Det som ikke fuldendes
Tekst af Signe Volkova
Morgenbakken den 7. April
Atmosfæren ligger klar og kølig over nattehimlen. Hun står på stranden nedenfor. Der løber noget ned mod hende, langt væk fra. En faldende sten med en lysende hætte, den strejfer luften hvis den var et klæde, den skærer en lomme hvis den var et legeme. Den falder i en intensiveret fart og med en opbyggelig skala af gradvis forenkling. Stenen er hvid og bliver kun mindre. Hun er iklædt en frakke, hun bærer støvler og står blandt mange sten. Klinten er høj, sandbankerne er stejle og om der går dyr deroppe ved vi ikke men hun står ved havbredden. Hun ser glimtet. Noget brænder op, men hun er tør og støvlerne er ikke vædet af tidevandet. Hun har en præcis afstand til det hele, som var hun et afmærket punkt på et landkort. Sammentræffet tror hun, og tænker hun, kommer fra valget om at tage ned til stranden efter mørkets frembrud. Hun tænker dette fordi at valget virker ukonventionelt, derfor mere magisk, og dermed inviterer hun uvilligt sammentræffet tættere på overtroen, end på den forhenværende idé om valget. Men valget havde en indledning af det sublime eller det fantastiske, som hun alligevel føler hver gang hun gør det som strider imod hendes instinkter. Som at stå her, og se det, som ingen andre ser, brænde op, nogle meter over havet.
Der er ingen kontakt mellem stenen og kvinden, der er kun det korte reb der kaldes blikket. Men da hun først fæstnede blikket i den lavere ende af et sekund, som glimtet tog om at brænde ud, er der tale om minimal kontakt.
Da hun blev født og netop var blevet anbragt i kassen, (som spædbørn anbringes kort i inden de ligges til morens bryst), dejsede det, der var blevet hendes mormor, om på fødestuen og blev kort efter erklæret død af blodprop. Hun havde aldrig ment at hun havde kendt sin mormor, hverken haft kendskab eller mødt hende. Men de var jo i samme verden i samme korte øjeblik.
Stenen kunne først ses i glimtet fra dens afsked.
Lever noget så stærkest inden det forgår? Er den sidste besked den vigtigste, eller hvornår er der tale om et kendskabs toppunkt. Handler det om arven? Om processen indtil udbrand. Hvad som gjorde indtryk, og blev dyrket videre eller skrevet ned. Handler det om det at lyse? Hvornår man lo længst og højest. Skal lykken udregnes i rekorder, for er der tale om lykke hvis man tæller med en snes. Er der tale om toppunkter hvis kun man tager intervaller af kendskabets gøremål. Skal vi matematisk regne med mennesker, så skal vi lære alle dets decimaler. Men hvor meget vejer detaljerne? Alle materier har en vægt, det må betyde at de også har en begrænsning og at detaljerne, (som decimalerne) stopper til sidst. Et menneske har ikke alle detaljer. Der findes dem som taler eller bygger noget og gør sig selv tættere på det uendelige. Og der findes dem som tænker og gør sig selv tungere. Alle minder vejer også noget, de er bygget op af tanken for detalje, og der er forskel på dem. Det kan gøres, det er muligt at udregne et menneske for dets fulde størrelse. Ingen tør dog at våge.
Hun havde talt med en embedsmand. Hun havde holdt paraplyen og han havde takket nej til at købe Morgenbakken. Men han havde skrevet under. Han bukkede sig ned efter sin blåhættede kuglepen. Han lo, som om han var blevet taget i en fejltagelse og han beklagede sig over for hende for at tabe sin kuglepen, men ikke for at skifte mening om købet af Morgenbakken. Denne mand havde perspektiver som kun han selv så. Han stregede sin underskrift ud. Hun blev ked af det, men mest fortvivlet over situationen. Hun var ikke vandt i en salgsverden, det var ikke hendes mantra, hun havde ingen interesse i handel, hun synes at det lå beslægtet med fusk. Så rådvildt forgabt over hans opførsel, hørte hun sig selv svare "ja" til om hun ville følge ham til bussen, nu hvor hun alligevel holdte paraplyen. Det var ydmygende. Bagefter havde hun tænkt at hun skulle have gået sin vej og lade ham stå i regnen, sådan var reglerne sædvanligvis sikkert i forvejen i handelsverdenen. Men hun havde desværre været høflig trods sin indskydelser, - måske for at overrumle hans mangel på samme høflighed. Hans besværlighed måtte hun ufrivilligt have forsøgt at fortynde med sig selv som eksempel. Men hun havde ingen attitude eller målrettet morale med paraplyføringen. Hun var blot slukket i hans ordre og han kunne ligeså godt selv have holdt hendes paraply eller gået det sidste stykke uden. Det var ham der skyldte hende, og nu sad han i bussen og hun stod tilbage med Morgenbakken.
Kort efter at hun havde genannonceret, havde en anden embedsmand henvendt sig til hende. Han ville købe Morgenbakken og bruge den som feriested til ham og hans familie. Hun inviterede på en uformel forhandling i caféen nedenfor. De mødtes, hun kom til tiden og han sad allerede ved det bagerste bord og vinkede til hende så snart han så hende. Hvordan han vidste dette, vidste hun ikke. Han var ikke nogen særlig spændende mand af udseende. Lidt rund i hovedet, med brune øjne og lange øjnvipper. Tynde læber og små hænder, og så var hans hals opdelt af skægstubbet områder og parmanente striber som huden selv laver. De gav hånd og hun lod sit halstørklæde blive på. De smilede længe begge to, i de første hysteriske minutter, så blev de forsonet i et overraskende skiftende øjeblik hvor de blev enige om at skifte kaffen ud med et glas Bourbon i stedet. De var milde over for hinanden og de kunne få hinanden til at le. Hun havde ikke forventet det, men der var noget i den måde han var på over for hende som fik hende til at holde længselsfuldt meget af ham. Først slog det hende som en omkuldslånde omsorgstrang, som når man får øjnkontakt med en ventende hund, der står tøjlet ude foran et supermarked. Hun havde ikke ondt af ham, han fremstod ikke ynkelig, men samtidig var der noget ved ham der var ensomt uløseligt, og som hun følte hun måtte være en del af for at kunne fikse.
Han spurgte ind til huset, men det kom til at handle om ham selv. Han snakkede om sig selv med en selvbevidst nedtonen og af og til en vis hån, på den charmerende facon som mænd med lavt selvværd evner at mestre efter mange års resignation. Han fuldførte den sædvanlige smørre om hvor lille han havde været i folkeskolen og hvordan de andre børn undgik ham eller tværrede ham ud. Hun bed modvilligt på krogen, han var øm men også lærd på sin bedrifter. "Nu tænkte du nok at i og med at jeg er embedsmand, så har min nuværende velstand, ligget i kortene fra et afskåret turbulent forhold med en ligeså rig far, men det er faktisk ikke sandheden." han smilede og tog glasset til munden. " - Men sagen er at, - jo jeg har da altid haft en idé om at jeg skulle benytte min evne til finanser, men selve den lange uddannelse, den tog jeg først meget længere hen af vejen. Det er derfor jeg er så gammel i dag. Jeg startede ud med at prøve at blive centervagt i mit lokale storcenter" Han holdte en tydelig pause så hun skulle grine. " - Og som du nok kan forestille dig, nåede jeg aldrig at lægge nogen i en benlås. Allerede til jobsamtalen gik det faktisk galt; jeg fik en rundvisning af inspektøren og så kom der een spænende mod os og tog hendes taske fra hende og løb. Det var jo den perfekte mulighed for mig for at vise mit værd, men jeg stod bare stille og var så satans forvirret. Jeg mistede naturligvis jobbet ligedér, og tog til bage til jurastudiet. Jeg tænkte efterfølgende på hvor uheldig jeg havde været med den tyv" "Jeg forstår. Han stjal jo fra jer begge." sagde hun og de lo overrasket begge to.
Han tænkte på at han godt kunne lide hende, på en måde man ikke kan lide en ukendt på, men på den måde man holder af en man har fulgtes med længe. Det var som om at han havde mødt hende igen, selvom at det var første gang at han mødte hende. Hans hånd kom til at skubbe til hans briller der lå på cafebordet. Han beklagede sig over for hende for at tabe læsebrillerne, og bukkede sig ned for at samle dem op. Da han bukkede sig, kunne hun se den store afskalerede plet der var ved at sprede sig til en begyndende måne på hovedet. Resten af frisuren var halvlang, så det fik det til at se mere ud som et stædigt forsøg på at opretholde ungdommen, i stedet for den almene og opgivende løsning blandt middelaldrende mænd, som barberer sig skaldede og gror et fuldskæg i stedet. Hun forestillede ham fra den side, stå på balkonen på Morgenbakken og se ud over nattehavet. Ham i en t-shirt, stå foroverbøjet på rælingen og se mod hundestjernen eller venus. Hun så for sig hvordan at hun ville sidde inde på sengekanten og se hans begyndende isse under månen og hvordan de to ville have boet der sammen fordi at tanken var så oplagt. Så hjemvendt tilpas. "Det ligger i et godt område, jeg synes du sælger det billigt. Østkysten troede jeg var eftertragtet?" sagde han. "Østkysten er faktisk ikke særligt eftertragtet, især ikke i forhold til vestkysten. Folk ville have aftensol på havesiden, det er der de har fri. Ingen er interesseret i solopgang." "Jeg er." sagde han hurtigt og så på sin telefon. "Jeg står tideligt op og vil have godt af at blive varmet fra morgenstunden af." de smilede stille til hinanden. Hun tænkte på ham som en fasan der løb, da de har motoriske fællestræk med arbejdsmænd på cykler, og de har noget over sig som både får dem til at se så søde ud, men også så alvorligt optaget af dem selv og deres ruter. Men hun havde aldrig regnet med at det skulle være sådan en mand som hun havde en ømhed for. Flere ting burde være naturstridigt ved ham, han var ikke hendes normale type og hun var ikke tiltrukket af ham. Han virkede heller ikke særligt spændende eller påført med en skabetrang, men det var hans helt overdrevne trivielle fremtræden, som vækkede noget til live i hende. Han virkede til at kunne få livet til at gå, og på en problemfri måde, på en måde så man ville kunne følges ad. Dét var vel hans poesi, tænkte hun, netop hans hverdagsfacon og hvordan alt fremstod ham så let eller som noget han kendte til og skulle kommentere. Hun blev bjergtaget over en mand der virkede til ikke at kunne blive bjergtaget over noget. Men han var bjergtaget over hende.
En halvanden måned senere solgte hun huset til manden. Hendes mor var blevet vred fordi at hun havde ment at hun havde solgt huset til den forkerte. Hendes fætter stod og manglede bolig, han var ung og bedemand og bød i øvrigt meget under salgsprisen. Men familien lå alligevel tættere end en tilfældig kapitalist, havde hendes mor ment. Men sådan var det blevet og fætteren fandt en studiebolig på Fyn.
I slutningen af september stod det hele færdigt og i starten af april året efter, hørte hun fra ham for første gang i månedsvis. Det var en invitation til at besøge Morgenbakken igen.
Hun ankom i sin bil, og mødte ham i døren. Børnene larmede inde bag ham og de gav hånd og hun sagde at han sørme havde været flittig med huset og at det stod skarpt. Han sagde at nu skulle hun bare se hvor meget de havde ødelagt. Hun fik også sagt at det klædte ham at bo på Morgenbakken. "Og du kommer alene?" spurgte han i vingfanget. "Ja, min kæreste er på forretningsrejse, desværre." sagde hun og han sagde "Nånå så bliver det bare os." Hun hilste på hans hustru, og hans to børn, en pige og hendes lillebror. Hustruen virkede helt normal og endda en kende venlig, på en oprigtig måde. Det regnede, men hans hustru insisterede på at de skulle spise udenfor. Han slog en parasol op og hun lagde sin paraply ind i gangen. Så fik hun en rundtur, i det der tideligere havde været hendes eget hus og de snakkede længe om huset. Faktisk snakkede de så længe om huset, at det næsten var for meget, at det hele næsten var blevet opbrugt og at man næsten ikke kunne læse mere ind i Morgenbakken og dens pragmatiske dertilhøren. Selv lynaflederen snakkede de om og hun ønskede for en stund at de bare kunne have snakket om ham, eller hende. De satte sig til bordet og snakkede videre. Familien havde holdt jul på Morgenbakken, men en sommer i huset havde de til gode og det var samtalens evige rotationspunkt. Regnen trommede på parasolen og børnene var flinke. De spiste en dampende løgsuppe med smeltet ost og brød til. De sad ved siden af hinandnen og han lænede sig ind til hende og sagde lavmeldt, men stadig så alle kunne høre det, at hun bare kunne flytte ind igen og så kunne de kalde det "Tvebakken". Hun lo lidt, mest høfligt fordi at han var trængt sådan ind på hende og fordi at hendes reaktion var kommet i fokus for hele selskabet og imens virrede hans hustrus hovede og hun sagde grinende "Farhumor, du skal ikke tage dig af det." og ingen svarede hende. Men hun tog sig af det.
Da de havde spist færdigt og drukket et glas hvidvin, krammede hun dem farvel og satte sig ind i bilen. Aprilaftenen var sort og der var lang vej hjem. Men det havde været en god aften, for selvom at det også var vemodigt og ikke mindst underligt at se sit eget hjem hjemme hos andre, blev hun alligevel afklaret om -, på motorvejen, -at han havde været den rette køber. Det blev dog den sidste middag hun spiste på Morgenbakken. Hun havde både håbet på at de ville invitere hende igen, men var samtidig også meget lettet over at de aldrig gjorde det. Noget faldt på plads for hende under årenes løb, men savnet til Morgenbakken og tanken om ham, var evigt tilbagevendende gæster.
Han var den eneste der ikke var faldet i søvn. Ved siden af ham lå hans hustru og han kunne høre uret tikke, højere end han ellers var vandt til. Han åbnede forsigtigt balkondøren og trådte ud i natten. Det var koldt at stå der, i kun en t-shirt og underbukser. Havet lå foran ham og var enten det der sov tungest eller det som aldrig kunne gå i seng. På himlen så han stjernene, da skyerne havde lagt sig lavt ved horisonten. Han stod der lidt tid og tænkte på om det han nu gjorde var det rigtige. Han mente nemlig at han havde fået en alder hvor man kunne begynde at tale om ting der ikke kunne fortrydes. Men så smilede han og lagde sig så ind til sin hustru igen.
Men han kunne stadig ikke sove. Hans øjne havde bare lyst til at se på noget, og hans ben til at gå så han rejste sig op igen, tog varsomt sit tøj på og gik ned i gangen. Så tog han sin frakke på og sine støvler og gik udenfor. Natten lå der ude og lysene gyngede i det fjerne. Han gik ned af bakken og ned af en lille skovsti han havde bemærket en af dagene, som førte til en skrånet trappe. Over ham var luften klar og atmosfæren lå og vuggede. Fra aller øverst oppe, trak en hastighed sig nedad, som et spyd der daler mod jordenog en brændende hvid masse blev langsomt til en faldende sten. Han kom ned af trappen og igennem en bevokset passage som førte ud til en stenstrand, som lå lige nedenfor morgenbakken. Det hvide himmellegeme farede mod ham, mange hundrede meter over hans hovede men nåede at brænde ud til et lysglimt lige over ham. Han havde hverken set det eller hørt det og han vidste heller ikke at det havde haft kurs lige mod hans begyndende isse, der hvor håret ikke var færdigvokset længere. Han stod og så mod stjernerne og han smilede.
De kendte ikke hinanden længere, de havde blot passeret hinanden i deres liv og nu lå indtrykket hos dem selv og simrede svagt. Men resten af virkeligheden forblev bare stille forandrende. De fandtes begge endnu, de var jo i samme verden i samme korte øjeblik.
Jeg skrev en tekst af ti noveller som hver især skildrede nogle folk som kollapsede. Da jeg helt oprigtigt var nået til den tiende, måtte jeg ved en fejl have kommet til at slette det hele. På en måde kolapsede fortællingen selv, hvilket jeg synes er uhyggeligt. Den skulle have hedet "La vita macabre", som igen, tilfældigvis var meget nøjagtigt det jeg følte da jeg ikke kunne få det hele tilbage. Denne tekst er den første jeg har skrevet efter en lang skriveblokade og en længere nedgang.
På den måde lærte jeg, at jeg ikke kan skrive om det makabre da det slår sig selv ihjel. Men hvis jeg i stedet skrev om kærligheden, ville jeg måske selv føle mig elsket.
-Signe Volkova, 05.03.2022
.jpg)
Mit hjerte banker
SvarSlet