af Storme van Dijk 

Mit job som bundprop

•  Jeg er mødestabil

I Ginza-distrektet i Tokyo 1877, gik en 22årig mand, med navnet Kintarou Hattori, fra dør til dør og repearerede urene i privatboligerne- og detailhandlerne  rundt omkring i handelskvarteret. Nogle år forude, havde en ildebrand jævnet Ginzas bygninger til jorden, og nye, bredere boulevarder, vestligt inspirereret arkitektur og muligheden for et forøget forbrugerliv, gjorde sit indtog under genopbygningen af kvarteret. Under selvsamme renæcense, havde Kintarou Hittori stiftet sit firma i sin egen lejlighed, i starten var det en betalingsvirksomhed, hvor han fortsat repearerede væg- og armbundsure, så udviklede det sig til en ur- og juvelforretning kaldet "K. Hattori", og i 1892 begyndte produktionen så af egne ure (først vægure) på den nye fabrik. Nu under navnet Seikosha, Seiko betyder udsøgt, minut eller success, og Sha betyder hus.

Han blev en stor forretningsmand, han blev en dygtig håndværker og han fik til sidst også stadig tid til at tage ned på grusbanen, og kaste grisen og metalkuglerne med Ginza-distrektets andre ældre mænd, der også havde udmærket sig i-, ikke kun livets skole, men på livets arbejdsplads, da man ikke kan sige `kompetance´ uden også at sige petanque.

Jobbet, Storme, bundprop, deltid

Første dag på jobbet, ringede min chef til mig på sengekanten, leverede mundtligt en adresse til mig og endte samtalen med at sige noget i nærheden af "nåå Storme, så du vil simpelthen være bundprop?", hendes stemme var ikke fuld af tillid eller interesse for sit eget spørgsmål, bare højlydt, fuld af lyd. Jeg måtte lyve og sige at jeg var klar til et liv som bundprop, men mens jeg sad i min undertrøje, og så ned på den mørke gade ud fra mit sengevindue, vidste jeg helt fuldkomment, at mit liv hverken ville ende eller begynde som bundprop.

Adressen hun gav mig var en som lå i Høje-Taastrup, rigtig langt ude i et kvarter man kalder Tampen. Jeg cyklede derhen den våde morgen klokken fire, over sydhavnens skovstier, de som er reguleret af det anthropogene tiltag om at bevare naturen, og det var smukt at se de røde lygter fra bilerne på Sjællandsbroen, mens jeg i mørket frøs om mine vanter og fulgte en lige vej ind i Valby, Rødovre, Glostrup og Albertslund til jeg var ved Tampen. Det er altid en  lige vej, så snart man skal langt nok, det er måske kun i det lokale miljø, at det snørkler sig med retninger. Hver vej der kom lignede den anden, for hvert et træ jeg så, stå der nøgent og imitere et boulevardtræ, men i en langt mere afpillet og tyndere beklædning, blev jeg trættere og trættere, og manglede sukker og kræfter i benene. Min cykel gjorde sit, men jeg var træt af hvor våd den var, og hvor meget det føltes som om at den modarbejdede mig. Et par rullevogne stod og spærrede på cykelstien i Glostrup, med et læs aviser og et læs papaffald fra en storkædes åbne baglokale. Kun arbejderne var vågne, og selvom en arbejder i sidste ende næppe ville kunne udstå et par sekunder i mit selskab, var det alligevel som om at der som regel var noget meget forsonligt og utalt foreneligt over de der stride timer i en by, en hverdags nat, i tiden før gaden vågner. Muligvis kun forstyrret af de berusede, som kunne bryde det diskrete ved disse få særlige timer, alene magiske på gaderne, arbejderne og maskinerne, det automatiserede vågne frit gående rundt i de sovende. Som små livstegn er de, arbejderne, en puls der er mere nøjagtig end den gennemgående pace fra hovedvejenes biler. Og sådan som de går rundt, som tjente de direkte de sovende, så mytisk som man har tænkt det med barndommens væsner tandfeen eller julemanden, som jo også laver deres arbejde om natten. I min taske lå kun mine armani-badebukser, og en flaske vand.

Fremme kom jeg, ti-minutter i min mødetid, første dag og stadig mørkt i det industrikvarter som jeg havde låst min cykel i. Bygningen jeg gik ind i, synes jeg lignede en stor hvidkalket villa den havde høj skorsten, gråt tag og afmægtige vinduer skoddet til hver og en. Bag den så jeg ikke de fire høje siloer, der stod på et jernplateu og blev et med bagrundens dæmring, lutter mørke. Men havde jeg set dem, havde jeg fattet lidt før at det var et mejeri. Duften var sur i foyeen, den hang sig i luften og som en vandvorte på spidsen af næsen, var den ligedan som noget man ikke kan komme uden om, en fejls velkomst. Jeg sagde mit navn og en ældre mand med hårnet var forvirret, men efter han tog fat i en anden ældre mand med hårnet, tilvendte han sig til mig igen, gav mig et hårnet som jeg havde frygtet, da jeg synes man ser lidt dum ud med dem på, og pegede mig ned af gangen. “Ricco sidder ved karringen, den er nede af gangen på højre hånd.” Den ældre mand vendte sig om til sin plads igen, han havde hvid kittel på og gav sig til at justere sit hæve-sænkebord. Jeg gik ned af gangen, stadig med hårnettet i hånden, og rygsækken, selvom jeg vidste at den mand bag den dør jeg snart skulle indaf, som det første ville bede mig om at tage hårnettet på alligevel. En af dørene stod åben på gangen, så jeg kunne se de hvide fliser, og de mange jernstativer der lå fyldte med smattede oste, gulligt-blege som det eneste i klinikken, alt andet stod hvidt eller turkist, som gulvet skindende op på lamperne de aflange rektangler, og metalrør, og tuber, hen gennem rummet, alsammen set fra dørssprækken, og de rørsystemer som strakte sig i retløbende baner langs loftspanelerne og endte så igen durk, tilkoplet til dampende apperater, og kæmpemæssige industrimaskiner, og afløb. Jeg trådte ind af den sidste dør, det var et mindre lokale, på døren stod der malet "Osteproduktion Karring", rummet bestod kun af et stort dybt kar, løftet et par meter op fra gulvhøjden, og så en mand der stod på den lille trappe op til karret, han havde hårnet på, var hundredprocent i sine slut tredivere, var meget rund i alle hans kropsdele, som kun man oplagt kan tænke det om mejerister. Ricco vendte sig om, tog sine briller på, trådte halvt ned af trappen med et ben og gav mig hånden, uden at hverken sige mit navn eller spørge hvad jeg hedder men i stedet bare "Velkommen, dejligt at du kunne være her - har du prøvet det før?" "Nej det har jeg ikke" og jeg trådte lidt tilbage da jeg sagde det, som skammede jeg mig. "Nu skal jeg vise dig." han vinkede mig op på depottrapperne, og vi så ned i det store tomme kar, af rustfrit stål, så vendte han sig mod mig og spurgte om jeg var god til at holde vejret, og jeg svarede at det var jeg nok ligeså meget som de fleste andre troede jeg og det var godt nok for ham, og så viste han mig afløbet i bunden af karret, længst henne i højre hjørne. "Vil du have en kop kaffe inden vi begynder?" "Ja tak" "Du kan sætte dig lidt her så henter jeg lige en kop, skal du have mælk og sukker i?" "Nej tak" "Eller fløde?" "Nej det er helt fint. Ellers tak" Og så gik han og jeg satte mig der hvor han sagde jeg kunne sidde, på trappen med stålkarret bag mig som mit ryglæn, og jeg nåede lige at tænke at det altid var lidt morsomt når folk spurgte om hvad man skulle have i kaffen, det er nærmest blevet en lidt iboende menneskelig etikette, og så især at han havde nævnt fløde, den er lidt sjældnere, men man var jo også på et mejeri, tænkte jeg, så det var faktisk meget i orden. En anden mand kom med min kaffe, det var den samme som fra foyeen, værsgo sagde han, og jeg havde fået en kop sort kaffe i et plastikkrus. Jeg pustede på den, tjekkede tiden, tjekkede få ting på min telefon men var rastløs på den, og lagde den i lommen inden Ricco igen kom tilbage, en smule omklædt, og spurgte om jeg var ved at være klar. "Jep. Jeg er klar" "Inden ved siden af, det her rum, er der en brusekabine. Du kan lige gå ind og skylle dig lidt, bare, du ved, bare en lige hurtig tur og  så skifter du om til badebukser, dem har du med ikke? og kom så tilbage her igen bagefter. Okay er det fint?"

Da jeg havde skyllet mig under bruseren og skiftet til mine sorte Armani-badebukser som jeg fik da jeg var 16, viklede jeg et håndklæde om min overkrop og gik lidt hurtigt tilbage til Ricco, der stod og rengjorde karret med en spuler. "Godt" sagde han - "Du må gerne lige tage det der på" sagde han og pegede på hårnettet i min hånd, som jeg havde frygtet det, og jeg gjorde det, og gik op af trappen, foldede håndklædet sammen og kravlede ned i karret. Jeg satte mig hen på min plads, i højre hjørne på afløbet, og kunne godt mærke at karret lige var blevet skyllet med koldt vand. "Så får du den her." sagde Ricco og ned af karrets ene væg, sank han en metalkæde ned. "Den kan du hive i hvis du af en grund skal op. Men husk at så skal hele produktionen kasseres, og det er dyrt for os selvfølgelig, så det der med tissepauser, det skal man have gjort inden, som der også stod på vores jobannonce." "Ja, ja selvfølgelig, jeg skal ikke tisse." sagde jeg og så sikkert lidt lille ud som bundprop da jeg sad der og så op på ham. "Det er godt du, om lidt hælder vi vallen ned, det tager otte timer før det størknes, så om otte timer trækker vi dig op, og så er det tak for i dag, ja?" han tilføjede "- og maskinerne her, har jo de har store blade som skal røre rundt i vallen hele tiden jo, det gør ikke ondt når man lige bliver ramt af dem dernede, de er ikke som sådan skarpe, men man kan måske godt blive lidt forskrækket." Det strejfede ikke rigtigt mine tanker, i stedet sagde jeg: "Selvfølgelig. Men må jeg lige spørge om en ting? Hvorfor skal jeg have hårnet på når jeg jo alligevel skal sidde nede i vallen?" "Der skal jo ikke komme hår i osten." og det var klart.

To mænd kom ind, med en stor metaldunk, rullende på en palleløfter. Beholderen kunne knap nok stå inde i det lille rum. Så, tog den ene af dem og drejede en slange på tuden af beholderen, stak slangen ned i karret til mig, og skruede den i gang. Den gullige (men så klare at den tenderede til grønlig), tynde væske, fossede ud, og sprøjtede rundt i karret, teksturen mindede om vand, men med enkle  klumper fast vallemasse, som jeg ikke gad indhalere. Det var først koldt, min bare hud slog prikker og jeg skælvede da spejlet nåede mig til maven. Jeg sad i skrædderstilling, og måtte ikke bevæge mig for meget, for så ville det jo ryge i afløbet. Hurtigt var vallen allerede nået til halsen, og jeg begyndte at starte vejrtrækningsøvelserne, det handlede om at udånde mere end at indånde, så når jeg endeligt skulle trække ilten ind til de otte timer, skulle det være en stor indånding. Men jeg tænkte på hvornår jeg skulle trække den sidste luft ind? For ventede jeg til sidste sekund, hvor kun munden er oppe over vandspejlet risikerede jeg at trække valle med ned i lungerne, og så ville det hele blive ødelagt. Så jeg endte med at holde vejret lidt for tideligt end jeg havde lyst til, mens jeg stadig havde hovedet over vallen. Inden længe lukkede jeg øjnene og sad nu fuldkomment dækket i vallen. Det var ikke koldt længere. 

Når det blev mørkt glemte jeg at jeg var på arbejde. Jeg tror det er en force, og måske jeg faldte i søvn i karret, for efter jeg fik varmen slappede jeg af i kroppen, og fokuserede kun på at holde vejret. Det er jo den eneste arbejdsopgave i grunden. Jeg lå tynget ned i karrets rundede bund, under et pres som langsomt blev tungere over mig. Gradvist gjorde trykket et niv omkring rektum da jeg havde valgt at sætte rektum over afløbet, og det gav mig en underlig forbindelse, da rektum jo altid er ufriviligt åbent og dermed startede bundproppen først hvor munden sluttede. Men jeg lå godt, som skaller spændt i urskovstid, tusindårsventende på at blive til olie, godt omfavnet af vitale impulser. Jeg hørte en maskine gennem alle timerne, dunke som fra undersiden af et industriskib, og jeg hørte lyden af en strøm som vækkede mig på ny. Af og til har jeg det kraftigt som om at jeg dør men lever videre. Det kan ske hvis jeg står og vasker op og derefter hiver et stik ud af kontakten, med våde hænder. Uden at jeg får stød, står jeg bagefter og tænker, at det var så dumt gjort at jeg nok har fået stød og nok så hårdt at jeg døde, men at jeg blev sparret for straffen og smerten, og bare kan gå fri, gå ind og tale i telefon i min egen levende verden, mens jeg nok er død i mine venners. Jeg følte det samme efter otte timer på bunden af ostekarret. Som om jeg døde der, men levede videre efter. Sådan er alle gode arbejdsdage måske bare. 

Ricco takkede af, efter at have hjulpet mig op af ostemassen, han ville tage over nu. Han var lidt utilfreds med det hul jeg havde lavet i osten, ved at kravle op, men han kom mine undskyldninger i forekøbet ved selv at sige at det bare var fordi jeg var ny. Ses i morgen? Nej jeg tror først onsdag. Nå jo, for i morgen kom en bundprop som han ikke kunne skjule han havde lidt mere begejstring for end mig, måske bare fordi hun havde arbejdet der længere. Det kunne nå at ændres. Jeg cyklede hjem i mørke igen, uden at have skyllet mig, jeg cyklede forbi en tankstation og fik mig noget jeg kunne spise stående udenfor. Under skyerne i støvregnen, med våde vanter og størknet valle i pandehåret, kunne jeg stå der og gange op hvad jeg havde tjent, indtil jeg smed posen ud, satte mig op og cyklede hjem.

Engang min kæreste og jeg var i Berlin, havde vi været i teateret og set en ret så mislykket opvisning, moderne danseteater uden tekst, uden rekvesit og musik. Det havde formegentligt varet to timer, og bagefter fortalte min kæreste mig, at hun havde brugt en stor del af tiden på at tælle publikumsrækkerne, gange dem med billetprisen, og dividere den med den præcise varrighed af stykket, for til sidst så at dividere den yderligere med antal skuespillere og instruktør, lys- og lydmænd, for at finde ud af deres timeløn, såfremt den var ens for alle. Hun havde virkelig kedet sig, og hvis der er noget som at jeg kan genkende i det, er det at jeg tror man begynder at tælle når man keder sig, det er af en grund den mest nærlæggende ting at gøre. Jeg har også før, på mine første dage på tideligere arbejdspladser, regnet min dagsløn ud første dag, og dag for dag, gradvist tilføjet det til en mental pulje, indtil jeg heldigvis en dag stoppede med at tælle. At forstå sit liv starter med at lære at tælle, at elske sit liv starter når man en dag ikke tæller længere.

    Følg med når:

Mit job som vindheks 

•  Jeg er fleksibel

Mit job som stesolid

•  Jeg er meget lærenem

Isoya & Englen Insomnia

Hinsides vor ego, findes de golde pletter og tunge gevækster
Ingen er skabt til at færdes på disse områder
Ondt findes først i mødet med andre - men det samme gælder Godt

Hun lukkede porten op med begge hænder fulde, så hun brugte hoften. Det knuede i hendes hvide knoer, strammede omkring den tynde hud der ligger i små puder, mellem fingerknoglernes begyndelse og for enden af håndfladens ende, den slags hud som først blev bevablet og derefter sprækker. Hun tænkte ikke over sine håndled, men det vil hun komme til i resten af hendes dage, for det hun bar, var tungere end noget du og jeg nogensinde har løftet. Det hun bar var mere uroligt og svært at behærske end partiklers færden, og det hun slæbte på, var hidtil umuligt for nogen andre at tage over på. Lågen gled i igen, og hun gik af en bevokset urban sti, i den baggård hun var kommet til, oplyst fra en af gårdens lamper, og med nakken bøjet for de hængende kastanjeblomster, der faldt træt langs fliserne. Hun måtte stoppe op hele tiden og tage pauser, for at stille det hun bar og sunde sig i armene ved at strejke dem, og ryste dem, og sætte sig og samle vejret. Hun satte sig også på læsset, for det er nu engang det mest positive man kan sige om den slags læs som er så bastant, at det ødelægger kroppe ved at blive flyttet, at de altid kan holde til at man som et minimum sidder på dem. 

Ikke langt fra hvor hun sad, lå opgang nr. 5, det stod skrevet over døren og under en rund og gul og bemøllet husmurslampe. Hun skulle der ind. 

Viceværten kom frem fra hjørnet af en enebærbusk, og så hende sidde med sit store læs. "Nu skal jeg hjælpe dig" sagde han, og hun hikstede sig ud i et forsøg på at give ham et afslag, men han lyttede ikke og puffede hende væk fra læsset. Han prøvede først med en hånd men kunne ikke rokke den så meget som en milimeter, så prøvede han lidt mindre halvhjertet med begge hænder, og med et bedre greb, sådan et greb som kun viceværter erfarer at mestre, men kunne heller ikke, hverken løfte eller skubbe, rykke eller vælte. Så trådte han tilbage og blev lidt stille mens han tog sig til hagen, og uden at se på hende, men kun med blikket på læsset mens han tænkte. Forlegen som kun viceværter kan være det, gennemsigtigt skamfuld men stadig med så meget benægt og forklædning at han lige tilnærmelsevis kunne lykkedes med at skjule det. Så rømmede han sig tog så hurtigt fat under, med begge hænder i et solidt urokkiligt greb, sænkede kroppen i hug, løftede sin hage og gav sig til at løfte opad, alt han kunne. Læsset blev stående i de første sekunder, men i takt med at blodårene blev tykkere og stod ud som vandholdige stolper på halsen, og i tindingen, og i takt med hovedet blev rødt og mere rynket og tænderne sprang ud over læben, løftede læsset sig til sidst, to tre centimeter, indtil huden på viceværtens knoer sprak, og det underliggende fedt og muskelvæv kom i syne og blev strejfet for første gang af verdens vinde, den unaturlige følelse af at blive vendt på vrangen. Viceværten smed læsset fra sig i samme øjeblik, mens han råbte og jamrede sig, med hænderne væddet i blod, bandede han som kun viceværter ville kunne finde på at gøre efter at de har fået hænderne opsprængt, og så gik han faktisk bare sin vej lige efter, uden et ord, og efterlod hende til hendes egne tanker uden så meget som en delt reaktion. Kvinden havde fået pusten nu og løftede nu læsset som hun før havde siddet på og trak det over mod opgang nr. 5.

Hun satte det på trappetinnet, ringede på dørtelefonen, og talte kort efter med Marianne. "Hej- kom ind" sagde Marianne og låste døren op elektronisk med en lav summelyd. De summelyde er altid meget varrierende i hele byen, men her må du forestille dig en, du nok har hørt før, en enkelt gang. Mens døren gik op, sagde kvinden til dørtelefonen "Jeg tror måske det er nemmere hvis du lige kommer ned og ser det først, for det er for tungt at bære op." Men Marianne tøvede enten eller også hørte hun det ikke, for kvinden blev kun besvaret af summelyden. Så måtte hun tage fat igen, og da der var trængt i opgangen vende sig med ryggen mod trappen og langsomt , baglæns trække læsset med sig op på fjerde etage. Det tog omkring en halv time før hun til sidst var oppe foran Mariannes hoveddør som stod på klem. Kvinden var øm og gennemvæddet, og kunne ikke foretage sig andet end at ligge på gangtrappens uvaskede trin. Marianne var ikke på noget som helst tidspunkt kommet ned for at hjælpe med læsset, hun var dårligt gående fik hun sagt da hun kom ud til kvinden på trappen. Læsset stod og fyldte det halve af pladsen, men da Marianne så det blev hun rørt. "Her er det så" sagde kvinden liggende fra trappen. "Gud hvor er det dog smukt" sagde Marianne til sig selv, begge hendes hænder hvilede på hendes udstående røde brystben, blottet af en løstsiddende krave. "Ma Corazón" tilføjede hun. Så så hun på kvinden efter, som nu havde sat sig op af væggen, og helt uberørt af hendes uddrænede kræfter, og sendte hende skeptiske øjne, men et velmenende smil, mens hun spurgte "Nu er jeg lige fræk her, men må jeg spørge hvorfor i alverden vil du nogensinde gå af med det her?" kvinden fra trappen havde stadig ikke fundet vejret men åbnede øjnene og så op på Marianne og smilte til hende, en lille del af hende følte sig set, men en større del af hende mente også at det var nemt for sådan en som Marianne at sige. "Ja. Nu har jeg bare ikke plads til den længere i boligen, og så har den også fulgt mig ret længe nu, så-" svarede kvinden, mens sætningen åd sig selv. Marianne så igen på læsset og så på døråbningen, og så på kvinden. "Jeg tror ingengang den kan komme igennem døren. Den er godt nok lidt størrere end på billedet." udmattet svarede kvinden hende "Den kan skilles ad, det kan jeg sagtens hjælpe dig med." Marianne virrede med hovedet lidt afvisende, mens hun gik en runde rundt om læsset. "Det er også lidt sent nu." sagde hun med ryggen til og efterfulgte med "Ved du hvad Isoya - det er et rigtigt fint gem du har dig her, og du har også sat det til en rigtig fin pris på annoncen - men jeg ved ikke om det rigtigt passer ind i min lejlighed. Desuden er det for stort til at jeg tror jeg selv kan bære det, og det er jeg nødt til når nu jeg bor alene og ofte flytter rundt. Jeg tror det må blive et afslag, men tak for din tid." Hun havde badesko på, og nikkede lidt til kvinden uden at afvente svar før hun begyndte at trække indtil sig selv. "Du kan sagtens få det til den halve pris, sagtens, jeg er villig til helt at give dig det gratis. Jeg tror det skal overtages af en med god smag og som kan give det god omsorg, og det virker du til at være. Og jeg kan sagtens hjælpe dig med at skille det ad og samle det, og komme og flytte på det når du har brug for at rykke rundt i lejligheden, vil du ikke nok tænke over det en ekstra gang, nu er jeg kommet helt her ud og -" Marianne lukkede døren. Isoya sad tilbage, så begyndte hun at græde og så faldt hun i søvn i opgangen.

Det var blevet morgen, sådan en af de morgener hvor lyset er den eneste der er stået op, og Isoya gik gennem gaderne alene, et sted i Vanløse, mens læsset langsomt tog livet af hende. Hun var vågnet fra Mariannes opgang midt om natten af en der kom og skulle rengøre trapperne og havde derefter brugt den vågne tid på at transportere læsset ned til det nærmeste busstoppested. Mens hun sad og ventede tjekkede hun sine andre interesserede på annoncesiden. Blandt dem en ivrig mand fra Holstebro, som kun havde det problem at han ikke kunne komme og hente det fordi han var for gammel. Isoya skrev til ham, at hun havde tænkt over tingene og at hun gerne vil sende det med gratis forsendelse, hvis han stadig var interesseret. Hun sad på læsset og så på en afstumpet trafik, en enkelt bil et enkelt øjeblik, en enkelt cyklist som cyklede langsomt. En mand satte sig ved siden af hende på læsset. 

Hun så ikke på ham, så det er svært at forklare hvordan han så ud, men hans arm var tung, den som han lagde om hendes skulder. "Isoya. Hvorfor stiller du det ikke bare, hvis du alligevel bare gerne ville skille dig af med det?" Hun stivnede, fordi hun ikke kendte stemmen, men stemmen kendte hende. Og hun ville se på ham, men turde ikke bekræftes. "Du lægger for meget vægt i for mange ting. For meget vægt i dit løft og for meget vægt på din dømmekraft. Skal du unægteligt være del af overleveringen? Tør du ikke lade dig overlade i stedet? Til søvnen? Til de fremmede? Til den som samler dit læs op for dig, ikke fordi han har flere krafter, men fordi han fordeler vægten anerledes end dig. Tør nu at sove Isoya, fordel nu dig selv, og efterlad størstedelen af dig. Købere og sælgere forsvinder ikke fra rastløshedens klode, men i søvnen er der ingen kapitaler. Overgiv dig nu. FRISCH is der fisch from Dänemark. Frisch. Fffffrisch is der. Fffrrisch is der fffffisch from Dänemark." Midt i den tale fra den mand hun ikke kunne se på, slog han over i et udbrud af en tysk parafrase, der fik hende til at vende hovedet og se på ham. Hvad der før havde talt som et indforstået orakel, havde nu forvandlet sig til en drukkenbold, eller også var han det hele vejen igennem, for hun blev i tvivl om at alt det fornuftige han før sagde, oraklet, måske bare var hende selv som projectierede sine tanker over på ham. "Kan du ikke lige gentage? Jeg har jo sovet for en time siden, jeg tror ikke at det er det som jeg mangler." sagde hun til ham men hans øjne var søde men vuggede i vand og vaklede i blikket, man holdte af ham ved synet, det var indlysende for alle at han ingengang havde harmen i sig til at harme sig selv, men en del af mennesket i ham var ikke til stede længere, som om en sad og sov bag det forvirrede udtryk. Der er ikke forskel på ånden i glasset og lugten af ånde fra glasset. Han vendte hovedet mod vejen og slap sin tunge arm fra hendes skulder. "Nå." sagde han. "-Nu har du i hvertfald mødt mig, Trøsten." han rejste sig op og forlod hende, fordi han var en af de sjældne slags snaksagelige og berusede typer, der selv forlader en uden man behøver at trække sig. "Kom tilbage" råbte hun efter ham. "Kan du ikke tale noget mere til mig?" han vendte om, men hældede ud af balancen, hvorefter han så tog små skridt i et fald hen mod læsset, som han lænede sig op af og så sagde han til hende mens han pegede på tagene "Jeg kan ikke nej. men deroppe, der kommer der nu og da en engel fra oppe, månens soldat er den, det siger den, Insomnia er den, det hedder den. Den kommer til dig hvis du ikke overgiver dig. Jeg er måske Trøsten, men Insomnia er englen, og engle kan trøste på måder du ikke kender endnu, fat mod. Nu er det jeg går" og han gik.

Isoya så ham så længe det tog ham om at forsvinde, og så så hun dernæst op på tagene på lejlighederne. De stod tomme. Hun tænkte over hvad Trøsten sagde, men hun kunne ikke overbevises selvom hun vidste han havde ret. En for vigtig del af hende kunne ikke give slip på læsset hvis ikke det ville blive overladt til en anden. Læsset var for hende, det som man hader, men som man alligevel er afhængig af at beskytte, og kunne man bare brænde det, vil det være nemmere, men man vil hellere være den der ikke tog beslutningen. Bussen kom, og hun tog om læsset og brugte alt hun havde i sig til at løfte den op. Da det blev sat i bussens midtergang, kunne motoren ikke trække bussen. "Du er nødt til at stå af" sagde ham den skaldede der kørte bussen.

Fortsættes......................................................................................................................................................................................................................

I mødet var Isoya med viceværten, køberen Marianne, Trøsten og måske snart Insomnia. Ondt findes først i mødet med andre - men det samme gælder Godt.

Fuldt stop

Fuldt stop

       

Alt i mens vi lever sker der ting som kun dem der ser, kan se. 

Det skulle bremse vinden for at suse ind i venstre næsebor. Papiret havde han fået af en kvinde han havde mødt en sen nat lidt uden for centrum ved et busstopsted. Det havde været koldt den nat, og vinden blæste og som han stod i læ i skuret hvor fraværet af vinden var så abrupt at det føles som at være under vandet i bølger kom en kvinde forbi. De havde stået i stilhed, og indimellem kigget på displayet der uændret havde stået på 13 minutter de sidste 20 minutter. Han havde det svært med at tiden var gået i stå, det irretrede ham og han havde fundet et stykke hård plast i hans jakkelomme, som han med hånden i lommen forsøgte med alle sine fingres kraft at bøje. Han kiggede på butiksfacaden overfor, for at undgå at kigge på hende, en cykelforhandler. Inden bag døren stod cyklerne tæt, de ville blive sat på gaden imorgen med en lang kæde gennem baghjulet, til salg. Grimme brugte cykler som den gamle cykelsmed var blevet for doven til at istandsætte ordenligt, han var enda blevet for doven til at sælge dem ordenligt, og der var for mange af dem, de stod tæt på gaden, så tæt at de når de sommetider væltede, væltede de næsten ikke, de nærmer lagde sig på siden som en gammel ko. Efter jeg ved ikke hvor lang tid sagde hun hej til mig. Det var første gang jeg rigtigt havde set på hende. Hun havde lyst hår til lige under øret, og en jakke der skjulte dele af hendes ansigt. Jeg kan se at du græder sagde hun. Jeg kiggede på hende, og bemærkede ganske rigtigt en tåre trille ned af min kind. Nå ja, svarede jeg og tørrede tåren væk med bagsiden af hånden. Det ved jeg ikke helt hvorfor jeg gør. Det ikke en sjælendthed svarede hun. Gadelamperne svang sig i vinden. Jeg var stille mens jeg kiggede på hende, og hun holdt øjenkontakten. Jeg var på ingen måde klar over hvad jeg skulle sige til hende. Jeg vendte mig væk fra hende og kiggede på displayet, kiggede på mit armbåndsur. Der var slået en revne i glasset, og noget dug var kommet på indersiden. Det gav min kun er fornemmelse af at klokken var kvart i et eller andet. Der måtte ske noget snart. Lidt væk kunne man høre en undertrygt larm fra en fest. Hvorfor venter du på bussen, nu? spurgte jeg. jeg skal til centrum svarede hun præcist. Lige som samtalen begyndte at spire viste de to lysende øjne i natten sig. 85S Ludwigsstræde stod med lys over den store firkantede forrude. Bag rettet sad en skygge med hat. Lyset fra lamperne på gaden nåede ikke hans overskæg der først kom frem i det jeg nærmede ham, og rakte ham min dagsbillet. Du er udløbet for 2 timer og 34 minutter siden. Jeg stak hånden i baglommen og fandt en pengeseddel. Han lagde den i automaten der slugte den som en dragetunge. Mønter klirrede mekanisk ud af boksen der hang på stangen ved siden af føresædet. Jeg gik ned gennem bussen, og fandt mig et sæde lige omkring midten, hvor bussen delte sig i to som et bæltedyr. Motoren trak desperat efter vejret. Vi kørte i gennem det øde kvarter, lejlighederne lå mørke. Kvinden sad med siden til på sæder beregnet til skolebørn og svagtgående, hendes jakke havde lagt sig, og afslørede nye dele af hendes ansigt. Jeg betragtede hende i glimt. Lyset i bussen havde ændret sig, fra en varm gullig farve til et køleligere mørkere violet lys. Jeg mistænkte det var hovedpinen der var på spil, den havde det med at forurene mit syn. Der var engang morens ansigt var udvisket, der var engang barnets ansigt forsvandt, det havde altsammen været hovedpinen, synsforstyrrelser. Bussen drejede skarpt, og byen udenfor virkede søgende. Mennesker begyndte at befolke gaderne, dog fragmenteret og i et langsommer tempo men de var der. Kvinden kunne være forstenet hun sad helt stille, men det var svært at se hende ordenligt i det svage lys. Hun havde en utilregnelighed over sig, en vis potion mystik. Jeg besluttede mig at lade hende være, i stedet vende blikket fuldstændigt ud mod den forbipasserende by. Varmen var begyndt at komme tilbage i mine fingre. Jeg kunne genkende byen, men noget udefinerbart fremmed var på spil, det kunne bare være det faktum at det var nat, og at skyggerne derfor blev kastet anderledes end jeg var vandt til. Jeg var ikke den store natgænger, ikke plaget af den store søvnløshed. Pludselig tog bussen hold, buschaufføren kaldte pause, fuldt stop lød det over højtaleren, derefter Ludwigsstræde om 20 minutter. Pauserne var kørehviletid indlagt af fagforeningen. Han åbnede døren oppe foran og stillede sig i åbningen, tændte en cigaret. Røgen blev hurtigt taget af vinden, susede forbi mig på den anden side af ruden. Udmattelse, skyllede ind over mig. På trods af den nu åbne dør, havde varmen i bussen åbnet en sluse, en uovervindelig træthed. Sammenlagt med visheden om at chaufføren holdt pause besluttede jeg mig for at lukke øjnene kort. 

Manden deroppe sov. Jeg kunne se det på hans åbne mund. Tænderne hans lyste blå i det violette lys. Vinden fra den åbne dør trak og jeg overvejede at bevæge mig længere op i bussen for at holde på varmen. Hans kinder var røde, og hans skæg var tyndt. Manden havde stået ved bussen med mig, og vi havde snakket kortvarigt. Jeg viste ikke hvornår jeg ville være hjemme, chaufføren havde sagt 20 minutter men ligeså vel vi havde ventet flere timer tidligere, kunne vi gør det nu. Han havde allerede tændt den anden cigaret, og tempreturen var faldet herinde. Jeg trak jakken op under ørene igen og rejste mig. 

hallo...hallo Jeg ruskede i den sovende mand fra busstoppestedet hallo...hallo du skal vågne. Det for koldt at sove herinde nu... hallo...

Hun havde hårdt fat i min jakke. Hun havde stadig lyst hår til lige under ørene, nu havde hun også en lille flænge i læben, et ar. Tempreturen i bussen var faldet og der lå rimfrost på sæderne omkring mig. Kulden var nået helt ind i mine knogler og hvorfor var jeg ikke vågnet før? Hun satte sig ved siden af mig. Buschaufføren var væk, døren stod åben og sne fygede ind på det grå busgulv. Hendes øjne lyste i mørket, hun kiggede på mig med bekymring. Jeg troede du var død sagde hun. Jeg faldt i søvn, hvorfor er det så koldt herinde? En isstorm har ramt byen mens du sov. Hvor er buschaufføren? Han løb da det blev kaldt over radioen, jeg har forsøgt at lukke døren men jeg kunne ikke, vinden blæser for stærkt og kulden lagde mit ansigt i en ængstelig sammenbidt mine, sæt dig tættere på mig, så vi kan holde varmen. Det var ikke længere til at se ud af vinduet på bussen, jeg forsøgte uden held at børste frosten væk fra vinduet. Hun varmede virkelig i denne kolde bus. Kan vi gå ud? Der er for langt til mit hjem herfra svarede hun. Det var som om at jeg blev forvandet i kulden, jeg kunne mærke min hud trække sig sammen, mit ansigt omkring min kindben, mine muskler på mine arme blev spændt, knoglerne i min ryg stod hårdere mod hinanden, men hun varmede mig. Hvornår havde et sådan mørke lagt sig over byen før? Over verden før? Hvornår havde byen på den måde overgivet sig? Bussen havde givet op, dyret var faldet, med slagside stod den i vejkanten. Jeg holdt mig vågen endnu. Vi nødt til at komme videre sagde jeg og brød den stilhed der trods stormen havde affundet sig i bussen. Vi rejste os begge og gik mod chaufførens sæde, vinden blæste kraftigt gennem døren og et lag af is havde lagt sig over hele indesiden af indgangen til bussen. Jeg holdt fast i alt hvad jeg kunne få fat i mens jeg kæmpede mig afsted bag kvinden. hvad hedder du egentlig? Jeg hedder Idra Roskimqyr, hvad hedder du? Jeg hedder James Rickonwald. Idra kom først op til døren og stillede sig med ryggen til forruden. Jeg kiggede ud og blev til is. Intet var at se derude, udover den is der blev kastet ind i mit ansigt ligeså snart jeg havde stukket hovedet ud. jeg sagde det jo! vi har ingen chance derude. Jeg viste ikke hvad jeg skulle sige, hun havde uden tvivl ret, men det kunne ikke være rigtigt. Hendes store jakke hang over hende som en siluet, hvilket menneske gemte sig bag. Idra, vi laver et telt af din og min jakke, så kan vi gå ind i det og gå gennem byen. James det jo fuldstændig tosset, det det eneste vi har til at holde os varme, det er en isstorm, hørte du mig ikke? Vi råbte, der var ingen andre muligheder, larmen fra blæsten rungede i mine øre. Vi bliver nødt til at prøve, vi har ingen anden udvej. Jeg kunne se i hendes øjne at hun viste jeg havde ret. I bunden af bussen hvor isen endnu ikke havde lagt sig, udover et krystallisk lag der fik bussæderne til at glimte begyndte vi på arbejdet med at forene jakkerne. Mit højre ærme i hendes venstre, og hendes højre i mit venstre. Efter et par minutters arbejde var jakkerne forenet, til en tæt kegleformet enhed. Vi havde begge hver vores sammenlagte ærme at se ud gennem. Pludselig stod vi tæt under frakken, og tempreturen steg naturligt. måske har vi fat i noget her indrømmede Idra lavmælt. Et smykke kom til syne omkring hendes hals, et forgyldt øje. Et nyt rum i rummet var opstået, og vi skulle forsøge at finde vores vej tilbage til forenden af bussen. Vi kom ud i natten og vinden trykkede hårdt, og tempreturen faldt, især på vores føder der kun var dækkede af de tynde sko der hurtigt blev tunge af is. Vi holdt sammen under jakken, bed tænderne sammen og gik med lukkede øjne og tunge skridt. Det gik langsomt. Lydene fra byen havde jeg aldrig før hørt, kablerne over vejen sprang vildt og spillede utydelige febrilske toner som fra et djævelsk instrument, og lygtepælene svang sig i metalliske hvin, og husene gav sig i klagende dybe sprækker af beton. Utydelige glimt af lys nåede gennem jakkens smalle åbning over vores hoveder. Min næse lå presset flad mod hendes kind, og hendes knæ stødte rytmisk akavet ind i mit lår. Retningen bestemte hun, jeg gjorde alt hvad der stod i min magt for at komme væk fra situationen. Jeg kunne ikke begribe tiden længere, forsøgte at få et blik mod mit armbåndsur men duggen der lå under det revnede glas var selvfølgelig frosset til is. En lille tyk grå fugl fløj, som taget af et vakuum pludseligt ind under jakken. Det peb, og var naturligvis dækket af is. Den fandt heldigvis et rum mellem vores brystkasser, udfyldte et betydningsfuldt tomrum. Jeg kunne mærke den lille fugls hjerte pumpe hastigt gennem kroppen på mig. Noget greb mig, indefra og jeg åbnede øjnene. Idra havde en fast frosset tåre på hendes kind, hun bar en ømhed i hendes styrke jeg misundte. Det ser noget for mig hørte jeg mig selv sige. Det er rigtigt svarede hun roligt uden at ændre travet. Hun hviskede Det ser for dig, og du skal fortsætte med at gå så længe du kan, vi er der inden længe, gaden kommer længere fremme, vend dit blik imod mig. Jeg lukkede øjnene og gjorde hvad hun sagde. Idra nynnede, og jeg så hende. 

Alt det bedste.

Norten B.Birkegård 28.10.2025

Celeste

 

Celeste

Åh Celeste, bare jeg måtte være din skygge!

Solen glimter i hendes hår, og aldrig før har jeg haft trængen så kraftig til at indånde en andens udånding. Kvæles i kærlighed, kuldioxid. 

Det siges at afstanden mellem forelskelse og galskab bestemmes af den pågældendes evne til at se sig selv i øjnene. Jeg havde aldrig haft evnen, hver gang jeg forsøgte så jeg en anden i spejlet, og spejlet lyver aldrig så tilbage var kun mig som synder. Celeste kunne bevæge sig som svævede hun få centimeter over jorden, hun kunne bevæge sig polyrytmisk symfonisk forvirrende. Hendes krop var spundet af daggryet. Beundringens beruselse skylder gennem mine åre. Det uvirkelige snit der stryger min kind, og afsløre min mund i en ny åbning, mørke røde gæller kommer frem i fine lag som botaniske vidundere kvæler mig i min verden på overfladen. Tvinger mig ned under, til at se. Jeg så det uvirkelige svæve over overfladen, mens man befandt sig i det undersøiske mørke. Øjeblikkeligt, kunne vi få æren af i glimt at se hendes silhuet, som et sløret lys i det forvrængende bølgende vand. Krybende op til overfladen konfronteres jeg med min uværdighed, end ikke lyset vil værdiges mig længere og fuglen sætter sig på min pande og prikker med ynk mine øjne nænsomt ud. Dyspnøens beroligende tilstedeværelse, hun er der endnu, som en overvældende harmonisk sonisk tilstedeværelse kropsliggøres jeg. Smagen af mine salte tåre når min tørre mund for at drive videre ud gennem min gæller, og ned af min krop der er dækket af tang og sand som slider i mine sår. Jeg kan høre hendes fodtrin der aldrig underkaster sig jordkontakt, beruselsen er det eneste jeg kan unde mit ynkelige selv. I mørket fra fuglens nåde består min underkendelse af min egenhed som fuldstændig det menneske jeg altid så i spejlet var aldrig ægte og mine egne sanser har altid talt sandt om Celeste og hendes storhed som langsomt finder sin nåde for selv de mest ligegyldige skæbner som min egen. Hendes vibrerende tilstedeværelse overtager mit hjertes rytme der som den håbefulde hvalp halser efter i håbet om at kunne følge med. Befrielsen står mig nær, min krop kan ikke længere holde snor i sit væsen der bryder ud gennem min brystkasse og befrier min hjerne for den blodtilførsel der ikke har andet end gjort den ondt.  

Kllliiiimakset har aldrig varet længere, end da hun tager mig til sig i en bid. 

Som de forenede.

M.B.19.06.2025

Troskabets Svigt II

 

Troskabets Svigt 2

Standing axe surrounded by foolish wood

MortenB.

4.5.25

Når mine øjne er trætte lyser bilernes lygter som udtværede stjerner. 

Når mine øjne var trætte, lyste dine øjne som udtværede stjerner. 

Det var nemmere at være forelsket da jeg ikke vidste jeg var det. Nu er det som om jeg aldrig ved hvad jeg skal sige når du ikke er der. Vi gik meget sammen i den periode. Vi arbejdede ude, vores hænder var kolde, og det var svært at lave arbejdet præcist med kolde fingre. Vi puttede vores hænder ind i ærmerne og pustede for at varme dem op. Vi grinte, efter lidt blev vores fingre vante til kulden. Vi arbejdede godt sammen, vi talte ikke men der var ikke stille. Når jeg kiggede dig i øjnene, så du gennem mine. Der er dem man ikke kan holde ude, du var en af dem. Dem der ser ind bag mig, uanset hvor meget jeg forsøger at holde dig ude. Du viste godt hvordan jeg havde det, derude. Det var nemmere da jeg ikke vidste det. 

Fra mit vindue kunne jeg se en blaffer. Han stod nede på hjørnet, det regnede og hans papskilt hang så patetisk sammenknækket. Han havde hætten oppe, ingen så ham. Engang i mellem ville han tage brillerne af og forgæves forsøge at tørre vandet af med ærmet. Hvem er du ? tænkte jeg. Som dagen gik, kunne jeg ikke undgå at vende tilbage til altanen, for hver time der gik, sank han mere og mere sammen. Regnen tog kun til. 

Selvom der kun var gået to minutter var der allerede samlet sig en sø af vand under ham. Han sad med hans dryppende jakke, med hovedet tilbage håret hængende, lukkede øjne i stilhed. Jeg sad over ved bordet med min bog, lod som om jeg læste. Jeg ville løfte blikket fra de mange ord og taget et kig på den druknede, jeg tror han havde glemt jeg var der. Hans arme hang ude over siden af stolen, han var sunket sammen, det virkede til hans bukser var ved at slippe fra ham. Af hvad jeg kunne ane af skrift på hans papskilt stod der G¨teb_rg. Göteberg?. "hey." ingen reaktion. "hey du." stadig ingen reaktion. "Hey du hvorfor står du og tomler midt i København?". Så faldt hans bukser ned. Jeg opgav. 

Han vågnede først da vandstrålen ramte hans ansigt, så rev han brillerne af. "What, you'd, how are you" - jeg svarede ikke kastede bruseren ned på ham og lukkede døren til badeværrelset. 

Da jeg kom tilbage stod blafferens slidte sko stadig i køkkenet. Han lå inde i stuen, sovende, men på gulvet. Han havde taget mit tæppe og rullet det om sig som en puppe. Jeg stillede mig i døråbningen til stuen, og kiggede på ham. Hans hår så tjavset ud, men vasket. På badeværrelset hang hans tøj til tørre. Han havde oilskinsjakke, brunebukser med store lommer og grå sweater til tørre derude. Du hedder Eyvin ikke. Han vågnede, kiggede.  

Der var også de gange, hvor vi ikke arbejdede sammen. Der var de gange hvor jeg kun så dig en gang i løbet af en dag, hvor jeg forsøgte ikke at kigge på dig. Åbenbart havde jeg svært ved det, for jeg fik øjenkontakt med dig flere gange i løbet af de dage. Der ville være nogen der talte til mig, om jeg svarede, nogengange forsøgte jeg.

var har ni havregryn ? Havregryn, i skabet. 

Så var der de dage vi svømmede. Jeg kunne se dig mellem de andres bølgende hoveder. Så ville vi dykke ned, mødes nedenunder. Nede fra kunne vi se deres ben som stak de ud af himlen, de deroppe, jo længere ned man kommer jo langsommere går tiden og jo tættere kommer man hinanden. Himlen skvulper af sted oven over, forlænger lyset. Sådan går det indtil ens brystkasse kramper, og tiden trækker i dine lunger og du kommer i tanke om at under dig er mørkere, og over dig er lyset, mens hun er her. Hun bliver hængende, mens dine lunger trækker dig op af. Oven over igen, står livet så klart for dig, også ser du hende oppe igen et stykke væk, med håret tilbage. 

Du spiser ikke dem alle sammen vel ? Blafferen havde taget en kasserolle, fyldt den med havregryn, havregryn. Har ni inta mælk? 

vilken väg är öst?

Øst, jeg pegede mod væggen bag ham. Han drejede hoved og så sig selv i spejlet, vi fik øjenkontakt. 

Hvorfor skal du til Göteberg?

Göteborg*

Göteborg er de tapte engles by, min kusine bor der. 

Han rørte rundt i kasserollen. Kender du nogen der skal derover?

Jeg kender ingen i Göteborg.

Jeg kender ingen fortabte engle.

det gjør du garantert.

De gange det sker at solen bryder gennem en sky. De gange det sker at får lægger sig på siden sovende ved middagstid. De gange det at en kat står foran din dør, får du ansvaret for at tænke en gang til. Jeg kender ingen fortabte engle. Det står så klart for mig. 

 

Transit

Transit

Toget går om 10 minutter, min taske ligger på jorden til venstre for mig. Længere ned ad perronen går en pige rundt om sig selv. Drømmen om at gøre det rigtige jager pigen rundet på perronen. Udover os er der tomt den tidlige morgen. Solen varmer, gennem de store støvede vinduer over os. Under loftet sidder duer, og messer i kor, svirrende budskaber. Den skingre lyd af skinnerne der bøjes under toget afbryder stilheden. Hun går ombord på toget i den anden ende, togføreren blæser i sin fløjte.  

Kort og billet sagde pingvinen. Hat og flot jakke, i buksekanten hænger et plastikkort. Jeg er alene i kupeen. Han bøjede nakken bagover og vrælede, gik mod mig med bestemte hastige skridt. "kort og billet" sagde han og rystede kroppen i ukontrolleret facon. "kort og billet" sagde han i selvsamme gentagende stemmeleje. Hans hovedet bevægede sig, han svang det fra side til side, åbnede næbet i spastiske gab. Jeg beundrede hans uniform, højst detaljeret. På den højre side af den dobbeltradede jakke sad en broche, et hjul, med to vinger og en krone over. "Kort og billet" han kiggede mig ikke i øjnene, hans blik flakkede rundt. Jeg fandt kortet frem og gav ham det. Hovedet bagover igen, et skrig, halsen vrider sig. Han kigger kort på det, giver mig det tilbage. "Du ved godt, at toget ikke stopper før Hamborg". Det var jeg klar over og nikkede tilkendegivende. Han gik vippende videre ned igennem den tomme kupe. 

Nu kom pigen ind, var vi de to eneste på toget ? Udover pingvinen og lokomotivføreren. Hun sætter sig overfor mig, uden umiddelbart at skænke mig et blik åbner hun en notes bog. Luften står stille i togkupeen, solen lyser langsomt flimrende støvkorn op. Sædet er varmt, tørt, bordet lyser gråt, skyggerne står skarpt. Hun skriver i notesbogen, en uafbrudt fornemmelse af kuglepennen over papiret. Mit ur tikker langsomt klaustrofobisk på mit håndled, jeg løsner en knap i ærmet. Pigen jages af drømmen om at gøre det rigtige, og hendes pandehår dækker hendes øjne. Jeg kigger ud af vinduet, jeg er observeret uden nogen blikke hviler på mig. Lokomotivføreren har sat farten på toget betydeligt op, landskabet strækker sig i lange utydelige flader udenfor vinduet. Himlen er blå med udtyndede uldlige skyer, under himlen ligger landet som blandes i grøn, gul, brun, landsby i forbifarten. På perroner vi passerer i hast står ventende med tasker ligesom mig, og med kjoler der trækkes i et sug af toget der ikke stopper før Hamborg. På landet, i landsbyer kan man se cyklende midt på vejen, man kan se en ensom mand passere en ung pige med en hund, han går i selskab af hans skygge, der som det mest autentiske vidne på hans tilværelse altid befinder sig lige bag ham. "Hvorfor kigger du på mig?" lød det fra pigen. Jeg drejede hoved, kiggede på hende. Hun havde ikke løftet fra blikket fra notesbogen, eller holdt op med at notere. Spørgsmålet hang afventende i luften mellem os, svævende.  

Hans evne til at synke en hel fisk imponeret mig. Han tog den i ryk, det så kvælende ud, fisken virkede næsten for stor til halsen. Han brugte hele kroppen krampende, for så at synke en sidste gang og vippe videre som ingen ting var hændt. Lyset var slukket i kupeen, udover hans lommelygte var månen det eneste der oplyste det tomme tog. "Toget stopper for natten. Vi rejser videre ved daggry." sagde pingvinen. Toget der ikke stoppede før Hamborg, holdt stop for natten. Han forsvandt bag den grå dør i enden af kupeen. Jeg rejste mig fra sædet, hun var i mellemtiden faldet i søvn. Månen hang fuld over de rolige marker uden for toget. Vinden skubbede let de mange strå der stod langt. Jeg gik ned gennem kupeen, fortsatte gennem den næste. Tomme sæder hele vejen, i hele toget. Fra den anden ende af toget kunne man se hele vejen ned igennem. Jeg besluttede mig for at ligge mig til at sove i gangen i den bagerste kupee. Toget var fæstnet i natten, på sporet.

Vi krydser broen i et uvejr, havet er i oprør. Højtaleranlægget kratter, og toget trækker tove med vinden. Når havet er i oprør bliver fastlandet flydende. En forhandling mellem land og hav udspiller sig, en genforhandling af orden, hierarki, menneskets rettes ind. Dine hænder bliver bløde i regnen og torvet slider stridt mellem de svage fingre. Du tager fat og kæmper imod, forsøger at opretholde din menneskelighed imod havet, hold fast stod der på den gamle mands hænder. Du holder fast. Toget holder fast om skinnerne, fortsætter ustoppeligt forhandlingen. Larmen er indtrængende i det isolerede tog, den er her som en prøvelse af materialerne. Hvor meget pres kan det her bestå, den kvalmende erkendelse skyller ind over, erkendelse er udholdenhed, hold fast stod der på den gamle mands hænder. Jeg holder fast i sædet, hun sidder der endnu. Han går gennem i ryk, hatten falder ned. Skubber den med luffen under et sæde, gemmer den til senere. 

"Hvor står du?" spurgte hun. Hun kiggede mig i øjnene, gennem pandehåret. Min mund tørrede ud. "Hvor står du." gentog hun. "Jeg står her" svarede jeg.  

Toget trækker ind i den store hal, udenfor vandrer folk i sammenlignelige divergerende retninger. Ind og ud mellem hinanden, ind og ud mellem betonkonstruktioner og jernbuer. Dørene går op, afbryder stilhedens enetale. 

Morten B.Birkegård

 7.2.25

MÅNEDENS ZOOMER - Januar.

MÅNEDENS ZOOMER

for unge, til unge, af unge

Anna "Doobie" Erikson

Januar 

2024

I do allow, justifly birdies.

Julius Von Der Leyen, Junior Skribent

14.01.2025

Mellem brød og ost

Er titlen på hendes internationale gennembrud. Derfor er det ikke tilfældigt jeg vælger netop denne undertitel på mit første afsnit i denne måneds zoomer portræt - som jeg idag vil pege generationens lommelygte på nemlig Anna "Doobie" Erikson. 

Med hendes lange sorte lokker, der stikker dybt - til lænd højde, er den to meter høje dansk færøske kunstner lidt af en mundfuld at kigge i øjnene. Som rapporter kan man tit ende i en underdanig position, man bevæger sig i den portrætteres skygge, forsøger at få glimt af solen bag deres tordende storhed, og netop den erkendelse og en høj færing i tankerne besluttede jeg mig for at snuse til en bøtte med lugtesalt jeg en uge tidligere havde fået af danmarks stærkeste"strongman" Esben. Da jeg så denne frostklare december morgen endelig mødte Anna under uret på hovedbanen blev mine dæmoner manet til jords. Sjældent har jeg mødt mere karismatisk menneske, mere omfavnende og opmærksomt menneske. 

Med denne lidt bløde start på Månedens Zoomer - vil jeg begive mig i gang med portrættet.

Født 1998 i Thorshavn, vokser Anna op mellem fiskere og fårehyrder. En opvækst som ifølge hendes selv bød på både "hjemme valsede havregryn og en abnormal besættelse af Sylvanian - min far var creative-director i sylvanian, heldigvis for mig der blev afhænig, min familie havde en lade hvor jeg gennem min opvækst byggede på byen "Dalaran" - en mytisk by med 3000 indbygger (Sylvanian figuere)."(Uranus, Jens Oldermand 2014)

Med "Dalaran" spirede drømmene, og Anna søgte ud i verden med blod på tanden, en drøm om at kunne leve af det mytiske. 

Efter tidligt at have afsluttet folkeskolen, fik Anna i foråret 2010 en plads på det internationale anerkendte Amsterdam kunstakademiet - Gerrit Rietveld Academie.

Tiden i Amsterdam var "flerfoldig" - "Jeg havde intet at tale med mine medstuderende om, jeg var blot 12 da jeg startede hm. Ikke destro mindre var jeg nok død af kedsomhed idag hvis ikke jeg var endt der. De lærte mig at tale." (Uranus, Jens Oldermand 2019)

Med hendes afgangsprojekt "I do Amsterdam kush" - dimitterede den 16.årig, med den ifølge anmelderene "lettere akavede, og studentikose ekko af stonerkliche romantik"(sputnik nr.7, 2014) - men udstillingen fik dog markeret en ny kunstners ankomst på den internationale scene.. 

I 2020 har Anna hendes første udstilling på et af "The big three" - Kunsten i Aalborg, hun bidrager til en større udstilling "Med, eller uden mundble" - en udstilling der satte frihed i krisetid under lup. 

2024 lancere hun udstillingen "Mellem brød og ost", Københavns Museum -

Også står vi her igen, under uret på hovedbanegården, jeg med min optager i hånden, og en fugtig brun pose fra 7/eleven under armen - Anna med lårkort skotsktern, og knæhøje doc martens.

"Jeg har taget en bolle med ost med "

"Eyyyh!"

Prøv at fortæl mig kort omkring, først hvorfor er vi her ? På Københavns Hovedbanegård, også om hvorfor lige "Bolle med ost" er omdrejningspunkt i din nye udstilling?

"Okay så, sagen er, lad os gå mens jeg fortæller. Så Hovedbanegården er jo en af Københavns pulsåre, man kunne kalde den en trafikal hovedpulsåre, og jeg udstiller meget tæt herpå, nemlig nede på Københavns Museum. Derfor tænkte jeg, at det for energien skyld kunne være godt at starte et sted hvor vi kan få perspektiv på liv, samt ikke være alt for langt fra hvor vi kan se udstillingen sammen. 

Nu til BMO. Det er en undersøgelse af hvad der gemmer sig mellem brød og ost, og det videnskabelige svar ville være smør, men som alle ved var Ørsted, Bohr, Einstein og Galileo stærkt overbevidste om det store mellem himmel og jord. Derved skal der ikke forstås at det er en undersøgelse om det uforklarlige, nej nærmere et blik imod hvad der adskiller et menneske, fra et legeme med en drøm om at blive et menneske. BMO! Er jo en kulturel institution på højde med velfærdsstaten, rødbedepasset, og vinkelmåleren. Bolle med ost, er bondekultur der rejser fra jylland til københavn, bliver ansat på et reklamebureau og rejser til Maldiverne med familien og bliver købekraft manifesteret i højkultur. Med klasseanalytiske briller ser man ondskab, med nationalromatiske briller ser man identitet, med de store runde tungstens eksistentialistiske briller ser man "drought,drought,drought!" som min lærer havde råbt det - tomhed buddy. 

Alt det og meget mere, er mellem brød og ost."

Jeg tager de to boller ud af posen, og nu er vi nået til krydset mellem Tietgensgade og Bernstoffsgade. De er våde af kondens, og solen får det sølle bagværk til at glimte. 

Har du selv spist mange boller med ost, som denne?

Før hed det en ostemad. Det ikke længere en enhed, men to fragmenter der samles som arbejdede vi med motorik. Måske er det en metafor? Du ved godt at Marx mente at arbejderen blev fremmedgjort fordi de ikke længere havde overblik over den process de var en del af, og fordi de boede i byen blandt så meget os, at de ikke kunne se himlen, ikke længere kunne skelne mellem dag og nat, og at årstider nu kun var defineret af kalendre, og den frost der lagde sig på dynen. Jeg spiser både ostemader og boller med ost, det kan ikke undgås når man har travlt som jeg har det. Det håber jeg du en dag vil forstå.

Hvordan kan det være at du vælger et så solidt, eller præcist koncept for en så stor udstilling, den tæller jo 45 værker, video, malerier, fotos, diktioner(?), og kort, vidnesbyrd. - For at komme ind til benet i mit spørgsmål kan en bolle med ost bære det?

Det er netop sådan et spørgsmål der er kernen i udstillingen - hvad kan en bolle med ost bære? Det virker til den kan bære en forkortelse. Det de færreste ting der kan det, eller måske nok ikke. Mit problem er at jeg ikke kan give dig et svar, det dig, og museets gæster der kan fortælle det.  

Min optager begyndte at drille, og pludselig blev SD kortet skubbet ud, heldigvis opdagede jeg det hurtigt. Det lå under en af de flettede bænke foran Rio Bravo - og lidt efter med Rio Bravo i åsynet stod vi foran Københavns Museum. Det store sorte banner med den hvide påskrift "Mellem brød og ost", det var virkelig øjeblikke som disse man lever for som rapporter. 

Det skal ingen hemmelighed være at jeg jo har set udstillingen, og noget der fik mig til at reflektere var at til sidst i udstillingen, der får man jo lov til at dekonstruere en bolle med ost hvad drejer det sig om ?

Jamen det faktisk en ide jeg fik da jeg talte med en der hed Ronja, som gik på maskinmesterskolen, og i forlængelse af mit sidste svar - bygger ideen faktisk på det her med at se på det som motorik. Inden for maskinmesterfaget, mekanikerfaget, findes der en process som hedder overhaling, man kan overhale en motor, hvor du simpelthen skiller alle dele af en motor ad, alle med streg under alle. Jeg er ikke helt klar over hvorfor, men den sammenslutning er ikke så vigtig her, det vigtige var rettere at overføre, eller sammenføre de to erfarringer, altså 1. at beskue BMO som mekanik også 2. den metodiske udspaltning af objekter. Men tusind tak Julius, fordi du har set min udstilling og givet dig tid idag til at tale med mig. Jeg vil gerne høre dig, hvad tænker du når du dekonstruere den BMO?

Hvad byder fremtiden på?

Ville gerne holde det hemligt, men kan sige så meget at jeg ikke er færdig med Dalaran. 

Til sidst har du en besked til læserene

Må jeg sige det på engelsk? 

Jaja

I do allow, justifly birdies.

Det blev opsummering på en byvandring, et portræt. Livet bliver ved med at overraske, forvirre. Sikke dog et priviligeret liv jeg lever, det var alt for denne måneds zoomer. Tusind tak til Anna, tusind tak til min "partner in crime" Pierre Gogh, tusind tak til min redaktør Morten. 

Mellem brød og ost er i skrivende stund blevet booket til endnu en af "The big three" - HEART Herning Museum of Contemporary Art 7/7/2025-5/8/2025, og til The Ink, Berlin 17/8/2025-17/9/2025, og til ONLY EGGS FOR BREAKFEST, new york city 10/10/2025-20/11/2025.
Og mon ikke der er mangt mangt mere på vej derude.