Velkommen læser
Introduktion af Chefredaktør og sekundært ansvarshavende Storme van Dijk & Chefredaktør Morten B. Birkegård. Samt korrekturlæsning af Christian Mølborg.
Velkommen læser. Da jeg for første gang lærte til mit eget synderegister, blev jeg forarget. Der var helt tomt. Ingen love brudt, ingen hjerter knust. Ingen etiske fejl begået der ikke i det mindste var blevet forsøgt genoprettet. Jeg vidste at jeg havde drillet en lærevikar i tysk ud af gymnasiet, ved at påtale en tanke, som ingengang var min egen originale, om at han gik og klappede for højt med sine sko, i sammenhæng med hans cirkulerende spadseren der fik os til at føle os som om vi var i militærtjeneste, eller krigsfanger. Det var upassende at sige det så grant, da jeg jo godt kendte til den tyske skyld. Lærevikaren var ung, og fra Tyskland og jeg kunne se at det gjorde ham ked af det. Han skiftede sko, i hans sidste time, og jeg prøvede at snakke lidt med ham om det i spisefrikvarteret. Det virkede til at han var på mit hold, men det kunne jeg ikke lide. Ikke nu, hvor det jeg havde sagt, var blevet taget seriøst, som det jo også skulle, men som jeg ikke havde forventet. Han var bragt i knæ, jeg havde taget hans frihed fra ham, blot på grund af et tabuiseret emne, som jeg ikke havde nogen ret til at bringe op, da jeg ikke selv har nogen stærk tilknytning til verdenskrigen. Men utåeligt og porøst lå det i baghovederne på os alle, og da han var tyskeren, lå ansvaret på hans skuldre. Blev han ved vil det være en demonstration imod min udtalelse, og så vil han pludselig få et standpunkt. Vi forventede vel ubevidst af ham at det standpunkt skulle opstå i ham, ligeså naturligt som et migræneanfald, bare fordi at han var tysker. Men han havde ligeså lidt med verdenskrigen at gøre som jeg selv. Han var maks fem år ældre end mig, vil jeg skyde på. Og han gjorde jo det rigtige efter omstændighederne. Men det var stadig ikke okay af mig. Jeg vil ikke uddeligere skylden til andre, men da han også viste en tilgivelse i det sidste spisefrikvarter, i en underlig forventning om at jeg også skulle have noget at tilgive ham for, blev min synd strøget fra synderegisteret. Kære læser, synderne bor om dine skuldre og der vil aldrig være tid hvor de ikke vil prøve at trænge ind. Jeg håber at du synder mere end jeg. Da den uden synderne ikke er den garvede, ikke er den faglærte af alle rummets hjørner. En kirke skal have hjørner, snavset skal altid have et gemmested for det rene. Således af samme årsag til at rundkirkerne er så få af antal og i øvrigt er de, i min optik, strengt overflødige. Ikke på arkitektonisk vis i sin stilhed, men for snavset er der altså ingen kære mor. Stilstand uden synd er kedsomhed, livslængsel, tomhed. Find frem til en evig tilstand hvor kun distraktion kan gøre livet udholdeligt, for det er sådan det er nu engang. Står du stille med synderne, bliver du langsomt opløst, men færdes du med dem, tænker på dem og bruger dem, bliver du derimod oplyst. Det skal lige siges at nogle synder er for store til dette spektrum, der opfordres altså ikke her til stor skadelig frihed. Brug dit hoved og skam dig!
Jeg så første gang et ulykkeligt menneske, da jeg tog i kirken i provinsen. Eller rettere, jeg så første gang et lykkeligt menneske da jeg tog i kirken i provinsen, eller retter jeg så først et lykkeligt menneske da jeg stod ude foran kirken i provinsen. Det var ellers et helvedssted, ikke provinsen generelt, men denne del. Ingen lys trængte gennem de sorte mørklægningsgardiner som var trukket ned i alle husene langs de små brolagte gader i byen. Jeg så en vandpibecafe der var gået konkurs, de eneste butikker i byen der stadig stod var apoteket, og en E-cigaret butik, hvor duften af den syntetiskedamp trak sig gennem den tomme hovedgade. E-cigaret butikken havde hvidt lys i loftet, og man kunne købe en kasket med butikkenslogo på. Jeg mødte en mand udenfor kirken, midt på torvet i byen. Han sagde at kirken var bygget med munkesten, de store rødesten. Jeg sagde at jeg var interesseret i kirker, jeg var rundt og se alle kirker i danmark. Ligsom ham selv. Jeg løg for ham, jeg kom til at lyve for ham, for jeg ville have han skulle fortælle mere. Jeg sagde at dette var min første kirke. Han manglede kun en så var han færdig. Han sagde at denne kirke var en normal kirke, og at gud aldrig havde været i provinsen. Han smilte, og viste mig et ringbind, i ringbindet var der samlet oblater fra de forskellige 280 kirker han havde besøgt over landet. Jeg gav ham hånden, og han trak en termokande op. Jeg er ikke religiøs, jeg er videnskabsmand sagde han. Jeg blev rakt et gennemsigtigt plastik krus i farven forårsgrøn. Han fyldte kruset med skvulpende rødvin. Hans kone var præst, hun havde bedt ham blive kristen, hun havde bedt ham se guds velsignelse. Vi gik gennem den tommehovedgade. Jeg fortalte ham om min kæreste som jeg elskede, og jeg fortalte ham om hvor jeg kom fra. Han sagde at jeg nok skulle kunne komme til at få et godt liv, du finder en dag hvor du ikke længere tænker over hvem der bor på den anden side af vægen, du finder en dag hvor du med din ven vil tage ud og spise på en restaurant ved vandet, som her. Han viste mig et redskab som han brugte til at måle vindens hældning med, en oval pose sat på et skaft af egetræ, han stak pinden i vejret og begyndte at måle. Han hostede med jævne mellemrum. En hældning på 152, med udsving (-12) - (+ 12). Han havde samlet, i sylteglas, forskellige jordbundsprøver som han ville teste når han kom hjem til laboratoriet. Han sagde han kunne udvinde DNA fra jorden. Han havde en 3D printer der kunne, printe modeller af DNA strengene, så han kunne lave små modeller af fortidens levn. Hans nevø, Johan, plejede altid at få et 3D printet fortidslevn.
Manden faldt om nede omkring havnen, han tog sig til hjertet og sagde, jeg er en brændende busk, der er ild i mig, og jeg er ilden i dig. Jeg prøvede at hjælpe, men manden var rørt af rigor mortis inden jeg nåede halvt på knæ. Kold som is. I hans lomme var der et brev, med navnet Annie på. Jeg er Chefredaktør Morten B.Birkegård, og ved min sidde på kontoret i Frederiksstaden sidder min med chefredaktør og sekundært ansvarshavende Storme van Dijk. Velkommen til DENBRÆNDENDEBUSK.

woaw brat slutning...
SvarSletDu skal blande dig udenom vores kronologi
SletDer blev jeg lidt rørt, ikke som i rørt mayonnaise, men rørt i mit indre.
SvarSlet- og nu er det tid at komme i seng.
Sletdet kan ikke passe
SletRegn med at vi to vi ikke er venner
SvarSletTak Lublin.
SvarSletI am yet t0 have something more reasonable from you guys......
SvarSlet