onsdag den 18. maj 2022

Ikke en Levkøj

 Ikke en Levkøj

Af gæsteskribent 

Etrod Drågekrib

2022

Ikke en Levkøj nærmest det modsatte, hvis man kan sige det. 

Den minder mere om en bjergblomst, helt lille fra strandkantens lidt hedeagtige jord. Levkøjen er svulstig og prangende.

- En smuk lille ting mellem de døde ting. Stenen, grenen, spidsmusen. 

- Ja musen - død der på stien, hvordan ?

I andre lande har man dræbt nogle sjældne dyr - udstoppet dem. 

De døde på grund af menneskets grådighed - og ja så tænker jeg på et andet dyr - 

En tiger, der har fået unger i Zoo. 

Lige her i tiden, så er vi der igen - alle familierne, der skal ud og se de små unger. 

De finder sig i det tigrene, sne leoparderne, musen, blomsten.

De gør bare det de ved de skal.

- Og Levkøjen hvad har den nu gjort ?.








lørdag den 14. maj 2022

I lofe you.

 I lofe you.


Jeg går imellem skyggerne fra det store birketræ der er centralt placeret på græsplænen.  På jordbunden vandre myrene med fyrnåle. Jeg kan høre fuglenes mange gentagende sange fjert i trækronerne i den omliggende skov. Solen varmer de nedfaldne stammer der står skrå op af jorden. De falder i storme om efteråret, og bliver siden beboet af svampe og bænkebiddere der lever i fugten under den tørre overflade. Jeg går over og tager nøglen bag i brændeskueret. Der ligger spor fra mus der har boet over vinteren med forråd af nødder. Der lever dyr imellem de mange stykker træ. Jeg syntes at kunne dufte foråret fra birketræets grønne blade. Solen lys farves lysegrønt i gennem de mange frisk blade. Træets krone trækkes roligt i vinden, som bølgerne der skvulper på stranden en dag med rolig vind. Ligeså står det høje græs ud til vejen og bølger let.


Jeg føler for første gang i lang tid at jeg kan dufte jorden, som jeg har duftede den de mange somre forinden. På rævenbjerg møder vi en ældre mand med en sandfarvet taske der hænger i en skulderem over hans mørkegrønne skjorte. Han leder efter en sjælden orkide der kun vokser på bjergsiden ved vindekilde. Jeg så ham fra toppen af bjerget, og undrede mig over hans altid bøjede nakke.  Han viser os hen til et par af de sjældne orkidere. De latinskenavne har jeg glemt, men han fortæller om den stærke purpurlilla farvede orkide der hedder Eva og den påskegulde ved siden af hedder Adam. Ihvertfal i sverige. På dansk kaldes den Hylde-gøgeurt. De vokser med mellemrum i mindre par, han fortæller at de flytter sig som pionere, de opbygger en koloni også vil en, måske Eva, pionere. 

 Han peger ned på en pioner, Eva og invitere og til at opdage den subtile hyldblomst.

Der ligger grå indtørrede kokasser langs siden på bjerget. Træerne er blæst ned, og har taget farve af salten der trækker sig op af landskabet fra havet. En gul bille sværmer forbi os, jeg kan høre hvordan de panserede vinger i mit hoved forbindes med små propelfly. Jeg læner mig tilbage i græsset på bjergets top, og bliver en del af krybets vej gennem livet. Da vi skal ned løber jeg fra Asta, jeg vender mig i bunden af bjerget og ser op på hende. Hun går roligt bombende ned, og kigger på de små hvide blomster der vokser i landskabet. 



.


onsdag den 11. maj 2022

Tragedie

Mandag d. 9. Maj 2022

Storme van Dijk

Jeg skriver med tanke for den virkelige episode, som opstod natten til fredag d. 6. I dette vil det fremgå at en tragedie er fundet sted, uden for både min forståelseskapacitet og mit dømme for sagens alvor og tilhørende reaktioner. En tragedie der rummer den værsttænkelige smerte for de indblandede, og som jeg på ingen måder har en relation til. Men nu er det mig der skriver.

En ung mand tog sit eget liv på gyngestativet i min haveforening. Alle mine tanker går til hans familie og pårørende. Han blev opdaget af en anden ung mand, der ikke boede i nærheden, men skulle krydse haveforeningen for at komme ned til metroen. Ingen andre nåede at se ham, men i dag ligger der blomster på gyngestativet, i de sædvanlige kaskader af liv og farver der på en og samme måde så misvisende men stadig så forskånet for det kolde tomrum, beretter om at lige netop her, har nogen haft sit sidste åndedrag, og tænkt sin sidste tanke ommend at den tanke så enten var opløftet eller bange. Der er sådan en kraft i de steder der bliver knyttet til en kollektiv eller individuel alvor. De maler stedet i en permenent farve. Selvmord bør ikke skrives om, af en der ikke kan forstille sig det, og det kan jeg ikke, men nu er billedet malet i min haveforening, og jeg forholder mig til blomsterne hver dag. Men jeg forholder mig til blomsterne, ikke drengen, ham kendte jeg ikke og han fandtes først for mig da han forsvandt. At der hvor han så forsvandt, var på et sted, jeg ikke ejer, men jeg i det mindste kender, og kender godt, gør ikke at vi nu er relateret, men det forbinder det at jeg har et liv med hans forhenværende på samme geografiske indhegning. Dets aftryk, så stort og kraftigt og historierne findes allerede indeni. Det skete natten til fredag,  eller meget tidelig morgen om man vil og tilfældigvis var jeg sent oppe, og sent ude den nat. Jeg cyklede hjem klokken 5. Mit bagerste dæk var halvfladt, og det havde det også været om formiddagen, torsdag den 5. Så i en forbifarende stund var jeg ved at tage metroen ud, torsdag aften for så at vende hjem fredag nat, men da det ikke kunne betale sig i forhold til en tidsnød jeg var i, tog jeg cyklen og måtte træde lidt hårdere. Da han blev fundet død lidt over 5, kunne jeg have set ham, måske mens han stadig levede. Men denne tankerække, som i sig selv fortæller ingenting, har abselout ingen relevans for nogrn, i bedste omfang for mig selv, men ingengang der er der meget at komme efter. For dette er bare en sørgelig fortælling i sin egen ubegrænsning. En afsluttet åbning. Jeg ønsker ikke at se denne alvor for at være en mulighed for at opfylde en personlig trang til realisering eller fantasistrøm, især ikke på offentligt skala, da den slags naturligvis er tilladt, men bedst at holde sig for sig selv, da det ikke ville kunne gavne noget at høre om disse overvejelser. Nok er der en ære i hvem som helst, levende som død i den dødes begrænsede undergreb på den levende. Magtforholdet er forskelligt, derfor er jeg varsom, da jeg som levende ikke ville udnytte den dødes mangel på priveligium. Gravfred, kald det hvad du vil, gravfred findes nu engang aldrig, enten har man aldrig fred eller også for evigt så snart man er væk. Men jeg har alligevel det i sinde at jeg nu engang måtte berette om denne tragedie, da jeg i revurdering så det som min pligt som levende at skrive om netop dette. For måske at holde livet i live, for der er ingen synd i det at være levende, det er blot et selvfølge for den der ikke lider. Jeg erkender at der står lidelser skrevet bag denne historie som jeg ikke kender. Men vi lever og det må vi tage brug af. Jeg håber på at jeg lærer fra hvert gang jeg får et sådan koldt gys, når jeg går forbi blomsterne i en vejside, på et fortorv eller cykelsti. Jeg håber at jeg ikke bliver mere forsigtig nødvendigvis, da livet ikke skal tæmmes til at ligne døden, men at jeg tværtimod lader det pumpe hårdere, ikke hurtigere, men lever større. Sanser mere og giver mere. Jeg vil give til at det gør ondt, for lige nu er det så nemt.




I dag er det omkring en uge siden at det skete. Jeg går stadig forbi blomsterne hver dag, og i dag så jeg hvordan deres nakker var blevet for tunge, og hovederne dinglende under. De ville visne en dag, og hvis ikke der ligges nye blomster på denne ufrivillige reservation, hvordan vil det så ende? For det er med disse blomster, som det er med mindesmærke-statuetterne, den fyldte malerspand der er blevet tabt på fortorvet eller den hjemløses' udfoldede tæppe. De er alle sammen et uberørt vindue i det offentlige rum, en forsonende dog uofficiel, kollektiv erkendelse af at disse små rum, aftager sin plads af det fælles gadebillede, men udlever tilgengæld affektløst sit liv i et beskedent ommegn med en kraftig frist for skue. Der er noget over dette nøgne, ved at være en åbenlys blomsterbukket på gaden - og fortælle dette rædselsfulde og tabuiserede uden at sige noget som helst, men blot ved at være en del af det daglige blik, på den daglige færden. Det er sådan en afhandling der foregår blandt disse ting, vi ikke rører ved, og aldrig drømmer om at flytte på, men som vi alligevel erobrer med vores blik, og indtager fuldt og færdigt, ved at bygge på historien, og pynte den med genuine inadvendte reflektioner og smålig halvhjerteetik. Det er prisen for det offentlige rum, privatlivet lever på gaden, men du er aldrig alene inde i andres hoveder. Hvem skal fjerne blomsterne ved gyngestativet og slukke stearinlyset? Venter vi på at det visner, men hvad vil det så ikke sige om mindet? Nu er stedet evigt forbundet til en tanke, og den tanke skal enten passes og pyntes med buketter i generationer, eller også kommer der en og fjerner det. Men hvornår? Og hvornår ville det næste menneske sætte sig og gynge dér igen?

fredag den 6. maj 2022

Livgarden i røre

Livgarden I Røre

af gæsteforfatter Anders Tretvik

Den sidste af sønnerne klarede ikke turen over fjeldet, natten før den sidste. Selvom døden, så adræt, indtraf og rev ham bort i så øjeblikkeligt et "efter", blev livet stadig siddende i ham, kort, som i varme projektiler. Som når hun er gået, men der er damp i loftet. For med kortvarig afsked, efterlader mennesket sig sine objekter varme, og de vil dertil køle af i tempoet til dem selv, mens mennesket måske sidder i et tog og kører langt væk hjemmefra. Jeg kom hjem alene og jeg mærkede på dit krus og da det var koldt tænkte jeg på de maskiner vi lader stå og køre om natten, de slush-ice maskiner der vender sig selv, mens han vender sig i sengen og på hvordan at Rom og Beirut og Kairo synes som byer bygget for guderne, men som de nu har efterladt, til kæmpemæssige ruiner vi går rundt i blandt. Som var vi enten kæmper engang, eller jorden drattet ned fra himlen. Og det er ikke det at blive efterladt, der afgører dettes betydning, da der ikke er tale om noget der bliver efterladt til sig selv, hverken sønnen på fjældet, maskinerne om natten eller gudernes byer, men der er tale om den varme der aftager, i ting som nu er kolde, de ting der bliver kolde alene hjemme, og om hvordan at kedelen bliver stående når du går. Kun uret har en puls, og sin lyd og et tandhjul med friktion. Ellers ånder intet når jeg går fra de rum, i mit hjem, eller i noget som helst hjem, og når jeg gør det, at forlade et hjem fra hvad et hjem er. Da jeg kom hjem igen senere var isen i dit glas smeltet, og din sodavand var fortyndet, mens luften var gået af og der havde endda sat sig en snegl på ydresiden af havedøren. Alt imens at du var væk. Hej igen, sagde du til drengen, den der lå og sov og som ikke hørte dig, midt om natten igen. Ham som ikke kan tø eller afkøle, men som du frygter som du frygter stuetemperatur - din egen eksakte varme du aldrig kan gå fra. Så er byen ligesom de slushice-maskiner der vender sig selv, lavt summende, lavt oplyst i mørket. Da man som organisme ikke kan lade være med at spekulere på om man som levende, og levende i gruppe, er blevet til fordi man er blevet stillet hen i en vindueskam, glemt, men under de forhold med vand, næring og sollys der skal til før man vokser op som svampen. Det er essensen af at opdage et rottebo eller en flagermuserede, i det der for os før var et forladt hus. Sådan er det med byerne, og fra oven ligner den et koralrev om natten. Man tror der er stille, men så bevæger det sig. Man tror det ligger dødt, man så springer han op af kisten og render sin vej. Man tror man er alene, men så er man sammen med hjemmet. Og drengen sover videre, og han bliver så varm når han sover tungest, som skulle han bo som stenen i havet.

Da de andre sønner vendte hjem fra fjældet, ankom de jo alene og hvad de vidste var at det de efterlod sig, ikke ville roterer midt om natten og ikke længere have et hjem i sig selv, som en tung barak af liv, der emmede af sin egen uforanderlige færden, og af sin forstand som den der ligger tilbage, fraskilt med det vågne øje for den natblinde, men som står som selve det plantede der venter på en spejling.


Samtale og Korruption

 Samtale og Korruption 3 parts analyse af samtale i det 21.århundrede Af Morten B.Birkegård _________________________________ Samtale  Engan...