Manden med den beskidte hånd

__________________________________________________________________________

Manden med den beskidte hånd

Tekst af Storme van Dijk

__________________________________________________________________________

Antti Favén

Kishida Ryusei

Kamil Ihotak

Boris Grigoriev

Ferdinand von Wright

Elin Kleopatra Gambogi

Ernst Josephson

Ivar Arosenius

Viking Eggelin

Giuseppe Pellizza da Volpedo

Albert Pinkham Ryder

__________________________________________________________________________

Når drengene fra hans fødeby viste sig i hans nuværende by, dukkede han nakken og havde hænderne i lommen. Ikke fordi at de ville gøre ham noget ondt, faktisk diamentralt modsat, fordi at de ville hilse på ham og snakke med ham og takke ham. Han havde været kongen af sin fødeby og han havde taget derfra i rette tid til at blive afsløret.

Han stod i lejligheden og så ud af vinduet. Han så på de folk der færdedes på gaden her på eftermiddagen. Der gik en kvinde som konstant skiftede retning og det nagede ham til det yderste.

Han så på uret og trak selerne op. Så trak han skuffen ud og bladrede igennem et par gamle rudekuverter. Efter lidt tids søgen, opgav han med en tænksom lyd og gik over til amagerhylden. Der stak, vigtige foldede papirer ude i alle retninger bag bøgerne på hylden, og da han satte fingrene på den for at kigge nærmere, bøjede den af hængslerne ved blot den mildeste kontakt og faldt til gulvet. Nogle af bøgerne dumpede ud på gulvtæppet. Han så op på der hvor hylden havde hængt og aftegnet sit omrids i en anden nuance af tapetetets farve, som når man fjerner en parasolfod efter regnvejr, og han så at der sad en gammel lap papir fast i sømmet på væggen. Han foldede det ud og opdagede at det var et digt som han havde skrevet i 9ende klasse i forbindelse med en skoleopgave. Det lød sådan:

Lykken er en jordbærhat,

smerten svirmer som en flue,

mit jordbærbed er blevet en massegrav

jeg har været ulykkelig, i snart en uge.

Hans øjne skinnede vemodigt som et tøjdyrs blanke øjne, mørkets to manchetknapper og han huskede nu hvordan han havde tænkt dengang han skrev digtet. Han foldede det sammen igen og satte det i brystlommen, så fandt han sine papire og tog ud på gaden for at gå mod biblioteket hvor borgerservice lå i den kommune. 

__________________________________________________________________________

Knockout CP Freshsmart

René Breitbarth

Shamil Sabirov

Olli Mäki

Davey Moore

José Argumedo

Akira Yaegashi

Pedro Guevara

__________________________________________________________________________

Han kom til svingdøren, som konstant skiftede retning i et udslynget mynster, så det var svært at komme ind i et forsøg uden at skulle tvinges frem og tilbage og det fik ham til at vrisse så snart han nåede ind til foyeren. Først kom lugten af det institutionelle menneske, som vi må lugte af når vi samler os i bygninger side om side som to uåbnet sider fra en nytrykket bog, der har netop samme balsamiske og forlorne lugt. Der løb et plastikduppet gulvtæppe langs hele gulvet som mere eller mindre var en lang dørmåtte, i højere grad end det var et gulvtæppe. Biblioteket lå til venstre for foyeren, og var et ganske lille bibliotek der kun blev brugt af de yngste eller de ældste fra byen og det vidste det godt selv med sit sortiment af udlåningsbøger. I denne del af landet, herskede fagbøgerne og skulle det være skønlitteratur var det i højeste grad disse ungdoms- fantasyromaner, som abselout ingen havde et forhold til, eller de moderne kriminalromaner med deres forenklede og rædsomme omslag, som netop alle havde et forhold til. Til højre lå borgerservice, som i grunden var pudsigt, at virkeligheden sådan lå til højre fra litteraturen.

En ung mand stod og græd ved døren. På væggen hang en billig kopi af et maleri med bibelsk motiv. Det forestillede en bagbundet mand, stå med fronten til en håndfuld magre løver, i en mørk krypt.

Daniel in the lions' den, 1872, Briton Riviere

__________________________________________________________________________

Kronprinsessegade

Hjertenfrydsgade

Delefingade

Krokodillegade

Haregade

Elsdyrsgade

Krusemyntegade

Fredericiagade

Tigergade

Borgergade

__________________________________________________________________________

Han trak nummer og satte sig på en af de gule stole der vær rækket op langs væggen. Der var skranker af bordmænd- og damer  der sad på små øer i lokalet, bag deres stueplanter og hver især var de i færd med at tale med vinterbeklædte borgere. En lyd tonede frem, og et tal blev stort på den sorte skærm. "Nummer 21" forsikrede en af receptioisterne, somom at det ikke var tydeligt nok med skærmen. Han trådte frem til en kvinde der stod op bag disken. "Goddag" sagde de til hinanden. "Ja, jeg skal have udbetalt nogle feriepenge." sagde han. Han sagde ikke "mine" med vilje, måske for at opløse det sociale magtforhold mellem borger og receptionist på borgerservice. Måske ikke, han var ikke helt klar over hvorfor han brugte den vending "nogle feriepenge". "Ja, jeg skal lige bede om dit personnummer først." sagde hun. Han sagde sit personnummer og hun sagde hans navn. "Gregory" sagde hun og så på ham. "- Og du siger altså feriepenge." sagde hun og flyttede så øjnene tilbage til sit arbejde. "Ja" afgjorde Gregory. Hun klikkede på sin computer og talte langsomt "Godt så. Og du er bekendt med at du nu kan gøre dette digitalt, ikke sandt?" "Jo jo, jeg har bare været vandt til at gøre det på denne måde i mange..." han lod sin sætning døse ud til en svag stilhed. De var tavse begge to, mens hun klikkede videre, og så henvendte hendes hoved sig igen til ham og sagde. "Godt, jeg vil straks lige gå ud bagved og få det fikset. Du kan bare tage plads igen ved stolene." hendes arm strakte sig frem i et signalement. Han nikkede og tog digtet op fra brystlommen og skubbede det frem på skranken med to fingre. Hun foldede det ud og læste det for sig selv: 

Lykken er en jordbærhat,

smerten svirmer som en flue,

mit jordbærbed er blevet en massegrav

jeg har været ulykkelig, i snart en uge.

Hun så på ham og smilede og foldede det sammen igen. Så strakte hun armen ud med knyttet næve og slog ham hårdt og hurtigt, direkte centreret i næseregionen. Gregory udbrød lyde og fumlede bagover men blev stående på benene. "Vi deligerer tæsk ud på borgerservice i dag" sagde hun og kaldte et nyt tal mens skærmen foran dem bippede. Han satte sig hen på de gule stole igen og ventede. Hun gik ikke ud bagved, som aftalt, men tog derimod imod den næste borger istedet, det blev han lidt vred over, men samtidig havde han godt af at vente lidt. Den anden mand fik også et slag i ansigtet efterfulgt af et replika af samme replik som hun havde givet Gregory, og så satte han sig hen ved siden af ham på stolene. Da de begge forstod hvad der var sket blev de kollektivt, men uden at drøfte et ord, enige om at det et eller andet sted var fair nok.

__________________________________________________________________________

Tulipanløg

Sommerløg

Ramsløg

Rødløg

Skalotteløg

Overklasseløg

Gløg

Løgumkloster

Purløg

Golfpløg

Løgknold

Løgne

Løgnhals

Løgnagtighed

__________________________________________________________________________

Senere den aften sad Gregory alene ved sit spisebord. Det var lang tid siden at nogen var kommet forbi til et besøg i hans lejlighed. Man kunne se byens rådhusplads fra vinduet i stuen. Det var en stor asfalteret plads, med en statueret springvandsopsætning i midten. På toppen af fontænen boede en lille buste af en kvinde med en senklassisk positur, der med den ene arm løftede en kande over hovedet og lod den hælde ned over sine skuldre. En mand var på pladsen. Han var alene netop i momentet og han bevægede sig hen mod springvandet. Gregory holdte øje med ham, han så hans opførsel og hørte hvordan han råbte op. Det lignede delerium. 

Manden stillede sig op i springvandets store skål og skreg højere. Han blev hurtigt gennemblødt og da Gregory åbnede sit vindue kunne han på afstand høre mandens ord. "Man kan kun græde. Man kan kun græde. Man kan." han gentog sine udbrød systematisk med en tvangslignende rytme som en fugl der synger på eftermiddagen. Gregory sad og skrev på en liste. Han var begyndt at skrive små sedler med lister over de ting han ikke skulle holde styr på, men som han alligevel godt gad at få samlet. Han havde skrevet ting med sin hånd, som havde fået skaffet ham sin lejlighed og sit rolige liv. Det var somme tider som om at de andre af hans kropsdele stod i gæld til hånden, sågar misundede den. Han stolede derfor kun på den. Det var også hånden som i sin tid havde skrevet selvsamme digt fra 9ende klasse, dengang havde det bare været en yngre hånd. Mens han sad der, begyndte hånden pludselig helt ustyrligt at skifte retning. Det startede langsomt mens han sad og skrev på sin liste, så fik den sin egen vilje og skiftede konstant retning mens den førte pennen. Han prøvede at løfte hånden fra papiret, da han var lettere forarget over dette fremmede indtog i hans eget og mest påførlige redskab, men det nyttede ikke noget. Håndens vilje var større end hans egen. Det havde han aldrig oplevet før i hele sit liv, og han sagde til sig selv at det ikke lignede hverken ham eller hånden. Den plejede bare at ageere tolk overfor hans tanker, og tage imod de kommandoer der kommunikeres indefra. Når kroppen talte sammen foregik det usynligt, langs nervebanerne, fra noget lysende i hovedet til en bevægelse i ledende, men nu var kontakten slukket, slusen var oppe - hånden havde fået egen vilje. 

Han var normalt ikke særligt god til at tegne, faktisk var han dårlig til det. Men nu var hånden i færd med at tegne noget for ham. Han skubbede stolen bagud og prøvede at trække sig væk fra spisebordet, men hånden blev stående. Manden råbte igen udefra pladsen. Han tog om hånden med den anden hånd, men intet hjalp. Den tegnede videre. Og det den tegnede var en menneskekrop, en lille udsultet menneskekrop. Der var nøje udtænkte detaljer som kun en øvet tegner ville kunne gennemskue at få fremtryllet. Det kunne ses i hvordan ørkenplanterne omkring menneskekroppen var afbilledet, på den måde hvor dele af den stod bare, mens andre var omhyggeligt udførlige, så det samlede udtryk blev omend ikke mere realistisk men i hvertfald mere kraftfuldt. Den tegnede en lille pige, som lå foroverbøjet i støvet. Hendes krop var så tynd, armene var så lange og tynde og hovedet var lille men så stort ud. Gregory så hånden føre sit arbejde, men opdagede nu at det billede den tegnede, var et han kendte.

The vulture and the little girl,
1993, Kevin Carter

Det var det eksakte motiv fra det verdensberømte - og ligeså omdiskuterede pressefoto, "The vulture and the little girl." eller "The struggling girl" taget af sydafrikanske Kevin Carter. Fotografiet viser en lille pige i forgrunden, som er kollapset grundet hungersnød, blot et par kilometre fra en fødestation i Sudan, (i dag sydsudan) og en ventende grib i baggrunden, som holder øje med hende. Det udkom i New York Times i 1993 og Carter vandt en af de største journalistiske priser, Pulitzer-prisen. Kevin Carter begik selvmord fire måneder efter prisen. Fotografiet rejste en hæftig kritik der kredsede sig om den etiske forpligtigelse i at gribe ind i hændelsen når man dokumenterer den. Mange mente at dette foto, blandt flere, var en udstillelse af human tragedie overført til et vulgært forsøg på æstetisk formidling af den sande virkelighed. I dag er det en velkendt forretning at vestens borgere holder støttekoncerter og indsamlingsshows og dermed varetager sig indstilling på afstand og det er såmænd vel egentligt også rimeligt nok - da ikke alle kan blive læger og ikke alle læger kan gå uden grænser. Men problematikken ramte altså dem der alligevel stod i situationen - krigsfotografen for eksempel - for det er her at os som borgere bliver mindet om spørgsmålet om vores fælles menneskelighed, og undertegnet den etik der er forventet af menneskets handling i denne position. For havde du ikke kastet alt fra dine hænder hvis du havde vidnet et menneske i ekstrem krisetilstand. Havde hånden ikke sluppet kameraet - da når døden konfronterer sig, skulle hånden stå til rådighed for at hjælpe - og ikke i den abstrakte og længersigtet bane ved at tage et billede og sætte det i avisen - men i det korte konsekvente overlevelsesinstinkt, som vi som minimum forventer indtræffer i humanismen? Kevin Carter begik angiveligt ikke selvmord grundet kritikken, man kan formode at kritik ikke er et uhørt mæne i den branche, da det drejer sig om hele fundamentet af krigsfotografens erhverv. Ironisk nok, et eller andet sted, begik han selvmord trods en længerevarende og dyb depression som var skyldet de ting, de folk og den virkelighed han havde set og fotograferet i årenes løb. Det beskrev han i hvertfald i sit afskedsbrev. På den måde, om det var intutionelt eller ej, fik Kevin Carter pointeret overfor kritikerene, at der i hvertfald fandtes et menneske bag kameraet.

Gregory så sin hånd skitse de sidste dele af barnet og derefter skiftede den til gribben. Men i stedet for at tegne den sultne grib i sandet, så han, at den tegnede ham. Den tegnede ham, med et udtryk som kun han selv kendte, med et blik af fråsende sult og ansvarsløst begær, som kun han selv havde set det. Så fik han endelig følingen tilbage i hånden, og kunne kontrollere den igen. Men det var forsent. På papiret foran sig, så han sig selv, sidde ventende på hug i en ørken over en hungersnødramt lille pige. 

__________________________________________________________________________

Donau

Rhinen

Elben

Themsen

Volga 

Seinen

Drava

__________________________________________________________________________

Manden på pladsen udenfor, hoppede rundt i vandfontænens skål, mens han bankede sig selv på brystet som en abe. Han kastede sit hoved rundt nu og da, i ukontrollerede vrid og råbte op. Så satte han sig på hug, under strålen fra springvandets løbende grållige vand. Han gav sig til at vaske sig selv i hovedet med to hænder, og gned det vand som lå i fontænens skål, med dertilhørende tørre småblade, aghorntræernes helikopterfrø og grus der havde dannet sig over tidens løb, i ansigtet. Klaskende slog han vandet ind i panden, og plaskede efterfølgende med hænderne i overfladen, mens vandet løb ned over ham. "I har jo ingen mening, hallo mand, I har jo ingen mening" råbte han nu mod de omkransede bygninger, og gentog det så mange gange at det ikke længere var en sætning. Der var ikke en antydning af et andet menneske i omegnen, kun lydende fra skodderne og vinduerne som blev lukket i, fra de lejligheder med fronten mod pladsen. Han så op på stenbusten af kvinden med kanden, på toppen af fontænen og gav sig til at kravle op på den. Da han med intet besvær havde kravlet så højt op han kunne, med læggene frygtsomt boret tæt ind til stenbusten og armene klamrende om kvinden, ringede hans telefon fra bukselommen. Han tog den. "Hej, det er Oliver inde fra Red Barnet, har du to minutter til lige at snakke med mig engang?" lød en ung stemme fra røret. Manden svarede "Ja, men nu skal du se, jeg holder allerede jeres nyhedsavis og betaler månedligt til jer." "Det er bare helt i orden, så skal jeg ikke tage mere af Deres tid." lød det fra den anden ende og da manden lagde på rømmede han sig og gav sig til at råbe op igen, mens han bankede sine knoer ind mod stenbusten på springvandet og lod tænderne klaprer af arrigskab.

__________________________________________________________________________

Sommeren med Monika

Høstsonaten

Hvisken og råb

Tryllefløjten

Den gode vilje

Fanny og Alexander

Det syvende segl

Søndagsbarn

Tørst

__________________________________________________________________________

Gregory så på sig selv i badeværelsesspejlet over håndvasken. Han skrubbede og gned sæben i voldsomme tag på sin håndflade under vandstrålen men intet hjalp det, den ville ikke blive ren. I ren irretation, slog han hånden ned i vasken og gav sig til at vrisse. Så skrubbede han videre, og han skrubbede så længe og så kraftigt, at hans hud opløste sig og hånden begyndte at bløde.

__________________________________________________________________________

Krokus

Erantis

Viol 

Vintergæk

__________________________________________________________________________

Dagene efter stod Gregory igen i svingdøren til hovedbiblioteket og blev skubbet både frem og tilbage. Det var søndag og der havde været mange mennesker på pladsen. Når han havde set et hvilket som helst andet menneske, i de seneste dages tid, kunne han ikke lade være med at tænke på hvorfor at det ikke var dem, der var portræteret som gribben i ørkenen og hvorfor at det lige var ham i stedet. Hvad havde han gjort? Hvem dømte? Han var selv en god borger, vidste han, han donerede sit om måneden og holdte nyhedsbrev fra orginasitionerne han støttede op om og i det hele taget vidste han om sig selv at han altid forsøgte at forsvare den svageste. Så hvorfor skulle den tegning stadig hjemsøge ham? Digtet lå krøllet sammen i brystlommen. Han trådte ind i foyerens kølige omslag og tog en kop vand fra vandbordet som var en af frynsegoderne fra komunale beredskaber. Biblioteket så tomt ud syntes han da han skævede ind af glasdøren. Han gik ind i borgerservice. Der var travlt. Han trak nummer, han fik 065, og satte sig så langs de gule stole opad væggen. Loftet var grimt. Han skulle have fornyet sit foto på kørekortet. Det var egentligt ikke særlig længe siden, højest et par måneder siden måske at han havde fået taget sit foto til kørekortet, men han havde fået at vide at han slet ikke lignede sig selv på billedet og at det derfor omgående skulle fornyes. Han kunne ikke selv se det, han syntes at han kendte det blik og de øjne men selv gode venner havde nu også sagt at han så helt fremmed ud på det.

Han så sig om, da han sad på stolene og opdagede at han sad lige ved siden af sin underbo. Under hans ben havde han et afskærmet hunde-transportbur der stod og rumsterede. De fik øjenkontakt, og Gregory nikkede høfligt og afsluttende, da han ikke kunne overskue at udveksle nogle form for samtale netop lige nu, netop lige her, i det stille, ventende og aflyttede rum. Men underboen læste ikke det afsluttende signal og begyndte at snakke. "Dav Gregory, jeg husker nu, at du stadig har udlånt din wok til mig. Den kan du få derhjemme." Gregory skiftede fra overrasket til påtaget høflig. "Nejnej du, den har godt af at blive brugt lidt, den skal du bare beholde." "Nej, ret skal være ret." svarede underboen og blinkede langsomt. "-hva, hvordan går det med dig?" "Arh du ved. Det går bedre. Bedre end i vinters men ikke ligeså godt som i sommers." sagde Gregory. "Det må være måneden så. " afgjorde underboen. "Ja." svarede Gregory. "Der hvor jeg kommer fra, der kalder man marts for den ventende måned." Gregory så på sin underbo med et undrende blik, og den forhenværende høflighed var forpint i at fastholde den lette umiddelbarhed der før lå i tonen. "Det er da noget vås? Vi to er da begge herfra, og jeg har aldrig hørt nogen bruge den vending før i hele mit liv?" underboen trak på skuldrene. Han var en gammel, lang og korthåret mand. Transportburet blev ved med at rumsterer, som fik Gregory til at forestille sig hvilken kæmpe arrig hund, underboen havde slæbt med sig, men der var noget over de lyse pibende skrig der engang imellem kom indefra det, som snarre fik ham til at tænke at det måtte være en lille hund. Underboen sparkede til buret. "Og hvad med dig Lars? Hvordan går I og har det?" spurgte Greogry ham, efter en lille pause. Underboen trak på skuldrene. "Det ved jeg ikke. Jeg ved ikke med hustruen, men jeg selv er under noget af en udvikling. Store ændringer er på vej, hvis man synder skal det svide." sagde han efterfulgt af et henkastet skuldertræk og Gregory nåede ingengang at svare, før at underboen trak op i sin flisjakke og afslørede bagenden fra en handgun der stak op af buksekanten. Så trak han hurtigt jakken ned igen. Gregory sad stille og fjernede ikke blikket, han nåede ikke at hverken frygte eller kapere synet, han gik bare lidt i stå som var han døset hen hjemme i sofaen. "Kan du løbe?" spurgte underboen. "Ja" svarede Gregory men blev siddende. "Nummer 58" sagde en kvinde fra en af bordøerne og underboen rejste sig mens han fastholdte blikket på Gregory og gik hen til skranken. Han lod transportburet stå, som nærmest var begyndt at gå sin vej grundet al den rumsteren. 

Underboen trådte op til kvinden som spurgte ham hvad hun kunne hjælpe med. Så trak han pistolen fra bukseremmen og sigtede på hende. Det gav et sæt i hende, men ingen lyd, snarre et inadvendt gisp, som når man fløjter ved at suge luften ind. Derfor bemærkede ikke alle i rummet at underboen var bevæbnet. "Hit med alt jeres service" sagde han til hende. Han havde to hænder på handgunnen, det var tydeligt for en kending, at han ikke var vant med våben. Kvinden spurgte ham om han kunne uddybe, og efter at underboen rystede på hovedet og gentog sit spørgsmål uden nogen uddybning, spurgte hun ham om han ville have penge. "Giv mig alt jeres service, sagde jeg." Nogen havde nu set det og begyndte at mærke på et skrig. Han vendte sig om og sigtede på skriget så der blev fuldstændig stille i det før travle rum. Så stak kvinden armen frem i et hurtigt slag nede fra hoften, som ramte underboen lige under øret på kæben. Det gjorde ham fortvivlet og han fumlede kort indtil han tilbagefandt sig i sin tideligere position. "Vi deligerer tæsk ud på borgerservice i dag" sagde kvinden og hun lød bange. Alle øjne hvilede på dem, alle arme var stille, ingen ben bevægede sig. Der var langt til døren for de fleste, manden havde magten. "Hvad kan I gøre for mig? Giv mig det som jeg fortjener som borger" 

"Men hvad kan jeg hjælpe dig med?" spurgte hun igen og det gjorde ham så vred at han ville affyre et varselsskud i loftet, men da han skulle lade handgunnen, havde han besvær med at få hevet laddet tilbage på automatvåbenet, at han måtte have mistet kontrollen og kom med en fejl til at affyre, ligeud for sig, i stedet for oppe i loftet. Patronhylsteret faldt på jorden og klingede rundt i en ring, mens kuglen havde ramt en gammel mand i halsen, der stod bag en anden skranke bag kvinden. Han faldt til jorden med det samme og folk begyndte at skrige og styrte rundt, i konstant skiftende retninger. Ustyrlige og rådvilde for at komme ud og flygte. "Undskyld, undskyld, undskyld." blev underboen ved med at sige, ment til den afdøde mand. Han blev tydelig bevæget og kortvarrigt var han den der så mest skræmt ud. Så genfandt han roen og råbte op at folk skulle stoppe med at løbe rundt, men det nyttede ikke, stuen var fyldt med alle der fumlede paniske rundt, og væltede ind i hinanden og kom til at vælte planter og borde, og dratte computere på gulvet og falde over andre der var faldet. Underboen råbte højere, men de hørte ham ikke fra deres egne skrig. Kvinden han før havde sigtet på havde også forsøgt sig ind i mængden. Det var som om at de fleste ikke kunne finde udgangen. Underboen var vred nu, han affyrede nu et varselsskud i loftet, som denne gang var vellykket, i og med at den ramte loftet, men stadig affektløs, da det blot forvoldede mere sanseløs kaos og ræd i den tummultfyldte menneskemasse. Så skiftede han strategi og bevægede sig tilbage til stolene, hvor han havde siddet med Gregory. Gregory sad der stadig og så på det spetakel der udspillede sig med de paniske borgere, mens der ingen kontakt var, indtil et udtryk eller en form for handling bag hans tomme øjne. Underboen trak transportburet ud på gulvet fra under stolen, i et agressivt drag, og afhængslede låsen, så døren sprang op. Ud af buret pilede hundredvis af udsultede rotter ud over borgerservicens gulv, og stak i alle retninger. De løb op af væggene, og prøvede at finde lys eller sprækker men når noget bevægede sig måtte de bide i det, og de mange ben jokkede rundt og trådte nogle af dyrene ihjel. De fleste af dyrene samlede sig om den mand der var blevet skudt og faldet om og de spiste ham. Rotterne var arrige, og de peb deres hæse lyse lyde, mens de faldt rundt og sprællede. Halerne gled efter dem på gulvet. Gregory trak benene op på stolen og så stadig på dyrene der flokkedes rundt blandt menneskerne der tumultarisk spændte ben for hinanden. Ingen jagtede hinanden, og underboen havde opgivet sit kup og satte sig ved siden af Gregory igen. Råbene og de voldsomme sammenstød og spark og bid kolminerede i at flere løb rundt og blødte, og stadig havde kun få fundet udgangen mens maginaldelen forblev i cirkulære baner rundt i den snart dekadente kommunale afdeling. 

Borgerne var tvunget til at løfte fødderne, de var skrupelløse og de kom aldrig væk fordi de gentog deres instinkter mens rotterne var frivillige men flygtige sjæle.

__________________________________________________________________________

Alan Titchmarsh 

Monty Don

Gertrude Jekyll

Carolus Clusius

Carl von Linné

Ynes Mexia

Conrad Gessner

Katherine Esau

Nikolaj Vavilov

Jagadish Chandra Bose

(Alexander von Humboldt)

Duane Isley

Russell Page

__________________________________________________________________________