Fuldt stop

Fuldt stop

       

Alt i mens vi lever sker der ting som kun dem der ser, kan se. 

Det skulle bremse vinden for at suse ind i venstre næsebor. Papiret havde han fået af en kvinde han havde mødt en sen nat lidt uden for centrum ved et busstopsted. Det havde været koldt den nat, og vinden blæste og som han stod i læ i skuret hvor fraværet af vinden var så abrupt at det føles som at være under vandet i bølger kom en kvinde forbi. De havde stået i stilhed, og indimellem kigget på displayet der uændret havde stået på 13 minutter de sidste 20 minutter. Han havde det svært med at tiden var gået i stå, det irretrede ham og han havde fundet et stykke hård plast i hans jakkelomme, som han med hånden i lommen forsøgte med alle sine fingres kraft at bøje. Han kiggede på butiksfacaden overfor, for at undgå at kigge på hende, en cykelforhandler. Inden bag døren stod cyklerne tæt, de ville blive sat på gaden imorgen med en lang kæde gennem baghjulet, til salg. Grimme brugte cykler som den gamle cykelsmed var blevet for doven til at istandsætte ordenligt, han var enda blevet for doven til at sælge dem ordenligt, og der var for mange af dem, de stod tæt på gaden, så tæt at de når de sommetider væltede, væltede de næsten ikke, de nærmer lagde sig på siden som en gammel ko. Efter jeg ved ikke hvor lang tid sagde hun hej til mig. Det var første gang jeg rigtigt havde set på hende. Hun havde lyst hår til lige under øret, og en jakke der skjulte dele af hendes ansigt. Jeg kan se at du græder sagde hun. Jeg kiggede på hende, og bemærkede ganske rigtigt en tåre trille ned af min kind. Nå ja, svarede jeg og tørrede tåren væk med bagsiden af hånden. Det ved jeg ikke helt hvorfor jeg gør. Det ikke en sjælendthed svarede hun. Gadelamperne svang sig i vinden. Jeg var stille mens jeg kiggede på hende, og hun holdt øjenkontakten. Jeg var på ingen måde klar over hvad jeg skulle sige til hende. Jeg vendte mig væk fra hende og kiggede på displayet, kiggede på mit armbåndsur. Der var slået en revne i glasset, og noget dug var kommet på indersiden. Det gav min kun er fornemmelse af at klokken var kvart i et eller andet. Der måtte ske noget snart. Lidt væk kunne man høre en undertrygt larm fra en fest. Hvorfor venter du på bussen, nu? spurgte jeg. jeg skal til centrum svarede hun præcist. Lige som samtalen begyndte at spire viste de to lysende øjne i natten sig. 85S Ludwigsstræde stod med lys over den store firkantede forrude. Bag rettet sad en skygge med hat. Lyset fra lamperne på gaden nåede ikke hans overskæg der først kom frem i det jeg nærmede ham, og rakte ham min dagsbillet. Du er udløbet for 2 timer og 34 minutter siden. Jeg stak hånden i baglommen og fandt en pengeseddel. Han lagde den i automaten der slugte den som en dragetunge. Mønter klirrede mekanisk ud af boksen der hang på stangen ved siden af føresædet. Jeg gik ned gennem bussen, og fandt mig et sæde lige omkring midten, hvor bussen delte sig i to som et bæltedyr. Motoren trak desperat efter vejret. Vi kørte i gennem det øde kvarter, lejlighederne lå mørke. Kvinden sad med siden til på sæder beregnet til skolebørn og svagtgående, hendes jakke havde lagt sig, og afslørede nye dele af hendes ansigt. Jeg betragtede hende i glimt. Lyset i bussen havde ændret sig, fra en varm gullig farve til et køleligere mørkere violet lys. Jeg mistænkte det var hovedpinen der var på spil, den havde det med at forurene mit syn. Der var engang morens ansigt var udvisket, der var engang barnets ansigt forsvandt, det havde altsammen været hovedpinen, synsforstyrrelser. Bussen drejede skarpt, og byen udenfor virkede søgende. Mennesker begyndte at befolke gaderne, dog fragmenteret og i et langsommer tempo men de var der. Kvinden kunne være forstenet hun sad helt stille, men det var svært at se hende ordenligt i det svage lys. Hun havde en utilregnelighed over sig, en vis potion mystik. Jeg besluttede mig at lade hende være, i stedet vende blikket fuldstændigt ud mod den forbipasserende by. Varmen var begyndt at komme tilbage i mine fingre. Jeg kunne genkende byen, men noget udefinerbart fremmed var på spil, det kunne bare være det faktum at det var nat, og at skyggerne derfor blev kastet anderledes end jeg var vandt til. Jeg var ikke den store natgænger, ikke plaget af den store søvnløshed. Pludselig tog bussen hold, buschaufføren kaldte pause, fuldt stop lød det over højtaleren, derefter Ludwigsstræde om 20 minutter. Pauserne var kørehviletid indlagt af fagforeningen. Han åbnede døren oppe foran og stillede sig i åbningen, tændte en cigaret. Røgen blev hurtigt taget af vinden, susede forbi mig på den anden side af ruden. Udmattelse, skyllede ind over mig. På trods af den nu åbne dør, havde varmen i bussen åbnet en sluse, en uovervindelig træthed. Sammenlagt med visheden om at chaufføren holdt pause besluttede jeg mig for at lukke øjnene kort. 

Manden deroppe sov. Jeg kunne se det på hans åbne mund. Tænderne hans lyste blå i det violette lys. Vinden fra den åbne dør trak og jeg overvejede at bevæge mig længere op i bussen for at holde på varmen. Hans kinder var røde, og hans skæg var tyndt. Manden havde stået ved bussen med mig, og vi havde snakket kortvarigt. Jeg viste ikke hvornår jeg ville være hjemme, chaufføren havde sagt 20 minutter men ligeså vel vi havde ventet flere timer tidligere, kunne vi gør det nu. Han havde allerede tændt den anden cigaret, og tempreturen var faldet herinde. Jeg trak jakken op under ørene igen og rejste mig. 

hallo...hallo Jeg ruskede i den sovende mand fra busstoppestedet hallo...hallo du skal vågne. Det for koldt at sove herinde nu... hallo...

Hun havde hårdt fat i min jakke. Hun havde stadig lyst hår til lige under ørene, nu havde hun også en lille flænge i læben, et ar. Tempreturen i bussen var faldet og der lå rimfrost på sæderne omkring mig. Kulden var nået helt ind i mine knogler og hvorfor var jeg ikke vågnet før? Hun satte sig ved siden af mig. Buschaufføren var væk, døren stod åben og sne fygede ind på det grå busgulv. Hendes øjne lyste i mørket, hun kiggede på mig med bekymring. Jeg troede du var død sagde hun. Jeg faldt i søvn, hvorfor er det så koldt herinde? En isstorm har ramt byen mens du sov. Hvor er buschaufføren? Han løb da det blev kaldt over radioen, jeg har forsøgt at lukke døren men jeg kunne ikke, vinden blæser for stærkt og kulden lagde mit ansigt i en ængstelig sammenbidt mine, sæt dig tættere på mig, så vi kan holde varmen. Det var ikke længere til at se ud af vinduet på bussen, jeg forsøgte uden held at børste frosten væk fra vinduet. Hun varmede virkelig i denne kolde bus. Kan vi gå ud? Der er for langt til mit hjem herfra svarede hun. Det var som om at jeg blev forvandet i kulden, jeg kunne mærke min hud trække sig sammen, mit ansigt omkring min kindben, mine muskler på mine arme blev spændt, knoglerne i min ryg stod hårdere mod hinanden, men hun varmede mig. Hvornår havde et sådan mørke lagt sig over byen før? Over verden før? Hvornår havde byen på den måde overgivet sig? Bussen havde givet op, dyret var faldet, med slagside stod den i vejkanten. Jeg holdt mig vågen endnu. Vi nødt til at komme videre sagde jeg og brød den stilhed der trods stormen havde affundet sig i bussen. Vi rejste os begge og gik mod chaufførens sæde, vinden blæste kraftigt gennem døren og et lag af is havde lagt sig over hele indesiden af indgangen til bussen. Jeg holdt fast i alt hvad jeg kunne få fat i mens jeg kæmpede mig afsted bag kvinden. hvad hedder du egentlig? Jeg hedder Idra Roskimqyr, hvad hedder du? Jeg hedder James Rickonwald. Idra kom først op til døren og stillede sig med ryggen til forruden. Jeg kiggede ud og blev til is. Intet var at se derude, udover den is der blev kastet ind i mit ansigt ligeså snart jeg havde stukket hovedet ud. jeg sagde det jo! vi har ingen chance derude. Jeg viste ikke hvad jeg skulle sige, hun havde uden tvivl ret, men det kunne ikke være rigtigt. Hendes store jakke hang over hende som en siluet, hvilket menneske gemte sig bag. Idra, vi laver et telt af din og min jakke, så kan vi gå ind i det og gå gennem byen. James det jo fuldstændig tosset, det det eneste vi har til at holde os varme, det er en isstorm, hørte du mig ikke? Vi råbte, der var ingen andre muligheder, larmen fra blæsten rungede i mine øre. Vi bliver nødt til at prøve, vi har ingen anden udvej. Jeg kunne se i hendes øjne at hun viste jeg havde ret. I bunden af bussen hvor isen endnu ikke havde lagt sig, udover et krystallisk lag der fik bussæderne til at glimte begyndte vi på arbejdet med at forene jakkerne. Mit højre ærme i hendes venstre, og hendes højre i mit venstre. Efter et par minutters arbejde var jakkerne forenet, til en tæt kegleformet enhed. Vi havde begge hver vores sammenlagte ærme at se ud gennem. Pludselig stod vi tæt under frakken, og tempreturen steg naturligt. måske har vi fat i noget her indrømmede Idra lavmælt. Et smykke kom til syne omkring hendes hals, et forgyldt øje. Et nyt rum i rummet var opstået, og vi skulle forsøge at finde vores vej tilbage til forenden af bussen. Vi kom ud i natten og vinden trykkede hårdt, og tempreturen faldt, især på vores føder der kun var dækkede af de tynde sko der hurtigt blev tunge af is. Vi holdt sammen under jakken, bed tænderne sammen og gik med lukkede øjne og tunge skridt. Det gik langsomt. Lydene fra byen havde jeg aldrig før hørt, kablerne over vejen sprang vildt og spillede utydelige febrilske toner som fra et djævelsk instrument, og lygtepælene svang sig i metalliske hvin, og husene gav sig i klagende dybe sprækker af beton. Utydelige glimt af lys nåede gennem jakkens smalle åbning over vores hoveder. Min næse lå presset flad mod hendes kind, og hendes knæ stødte rytmisk akavet ind i mit lår. Retningen bestemte hun, jeg gjorde alt hvad der stod i min magt for at komme væk fra situationen. Jeg kunne ikke begribe tiden længere, forsøgte at få et blik mod mit armbåndsur men duggen der lå under det revnede glas var selvfølgelig frosset til is. En lille tyk grå fugl fløj, som taget af et vakuum pludseligt ind under jakken. Det peb, og var naturligvis dækket af is. Den fandt heldigvis et rum mellem vores brystkasser, udfyldte et betydningsfuldt tomrum. Jeg kunne mærke den lille fugls hjerte pumpe hastigt gennem kroppen på mig. Noget greb mig, indefra og jeg åbnede øjnene. Idra havde en fast frosset tåre på hendes kind, hun bar en ømhed i hendes styrke jeg misundte. Det ser noget for mig hørte jeg mig selv sige. Det er rigtigt svarede hun roligt uden at ændre travet. Hun hviskede Det ser for dig, og du skal fortsætte med at gå så længe du kan, vi er der inden længe, gaden kommer længere fremme, vend dit blik imod mig. Jeg lukkede øjnene og gjorde hvad hun sagde. Idra nynnede, og jeg så hende. 

Alt det bedste.

Norten B.Birkegård 28.10.2025