RIP LUBLIN

  Æret være hendes minde 

22.12.22

Det med sorg at vi meddeler at Therese Anastasya Lublin er afgået ved døden, i nat i Nuuk.

Therese faldt lørdag nat i søvn i sneen udenfor sit hotel. Hun var på en fisketur med et par venner fra balletakadamiet, og efter en eftersigende våd aften ville Therese hjem og sove, men hun nåede altså ikke længere end til den store bunke sne nedenfor værrelsets altan. Derfor er det med bøjet nakke at vi må erklære vores bankende hjerte for knust i stå gået.

Vi beder om respekt for T.Lublin familien og for den kolosale virkning dette menneske har haft ikke kun på central europæisk kulturhistorie, men på global kulturhistorie. 

RIP 

“Memento mori i en bisætning, 

og det var en rose”

Vi henviser til portræt artikelen af Therese Anastasya Lublin, fra 22 december 2021 

• https://dnbrndndbsk.blogspot.com/2021/12/prisen-pa-en-rose-protrt-af-therese.html 

Jeg skulle, men kunne ikke

 Vingården, 

De som ved noget om det, siger at vi generelt frygter edderkoppen fordi den ligner en menneskehånd. Der er noget så foruroligende over formen på en hånd, det tænker jeg i hvertfald, muligvis fordi der ikke findes en tilsvarende form andre steder i naturen. En gammel lære er at tommelfingeren er det der gjorde primaten, senere hen homo sapiens, så man kan ikke sige at abehånden, den nuværende, er en form der ligner edderkoppen. På ingen måder, jeg er tryg ved fem fingre, det er det unaturlige ved tommelfingeren der gør mig bange. Og når man placere hånden sådan at man går med den over et bord, som en edderkop, er det formens ubalancerede gangart, med de respektive fingre, og deres forskellige størrelser der får det til at ligne et dyr, med lange fangarme forrest og en forkrympet, nærmest ambutant, af en tommelfinger, som den bagerste, lille rest af en afdanket arm, som i det samlede hele gør denne unaturlighed. Den er så kort, at den kun rummer sin funktion. 

Søstjernen ligner heller ikke menneskehånden, måske hvis menneskehånden var skabt af en Gud med håb for det skønne og ikke en med håb for et omløb, og en vedvarende menneskehed man kan regne med reproduceres.

Det der nærmer sig mest menneskehåndens form, bortset fra en tarantel, er muligvis en rod, eller knold. De kommer også i mange former, dermed hænder det også at ingefær for eksempel kan ligne en lille stumpet hånd. Der er ikke helt samme dynamik i roden, det er klart, da der er ingen led i den, så får man ikke samme følelse af at den kan te sig som en hånd. Men den er stadig uhyggelig, altså formen på en rod. Når jeg skrev dette skrev jeg fra den ø, som jeg netop lige er flyttet ud på. Jeg beskæftiger mig til dagligt med kolonisering, og i den forbindelse er jeg i disse dage udsendt som missionær på en temmelig lille ø i Fransk Polynesiens øgruppe. Her er min opgave, at sove 28 nætter på øen, og med et antropologisk virke, få skabt relation til øens folk. Min udstationering går i bund og grund ud på at få afritualiseret samfundet til en grad hvor de indfødte ville kunne erklæres moderniseret. Ritualet er altafgørende for samfundsstyret og den trivielle udholdelse. Men vi skal skabe en koloni hernede, i vores navn, med vores ritualer. Jeg er udstationeret med en italiener der hedder John Marceloni. Han har en drone med, som han jævnligt flyver fra den ene ende af den lille ø til den anden. Vi bor på den anden side af byporten, hundred meter fra Stillehavet og hundred meter fra vaniljeplantagen. Vi bor på et stort chateau, med bred gårdsplads og lindetræer omkring den orange bygning. Stedet er et vinhus, under os skråner bakken med små og stenhårde, hvide druer, i vilkårlige men samtidigt nøje tilpassede rækker, hver vinstok med sin buede markering af en træpind stukket skråt i græsset. Med stort besvær har vi fået fragtet tre Jersey-køer og en han med til gården. Det viser sig dog at de slags ikke hører til her på egnen, grundet varmen, som gør mælken vandet og køerne uinteresseret i at leve. Men sådan har jeg det ikke.

Jeg taler med nogle kvinder og unge mænd, nede ved byparken på nogle bordebænkesæt i skyggen. De, og jeg snakker om en der bor i byen. De kalder ham vi snakker om for en zombie, de siger han har overlevet at få stød fra de elektriske ledninger ved jernbanen, så voldsomt at hans krop var begyndt at ryge og at han blev erklæret død på stedet, men da de bar ham til kapellet og lagde ham ind i brændeovnen, var han begyndt at ryge igen. Så turde de ikke tænde ovnen, da der stod røg ud fra den, og efter få minutter bankede han indenfra døren og blev lukket ud, de siger at det er en Lazarus-historie. Og jeg fortæller om landsholdet, og vores Lazarusfortælling med kampen mod Finland, EM 2021. De siger så at så må Messias være i live igen, og at han har måtte rejse langt fra Danmark til Fransk Polynesien bare for at frelse to mænd, og af en grund får jeg dem bildt ind at John Marceloni, min italienske kollega faktisk er en Messias og at han er den salvede. 

Når det er aften skriver jeg logbog for hele mit arbejde, og opdager at jeg ingen radikal handling har formået. Minimal fremskridt, for at sige det pænt. Jeg forsøgte at stoppe et bryllup i eftermiddags, men brudens far ville ikke stoppe med at smile til mig, ikke et ironisk smil men et oprigtigt. Jeg kunne ikke færdiggøre min kontrol og endte i stedet med at holde ham i hånden og drikke af deres vin til festen. Jeg ved at jeg kan gøre bedre, og at afritualisering kun kan praktiseres hvis man i stedet veksler den åndelige opkrævning med en tydelig og markant idealisme. Disse folk må have noget at tro på, jeg forsøger at stoppe deres danse, som danses i hænderne på hinanden på torvet ved kirken, jeg forsøger at stoppe deres musik og deres helbredende yoga, som de dyrker når de er triste. Men hver gang, skal der bare en til at byde mig ind til den respektive handling, dette ritual, eller norm som falder dem ligeså naturligt ind at gøre som at rede sengen og at kysse sin kæreste farvel. Det er som om at de ikke har forstået at vi er kommet for at kontrollere. Hver dag flyver Marceloni sin drone over Bytorvet for at skræmme dem, og det virker. De ved godt hvad en drone er naturligvis, selvom de ikke selv har nogen, men de har set på internettet og i fjernsynet at amerikansk militærkontrol har udnyttet droneangreb for at snigmyrde arabiske ledere på terrassen mens familien er hjemme. Dette er godt tænkt at Marceloni, han har fundet sin skræmmekampagne og arbejder mest på den anden side af øen hvor landstederne ligger. Men jeg skal operere med folket , og jeg indser, at det er som om at jeg har et ekstra organ i maven, som jeg ikke kendte til før og som jeg i hvertfald ikke kan skille mig af med, uden videre. Dette organ er turismen, og jeg mistænker et hvert menneske for at besidde den, formegentligt i forskellige størrelser. Men mit organ banker højt, og overdøver fornuften og åh gud jeg tror jeg er hedonist. 

Jeg ser på salonerne om aftenen, og tænker at, hvor de dog gør det svært for mig ikke at føle mig indbudt af deres udhængte lyspærer og brune glas med portvin på hvide duge, mens regnen regerer fortovets små våde kloaker, og rendesten og tagplader, der alle peger de faldne dråber videre i den dynamiske nattebys strømme og som forsvinder i oset fra den dampende sommer, den evigt tilstedeværende sommer. Mere enkelt er det ikke. Jeg ved jo godt hvad det er jeg falder for, men jeg kan ikke lade være og på aftener som denne, skal jeg i stedet ud og stoppe kulturlivet, og bede dem om at slukke og tage hjem for før bliver det ikke nemmere for dem at tilvende sig. De bliver jo gladere så snart de slipper ritualet, de bliver friere det lover jeg dig. Ideologi, det skulle man have hernede, en ældgammel manifestation at holde sig til. Et konservativt fundament, udsprunget fra revoultionær forbedring og ikke spiritualitet. En tradition måtte de godt beholde måske, bare en det ville være okay, bare en lille en, for det vil styrke nationalidentiteten. Jeg kan ikke fuldstændig tage deres excentrisme fra dem eller deres vitale og fællescentrerede medstykke, uanset hvor mange generationer jeg så måtte blive her. Jeg har erkendt at de har det i sig, helt upåvirket og jeg holder af dette folk, jeg føler jeg vil give dem mit alt. Jeg kan ikke begynde at omforme, jeg kan ikke få mig selv til det fordi jeg er svag. Jeg ville jo ønske at vi var på samme side til at starte med, snakkede samme sprog, det vil være det bedste hvis det var sådan, for så skulle jeg ikke lave noget om på dem for at skærpe fornuftens vilje, men nu er vi ikke i samme båd, snakker ikke samme sprog, og det "sprog" de snakker, kan jeg bedre lide end mit eget.

Marceloni blev smittet med xenofobi, og måtte desvære lade livet i sit kammer på vingården, grundet sygdommen. Det tog rask væk kun to uger før han var udmagret for humanitær appel eller genkendelighed, og så lå han der, tynd og sammensat som et spil mikado, dækket af den store våde klud på panden. Død. De sørgede på øen, på aftenen for hans bisættelse, og hyldede ham med et optog af liv og forelsket ungdom, sådanne ting som var de eneste værdige kommentare på et italiensk og sandfærdigt godt liv. Vi dansede kædedans igen. De sørgede fordi nogle af dem havde set ham som den nye Messias, og nu var denne frelser død, uden det store håb forude. Trods de stadig var kristne og godt vidste at Marceloni ikke var nogen decideret Kristus, så de ham stadig som en der helbredte de døde fra døden, som han havde gjort det med manden fra byen og med Christian Eriksen. Så af den rene naturlighed begyndte nye ritualer at forme sig, og mærkedage at opstå. De byggede videre på deres tro, deres love og kultur, og tilpassede den aktuelt til de nuværende sorger. Og jeg hjalp dem med det. Jeg var berørt af det hele og havnede i et grædekor som sang en sang som ølederen og jeg havde skrevet på fransk om Marceloni. Jeg har gengivet den på dansk nedenfor:

Hjerte, kan hjerte kurere

Trods alles tid er forældet

Himlen er død, en summen florerer

Den rygende mand fra kapellet 

Hvis de havde vidst at Marceloni var død af xenofobi havde piben måske haft en anden lyd. Men det er ikke til at sige. For de her folk kan tilgive som ingen andre. De har tilgivet mig for at koloniserer dem, for det ænsede dem formegentligt aldrig til at starte med, at det var det som jeg prøvede på. Jeg havde simpelthen ikke den magt det må tage, og det synes jeg naturligvis et eller andet sted den dag i dag er lidt pinligt. Her er de ikke bange for edderkoppen, for de forholder sig til hænder og holder jævnligt i dem. Jeg er fascineret og tom, og kommer ikke hjem igen foreløbigt, for jeg har min plads i kædedansen og den er vigtigere end noget andet.

Af E. Vandachino 01.12.22

MÅNEDENS ZOOMER - November.

MÅNEDENS ZOOMER

for unge, til unge, af unge

Yngve Jelstad

November 

2022

Yngve Jelstad, er opvokset i byen Trotsvik i Norge. Han gik på Trotsvik Statsgymansium og dimitterede i 2009. Han boede i en årrække i Barsalona hvor han debuterede med hovedudstillingen "Vang i flammer" på museet Fandaciò Museu Fotografia. Her var han strengt optaget af sprækker og revner som motiv for hans fotografering. De karakteristiske spanske husmure og deres ar og visuelle fortællinger. Han flyttede til Helsingør i 2017, og har boet der sidenhen. Nu er han aktuel i den nøje omtalte fotoudstilling her til efteråret, Jelstads "Mellom Nå og Da". Udstillingen vil byde på en ny retning inden for fotografi, som bønfaldende har provokeret kritikere til det yderste. Jelstad har modtaget meget dårlige anmeldelser fra medierne, samtidig, bliver han skamrost i det avangerte kunstmiljø.

Julius Von Der Leyen, Junior Skribent. 23.11.2022

Udtrykket rotationskunstner, er et særligt begreb som Yngve Jelstad angiver sig selv for at være. Ikke fordi at han har 'roteret' rundt i den kunstneriske manege, men snarrere fordi, at han rent bogstaveligt drejer rundt inden han tager sit billede. Dette er et arbejde for desillusioneringen, har jeg læst i et andet interview. Det skal illustrere en 'ekskursion mod kvalmen, mod den langvarrige desorintering'. Mellem Nå og Da, der i disse dage udstilles på Gammel Strand, og som i næste uge skal ekspanderes til Skansen i Stockholm, Sverige, har stort fokus på metodisk upræcisisering indenfor fotokunsten. Blandt udstillingens fem fotoserier (hhv. 1. 'Mellom', 2. 'Nå', 3. 'og', 4. 'Da', 5. 'Expression'.) er den nøje omdiskurterede billedserie 3. 'og', en række fotografier, som nærmest allesammen er motivløse, da der er en finger foran linsen på alle billederne. This is shit photography, står der på døren ind til sal 2, billedserie 3. 

Men hvordan kan en ung mands fotoserie skabe så meget røre i medi så, så forhat, for fotoentuiaster og de kunstelitære?

at vi igen i denne måned, bringer en kunstner

er tilfældigt!

Hvorfor fotografi?

"Det har alltid vært mitt grunnleggende syn at fotografering ikke bør vurderes med øyet. Det er mange andre sanser på spill når du som seer vurderer et godt fotografi. Det er den eneste kunstformen som har nøyaktig tilknytning til realisme, og derfor stopper ikke virkeligheten bare i blikket. Jeg tror du vurderer et fotografi med føttene. For du går hvis intasjonen er for det og du blir stående hvis den ikke er det. Det er en eldgamle tradisjon til stede for hvilken kunst som skal kunne gi fra identifikasjon for den moderne betrakteren. Vi har "tolket" de gamle korsfesteren i utallige vestlige variasjoner. Og nå er det på tide at vi med kunsten ikke lenger trenger å fange den passerte, men i stedet frigjøre de fangede motivene. Så vi utvider ikke mytene, men forholder oss i stedet til realismen i det som skjer i dag.

Det er paradoksalt; for et fotografi vil alltid vise en 'før', men i fotoserien min ville jeg distansere meg fra faktum av bildet som blir tatt, og i stedet informere realismen om hvordan bildet blir tatt. Så forholder vi oss til nåtiden, så forholder vi oss til fotografen, så forholder vi oss til føttene våre, som kanskje vil gå fra utstillingen."

Hvilken tid er til stede i fotografi?

"Motivet ødelegger virkelig kunsten. Gjennom mitt arbeid med 'Mellom Nå og Da', har jeg sagt at motivet låser bildet i en fortid, eller en rest. Derfor har jeg fokusert på metoden i stedet for motivet. For med metoden ser du hvordan nåtiden var da bildet ble tatt. Hvilke valg eller omstendigheter var til stede siden bildet ble rystet, uskarpt eller fettet. Metoden bringer oss nærmere 'Nå' når vi blir skånet for symbolikken til mytos av motivet. Fotografering skal ikke vise tanker, men handling. Slik dreper vi 'Da' og kan forholde seg til 'Nå', det er gjennom handling."

Hvad siger du til den hårde kritik du har modtaget for din udstilling, kan du til dels forstå den?

"Ja, jeg kan forstå at noen blir provosert hvis de mener de skal komme og se på fotokunst som skal være estetiske og koselige, eller politiske og kåte. Men det er de som er problemet, vil jeg si. Min gamle venn og evangelist Stig Ekstrøm fortalte en gang at - en god anmeldelse er en dårlig nyhet for en god artist."

På billedserie 4. 'Da', har du taget billeder med objektivdækslet på. Værkerne har allesammen drillende titler som eksempelvis 'Søster uten å kle seg', 'Fotografering av plastikkirurgens dårlige dag' men også bemærkelsesværdige titler som 'Al Queidas leder på besøk i Oslo', 'Rodney King 1992'. og 'Utoya sett fra Tyrifjord'. Disse titler referer til historiske episoder, som du har valgt at 'fotografere' i fuld - sorte billeder. Hvorfor har du valgt disse titler, og kan du forstå hvorfor det er stødende for dem som har oplevet og været i live under disse hændelser, at du udtrykker det med ingenting - ergo klappen foran linsen?

"Det var et veldig langt spørsmål. Det vil si mine verste kritikere har kalt kunstskjetterien min påført og iscenesatt. Men man skal ikke ta det for bare noe annet enn kjetteri, fordi det er et showdown mot sjangeren, og det ville mest når det eksisterer i det korte Nå. Men likevel blir folk møtt over forsømmelsen de tror jeg gjør når jeg velger å ikke ta dekselet fra linsen til fotograferingsapparatet. Jeg prøver bare å vise at nettopp disse episodene som tilhører tiden bare er foreviget i de svarte bildene. Nemlig de indre bildene av hjernen, og jeg tenker alltid på å være svart. For den visuelle replika av det tidligere øyeblikket hører ikke hjemme i realismen, eller vår virkelighetsforståelse. Fotografier kan ikke fange momentumet av den fryktelige hendelsen, for med våre moderne øyne vil vi alltid påføre den en ny mening. Og det er galt, fordi vi ikke trenger å tolke tiden, det var så realistisk som vår tid er nå. Det var ingen bilder av den spanske hellige krigen mot muslimene i år 1095, korstogene eller Pompeiis kollapset under utbruddet fra Vesuvius-vulkanen. Alle disse skrekkene er blitt malt - det vil si at virkeligheten er tatt som gisler i symbolikken i en ny epokes symbolisme. Da er det sterkere å fotografere dem med deksler på linsene, for først kan vi virkelig forstå fortiden. Det er det største problemet med det moderne mennesket å måtte innkapsle tiden med nåtiden, og bare forholde seg til nåtiden med datiden. Tidene må separes og brytes opp i øyne persienner til svarte bilder og korte livssannheter. Død over symbolikk, slå av kameraets, stopp tegning og skriving.

Og så er vi tilbake til Jesus-motivet, som understreker at den vestlige kulturen bare er bygget på den største penetrasjonen av et symbol som vi har melket for vår egen forståelse. Vi lever feil i de skarpe bildene, livet er ikke skarpt, ganske ofte er det som forbinder Nå og Da - den fryktelige."

Men hvorfor har vi ikke fået lov til at vise bare få af dine billeder fra udstillingen, her på siden?

"På grunn av mine rettigheter. Jeg har signert en kontrakt om at bildene ikke må publiseres ut av utstillingen. Men også fordi alt er udødeliggjort på internett. Og det er akkurat det jeg ikke vil at bildene skal være foreviget. Dette er også grunnen til at jeg bare har en uke av gangen med utstillingen i hvert skandinavisk land, inntil på to ukers tid når bildene skulle bli ødelagt i huset mitt i Helsingør."

Du vil ødelægge fotografierne?

"Ja. Det er en martyrens plikt."

Jeg har også foretaget mig et interview med Politikkens kulturkririker, Arendse Hedvig Madsen, for at få et indblik i hvorfor Mellem Nå og Da kun kan bryste sig af en tostjernet anmeldelse i Politikken.

Hvorfor har Mellem Nå og Da ikke formået at score en bedre omtale blandt jer der også har pulsen på provokunst?

"Det har den ganske enkelt ikke formået fordi det ikke er særlig god provokunst. Eller fotokunst for den sags skyld. Det vigtigste man skal have med sig, når man udfordrer en genre, det er at holde på formen - det vil altså sige at i dette tilfælde, ville Jelstads argumenter først blive tydelige hvis han så rent faktisk viste et stykke godt kunsthåndværk. Det han i stedet har gjort er at være vred, og det falder altså som regel igennem blandt menigheden. Jeg synes der er potentiale i den unge fotograf, men jeg tror vi er flere der er chokeret i faldet fra hans debutantudstilling 'Vang i flammer' som simpelthen fik skabt en lille røre i nogle dele af Barsalona, til den her, meget kortvarige, meget intetsigende og pseudo-frække ingentingsfremstilling. Altså det er næsten en hån mod galleristerne og museerne der nu lægger inde med hans værker i en uge af gangen. Jeg tror det er for tideligt for sådan en som Jelstad, at begynde på disse numre. Han havde ikke mærket sig godt nok af på kunstscenen så at sige, vi havde stor respekt for hans potentiale med 'Vang i flammer' men nu virker den, mere som blot den heldige undtagelse, en den første meter på en lang genistreg."

Er Jelstad, en vaskeægte zoomer?

"Ej, det synes jeg ikke man kan diskurtere. Han er et af det tydeligste produkter af sin generation. Men nogen zoomer er han ikke. Nok, har den 31-årige fotograf del af den selvsamme selvdestruktion, vil man kunne kalde det, som mange zoomers besidder. Men jeg synes ikke at der er nogen stor integritet eller indsigtsfuld i Jelstads arbejde. Han er rimelig forenklet i sin tilgang til verden, ved at opstille disse dogmer og retningslinjer, som man undskyld mig, har set før. Jeg synes den nye generation, din generation, har masser af indsigtsfulde, ærkeideologiske og særdeles nyskabende kunstskud på stammen. Hele det såkaldte the woke-phenomenom, udspringer sig jo også i jeres generations hvilepuls, og det synes jeg i sig selv er en kunstart."

Yngve Jelstad er jo en forholdsvis ny kunstner, tror du det her bliver det sidste vi for set til hans karriere?

"Formegentligt ikke, det har det med at være sådan et de største bunker fæces tager længst tid om at fordærve. Se på Uwe Max. Jeg tror ikke han brænder ud på det her, men desværre er det også bare en velkendt tendens hos især fotokunstnere ikke at provokere nok til at få den negative omtale, som jo redder en kunstners ry, og ej heller være indflydelsesrig nok til at skabe den vigtige omtale, som også redder en kunstners ry. Jelstad og fotokunsten har svært ved at finde sin plads i 2022, det er simpelthen ikke stærkt nok. Det er jo sørgeligt for jeg synes der findes masser af god fotokunst der ude, og genren i sig selv, må aldrig dø ud. Det er om muligt den vigtigste kunstart der findes, men det hjælper ikke at vi i alle verdens hjørner har fået et komfortabelt forhold til selv at tage billeder, det nødsager fotokunsten til at råbe højere, og det er svært at råbe højere når virkelighedsafbilledingen er ens stemme. Jeg er ganske enkelt bekymret over fremtiden for foto og kunsten, når jeg ser ser udstillingen Mellom Nu og Da på Gammel Strand.

Og hermed fik vi et lille indblik i hvorfor Yngve Jelstad rammer ved siden af, i følge kulturens fremmeste profiler. Arendse Hedvig Madsen er langt fra den eneste der deler samme holdning om fotografierne i Mellom Nu og Da. Til slut i november, er jeg blevet inviteret med til afbrændingen af fotografierne, i en parcelhave i Helsingør. Jeg vil selv tage billeder og vedhæfte dem, måske i næste udgivelse af Månedens zoomer. Og zoom må man i hvertfald tildele at Jelstad har praktiseret. Billedserie 2. "Nu", er blandt andet billeder af uskarpe, helt tilzoomede motiver. Det synes jeg også bare er sjovt nu hvor han jo også er en zoomer, og mon ikke det også er en kommentar til Nutidens generation? Zoomer vi for meget ind? Zoomer kritikkerne for meget ind, så de ikke kan se andet end deres egen navle? Det må vi om at vurdere, vedhæft gerne dine tanker eller oplevelser, hvis du har set den aktuelle Mellom Nu og Da, eller hvis du har ideer til fremtidige gæster eller fænomener. Det er ikke sidste gang jeg tager fat i Yngve Jelstad, og her for redaktionens vegne må jeg meddele at vi er spændte på at se hvor denne Ikaros flyver hen næste gang.

Vi ses!

Hafniae fatuis

Lille mand lærte aldrig at spinde rokken eller at reparere sin cykel selv. Han var Gilles, en særlig ung mand som boede i det indre København. På sit arbejde, var der mange bestillinger der skulle betales, og nok havde han tiden, men han havde ikke hjertet til det. Gilles var en objektets mand, det var i objekter han bedst kunne få forbindelse til verdenen, altså sjældent gennem samtalen, men gennem tingen han kunne have i sin hånd. I køerne, ville han trylle for et bortvendt barn, og når han tryllede for det, blev han kort oplyst af virkelighedens velvillighed. Han tryllede med objektet i sin hånd, og i dét lå uendelighedsprincippet, som også gælder i kærlighed, at dette objekt kunne skiftes ud eller blive til mange flere objekter, som han kunne trylle med.

Om natten, boede han sådan, at hans altan var vestvendt, og dermed havde han altid kontakt til månen. Gilles havde, som den eneste man har hørt om, evnen til at kunne snakke med månen, hvortil den kunne svare ham. Når den svarede var det som regel halve sætninger den kom med, alt efter hvad tid det var på måneden det var. Men hver 29. dag, svarede den ordentligt, og snakkede gerne hele natten. Når den 29. dag kom, snakkede Gilles gerne hele natten med den, for når den 29. dag kom udsendte månen en af sine vigtigste admiraler; nemlig sin engel som hed Insomnia. Når den kom, kunne Gilles og englen snakke tæt på, og fortroligt uden nabolaget lyttede med, for når Insomnia kom, satte han sig på altankanten, med sine ben over kors og lænede sig ind til Gilles øre. Men ofte snakkede Gilles ud til et mørke, der sjældent synes at svare ham. 

Han arbejdede i et Tivoli, hvor han som ærkekøbenhavner havde sin identitet. Han var en ensom mand, og det var grundet hans egen forfængelighed. Han lod ingen komme nær, når de prøvede at trænge ind til ham. Gilles havde også en ting med sine skjorter, for trods sin forfængelighed, var ærmerne altid for lange og det blev symbolet for hans tåbelighed, hvordan han altid måtte hive op i dem for at bruger hænderne. Denne selvforskyldte idioti, at påføre sig noget tøj der skal holdes op i, blot fordi han ikke turde vise hans verden og hans kollegaer, sine hænder. Gilles var derfor mest tilpas når han blev tåbeliggjort, for på den måde, kom han tættest på sin virkelighedsforståelse, nemlig at blive behandlet som det han forstod bedst; objekterne. Men der var denne kvinde, fra hans arbejdssted, som hed Colombine, og som spillede på påfuglescenen. Der var denne kvinde som han var gode venner med, og som han beundrede stærkere end noget, når hun var på scenen. For der var hun udstillet, i sin pragt af den bedste skønhed, og nøjeligt blot som dødt symbol for en tilskuerrække. Skuespilleren og skuespillerindens opgave er at objektivisere sig. At være tåber og at være skønheder. Det der paradoksalt nok var tættest på det sande. For sådan var samme sandhed til stede på nattehimlen over København, når månen var en spraglet skræl og ikke svarede ham. Så lå mørket og var iscenesat i sin egen fortælling. Som trylleri. 

Nemt var det aldrig, at være Gilles. Nemt var det aldrig på jobbet, når han stilte sig bag scenetæppet, med næsen ud af gardinmundingen og holdte øje med Colombine og hendes fødder i rotation. Hendes ellers atletiske færden rundt på påfuglescenen, udgjorde bevægelser der alligevel fremstod anaerobe, som svedte hun aldrig en perle, der ude på scenen, men først lige bag tæppet, når aplausen lød. Og når hun var færdig, ville hun altid sætte sig hos en bestemt charlatan, og han ville grine af hvad hun sagde og vende øret til hende. Harlekin, denne Harlekin, som hun ikke kunne stå for, fordi han gjorde hende menneskelig, og ikke betragtede hende fra scenekanten, men fra backstage-rummet. Det var de gode til, de to, at betragte hinanden for hvad mennesket kan betragtes for. Men tilstede var nu også altid Gilles. Man kunne nemt tage for givet at han var der - sådan er det med alle idioter.

En nat kom Insomnia og satte sig på altanen, men her var Gilles ude af stand til at kigge op eller tale. Han var låst i sin position, med ansigtet gemt i hænderne. Og englen rykkede nærmere, og han aede ham i håret og sagde "Jamen ven, du er jo helt ulykkelig." Gilles løftede ikke nakken men jamrede bare fra hænderne "Nej, jeg er bare den danske mand." det lille englebarn kyssede ham på hænderne og snakkede om Klods Hans syndromet, alle danskere lider under. "Den danske helt, er en antihelt, det hører jeres stolthed til at holde med idioterne, og du Gilles, du er ingen helt, ej heller ingen idiot.", "Hvad er jeg så?", "Du er en af månens soldater." svarede Insomnia. Hvis man aldrig er blevet aet af en engel før, ved man heller ikke hvor stor en trøst det er. Det er trøsten selv, i sin pureste form.

Neandertalermanden. Sådan kaldte hans kollegaer ham, fordi de lange ærmer lignede lange arme og fik ham til at ligne en primat. Det var egentligt en kælen spøg, for de fleste var det bare et forsøg på at kommunikere med ham. Fordi han sad i bestyrelsen, og de ikke havde nogen historier på ham. Så blev han til et kælenavn og han tog i mod det. Nogen lo endda hvis han lavede abelyde efter de kaldte ham Neandertalermanden. Gilles, den skaldede mand fra bestyrelsen, der så ældre ud end han opførte sig. Han stod ingen værdighed, det var helt tydeligt, når han gjorde sig selv til vittighed foran sine kollegaer. Men han så sig selv som skuespiller. Han forlangte dog af Colombine, i et konfrontatorisk øjeblik inden hun skulle på scenen, at hun skulle tage ham seriøst, og hans kærlighed til hende. Men hidtil havde han ingen værdighed vist, så hvorfor skulle hun? Hun ønskede ikke at blive betragtet, det var det sidste hun ville, når nu hendes job gik netop ud på det. Så hun nægtede høfligt at gengælde nogen interesse. Gilles var endnu engang et menneske alene blandt objekterne, da han elskede Colombine som også er en amerikansk region, og foragtede Harlekin som også er en sommerfugl. De andre kollegaer bemærkede det, og anklagede ham for sit forsømte blik på Colombine, de mente at han objektificerede hende, at hun gjorde del af hans fantasi i en rolle som hun ikke var. Som han heller ikke kendte hende. Hun optrådte ufriviligt i hans krybbespil. De var bange for hans hjerne og foregav den ideer om det værste, fordi de heller ikke kendte ham. Men samtidig havde de ret. I Gilles' ærligste, troede han på at man måtte lade et andet menneske foregive sig en anden rolle for en, før man kunne kalde dem elsket. Han holdte som sagt af iscenrsætteriet, og så det ikke som nedsættende blot at tænke en anden for at være et substantiv. Gilles jagtede samspillets synergi, så mange havde en mening om ham, og havde besluttet sig for hvilken rolle han spillede. Nu ønskede han blot at spille sammen. Men det blev forvekslet med anatoginsme. Fredageftermiddag, ude i køreporten, ventede de på ham. De tog ham og holdte ham fast, bandt ærmerne sammen på ryggen af ham og fik ham til at knæle. Så lynede bestyrelsesformanden bukserne op og gav sig til at tisse ham i ansigtet. "I Guds navn, Gilles, må du hermed hengive dig til kærlighedens ånder, og ej lade din næste være foregivet i dit billede. Vi er alle stillet og skabt i Deus, Hvorherres afbillede. Vi er som af ham, i legemet og i det sande. Nu døber vi dig Pjerrot, for du til evig tid vil huske dit navn, og fra hvem der bestemmer over Pjerrot. Med hvilke øjne der ser på Pjerrot, og for hvad hans hjerte ikke kan bære. Du må binde din finger og vige dig til latteren, for du får hende aldrig. Amen." så sparkede de ham på skift, i maven. Mændene fra personalekontoret så det over overvågning, og kom ud tilsluttede sig revselsen. Så blev han liggende, efter de var færdige. Så rejste han sig og tog hjem. 

Totus mundus agit histrionem 

Gilles spillede Boulez' anden klaversonate på sit piano i lejlighedsstuen. Et klaver er som en transportabel gravsten, man sætter den der hvor man selv må blive. Det var blevet nat igen, og da han så ud mod himlen, fandt han ikke månen, men Børsen og overskyede himmelplantager. Han havde ondt i maven og var rastløs begæret til at foretage sig alt andet end det han netop var igang med. Underboen bemærkede hvordan han skiftede lokale i timevis. Så endte det med at han måtte gå ud på gaden og strække benene. Han gik til pølsevognen, og købte en ristet hotdog. Pølsemanden var en kvinde, som spurgte om han havde fået nogen på lampen. Hun havde antydet ud fra hans ukuelighed og opgivende facon. Og så havde han fået en lille skramme på næsen, men han troede ikke nogen så der alligevel. "Ja, jeg fik tæsk i formiddags. Kan jeg tillade mig at bryde sammen her i pølsevognen?", hun lo, kort og irreteret. "Jaja, du må gøre hvad du vil. Men forvent ikke at jeg vil tale om det." svarede hun, og hev to servietter ud til ham, og vendte ham så ryggen. Gilles brød ikke sammen, han fik ikke lyst til det alligevel, og efter at have tænkt lidt over hvordan han kunne rede sig selv en bedre samtale med pølsemanden, opgav han og gik videre. Han krydsede over Gothersgade, fortsatte ned mod søtorvet. I den lange strækning langs byparkerne ringede han til sin storesøster Magdalene, som han altid havde haft det godt med. Hun snakkede om en alabasterkrukke hun havde erhvervet sig, hun snakkede om sin søn, Gilles' nevø, og det fyldte ham med ro og glæde. Han elskede sin søster, så meget vidste han, hun var der bare altid for ham. Hun vogtede over ham. Efter de havde snakket, var han i godt humør. Han var kommet til Sortedams Dosseringen, hestekastanjerne strøg bunden med vindens hvisken, og skarpe gadelygter, steg over siluetterne og førte ham længere hen af søbredden. Til sidst var han så træt i kroppen, udmattet ovenpå sparkene fra tideligere og fortrøstningsfuld at han standsede op. Han lukkede øjnene og trak vejret ind. Så åbnede han dem igen, trak ærmerne op og ville gå videre men hans ben adlød ikke. De var låste, simpelthen urokkelige. Han kunne mærke hvordan musklerne modarbejdede ham, om hvor tunge og følelsesløse skankerne var. Han prøvede at hive det højre frem med armene, som stod han i flydende mæssing og måtte skubbe benene frem, i stedet for at løfte, men ingengang alle hans armkrafter kunne rokke benet en centimeter. Der var ikke noget at gøre. Lidt tid efter kom et ungt par gående, Gilles greb sig om dem, og bad dem hjælpe sig. De tog, i hvert hans ben og prøvede at trække dem ud af positionen, men de kunne heller ikke. To voksne mennesker, med alle deres kræfter. De lo undskyldende og trak på skuldrende og så gik de videre. Gilles stod tilbage, han var træt og færdig. Han ville sætte sig ned men der var intet at sætte sig på, så han satte sig i luften.

Mens han sad i mørket, blev benene stivere og koldere. 

Hans skød blev tyndere og fladere, hans ryg, kortere og bredere. Hans knogler blev bastante og ubøjelige, hans arme og hænder snørklede sig sammen til spiralformer, huden blev glat og metalisk, grønlig og mat. Hans hoved svandt ind til ingenting, og fødderne var som skruet i jorden, ikke til at flytte.

Ved hans side, og rundt omkring i hele København, sad der flere som ham, ventende for at andre skulle komme og sætte sig på dem, og gå igen. Det var deres opgave i sidste ende, tåberne, det var den rolle de kunne færdiggøre sig i. Gilles ville sidde der til sin sidste dag, nær Fugleøen med udsigt til det bare himmelvæv over byens lysning. Direkte adgang, hver nat, til sin lanlord månen. Hver 29. dag kom Insomnia til den tomme altan og ventede på ham hele natten. Og hver nat sad Københavns folk, på ham og de andre bænke, som lysede lidt i mørket og så op mod tagtoppene og tomme vinduer med tændte lys, som en blandt mange af månens soldater.

Af Estorme Vandachino 11.11.2022

For den raske, lyder quartetten som et hosteanfald

Tillad mig at starte noget uhumsk, Dasset, 1972: På dasset sad jeg. Knap femten år gammel i baggården på dasset. Min far og mor var medlemmer af græsrodsbevægelsen, orginasationen "Kanonspringeren". Jeg havde fået lam den aften, med ærter og mynte, og det kunne ses i dasset.

I baggården stod mor, og det var den aften hvor hun netop stod der, at hun gik i sort. Hvad havde mor og far altid kæmpet for i Kanonspringeren? Mulighed for alle, lighed for alle. Den gang var det mest kun tyrkerne som imigrerede hertil. Vi havde nogengange tyrkerne boende, de helt nyimigrerede. Engang var der en af mændene der nægtede at gå på dasset, fordi at han mente det var uhygiejnisk. Han sagde det på engelsk. Det blev en diskussion. Jeg sagde "Når man er gæst kan man altså ikke nægte." og han svarede at hvis jeg virkelig mente det, mente jeg også at han ikke var nogen gæst. Der hvor han kommer fra, fra hans by, bruger de pedaltoiletter, Pedallı tuvalet, sagde han. Langt mere hygiejniske, da enden aldrig har kontakt til sædet. Den består af et hul i jorden, som man sidder i hug over, som i øvrigt også er en stilling som er langt bedre for tarmen, mener de kloge, tilføjede han. Pedaltoilettet er ikke en særegnet tyrkisk udførelse, den hører til store dele af hele Mellemøsten for ikke også at nævne store dele af hele Østen. Når man er færdig, bruger man spuleren med venstre hånd, og trykker på spuleknappen med den højre, som forventes til at være den rene hånd. Spuleren er også mere hygiejnisk, og så skyller man ud med pedalen. Et cisterneløst samfund, er det ideelle samfund, mente han. Og så nægtede han fortsat at bruge vores das. Denne episode skulle vise sig at være en åbning til det der vil blive min livslange sygdom.

På Grundlovsdag, og jeg kan netop huske at det var den dag, var jeg til lægen på Nørreport. Jeg var i slut 30erne, det var i 96, mit navn blev råbt op og jeg hed Niels-Erik. Grundlovsdag, farsdag, den 7. Juni, 1996, en sølle søndag, fik jeg erklæret xenofobi. Min mor græd da jeg fortalte hende det over telefonen. Hvorfor jeg var gået til lægen? Grundet afsløringer på sygdom, fra min toiletkumme. Den moderne glaskugle er lokummet, skæbnens kompas kan lokaliseres i tarmen, ønskebrønden er toilettet. Jeg skulle starte på et forløb på en tilbygning til Rigshospitalet, hos en gruppe der specialiserede sig inden for xenofobi og fremmedkulturelt afskræk, de skulle begynde min udredning. Hver torsdag efter job, og inden aftensmad mødte jeg op og lavede øvelser på afdelingen. Det bestod af en sideløbende recept på medicinale forplejninger, som jeg skulle tage inden jeg gik i seng derhjemme. Fordi at det fremmede viser sig værst, i timen du ligger dig til at sove, og i mørket hvor den blinde og den oplyste, ser ligeledes det samme.

Om torsdagen lavede jeg forløbets øvelser, det var fysiske øvelser, der skulle fremarbejde en åben holdning. Jeg lærte at min xenofobi sad i ringmusklen, og det lave punkt af lænnen. Det skulle opmøres, og løsnes, flere års gamle myoser. Kroppen glemmer ikke, sagde de, så det er op til sindet om at gøre det. Et års behandling, gjorde abselout intet fremskridt. Jeg var blevet 40, og lægerne fortalte mig at der var snarlig udsigt til risiko for stomipose, en tanke jeg frygtede. Smerterne var store i endetarmen, men jeg blev fortalt at jeg måtte fortsætte øvelserne, fordi hverken operation eller terapi, kunne lindre xenofobiske knuder som denne. Alligevel fik jeg navnet på en støttegruppe bestående af andre xenofobipatienter, et værested, to timer om ugen, hvor man kunne udveksle erfaringer om sit forløb i udredningen. "Fremmede Brødre" hed den. Så jeg startede der, i efteråret 97. Gruppen holdte til i en gammel studenterbygning på Nyhavn, et kælderlokale med sorte klapstole, og en projektor. Værterne skiftede lidt under tiden, men for det meste var det en ældre helbredt eks-xenofob, der hed Ove, som holdte posten. Han var god, jeg kunne lide ham, og han holdte ofte foredrag om den anden side. Blandt medlemmerne, så jeg op til flere af mine forældres gamle venner fra Kanonspringeren, og de var relativt mange taget i betragtning af at det samlede antal kun udgjorde max. 30. Her lærte jeg, et par nye bekendtskaber at kende, mange var terminal-xenofober, uhelbredelige og mange sad på baderinge eller oppustelige puder, og bar pose under trøjen. Jeg mødte Mona, hun var ligesom jeg selv, forvirret men med en skønhed. Men hun fik et tilbageanfald i marts 98, og blev desværre højreekstremist og indlagt på livstid. 

Hvordan kan man i grunden så hjælpe sig selv? Det kan man sjældent. Jeg fortsatte øvelserne de løbende år, og kom stadig hos Fremmede Brødre, to timer hver mandag. En af mine nye øvelser, fra udredningsforløbet gik ud på at jeg skulle forestille mig at dem jeg kendte godt, havde ophav andetsteds fra. Det gjorde desværre at jeg kappede kontakten til mine venner og forældre i 01. I vinter 02 skiftede Fremmede Brødre navn, og blev omdøbt "Anonyme Fremmedhadere". Ove kom aldrig mere, mange af Kanonspringerne var helbredte eller det modsatte, man kunne aldrig vide hvorfor folk ikke dukkede op. Og AF, havde udbredt sig til flere hold af større grupper, flere gange om ugen. Jeg forblev på mandagsholdet, hvor den nye vært, Jesper, eks-xenofob og tideligere politibetjent, altid underviste i første time om etnocentrisk filosofi. Etnocentrisme tager standpunkt i læren om at vurdere et andet folkefærd og en anden kultur på baggrund af forhold der gælder i ens egen kultur.

Jesper sagde "Hvordan ved I, når det er jeres termometer der er gået i stykker, og ikke kummefryseren? I opdager det ved at noget ikke stemmer over ens, ergo, i forholder jer kritisk! Kritik er, mine venner, kritik er det eneste humane redskab som teknologien ikke kan besejre. I sidste ende vil al intelligens af overmagt, kunne nedlægges ved at forholde sig kritisk. Og I har, mine venner, I har kritikken. I besider den endda i en høj intellektuel grad, og I skal bruge den, for at blive raske. Jeg har set kriminelle og lært, at de farligste kriminelle ikke er dem der provokerer loven i det små og åbenlyse, som dem der stiller sig halv ud på et rødt fodgængerovergang, de farligste kriminelle, ligner ikke bare os selv og vores væremåde, de ligner vores nabo. Så for at modarbejde frygten fra de fremmede, må i lære at forholde jer kritisk til jeres egen farlighed, og vores egen kulturs farlige dele. I kan bruge selvsamme kritik, og i næste uge vil vi drøfte hvordan man kan afromantisere nationen, så man kan lære at det der skal bevares, ikke er truet i forvejen."

Efter ekspanderingen af AF, havde gruppeadminstrationen nu det tilskud, det krævede at få arrangeret en gruppetur. Det forløb sådan at mandagsholdet blev slået sammen med weekendsholdene, og i sommeren 04, skulle de sammenlagte hold på 5dages gruppetur til Beirut. Tirsdags-,onsdags-,torsdags-holdene skulle til Ny Dehli. Fredagsholdet, to dage i Den demogratiske republik Congo. Jeg skulle rejse med en masse medlemmer som jeg ikke kendte. Vi var helt forstenede de første timer i Beirut, fuldstændig generte. En kvinde blev siddende i flyveren, og nægtede at komme ud. Jeg besvimede på hotellet, måske på grund af hjemve. De fleste løsnede op og fik det bedre i løbet af dagene, nogen tog endda ud med personalet i byen. Jeg selv var også rimelig godt gående, indtil jeg en aften på en arabisk bar, gik ud på toilettet og stod foran et pedaltoielet. Der ramlede det hele for mig. Det var så uhygiejnisk, kunne jeg ikke lade være med at tænke, og klaustrofobien om ikke at kunne lade ryggen under mine egne præmisser, gjorde mig angst. Dér lærte Jesper mig efterfølgende at min tanke om hygiejne er roden til min xenofobi. Jeg tror han kaldte mig oveehygijenisk striks, og mente at den samme ængstelige bevaringstrang, er til stede når det handlede om hygiejne som når det handlede om fremmedkulture. Ikke racehygiejne, hvis man skulle misforstå, men snarre den allegoriske indbildning af at alt fremmet, er beskidt, urent, bakterier. Han mente at det var en klassisk evolutioniær genfejl, hos de fleste xenofobiske patienter, en neurologisk nervetilslutning udsprunget af reptilhjernens angstcenter. Men han kunne jo ikke diagnosticere mig, han var slet ikke læge. På turen blev min sygdom stærkt forværret, jeg kunne blandt andet slet ikke sidde ned mere, da smerterne var så store. Jeg lavede alle de knudeøvelser jeg kunne, men ikke nok hjalp det. De sidste par dage mistede jeg følingen i mine ben, og blev nødt til at blive hjemme på gåtursdagen til bjerget. Min værelseskamerat hed Utti Nielsen, han var også blevet på værelset den dag. Han fortalte mig at han engang ikke kunne finde varmen i dynen. Utti, var en af dem jeg ikke kendte, men jeg trivedes fint med ham. Han havde været stille det meste af turen, dog fortalte han mig, den dag hvor vi begge lå på værelset, at han ikke længere led af xenofobi, som vi andre gjorde, men at han havde en oplevelse, nytårsaften, som skulle vise sig at være mødet med det mest fremmede af alting. Døden. Han snakkede om en mand, der havde udpeget en ung kvinde til festen og kaldt hende uopmærksom, hvorefter hun samme aften var faldet i kanalen. Dette havde givet Utti et perspektiv, som sparede de kulturfremmede for posten som syndere, nu var det kun døden han frygtede.

Optikeren, var den første til at advare mig. Grøn stær nærmede sig i højre øje. 90% nedsat syn, ville blive min nære fremtid, inden for et par år, var udmeldingen. Xenofobknuden i rektum, havde følgetoner, og en strømning af kaskader af utilpashed havde spredt sig op gennem min krop. Og nu havde det så sat sig i højre øje. I januar 05, var jeg så godt som blind i den ene side og det stoppede ikke der, for mit venstre øje var også kraftigt nedsat, og inden året var omme, kunne jeg ikke se en skygge foran mig. Der valgte de at førtidspensionere mig, da jeg ikke kunne passe mit job, eller mit liv for den sags skyld. Jeg flyttede ind på et bosted, hvor plejerne tog sig af mig. I 06 fik jeg så stomi. Jeg gik ikke i AF længere, og jeg var også stoppet med øvelserne og medicineringen fra min udredning. Nu hørte jeg radio og musik. Den offentlige sektors hænder var bløde og gode mod mig. Men til mit ubehag, var mange af SOSU-assistenterne samtidig også imigranter. Jeg blev hadsk og fik anfald, og jeg blev dårlig og stakkel. Mine ben, blev svagere og svagere, og hver gang en imigrant kom ind på min stue, var det som sprang der en sene i min slappe krop. Jeg blev bare liggende i sengen. Naturligvis var det sværrere at detektere en imigrant, når man var blind, men som bekendt, forstærkes evnen for andre sanser, når een svækkes. Mine ører udviklede sig til at kunne høre de mindste anmærkninger af accenter, og altid meget nøjagtigt og flukst afspore, fra hvilket land stemmen havde ophav, og sågar hvilken generations- indvandre der stod på mit værelse. Anden- og tredjegenerations indvandrere, var tildels meget vanskelige at få afsløret, men så skulle der engang imellem, bare den mindste lille sproglige eller udtalelses-fejl, til at jeg opdagede dem, og ønskede dem væk fra mit bosted. I 08, skal det nævnes at noget pinligt skete, da hende som jeg hidtil havde troet var min trofaste ven, Naja, (med de skønneste hænder, hende der altid spurgte oprigtigt ind til mig. Hende der fortalte om sin hund, og sin kæreste. Min plejer og kontaktperson som kom hver uge) fortalte mig, og så endda mens hun grinte, at hendes forældre faktisk var født i Gambia, og havde gjort det hele tiden. Hun forrådte mig så vederstyggeligt, det grimmeste nummer til dato. Så havde hun hele tiden været en af dem, jeg aldrig vil lære at forstå, og havde opført sig som min ven. Jeg spurgte ind til hendes hudfarve, og hun bekræftede. Min trommehinde sprang da hun sagde det, og jeg blev døv i 08. 

Så blev vinteren lang, med sekreterne i poserne, benene følelsesløse, øjnene og ørene ude af funktion og min trofaste plejer, borte og forsvundet som løgner. Jeg var blind og døv, og mistede så småt taleevnerne. Jeg fik en tavle af min nye kontaktperson, som hed Sara. Sådan tegnede hun ihvertfald sit navn på min ryg, med sin finger. Og jeg skrev på tavlen. "Hej Sara." Om kvinden hed Sara, eller om hun i virkeligheden hed et fremmedsprogs navn eller måske slet ikke var kvinde, kunne jeg i grunden aldrig finde ud af. Og det gjorde mig for engangskyld ikke mere angst, tværtimod satte det mig fri. Nu var der ikke mere noget jeg kunne bevare, den eneste kontakt til denne fremmede verden, var igennem kommunikation af at blive tegnet på ryggen. Det sjove er, at da lægen kom en dag, skrev han på min ryg at mine xenofobknuder var voldsomt formindskede, og at jeg var løsnet op. Jeg kunne mærke det som man kan føle på glæden. Hans ord var sande, og jeg følte mig så voldsomt elsket, sålænge en finger bare tegnede en besked til mig på ryggen. Jeg var ikke alene, selvom der var mørkt og stille der hvor jeg sad i mit hovede, jeg lagde mig bare til at vente på maven i sengen til at mærke et menneske, og værdsætte det at et menneske, ville mig, og ville tale til mig i en verden hvor vi i min nye tid, var ens og ejede det samme. Sara, som tegnede mig på ryggen og gav mig praktiske informationer, var ofte ledsaget af en lidt koldere, mindre og hårdere finger. Den finger skrev de smukkeste ting på mig. Det var poesi, som jeg transskreberede for mig selv. Og jeg indøvede de smukke ord, så jeg foraltid havde dem, når jeg lå og ventede. Når den lille, kolde, finger kom igen, fik jeg stiv pik af spænding. Den skrev altid, som beskrev den en bestemt verden. En verden som jeg vidste var god, og som jeg længdedes efter fandtes i mig.

"Mig og dig vi står på græsset" 

"I dag har jeg lært at være en søster" 

"Solen er en mand der ikke kan stoppe med at smile og som står på taget"

Og så endda skrev hun: "Jeg elsker dig Niels-Erik" Og jeg lagde mærke til at hun glemte "e" i Niels, og det gjorde mig af en grund endnu mere forelsket. Jeg vidste at jeg ville være sammen med den smukke kvinde der havde skrevet disse ting, og som af en uforklarelig årsag, havde lidskab til en sammenkrymbet, sanseløs sygelig som mig. Men det var jo sandhed. Hun elskede mig, hun havde tegnet det på mig og jeg elskede hende. Så en morgen skrev jeg det på tavlen, at jeg elskede hende og at jeg havde fantasier om hende og den verden hun snakkede om. Om hvordan vi skulle flytte sammen og elske hinanden, og at jeg aldrig i mit liv havde fundet et menneske, som jeg kendte bedre og ikke mindst et menneske som fremstod så ren. Så ren, og hygijeinisk i sin sjæl og sin pragt af væren og altings uendelige værdi. Da personalet læste dette, udskrev de en ny diagnose til mig og fik mig overflyttet til et helt nyt bosted. Jeg blev diagnosticeret for"lidende af pædofili, og inkompatence" og uden jeg forstod hvad der foregik, (fordi ingen tegnede det på ryggen af mig) var jeg blevet fjernet for evigt fra den eneste kilde til livet jeg havde, den kolde, lille finger med de store ord, fordi det viste sig at være Saras niårige datter der havde skrevet på mig, når hun var med sin mor på arbejde.

Af Eliot "Tranen" Drossing. 02.11.22

 Fæl skæbne 2

Af Morten B.

28.10.2022

En vintermorgen, da jeg var stået op for at brygge kaffe opdagede jeg en sovende mand. Han lå i sneen som en skygge. Han lå stille hele morgenen, det virkede til at alle sov for ingen kom på gaden. Den morgen brød en bande ind i apoteket. Det eneste der bestod var den låste dør, de stjal alt i apoteket. Det larmede. Da de var færdige kom de løbende ud i apotekerkåber og deres tasker klirrede af de mange flasker de havde stjålet. Om aftenen kunne man høre politiet forklare hvordan de kriminelle havde undsluppet at efterlade et eneste spor til efterforskerne, der nu  selvklart var på bar bund. Manden vågnede ikke af larmen, men var væk da jeg senere samme dag kiggede til ham. 

Jeg havde forsøgt at overtale ham til at stå op, og tage ned og fiske med mig ved havnen. Han var gået med til det på betingelsen af at det skulle være i nat. Det passede mig udemærket. Og da dagen var gået fandt jeg to fiskestænger i skabet. Vi gik ned af den mørke opgang. For hver etage blev man mere og mere bevidst om ens naboer, og om hvorvidt de observerede en gennem de små runde kighuller alle dørene var udsyret med. På anden sal stoppede vi op, vi stod stille og kiggede lidt på hinanden, jeg nærmede mig en dør og kunne høre et gulvbræt knirke på den anden side. Vi holdt på åndedrættet for at være helt stille. Der var mørkt i lejligheden, jeg kiggede gennem den lille forvrængte cirkel. Jeg kunne se en mørk skygge i højre side. 

Vores sko blev hurtigt våde af sneen, vi havde begge taget meget tøj på, men kulden var altid tilstedeværende observerende. Vejen til havnen var ikke lang, og vi gik gennem byen. Vi talte ikke, men faldt derimod hen i stilheden. Borgmesteren besluttede for et par år siden at lave en delvist lukning af gadebelysningen, til hver 3 lampe. Vi kastede lange skygger i natten. Vejen til havnen gik forbi pladsen hvor kontorene lå. Der var altid lys i kontorbygningerne, derfor altid lys på pladsen. 

Klokken var 01.45 og der var tomt på pladsen. Udover en pige der sad alene i aviskiosken. Kioskens udbud er avisen Tokstein Bladet - en politisk nøddeknækker af kapitalistisk kernekræft . Kiosken er oplyst af en enkel svag lampe der akkurat oplyser pengekassen. Hun tæller store bundter af penge der ligger ved siden af kassen. Da hun ser os smiler hun velkommende og vinker os over.  Han tøver lidt ved invitationen, men vi går derover. 

"Hvorfor fisker i?"

...

"Vi fisker om natten

 for at fange de rigtigt fisk" 

...

"vandet i havnen er forurenet, fiskene 

spiser kun kviksølv"

...

Han kigger på mig.

Hun rækker os et lille stykke kviksølv fra under disken.

"Nu er det ikke fordi jeg er pusher... men kontorarbejderne indtager det til frokost...

I skal varme det op."

Pigen vender blikket tilbage til pengekassen, og lukker så det lille vindue ud til os. Vi er igen alene på pladsen. Tågen ligger tungere om natten, vi skal følge kanalen for at komme til havnen.  

Ved havnen sidder fuglene og venter. Jeg rækker ham den ene fiskestang, og tager kviksølv frem. Vi varmer det op med en lighter han har i lommen, det bliver flydende og klæber sig om krogen.  Vi kaster og bryder vandspejlet der strækker sig ind i mørket, månen hænger som en svagt dæmpet glød. Vi kaster i en time. Han fanger den første fisk, den er stor og han kæmper med at få den op. Det er anstrengelsen. Jeg kigger bare på ham, der koger af energi.  Hans fiskestang knækker over på midten og han udstøder et udmattelses støn højlydt og jeg løber over til ham for at hjælpe. Vi bliver trukket tættere på kanten. For hver gang hjulet drejer en omgang trækker monstret hjulet tilbage tre gange. Og når der ikke er mere line tilbage er han maddingen. Efter 27 minutter kaster han op, og det slapper af. Linen er nu slap, mon det dødt .  Han falder om på sin ryg og bliver våd af vandet vi står i. Jeg holder den knækkede stang og løber over til min taske for at finde et net frem. 

Jeg hjuler langsomt hjulet ind, måske er det sluppet af. Han afbryder mig, i en forbandelse og trækker stangen ud af mine hænder. Han kører hjulet ind og til overfladen flyder en kæmpe. Den er død og må veje 250 kilo, mørk og slimet grøn. Det er en kæmpe torsk, af den type der lever i dybthavet, dens øjne er hvide og dens skæg er størst, svælget hvor kviksølvet glimter er afgrundsdybt. Da vi får den op tæsker han den i hovedet for at sikre dens død. Ud af røven kommer der lort, og den holder rogn på størrelse med knytnæver. Han spiser ikke fisk, og skubber kæmpen i vandet igen. Den flyder i overfladen, bliver langsomt trukket af strømmen. 

Det er begyndende morgenstund da vi vender hjem mod lejligheden. Vi fangede kun krabat, det resterende kviksølv ligger i min lomme. Over pladsen ligger fuglene endnu sovende, pigen i kiosken sover med albuen hvilende på disken, næven mod kinden. Vi går uden at snakke. Husene forsvinder i skyen der ligger over os. 

En mand kommer løbende over pladsen. Så lidt efter en mere. De bærer på store sække. De hæver knæene og løber på spidsede fødder. 

Følg med i næste uge når

Fæl skæbne 3 kommer til overfladen !

Hvornår rammer astroiden?

Aldrig, for et par uger siden fik de knust den<3

På gensyn.

Dont sweat it !

Fæl skæbne 1 

 Morten B.

23.10.22

 Jeg vågner klokken 8:24 af svagt lys gennem sprækken i væggen. Hvis man ikke vidste bedre skulle man tro han var død. Hans vækkeur ringede, han vågnede ikke, måske var han død. Jeg boede med ham og vidste at han først ville vågne op ad eftermiddagen. Han var ikke rørt af den stress der fik byens andre indbyggere til at falde døde om ved indgangen af deres børns skoler. Jeg havde i en periode job på en af skolerne i byen,  jeg hjalp en underernæret far med at rejse sig, efter han var besvimet i selskab med hans datter, " vi skal have stafet Sigrid, bare løb ned til de andre". Han stod på benene, men vaklede ud af porten. Når han var på den anden side var han ikke længere mit ansvar og jeg lod ham falde ned af gaden i tilstand mellem far og hjernedød hvirvelløs. 

Vi stiller os i to rækker, piger og drenge. Vi løber ned til keglen og samler et digt op, vi læser digtet højt så vi alle kan høre det, vi løber tilbage igen og klapper den næste i køen, der ligeså løber ned til keglen og samler et andet digt op, læser digtet højt så vi alle kan høre det og klapper den næste i køen. Den første række der bliver færdig vinder dagens stafet. Faraz og Sigrid løber først, Faraz læser “ Jaguar” af Rilke, Sigrid læser “henrettelsen” af Tom Kristensen. Børnene hepper og jubler ivrigt, begge hold vil vinde. Drengene vinder med et udsnit af Marinetti's futuristiske manifest oplæst af Isac. Begge hold får premier, jeg har taget æbler med som alle spiser med det samme. 

Byen er mørk, skolerne ligger i skyggerne, der har længe ligget et dunkelt skydække som en dyne over byen. Tågen lægger sig i de mørke morgentimer, igen om natten. I lyset fra de få biler der kører på gaderne kan man se de små dråber der hænger i luften. Det er perfekte forhold for svampe at vokse, og vinduerne i skolen er mærket med sort fugt der efterlader eleverne bedøvede når dagen når sin ende. Forældrene kommer igen , og deres hoved hænger løst dinglende på deres halse, de falder i søvn når de kortvarigt sætter sig i stolene i klassen. Vægten fra deres hoved giver dem ondt i nakken, og når de er vågne tager de sig i ømhed, klagende. 

Når jeg vågner kl 8:24 er min krop svedig og min seng kold. Hans alarm er stoppet. Lyset gennem væggen afslører alt hvad luften i værelset bærer. Fra køkkenet kan jeg se køen til apoteket allerede strækker sig ned til gadehjørnet, hvor den om ikke lang tid vil dreje om. Apoteket åbner, men har ikke mere medicin. De vil trække et nummer - 256 - men LED-skærmen over disken vil være stilstående på kunde nr.86, der var den sidste kunde som fik hvad han ville have.  Jeg kunne se Sigrids far stå dernede, hun stod ved siden af og kiggede mod fortorvet. Han arbejdede på kontoret nede ved pladsen. Han holdt hende i hånden, men lænede sig op af den våde husmur de stod ved siden af, hans ene ben var bøjet, mens det mod Sigrid var strakt. Det var efterhånden noget tid siden jeg havde haft et job, der var ikke længere behov for det. For der var ikke længere behov for pengene. 

På den anden side af vejen kommer kontorarbejderene løbende med mapper og paraplyer. Hvis man blot kiggede overfladisk lignede de en flok der bevægede sig i høj fart. I virkeligheden løb de ikke så stærkt, det bare fordi alt andet i byen går langsomt. De løber med hovederne først, foroverbøjede. Hvis de læner sig blot en lille smule mere vil de tippe forover og slå ansigtet imod asfalten. Det er sket før. Så ligger de med røven i vejret og deres ansigter vil være deforme nogle dage, hvor blodet ligeså vil lække og størkne over deres skjorter. Men det er som om ingen lærer af de dårlige ting der sker her, alt gentager sig. Som de løber nu igen. De bevæger sig som en tyk masse, de dunker voldsomt ind i hinanden når de møder røde lys. Det får de forreste til at tippe let over, men ikke så de går i stykker. Måske bliver deres hænder kørt over af cyklerne. Cyklisterne slås, de sparker og slår hinanden for at komme først. Min far druknede da han blev sparket udover en bro, ned i en sø. 

Jeg får lyst til at råbe hej til Sigrid. Jeg åbner vinduet og råber. Alle de ventende kigger op. Sigrid og jeg får øjenkontakt. De andre forsøger ivrigt at spore sig frem til hvor kaldet kom fra. Jeg smiler kort, og vender så tilbage til lejligheden.

Han er stået op, og spiser mad. Hans mave rumler og han klør sig i håret.

Jeg går i seng når naboen går i seng. Når naboen går i seng forsvinder lyset i værelset.  Svagt gennem tågen kan jeg ane lyset fra apoteket, men alt andet på gaden er nu mørklagt. Lyset slukker aldrig, om sommeren sværmer myg og insekter foran ruden, de besætter apoteket i ferierne. Apotekeren låser døren bag sig med et stort nøglebundt, selvom der ikke længere er noget at låse inde. 

Følg med i næste uge når

Fæl skæbne 2 kommer til overfladen !

Tilykke med fødselsdagen Rosaline.

På gensyn.

Dont sweat it !

Den jagtetiske grundlov

Den jagtetiske grundlov

• Al jagt skal have et formål. Jagt skal være andet og mere end blot det at nedlægge vildt. Nedlagt vildt skal opsamles og anvendes.
• Vildt, der nedlægges i bestandsregulerende, sygdomsbekæmpenende eller skadebegrænsende øjemed, skal samles op og helst anvendes. Er det ikke muligt, skal det nedgraves eller destrueres.
• Al jagtudøvelse skal ske i nøje overensstemmelse med gældende lovgivning og på en sikkerheds- og dyreværnsmæssig forsvarlig måde, så vildet dræbes hurtigt og effektivt og således, at anskydninger i videst muligt udstrækning undgås.
• Praeda, non praedator, sum.
• En egnet og veldresseret hund skal være til rådighed, så nedlagt og anskudt vildt kan findes. Der skal altid nøjes grundigt med umagen, når det drejer sig om at 
• Opfør dig varsomt, men ikke til låns. Hvis du skal være med bør du hverken tro du er gæst eller vært. De fleste dyr som er del af den biologiske cyklus, har en forsvarsmekanisme mod andre indtrængende dyr. Ligesom at vi mennesker hænger klistermærker op af fugle på vores ruder for at forhindre dem i at flyve ind i dem.
• Efterladenskaber fra projektil, skal fjernes og holdes under opsyn. 
• Ved al jagtudøvelse skal der vises vidtgående hensyn til andre og andres ejendom og sikkerhed. Jag kun i jagtzoner. Hold dig i små grupper, op til fire personer maks. Jagt er ikke menneskets nåde for mennesket, men nåden for menneskets natur.
• Når vildtet er nedlagt, bør enten dyrets specifikke dødsrekvium blive spillet på jagthorn eller anden messingblæser, eller hvis du ikke foretrækker det, kan det nøjes med kys af øjne eller pelvis. Skulle det nedlagte vildt, ikke kunne anvendes til dit ønskede formål sæt det skydes ved en fejl, bør du begrave det ved en sø, eller anden bestanddel som er gavnende og aktivt forekomment for områdets ådselsædere. Dyret skal begraves med fødderne opad, gerne over jordbunden.
• Al jagt skal udøves på et biologisk forsvarligt grundlag, der sikrer, at jagtudbyttet kun udgør en del af det naturlige bestandsoverskud. Tvivl skal komme vildtet til gode, aldrig menigheden.
• Den største dyd under jagt er at kunne undlade at skyde. Afgiv hellere et skud for lidt end et skud, som du senere fortryder.

samlet og redigeret af K.G. Rønnesten-Svingert

Nu er jeg et støvfang

Teksten vil ikke noget.

Var det noget med måden på, hvordan du lignede en der ikke kendte mig? Eller var det bare isoleret set de tre-fire skridt du trådte tilbage, da jeg ville kramme dig goddag? Det var sin tid, i den tid vi så hinanden igen på Kongens Nytorv. Hvor kendte vi hinanden så lidt og hvor havde vi i grunden, altid kendt hinanden så dårligt.

Engang skammede jeg mig over mine arme, fordi at jeg syntes at de var for korte. Dengang når jeg krammede, fik jeg kritik fra pigerne som jeg gik i skole med, for at trække dem for langt indtil mig når jeg krammede dem. Men det var i virkeligheden fordi at jeg bare ikke kunne nå. For jeg favner ikke bredt. Hvis vi legede gemmeleg blev jeg siddende på mit gemmested til de andre gik hjem. Det har jeg for såvis gjort ligesiden. 

Da du mødte mig, den første gang, havde jeg allerede besluttet mig og besluttet at vi skulle være kærester. Jeg elskede dig, det gjorde jeg virkelig. Vi holdte sommerferie sammen og vi tog ud og rejse i otte uger. Den sommer boede vi rundt omkring i Indonesien. Holdte du mig i hånden, var jeg forsikret om at det du rummede, var størrere end det jeg rummede, og at jeg på en måde, kunne gemme mig i det, som jo var størrere end mig selv, som var du en lomme. Men du gad sjældent at holde min hånd, fordi mine flader var for fugtige for dig, og fordi vores arme ikke matchede i længden, når vi gik ved siden af hinanden. Senere mødte jeg en anden kvinde, som jeg besluttede mig for, rummede mindre end jeg selv, og som jeg lod mig tilfredsstille af, kunne svøbe rundt i min størrelse. Vi blev forlovede.

Er prakteksemplaret for den evolutionære udvikling, et velafbalanceret barn, der i humanistisk forstand, scorer højest på alle punkter? Ikke med arisk fortegn, heller ikke med arrigt fortegn, men med øje for empati, interlektualitet og kompetance. Det psykisk stærkeste barn? Er dette produkt af et barn, kun muligt at fremstille, hvis begge forældre er ligedelt forelsket i hinanden? Og endnu vigtigere; hvis begge forældre ligedelt rummer samme indre størrelse? Hvordan det gode sind, spiller ind i naturlig selektion.

I efteråret 1997, fik jeg konstateret xenofobi. Det var en tideligere feltlæge der udskrev diagnosen, det var tydeligt at han var farvet af sin fortid. En af dem der rig.

Så sad jeg og var syg i sommerhuset nær næsset, og så på påskesneen der lige var faldet. Ines, som min forlovede hed, havde et familiesommerhus. Vi havde sammen taget der op, for at få mig i bedring. Det blev til et halvt år hvor vi boede der og ind imellem tiden, kom dele af hendes familie og boede med. Så jeg begyndte at tage plads ude i udehuset. En retsmediciner kom jævnligt og skulle udrede mig for diskriminering, ved blandt andet at give mig røgelsespinde, urtete, kryderier og kulørte blade fra udlandet. Jeg var ved at brække mig. Jeg blev aldrig voldelig, hvis du kunne tænke sådan, det er ikke os alle der bliver det. Jeg blev knust. Jeg gad ikke tale med Ines, eller forholde mig til hendes familie. Hendes lillebror Alfred, var lige en mand for mig. Han mødte mig bare på den forkerte dag.

Min tid i eksil blev aflivet af Halv-Jannik. Han hed sådan fordi at han, om nogen, var den person jeg hidtil har truffet, som rummede mindst. Han kunne ikke holde på en ske, han var knapt nok menneske og alligevel var han en hel normal og sund mand, der beskæftigede sig med at domesticere dyr. Han var i familie med Ines på den ene eller på den anden måde jeg kan ikke huske hvordan. Men han drænede mig for alting. Han kunne bruge så mange ord på at sige så lidt. Han var også den mand, der udtrykker sig bedst inderligt, i brugen af lydord. Han sagde konstant wow til mig, og hvad er det for en tilskueplads at stille sig på ved livet? Disse mennesker måtte de forbydes at være alvorlige. Men alvorlig var han, især når han skulle overvære min sygdom.

Familien

Og så en morgen vågnede jeg ved at have drømt, og i min drøm, drømte jeg at jeg var Ines utro, med en større kvinde. Og mod mine forventninger, satte drømmen sig ikke på samvittigheden som jeg ellers ville have troet at den ville. Men da jeg prøvede at ligge mig til at sove igen, kunne jeg ikke finde varmen i dynen. Og sådan blev det ved, resten af min tid med Ines. Jeg kunne aldrig få varmen i dynen igen, men også kun i dynen. De gange jeg lå og frøs, kunne jeg finde på at tænke på utroskab og jeg tænkte også på dig. Og da dagen kom, hvor Ines og jeg ikke var sammen længere, tænkte jeg på at sådan er det med det moderne menneske og når de er i forhold. Sådan er vores natur blevet. Eller altid været. Det er blot fordi at menneslet fra mands minde til 1960erne, har været vant til at kalde deres partnere for ven. Fordi ingen havde venner af andet køn op til 60erne. Og i langt størstedelen af tiden, var partnere også bare venner, som man så sov med. Og den usynlige tvang i, at man rent praktisk, skulle sove med sin ven, for at være godartet, den er heldigvis blevet mindre nødvendig. Denne formelle tid var ikke mindst styret af en tid okkult hetroseksualitet. De gamle ægtepar, som stadig er sammen den dag i dag, ikke skilte eller enkede, de holder stadig fast, men kun grundet tradition. Og det er klart, for ellers er de intet. Det er også derfor at gamle forelskede par, nærmest altid er lig med, ubehag og konservatisme. 

Københavns gader strækker sig ofte langt og er åbne. Cykler man i en gruppe, kommer man aldrig samlet frem. Dengang, havde jeg troet at nytår var en helligdag, eller en rettighed. Samme gang var jeg til nytårsfest på ydre Østerbro. Det var jeg uden partnere, da jeg stadig led af xenofobi. Men jeg frøs ikke længere under dynen og jeg var stoppet med at tænke over min anatomi. Da troede jeg at jeg var færdigt kortlagt, og at jeg rummede et fredeligt kontignent. Jeg tyggede på glaskanterne under nytårsmiddagen, så det hvinede og jeg var så ligeglad. Jeg prikkede folk hårdt i siderne når de stod i vejen i lejlighedens gange. Når vi dansede, ville jeg kun kæle pigerne, og jeg ville konstant svinge mig op af dem. Inde i stuen fandt jeg så den blege mand, med sorte plagmager i kindhulerne. Manden med de gule briller, og smukke hvide læber. Han tilbød mig først hans kokain og dernæst overtalte han mig til at følge ham med ud på bagtrappen. På vej der ud, tog han sin taske med. Jeg tændte kontakten på bagtrappen, og vi stod nu i det dunkle kolde lys, med festen i ryggen. Jeg ville sætte mig, men han insisterede på at jeg skulle stå ved siden af ham. Så lynede han tasken op, og trak en lang le frem, som han roterede lidt med sin sonderende hånd imens han så på mig, på den måde som tvinger een til at virke interesseret. Men det var jeg ikke, jeg var skræmt. Hvem vælger du så? Spurgte jeg ham. Han svarede uden tøven. Gina. Svarede han. Hun var en gæst til nytårsfesten, en af dem jeg svingede mig i. Hvorfor? Spurgte jeg dumt for jeg tænkte at hun ikke var syg. Det er hun heller ikke. Svarede han. Hun er ikke syg, men hun er heller ikke opmærksom. 

Jeg håber aldrig at jeg møder ham igen ligesom at jeg heller aldrig håber på at møde dig igen. Jeg har den drøjde som jeg blev givet. Min gribedistance er så lang som den altid har været. Men jeg bliver bedre af at tænke på de ting jeg kan gøre og de grimasser jeg kan skære. Det puster mig ikke op, at drille de andre, tværtimod giver det min størrelse sin rette funktion. Frustration afdækkes af funktion, det er derfor mennesket har rullet tunge sten over store steder. Jeg håber for dig det bedste, men jeg tænker heller aldrig mere på dig. 

Af debutant Rosaline von Büllow

10/2022