste kontakt og faldt til gulvet. Nogle af bøgerne dumpede ud på gulvtæppet. Han så op på der hvor hylden havde hængt og aftegnet sit omrids i en anden nuance af tapetetets farve, som når man fjerner en parasolfod efter regnvejr, og han så at der sad en gammel lap papir fast i sømmet på væggen. Han foldede det ud og opdagede at det var et digt som han havde skrevet i 9ende klasse i forbindelse med en skoleopgave. Det lød sådan:

Lykken er en jordbærhat,

smerten svirmer som en flue,

mit jordbærbed er blevet en massegrav

jeg har været ulykkelig, i snart en uge.

Hans øjne skinnede vemodigt som et tøjdyrs blanke øjne, mørkets to manchetknapper og han huskede nu hvordan han havde tænkt dengang han skrev digtet. Han foldede det sammen igen og satte det i brystlommen, så fandt han sine papire og tog ud på gaden for at gå mod biblioteket hvor borgerservice lå i den kommune. 

__________________________________________________________________________

Knockout CP Freshsmart

René Breitbarth

Shamil Sabirov

Olli Mäki

Davey Moore

José Argumedo

Akira Yaegashi

Pedro Guevara

__________________________________________________________________________

Han kom til svingdøren, som konstant skiftede retning i et udslynget mynster, så det var svært at komme ind i et forsøg uden at skulle tvinges frem og tilbage og det fik ham til at vrisse så snart han nåede ind til foyeren. Først kom lugten af det institutionelle menneske, som vi må lugte af når vi samler os i bygninger side om side som to uåbnet sider fra en nytrykket bog, der har netop samme balsamiske og forlorne lugt. Der løb et plastikduppet gulvtæppe langs hele gulvet som mere eller mindre var en lang dørmåtte, i højere grad end det var et gulvtæppe. Biblioteket lå til venstre for foyeren, og var et ganske lille bibliotek der kun blev brugt af de yngste eller de ældste fra byen og det vidste det godt selv med sit sortiment af udlåningsbøger. I denne del af landet, herskede fagbøgerne og skulle det være skønlitteratur var det i højeste grad disse ungdoms- fantasyromaner, som abselout ingen havde et forhold til, eller de moderne kriminalromaner med deres forenklede og rædsomme omslag, som netop alle havde et forhold til. Til højre lå borgerservice, som i grunden var pudsigt, at virkeligheden sådan lå til højre fra litteraturen.

En ung mand stod og græd ved døren. På væggen hang en billig kopi af et maleri med bibelsk motiv. Det forestillede en bagbundet mand, stå med fronten til en håndfuld magre løver, i en mørk krypt.

Daniel in the lions' den, 1872, Briton Riviere

__________________________________________________________________________

Kronprinsessegade

Hjertenfrydsgade

Delefingade

Krokodillegade

Haregade

Elsdyrsgade

Krusemyntegade

Fredericiagade

Tigergade

Borgergade

__________________________________________________________________________

Han trak nummer og satte sig på en af de gule stole der vær rækket op langs væggen. Der var skranker af bordmænd- og damer  der sad på små øer i lokalet, bag deres stueplanter og hver især var de i færd med at tale med vinterbeklædte borgere. En lyd tonede frem, og et tal blev stort på den sorte skærm. "Nummer 21" forsikrede en af receptioisterne, somom at det ikke var tydeligt nok med skærmen. Han trådte frem til en kvinde der stod op bag disken. "Goddag" sagde de til hinanden. "Ja, jeg skal have udbetalt nogle feriepenge." sagde han. Han sagde ikke "mine" med vilje, måske for at opløse det sociale magtforhold mellem borger og receptionist på borgerservice. Måske ikke, han var ikke helt klar over hvorfor han brugte den vending "nogle feriepenge". "Ja, jeg skal lige bede om dit personnummer først." sagde hun. Han sagde sit personnummer og hun sagde hans navn. "Gregory" sagde hun og så på ham. "- Og du siger altså feriepenge." sagde hun og flyttede så øjnene tilbage til sit arbejde. "Ja" afgjorde Gregory. Hun klikkede på sin computer og talte langsomt "Godt så. Og du er bekendt med at du nu kan gøre dette digitalt, ikke sandt?" "Jo jo, jeg har bare været vandt til at gøre det på denne måde i mange..." han lod sin sætning døse ud til en svag stilhed. De var tavse begge to, mens hun klikkede videre, og så henvendte hendes hoved sig igen til ham og sagde. "Godt, jeg vil straks lige gå ud bagved og få det fikset. Du kan bare tage plads igen ved stolene." hendes arm strakte sig frem i et signalement. Han nikkede og tog digtet op fra brystlommen og skubbede det frem på skranken med to fingre. Hun foldede det ud og læste det for sig selv: 

Lykken er en jordbærhat,

smerten svirmer som en flue,

mit jordbærbed er blevet en massegrav

jeg har været ulykkelig, i snart en uge.

Hun så på ham og smilede og foldede det sammen igen. Så strakte hun armen ud med knyttet næve og slog ham hårdt og hurtigt, direkte centreret i næseregionen. Gregory udbrød lyde og fumlede bagover men blev stående på benene. "Vi deligerer tæsk ud på borgerservice i dag" sagde hun og kaldte et nyt tal mens skærmen foran dem bippede. Han satte sig hen på de gule stole igen og ventede. Hun gik ikke ud bagved, som aftalt, men tog derimod imod den næste borger istedet, det blev han lidt vred over, men samtidig havde han godt af at vente lidt. Den anden mand fik også et slag i ansigtet efterfulgt af et replika af samme replik som hun havde givet Gregory, og så satte han sig hen ved siden af ham på stolene. Da de begge forstod hvad der var sket blev de kollektivt, men uden at drøfte et ord, enige om at det et eller andet sted var fair nok.

__________________________________________________________________________

Tulipanløg

Sommerløg

Ramsløg

Rødløg

Skalotteløg

Overklasseløg

Gløg

Løgumkloster

Purløg

Golfpløg

Løgknold

Løgne

Løgnhals

Løgnagtighed

__________________________________________________________________________

Senere den aften sad Gregory alene ved sit spisebord. Det var lang tid siden at nogen var kommet forbi til et besøg i hans lejlighed. Man kunne se byens rådhusplads fra vinduet i stuen. Det var en stor asfalteret plads, med en statueret springvandsopsætning i midten. På toppen af fontænen boede en lille buste af en kvinde med en senklassisk positur, der med den ene arm løftede en kande over hovedet og lod den hælde ned over sine skuldre. En mand var på pladsen. Han var alene netop i momentet og han bevægede sig hen mod springvandet. Gregory holdte øje med ham, han så hans opførsel og hørte hvordan han råbte op. Det lignede delerium. 

Manden stillede sig op i springvandets store skål og skreg højere. Han blev hurtigt gennemblødt og da Gregory åbnede sit vindue kunne han på afstand høre mandens ord. "Man kan kun græde. Man kan kun græde. Man kan." han gentog sine udbrød systematisk med en tvangslignende rytme som en fugl der synger på eftermiddagen. Gregory sad og skrev på en liste. Han var begyndt at skrive små sedler med lister over de ting han ikke skulle holde styr på, men som han alligevel godt gad at få samlet. Han havde skrevet ting med sin hånd, som havde fået skaffet ham sin lejlighed og sit rolige liv. Det var somme tider som om at de andre af hans kropsdele stod i gæld til hånden, sågar misundede den. Han stolede derfor kun på den. Det var også hånden som i sin tid havde skrevet selvsamme digt fra 9ende klasse, dengang havde det bare været en yngre hånd. Mens han sad der, begyndte hånden pludselig helt ustyrligt at skifte retning. Det startede langsomt mens han sad og skrev på sin liste, så fik den sin egen vilje og skiftede konstant retning mens den førte pennen. Han prøvede at løfte hånden fra papiret, da han var lettere forarget over dette fremmede indtog i hans eget og mest påførlige redskab, men det nyttede ikke noget. Håndens vilje var større end hans egen. Det havde han aldrig oplevet før i hele sit liv, og han sagde til sig selv at det ikke lignede hverken ham eller hånden. Den plejede bare at ageere tolk overfor hans tanker, og tage imod de kommandoer der kommunikeres indefra. Når kroppen talte sammen foregik det usynligt, langs nervebanerne, fra noget lysende i hovedet til en bevægelse i ledende, men nu var kontakten slukket, slusen var oppe - hånden havde fået egen vilje. 

Han var normalt ikke særligt god til at tegne, faktisk var han dårlig til det. Men nu var hånden i færd med at tegne noget for ham. Han skubbede stolen bagud og prøvede at trække sig væk fra spisebordet, men hånden blev stående. Manden råbte igen udefra pladsen. Han tog om hånden med den anden hånd, men intet hjalp. Den tegnede videre. Og det den tegnede var en menneskekrop, en lille udsultet menneskekrop. Der var nøje udtænkte detaljer som kun en øvet tegner ville kunne gennemskue at få fremtryllet. Det kunne ses i hvordan ørkenplanterne omkring menneskekroppen var afbilledet, på den måde hvor dele af den stod bare, mens andre var omhyggeligt udførlige, så det samlede udtryk blev omend ikke mere realistisk men i hvertfald mere kraftfuldt. Den tegnede en lille pige, som lå foroverbøjet i støvet. Hendes krop var så tynd, armene var så lange og tynde og hovedet var lille men så stort ud. Gregory så hånden føre sit arbejde, men opdagede nu at det billede den tegnede, var et han kendte.

The vulture and the little girl,
1993, Kevin Carter

Det var det eksakte motiv fra det verdensberømte - og ligeså omdiskuterede pressefoto, "The vulture and the little girl." eller "The struggling girl" taget af sydafrikanske Kevin Carter. Fotografiet viser en lille pige i forgrunden, som er kollapset grundet hungersnød, blot et par kilometre fra en fødestation i Sudan, (i dag sydsudan) og en ventende grib i baggrunden, som holder øje med hende. Det udkom i New York Times i 1993 og Carter vandt en af de største journalistiske priser, Pulitzer-prisen. Kevin Carter begik selvmord fire måneder efter prisen. Fotografiet rejste en hæftig kritik der kredsede sig om den etiske forpligtigelse i at gribe ind i hændelsen når man dokumenterer den. Mange mente at dette foto, blandt flere, var en udstillelse af human tragedie overført til et vulgært forsøg på æstetisk formidling af den sande virkelighed. I dag er det en velkendt forretning at vestens borgere holder støttekoncerter og indsamlingsshows og dermed varetager sig indstilling på afstand og det er såmænd vel egentligt også rimeligt nok - da ikke alle kan blive læger og ikke alle læger kan gå uden grænser. Men problematikken ramte altså dem der alligevel stod i situationen - krigsfotografen for eksempel - for det er her at os som borgere bliver mindet om spørgsmålet om vores fælles menneskelighed, og undertegnet den etik der er forventet af menneskets handling i denne position. For havde du ikke kastet alt fra dine hænder hvis du havde vidnet et menneske i ekstrem krisetilstand. Havde hånden ikke sluppet kameraet - da når døden konfronterer sig, skulle hånden stå til rådighed for at hjælpe - og ikke i den abstrakte og længersigtet bane ved at tage et billede og sætte det i avisen - men i det korte konsekvente overlevelsesinstinkt, som vi som minimum forventer indtræffer i humanismen? Kevin Carter begik angiveligt ikke selvmord grundet kritikken, man kan formode at kritik ikke er et uhørt mæne i den branche, da det drejer sig om hele fundamentet af krigsfotografens erhverv. Ironisk nok, et eller andet sted, begik han selvmord trods en længerevarende og dyb depression som var skyldet de ting, de folk og den virkelighed han havde set og fotograferet i årenes løb. Det beskrev han i hvertfald i sit afskedsbrev. På den måde, om det var intutionelt eller ej, fik Kevin Carter pointeret overfor kritikerene, at der i hvertfald fandtes et menneske bag kameraet.

Gregory så sin hånd skitse de sidste dele af barnet og derefter skiftede den til gribben. Men i stedet for at tegne den sultne grib i sandet, så han, at den tegnede ham. Den tegnede ham, med et udtryk som kun han selv kendte, med et blik af fråsende sult og ansvarsløst begær, som kun han selv havde set det. Så fik han endelig følingen tilbage i hånden, og kunne kontrollere den igen. Men det var forsent. På papiret foran sig, så han sig selv, sidde ventende på hug i en ørken over en hungersnødramt lille pige. 

__________________________________________________________________________

Donau

Rhinen

Elben

Themsen

Volga 

Seinen

Drava

__________________________________________________________________________

Manden på pladsen udenfor, hoppede rundt i vandfontænens skål, mens han bankede sig selv på brystet som en abe. Han kastede sit hoved rundt nu og da, i ukontrollerede vrid og råbte op. Så satte han sig på hug, under strålen fra springvandets løbende grållige vand. Han gav sig til at vaske sig selv i hovedet med to hænder, og gned det vand som lå i fontænens skål, med dertilhørende tørre småblade, aghorntræernes helikopterfrø og grus der havde dannet sig over tidens løb, i ansigtet. Klaskende slog han vandet ind i panden, og plaskede efterfølgende med hænderne i overfladen, mens vandet løb ned over ham. "I har jo ingen mening, hallo mand, I har jo ingen mening" råbte han nu mod de omkransede bygninger, og gentog det så mange gange at det ikke længere var en sætning. Der var ikke en antydning af et andet menneske i omegnen, kun lydende fra skodderne og vinduerne som blev lukket i, fra de lejligheder med fronten mod pladsen. Han så op på stenbusten af kvinden med kanden, på toppen af fontænen og gav sig til at kravle op på den. Da han med intet besvær havde kravlet så højt op han kunne, med læggene frygtsomt boret tæt ind til stenbusten og armene klamrende om kvinden, ringede hans telefon fra bukselommen. Han tog den. "Hej, det er Oliver inde fra Red Barnet, har du to minutter til lige at snakke med mig engang?" lød en ung stemme fra røret. Manden svarede "Ja, men nu skal du se, jeg holder allerede jeres nyhedsavis og betaler månedligt til jer." "Det er bare helt i orden, så skal jeg ikke tage mere af Deres tid." lød det fra den anden ende og da manden lagde på rømmede han sig og gav sig til at råbe op igen, mens han bankede sine knoer ind mod stenbusten på springvandet og lod tænderne klaprer af arrigskab.

__________________________________________________________________________

Sommeren med Monika

Høstsonaten

Hvisken og råb

Tryllefløjten

Den gode vilje

Fanny og Alexander

Det syvende segl

Søndagsbarn

Tørst

__________________________________________________________________________

Gregory så på sig selv i badeværelsesspejlet over håndvasken. Han skrubbede og gned sæben i voldsomme tag på sin håndflade under vandstrålen men intet hjalp det, den ville ikke blive ren. I ren irretation, slog han hånden ned i vasken og gav sig til at vrisse. Så skrubbede han videre, og han skrubbede så længe og så kraftigt, at hans hud opløste sig og hånden begyndte at bløde.

__________________________________________________________________________

Krokus

Erantis

Viol 

Vintergæk

__________________________________________________________________________

Dagene efter stod Gregory igen i svingdøren til hovedbiblioteket og blev skubbet både frem og tilbage. Det var søndag og der havde været mange mennesker på pladsen. Når han havde set et hvilket som helst andet menneske, i de seneste dages tid, kunne han ikke lade være med at tænke på hvorfor at det ikke var dem, der var portræteret som gribben i ørkenen og hvorfor at det lige var ham i stedet. Hvad havde han gjort? Hvem dømte? Han var selv en god borger, vidste han, han donerede sit om måneden og holdte nyhedsbrev fra orginasitionerne han støttede op om og i det hele taget vidste han om sig selv at han altid forsøgte at forsvare den svageste. Så hvorfor skulle den tegning stadig hjemsøge ham? Digtet lå krøllet sammen i brystlommen. Han trådte ind i foyerens kølige omslag og tog en kop vand fra vandbordet som var en af frynsegoderne fra komunale beredskaber. Biblioteket så tomt ud syntes han da han skævede ind af glasdøren. Han gik ind i borgerservice. Der var travlt. Han trak nummer, han fik 065, og satte sig så langs de gule stole opad væggen. Loftet var grimt. Han skulle have fornyet sit foto på kørekortet. Det var egentligt ikke særlig længe siden, højest et par måneder siden måske at han havde fået taget sit foto til kørekortet, men han havde fået at vide at han slet ikke lignede sig selv på billedet og at det derfor omgående skulle fornyes. Han kunne ikke selv se det, han syntes at han kendte det blik og de øjne men selv gode venner havde nu også sagt at han så helt fremmed ud på det.

Han så sig om, da han sad på stolene og opdagede at han sad lige ved siden af sin underbo. Under hans ben havde han et afskærmet hunde-transportbur der stod og rumsterede. De fik øjenkontakt, og Gregory nikkede høfligt og afsluttende, da han ikke kunne overskue at udveksle nogle form for samtale netop lige nu, netop lige her, i det stille, ventende og aflyttede rum. Men underboen læste ikke det afsluttende signal og begyndte at snakke. "Dav Gregory, jeg husker nu, at du stadig har udlånt din wok til mig. Den kan du få derhjemme." Gregory skiftede fra overrasket til påtaget høflig. "Nejnej du, den har godt af at blive brugt lidt, den skal du bare beholde." "Nej, ret skal være ret." svarede underboen og blinkede langsomt. "-hva, hvordan går det med dig?" "Arh du ved. Det går bedre. Bedre end i vinters men ikke ligeså godt som i sommers." sagde Gregory. "Det må være måneden så. " afgjorde underboen. "Ja." svarede Gregory. "Der hvor jeg kommer fra, der kalder man marts for den ventende måned." Gregory så på sin underbo med et undrende blik, og den forhenværende høflighed var forpint i at fastholde den lette umiddelbarhed der før lå i tonen. "Det er da noget vås? Vi to er da begge herfra, og jeg har aldrig hørt nogen bruge den vending før i hele mit liv?" underboen trak på skuldrene. Han var en gammel, lang og korthåret mand. Transportburet blev ved med at rumsterer, som fik Gregory til at forestille sig hvilken kæmpe arrig hund, underboen havde slæbt med sig, men der var noget over de lyse pibende skrig der engang imellem kom indefra det, som snarre fik ham til at tænke at det måtte være en lille hund. Underboen sparkede til buret. "Og hvad med dig Lars? Hvordan går I og har det?" spurgte Greogry ham, efter en lille pause. Underboen trak på skuldrene. "Det ved jeg ikke. Jeg ved ikke med hustruen, men jeg selv er under noget af en udvikling. Store ændringer er på vej, hvis man synder skal det svide." sagde han efterfulgt af et henkastet skuldertræk og Gregory nåede ingengang at svare, før at underboen trak op i sin flisjakke og afslørede bagenden fra en handgun der stak op af buksekanten. Så trak han hurtigt jakken ned igen. Gregory sad stille og fjernede ikke blikket, han nåede ikke at hverken frygte eller kapere synet, han gik bare lidt i stå som var han døset hen hjemme i sofaen. "Kan du løbe?" spurgte underboen. "Ja" svarede Gregory men blev siddende. "Nummer 58" sagde en kvinde fra en af bordøerne og underboen rejste sig mens han fastholdte blikket på Gregory og gik hen til skranken. Han lod transportburet stå, som nærmest var begyndt at gå sin vej grundet al den rumsteren. 

Underboen trådte op til kvinden som spurgte ham hvad hun kunne hjælpe med. Så trak han pistolen fra bukseremmen og sigtede på hende. Det gav et sæt i hende, men ingen lyd, snarre et inadvendt gisp, som når man fløjter ved at suge luften ind. Derfor bemærkede ikke alle i rummet at underboen var bevæbnet. "Hit med alt jeres service" sagde han til hende. Han havde to hænder på handgunnen, det var tydeligt for en kending, at han ikke var vant med våben. Kvinden spurgte ham om han kunne uddybe, og efter at underboen rystede på hovedet og gentog sit spørgsmål uden nogen uddybning, spurgte hun ham om han ville have penge. "Giv mig alt jeres service, sagde jeg." Nogen havde nu set det og begyndte at mærke på et skrig. Han vendte sig om og sigtede på skriget så der blev fuldstændig stille i det før travle rum. Så stak kvinden armen frem i et hurtigt slag nede fra hoften, som ramte underboen lige under øret på kæben. Det gjorde ham fortvivlet og han fumlede kort indtil han tilbagefandt sig i sin tideligere position. "Vi deligerer tæsk ud på borgerservice i dag" sagde kvinden og hun lød bange. Alle øjne hvilede på dem, alle arme var stille, ingen ben bevægede sig. Der var langt til døren for de fleste, manden havde magten. "Hvad kan I gøre for mig? Giv mig det som jeg fortjener som borger" 

"Men hvad kan jeg hjælpe dig med?" spurgte hun igen og det gjorde ham så vred at han ville affyre et varselsskud i loftet, men da han skulle lade handgunnen, havde han besvær med at få hevet laddet tilbage på automatvåbenet, at han måtte have mistet kontrollen og kom med en fejl til at affyre, ligeud for sig, i stedet for oppe i loftet. Patronhylsteret faldt på jorden og klingede rundt i en ring, mens kuglen havde ramt en gammel mand i halsen, der stod bag en anden skranke bag kvinden. Han faldt til jorden med det samme og folk begyndte at skrige og styrte rundt, i konstant skiftende retninger. Ustyrlige og rådvilde for at komme ud og flygte. "Undskyld, undskyld, undskyld." blev underboen ved med at sige, ment til den afdøde mand. Han blev tydelig bevæget og kortvarrigt var han den der så mest skræmt ud. Så genfandt han roen og råbte op at folk skulle stoppe med at løbe rundt, men det nyttede ikke, stuen var fyldt med alle der fumlede paniske rundt, og væltede ind i hinanden og kom til at vælte planter og borde, og dratte computere på gulvet og falde over andre der var faldet. Underboen råbte højere, men de hørte ham ikke fra deres egne skrig. Kvinden han før havde sigtet på havde også forsøgt sig ind i mængden. Det var som om at de fleste ikke kunne finde udgangen. Underboen var vred nu, han affyrede nu et varselsskud i loftet, som denne gang var vellykket, i og med at den ramte loftet, men stadig affektløs, da det blot forvoldede mere sanseløs kaos og ræd i den tummultfyldte menneskemasse. Så skiftede han strategi og bevægede sig tilbage til stolene, hvor han havde siddet med Gregory. Gregory sad der stadig og så på det spetakel der udspillede sig med de paniske borgere, mens der ingen kontakt var, indtil et udtryk eller en form for handling bag hans tomme øjne. Underboen trak transportburet ud på gulvet fra under stolen, i et agressivt drag, og afhængslede låsen, så døren sprang op. Ud af buret pilede hundredvis af udsultede rotter ud over borgerservicens gulv, og stak i alle retninger. De løb op af væggene, og prøvede at finde lys eller sprækker men når noget bevægede sig måtte de bide i det, og de mange ben jokkede rundt og trådte nogle af dyrene ihjel. De fleste af dyrene samlede sig om den mand der var blevet skudt og faldet om og de spiste ham. Rotterne var arrige, og de peb deres hæse lyse lyde, mens de faldt rundt og sprællede. Halerne gled efter dem på gulvet. Gregory trak benene op på stolen og så stadig på dyrene der flokkedes rundt blandt menneskerne der tumultarisk spændte ben for hinanden. Ingen jagtede hinanden, og underboen havde opgivet sit kup og satte sig ved siden af Gregory igen. Råbene og de voldsomme sammenstød og spark og bid kolminerede i at flere løb rundt og blødte, og stadig havde kun få fundet udgangen mens maginaldelen forblev i cirkulære baner rundt i den snart dekadente kommunale afdeling. 

Borgerne var tvunget til at løfte fødderne, de var skrupelløse og de kom aldrig væk fordi de gentog deres instinkter mens rotterne var frivillige men flygtige sjæle.

__________________________________________________________________________

Alan Titchmarsh 

Monty Don

Gertrude Jekyll

Carolus Clusius

Carl von Linné

Ynes Mexia

Conrad Gessner

Katherine Esau

Nikolaj Vavilov

Jagadish Chandra Bose

(Alexander von Humboldt)

Duane Isley

Russell Page

__________________________________________________________________________

Samtale og Korruption

 Samtale og Korruption

3 parts analyse af samtale i det 21.århundrede

Af Morten B.Birkegård

_________________________________

Samtale 

Engang mødte jeg en kollega der hed Boris, han kom fra Bulgarien. Jeg var blevet bedt om at vise Boris hvordan man udførte den opgave vi begge var ansat til at løse. Jeg havde været i branchen i et par måneder, og var glad for at min overordnede anerkendte mit kendskab til jobbet ved at lade mig vise Boris hvordan det skulle gøres. Boris lærte hurtigt jobbets ramme og udfordringer, og vi kunne hurtigt bruge tiden udover at løse opgaven på at have samtaler om hans tid i Bulgarien, og København.  Jeg skylder Boris meget, ingen penge, men store bedrifter.

_________________________________

Korruption

Samtalens død, snakkens død - syntes at være erklæret. Hvis man lytter til samfundets akademiske og universitetsstøttede forskere etc. I hvad jeg forstå som værende et resultat af det modernes individfragmentering ? . - Hvad tænker du ? 

Uden tvivl lever samtalen, det tror jeg de fleste universitets forskere etc er enige med mig i. Det er nok nærmere en samtale om hvilken samtale der eksistere i samfundet. Jeg har i mit arbejdsliv brugt tid i forskellige pauserum. Det betyder at jeg har oplevet mange forskellige socialgrupper, jeg har arbejdet som håndværker, jeg har arbejdet som sælger, jeg har arbejdet som pædagog, jeg har arbejdet som lære, jeg har været cykelbud, jeg har været rengøringsfyr, og jeg har været studerende. For at alle sætninger i mit voldsomt komprimerede udsnit her af min teori ("Samtale og Korruption") ikke skal starte med "jeg", har jeg valgt at denne sætning skal begynde og slutte med "for".  Det er sniksnakkens tid. Det kan jeg konkludere udfra adskillige samtaler med folk jeg blot kender perifert. Ikke at der ikke bliver ført utroligt interessante samtaler, jeg har flere med kammarater - der drejer sig om nybrud, rystelser etc. Det er bare ikke den dominerende samtale, og nu mener jeg også udenfor det perifere. Jeg taler også om radioavisen, avisen, professorer, proletarer, woltbudde, direktører (især), kongelige, filsoffer, - her er en tilfældig opremsning af en stor del af samfundet. Kernen i mit argument er at sniksnakken ikke er sygdommen forbeholdt frisøre, det er en sygdom der har inficeret samfundet som en pest. Den moderne filosof er en reproduktion af det 20.århundredes europæiske identitetskrise. Den moderne europæer er en metaantiproimperialist ,- mandsdomineret feminisme på dr1. Jeg tror den virkelige pest eksistere i aftenshowet. Jeg mener at samtalen på den ligeværdige præmis er truet, jeg tror ikke overvejelsen af krisen er død, jeg tror individualismens præg på samtalen om krisen forurener den virkelige samtale om denne krise. Det er korruption.

_________________________________

Brud

Samtale brud - når to personer bliver udsat for rystelser igangsat af en tredje person, i en samtale mellem alle tre. Dette fænomen begrænses ikke til tre, fire eller fem personer, det kan gælde i samtaler mellem op til uendelig personer. Jeg havde en ven der var utrolig god til samtale brud. Jeg har stadig vennen. Han ville altid konfrontere samtale korruption, han kritiserede min korruption - han gjord mig opmærksom på min egen, men også især på mine omkredsende mennesker. I begyndelsen er samtale brud utroligt intimiderende, og det kan ofte føre til at dem der igangsætter dem bliver frosset ude af fællesskaber - for det man skal forstå det er at samtale brud afsløre den råddenskab som korruption skaber i mennesker.  Jeg er evigt taknemlig for at have denne ven, som stadig til den dag idag afsløre samtale korruption. Samtale brud er utroligt underholdende, og nok i virkeligheden det der holder så utroligt mange menneskers liv igang. Det er de få mennesker der tør afsløre os andres ignorance overfor en nøgen kejser. Det er som at få bukser på en kold dag, når nogen fortæller os at vi rent faktisk en skønnedag skal dø en dag. Jeg vil nu rose mig selv for at have været gennem stor udvikling ifht kritik og samtale brud - jeg er ikke på 100% overhovedt. Jeg vil gerne skænke de brydende al rigdom i verden.  Forsøg selv med brud ved at konfrontere kammarater, familiemedlemmer, lærer og chefer...s korruption og rådenskab.

________________________________

Dette er et uddrag af et længere værk der undersøger det 21.århundredes flugt fra døden. Det er en undersøgelse af samtalen som værktøj til flugt.

Kontakt mig hvis du vil have indblik i det fulde værk "Samtale og Korruption"

Troskabet Svigt

Troskabets svigt

Af Morten B.Birkegård

loyalitet, pålidelighed og hengivenhed

Kapitel 1.

Mit hjerte gik i stå, helt bogstavligt. Helt konkret stoppede hjertet med at slå. Mine forhold var problematiske, jeg ville være død men sådan var det ikke. Jeg lå på hospitalet, og spiste en fantastisk omgang boller i karry, efter 14 år som vegetar havde lægerne fortalt at jeg måtte spise denne mad ellers ville mine vitale organer svigte. Jeg ville lyve hvis jeg sagde at synet af den flotte gule farve på den let cream hvide plastikbakke ikke var utroligt tiltalende efter at havet været i koma i 6 dage. Munden var helt tør, de havde ikke givet mig vand? Det første der skete da jeg vågnede var at en læge kom og børstede mine tænder, jeg var ved at besvime da den intense mentol smag ramte min ru tunge der ikke havde smagt andet end den filtrerede luft der cirkulerede i rummet. Av, og min tunge stod i flammer, jeg begyndte at græde, at flæbe. Tandpastaen var blå som operationlægens kittel. Min kone stod med børnene, og de græd ved synet af min lidelse. Velkommen til livet. Jeg spiste alt maden på bakken i løbet af 45 minutter. I radioen spillede en lang violin koncert, jeg tog mig en utrolig tid til at sanse maden, som virkelig rørte mig. Da min bror havde fået fjernet sin beskadiget nyrer, var han blevet serveret stegt kalvelever med asparges og hvidsovs. 

Jeg lå i sengen og havde erektion, jeg svedte og sang lavmældt med på anden violinens serenade. Jeg savnede ikke mit gamle liv, det nye gav allerede bedre mening. Jeg lå om natten, og kiggede på elektrokardiogrammet der spejlede mit nye liv, de rytmiske udslag der blev illustreret i den neongrønne linje på den ellers stille skærm. Jo længere jeg lå, og kiggede på den gentagende linjes udslag, jo mere kunne jeg genkende de bjerge jeg var vokset op omkring. Det havde revet i mit hjerte dengang, min mor havde sendt mig til byen. Jeg skulle gå i skole, jeg havde forventet, og måske troet, at hvis jeg stilte mig mellem de roligt svævende træer på bjergsidernde at hun ikke ville bemærke mig . Måske ville hun affinde sig med at hendes søn var væk. Jeg var vokset op med fyrnåle i skoen, jeg duftede af træ, jeg havde våde sokker der hang over ovnen i stuen, og dampede.  Min mave var en knude, efter hun havde fortalt mig at jeg skulle til byen. Under dynen bevægede min krop sig uroligt. Jeg onanerede om natten, lyset fra månen blev delt i fire firekanter når det skinnede gennem vinduet over min seng. Lyset bølgede over dynen når jeg onanerede om natten.

                                Elektrokardiogram

Jeg stod op, og gik med min hund og far ud for at se til fårene. Når man først så dem langt væk, lignede de en frossen sø. De bevægede sig som sort sol, når Eyvin omkredsede dem, de løb i flok styret af impulsive skift. Jeg gik lidt bag min far og kiggede på mine støvler. Han havde en tyk jakke på lavet af slidstærkt stof, hans bukser havde samme lysebrune farve. Jeg vidste at han drømte om at jeg måtte blive, ligsom Eyvin nok også var ked af at jeg skulle i skole. Men når man er 12 år gammel, skal man i skole, og man skal væk fra hele sit hjerte. Jeg var kun ked af det når jeg var alene på værelset om aftenen. Ellers var jeg stille. Det var begyndt at blive forår, og den smeltede sne gav overskydende vanddønninger der lå adspredt over landet, de spejlede himlen. 

Når jo, og hvad var det lige der skete dengang. Jeg havde tabt en økse ned over mit ben, og havde tabt blod, og var besvimet på græsset under skyerne. Det var begyndt at regne, og jeg vågnede i armene på min nabo Thomas, der havde set mig fra vejen. Familien var taget til byen for at handle ind, men de måtte have mødt en gammel ven for de kom ikke hjem. Og jeg havde ikke set dem før jeg lå i den sterile seng på stue 33. Jeg var endnu kommet selv, og min værelseskammerat kastede op i en rød spand. Han havde været ved at drukne, han var erhvervsfisker - Torsk, Sild, Rødspætter. Da jeg vågnede sov han, jeg tændte radioen og lyttede igen til samme kanal med koncertoptagelser, denne gang Mozartz's Piano Concerto No. 21, populært kendt i Elvira Madigan fortællingen om Elvira og Sixtens skæbner. Jeg kiggede på hans mund som var halvt åben, den ene side af munden glinsede svagt i kontakt med solen. Det måtte være savl fra munden. Jeg beundrede hans krop der fortalte sin egen historie om havets aftryk på en ung, nu voksen mand. Hans hår var fedtet og tungt, det slangede sig ned over ørene og panden, jeg kunne forstille mig duften af det, jeg vidste at det ville dufte salt. Jeg kunne forestille mig han drømte om bølger og havskum, og vind der får flag til at blafre. I tvivl om hans reaktion, hvis han opdagede at jeg beundrede ham i hans søvn ville jeg med mellemrum kigge taktisk mod loftet. Jeg ville tælle til 36 før jeg igen turde vende blikket mod ham. Han havde en ung kæreste, der havde grædt ved hans bryst i nat. På det lille bord på højreside af sengen stod en lav buket med gule og lilla blomster, jeg kunne svagt dufte dem. De dukkede op i rummet for mig, som de gør når det begynder at blive forår. Op af den mørke, og brune jord kommer et gult lys. Luften var varm på stuen, solen delte rummet, afslørede støven der hang stille i rummet. Jeg gad rejse mig fra sengen, men mit ben var for ødelagt i nu. Sygeplejersken kom til mig med en kop kaffe, og et stykke brød. Der var vesterhavs ost på. Han lyttede til mit hjerte med det kolde stetoskop. 

Kapitel 2.

Eyvin stod nedenfor for mit vindue og gøede. Han gøede vildt og med korte mellemrum. Jeg sprang op af sengen og så ham løbe ud over marken, over bakken og ned bag den. På pladsen foran huset lå en død kat, tror det Victor, men det kunne også være Maren. Det var nok bjerghunde, Eyvin var så klog og modig at han vidste han måtte ud til fårene. Fårene som ikke længere var synlige på engen til højre for fyrskoven. De var synlige, men ikke som i deres samlede form. De kredsede rundt, i små fraktioner med et par hundrede meters mellemrum. Jeg kiggede mod himlen, hvor skyerne var blevet grå, de kom trækkende som et tungt slør over landskabet. Det var morgen, og jorden var fugtig. Den ville blive løs når himlen åbnede sig, mine støvler ville hænge i muderet. Turen gennem dynglandet ville være udmattene, og jeg ville blive kold og træt. Eyvin forsøgte fabrilsk at samle den splittede gruppe, jeg satte mig på en sten. Bag stenen voksede en stor busk, sådan en busk hvor grenene er så sammen flettede og stærke at jeg kunne læne mig tilbage og kigge mod himlen. 

Jeg drak te, dampen stod over kanten på papkruset, som den var blevet serveret for mig i. Siden jeg var kommet her, havde jeg drukket te hver aften, og eftermiddag. Min dag var styret af servering af mad - morgenmad - aftensmad, her på stedet var der ingen frokost. Dagen var også styret af de daglige tjek til mit ben, og hjerte. Mit ben havde det godt, under omstændighederne. Jeg lå stadig og lyttede til radioen, en gang imellem ville jeg skifte fra kanalen med de mange koncerter, jeg ville lytte til lokalnyheder fra forskellige egne af landet. Jeg ville lytte til vejrudsigten, og se mit barndomshjem for mig, og jeg kunne se hvordan vi passede fårene ind til tjek, og når mig og Eyvin gik i skoven. Når jeg fik harpiks på ærmet efter at have klatret i et træ. Jeg tænkte på første gang Elvira og jeg havde kysset, det havde regnet i flere timer. Siden det var sommer var det ikke koldt, og vi havde gået gennem skoven, og dens forskellige former i flere timer. Jeg lagde mig på ryggen, over et ned faldet træ som var offer for orkanen 2 somre siden. Vi havde ikke tænkt over mere end at vi ikke kunne gøre andet end at smile når vi kiggede på hinanden. Vi var kærester, hemmelige kærester, indtil hun skulle flytte til en anden del af landet, og i et brev fortalte at hun havde mødt en mand der ejede en restaurant. Jeg kiggede over på den endnu sovende fisker, han havde fået mere farve i ansigtet siden han kom for et par dage siden. Vi havde ikke udvekslet ord, for han sov meget af tiden. Når han endelig var vågen, i forbindelse med samtaler med sygeplejesker, turde jeg aldrig hilse på ham. Jeg havde ellers brugt mange af nætterne herinde på at overveje hvordan jeg ville begynde en samtale. Hver dag omkring kl14 kom en sygeplejerske ind med en frisk buket, hun lagde kortet der kom med buketten i en bunke ved siden af vasen. Han havde endnu ikke læst nogle af kortene. Jeg havde ikke modtaget noget kort, og min vase var tom. Familien havde været forbi da jeg vågnede, og fik børstet tænder men der var jeg stadig lidt fra den efter at have været væk i 6 dage. En sygeplejerske fortalte at mine børn havde grædt, og at de havde været her meget inden jeg vågnede. Jeg havde ikke hørt fra dem siden. Til aften serverede de wienerschnitzel, med et par kartofler klædt i persille og en kvart citron. Endnu havde maden ikke skuffet mig, jeg forestillede mig, mens jeg nød maden, kokkens passionerede madlavning med elever, og varme smør brusende pander lavet af flere lag stål. Jeg var sikker på at hvis jeg kom ned i køkkenet, ville jeg besvime, duften ville være for overvældende. Det var nok godt jeg bare var her, og fik lov at spise maden i et neutralt rum. Hans øjenlåg dækkede blødt over øjet jeg endnu ikke havde set. Om morgnen, når solen ramte hans ansigt, først skråt over kæben, det halve af næsen og det højre øje var jeg sikker på at han var et resultat af mulig vrangforestillinger min krop udsatte mig for. Selvfølgelig passede det ikke. Under min hovedpude fandt jeg en ring, en vielsesring. 

Da regnen kom, løb Eyvin hen til mig, jeg sad stadig tilbage lænt i kradt. Han lagde sit hoved på mit lår, og peb.  Han havde ikke kunne samle flokken, der nok nærmere var blevet mere splittet. Jeg kærtegnede ham, og han tyngede sig indtil mig. Mit tøj blev tungt af vandet, og Eyvin blev beskidt af mudder. Vi gik den lange tur tilbage til huset i det tunge sumpjord. Mine sko var som opløst, vandet var trukket langt ind under skindet, og sokkerne. Jeg nynnede en sang for mig selv.                             

Den økse der havde hukket mit ben i stykker, den da jeg tabte blod og fik hjerte stop i haven, mens familien var nede og handle, og min nabo Thomas hjalp mig, var rusten og det havde givet mig en akut blodforgiftning. Blodet der løb fra såret var så mørkt, at det i den dårlig belysning på stuen om natten så sort ud, sort som olie. Madrassen var tydeligt ødelagt af mine store blodtab. Alligevel kunne jeg dufte buketten på det lille bord til højre for hans sengen. Jeg bildte mig ind at jeg kunne ligge mit hoved på hans brystkasse. 

Kapitel 3.

Røgen stod roligt op af skorstenen fra hovedhuset. Vandet i landskabet dampede, og mit hår der fedtet hang over min pande havde allerede forudsagt en dråbe sved der løb langs min tænding. Min mormor stod og hostede ved indgangen til huset, hun stod nedenfor stentrappen der ledte op til den store træ dør. Hun hentede mig, jeg skulle bo hos hende, og gå i skole i byen. Jeg havde taget fint tøj på, et mørke grønt slips hang over min hvide skjorte. Min mor og far, og lillebror, og Eyvin stod i døren til huset. Jeg var bevidst om at dette var en fællesbeslutning, mor havde bare taget samtalen. På et kort sekund, skiftede min verden betydning, eller måske skiftede jeg betydning for min verden. Jeg var ikke længere søn, bror, ven her, nu var jeg gæst. Jeg vinkede til min familie, Eyvin satte sig til højre for mig og strakte halsen. Jeg kløede ham på halsen og han lænede sit hoved ind imod mit ben. Nu skulle jeg hjem, til en by jeg aldrig havde været i. Min tid i Birkelund var forbi. Mormor lagde sin arm om mig, og sin hånd på min skulder. En tåre løb af min kind, men landskabet var ikke tilgivende eller omsorgsfuldt længere. 

Jeg lagde min hånd på hans kind, og han vågnede med det samme. Han var varm, hans blik vandrede nedover min næse og mund, han kiggede på min hals et par sekunder og lukkede så øjnene i igen. Jeg lagde mig ved siden af ham i hospitalssengen, han trak vejret tungt og roligt. Fra vinduet kunne vi se solen stå op over husene der omringede hospitalet. Jeg havde ikke før nu overvejet hvor vi var. 

Epilog

H

A

N   var en fange. Roligt. 

"Troskabets Svigt" er skrevet da jeg vendte hjem, og jeg fik lyst til at skrive igen. Det er aldrig nemt at komme hjem, ikke at det at være væk i virkeligheden har nogle større indvirken på hjemkomsten end at man ret konkret skal formidle fortællingen. - hvilket jeg er vild med. Det drejer sig, uanset hvor længe - hvor langt man har været væk, om at komme hjem igen. Alle kender føelsen, også min ven Otto der aldrig har været ude at rejse. - Det drejer sig nemlig ikke om den konkrete fortælling der sker i at rejse, men nærmere at skulle kalibrere sig tilbage til hjem. Jeg er hjemme igen. Uden mere dramatisk at formidle. Don't sweat it 

- Morten B.Birkegård

Det som ikke fu

Det som ikke fuldendes

Tekst af Signe Volkova

Morgenbakken den 7. April

Atmosfæren ligger klar og kølig over nattehimlen. Hun står på stranden nedenfor. Der løber noget ned mod hende, langt væk fra. En faldende sten med en lysende hætte, den strejfer luften hvis den var et klæde, den skærer en lomme hvis den var et legeme. Den falder i en intensiveret fart og med en opbyggelig skala af gradvis forenkling. Stenen er hvid og bliver kun mindre. Hun er iklædt en frakke, hun bærer støvler og står blandt mange sten. Klinten er høj, sandbankerne er stejle og om der går dyr deroppe ved vi ikke men hun står ved havbredden. Hun ser glimtet. Noget brænder op, men hun er tør og støvlerne er ikke vædet af tidevandet. Hun har en præcis afstand til det hele, som var hun et afmærket punkt på et landkort. Sammentræffet tror hun, og tænker hun, kommer fra valget om at tage ned til stranden efter mørkets frembrud. Hun tænker dette fordi at valget virker ukonventionelt, derfor mere magisk, og dermed inviterer hun uvilligt sammentræffet tættere på overtroen, end på den forhenværende idé om valget. Men valget havde en indledning af det sublime eller det fantastiske, som hun alligevel føler hver gang hun gør det som strider imod hendes instinkter. Som at stå her, og se det, som ingen andre ser, brænde op, nogle meter over havet.

Der er ingen kontakt mellem stenen og kvinden, der er kun det korte reb der kaldes blikket. Men da hun først fæstnede blikket i den lavere ende af et sekund, som glimtet tog om at brænde ud, er der tale om minimal kontakt. 

Da hun blev født og netop var blevet anbragt i kassen, (som spædbørn anbringes kort i inden de ligges til morens bryst), dejsede det, der var blevet hendes mormor, om på fødestuen og blev kort efter erklæret død af blodprop. Hun havde aldrig ment at hun havde kendt sin mormor, hverken haft kendskab eller mødt hende. Men de var jo i samme verden i samme korte øjeblik.

Stenen kunne først ses i glimtet fra dens afsked.

Lever noget så stærkest inden det forgår? Er den sidste besked den vigtigste, eller hvornår er der tale om et kendskabs toppunkt. Handler det om arven? Om processen indtil udbrand. Hvad som gjorde indtryk, og blev dyrket videre eller skrevet ned. Handler det om det at lyse? Hvornår man lo længst og højest. Skal lykken udregnes i rekorder, for er der tale om lykke hvis man tæller med en snes. Er der tale om toppunkter hvis kun man tager intervaller af kendskabets gøremål. Skal vi matematisk regne med mennesker, så skal vi lære alle dets decimaler. Men hvor meget vejer detaljerne? Alle materier har en vægt, det må betyde at de også har en begrænsning og at detaljerne, (som decimalerne) stopper til sidst. Et menneske har ikke alle detaljer. Der findes dem som taler eller bygger noget og gør sig selv tættere på det uendelige. Og der findes dem som tænker og gør sig selv tungere. Alle minder vejer også noget, de er bygget op af tanken for detalje, og der er forskel på dem. Det kan gøres, det er muligt at udregne et menneske for dets fulde størrelse. Ingen tør dog at våge.

Hun havde talt med en embedsmand. Hun havde holdt paraplyen og han havde takket nej til at købe Morgenbakken. Men han havde skrevet under. Han bukkede sig ned efter sin blåhættede kuglepen. Han lo, som om han var blevet taget i en fejltagelse og han beklagede sig over for hende for at tabe sin kuglepen, men ikke for at skifte mening om købet af Morgenbakken. Denne mand havde perspektiver som kun han selv så. Han stregede sin underskrift ud. Hun blev ked af det, men mest fortvivlet over situationen. Hun var ikke vandt i en salgsverden, det var ikke hendes mantra, hun havde ingen interesse i handel, hun synes at det lå beslægtet med fusk. Så rådvildt forgabt over hans opførsel, hørte hun sig selv svare "ja" til om hun ville følge ham til bussen, nu hvor hun alligevel holdte paraplyen. Det var ydmygende. Bagefter havde hun tænkt at hun skulle have gået sin vej og lade ham stå i regnen, sådan var reglerne sædvanligvis sikkert i forvejen i handelsverdenen. Men hun havde desværre været høflig trods sin indskydelser, - måske for at overrumle hans mangel på samme høflighed. Hans besværlighed måtte hun ufrivilligt have forsøgt at fortynde med sig selv som eksempel. Men hun havde ingen attitude eller målrettet morale med paraplyføringen. Hun var blot slukket i hans ordre og han kunne ligeså godt selv have holdt hendes paraply eller gået det sidste stykke uden. Det var ham der skyldte hende, og nu sad han i bussen og hun stod tilbage med Morgenbakken.

Kort efter at hun havde genannonceret, havde en anden embedsmand henvendt sig til hende. Han ville købe Morgenbakken og bruge den som feriested til ham og hans familie. Hun inviterede på en uformel forhandling i caféen nedenfor. De mødtes, hun kom til tiden og han sad allerede ved det bagerste bord og vinkede til hende så snart han så hende. Hvordan han vidste dette, vidste hun ikke. Han var ikke nogen særlig spændende mand af udseende. Lidt rund i hovedet, med brune øjne og lange øjnvipper. Tynde læber og små hænder, og så var hans hals opdelt af skægstubbet områder og parmanente striber som huden selv laver. De gav hånd og hun lod sit halstørklæde blive på. De smilede længe begge to, i de første hysteriske minutter, så blev de forsonet i et overraskende skiftende øjeblik hvor de blev enige om at skifte kaffen ud med et glas Bourbon i stedet. De var milde over for hinanden og de kunne få hinanden til at le. Hun havde ikke forventet det, men der var noget i den måde han var på over for hende som fik hende til at holde længselsfuldt meget af ham. Først slog det hende som en omkuldslånde omsorgstrang, som når man får øjnkontakt med en ventende hund, der står tøjlet ude foran et supermarked. Hun havde ikke ondt af ham, han fremstod ikke ynkelig, men samtidig var der noget ved ham der var ensomt uløseligt, og som hun følte hun måtte være en del af for at kunne fikse. 

Han spurgte ind til huset, men det kom til at handle om ham selv. Han snakkede om sig selv med en selvbevidst nedtonen og af og til en vis hån, på den charmerende facon som mænd med lavt selvværd evner at mestre efter mange års resignation. Han fuldførte den sædvanlige smørre om hvor lille han havde været i folkeskolen og hvordan de andre børn undgik ham eller tværrede ham ud. Hun bed modvilligt på krogen, han var øm men også lærd på sin bedrifter. "Nu tænkte du nok at i og med at jeg er embedsmand, så har min nuværende velstand, ligget i kortene fra et afskåret turbulent forhold med en ligeså rig far, men det er faktisk ikke sandheden." han smilede og tog glasset til munden.  " - Men sagen er at, - jo jeg har da altid haft en idé om at jeg skulle benytte min evne til finanser, men selve den lange uddannelse, den tog jeg først meget længere hen af vejen. Det er derfor jeg er så gammel i dag. Jeg startede ud med at prøve at blive centervagt i mit lokale storcenter" Han holdte en tydelig pause så hun skulle grine. " - Og som du nok kan forestille dig, nåede jeg aldrig at lægge nogen i en benlås. Allerede til jobsamtalen gik det faktisk galt; jeg fik en rundvisning af inspektøren og så kom der een spænende mod os og tog hendes taske fra hende og løb. Det var jo den perfekte mulighed for mig for at vise mit værd, men jeg stod bare stille og var så satans forvirret. Jeg mistede naturligvis jobbet ligedér, og tog til bage til jurastudiet. Jeg tænkte efterfølgende på hvor uheldig jeg havde været med den tyv" "Jeg forstår. Han stjal jo fra jer begge." sagde hun og de lo overrasket begge to. 

Han tænkte på at han godt kunne lide hende, på en måde man ikke kan lide en ukendt på, men på den måde man holder af en man har fulgtes med længe. Det var som om at han havde mødt hende igen, selvom at det var første gang at han mødte hende. Hans hånd kom til at skubbe til hans briller der lå på cafebordet. Han beklagede sig over for hende for at tabe læsebrillerne, og bukkede sig ned for at samle dem op. Da han bukkede sig, kunne hun se den store afskalerede plet der var ved at sprede sig til en begyndende måne på hovedet. Resten af frisuren var halvlang, så det fik det til at se mere ud som et stædigt forsøg på at opretholde ungdommen, i stedet for den almene og opgivende løsning blandt middelaldrende mænd, som barberer sig skaldede og gror et fuldskæg i stedet. Hun forestillede ham fra den side, stå på balkonen på Morgenbakken og se ud over nattehavet. Ham i en t-shirt, stå foroverbøjet på rælingen og se mod hundestjernen eller venus. Hun så for sig hvordan at hun ville sidde inde på sengekanten og se hans begyndende isse under månen og hvordan de to ville have boet der sammen fordi at tanken var så oplagt. Så hjemvendt tilpas. "Det ligger i et godt område, jeg synes du sælger det billigt. Østkysten troede jeg var eftertragtet?" sagde han. "Østkysten er faktisk ikke særligt eftertragtet, især ikke i forhold til vestkysten. Folk ville have aftensol på havesiden, det er der de har fri. Ingen er interesseret i solopgang." "Jeg er." sagde han hurtigt og så på sin telefon. "Jeg står tideligt op og vil have godt af at blive varmet fra morgenstunden af." de smilede stille til hinanden. Hun tænkte på ham som en fasan der løb, da de har motoriske fællestræk med arbejdsmænd på cykler, og de har noget over sig som både får dem til at se så søde ud, men også så alvorligt optaget af dem selv og deres ruter. Men hun havde aldrig regnet med at det skulle være sådan en mand som hun havde en ømhed for. Flere ting burde være naturstridigt ved ham, han var ikke hendes normale type og hun var ikke tiltrukket af ham. Han virkede heller ikke særligt spændende eller påført med en skabetrang, men det var hans helt overdrevne trivielle fremtræden, som vækkede noget til live i hende. Han virkede til at kunne få livet til at gå, og på en problemfri måde, på en måde så man ville kunne følges ad. Dét var vel hans poesi, tænkte hun, netop hans hverdagsfacon og hvordan alt fremstod ham så let eller som noget han kendte til og skulle kommentere. Hun blev bjergtaget over en mand der virkede til ikke at kunne blive bjergtaget over noget. Men han var bjergtaget over hende.

En halvanden måned senere solgte hun huset til manden. Hendes mor var blevet vred fordi at hun havde ment at hun havde solgt huset til den forkerte. Hendes fætter stod og manglede bolig, han var ung og bedemand og bød i øvrigt meget under salgsprisen. Men familien lå alligevel tættere end en tilfældig kapitalist, havde hendes mor ment. Men sådan var det blevet og fætteren fandt en studiebolig på Fyn. 

Hun havde netop fået billedet tilbage i hovedet af ham der stod på balkonen i mørket, det hun tænkte den ene gang de mødtes, da han sendte hende et billede over sms af huset. Han havde kørt alene derned for at få overdraget nøglerne fra naboen og på billedet stod han ved siden af sin bil foran huset i aftenlyset, og sendte et teatralsk ansigtsudtryk, som skulle signalere noget i retning af; at nu havde han gjort noget så vanvittigt som at købe dette hus og at der var meget der skulle nås endnu. Hun havde tømt huset i slutningen af foråret og over sommeren fik han renoveret de dele hun aldrig selv havde haft værken råd til, eller interesse i at få opfrisket og sat i værk. Det var hovedsageligt nordsiden der havde brug for en opkvikning. Han fik bygget et bryggers og nedlagde jordkælderen. Han fik dertil også udvidet køkkenhaven og luget ud samt bygget et lille gæstehus på matriklen og malet det i samme farve som hovedbygningen. Nogle dele af facaden havde været jordslået og pilråddent, men hun var sikker på at også dét havde han fornyet. Men han lod terassen være, selvom at den var lille. 

I slutningen af september stod det hele færdigt og i starten af april året efter, hørte hun fra ham for første gang i månedsvis. Det var en invitation til at besøge Morgenbakken igen. 

Hun ankom i sin bil, og mødte ham i døren. Børnene larmede inde bag ham og de gav hånd og hun sagde at han sørme havde været flittig med huset og at det stod skarpt. Han sagde at nu skulle hun bare se hvor meget de havde ødelagt. Hun fik også sagt at det klædte ham at bo på Morgenbakken. "Og du kommer alene?" spurgte han i vingfanget. "Ja, min kæreste er på forretningsrejse, desværre." sagde hun og han sagde "Nånå så bliver det bare os." Hun hilste på hans hustru, og hans to børn, en pige og hendes lillebror. Hustruen virkede helt normal og endda en kende venlig, på en oprigtig måde. Det regnede, men hans hustru insisterede på at de skulle spise udenfor. Han slog en parasol op og hun lagde sin paraply ind i gangen. Så fik hun en rundtur, i det der tideligere havde været hendes eget hus og de snakkede længe om huset. Faktisk snakkede de så længe om huset, at det næsten var for meget, at det hele næsten var blevet opbrugt og at man næsten ikke kunne læse mere ind i Morgenbakken og dens pragmatiske dertilhøren. Selv lynaflederen snakkede de om og hun ønskede for en stund at de bare kunne have snakket om ham, eller hende. De satte sig til bordet og snakkede videre. Familien havde holdt jul på Morgenbakken, men en sommer i huset havde de til gode og det var samtalens evige rotationspunkt. Regnen trommede på parasolen og børnene var flinke. De spiste en dampende løgsuppe med smeltet ost og brød til. De sad ved siden af hinandnen og han lænede sig ind til hende og sagde lavmeldt, men stadig så alle kunne høre det, at hun bare kunne flytte ind igen og så kunne de kalde det "Tvebakken". Hun lo lidt, mest høfligt fordi at han var trængt sådan ind på hende og fordi at hendes reaktion var kommet i fokus for hele selskabet og imens virrede hans hustrus hovede og hun sagde grinende "Farhumor, du skal ikke tage dig af det." og ingen svarede hende. Men hun tog sig af det.

Da de havde spist færdigt og drukket et glas hvidvin, krammede hun dem farvel og satte sig ind i bilen. Aprilaftenen var sort og der var lang vej hjem. Men det havde været en god aften, for selvom at det også var vemodigt og ikke mindst underligt at se sit eget hjem hjemme hos andre, blev hun alligevel afklaret om -, på motorvejen, -at han havde været den rette køber. Det blev dog den sidste middag hun spiste på Morgenbakken. Hun havde både håbet på at de ville invitere hende igen, men var samtidig også meget lettet over at de aldrig gjorde det. Noget faldt på plads for hende under årenes løb, men savnet til Morgenbakken og tanken om ham, var evigt tilbagevendende gæster.

Epilog

Han var den eneste der ikke var faldet i søvn. Ved siden af ham lå hans hustru og han kunne høre uret tikke, højere end han ellers var vandt til. Han åbnede forsigtigt balkondøren og trådte ud i natten. Det var koldt at stå der, i kun en t-shirt og underbukser. Havet lå foran ham og var enten det der sov tungest eller det som aldrig kunne gå i seng. På himlen så han stjernene, da skyerne havde lagt sig lavt ved horisonten. Han stod der lidt tid og tænkte på om det han nu gjorde var det rigtige. Han mente nemlig at han havde fået en alder hvor man kunne begynde at tale om ting der ikke kunne fortrydes. Men så smilede han og lagde sig så ind til sin hustru igen.

Men han kunne stadig ikke sove. Hans øjne havde bare lyst til at se på noget, og hans ben til at gå så han rejste sig op igen, tog varsomt sit tøj på og gik ned i gangen. Så tog han sin frakke på og sine støvler og gik udenfor. Natten lå der ude og lysene gyngede i det fjerne. Han gik ned af bakken og ned af en lille skovsti han havde bemærket en af dagene, som førte til en skrånet trappe. Over ham var luften klar og atmosfæren lå og vuggede. Fra aller øverst oppe, trak en hastighed sig nedad, som et spyd der daler mod jordenog en brændende hvid masse blev langsomt til en faldende sten. Han kom ned af trappen og igennem en bevokset passage som førte ud til en stenstrand, som lå lige nedenfor morgenbakken. Det hvide himmellegeme farede mod ham, mange hundrede meter over hans hovede men nåede at brænde ud til et lysglimt lige over ham. Han havde hverken set det eller hørt det og han vidste heller ikke at det havde haft kurs lige mod hans begyndende isse, der hvor håret ikke var færdigvokset længere. Han stod og så mod stjernerne og han smilede. 

De kendte ikke hinanden længere, de havde blot passeret hinanden i deres liv og nu lå indtrykket hos dem selv og simrede svagt. Men resten af virkeligheden forblev bare stille forandrende. De fandtes begge endnu, de var jo i samme verden i samme korte øjeblik.

Jeg skrev en tekst af ti noveller som hver især skildrede nogle folk som kollapsede. Da jeg helt oprigtigt var nået til den tiende, måtte jeg ved en fejl have kommet til at slette det hele. På en måde kolapsede fortællingen selv, hvilket jeg synes er uhyggeligt. Den skulle have hedet "La vita macabre", som igen, tilfældigvis var meget nøjagtigt det jeg følte da jeg ikke kunne få det hele tilbage. Denne tekst er den første jeg har skrevet efter en lang skriveblokade og en længere nedgang. 

På den måde lærte jeg, at jeg ikke kan skrive om det makabre da det slår sig selv ihjel. Men hvis jeg i stedet skrev om kærligheden, ville jeg måske selv føle mig elsket.

-Signe Volkova, 05.03.2022 

Smycka !

Smycka !

ØSTERS

FRA HAVET

. Hendes hus var voksent, 

hendes far havde et Rolex Submarino Ur på 

Han havde nemlig været på dykker ferie på mallorca, tage dykker certificat.- det er vigtigt at have styr på tiden under vand. 

ØSTERS 

FRA HAVET

. Hendes hus var rødt ,

hendes mor havde foreberedt et bord med tv der viste dr1,- licens er noget vi giver til hinanden sagde min ven.

ØSTERS

FRA HAVET

. Hendes hus var ikke deres,

pengene i banken lå på nettet, to søstre og en hund. 

ØSTERS

FRA HAVET

. Hendes hus havde mus,

Køb, og salg, af hvidevare Køge omegn :

Sælger denne electrolux mark5D,

Kun seriøse bud.

Hvis livet var så simpelt havde far sagt på ferien til mallorca.

Det viste sig at passe, som da Nietzsche erklærede gud død.

Af Julius Von Der Leyen  ( Juniorskribent )