Arte Povera

Om morgenen stod jeg op, vandrede i tyveminutters gågang opad bjergkammen inden solen stod op. I den time, var der så rædselsfuldt koldt på tinderne, en ulden og klæbrig kulde der hilste på mig i kaskader af sludregn og satte sig som våd frost i tørvet og græsset og farvede det mat turkis imellem nydannede snedyndinger. Sneen blev liggende op af formiddagen, vinden lå stille men var stadig fuld af det våde fra luftens vand, og tegn på storm og andre kræfter som havde revet telefonledningerne over og tvunget træer bøjende på knæ. Jeg trak min kærre på den isede vej, og solen klarede denne is op og gjorde den til kompakte og gennemsigtige juvelklumper af det reneste og mindst larmende stykke materiale i verden. Jeg gik og trak og satte mig så på hug under et sammenfaldet fyrtræ, stak hånden i hjertelommen på jakken, inde i foret og tog en pakke tændstikker ud. Den nat havde jeg sovet på en madras af rockwool i den gamle hytte. Jeg rystede tændstiksæsken, skubbede den op med fingeren ved at banke i bunden, og trak kærren helt hen til mig. Den bevægelse gjorde ondt i min venstre hånd, da kæren var tung og hånden aldrig havde vænnet sig til at trække ting med reb. Jeg bandt en knude op bundet af sejlgarn der lå fortøjet rundt om et klæde som lå udspændt over kærren og træk derefter klædet til siden. Der lå tre kampesten. To smalle og skarpe, på højde med to trappeskamler. Og en, dobbelt-så stor som de forrige, og helt afrundet men bred og tung. Under de tre sten lå mit sengetøj, og meget af det. Alt hvad jeg havde ejet i mit liv. Både det jeg sov med nu, og det som jeg havde delt med den unge Lissette Dephanstephie. Poeten og journalisten, som havde skjult sin seksualitet for mig, i de år vi havde været sammen. En Alpealikke krøb ud og ind af klippesprækkerne, på den anden tinde nært i det fjerne. Alpealliken er den fugleart af alle, der kan yngle højst oppe og længst væk fra havet.

Tinderne lå velkomne foran mig i sine vidder, men gemte i hvert et hjørne, en skråning så stejl og pyntet med sten og træer, så det ikke stod fjernt for enhver, at et lille skridt i den gale retning, vel føre en i den sidste retning. Nedad. Død. Jeg trak ski og stave ud af kærren, lagde dem i en stabel og tog så derefter en spade og en vandflaske med tændevæske op fra under sengeklæderne. Jeg lagde den i sneen og så trak jeg en tændstik op fra æsken, strøg den for hårdt så den knækkede, prøvede igen med halvdelen af den men den kunne ikke. Så tog jeg den næste og blev mildt og ubetinget bekymret, måske i tanken om at miste dem alle, men denne virkede, gnistrede op og brændte lidt besværet og som var den en doven dreng der trodsalt adlød med flammen, den brændte i skærmen fra min hule hånd. Først lagde jeg tændstikken ned i kærren, hvor den ikke gjorde andet end at lægge og flimre svagt og true med at gå ud, så skyndte jeg mig lige efter at åbne vandflasken med tændevæske, og med en finger på flaskemundingen, sprøjtede jeg væsken ud over sten og linned i trækærrens lad. Dårlig metode, men voldsom metode, og dermed fik gløderne hurtigt fat i væsken og ikke lang tid efter begyndte helt mørk røg, i vældige mængder at stige op fra bunden. Jeg tændte endnu en tændstik og kastede den i laddet. Så varmede jeg fingrene, og mine øjne gav sig til at grædde for den tunge røg, der lå som en våd maske og gjorde mig blind for andet end røg. Da røgen havde ophørt en smule, kunne jeg begynde at lugte, som man kun kan på isede stedder, hvor ingen lugte har hjemme i terrænet, og jeg kunne se de træ sten ligge som en trebenet bålstabel, over det brændende sengetøj. Jeg så hen mod alliken og så den havde fundet sig en ven, så så jeg op mod himlen og ventede på det jeg altid ventede på. Mens jeg ventede, tog jeg fra jakkelommen, et stykke tobak, et rullepapir og et løst cigaretfilter op og gav mig til at rulle en cigaret, nu hvor mine fingre kunne bøje sig igen. Jeg foldede den stramt, slikkede på limsiden og tændte den så, med to tændstikker, hvor efter jeg lod den brænde helt ned, uden at tage den til munden på et eneste tidspunkt. Sådan havde jeg altid gjort, jeg havde aldrig røget en cigaret, men jeg elskede at bruge mine penge på dem.

Så kom det endeligt det jeg havde ventet på, først så jeg det, da det skyggede for solen. I bunden af skyerne, mange, mange metre over bjergtoppene, drev en kvinde, så stor og så død som en zeppeliner. Hun drev i buende træk mod kublens runding, fra horisont til horisont. Og i luften om kloden, på himlen kæmpemæssig, var hun samtidig stadigt forblevet et menneske, som så man hende fra havets bund, flyde over sig, let skvulpende, i bevægelse men ikke sin egen. En kæmpe var hun, langt borte bag et tåget linned af afstanden til atmosfæren, og i månens bane. Hun drev i samme tempo som skyerne, og var da det sidste af hende atter forsvandt bag bjergsiden og hun var helt ude af syne, kunne jeg fortælle mig selv at hun nu var sendt afsted.

Så måtte jeg tage sneen, og kaste den på klæderne i kærren for at slukke branden. Og sengetøjet var blevet kogt ind til store glødende huller af forkullede stive stoffer. Det blev til rygende aske, sneen blev til gråt vand og trækærren forblev intakt, kun soddet i bunden og små-forbrændt i siderne. Så tog jeg hånden i lommen og bag vanten tog jeg mit sølvemblem, som forestillede en dirrende hval, der sprøjtede med sølvmælk ud af brystvorterne og fødede syv mindre hvaler. Jordens største. Jeg tog spaden og tog fat om skaftet med emblemet i håndfladen, stak skosnuden på hovedet og stak ned. Bjergets jord var sort, uden variation, dybt sort. Jeg gravede et hul, 10-20 cm dybt og tog så de afbrændte lagnstumper og smed dem ned i graven. Så lagde jeg emblemet på klæderne og tog flasken med tændevæske. Jeg havde fået emblemet af en mand fra tvGlad, et år foruden, en mand de kaldte Solar Plexus. Jeg skruede låget af flasken, hældte væsken udover min højre hånd, som frøs i højdedraget og isens forudsætninger, og spyttede på væsken over hånden. Jeg strøg endnu en tændstik, den blæste ud. Så strøg jeg en mere og lagde den på hånden så den flammede op.Varmen var ulidelig, kyssende men ondskabsfuld stikken og prikken, skoldende som kolde chok, men den satte ingen sår. For ilden var anerledes end den fra kærren, og det var helt bevidst, fordi jeg havde spyttet på den og sat en magisk ild. Med hånden i flammer, knælede jeg foran graven og satte min hånd på emblemet. Den begyndte langsomt så at brænde. Så slukkede jeg hånden i en dynge af sne, mens branden i graven vil brænde, og brænde til den kun om muligt ville kunne blive slukket af overstående krafter. For metallet og ilden brændte en sådan brand, som når jeg lagde jord på den og dækkede graven, stadig ville brænde men usynligt for vandrende og forbipasserende. Usynligt uden et spor af røg fra jorden. Graven var dækket og jeg stampede på den sorte overflade. Selv igennem vinterstøvlerne kunne jeg mærke at der brændte noget bisk der nede. Til slut gik jeg over mod kærren, åbnede ladet, ved at trække en hængsel af for enden og skubbe en bjælke ned, og så stillede jeg mig op i den, og begyndte at skubbe til den første af de tre kampesten.

Da gravhøjen stod sådan, at de to aflange sten stod oprejst, sunket lidt ned i den mørnede jord, og den største af de tre, den runde brede kampesten, var løftet ovenpå, i balance mellem de to andre, klikkede jeg skiene på skoene, bandt en snor i kærren, som kunne glide bag mig, og tog begge stave i højre hånd mens jeg trådte ud sidelæns, fra under træet og ud på den sneede bjergvej. Jeg forlod gravhøjen, og den underjordiske ild, tog stavene i hver min hånd og gav mig til at trække skiene en smule op af bjergsiden, for så at dreje højre om granskoven og kure ned af bakken. 

Det næste træhus lå ca femten kilometer væk, for foden af passet. Det ville tage et par timer at nå derhen, og stå på ski i mørke gjorde jeg ikke. Jeg susede ned af bakken, kærren hang bag mig som en besværlig elefantunge, der let forsinket, fulgte mine sving. Man kunne godt, selv uden at vide det med sikkerhed, fornemme at dette landskab ikke var nogen del af det polare verdenskort. Man kunne ligesom, trods sne og atter bunker af sne, fornemme at bjerget havde sin grund på noget europæisk, noget sydlandsk-udstrålende, blot det slet ikke var til at ane en eneste italiensk blomst i omegnen. Jeg stak så mindst muligt med stavene, brugte dem kun til at komme op i fart der hvor bjergsiden flugtede sig, og brugte en enkelt gang venstre stav til hårdt at tage fra i en drejning rundt om et grantræ, et skarpt sving, der gjorde ondt i armen fra den næsten opremsning, som den havde forudtaget. I få sekunder efter dette sving, stod mit hjerte stille, og jeg frygtede at kærren ville hvilke sig rundt om træet og trække mig så hårdt tilbage, at jeg vil ramme stammen med hele kroppen og slå baghovedet i stykker og dø. Jeg ventede ligesom på det, men blev bare ved med at suse, og af en eller anden, naiv årsag, følte jeg mig nødsaget til at vende mig om for at tjekke om kærren ikke skulle ramme træet, selvom jeg logisk kunne have fortalt mig selv, at snoren slet ikke var lang nok til at det stadig kunne nå at være et problem og at jeg allerede for længst havde klaret den. Men med det lille tab af fokus, opdagede jeg at jeg var røget ud af kurs, da jeg vendte hovedet igen, og så et nyt træ, meget større, under 10 meter fra min kurs. Jeg spændte i hele kroppen, og min nakke blev så stiv af skræk at synet slørede. Jeg lagde mig nærmest helt ned, denne gang til venstre, for at svinge uden om ulykken, i aller sidste sekund. Denne gang kunne jeg ikke nå at tænke på noget som helst andet end held, og heldigvis drev jeg lige akkurat rundt om træet og granskede ingengang kærren og det mulige kærre-problem identisk med det forhenværende, men opdagede i stedet at jeg med mit skarpe sving havde skiftet så meget retning, at jeg røg ud over en banke, der ikke havde nogen vej foran sig, bare tom klar himmel, og at jeg ergo var kørt over en kant. Jeg faldt i syv stive sekunder. Bag mig, så jeg sne og den grå klippeside, under mig så jeg sne, træer og sten. I luften prøvede jeg at binde snoren op så kærren ikke skulle lande oven på mig, men nåede det ikke før jeg styrtede i jorden.

Jeg vågnede med det samme, tror jeg. Jeg lå langt nede i en snedrive, uden noget tegn på lys. Jeg vidste at min krop var chokeret, så jeg måtte finde ud af, om jeg havde kvæstet nogen lemmer, ved at røre på dem enkeltvis. Jeg var øm og kold, og kunne snart ikke få vejret, men jeg kunne bevæge begge ben og arme, og vende hovedet selvom jeg havde en helveds smerte i nakken. Som havde nogen taget mit hoved og prøvet at kaste det væk fra min torso. Nu måtte jeg bare komme op. Jeg havde lært engang, at hvis man skulle blive ramt af en lavine, og ende dybt inde i en drive, så måtte man tisse sig selv i bukserne, for at finde ud af hvilken vej der var op, da tissen vil løbe nedaf. Da man jo kunne ligge helt vilkårligt, med hoved nedaf for eksempel. Jeg hverken kunne eller havde værdighed nok til at tisse i mine bukser, men så kom jeg i tanke om kærren. Om mit liv, kunne jeg mærke rebet stramme. Da kærren landede efter mig måtte den lægge over mig. I mørket kunne jeg høre mit eget åndedræt, højt og intimt i snehulen. Jeg kunne mærke sved løbe fra under tøjet. Mine hænder tog rundt om rebet og fulgte det op, det førte imellem mine ben, og op langs ryggen. Så måtte jeg altså lægge på hovedet, tænkte jeg, og begyndte at grave mig fri, mens jeg møvede og sparkede med benene. Men med så lidt ilt, kunne jeg ikke bevæge mig hurtigt. Jeg fik vendt mig rundt og blev ved med et skubbe sne til side, over hovedet mens jeg trak mig op af rebet. Ret hurtigt kom jeg op til kærren der lå over mig, gravede mig rundt om den, og i dét kunne jeg begynde at se lys, stå ned i min hulegang. Jeg kom op, helt udtværet i hovedet, med rifter røde og opsvulmet hud. Mit hår var rodet og jeg skubbede mig selv op det sidste stykke, indtil jeg mærkede at jeg blev holdt nede af snoren. Så bandt jeg den op, men opdagede der at min ene hånd var helt våd og tilsmudset med blod, og da jeg endelig kom fri, og fik trukket mine ben op lagde jeg mig på ryggen og prøvede at finde vejrtrækningen. Over mig lå lyset, og var så smukt fotogent, som en gerning for den evige verden, det evige italienske hav i Firenze, jeg tænkte på det uden at have set det, men at lyset boede i den by, stod op og gik på arbejde som så mange andre, holdte pauser og gik i seng, men stadig hver dag, nærværende, som til opgave bare at pege os videre og pege os alle ud mod havet, det lange det store og evige. Og nu var dette lys her, det vidste jeg jo godt, men først nu så jeg det, mellem mine glibbende øjne. Det der havde blødt på min hånd, viste sig blot at være en overfladisk skræmme på maven, det måtte have været mit ene ski der må have prikket lidt hul der. Så kom alikkerne og trissede rundt lidt fra mig, og så tænkte jeg at jeg havde mistet begge ski, og at kærren ikke var det værd at grave fri, og at jeg måtte gå til næste hytte til fods.

Oplysningsmanden

Oplært af Gartneren, blev Opsynsmanden. Han skulle holde øje med liv. Så gik tiden, og al social lærdom blev tillagt en underkategori i ny videnskab, den blev forseglet med etikketten teologi. Af den forandring, blev Opsynsmanden nødt til at få sig nogle ansatte, og han oplærte Oplysningsmanden til at holde styr på balancen mellem ny teknologisk indrettet viden om liv, og den `gamle vitalisme´ som Gartneren havde tildelt hvert et levet liv i sin have. Man kunne måske tænke at Oplysningsmanden kun havde til opgave, at radikalisere og gøre ved, i altid nye forandringer, men han er et billede på sin tids skældring, et skred, og det gør ham nødsaget til evigt at balancere mellem tro og bevidsthed. Opsynsmanden oplærte også Portøren, som havde til opgave at sørge for fri bane i graven, og transport af de afdøde, føre de troende til deres efterliv og de ikke-troende til deres sandhed. Og til sidst fik Opsynsmanden også oplært en ung Taglægger. Taglæggeren var den eneste af Graverens folk, som kun skulle forholde sig til det levende, da hans opgave var at lægge tag på den afdøde verden, med gravhøje og monementer der skulle pynte i det lage af luft og ånd, som ånden bor i, og vokser fra det som vokser i jorden, har sine rødder i ligene under jorden, men vokser fra tiden og bestemmer dens vej. På den måde er der hiariki. Gartneren er den der bestemmer over vitalismen. Opsynsmanden, er ham der holder øje, og både har benene plantet i haven og i jorden. Portøren færdes kun i jorden. Oplysningsmanden, skal forholde sig til både haven og jorden og det lys som falder forskelligt på de to, og til sidst, Taglæggeren, færdes kun i haven, og af og til glemmer han endda at der findes andet end vitalisme, af og til brænder han sig på varmen nedenunder sålene, og mindes om den evige ild som han er gjort af.

...

Jeg havde forladt mine ski og forladt kærren

Guds Død! Hvi kender I ei Eders Styrke. Hvi fordrer I ikke med tusinde Stemmer af Guldkalven. Som vore Bødler dyrke. Et saftigt Stykke. En Mørbradsskive.

Holger Drachmann   “Engelske Socialister”

De purritanske piger er frækkest

 Af kalle knausgaard

At møde purritanere idag er en sjældenhed, og jegselv er ingen purritaner - det INGEN hemlighed. Jeg kan heller ikke stå indenfor det purritanske, men jeg må vel stadig gerne lade mig forelske i ideen om det. Eller hvad ? hva ? hvad tænker du ? du altid så stille, svar nu igen når jeg taler til dig !! forhelvede !!

Ejjj ikke forhelvede, ikke idag. Idag skal vi tale om purritanere. Det var fjerde gang jeg skrev purritaner, hov der blev det femte. Purritaner, sjedte, purritaner, syvne, purritaner, ottende, pussy, første gang. 

Jeg mødte en troende pige, og hun fortalte mig at hun havde en kæreste hun ikke sov sammen med, arg det kan vist ikke passe sagde jeg, jo jo den er god nok, jeg er troende sagde hun, aarrrg den køber jeg ikke, TROENDE ! råbte jeg tilbage, også skal jeg love dig for at det bed sig fast, jo sagde hun vredt ud gennem tændernde med næsen helt oppe i mit ansigt, undskyld. Det må være min første lektie på området, nej du skal ikke komme her og fortælle mig hvad jeg tro, og ikke tror på. Det respektere jeg, og jeg anerkender også, at mit indlæg her, er et ekko af mange tidligere fetitishceringer af troende kvinder, sexy nuns with big buns. LAD mig nu forhelvede skrive det her indlæg forhelvede, nej ikke idag. Ikke afbryde mere nu. 

Det er nok fordi vi andre, slipper løjerne løs, at vi i vores dårlige øjeblikke, med skam og fortydelse, drømmer om den kontrol de troende kvinder har. Drømmen om det utilstrækkelige, den utilstrækkelige kvinde er for alvor en useriøs vinkel på virkeligheden. Den her pige hun var imod, homosexuelle forhold, selvom hun ikke helt havde det så godt med det. Det forstår jeg virkelig godt hun ikke har det godt med, det er fandme useriøst. Kom nu, sov nu sammen med din kæreste forhelved. Nej. Nej det kommer ikke til at ske, uanset hvor meget du prøver. Ej kom nu, i kærester, lig dig nu med ham i sengen. Kær for ham, kys ham i nakken. Ae hans ryg. Nej, for gudsskyld forstår du mig ikke eller hvad? har du lort i hoved var ? hører du mig ikke. Tror du det for sjov at jeg har et kors om halsen, var ? tror du det for sjov jeg ikke sover sammen med ham jeg elsker var? dit lille kræ, sidder her og fulder sig på en tirsdag somom du en eller anden økonomisk lommeregner der har styr på store tal og betydnignsfulde beslutninger som dem der drejer sig om økonomi. Nej det finder jeg mig FORHELEVED ikke i det her. Nu gisper hun og tager fat i korset om halsen. Nej du skal kræftæme ikke sidder her og ydmyge mig foran alle de her mennesker. Fandme om jeg vil høre på det din lille løgnagtige kælling, nu gider jeg ikke det her pis længere, nu vælter jeg bordret med glas og falsker, og alt, ej men alt, det hele går i stykker, gulvet er dækket af glas, nej nej nej hvad har jeg gjort. Hvad heleved laver du din lille mide, av for pokker næve lige i femøren, jeg falder på gulvet, skære hænderne på glasset. De er seks personer omkring mig, gamle drankere og hende. De sparker til mig, og en tømmer en bitter ud over mig. Hører i hende ikke lortemennesker !!! hun sidder og kalder mig alt muligt fordi jeg bare spørg nysgerrigt, du skal betale for de glas der klap hat det ved du godt ikke ? jojo forhelved jeg skal nok…også ser jeg det. Nej, nej nej nej, hun har ikke underbukser på. Nej forhevlved hun har ikke underbukser på, pigen, ja hende med kæreseten i sengen, hun harFUCKING INGEN UNDERBUKSER PÅ MAN !!! hahaha!! nej. PUSSY anden gang fuck mig. 

Jeg tilgiver hende alt der, og jeg krydser fingrene bag ryggen, da jeg siger til hende at jeg aldrig har mødt et menneske så tørt som hende, tør som jesulegme på en søndag efter cowboy druk. Tak for iaften vi ses på bogmessen DBH HILSNEN KALLE KNAUSGAARD .

Min nedsmeltning

Min nedsmeltning

 Idag, 2 timer siden. Jeg sad i venteværrelset hos lægeklinikken som jeg er vokset op med. Velkendte ansigter i besætningen, dog altid er par udskiftende uekndte, for tiden den unge David, der i decembers anledning var iklædt julesweather, med hans ikoniske kølige blik, stivnede smil. Jeg sad i venteværrelset med mine to jakker på, airpods og kasket. Jeg var den ungemand i venteværrelset. På dette tidspunkt har jeg allerede været i kontakt med sygeplejseken Karina, og hendes lærling. Karina har lavet blodprøver på mig da jeg havde kyssesyge i 2018, adskillige lungefunktionsundersøgelser, tjekket forhuden, lyst mig i ørene - og øjnene. Hun har forklaret mig om en ny medicinsk behandling jeg er ved at begynde på. En behandling jeg i det øjeblik som jeg sidder der i venteværrelset, allerede er begyndt på. Nemlig en storslået allergikvælende pille vaccine. Kortforinden har jeg været i Århus, hos alergolog Anne Buus, en passioneret kvinde, der for mig at se er den mest kompetente på området, jeg indtil videre har mødt og hørt om. Karine forklare mig, at pillen er frysetørrede støvmider, og at de skal optages under min tunge, jeg skal ligge pillen, uden at røre den med mine fingre, under tungen, og der skal den ligge i et minut - det er forbudt at synke. Jeg står og kigger mig selv i spejlet forsøge at placere den flade lille grålige pille, den rammer tungen og klistres fast under. Ad hvor føles det forkert, jeg har den klistret som en koncenreret oblat. Karina og jeg griner en smule over den akavede pille. Hun tager tid på telefonen. Jeg kommer til at tør synke to gange, altså næsten tandlægeagtigt hvor adamsæblet er i bevægelse men uden noget spyt i halsen. "Så er tiden gået, du må synke..." - jeg synker - "...hvis pillen er opløst" - siger Karina. Jeg kom til at synke en rest af pillen. Hør her, det en meget speciel pille, den er, i opløst tilstand næsten som noget hestehår, ved ikke helt præcis hvordan jeg får forklaret det ordenligt, ikke destro mindre synker jeg resten af pillen. Vi kigger begge lidt undrende på hinanden og jeg siger "Det går nok", Karina nikker. "Sæt dig ud i venteværrelset, vi kommer og kigger til dig. Jeg sætter mig ud i venteværrelset. Den her behandling foregår sådan at man tager en pille hos sin læge, også tager man derfra piller derhjemme. Det gør man fordi nogen folk kan få det meget dårligt og næsten blive kvalt. På nuværende tidspunkt kan jeg ikke mærke så meget, en sød dreng kommer ind i venteværrelset med sin mor, de begge syge og hoster. Han ligger sig op på en bænk og kigger på mig. Han ser lidt nervøs ud, jeg smiler til ham. Han hedder Adam, det hører jeg da en af lægerne kalder ham ind. Jeg begynder at kunne mærke en af de helt hyppige bivirkninger, en let prikken under tungen, Karina kigger ud - "Du okay Morten?" - "jep :)" jeg er okay. Hører podcast. En mand kommer ind, fedtet hår, et par år ældre end mig. Han spiller noget høj lyd fra sin telefon, nok nogle shorts, lyder som om hans algoritme er biler i østeuropa. Han forsvinder ud af min opmærksomhed. Jeg begynder at få det varmt, tager en jakke af, og halstørklædet. Det nok bare fordi jeg har to jakker på. Nu begynder jeg at overveje om jeg er en af dem der bliver kvalt. Jeg læste indlægsseddlen, og der stod mange ting, som der gør. Og jeg nikkede smilende overfaldisk da Karina forklarede mig om dem der får det dårligt, det jo ikke mig. Det aldrig mig. Jeg tager en jakke mere af. Jeg føler ikke at jeg bliver kvalt, men jeg sank jo pillen, og nu har jeg en smule kvalme også. En mand kom ind på klinikken for to minutter siden - " har i en brækbakke" sagde han - en brækbakke? det har jeg aldrig hørt før, men der var vist en der brækkede sig ude i opgangen. Han løb ind og ud, men jeg så ham ikke, hørt ham kun. Nu stopper jeg podcasten. Nu sveder jeg, min pande er helt svedig og jeg tager kasketten af. Nu tager jeg en stor vejrtrækning, læner mig forover. Jeg er alene i venteværrelset, Karina sidder nede af gangen. Jeg rejser mig op. Nu sortner det for øjnene, nej nu går det galt for mig tænker jeg. Hun ser mig ikke, hun taler i telefon - " Det går dårlig" siger jeg, hun hører mig ikke. Jeg ser hende kun da jeg kommer ind i rummet, nu kigger jeg ned, hovedet bøjet, jeg går et par skridt, gentager mig selv "Nu går det dårligt Karina". Jeg hænger op af komoden der deler rummet mellem hendes, og kollegaens arbejds zone, og os patienters henvendelsesområde. Karina ser mig, og reagere promte, nu er der helt sort for synet, og sveden pibler, jeg er helt svag. Hun løber over bag mig, og folder en lille grå stol ud. En gammel dame, med gråt hår, en læge kommer løbende. Hiver mit ærme op, jeg sættter mig på den lille stol. "Jeg tjekker lige din puls" siger hun. Så vidt jeg kan se føler hun det helt forkerte sted på min arm, sådan ude på siden af armen. Karina tager min hættetrøje af. Lægen løber afsted efter en anden pille til mig, mit hoved og overkrop hænger ned foran mig, og jeg er ikke panik takket være den gamle grå, og Karina. Jeg er helt bevidst om at jeg har overgivet mig fuldstændig. Betryggende er det, at når man får det dårligt søger man hjælp. Den gamle dame løfter mig bagfra med sine arme under mine. Jeg bliver lagt i et slags cooldown rum, og får juice og vand af Karina, får det med det samme bedre. Mit hår er strøget tilbage som Jesper Buch's. Så kommer David igen. Han er har taget den seriøse mine på. Du kommer igen på mandag også prøver vi igen. Ay ay captain !

- Morten 

Excarnation: A study in dental construction. Teater V Prøvehallen 2023

TANDSÆT 

DRAMATURGI

FORTAND HØJRE: Tag jer i agt, passante bønder. Uduelighed! I blegner hver og en, gå nu ej og giv hinanden spot, giv dem hus og jer bare hænder. Den tomme hånd, mætter ikke den tomme mave.

HJØRNETAND HØJRE: Vi på højre, er plaget af kæben, vi er trynet af vor barnsben. Når morgenholdet kommer, må i give dem denne besked. Denne velstand, ussel i højre region, mundens parlament står under store forandringer, vi har et opædende, fundementalt politisk problem. Kald oraklet.

ORAKLET: Kære bønder, jeg er jo sådanset udødelig, men jeg må give jer det at jeres påstand er helt rigtig. Højre region står til forværring, slem forværring, jeres økonomi er dårlig, og hvem har i at takke? Aftenholdet, for de har sløset for deres afbejde og snydt jer for jeres retmæssige hårdtbetalte løn. Jeg har altid vidnet det hernede fra, jeg er jo blot en tunge, men jeg lægger mig aldrig på vægtskålen, for jeg er som i ved, vores mund vores hjems diplomat. Skal jeg tale med morgenholdet? Talsperson?

FORTAND HØJRE NEDRE: Vi fire er ordstyrere og der er direkte spørgsmål til talspersonen. Visdomstand, træd i karakter.

VISDOMSTAND VENSTRE: Orakel, vi sympatiserer stærkt med vor brødre og søstre til højre, her i venstre flanke. Vi kender fortiden, og ved hvad det vil sige at have svage led i kæden, for svage led gør sværere tider, og I har vores støtte, da jeg mener at vi skal gøre alt hvad vi kan gøre. Oraklet bedes dermed prøve at tale med morgenholdet i morgen, som foreslået. Jeg lader mig høre at der konspireres om den påstand at morgen- og aftenholdet tilhører samme ende af armen, men iså fald, hvorfor så denne forskel? Jeg har en teori om at vi som tandsæt, ingen indflydelse har på at vi for tiden står til en nedskæring i højre flanke, jeg har min spekulationer tag dem ikke ilde op, de er intet andet end det, men men min teori går ud på at dette er et langt større politisk problem vedrørende søvnrytmer og altmuligt andet der ikke har med os at gøre men derimod morgen- og aftenholdets overordnede, jeg gætter på at det er planlæggerne af rengøringen i vores by, der ikke tager højde for at forværret hygijene medfølger sygdom, skilsmisse og civilmord.

HJØRNETAND HØJRE: Du siger dette, men blot er du selv kun lige halvt imigreret fra Gummen. I fra venstre skal holde jer langt væk, jeres sympatiseri er panser for uærlighed.

Fortæppet går op, orkesteret sidder på trappen på scenen. De begynder at spille ouverturen. Alle tænder går ud af rækken, og hen til deres respiktive pladser på scenen. Oraklet ligger stadig på sofaen, hun er stadig klædt i rødt, og er nu centreret på scenen. Tre tænder, er wiret op på tre gynger som langsomt sænkes ned, mens ouverturen går på hæld. Det er de tre vise tænder:

VISDOMSTAND 1 PÅ GYNGEN: Vi er her, for natten har kaldt, og stjernen står skævt indfaldet i det utændte lys.

VISDOMSTAND 2 PÅ GYNGEN: Lyt ikke på ham krysteren, Visdomstand fra venstre, bare fordi han var den første af os ude, gør det ham endnu mindre til erfaren eller vis, han er så spæd som et mælkebarn.

VISDOMSTAND 3 PÅ GYNGEN: Her er vi. De tre visdomstænder. Vi har taget vores tid og studeret i alle disse år i Gummen. Men nu er vi endelig dimiteret, det efterlod tilslæb og modstand, men før eller siden vil denne nat komme. "Durch unsere Studiestunnen, habt wir nicht vergesst weil man zum Beispil gibt Sie nicht verocht und gekogt. Es ist kein ein Fantasie, es ist Gummen, der großest Universitets-Stadt in die ganzen Deutchland, es hast wir getrauft"

VISDOMSTAND 1 PÅ GYNGEN: Skam over jer fra Venstre flanke. To af os vise tænder, ville vokse op i det forrådne land Højre, og den sidste af os vil forsøge at søge tilbage til Gummen.

Visdomstand venstre tædder ind under gyngerne. Han har bar mave og halskæde, natbukser. Gyngerne svinger let og sænkes langsomt under dialog, indtil de er nået ned til scenegulvet, og de tre skuespillere hjælpes afhækslet bagfra. De fire visdomstænder står over for hinanden.

VISDOMSTAND VENSTRE: I satans ... Svinagtige fandens løgnere !!

VISDOMSTAND 1: Du droppede ud af din skolegang i Gummen, Deutchland, du er ingen visdomstand. Du bestod ingen gang et semester, hvem er løgneren her?

Visdomstand venstre, trædder frem med hånden udstrækt.

VISDOMSTAND VENSTRE: Jeg hører du skal besidde pladsen under mig på venstre flank. Ja, retfærdighed er genbaseret, uddannelse eller ej, så findes der i grunden kun heldige stjerner. 

vil bare sige velkommen til, tag min hånd og slut fred.

VISDOMSTAND 1 (tøven): ... tak, jeg sætter pris på din gæstfrihed. Men jeg vil nu alligevel forsøge mig på at søge tilbage op i Gummen. Men min hånd og min fred kan jeg godt give dig.

I det de to giver hånd, trækker Visdomstand Venstre, Visdomstand 1, tæt ind til sig og stikker dolken i maven på ham. Han falder til jorden, de andre skriger kort. Orkesteret går i gang.

FORTAND HØJRE: Folkemord! Borgerkrig! 

STOR KINDTAND: Plakken kommer! Vig bort forrædder.

VISDOMSTAND VENSTRE: Rigdom er som snavs, det gemmer sig i hjørnerne, plak hærger kun hvor solen skinder, ikke her i mundhulen, jeres trusler er mig ligegyldige.

Dansere trædder ind klædt i hvidt, og skeletmasker på. Sceance går i gang, hvor dansererne, opfører den moderne dans op af skuespillerne, og mens orkesteret spiller "Plakdansen" opstår der sammenspil, m. danser og sengetøj de fører rundt om skuespillerne.

FORTAND VENSTRE NEDRE: Øv Plakken er kommet.

Lyset går ned, spot på Fortand venstre nedre som går i monolog.

FORTAND VENSTRE NEDRE: Jeg troede at livet vil være en sommergrøn ø og at jeg vil kunne smage lykken, på morgener vågen i min nykårendes valmueseng. Morgener alene og fulde af liv, fuld af luft med vinduerne åbne, og lyset for oven, strømmende ind i husene, mine brødre ved min side, mine søstre og genboer. Jeg troede det at elske, var den sidste membran ved det at værdsætte, og det eneste der kunne gøre en vejrtrækning godt, for duft og forplejning.

Mit rige er nu i ruiner, der her hærsket sig ondskab op fra kæben, og skabt forråd og intrier i mit hjems forstad. En sygdom er Fanden, men hvad værrere er dette mytteri! Denne utugt mod Gud, som fortærvede kættere. Jeg vidste ikke dette om mine brødre, jeg var granskende sikker på at Fanden bar hætte, men ak, går han med bar mave. 

Og Nu har han taget mig synet fra mig. For blændet af den hvide sygdom, af den uvidende visdom, han bar dolk og bragte plakken til byen. Vinteren bliver lang, og Når morgenholdet hører dette Tilkalder de Boret, åh - spar mig fra kongedømmets vurdering, spar mig for tvekamp, Jeg vil sådan ikke bores, mine børn, jeg vil skrige højere end dem. Sulten og hullerne kender ingen grænser, Morgenholdet kender kniven, dette skarpe hvide lys, og dette spejl af tusind sørgende enkefruer.

Tag til kamp, jer andre, Jer til Højre. Jeg kan intet se, Plakken har inflitreret mit inderste, Min konge, Fortanden øvre, gør dit folk det bedst og stå forrest. Ingen kan hjælpe os her, tilkald opsyn i landet om Gummen og Dröbbel. Den hvide død, kan ikke tage os alle.

Akt. 1 Slutter, når Visdomstand Venstre sætter sig op på en hest og forlader scenen.

fortsættes...

Excarnation: A study in dental construction. er skrevet og instureret af dramatiker Johanne Lillebrahnt i samarbejde med redaktionens helt egne Monti Lewandowski, som er hendes kæreste.

Daggry

 

Monti Lewandowski

Der stod Sonja på mit ben. Tattoveret. Nu kunne jeg høre hende trampe i gulvet over mig. Hun mindede mig om mennesket i kirke, hun mindede mig om at hun havde slagtet lammet og malet korset på døren. Jeg kiggede op i loftet og fik støvet i øjnene, det kradsede. Sooooonjaaa - skreg jeg.  MOORTEN - svarede hun, skrigende. Hvornår gik det sådan. Jeg boede i gården, hos vibeke, eller jeg boede ikke hos viebeke men viebeke gav mig lidt at spise og drikke. Siden jeg var lille havde jeg kravlet op af afløbsrørende. Og da jeg vendte hjem, åbnede Viebeke døren for mig. På gulvet i stuen lå den store turkise fatboy. I lejligheden duftede der af kryderier. Sonja og jeg havde altid været efter hinanden. Og hun var den første. Og alle fortjerner vel en første. Lucifer kom kørende ind i gården. Hans motorcykel larmede og rungede voldsomt i gården. De gamle vinduer vibrerede. Vi var ikke på god fod, da jeg forlod byen. Tiden. Jeg håbede tiden havde taget toppen af skænderiet. “Morten”. Han åbnede døren, som han viste var ulåst. Han havde støvler, han havde sorte bukser, han havde skæg. “Lucifer…” - “Hvordan går det” - “tak, det går fint.” - “du ved hvorfor jeg er her, ikke?” - Lucifer så stift på mig. “Ja... Jeg fik vist ikke helt...” Lucifer kiggede ned. Han sagde ikke noget. Stilheden var smertefuld. Alt stod stille et øjeblik. Så sprang Somja igen, og støvet dalede endnu engsng - denne gang kiggede jeg bare op. Lucifer rømmede sig, han satte sig ned ved bordret. Han undgik mit blik, og begyndte at pille det smeltede sterin af lyset der stod mellem os. “Det rigtigt.” - stilhed. 

Jeg begyndte at få varmen.

og angsten manifesterede sig i en dråbe sved, der nu løb ned af oanden og ned i kaffe. Lucifer kiggede igen op “Hvor er halskæden Morten?”  - jeg tog en dyb indånding igennem den halv stoppede næse,  den hvæsede. Jeg så ham direkte i øjnene. Så fløj en fulg ind i vinduet og vi drejede begge hovedet med et. Og støvet dalede nu igen -

 Jeg sprang op af stolen, den væltede bag mig - “SOOOONJAAAA!” - hun hoppede, trampede og larmede kun mere. “MOOORTEN, MOOOORTEN DØØØ” gentog hun syngende som en gal kvinde. 

Det havde været en sen aften, som det var i den tid. Og jeg havde stået i regnen uden for kirkegården, i lyset fra det store neonskilt “FORUM”. Jeg var kold, og ligegyldig. Jeg trak kraven op under ørene, og hævede skuldrene. Skulede til højre, skulede til venstre. Løb over vejen, som en sort kat i lyset fra bilernes lygter. På kirkegården hang de store træer over stierne som omfavnene mørke, helt omsluttende. Jeg måtte klemme øjnene sammen i mørket for st kunne læse de slidte navne på de mange gravsten. Efter at have ledt et par timer besluttede jeg mig for at ligge mig under et fyrtræ, hvis grene lå helt nedtil jorden, jeg måtte ligge mig på maven under grnene for st komme ind under i varmen. Derinde sov en ræv, snorkende let. Jeg lagde mit hoved på ham og faldt i søvn. Der kan ikke være gået mere end et par timer, før morgensolens første gyldne stråler blændede mig igennem det tætte nåletæppe. Hun var stået op, og jeg kom hurtigt ud fra under træet, og han vågnede og pilede afsted ud. Jeg tog fat om tasken og løb i mod lyset. I den fjerne ende af kirkegården lå lyset, morgenstunden. Og rigtigt nok, hun lå i et sving omkring sig selv. Hun vågnede langsomt, og jeg skyndte mig at ligge mig ned til hende. Og tag om hendes hage, og vægge hende. Men man kan ikke vægge de døde. Og jo mere jeg forsøgte, jo mørkere blev det omkring mig. Auroura stod der på gravstenen hun lå omkring. Fra hendes hals, et smykke kom lyset, morgenstunden. Jeg tog tangen op fra tasken, og mørket omsluttede mig i et vacuum. Og nu stod han med næven i min kæft, og jeg kunne mærke blodwt løbe ud af øjnene og ned i kaffen til sveden. Og hun skreg oven på. Og jeg var død. 

23.10.2023 

Thats what friends are for.

 Thats what friends are for.

Monti Lewandowski

Jeg kom gående, gennem gaden. 

To par svedige mænd, var ved at løfte en svedig madress, ud af en svedig hvis varevogn. Der stod 5 koner i døren, og kiggede. Foran dem lå store blå plastiksække, prop stoppede med farverige klude, tæpper, sokker og strømper. Mændene baksede med madressen, som var spændt op over midten. De baksede med den store madress, og vaklede med benene bævrende. Jeg gispede, og løftede øjnbrynene. Taber førstemanden den nu, taber de den alle. Førstemanden laver grimasser, han laver ansigtet der spænder - sammen med ballerne. Sig mig løfter han det hele ? Tredjemanden står plantet som samurai skulptur med skridtet åbnet, løfter tredjemanden ?

Andenmanden løfter med, men kigger tydligt efter 2.kvindentil. Hun kigger på tredjemanden. De har nok skændtes lige inden, og han endte som bødlen, i sandheden nok hende. 

 De svedige mænd - første,anden,tredje, og fjerdre manden taber madressen da fjerde manden glemmer at stenen mellem kloarkdæksel nr.24, og gadens andre sten er ofret. Han laver det ydmygende vrid i anklen, og madressen knækker og smuldre som den tragedie vi alle så.

In essence of God

En hund snuste til et brændnældekrat og bag det lå haven. Som opløst i sig selv var dette lys, og i det stod bordet beklædt med dets signaler af mellemrum fra bladendes skygge og transparens. Dette særlige lys, der strakte sig fra havens ydre kroge, og henover bålstedet ned langs gasgrillen. 

Is he any leader?

En stor pulserende hængebøg hang indover hele haven, solen kunne kun komme ned gennem taget, og med det overtræk skabte det samtidig denne plads til ånden, klar og gennemtrængende luft. Sådan noget som der flyttede en serviet på bordet. Respiration total. På denne oplyste dag, skindede kaffekanden af aluminum, man kunne se sig selv i den, forbøjet uden led i armen der strakte mod den og se sit lille dumme hoved. Se alle de andre gæster som sad rundt om bordet, se dem i kaffekanden, se dem fra koøjet som var man ikke selv til stede i scenen. Rundt om dette runde bord sad der tyve gæster, med hængebøg i hovedet, og nede ved ligustervæggen sad Gud, det var nemlig den som havde kaldt dem til tælling. De var ikke kun gæster men repræsentanter fra et af Guds nævn. Gud rejste sig fra hækken og gik op til repræsentanterne, med det sidste fad, vitello tonnato og citronbåde. Sådan skal det være. fik den sagt og gned hænderne. De fyldte tallerknerne, og snakkede videre mens den satte sig på den sidste plads. Oldtidsfigur, det var den lidt, men den lyttede stadig efter anbefalingerne fra repræsentanterne som gik på serier og album . I sidste ende var Gud jo den gartner, der havde mest at rode med. Repræsentanterne kunne man også kalde keruberne, da de tjente Gud for enden af det runde bord, for det var et rundt bord der alligevel havde en bordende.
Mit folk, Vi skal vælge. Hvem skal bære essensen på jorden?

Den første keruber til at snakke var ham til højre for Gud. Slovakisk fyr, og han sagde at alle på jorden da skulle bære essensen, eller dele af den, måske halvdelen af den, og at den først i sammenhæng med andre halvdele skulle give fuld epifani. Til det, tænkte nævnet og Gud svarede for dem, at epifanien skulle være tilgængelig for en hver, men ikke i social symbiose. Et menneske er et menneske for det selv, ingen kan enes om essensen, da den kun vil fødes og tage bo i indefra. Som det klareste signal fra haven og dertil Gud selv. Epifanien vil kun være tilgængelig hvis et menneske udelukkende selv opdager den. Der findes ingen prædiken, ingen sand prædiken, der findes ingen omvending, ingen god omvending. Og den sagde også lidt sådan, fordi at den som bekendt havde dårlig samvittighed over sine erfaringer med kristen omvending. Korstogene blandt andet, og især alle lortesagerne fra den katolske oldtid, det kunne kun tjene godt at fornye sig en smule i tiden efter Luther. Men en anden keruber indvendte og sagde at sand symbiose mellem menneskerne på jorden var kærlighed og kærlighed var Gud. Og Gud hostede uden at holde sig for munden og smilte så til hende og svarede at kærlighed er Gud, men at kærlighed var langtfra den fuldbyrdede helhed af essensen. Og til det sagde en tredje at der så dertil slet ikke skulle være nogen der skulle bære essensen overhovedet, da treenigheden allerede havde budt på Frelseren, den inkarnerede Gud, og ikke mindst Helligånden, som det altid tilstedeværende for de mennesker der vil lære essensen at kende. Keruberen mente at essensen ikke hørte hjemme i et menneskesind, at det var for overvældende og farligt at lære essensen at kende alene og indefra, og at selv den der i sit hjerte bar den største trøst, skulle have mulighed for at blive trøstet fra den udefrakommende og iboende Helligånd. 

Gud kunne godt forstå hvad der blev sagt, men ved at anerkende det ville den næstsagt også indrømme at det hele vil være meningsløst og at selve dens grundtanke om at finde een der kan bære essensen stod under angreb. Hele tanken, fik den sagt de andre, var fra starten at det var nødvendigt med en til at bære essensen, og at den skulle være en så dårlige budbringer at den kun vil leve i skabelsen, for det var aldrig prøvet før, det var aldrig blevet eksperimenteret med, hvad Gud ville være uden sin bevidsthed, og endnu vigtigere, hvordan Gud vil handle uden sin bevidsthed, uden sin viden og sit ansvar. Blot som hverandre. Det ville blive eksperimentet om det endegyldige gode eller det endegyldige onde. Og svaret ville afgøre sandheden om både Gud og sandheden om mennesket. Det hidtil største frieri mellem Gud og dens skabninger. Og vigtigt var det at essensen skulle blive plantet hos een uden taleevne, og uden formidlingsevner. Allerhelst en døvstum, det var dens første tanke. Men en keruber, der var så lys at hun ingen skygger havde, spurgte hvorfor det var nødvendigt med een uden formidlingsevne og særdeles hvorfor det skulle være en døvstum. Hun mente at eksperimentet var spændende men at resultatet var farligt, og i såfald så farligt at hun mistænkte Gud for ikke selv at ville lære det at kende endda, ved snakken om en døvstum. For en døvstum ville med essensen, ikke kunne bevise sit sande (det endegyldige gode eller det endegyldige onde) da vedkommende ville have ingen at bevise det for. Ingen ord at kunne give videre, og selvom de skrev det på papir, vil den døvstumme ikke have sin ærlige chance for at blive taget seriøst, det mente hun var den barske sandhed, Essensen måtte bæres hos en der havde en social fordel, i så fald. Og til dette var Gud faktisk helt enig, og overbevist af hendes argumentering. Men da endnu een spurgte hvorfor det var nødvendigt at give essensen til een som ikke kunne kommunikere optimalt svarede Gud at netop kommunikationen afliver essensen, og at det var det den prøvede at gøre opmærksom på med det babelstårn, at ingen tolk og ingen analytiker skulle have noget som helst at gøre med essensen - enhver skal bære den for sig selv. Den udvalgte måtte bære den for sig selv.

Hvad med en præst foreslog den mindste af keruberne. Nej svarede Gud, en præst ville prædike. Hvad med en sygeplejerske vedblev den samme, med ideen om en der i forvejen ydede social gestus og til det var Gud stadig utilfreds og den sagde at med hensigt på at udvælge et gement menneske, et godt gammeldags menneske, til at undersøge det endegyldige onde eller gode i, et menneske som det blanke papir, var en sygeplejerske et for søgt og for oplagt kandidat til at bære det gode. I stedet skulle de vælge en hvemsomhelst, en uden bagtanker og uden tydelige formål. En uden den største skæbne, og Gud havde allerede en andenprioritet som den foreslog for bordet. En ung mand, som var dårlig til at formulere sig og kommunikere, men som igennem hele sit liv, alligevel altid var blevet taget vanvittigt seriøst. En folk lyttede på og tolkede frit, men som i sin kompetencers begrænsing var temmelig besværet. En ung mand som af og til skrev på en blog, af og til fik pigerne til at græde når han sagde smukke sætninger, men som ikke endnu havde lært at tæmme orden i hans ståsted og i alle visse ting der kunne have blevet til pointer, men som i høj grad forblev æstetisk overbærenhed. Og det kunne Gud godt lide, en dårlig formidler men som stadig formidlede. En ung mand med navnet Storme van Dijk, som var Guds bud på et blankt lærred for essensen, for Gud troede også på ham, den holdte af ham selvom han ikke var særligt kristen, men den vidste også hvor selvirrettesættende (sommetider af alt for unødvendig høj karakter) han kunne være. Det vil blive en lille indre lidelse for ham i det private, at gå rundt med essensen og så fra den ene dag til den anden, men det vil ikke desto mindre være spændende og perfekt for undersøgelsen. For Gud mente jo ikke at essensen måtte kommunikeres, men hvis den kunne ville mennesket være, den i forekøbet. For Storme var som sagt, blandt gode folk som altid ville lytte på ham og sætte pris på ham, med alvor, men vil de nu også stadig tage ham seriøst hvis det han pludselig begyndte på at sige var selve Guds ord, og pludselig uagtsomt ville åbne op for verdenens sandheder, malet med farver ingen vil kunne begribe, ment med rungende standhaftighed som kun klipperne og bjergsiderne ville kunne gøre det og lade verden fylde med sin dårskab og visdom og i attersamme den store tænksliggørelse, det guddommelige naive, som uden undtagelse ville nå ind til alle mennesker og gøre ekko i deres uvisse? Storme, Guds hund, og pyt med at han ikke var særligt kristen, han havde potentialet. Men havde han nu også snilden? Ville han kunne få det gjort, bearbejdet eksistens over for sine medlevende, uden indblanding fra Gud selv? 

Tre-fire kerubere begyndte at snakke i munden på hinanden og kom med råd og anfægtelser men det meste af selskabet var mætte og trætte og egentligt godt tilfredse med drengen som Gud havde tænkt på, og efter et kvarters yderligere diskussion gik de til håndsoprækning, og påbegyndte afstemningen om Storme van Dijk som den første civile og uindviede til at bære essensen af Gud. Det endte med tretten mod otte stemmer for Storme van Dijk og det blev dermed afgjort. Gud vil overdrage ham essensen efter weekenden og keruberne vil få til opgave om at holde øje med ham, beskytte hans psyke og gøre notis af alt hvad der ville kunne ske. Efter ville en rapport være nødvendig at få skrevet, så nævnet ville kunne gå videre i deres forskning af mennesket. Gud takkede af og tog sin egen tallerken og forlod selskabet, gik op til terrassen og stillede den på bordet og gik så derefter op af trappen til altanen og ind på sit værelse hvor den lagde sig på sengen og lukkede øjnene i et stort, aldrende og udmattet suk. 

Af Storme van Dijk, 10 August 2023.

Keep the pidgeons warm

Alle har muligvis et bekendtskab de ikke længere kan kende, men som alligevel er ligedelt foreviget sørgeligt og ligedelt foreviget stort beundret og betragtet, udenom sansningens forenklede evner og udenom det faste greb af mening.

Savn er en grøft der strækker sig til begge sider, i første instans sørgelig og uforståelig men på den anden side, når man synker ned i den, også noget man ved man ikke kan være foruden.

God tur Morten B.

Til Morten B.Birkegaard

God tur afsted, her til sommer. Her den dag i dag, hvor du måske ikke forlader landet fra dags dato nej, men ihvertfald, forlader du os for en stund. Du går i sakrofagen, og vi siger kun sådan, fordi at mumier er balsamerede og ikke døde. Mon ikke dit arbejde fra nu af bliver hårdere, men også stærkere, muligvis med samme værdi som du altid bærer med dig, men for en stund vil du i vinden og saltet, være en ændret leder, tilbøjelsesvis en ændret mand. Få ved nøjagtigt hvad du har i vente, og ingen udover dig ville heller forstå det, hvis ikke de er dig. Men alle andre vil forstå hvad der er uden dig, mærke støbningen med øjet, og færdes i hvad du har grundlagt, sået og høstet. Det vil næppe aldrig kunne blive helt tomt, altid vil der være en nerve til stede. Det skræmmer især nogen af de unge her på redaktionen, om en tid uden dit lederskab, de snakker om den vikariende chefredaktør, som om vidste de bedre. Men han skal nok klare tjansen, tænk ikke på det mens du er væk. At have Sofus på er en ære for os alle, det ved vi var en smart beslutning.

Du er ingen boble chef, du forsvinder ikke i bækken, vi regner med dig. Bevis at du er den hvide fugl, ikke mågen men den største af de hvide fugle, ed og æren selv i sit udspændte vingefang. Strukket ud Jordens konge, en albatros, og bevis en retning for dit herdømme, led os fra miles afstand, kun gennem hjerterne, interpol og intergalaxtisk må vi følge dig og fra de tynde bånd der trækker sig i en af dine nerver nordstjernen. Du farer måske rundt langt væk, men chef du er stadig ingen boble, for nok er boblen drevet langt op til bristepunktet, men du er allerede bristet, du er allerede fløjet, og befriet som ilten fra dybet, sat afsted med dine
unge år, og store drifter og mange kræfter.

Be safe, stay moving - Best regards - Redaktionen

Mercury from Neptune
Yngve Jelstad 2023

Liljen

Hvad var det dog der skete den sidste skoledag? Der gik de unge rundt om en byport, i byens indre gader. Her væltede de sammen en minibus, ved at skubbe fra den ene side. Alt de gjorde var farligt, men aldrig skete der noget ved det. Inderst inde ved alle, og også dem som læser dette ligenu, at konsekvenser kommer aldrig til tiden. Men det gjorde liljen. Liljen fik Augusta af Jonatan Erlandi, den blev overrakt hende, selvsamme sidste skoledag inde i stræderne ved aftentid. Augustas hjerte først og fremmest, skal man være vagtsom på. Det slår i sin naturlighed, for hårdt, at det af og til kunne give blodansamlinger på indersiden af hendes brystet. Dette er ikke analogy, det er vaskeægte bogstaveligt ment. Blå mærker i solar plexus.Så at give hende liljen, er også en tillidserklæring, til troen på at hun kan klare denne sansning, fra en blomsts duft og betydning, uden at komme til skade indenfra og indeni. Det man skal forstå ved Jonatan Erlandi, er at han trods at være en ung mand, forstår sig på at vise "jeg elsker" og "jeg elsker dig" i veldoserede portioner. Erlandi mestrer det at sige det småt. Der er brug for folk som dem, for de er skrøbelige begge to, men utrolige til at holde opsyn med dem selv, og heller aldrig ser de sig selv som porøse. Måske kun lige når man får stukket en blomst i hånden, og den er jo død for den er skåret op i bunden. Men de unge er dem der er til stede i at leve, og ved det bedst når de forærer hinanden, dem selv. Man mindes måske sin velegnede plads i livsforløbet når man får en gave som kan få en til at græde eller til at bløde indeni. Smertetærsklen hærdes over år.

Hvis bare du så et lig rådne væk i en timelaps video, så vil du få det bedre med døden

men du har måske ikke lyst til at se det forståeligt nok

du har det måske bedst i at være fortvivlet omkring døden

en lilje er giftig hvis man spiser den den indeholder stoffer der kan slå børn og dyr ihjel

det er i grunden både det mest forståelige og det mest skønne

ved vanen om at putte døden i vase og lade den stå indenfor i vand

så sand som den nu engang ligner og er en bukket afskåret blomster

Augusta - Augusta

Erlandi du er

Balsermisternes stamfader

For du er ham som starter

og ham som giver

Vi vil skrive dig på et spisekort

og du skal få alt du peger på

frosset ned i etisk råd

Erlandi du får hende ikke!

Hun er et hjerte der gør ondt

når det slår

hvad er mere levende end det?

Erlandi

Du må balsermere dig selv

sminke dig selv, dit lig

Endnu engang af gæsteskribent Anders Tretvik

Huskunstner, forfatter og tideligere lærer på Folkehøjskolen Djursland

Den gotiske linje

Mørket er en del af det tyske flag. Jeg tegnede det i bogen jeg studererede i, et tysk flag på hver en side. Det sorte felt i trikoloren, det lagde jeg altid mest tryk på, og så det røde, men lod det gule stå for sig selv, det lod jeg være farven fra bagrunden fra bogens sider. Den svage farve interesserer mig ikke, de er lyse og svundnende transparente, og hvad vil det svage, mig i grunden, andet end at dø ? , og dø på mig.

I nden jeg studererer står jeg i skabet. Det gør jeg for at vælge tøj. En dag valgte jeg at tage en charmeklud på, den hang om min hals resten af dagen og gjorde mig urolig. Min kæreste går i 10. klasse mens jeg læser til statschef. Men på nuværende tidspunkt er det, Drn. Magrethe d. !!, der jo er det officielle statsoverhovede i Danmark, så følge af en fremtidig afskaffelse af det danske konstitutionelle monarki, bliver det først muligt for mig dér, , at blive statschef. Og det passer mig også fint, min kandidat er lang, der er rigelig med tid til forandring, det lægger livet til, og indtil da benytter jeg mig bare af at ageere over for autoriteterne. Dem som bestemmer over mig nu, har jeg utroligt meget respekt for, jeg drømmer jo om at bestemme over dem. Jeg har læst på wikipedia at den svenske pendand for baron-titelen, er en friherre, og jeg synes netop at denne adeltitel er den der vil klæde mig bedst indtil jeg bliver statschef. Bare som en leg, og min kæreste der lige har dimiteret i folkeskolen ville blive frue.

Så en dag, da jeg var på sommerferie gik jeg ned af lunden og for enden af tomatstien stod gartneren og sagde » Se ungerne, lyt. Se på gøgeungerne og den røde glente. Jeg har sådan stået her og set op, i så mange dage. Jeg ved ikke om jeg tør vente på at de daler. Hvis jeg først så ungerne dykke, tvinges jeg til det som jeg altid tvinges til ved at være menneske; at navigere mellem frygt og medfølelse. Hvilken anden meddelelse ville så ikke også følge med fra himlen? En dalene fugl, om den er på jagt eller om den selv jages, er en sand besked fra mønningen. «

Efter han havde sagt det tog han hårdt fat i mit håndled og trak mig ind til sig. Først der da jeg kom så tæt på ham, så jeg at han ikke helt lignede noget menneske, men noget som nøjagtigt prøvede at efterligne det. Af et væsen som, mere levende en voksdukker, men stadig med samme falske og grundige fortolkning af menneskemund og væren. Han bar et par gule briller, og trods han måtte have stået ude under solen året rundt, var han bleg, kridhvid. Jordens herrer, kaldte gartneren sig selv. Og han sagde til mig "Dig kender jeg. Jeg kan sådan lide dig, og jeg håber at du opnår det du vil. Jeg skal sørge for det, af alt jeg kan. For du og jeg minder om hinanden, jeg er jo også en regent, som du drømmer om at være, jeg er jordens herrer. Men du må tilgengæld love mig noget. Du må få 12 til næste semesterafslutning, ellers bliver du ingen statsleder." af hvorfra han vidste dette vidste jeg ikke. Jeg svarede at jeg vil gøre mit bedste og så klappede han mig på ryggen og slap sit greb. Og da han troede jeg var gået så jeg at han så op mod fuglene igen, og pegede på en lærke i luften over ham, som i det samme faldt ned fra himlen. Jeg så på skovlen
og på leen han havde brugt og tog hjem.

En vaskeægte leder må lære at lue ud, tænkte jeg en uge 

 inden eksamen. Jeg tror det gode ved os som vil blive den %1 del af øverste autoritet, er at vi om nogen har forbilleder, og at vi om nogen, mere end nogenanden, dyrker disse til vores livsstykke. Det jeg ønsker at være når kandidaten er afsluttet, kræver hverken rifter eller sår, eller jordforbindelse eller en god velhervende familie. Man fristes til at sige at det ingen gang kræver disciplin, men derimod blot det simple krav om at makke ret for systemet der leder mig og dets folk der ledsager det. Det er lovlydigheden der gør mig til herskeren, det misforstår mange af mine venner for at være en socialdemokratisk dårlig vane. Men det har intet med socialdemokratiet at gøre, for min politiske overbevisning retter sig altid mod den nuværende siddende parti. Jeg stemmer på regimet, også til næste valg, for der er noget der hedder borgerpligt og min fortæller mig at dette er min forpligtigelse. Ønsker jeg ændring? Naturligvis. Men den må jeg selv indføre. Og menigmand kan intet indføre, hverken demonstranter eller aktivister. Og det faktum ærger mig ikke, det holder mig i gang. Se på det sådan her den som ikke følger autoriteterne kan vi kalde ræven, og som bekendt vinder ræven aldrig. Den stiller sig mellem to lejrer, og snyder og narer ligeværdige antal gange opad som nedad, og den ved godt at den aldrig vil vinde, men det er ikke det der holder den i gang. Ræven bliver lykkelig af at holde sig ude for en plads, eller en rolle, og jeg er gjort af det modsatte, jeg bliver kun lykkelig af at have sådan en rolle. Jeg ønsker at reegerer fordi jeg har set på tyskland i dag.

Læsegruppe:

Til afslutende mundtlig eksamen, havde vi projektopgave i grupper på sttatskundskabsstudiet - min gruppe, Helena, Erckan, Eszkaban, Aziel, Luckas havde trukket statskontrol gennem mediedannelse, ændring og adfærd og havde valgt at arbejde med kriminalitet og indoktrinering. Som produkt, fandt vi på en eftermiddag på studenterhuset i købmagergade, at redesigne den danske fængselscelle så den ikke længere blev anvendelig til træning og armbøjninger. Det var vores idé at kriminel afholdenhed blev forstyrret af muligheden for at bruge afsoningstiden på at træne sig selv større, da, med al fysisk træning, man træner med et formål eller et målgeneret ønske om sig selv i fremtiden, og da man som ofte kommer fra en kriminel løbebane ville det dermed også oftest være oplagt at man ser den som sit mål for en stærkere krop. Vi var klar over at i vores hypotese vil man frarøve en begrænset mængde frihed, en ting Helena som medlem af et liberalt ungdomsparti, virkelig havde mange problemer med, men dybest set er fængslet som samlet instution en frarøvelse af frihed generelt, og det er vores job at inordne ferciliteterne således at man bedst muligt kommer væk fra løbebanen. Men nu er fængslet blevet til en form for kriminel sabbatsårs ordning hvor man kan få trænet sig selv op til hævn som tideligere nævnt. Ideelt set vil et fængsel være et sted med fed mad og meget tv og gode senge, dårlig hygijene ingen mulighed for job og meget kirke. Man skal tage på i vægt og tanker. 

Eszkaban, Erckan og Luckas tog mange stoffer i weekenderne og trænede på hverdagsaftnerne, de tilbød mig crackkokain bag værftssalen på fredagsbaren, jeg tog imod det, de havde varmet en ske og jeg røg det. Det var varmt, nybegyndt sommer. Jeg sad udenfor i min hættetrøje, og var skæv og for mig selv. Få dage til eksamen. Jeg ved ikke hvor længe jeg måtte have siddet der den aften, for ingen fandt mig. Men jeg sad på græsset i byparken og forhindrede mig selv i at komme tilbage til festen. Jeg hørte dem der kom forbi, nogle gymnasieelever, og endda tror jeg at de tog kontakt til mig, lavede sjov måske, måske de også tog mine ting, for de var væk dagen efter. Jeg var lammet tror jeg, ikke som sådan besvimet men ude af stand til at bestemme over mig selv. Hvis man kan rejse sig, i ordets eksakte betydning, så er der ingen fare på færde. Men jeg kunne ingengang tænke, ingengang forestille mig noget, jeg kunne tage mig til ansigtet og det var det. Og ansigtet spændte og kogte sig selv i stykker, mørnede og var det som om jeg kunne hive ting ud af det? Ja, jeg oplevede at komme til at trække i næsen og næseryggen give sig, og alle spændingerne i kæben og øjnene trak sig med, ud af svøbet ud af krydderen ned i skødet. Mit kranium, mit eget tingsliggjorte jeg, havde jeg med en fejl revet løs fra søjlen og sad nu med i skødet. I det, husker jeg min erkendelse.

I kroppen er væren, vores væren. En tilværelse er afhængig af kroppen, inkarnation. Kun i kødet kan ånden vandre. Men i et kranium er det ikke længere livet, men det levede der bestemmer over det. Livet der ikke længere er, der står kun en halvdel af en dualisme tilbage, indtil det forgår. Væk er måske inspirit i kraniet, men tilstede er det at den har været levende engang, siddet som brynje som en kapsel rundt om en sjæl en hjertebanker. Dekarnation må dermed være, når ånd forlader kød (igen), og hvad efterlader det os? Tingsliggørelsen af mennesket, biologiens arv. Et kranium kan detekteres det kan en død mands tøj og inventar ikke. 

Til eksamen fik vi individuelle karakterer. Jeg fik 12 som den eneste. Ude i venterummet var vi nervøse, og så var vi afspændte, lidt uforløste men lykkelige. For sommeren stod og ventede ude foran døren, bag ved mor og far og gutterne, som den sidste til at give et kram. Vi gik på ferie, tog ud på sneglen og badede. Tog til fester og sad om eftermiddagen på de udendørs bare i brokvarterende. Jeg tog med min kæreste og hendes familie til Ebeltoft kom hjem igen, faldt i søvn og sov i to uger. Mærkelig var det at min mormor og morfar gentagende gange skrev den samme sms til mig over den sommer. Beskeden lød "Har du nu lært at sejle?". Jeg har hverken båd eller ønsker om at få det så de må være demente.

En uge inden et nyt semester skulle begynde, var jeg ude med nogle drenge for at lave en happening de kaldte Running Reapers. Konceptet var at klæde sig en sort kappe og skeletmaske og legetøjs-le og så at jogge lige bagved joggerne i København. Som en kommentar til at de kun umiddelbart løber af livsforlængende årsager. Sundheden. Og fordi min kamerat har hørt om en svensk forskning der fandt frem til at den mængde tid ekstra man får forlænget sit liv med som jogger svarer uhyggeligt tæt til den mængde tid man sammenlagt har jogget i livet. Så man må holde af det hvis ikke bare at det er en flugt fra døden. Men projektet var ikke helt min kop te, nok blev der røget cigaretter i drengegruppen men selve det at klæde sig ud og hånliggøre andre blot for det budskab synes jeg var pinligt. Men vi gjorde det, ved Christiansborg, hvor der dumt nok er fattigt med løbere. Af de få der var, kunne de findes ved kanalen. Vi var fem styks udklædte og en der filmede til sin kampagnekamp. Indflydelsen var minimal, det klædte mig ikke. Den første jeg løb efter var en kvinde der slet ikke nænnede nogen reaktion, det værste der kunne ske for mig, det udstille mig. Drengene syntes at det var for fedt. Jeg løb efter en anden joggende kvinde bagefter og havde fået besked på at råbe ting efter hende som “Løb!” og “Jeg kommer efter dig” samt at klappe motiverende efter hende. Drengene lo, og joggeren ignorerede mig også, jeg fulgte efter hende i hvert et sving rundt om et gadehjørne og glemte hvad det var der gjaldt. Hun blev ved med at dreje så snart hun kunne og jeg løb med. Langsomt blev hun hurtigere og hurtigere og jeg måtte anstrenge mig for at holde mig lige bag hende. Pludselig slog det mig at vi var løbet rundt om den samme blok flere gange da hun så stoppede så brat op at jeg var lige ved at ramme ind i hende, hun vendte sig og skreg af mig, ud af det blå, at jeg var en klam mand og at jeg skulle finde mig noget at tage mig til. Hun var mere oprevet end bange, men havde adrenalin i skriget. Og så løb hun, jeg blev stående tilbage. Mildt ubehag, jeg følte mig mindre. Da jeg så prøvede at finde tilbage til mine venner, var de pist forsvundet, jeg prøvede at derfor at ringe men de tog den ikke. Alene gik jeg udklædt som manden med leen, op af ned af frederiks holm kanal. Jeg satte mig ned på Kanalcafeen bare for at kigge på deres smørrebrødskort, og vinde tid til at drengene skulle ringe tilbage. Jeg satte mig på det udendørs bordbænkesæt, det lille afsæt udover kanalen, ved et bord for to. Vi var ikke mange på cafeen og servetricen så skævt på min udklædning, men gav mig et spisekort. Et glas bestilite jeg opblandet limoncello, hun kom med bakken, og da hun flyttede sig igen så jeg en ældre kvinde sidde ved bordet foran mig. Kvinden var Prinsesse Benedikte, hun sad med en sovende mand, formegentligt hendes egen. Hun sad med en bred hat på og en lyserød jakke med pinnål. Hun så jeg så på hende og bøjede sig over bordet, og spurgte mig om jeg havde fået glosuppe med kigboller. Jeg blev forlegen og svarede nej.

"Jeg har mødt ham mange gange" sagde hun. Hvem? spurgte jeg, hun nikkede mod mit tøj, Døden? Spurgte jeg. Masser. sagde hun. Hvad? spurgte jeg. "Han har hentet mig optil flere gange, men jeg har naturligvis nægtet, og sagt at så måtte han skaffe sig en færgemand først, for jeg vil møde op med værdighed, og ikke bare fragtes som et andet slagterlam." Men det kan man ikke, var det jeg sagde. Jo. "Man siger i et ukristent samfund er det døden som hersker gud. Hersker størst, og hersker sidst. Men det er forkert, monarkiet hersker størrere." 

Hvem er han? "Han er jordens herrer. Han er gartner." Nej men han lovede mig jo, tænkte jeg, han lovede mig at jeg vil reegerer, og jeg lovede mig selv, at jeg ville blive statschef, vælte monarkiet, og blive regerende overhoved. Jeg blev urolig og spurgte. "Ham har jeg talt med, skal jeg overtage hans post?" Og Prinsesse Benedikte rystede på hovedet. "Du er som jeg. Den dårlige toer. Den der lever i skyggen for en andens ledelse. Den der kender magten, men aldrig ville få lov at udføre den, til evig tid uden død og glemsel." "Han snød mig det svin." "Du vidste bare ikke hvad du gik med til. Du vil blive hans færgemand, og regerer havnetrafikken. Du vil blive chef for fragt og sejllads. Glem alt om at starte på næste semester, du får prøvetimer i Mærsk og derefter står den på arbejde. Du kunne begynde at overveje at få sagt farvel til familie og venner, og din kæreste, for han vil få det arrangeret sådan at når du bliver hans lærling, færgemand, vil han få det til at ligne at du er forsvundet i kanalen for evigt." svarede Prinsesse Benedikte. Så rettede hun på trøjen, så lidt væk fra mig og gabte.

Har du lært at sejle endnu?

.Storme van Dijk

Der findes ingen tamme dyr. 

                               Genereret med artbreeder 

 Morten B..

 Igår da jeg gik, ved kanalen. Jeg mødte en stiv svensker og han råbte mig ind i hovedet 

HÅLL KÄFT DIN LILLA HUND!!!  JäVLA B¨OG. Din jävla torsk! i vattnet med dig

 Jeg gik forsvarsløst med hovedet bøjet for over, slingrende. Det skete da jeg stødte ind i ham, jeg slendrede med hovedet lige ind i maven på ham. Han tværede sin cigaret ud i nakken på mig og jeg faldt for over med hovedet ned i brostenene. Jeg er en jävla bög ! Svenskeren fik nok af mig, han ventede på havnebussen. Kunne mærke det varme blod løbe ned i den halvåbne mund. Han kylede mig ned til mine artsfælder på bunden, der måtte jeg synke til bunds så han slap for mig. Så han kunne for en pause for evnesvage danskere. På bunden lå cyklen, og tasken. Det var så fandens koldt det vand, hans kone klappede overfaldisk da han tog fat i nakken på mig. Hans søn stod med telefonen flimrende med blitzen i mine øjne. Jeg blev blændet i natten, som en blind der så lyset. Konens klukken tog til i intensitet. Farmand fjernede mig fra esplanaden, og nu sank jeg for alvor. Men! datter Lulu er livredder udannet, hun kom til mig. Hun sang for mig mens den overflade jeg troede jeg kom fra forsvandt over mig. Hendes stemme vibredere stærkere og strækere, mine trommehinder resonerede i støre og støre udsvinder og trykket steg, men ubehaget forløste for hvert sekundt hun nærmede sig mig. Hendes krop greb mig om sig, og hun omfavnede mig. Lulu sang for mig og nu var vandet om os ikke længere troende. Hun var så nænsom om mig, kærede for mig som en kaninunge. Og lyset, som for længst var borte, kom til os. Vi var nøgne. Vandet var koldt mod min hud, men hendes varme sikrede mig. Mens hun sang for mig, overgav jeg min maskulinitet, det der var tilbage efter farmand. Jeg lukkede øjnene og slap vejret. Trak vandet ind i lungerene, og vågnede ved breden til en stor sø i skoven hvor solen stod over mig.                                        Nu var jeg alene? Hvilken vej er min seng? Lulu? jeg måtte ryste min gamle stive hjerne af mig. Jeg var ikke længere nøgen, eller fuld, men stadig dækket af tang og drivvåd. Nu sad sandet i mit hår, jeg tillod mig at slappe af. Lukkede øjnene og lyttede til skoven. Der satte sig insekter på mig, jeg kunne mærke de små ben gå op og ned af min mave. En lille flue fløj ind i mit venstre næsebor. Jeg pustede den roligt ud, i må gerne være her, men min næse... Jeg løftede hovedet, kiggede rundt. Derover! der lå en mos beklædt gren der var faldet fra det store træ . Jeg lagde grænen under nakken og lod søvnen bedøve mig. 

At vågne om natten i en skov. At vågne efter en alt for lang lur. Jeg var så tørstig. Jeg vreltede ned til søen, den var mørk som natten og var bange for falde i, jeg var bange for at forsvinde ned i det mørke søen gemte på. Jeg viste hvordan bunden var blød, jeg viste at hvis jeg lagde mig dernede ville jeg dø. Jeg ville dø alene, og lyset når aldrig bunden af en sø. Jeg drak og vandet var friskt. Skoven summede omkring mig. Månen lyste søen op, den var kæmpe, langt borte kunne man ane bjerge. Jeg var ikke bange men blind. Jeg følte med hænderne foran mig, gik ind i skoven. Jeg gik langsomt men efter en rum tid var jeg dybt inden i skoven. Stjernerne og månen, himlen over mig var nu kun sort. Der var intet andet end grene. Der var stille. Hvor er insekterne? Først da jeg tænkte det blev jeg bange. Jeg faldt over en stub. Slog hul på såret i panden. Jeg jamrede, det var somom jeg i det øjeblik blev bevidst om hvor langt væk hjemmefra jeg var. Jeg græd og håbede min ven hjemme i københavn ikke havde glemt mig. De må da tænke, hvor blev han af ? Hvad skete der med Morten ! Hvad blev der af ham efter gymnasiet !! Min mor, hun må da huske på mig.... MOAR ! årh måske er der dykere ude og kigge efter mig. Måsker står der i aviserne "Ung mand forsvundet ved havnen i nat". Der skulle et bid fra en ugle til at vægge mig fra tankemylleret.  Jeg lå ned i skoven og den sad på min brystkasse. Den peb roligt. Jeg er her for dig, rolig rolig, jeg er her for dig. Har du mig?  Har du mig ? jeg er så bange hvor er jeg ? Jeg har dig, jeg har dig, jeg er her for dig, rolig rolig. Endelig kunne jeg ånde ud, og uglens vægt blev trykheden om mig. Jeg hjælper dig lige med såret. Kan du det !? kan du stoppe det med at bløde ? uglen lukkede øjnene og nikkede , den trak gagebind frem og begyndte at binde såret ind. Jeg bed tænderne samen, såret var stort og det gjord ondt. Han stoppede kort og så mig i øjnene. jeg blev rolig igen. Hvad hedder du. Jeg hedder Julius. Jeg er en hornugle. Jeg smilte øjnene var lukkede. Da såret var bundet, og blødningen stoppet. Vaskede Julius mit ansigt rent for blod og jord. Han gav mig lidt spise, bær. Jeg blev mæt. Jeg rejste mig op. Mine øjne havde vendt sig til mørket og nu kunne jeg se i skoven i natten. Insekterne var her, de sov på blade, i træstammen lå de sammen rullet i cirkler. Kun natsværmerne baskede roligt rundt mellem trækronerne. Julius og jeg bevægede os gennem skoven. Julius fløj mellem træene, jeg skiftet mellem at gå og løbe. For at holde samtalen kørende skulle han jo ikke vente for længe på mig. Det var som at gå med en ven der cyklede. Jeg fuldte ham. Jeg er vokset op her i skoven. Der sket meget de sidste par år. Ikke kun med skoven, men også med mit liv. Jeg har fået kæreste, og bor nu med hende oppe i kastanjedalen. Jeg lyttede interserret, fokusret mens jeg i højt tempo forsøgte ikke at snuble over de mange træstammer og grene der lå på skovbunden. Der er ingen der bestemmer her i skoven, og der ingen regler. Men du må forstå at vi holder sammen. vi, ja os dyr. Vi bor sammen, vi spiser sammen, vi fester og leger sammen. Vi passer på hinanden hvis der kommer fare, men ingen bestemmer(((julius fortæller omskoven ))).  Jeg var faktisk bare lige ude, og træk lidt luft da jeg stødte ind i dig. Du ved det går ikke helt godt mellem Vanessa og jeg for tiden. Vi stoppede op kort, og Julius fløj ned i øjnhøjde med mig. Vi satte os på et nedfaldet træ. Jeg ved ikke. Det bare som om hun ikke slapper af når vi sammen. Som om hun ligsom holder noget tilbage for mig. Jeg har måske heller ikke været den bedste kæreste det sidste års tid. Jeg har været meget ude med venner og flyve i skoven, væk flere dage i træk. Men jeg har altid sørget for at være 100% tilstede når jeg var sammen med hende. Du ved... det bare svært når det ikke er så nemt længere? Julius jeg er helt sikker på det nok skal blive godt igen. Du skal fortælle hende at du elsker hende, og du ved jo hvad hun betyder for dig. Det ved du når du fortæller mig det her. Hun betyder meget for dig. Julius var stille, men nikkede, han kiggede lige frem foran sig. Den måde du snakker om dig og Vanessa, jeg kan se det i dine øjne! Du skal erklære din seriøse kærlighed, hun er bare i usikker på dig. Du har nok fucking ret Morten. Pis mand, jeg har jo behanldet hednes kærlighed som en selvfølgelighed. Det ikke respektfuldt overfor hende. Julius smilede til mig, og stemningen var lettet. Jeg glæder mig til at møde hende ! Ja for pokker... Vi på vej mod kastanjedalen. Vi fortsatte lidt uden at snakke, og nu gik jeg afslappet mens Julius fløj højere og længere over mig i skoven. Solen var ved at stå op, og nu lå der en let tåge over skoven. Himlen var blå, 

Men, hvordan er du endt her Morten?  Da han spurgte om det var det som at få kastet en spand vand i hovedet. Jeg kom pludselig i tanke om jeg eksisterede, at jeg havde et liv før det her. Han kunne godt se jeg lige blev remt af noget, og lo lidt af mig. Ja hvordan er jeg endt her. Det må være dagens spørgsmål. Det ved jeg faktisk ikke. Men jeg var på vej hjem fra Cafe Malmö, også, ja hvad skete der. lige Jeg mødte sur mand, han råbte af mig, han kaldte mig en bøssetorsk, også skubbede han mig i vandet. Det hele er faktisk lidt sløret, der var også en pige. Julius brød ud i latter, det samme gjord jeg. Vi grinte længe, og vi grinte mere og mere jo længere vi grinte. Måske omkring et halvandet minut. Før jeg sagde årg mand, hvordan fuck er jeg endt her. Løftede øjnbrynene. Fortæl om dig selv Morten. Jamen jeg er 21 år, arbejder på en skole lige nu. Har en kæreste jeg elsker, gode venner, bor godt i københavn hvor jeg er vokset op. Det et godt liv Julius. Julius nikkede anerkendende det lyder det som. 

Vi gået et par timer, skoven åbnede sig for os.