ROSENVÆNGET CHP.3

Det havde regnet i 15 dage, og haven sank længere og længere ind i sig selv for hver. På 3 sal i huset var vandet tvunget ind, dryp fra loftets bjælker ned i tønden der var ved at være halvt fyldt. Med 3 sekunders mellemrum gjord regnen sig bemærket ved stille tilkendegivelse, lyden af dråben i den store tynde. Jeg havde åbent brevet fra lejligheden, der endelig var blevet tom. Aksel havde hjulpet med det store maleri i stuen. Han sukkede da vi sagde farvel, den sidste gang jeg forlod lejligheden i midtbyens dronningekvarter. Vi havde været gode venner, han hjalp mig med at lære at lave mad, han snakkede også til mig med et specielt udtryk som kun han kunne. Han var som en far. Brevet var fra min mor, hun havde fundet en ny plante som hun manglede et godt navn til. Den er grøn, med store kantede blade og en ret stilk, hvor saften dog kom ud når man snitter i de tykkeblade. Saften har noter af birk og bær. Hun skrev også at hun havde mistet nøglen til bankboksen hvor arven fra far lå, tabt i en affaldskakt. Vicevært Hemmingsen havde nægtet mor adgang, med begrundelsen fare for nedfalden affald ovenfra, kun adgang med autoriseret hjelm og adgangsbevis som fåes gennem det statslige affaldsinstituts 3 dags kursus. Aksel havde givet mig en en ring af sølv med en indgravering Aksel Erik Nybo Isaksen. Hans varme hånd havde holdt om min nakke efter afskeds krammet, han sagde ikke noget men kiggede mig i øjnene, for så at vende om ig træde ind i hans, til min gamle, indentiske lejlighed. Jeg havde hver aften smidt aftenens rester ud af køkken vinduet, ud til ræven, rævefamilien. De måtte have våde sokker, i dette pluslige skybrud der ikke virkede til at have en ende. Haven havde fået mere liv som resultat af regnen, frøer og salamandere havde jeg set da jeg dagen før havde klædt mig på og trådt ud af den hvide dobbelt dør til haven, stentrappen ned til sumpen var dækket af glat mos, på begge sider stod store fortids levn, ørnebregner som hang over de nyskabte sø- og sump områder i haven. Indenfor var krabbe suppen stadig igang med at intesiveres yderligere, duften var de sidste par dage taget til. Min kæreste var blevet mere stille når hun kom hjem. Som om hun blev paralyseret af duften fra den stærke silkesuppe.