Om natten, boede han sådan, at hans altan var vestvendt, og dermed havde han altid kontakt til månen. Gilles havde, som den eneste man har hørt om, evnen til at kunne snakke med månen, hvortil den kunne svare ham. Når den svarede var det som regel halve sætninger den kom med, alt efter hvad tid det var på måneden det var. Men hver 29. dag, svarede den ordentligt, og snakkede gerne hele natten. Når den 29. dag kom, snakkede Gilles gerne hele natten med den, for når den 29. dag kom udsendte månen en af sine vigtigste admiraler; nemlig sin engel som hed Insomnia. Når den kom, kunne Gilles og englen snakke tæt på, og fortroligt uden nabolaget lyttede med, for når Insomnia kom, satte han sig på altankanten, med sine ben over kors og lænede sig ind til Gilles øre. Men ofte snakkede Gilles ud til et mørke, der sjældent synes at svare ham.
Han arbejdede i et Tivoli, hvor han som ærkekøbenhavner havde sin identitet. Han var en ensom mand, og det var grundet hans egen forfængelighed. Han lod ingen komme nær, når de prøvede at trænge ind til ham. Gilles havde også en ting med sine skjorter, for trods sin forfængelighed, var ærmerne altid for lange og det blev symbolet for hans tåbelighed, hvordan han altid måtte hive op i dem for at bruger hænderne. Denne selvforskyldte idioti, at påføre sig noget tøj der skal holdes op i, blot fordi han ikke turde vise hans verden og hans kollegaer, sine hænder. Gilles var derfor mest tilpas når han blev tåbeliggjort, for på den måde, kom han tættest på sin virkelighedsforståelse, nemlig at blive behandlet som det han forstod bedst; objekterne. Men der var denne kvinde, fra hans arbejdssted, som hed Colombine, og som spillede på påfuglescenen. Der var denne kvinde som han var gode venner med, og som han beundrede stærkere end noget, når hun var på scenen. For der var hun udstillet, i sin pragt af den bedste skønhed, og nøjeligt blot som dødt symbol for en tilskuerrække. Skuespilleren og skuespillerindens opgave er at objektivisere sig. At være tåber og at være skønheder. Det der paradoksalt nok var tættest på det sande. For sådan var samme sandhed til stede på nattehimlen over København, når månen var en spraglet skræl og ikke svarede ham. Så lå mørket og var iscenesat i sin egen fortælling. Som trylleri.
Nemt var det aldrig, at være Gilles. Nemt var det aldrig på jobbet, når han stilte sig bag scenetæppet, med næsen ud af gardinmundingen og holdte øje med Colombine og hendes fødder i rotation. Hendes ellers atletiske færden rundt på påfuglescenen, udgjorde bevægelser der alligevel fremstod anaerobe, som svedte hun aldrig en perle, der ude på scenen, men først lige bag tæppet, når aplausen lød. Og når hun var færdig, ville hun altid sætte sig hos en bestemt charlatan, og han ville grine af hvad hun sagde og vende øret til hende. Harlekin, denne Harlekin, som hun ikke kunne stå for, fordi han gjorde hende menneskelig, og ikke betragtede hende fra scenekanten, men fra backstage-rummet. Det var de gode til, de to, at betragte hinanden for hvad mennesket kan betragtes for. Men tilstede var nu også altid Gilles. Man kunne nemt tage for givet at han var der - sådan er det med alle idioter.
En nat kom Insomnia og satte sig på altanen, men her var Gilles ude af stand til at kigge op eller tale. Han var låst i sin position, med ansigtet gemt i hænderne. Og englen rykkede nærmere, og han aede ham i håret og sagde "Jamen ven, du er jo helt ulykkelig." Gilles løftede ikke nakken men jamrede bare fra hænderne "Nej, jeg er bare den danske mand." det lille englebarn kyssede ham på hænderne og snakkede om Klods Hans syndromet, alle danskere lider under. "Den danske helt, er en antihelt, det hører jeres stolthed til at holde med idioterne, og du Gilles, du er ingen helt, ej heller ingen idiot.", "Hvad er jeg så?", "Du er en af månens soldater." svarede Insomnia. Hvis man aldrig er blevet aet af en engel før, ved man heller ikke hvor stor en trøst det er. Det er trøsten selv, i sin pureste form.
Neandertalermanden. Sådan kaldte hans kollegaer ham, fordi de lange ærmer lignede lange arme og fik ham til at ligne en primat. Det var egentligt en kælen spøg, for de fleste var det bare et forsøg på at kommunikere med ham. Fordi han sad i bestyrelsen, og de ikke havde nogen historier på ham. Så blev han til et kælenavn og han tog i mod det. Nogen lo endda hvis han lavede abelyde efter de kaldte ham Neandertalermanden. Gilles, den skaldede mand fra bestyrelsen, der så ældre ud end han opførte sig. Han stod ingen værdighed, det var helt tydeligt, når han gjorde sig selv til vittighed foran sine kollegaer. Men han så sig selv som skuespiller. Han forlangte dog af Colombine, i et konfrontatorisk øjeblik inden hun skulle på scenen, at hun skulle tage ham seriøst, og hans kærlighed til hende. Men hidtil havde han ingen værdighed vist, så hvorfor skulle hun? Hun ønskede ikke at blive betragtet, det var det sidste hun ville, når nu hendes job gik netop ud på det. Så hun nægtede høfligt at gengælde nogen interesse. Gilles var endnu engang et menneske alene blandt objekterne, da han elskede Colombine som også er en amerikansk region, og foragtede Harlekin som også er en sommerfugl. De andre kollegaer bemærkede det, og anklagede ham for sit forsømte blik på Colombine, de mente at han objektificerede hende, at hun gjorde del af hans fantasi i en rolle som hun ikke var. Som han heller ikke kendte hende. Hun optrådte ufriviligt i hans krybbespil. De var bange for hans hjerne og foregav den ideer om det værste, fordi de heller ikke kendte ham. Men samtidig havde de ret. I Gilles' ærligste, troede han på at man måtte lade et andet menneske foregive sig en anden rolle for en, før man kunne kalde dem elsket. Han holdte som sagt af iscenrsætteriet, og så det ikke som nedsættende blot at tænke en anden for at være et substantiv. Gilles jagtede samspillets synergi, så mange havde en mening om ham, og havde besluttet sig for hvilken rolle han spillede. Nu ønskede han blot at spille sammen. Men det blev forvekslet med anatoginsme. Fredageftermiddag, ude i køreporten, ventede de på ham. De tog ham og holdte ham fast, bandt ærmerne sammen på ryggen af ham og fik ham til at knæle. Så lynede bestyrelsesformanden bukserne op og gav sig til at tisse ham i ansigtet. "I Guds navn, Gilles, må du hermed hengive dig til kærlighedens ånder, og ej lade din næste være foregivet i dit billede. Vi er alle stillet og skabt i Deus, Hvorherres afbillede. Vi er som af ham, i legemet og i det sande. Nu døber vi dig Pjerrot, for du til evig tid vil huske dit navn, og fra hvem der bestemmer over Pjerrot. Med hvilke øjne der ser på Pjerrot, og for hvad hans hjerte ikke kan bære. Du må binde din finger og vige dig til latteren, for du får hende aldrig. Amen." så sparkede de ham på skift, i maven. Mændene fra personalekontoret så det over overvågning, og kom ud tilsluttede sig revselsen. Så blev han liggende, efter de var færdige. Så rejste han sig og tog hjem.
Totus mundus agit histrionem
Gilles spillede Boulez' anden klaversonate på sit piano i lejlighedsstuen. Et klaver er som en transportabel gravsten, man sætter den der hvor man selv må blive. Det var blevet nat igen, og da han så ud mod himlen, fandt han ikke månen, men Børsen og overskyede himmelplantager. Han havde ondt i maven og var rastløs begæret til at foretage sig alt andet end det han netop var igang med. Underboen bemærkede hvordan han skiftede lokale i timevis. Så endte det med at han måtte gå ud på gaden og strække benene. Han gik til pølsevognen, og købte en ristet hotdog. Pølsemanden var en kvinde, som spurgte om han havde fået nogen på lampen. Hun havde antydet ud fra hans ukuelighed og opgivende facon. Og så havde han fået en lille skramme på næsen, men han troede ikke nogen så der alligevel. "Ja, jeg fik tæsk i formiddags. Kan jeg tillade mig at bryde sammen her i pølsevognen?", hun lo, kort og irreteret. "Jaja, du må gøre hvad du vil. Men forvent ikke at jeg vil tale om det." svarede hun, og hev to servietter ud til ham, og vendte ham så ryggen. Gilles brød ikke sammen, han fik ikke lyst til det alligevel, og efter at have tænkt lidt over hvordan han kunne rede sig selv en bedre samtale med pølsemanden, opgav han og gik videre. Han krydsede over Gothersgade, fortsatte ned mod søtorvet. I den lange strækning langs byparkerne ringede han til sin storesøster Magdalene, som han altid havde haft det godt med. Hun snakkede om en alabasterkrukke hun havde erhvervet sig, hun snakkede om sin søn, Gilles' nevø, og det fyldte ham med ro og glæde. Han elskede sin søster, så meget vidste han, hun var der bare altid for ham. Hun vogtede over ham. Efter de havde snakket, var han i godt humør. Han var kommet til Sortedams Dosseringen, hestekastanjerne strøg bunden med vindens hvisken, og skarpe gadelygter, steg over siluetterne og førte ham længere hen af søbredden. Til sidst var han så træt i kroppen, udmattet ovenpå sparkene fra tideligere og fortrøstningsfuld at han standsede op. Han lukkede øjnene og trak vejret ind. Så åbnede han dem igen, trak ærmerne op og ville gå videre men hans ben adlød ikke. De var låste, simpelthen urokkelige. Han kunne mærke hvordan musklerne modarbejdede ham, om hvor tunge og følelsesløse skankerne var. Han prøvede at hive det højre frem med armene, som stod han i flydende mæssing og måtte skubbe benene frem, i stedet for at løfte, men ingengang alle hans armkrafter kunne rokke benet en centimeter. Der var ikke noget at gøre. Lidt tid efter kom et ungt par gående, Gilles greb sig om dem, og bad dem hjælpe sig. De tog, i hvert hans ben og prøvede at trække dem ud af positionen, men de kunne heller ikke. To voksne mennesker, med alle deres kræfter. De lo undskyldende og trak på skuldrende og så gik de videre. Gilles stod tilbage, han var træt og færdig. Han ville sætte sig ned men der var intet at sætte sig på, så han satte sig i luften.
Mens han sad i mørket, blev benene stivere og koldere.
Hans skød blev tyndere og fladere, hans ryg, kortere og bredere. Hans knogler blev bastante og ubøjelige, hans arme og hænder snørklede sig sammen til spiralformer, huden blev glat og metalisk, grønlig og mat. Hans hoved svandt ind til ingenting, og fødderne var som skruet i jorden, ikke til at flytte.
Ved hans side, og rundt omkring i hele København, sad der flere som ham, ventende for at andre skulle komme og sætte sig på dem, og gå igen. Det var deres opgave i sidste ende, tåberne, det var den rolle de kunne færdiggøre sig i. Gilles ville sidde der til sin sidste dag, nær Fugleøen med udsigt til det bare himmelvæv over byens lysning. Direkte adgang, hver nat, til sin lanlord månen. Hver 29. dag kom Insomnia til den tomme altan og ventede på ham hele natten. Og hver nat sad Københavns folk, på ham og de andre bænke, som lysede lidt i mørket og så op mod tagtoppene og tomme vinduer med tændte lys, som en blandt mange af månens soldater.
Af Estorme Vandachino 11.11.2022
.jpg)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar