Prisen på en Rose - Portræt af Therese Anastasiya Lublin

Prisen på en Rose

I denne uge, vil jeg i min leder bringe et portræt af DENBRÆNDENDEBUSK's  lunger - Therese Anastasiya Lublin. Mange kender ikke kultur-superhelten bag de to brilleglas.

Therese Anastasiya Lublin (1938 år) voksede op i det indre København, centreret i en herskebslejlighed ved Gammel Strand.

Hendes mor, Lutvia Lublin, den russiske balletinstruktør på Det Kongelige Teater fra perioden 1925 - 1934; en periode som i eftertiden beskrives som en “Epokegørende bevægelse for moderne europæisk ballet”. Hendes tid på Det Kongelige teater er definerende for Lutvia, men bliver det også for Therese Anastasiya Lublin, der følger hendes mors dansespor på Det Kongelige Teaters balletskole. I Lutvias tid på Det Kongelige Teater , forelsker hun sig i teatrets lysmester Ludvig Armand Thomasson, senere Ludvig Armand Lublin. Hvad der ellers ville have været et visit, bliver for Lutvia en ny base; en base i det indre København. De to forelskede får datteren Therese i November 1938. Hun døbes Therese Anastasiya Lublin, efter forældrenes forening til brylluppet Maj 1937, Tidsville.

Thereses tid på balletskolen er en succes. Hun har, som man siger på skolen, “sine mors fødder”. Hun spiller sort svane i svanesøen, balletten af Pjotr Ilitj Tjajkovskij i Oktober 1950

 på Det Kongelige Teater. Hun klarer sig godt i skolen, og forlader grundreal skolen med et flot 8-tal. Siden starter hun på Herlufsholm Gymnasium Kostskole årgang 1953.Rosaline von Marstal, Therese Anastasiya Lublin - Herlufsholm 1953.
“Min tid på Herlufsholm er fundamental for mit videre liv efter balletten og det kongelige… jeg forlader mor, de trygge rammer og må for første gang stå, og gå, på egne ben.” Dansen stopper ikke for Therese, men hun begynder i højere grad at eksperimentere med dansen. “Det kom naturligt.”

Interessen for kunst vokser også med tiden på Herluftsholm, Therese sår de første frø til hendes komplekse forståelse af europæisk kultur, litteraturhistorie. “Jeg forelsker mig i den tyske Reiner Marie Rilke, jeg blev helt varm om hjertet da jeg en aften lå og læste “Der Panther”,  også det franske af Albert Camus kom til Herlufsholm…Det var mig en stor smerte at høre hvordan han afgik ved døden i, jeg mener 60?.”

Efter en tid med plads til at studere, men også plads til at forelske sig (ikke kun i forfattere) vender Therese Anastasiya Lublin i 1956 tilbage til det København, som hun er vokset op i. Hun springer rundt i byen med hendes medstudenter og studiner. Det er en fantastisk tid - Ludvig skriver i en dagbog fra tiden: “Jeg er ohh saa stolt af lille Ana…”

På billedet ses Therese og et par af hendes veninder i selskab med

den Russiske Cosmonaut Jurij Gagarin København 1956:

                                             Marie, Jurij Gagarin, Tilde, Therese, Rose

Desværre afgår hendes far, Ludvig Armand Lublin, ved døden i en ulykke kort tid efter; en stor 100 kilos spotlampe ryger over ham da han forsøger at undersøge noget med en pære der skal skiftes. 

Det store skift beskrives af Therese Anastasiya som et virkelighedsbrud hun aldrig siden har oplevet. 

Therese Anastasiya Lublin ses her dansende i Moskva til showet "Im not about suppression"; et statsfinansieret danseshow i Marts 1957:

Therese's popularitet vokser i og omkring Moskva, og hun flytter i 1958 til Moskva. "Tiden i Moskva er den bedste jeg har haft. Jeg dansede de store shows, og levede det gode liv med hvad der hører til i den tid."  

Tilbage i København, er hvad man refererer til som efterkrigstidens kultur krise på kogepunktet. Hvad der også bringer Therese hjem løbende, for at bidrage med hendes stemme i kultur debatten, hun publiceres første gang i Politiken med skriftet "Prisen på en Rose" - et skrift der imod hendes ellers bosættelse i et stærkt politiseret klima, tager afstand til det humanitær politiske syn. Hun skriver : "...Jeg møder ikke livet, med en tro paa jeg forstaar prisen på dets smukkeste blomst. Som at sige at jeg forstaar det mest komplekse i livet, rationaliseringen, politiseringen, af blomstens skønhed er ikke vejen til memento mori..."

Prisen på en rose bliver ikke Thereses sidste udgivelse

Therese pendler mellem Moskva, og familien Lublins familie residens i grænsebyen Ventimilla, på den italienske grænse lige øst for den franske by Menton. Det er især i den italienske villa at Therese får skrevet en stor del "hemlige" tekster, der senere vil blive udgivet i forbindelse med Emil Thom Olsens samling "Store Danske Forfatteres Lommebøger"(1994). Der bliver også holdt en del fester i huset, der har huset mange kendte europæsike muskiere, kunstnere, forfattere. "Huset i Italien har vi stadig, det er for mig døren til narnia når jeg åbner den store egetræs dør ind til Charmét. Vi forsøger at samle familien hvert år, som vi har gjordt fra min mors tid. Jeg brugte meget tid med haven, og det var en måde at slippe væk fra det konkurrence prægede dans og generelt hastige tilværelse jeg havde i Moskva, København, Berlin."

Villa Charmét - Privat foto

"Prisen på en Rose" bliver som sagt ikke den sidste udgivelse fra Therese, hun bliver løbende gennem de næste 50 år udgivet, også under pseudonym, da hun som hun selv siger det : " ikke er interesseret i at hendes person skal farve hendes skriverier.". Undervejs i et kort ophold i Berlin møder hun Knud Jacob Henriksen, en ung digter fra de sydlige egne af landet, de to forelsker sig, og Knud bliver hurtigt en del af livet ved og omkring det dansk russiske kultur superhelt Therese Anastasiya Lublin. I juni 1969 får de drengen Otto Knud Lublin, som kommer til at tilbringer stor tid med far Knud, bl.a. med fiskeri i havnen.

Therese bliver i 1970, efter at være flyttet hjem til København i 1964, redaktør på Politikens Kultur. Et job hun besidder til 76 hvor hun istedet bliver ansat som general direktør på Det Kongelige Teater. Robert Lorenzen udtaler om Thereses tilbage venden til Det Kongelige Teater "Anna har altid båret den magi som det forventes i det kongelige, jeg har troet på hende siden mor Lutvia viste mig hende i hvide klæder bag store scene første gang, at jeg siden har set hende vokse på den europæiske kultur scene som danser, littrært ikon har aldig været mig undret. At Therese Anastasiya Lublin nu bliver general diretør på Det Kongelige Teater, er mig kun til hjertet varmes." Tiden på Det Kongelige Teater bliver da også en succes, bl.a. Thereses nyfortolkning af Svanesøen slår publikums rekord i 1971, med 13598 solgte billetter over dens 14 forestillinger. 

Efter flere år som en central figur på den danske kulturscene, for ikke at nævne den Europæiske, 
trækker Therese sig tilbage, for at fokusere på sønnen Otto, som i 1979 får lillesøster Sonja Knud Lublin. Therese flytter med manden Knud, og børnene i 1980 til Paris hvor de hendes to børn stadig har rødder. Lutvia Lublin dør i 1978 af et bistik, lidt udenfor Prag. Hendes grav sten kan findes på Melancholisches Platz på Rønne kirkegården, hvor hun er begravet ved siden af hendes mand Ludvig Armand Lublin.

Therese vender tilbage til Danmark, og dansk kultur i 2008 med Lublin Fonden der bl.a. fonder Føllenslev Museum, og som til den dag idag stadig er dansk kernekulturs lunger, de lunger som staten i årtier har svigtet. Hun var en stor stemme, i modstandsgruppen imod cityring stationen på Gammel Strand sammen med forfatter Jens Christian Grøndahl. Hun lever stadig et liv der veksler mellem, København, Moskva og Paris. Tak Therese, for at holde branden i live.

"Memento Mori i en bisætning, og det var en rose" - Therese Anastasiya Lublin

Skribent : Morten B.Birkegård, Estorme Vandachino

Research : Estorme Vandachino , Morten B.Birkegård, Signe Volkova

Korrekturlæsning : Christian Mølborg

Postkort fra Lublin

Postkort fra Lublin 

"Jeg befinder mig i min ødegård, 

sneen har lagt sig.

Jeg har påført mig skiene, og kører på ski hjem fra en tur til byen.

Håber det går i Frederiksstaden, og glædelig jul til jer. 

Stort tillykke med din nyligt erhvervede cykel Storme, den klæder dig, jeg savner dig. 

Og dig Morten, du skal huske ikke at arbejde for meget,

hjem til konen, og tag et bad.

Hils redaktionen"

- Therese Anastasiya Lublin

 

Ugens Anæstesi Report - uge 49 2021

Ugens Anæstesi Report

Jeg skrider for tiden rundt med en grim, grim, grimmere tandpine. Derfor er ugens fokus i Ugens Anæstesi Report, lokalbedøvelse af mund. 

Omlæg kæben med en frossen karklud, klæde, stof - dette er et alternativ til medicinsk lokalbedøvelse, det er en frost bedøvelse. Frostbedøvelse er meget nemt, og kræver kun adgang til f.eks fryser, vand og stof som karklud, klæde, stof.

Hvis du kender en læge, hvis du kendte mig, kunne du få adgang til forskellige medikamenter som man med effektiv fordel kan benytte. Morfin, Morfin er meget vanedannende, og derfor skal man ikke tage for meget i for lang tid, men morfin kan have en gavnlig effekt på at lindre tandpine hurtigt, og med minimalt arbejde og tid til lindring. Man kan også spise håndkøbspiller, som Panodil (zapp kan også bruges), Pamol, hovedpinepiller virker også, Paracetamol. 

Creme, man kan få bedøvende creme. Man kan få det på hospitaler, man plejer at benytte det til at lamme hud i forbindelse med stik, snit, det er meget effektivt til lokalbedøvelse. Cremen smøres oftes på arm, ben , lår men kan sagtens smøres på indesiden af mundhulen. Så hvis du kan mærke et bestemt område af munden er skadet af tandpine, smør det med det man i folkemund kalder "Tryllecreme".  

Man skal aldrig blive mere end nervøs når man oplever smerte, smerte kan altid lindres med bedøvelse. Uanset størrelsen, omfang. 

Ugens uhyggelig historie, er om tryllecreme.

Vi havde engang, i sin tid jeg var på Rønne sygehus, 

en kemiker fra en nær cremefabrik til opvågning.

En kemiker på fabrikken hvor tryllecreme fabrikeres.

Han havde fået en snaps for meget til en julefrokost og var faldet,

den sene december nat, ned i trylleblandingen. Manden

lammes, og blev fundet mandag efter ferien i den store gryde i den store tomme fabrikshal.

Ja fuldstændig følelsesløs. Han fik dog fornemmelsen tilbage

efter 10 dages opvågning.

Pas på du ikke lammes, ved kontakt med store mængder "tryllecreme".

 

Har du spørgsmål om bedøvelse ?

Skriv et spørgsmål nedenunder, og der vil i næste uges Anæstesi Report være et svar.

Knapt kan magien begynde før anæstesien har sået sit ynde ! 

 Skribent: Rune, Doktor Emeritus ved Rigshospitalet

ROSENVÆNGET CHP.5

Efter et par dage i vandet, var svømmehuden mellem fingrene ved at være fuldstændig. Jeg kunne mærke små fisk omkring mit sår på benet, jeg havde tabt en kniv fra køkkenet ned over knæet , og lavet en dyb flænge. Blodet løb ned langs benet, og efterlod et spor rundt i huset, som sneglene i kælderen. Jeg havde forsøgt at rense såret men det virkede umuligt. Huset knagede.

Hans var inde og spise igår, han havde lavet maden. Vi spiste røget makrel med kartoffelmos, ved siden var der rebsgele. Hans havde selv røget fisken i toppen af hans skorsten. Han roste mig for huset, han mente at jeg levede morfars minde værdigt, i det store røde murstenshus. Vi talte om regnen, Hans sagde at det ikke var usædvanlig, med den ustoppelige regn. Han havde hørt at det var en måde hvorpå jorden kunne opnå øget fugt. Det var jeg enig med ham i.  Hans forlod huset ved midnat, beruset. Jeg kunne lide Hans. Jeg gik ud til suppen, den boblede roligt afsted, en af klørene klappede, og en krabbe kom til overfladen. Den kom over grydekanten, og faldt fra gryden til gulvet, det hele gik hurtigt, den løb ind under sofaen. Den klikkene lyd af krabben der farede over det tomme gulv, og ind i stuen. Jeg løb over for at se under sofaen, den måtte have faret viderer for den var ikke til at se. Jeg gik tilbage til suppen, og duftede til den roligt opstigende damp. Den var der snart, snart jeg var ikke længere herren i huset. 

En lille sten ramte roden, jeg kiggede ud, og så Tom Hvidere. Han stod med en brun læder taske i højrehånd, og en paraply over hovedet i venstre. Jeg gik ned af trappen, ned til stue etagen, åbnede døren, Tom trådte ind uden tvivl og rystede paraplyen i indgangen. Hæng din jakke her. Han havde taget tandlæge tasken med, jeg havde ikke bestilt tandlæge tid. Kom vi går ovenpå sagde han. Her er fint, kommenterede han. Jeg lagde mig på det lave sofabord i stuen. Dråber fra loftet dryppede ned i min mund mens Tom tjekkede mine tænder. Skal du have lidt hvidere tænder?, nej tak. Jeg kunne lugte hans ånde, mens han undersøgte munden. Huset knagede. Så begyndte han at hoste, præcis som i gamle dage, hos Viola i Romerkvarteret, rød i hovedet. Han løb ud mod badeværelset, og smækkede døren bag sig. Jeg satte mig op. Mon undersøgelsen var færdig. En lyd fra køkkenet fangede min opmærksomhed, som om noget var faldet ned. Jeg fik et glimt af en krabbe der løb ud mod bagtrappen, for så at forsvinde som havde den gravet sig ned i sandet. Endnu en fra suppen? Hvordan mon det ville påvirke det endelige produkt? Jeg besluttede mig for at holde ekstre øje med gryden, så flere krabber ikke slap væk fra den dyrebare suppe. Døren til badeværelset listede sig op, afslørede sig selv med de knagende hængsler. Tom kom ud, og undskyldte, han sagde at han havde haft et problem i længere tid, men at det ihvertfal ikke havde noget med dårlig mund hygiejne, munden er vejen til hjertet, man kysser sin elskede og hvis ikke man børster sine tænder kan det faktisk have fatale konsekvenser senere i livet. Jeg spurgte ham hvorfor han kom, når jeg ikke havde bedt ham om at komme. Han var tavs, og så bombet ud efter hans hosteanfald. Vandet dryppede tilfældigt omkring os. Han gik forbi mig, og samlede sine ting. Du skal huske at du ikke er kongen her i byen, sagde han og lukkede døren bag sig. Jeg kunne se ham gennem dørspionen, han traske ned af havegangen og dreje til højre. På badeværelset, i vasken, lå der blod og små blege samlinger. Jeg tror de blege samlinger var mandelpropper, Tom var klam, selvom han var tandlæge. Jeg tændte hanen, og skyllede vasken ren.

Jeg kunne hører noget rumstere på loftet, om aftenen, når jeg lå i sengen. Derfor sov jeg ikke længere oppe i værelset. Jeg sov i haven, i vandet.

 

Velkommen læser

 Velkommen læser

Introduktion af  Chefredaktør og sekundært ansvarshavende Storme van Dijk & Chefredaktør Morten B. Birkegård. Samt korrekturlæsning af Christian Mølborg. 

Velkommen læser. Da jeg for første gang lærte til mit eget synderegister, blev jeg forarget. Der var helt tomt. Ingen love brudt, ingen hjerter knust. Ingen etiske fejl begået der ikke i det mindste var blevet forsøgt genoprettet. Jeg vidste at jeg havde drillet en lærevikar i tysk ud af gymnasiet, ved at påtale en tanke, som ingengang var min egen originale, om at han gik og klappede for højt med sine sko, i sammenhæng med hans cirkulerende spadseren der fik os til at føle os som om vi var i militærtjeneste, eller krigsfanger. Det var upassende at sige det så grant, da jeg jo godt kendte til den tyske skyld. Lærevikaren var ung, og fra Tyskland og jeg kunne se at det gjorde ham ked af det. Han skiftede sko, i hans sidste time, og jeg prøvede at snakke lidt med ham om det i spisefrikvarteret. Det virkede til at han var på mit hold, men det kunne jeg ikke lide. Ikke nu, hvor det jeg havde sagt, var blevet taget seriøst, som det jo også skulle, men som jeg ikke havde forventet. Han var bragt i knæ, jeg havde taget hans frihed fra ham, blot på grund af et tabuiseret emne, som jeg ikke havde nogen ret til at bringe op, da jeg ikke selv har nogen stærk tilknytning til verdenskrigen. Men utåeligt og porøst lå det i baghovederne på os alle, og da han var tyskeren, lå ansvaret på hans skuldre. Blev han ved vil det være en demonstration imod min udtalelse, og så vil han pludselig få et standpunkt. Vi forventede vel ubevidst af ham at det standpunkt skulle opstå i ham, ligeså naturligt som et migræneanfald, bare fordi at han var tysker. Men han havde ligeså lidt med verdenskrigen at gøre som jeg selv. Han var maks fem år ældre end mig, vil jeg skyde på. Og han gjorde jo det rigtige efter omstændighederne. Men det var stadig ikke okay af mig. Jeg vil ikke uddeligere skylden til andre, men da han også viste en tilgivelse i det sidste spisefrikvarter, i en underlig forventning om at jeg også skulle have noget at tilgive ham for, blev min synd strøget fra synderegisteret.  Kære læser, synderne bor om dine skuldre og der vil aldrig være tid hvor de ikke vil prøve at trænge ind. Jeg håber at du synder mere end jeg. Da den uden synderne ikke er den garvede, ikke er den faglærte af alle rummets hjørner. En kirke skal have hjørner, snavset skal altid have et gemmested for det rene. Således af samme årsag til at rundkirkerne er så få af antal og i øvrigt er de, i min optik, strengt overflødige. Ikke på arkitektonisk vis i sin stilhed, men for snavset er der altså ingen kære mor. Stilstand uden synd er kedsomhed, livslængsel, tomhed. Find frem til en evig tilstand hvor kun distraktion kan gøre livet udholdeligt, for det er sådan det er nu engang. Står du stille med synderne, bliver du langsomt opløst, men færdes du med dem, tænker på dem og bruger dem, bliver du derimod oplyst. Det skal lige siges at nogle synder er for store til dette spektrum, der opfordres altså ikke her til stor skadelig frihed. Brug dit hoved og skam dig!

_

Jeg så første gang et ulykkeligt menneske, da jeg tog i kirken i provinsen. Eller rettere, jeg så første gang et lykkeligt menneske da jeg tog i kirken i provinsen, eller retter jeg så først et lykkeligt menneske da jeg stod ude foran kirken i provinsen. Det var ellers et helvedssted, ikke provinsen generelt, men denne del. Ingen lys trængte gennem de sorte mørklægningsgardiner som var trukket ned i alle husene langs de små brolagte gader i byen. Jeg så en vandpibecafe der var gået konkurs, de eneste butikker i byen der stadig stod var apoteket, og en E-cigaret butik, hvor duften af den syntetiskedamp trak sig gennem den tomme hovedgade. E-cigaret butikken havde hvidt lys i loftet, og man kunne købe en kasket med butikkenslogo på. Jeg mødte en mand udenfor kirken, midt på torvet i byen. Han sagde at kirken var bygget med munkesten, de store rødesten. Jeg sagde at jeg var interesseret i kirker, jeg var rundt og se alle kirker i danmark. Ligsom ham selv. Jeg løg for ham, jeg kom til at lyve for ham, for jeg ville have han skulle fortælle mere. Jeg sagde at dette var min første kirke. Han manglede kun en så var han færdig. Han sagde at denne kirke var en normal kirke, og at gud aldrig havde været i provinsen. Han smilte, og viste mig et ringbind, i ringbindet var der samlet oblater fra de forskellige 280 kirker han havde besøgt over landet. Jeg gav ham hånden, og han trak en termokande op. Jeg er ikke religiøs, jeg er videnskabsmand sagde han. Jeg blev rakt et gennemsigtigt plastik krus i farven forårsgrøn. Han fyldte kruset med skvulpende rødvin. Hans kone var præst, hun havde bedt ham blive kristen, hun havde bedt ham se guds velsignelse. Vi gik gennem den tommehovedgade. Jeg fortalte ham om min kæreste som jeg elskede, og jeg fortalte ham om hvor jeg kom fra. Han sagde at jeg nok skulle kunne komme til at få et godt liv, du finder en dag hvor du ikke længere tænker over hvem der bor på den anden side af vægen, du finder en dag hvor du med din ven vil tage ud og spise på en restaurant ved vandet, som her. Han viste mig et redskab som han brugte til at måle vindens hældning med, en oval pose sat på et skaft af egetræ, han stak pinden i vejret og begyndte at måle. Han hostede med jævne mellemrum. En hældning på 152, med udsving (-12) - (+ 12). Han havde samlet, i sylteglas, forskellige jordbundsprøver som han ville teste når han kom hjem til laboratoriet. Han sagde han kunne udvinde DNA fra jorden. Han havde en 3D printer der kunne, printe modeller af DNA strengene, så han kunne lave små modeller af fortidens levn. Hans nevø, Johan, plejede altid at få et 3D printet fortidslevn.

Manden faldt om nede omkring havnen, han tog sig til hjertet og sagde, jeg er en brændende busk, der er ild i mig, og jeg er ilden i dig. Jeg prøvede at hjælpe, men manden var rørt af rigor mortis inden jeg nåede halvt på knæ. Kold som is. I hans lomme var der et brev, med navnet Annie på. Jeg er Chefredaktør Morten B.Birkegård, og ved min sidde på kontoret i Frederiksstaden sidder min med chefredaktør og sekundært ansvarshavende Storme van Dijk. Velkommen til DENBRÆNDENDEBUSK.

Hippiernes folkemøde 10/10 2021

En dag med far på job.

En talk om Neoyuppisme i det 21 århundrede.

"no mistake"- Progress for heath's husband, Storme Van Dijk og Morten B.Birkegård Foto: Ronald Trist

*DETTE INDLÆG ER SKREVET AF JUNIOR SKRIBENT 

Julius Von Der Leyen - Skolen ved Søerne.

Duften af kanel var stærk, og trak igennem det fugtige mundbind i den hippemalede hall på den vegansk-moderne hippie festival "progress for hearth". Vi ankom lidt i 13, og blev modtaget af Liva der fortalte at Ronja Ritmadsen havde talt, og senere ville tale igen. Jeg var ledsaget af mine to fluen på vægen, en dag på job med mine to chefredaktører Storme Vand Dijk, og Morten B. Birkegård. De skulle lave en talk om "Neoyuppisme" og dens betydning for de næste 10 års værdikamp på kultur, og meningsscenen. Jeg tog en kanelsnegl fra buffet bag i lokalet, og mødte Holger. En 18 årig selverklæret hippe, med fint kortklippet sort hår. Han sagde at det vigtigeste i hans rygsæk var en tur han var på med hans ven Emil fra efterskolen, en blaffer tur til Møn. De havde hygget hele vejen, og var endt i Emils sommerhus hvor flere venner var stødt til. Der var blevet drukket, både alkohol men også the, kaffe, chai, cigaretten var ifølge Holger også en evig følgesvend når man skulle på blaffer tur. Røgen fra cigaretten var ikke den eneste røg i huset på Møn, for Emils mor havde en butik hvor de importerede røgelse. Kanelsneglen var lavet vegansk, og smagte overraskende meget af normal kanelsnegl. Ingen æg, ingen smør, ingen ting fra dyr var der i kanelsneglen. Jeg satte mig på bagerste række da de to begyndte at tale. I blandt publikum kunne jeg se mange nysgerrige-blikke, nysgerrige, kritiske, vrede, kærlige blikke. På to sædder til højre fra mig sidder en pige med en binde panden -"En bindie en indisk diamant man placere mellem øjnbrynene". Hun skriver lystigt afsted med blyant på en blog der er placeret i hendes skød. Hun har en badge på brystet hvor der står "nysgerrige blikke" på, under skriften er der et sæt udspilede øjne der kigger imod de to fordragsholdere. Storme fyrer en vittighed af, publikum jubler. Nu er det tid til spørgsmål. "hvordan ser i overhoved at NeoYuppisme kan have en gavnlig rolle i samfundet?" - De to redaktører prøver at besvare så mange af de fine spørgsmål fra publikum som muligt. Særligt kritiske spørgsmål bliver stillet. De klarer det nogenlunde, men er ikke populære i samlingen. En dreng i sort hættetrøje råber "banditter i habitter", og det blev dråben, der fik bærret til at flyde over for Chefredaktør Morten B.Birkegård, der haster af scenen med den ene næve knyttet, og den anden med langefingeren rettet mod overfaldsmanden. Storme lukker talken af med at takke for publikums tilstedeværelse, og de fine spørgsmål. 
Efter talken får jeg talt med pigen fra nysgerrige blikke. Hun fortæller at de er en gruppe på fem stykker der tager rundt og hører interessante foredrag om altverdensting. Gruppen er ledt af en ældre dame som udvælger de forskellige fordrag. Jeg får sagt at det næsten kunne minde om en kult, da pigen hentyder til lederens intense karakter, til min forargelse har jeg ikke opdaget at den ældre dame er placeret bag mit højre øre. Hun river mig i armen og siger at jeg skal holde mig væk, pigen forsøger at forklare at det altså bare er en helt vildt hyggelig frivillig klub, og at alle er velkomne. Jeg tror nu hellere jeg vil fokusere på min skole, og mit arbejde som Juniorskribent på Den Brænde Busk. "Progress for heart" er og bliver et meget interessant forum, som jeg helt sikkert vil udforske i fremtiden. Jeg fik mig en ven, Holger som har åbnet en ny horisont for mig, nemlig hippieblafferture. Julius Von der Leyen takker af.

ROSENVÆNGET CHP.4

Jeg vågnede da min næse, sammen med øre og mund i et ryk blev trukket under vandet i haven. Jeg var faldet i søvn, med hoved på en fodbold der flød rundt i haven, bare et hurtigt luk med øjnene, meget nyttede det, da jeg havde sovet i 8 timer. Det var gået indtil brættet, som nakken hvilede på brast. Hoved under, vand i næse og mund, jeg kunne mærke vandet trækkes gennem begge næsebor da jeg træk været ind, i det jeg vågnede. Haven var som en sø, min oilskinsjakke var blevet dækket af lysegrønne alger og bundplanter, min sko var fyldt med det tunge sorte jord, og geddefisken jagede småfisk, man bemærkede den kun når den lejlighedsvis snappede voldsomt efter en lille Musvit, Blåmejse, Rødhals, Solsort der tog midlertidigt ophold på en gren der endnu flød over vandspejlet. Huset havde det ikke godt med regnen, det var fugtigt, jeg havde tændt brændeovnen, og radiatorer. Det dryppede fra loftet helt ned i kælderen, der også var blevet fyldt med vand. Sneglene bevægede sig op af kældertrappen, men jeg sørgdede altid for at lukke døren derned til. Mit tøj hang på flere snore i gennem de store forbundne sture, det hang og dampede. Man kunne ikke undgå at blive gennemblødt når man forlod huset. Jeg havde været forbi min mor for at aflevere en buket, med en lykønskning omkring hendes nyopfundne plante, hun havde kaldt den “Marie de Respiratio” hun mente at planter var hendes lunger, derfor navnet. Jeg gik hurtigt fra navngivningsfeste, da jeg forlod den høje bygning i midten af byen mødte jeg Asta. Hendes hår var vådt under den brune hat, hun smilte til mig og sagde at jeg så forvirret ud, jeg gav hende en blomst fra buketten, jeg sagde at jeg var flyttet ind i et stort rødt hus. Hun fortalte at hendes lejlighed var tør i nu, og at hun havde brugt de fleste dage på at fylde vand på flasker og i spande, og fryse det i fryseren. Hun samlede is, til en dag hvor hun ville fryse hendes onde underbos dør fast til karmene. Underboen havde slået søm i loftet, Astas gulv, fordi han havde været gal over at hendes papegøje sang om aftenen. Han var gal, jeg havde mødt ham. Asta klemte min hånd. Jeg måtte hjem. Jeg gik hjem gennem byen, og forstod hvad min kæreste sagde med myrer. Jeg var ikke enig med hende i at de så ulykkelige ud, ikke som hun kunne se ulykkelig ud. En mand kørte ind i mig med hans cykel, han sagde jeg skulle skride hjem og drukne. Jeg sagde at han skulle tage, at koncentrere sig om at kører cykel istedet for at kigge efter mulige ofre han kunne påkører . Han kørte videre med blikket rettet mod forhjulet. Derhjemme havde suppen kogt sig stærkere, det eneste i huset som stadig holdt form. Min kæreste sov på sofaen. Uret i køkkenet havde ændret rytme. Jeg havde været hjemme i over 3 måneder nu, og jeg havde tilbragt mange timer i køkkenet, med suppen, og uret. Uret fuldte min finger på bordet, ikke længere, eller nogengange, ikke om aftenen, der var der forskydninger. Med mellemrum fandt jeg ting i huset, som viste tilbage til dets tidligere ejer. Et smykkeskin med et brev. Det var et brev fra kommunen. Advarsel din facade lever ikke optil nyligt opført ordensreglement om 2,3 cm mellem sten pr.indbygger i husets omliggende kommune. 

Jeg faldt i søvn i den store seng, jeg sank ned i madrassen der var føltes som bunden af haven.  

Bonde til E4

"Bonde til E4"

Leder af Chefredaktør Morten B.Birkegård 

Bonden til E4 er drømmen om det liv som de fleste lever.

Det er jo ikke omkring, at nå til tops, men om at forsøge at kopiere fortidens succes.

Bonde til E4 ( i sin bedste forstand ) er at gå, som en hobbit, hele vejen til millionen i tv programmet “hvem vil være millionær”.

Ikke nok med at bonde til E4 er bolden til højrebenet, og et spark mod venstre bundhjørne med middelkræft, så er det også en god chance for at møde en grænse.

Begrænsningen er dominant med det klassiske valg, Bonde til E4.

De første skridt tages for dig med Bonde til E4.

Med bonde til E4 invitere du omverdenen ind, du invitere overskud til højrere pligter ind, du forlader selvet og egoismens greb, for at kunne, med sikkerhed, medvirker til den stører høst, og den næste sommer.

Det er først, om et godt stykke tid, at du skal overveje hvordan du kan fortsætte af den fine sti Bonde til E4.

Det er måske der det går galt, med Bonde til E4, for hvordan vil man nogensinde kunne opnå sammme succes, samme sikring, og samme chancer som man opnår med Bonde til E4.

Bonde til E4 er valget om drømmen, valget af den drøm som ingen vil indrømme de drømmer om, altså Bonde til E4. 

Men.

Bonde til E4 er også den pest som ingen tør indrømme ethvert oprør indeholder. Det største problem med det progressive er at det altid tager udspring i Bonde til E4. Jeg er træt af, forsøget på at skjule Bonde til E4's rådenskab, dette er ikke en kritik af fælleskab, det er ikke en hyldest af Jesper Buch, det er tværtimod en hyldest af den arbejde mand, Bonde til E4, men at man med røgslør ændre forstillingen af livet, at man ikke ser realitet i øjnene.

Hånden på hjertet, slår hjertet så ikke for Bonde til D4. 

14.12.21

ROSENVÆNGET CHP.3

Det havde regnet i 15 dage, og haven sank længere og længere ind i sig selv for hver. På 3 sal i huset var vandet tvunget ind, dryp fra loftets bjælker ned i tønden der var ved at være halvt fyldt. Med 3 sekunders mellemrum gjord regnen sig bemærket ved stille tilkendegivelse, lyden af dråben i den store tynde. Jeg havde åbent brevet fra lejligheden, der endelig var blevet tom. Aksel havde hjulpet med det store maleri i stuen. Han sukkede da vi sagde farvel, den sidste gang jeg forlod lejligheden i midtbyens dronningekvarter. Vi havde været gode venner, han hjalp mig med at lære at lave mad, han snakkede også til mig med et specielt udtryk som kun han kunne. Han var som en far. Brevet var fra min mor, hun havde fundet en ny plante som hun manglede et godt navn til. Den er grøn, med store kantede blade og en ret stilk, hvor saften dog kom ud når man snitter i de tykkeblade. Saften har noter af birk og bær. Hun skrev også at hun havde mistet nøglen til bankboksen hvor arven fra far lå, tabt i en affaldskakt. Vicevært Hemmingsen havde nægtet mor adgang, med begrundelsen fare for nedfalden affald ovenfra, kun adgang med autoriseret hjelm og adgangsbevis som fåes gennem det statslige affaldsinstituts 3 dags kursus. Aksel havde givet mig en en ring af sølv med en indgravering Aksel Erik Nybo Isaksen. Hans varme hånd havde holdt om min nakke efter afskeds krammet, han sagde ikke noget men kiggede mig i øjnene, for så at vende om ig træde ind i hans, til min gamle, indentiske lejlighed. Jeg havde hver aften smidt aftenens rester ud af køkken vinduet, ud til ræven, rævefamilien. De måtte have våde sokker, i dette pluslige skybrud der ikke virkede til at have en ende. Haven havde fået mere liv som resultat af regnen, frøer og salamandere havde jeg set da jeg dagen før havde klædt mig på og trådt ud af den hvide dobbelt dør til haven, stentrappen ned til sumpen var dækket af glat mos, på begge sider stod store fortids levn, ørnebregner som hang over de nyskabte sø- og sump områder i haven. Indenfor var krabbe suppen stadig igang med at intesiveres yderligere, duften var de sidste par dage taget til. Min kæreste var blevet mere stille når hun kom hjem. Som om hun blev paralyseret af duften fra den stærke silkesuppe. 

ROSENVÆNGET CHP.2

Hun svarede ikke på mit spørgsmål, jeg spurgte hende hvorfor, hun svarede ikke.  

Husets mange rum, manglede stadig møbler. I køkkenet stod en gryde på lavt blus, og boblede med dampen langsomt opstigende klart i det gule lys fra Emhætten. I gryden lå store, mørke, røde krabbeklør, knold selleri, gulerødder, æbler, løg, hvidløg og peberkorn lå i overfladen, dansende med den brusende duft i det lyse orange der fyldte gryden, og rummet. Jeg begyndte med at knuse krabben, de stædige bevægelser virkkede den store masse i den fyldte vask. En krabbe lå oven på en anden, og den anden greb ud efter den næste. Sådan rykkedes de indtil deres skæbnes afslutning på skærebrættet, hvor kniven gik gennem rygskjoldet mellem klør, så et sidste slag med klørene også videre over i den store gryde med det buldrende vand. Gulerødderne hakkes groft, samme med de resterende størrer grøntsager, hvidløg knuses med kniven og kastes i gryden. Hun havde sidst sagt at dem i byen bare var som myrer der vandrede programmeret hjerneløse rundt, jeg havde svaret ja uden at vide hvad jeg svarede på. Jeg havde aldrig haft et mål, noget at sigte hjerneløs efter. Hun var en myre engang havde hun sagt, ikke længere nu viste hun mere end de hjerneløse skæbner der med tomme blikke strømmede gennem den tætte by. Jeg kikkede over hendes stille hoved, over sengen hang et billede af en lyst jolle som hendes Morfar havde malet. Den lå skævt i siv på en strand. Døren smækkede, og det rungede gennem huset. Jeg skulle vaske gulvet i soveværrelset, det klistrede da vi først kom, sålen hang når man gik gennem værrelset for at kigge ud gennem de store vinduer til haven. Haven som passede sig selv, med store tornebuske og vildebær, rævene der boede i rododendronen listede omkring om natten, man kunne følge deres spor på de storer buske der hoppede når familien passerede gennem måneskinnet for at jage pindsvin og mosegrise. Hans fra ved siden af, gik og samlede en buket i hans have, jeg kunne kigge over den store busk der skilte vores haver, busken hvor fasanen løber igennem, fra loftet i huset.