ROSENVÆNGET CHP.4

Jeg vågnede da min næse, sammen med øre og mund i et ryk blev trukket under vandet i haven. Jeg var faldet i søvn, med hoved på en fodbold der flød rundt i haven, bare et hurtigt luk med øjnene, meget nyttede det, da jeg havde sovet i 8 timer. Det var gået indtil brættet, som nakken hvilede på brast. Hoved under, vand i næse og mund, jeg kunne mærke vandet trækkes gennem begge næsebor da jeg træk været ind, i det jeg vågnede. Haven var som en sø, min oilskinsjakke var blevet dækket af lysegrønne alger og bundplanter, min sko var fyldt med det tunge sorte jord, og geddefisken jagede småfisk, man bemærkede den kun når den lejlighedsvis snappede voldsomt efter en lille Musvit, Blåmejse, Rødhals, Solsort der tog midlertidigt ophold på en gren der endnu flød over vandspejlet. Huset havde det ikke godt med regnen, det var fugtigt, jeg havde tændt brændeovnen, og radiatorer. Det dryppede fra loftet helt ned i kælderen, der også var blevet fyldt med vand. Sneglene bevægede sig op af kældertrappen, men jeg sørgdede altid for at lukke døren derned til. Mit tøj hang på flere snore i gennem de store forbundne sture, det hang og dampede. Man kunne ikke undgå at blive gennemblødt når man forlod huset. Jeg havde været forbi min mor for at aflevere en buket, med en lykønskning omkring hendes nyopfundne plante, hun havde kaldt den “Marie de Respiratio” hun mente at planter var hendes lunger, derfor navnet. Jeg gik hurtigt fra navngivningsfeste, da jeg forlod den høje bygning i midten af byen mødte jeg Asta. Hendes hår var vådt under den brune hat, hun smilte til mig og sagde at jeg så forvirret ud, jeg gav hende en blomst fra buketten, jeg sagde at jeg var flyttet ind i et stort rødt hus. Hun fortalte at hendes lejlighed var tør i nu, og at hun havde brugt de fleste dage på at fylde vand på flasker og i spande, og fryse det i fryseren. Hun samlede is, til en dag hvor hun ville fryse hendes onde underbos dør fast til karmene. Underboen havde slået søm i loftet, Astas gulv, fordi han havde været gal over at hendes papegøje sang om aftenen. Han var gal, jeg havde mødt ham. Asta klemte min hånd. Jeg måtte hjem. Jeg gik hjem gennem byen, og forstod hvad min kæreste sagde med myrer. Jeg var ikke enig med hende i at de så ulykkelige ud, ikke som hun kunne se ulykkelig ud. En mand kørte ind i mig med hans cykel, han sagde jeg skulle skride hjem og drukne. Jeg sagde at han skulle tage, at koncentrere sig om at kører cykel istedet for at kigge efter mulige ofre han kunne påkører . Han kørte videre med blikket rettet mod forhjulet. Derhjemme havde suppen kogt sig stærkere, det eneste i huset som stadig holdt form. Min kæreste sov på sofaen. Uret i køkkenet havde ændret rytme. Jeg havde været hjemme i over 3 måneder nu, og jeg havde tilbragt mange timer i køkkenet, med suppen, og uret. Uret fuldte min finger på bordet, ikke længere, eller nogengange, ikke om aftenen, der var der forskydninger. Med mellemrum fandt jeg ting i huset, som viste tilbage til dets tidligere ejer. Et smykkeskin med et brev. Det var et brev fra kommunen. Advarsel din facade lever ikke optil nyligt opført ordensreglement om 2,3 cm mellem sten pr.indbygger i husets omliggende kommune. 

Jeg faldt i søvn i den store seng, jeg sank ned i madrassen der var føltes som bunden af haven.