mandag den 29. august 2022

MÅNEDENS ZOOMER - September.

MÅNEDENS ZOOMER
for unge, til unge, af unge
Robert Loke Jonson
September 
2022

 Hvor findes menneskets ydmyghed ?

Månedens Zommer

undersøger i denne måned den unge koncept kunstner 

Robert Loke Jonson.


Julius Von Der Leyen, Junior Skribent. 01.09.2022

Findes det moderne menneskes krise i projekteringen af idividet som gudommeligørelsen.

Koncept udstillingen “Ich bin ein klein Mensch” blev første gang opført 9.Oktober 2016, i København K Dronningens Tværgade,1302. Kunstneren Robert Loke Jonnson’s officeielle debut udstilling “My tempreture” udspringer med afsæt i adskillige tidligere projekter der undersøger det nøgne mennekse i metaforisk sammenhæng. Om den Københavnsk baserede kunstner står der på “xx” museums side “Robert Loke Jonson blev som 17 årig smidt ud af kostskolen grundet en fotoserie han kaldte “Morning wood”, hvor han havde taget 35 billedere af hans sovende selv med ergierede lem liggende i jernsengen langs væggen i den store sovesalen på den østrigske drenge skole.  Den grundlæggende konflikt mellem Østrig og Danmark, og hans efterfølgende hjemkomst til et ændret liv er grundstene i hans udstilling “My Tempreture”. 

Jeg vil nu et det næste afsnit sætte blikket mod et overset konceptuelt mesterværk, nemlig “Ich bin ein klein Mensch” der med altsandsynelighed vil blive genlanceret inden for nær fremtid. 


Ich bin ein klein Mensch

Udspringer kort efter Loke bliver eksluderet fra den Østrigeske kostskole 

Schüler für Damsgärg junges junge. 

Ifølge Loke selv er titlen på den selvreflekterende udstilling, et stjålnt udsagn om hovedpersonen selv fra kostskolens rektor "Wilhelm Hofer Steiner". 

"Efter at jeg lavede showet med "Morning Wood" serien, blev jeg smidt ud af skolen. Wilhelm (rektor) kaldte mit navn over det gamle samtale anlæg "Junge Robert von mein Büro genau..." Simpel og klar udmelding, det har Wilhelm altid mestret. Han fortlate mig at jeg var blevet eksluderet på baggrund af blufærdighedskrænkende forhold og at jeg citat var "Ein klein Mensch". Det sådan set det sidste jeg får afvide fra officel side fra skolen. Turen hjem gennem central Europa skaber rammerne for at reflektere over min nyopfundne identitet som et lille menneske. Det er sådanset den korte forklaring bag udstillingen, jeg så lancerede blot et år efter min udsmidning fra den Østrigske kostskole. "

Hvad er så kernen i denne udstilling Loke?

"... det er vel dekonstruktionen af individet. Jeg blev ikke provokeret eller, 

ked af at Wilhelm kaldte mig for et lille menneske, indforstået en undermåler... Jeg besluttede at påtage mig rollen som undermåler, og derigennem at degradere mit indtil da fuldstændige ego til en bisætning i min tilværelse. Mange af mine venner da jeg kom hjem, var imporneret over mit projekt med "Morgning Wood", og politiken ringede da også og ville lave en feature. Ikke at jeg ikke var glad for værket, jeg så mig bare nødsaget til at udvikle mit personlige aftryk. Det affødte "Ich bin ein klein Mensch".....

Hvilke slags værker kan man opleve på udstillingen ?

"Altså først og fremmest er det jo ikke sikkert man vil kunne komme til at opleve udstillingen igen. PT. arbejder vi ud fra en hypotetisk model om at galleri "AT thoms" som jeg også udstillede "MY TEMPRETURE" på har mod på at relancere udstillingen. Det håber, og regner jeg med jeg kan overtale kære Josef Thom om, men lad det for nu være en hypotetisk realitet. Da man i 2016 kunne opleve udstillingen var det et multimedielt rum der nærmere skulle opleves som penetrene fremfor interregerrende. Jeg forsøget i min selvnedbrydelse at trække modtageren med ned i destruktionen.  Det betyder at udstillingen kan virke utroligt konfronterende, og ubamhjertig. Men identitetskriser er konfronterende og ubamhjertlige, så passende, right?".

Kan jeg få dig til konkret at beskrive et værk fra udstillingen...

Nu nåede jeg ikke selv at opleve den dengang.

"Kort svar Julius. Nej. Jeg er ikke her for at forklare 

dig noget som helst."

Har udstillingen, med udgangspunkt i at den forhåbenligt bliver genlanceret

ændret sig siden første udgave i 16?

"Nej."

...

"det vil jeg ikke komme yderligere ind på."

Din gamle kompanion Thomas Troelsgaard har udtalt at udstillingen

er citat "pisse underlig". Hvad siger du til det ?

"det sandt at Thomas er en ven. Vi har haft det rigtigt sjovt, og godt i mange stunder. 

Vi har fornyligt haft et par sammenstød, og jeg forstår derfor at han som konsekvens udtaler sig negativt om mig. Det forstår jeg ikke, da jeg ikke har noget umidbart negativt at sige om Thomas...

Så du kan intet negativt finde på at sige om Thomas?...

"Han er nærig. Det sådan set det eneste jeg lige kan komme på."

Hvor ser du en påvirkning i individets efterfølgende levevis... efter 

"Ich bin ein klein Mensch"

"Som kunstner er min achilles, at svare på spørgsmål som disse. Det eneste jeg som formidler

vil forklare dig, er min egen oplevelse af værket/værkerne... 

På kostskolen havde vi kunsthistorie, vores lære var en smuk, smuk dame. Det var den største fiktion

at der fandes smukke kvinder der. Det var som at finde vand i en ørken.

Ikke at vi nogensinde ville kunne nærme os. Eller havde interlekten til at kunne følge med hende. 

Men håbet om at finde bær i skoven får os til at gå. 

På samme måde håber jeg at mine udstillinger vil få mine gæster til at gå."

Tak Loke, for et indblik i din process omkring den forhåbentligt genopførte 

udstilling "Ich bin ein klein Mensch". Om ikke andet kan vi gennem interviews som dette få et kort glimt ind i maskinrummet. Her til sidst, er der noget du vil ud med. 

"Jørgen Leth fortalte mig på bogforum 2021, at jeg skulle lytte til min 

indre stemme. Og at han nok skulle oversætte hvis den begyndte at tale fransk..."




Tak fordi du læste første udgave af "Månedens Zoomer"

Mit nye Kulutrelle åndehul. 

Hvis du ikke kender Robert Loke Jonson, 

vil jeg anbefale at du læser Føllenslev Museum's portræt af kunsteren 

i forbindelse med hans udstillig på selvsamme museum....

Det kan findes nedenunder her.

Jeg er Julius von Der Leyen, 

Junior skribent på Den Brændende Busk. Vi ses i næste zoooom!. 


Æstetik !




_Føllenslev Museum_ artikel om Robert Loke Jonson.


Robert Loke Jonson er en dansk baseret foto, og video kunstner. Hans værker afspejler en dobbelthed, som hans eksistens ifølge ham selv er dominerendet af. “…jeg tror jeg ret tidligt bliver bevidst om forskellen på ens forestilling om virkeligheden, og hvad der rent faktisk er virkelighed. En lære sagde engang til mig at hendes livret var en varm frisktbagt bolle med salt smør, smøret smelter på bollen og smøres nemt ud selvom det er koldt og hårdt når man tager det ud af køleskabet. Jeg var sikker på jeg var forelsket i hende efter hun sagde det, men hun begyndte hurtigt at tale om ioner og kulilte igen….” Barndommens møde med virkeligheden var en kanonkugle for
Robert

der som 15årig blev sendt til Østrig på kostskolen “Schüler für Damsgärg junges junge”. På skolen sov

Robert

Jonson i sovesal med 180 Østriske drenge mellem 12 og 19 år, skiftet fra hjemmets fire vægge og den stille stue til den østriske drengeskole var som at blive skubbet ind under et iskoldt brusebad.

Robert

Loke Jonson blev som 17 årig smidt ud af kostskolen grundet en fotoserie han kaldte “Morning wood”, hvor han havde taget 35 billedere af hans sovende selv med ergierede lem liggende i jernsengen langs væggen i den store sovesalen på den østrigske drenge skole. Den grundlæggende konflikt mellem Østrig og Danmark, og hans efterfølgende hjemkomst til et ændret liv er grundstene i hans udstilling “My Tempreture”.

Robert

Jonson præsenterede debut udstilling “When in Rome” med hans partner Tobias Troelsgaard i hjertet af København i pop up galleriet “Thoms”. Udstillingen var en undersøgelse af det undersøieske i mennekset, med værker der beskrev menneskets sexualdrifter og “dionysos” i det antikke Rom. I forbindelse med ferniseringen udtalte Tobias Troelsgaard “…Jeg tror mig og Bob(

Robert

Jonson*) i virkeligheden har meget tilfælles med de gamle romere, vi mødte hinanden på Glyptoteket hvor vi begge stod og gloede på en gammel skulptur fra den arkariske tid. Alle arkaiske skulpturer smiler det såkaldte ”arkaiske smil” Som netop er periodens udtryk for den ideelle kommensurabilitet-tilstand: Flere af de arkaiske skulpturer har et svagt smil, det ikoniske ”arkaiske smil” . Bob(*) sagde at jeg lignede en arkarisk skulptur. Derfra har der ikke været meget slinger i valsen. Vores udstilling er en undersøgelse af menneskets grådihed, både rent arkitektonisk som man kan se det langs bryggen med de store klodsede magt demonstrationer af kontor bygninger, du forstår hvad jeg mener, men vi undersøger også den lille mand og hans tur til Colosseum, du forstår.” Udstillingen fik store roser af de fremmødte tilhængere men måtte også se i øjnene at den blev opstillet under stort press og derfor af kritikerer blev oplevet som en smule fragmenteret og negativ ukonkret. Ikke desto mindre var “When in Rome” en udstilling der placerede

Robert

Jonson centralt på den spirrende danske kunstscene. “Jeg vil med min udstilling fortælle om den skizofreni det moderne liv besidder - den vestlige versdens besættelse af begrebet frihed og drømmen om en tosomhed med matrialisme. Ideen om den ultimative virkelighed, og frihed hvis eksistens kun kan berettiges på andres bekostning. På den måde er udstillingen en mønt med to sider, barndommsminder og hyperkapitalisme. Jeg har endnu ikke haft det man kalder en “sexual awakening” tilgengæld…” “Foto mediet har jeg faktisk haft det lidt svært med, jeg er ked af at blive kaldt en fotokunstner, for for mig er der desværrer alt for ofte, alt for meget dårlig fotokunst. Det er somom man går i 8 klasse og får afvide man skal formidle føelsen sorg, også taget et foto af en syrene i regnen med ens iphone 4g. Foto kunsten er som oftes også ekstremt monotom og har for mig aldrig formidlet den humanisme som et abstrakt maleri er istand til… alligevel har jeg valgt at “My Tempreture” er en delt fotoudstilling som en understregning af den fragmentering som jeg har oplevet i mødet mellem barndom og kapitalisme.” 24 årige

Robert

Loke Jonson er aktuel med udstillingen “My Tempreture.” på Føllenslev Museum i perioden X-X.


RETTELSER I FORBINDELSE MED GENUDGIVELSE

Loke Jonsson identificere sig ikke på nuværende tidspunkt som fotokunster...

ETC.

fredag den 26. august 2022

Hymne til Babel

 Hymne til Babel


Det er søndag, og myndighederne melder ud at alle skal forberede sig på at finde spaderne frem. De opfordrer alle til at grave huller med en størrelse så et menneske kan ligge fuldt udstrækt i det. De skal grave deres egne grave, og de har til i aften. Storme er en ung mand på dette tidspunkt, han ejer ingen spade endnu. På dette tidspunkt bor han på Classensgade med sine to roomates, Andreas og James-Davis. De har heller ingen spader. Hvem tager så til Klampenborg station, for at grave sit hul? Det gør store dele af ungdommen, de samler sig i Harreskoven, fordi de som børn af København ville ende deres dage, samlet i en massegrav, netop i Harreskoven. Der er opbakning og fællesskab til det sidste på Klampenborg station, og de deles alle om pladserne og ikke mindst spaderne, som er lagt i en fællesbunke. Nogen graver huller for nogen andre, og hvis ikke det var fordi at det var grave der blev produceret, så var dette enestående sitament, noget af det der kom tættest på fuld livsforståelse, for mange af de indvolverede. En ung pige graver sin grav for lang, men får så ideen til at gøre den til en voldgrav. På dette tidspunkt er det søndag eftermiddag, og dem der er færdige med at grave deres egne grave hjælper hende med voldgraven. 

De får udgravet voldgraven på godt to timer og så henter de spande og fylder den med søernes vand. Af den resterende jord får de nu ideen til at bygge en jordbarrak indkredset af voldgraven. Et hold bliver ved med at fylde vand på volden, mens et andet blander vandet med jorden for at skabe en mudret fuge til jordvæggene. Det fungerer rimeligt, og flere hundrede arbejder om barakken. I mellem tiden er Storme taget til Ordrup, for at gå på Ordrup kirkegård og besøge de ukendtes grav hvor hans ellers ikke så ukendte bedsteforældre ligger begravet. Her graver han sit hul. Snart er hele verdenen de ukendtes grav men mens der graves huller, bygger de unge i Harreskoven, barraken højere. Problemet med at bygge barakker udelukkende kun i mudder, er at det skrider så nemt og falder til jorden. Et par børn begyndte at fælde de tyndeste træer, og fra stammerne, brugte de nu træet som fundament for mudderbarakkens jordvægge. De byggede op af, uden at plante nogle flag. Da barakkens nederste etage var størknet til blev den bastant og medgørlig for tilføjelse af flere etager, og det var så stort for flokken at de fleste blev ramt af en vielse til at bygge videre, og bygge højere. Det var en barndommelig indskydelse at blive ved med at bygge op af, som var det en urmenneskelig indre nødvendighed. Det var mindet om noget af det første alle har gjort, nemlig at bygge med klodser. Men dette var nu ikke nogen leg, det var ingenting, det havde intet formål, det havde noget langt vigtigere, netop den kortvarige glæde som muligvis opstod fra det at arbejde sammen, og se noget blive højere. De stablede stammerne oven på hinanden, nærmest som et primitivt stilladsarbejde. Dem der følte sig vigtigst begyndte at debattere hvordan det bedst muligt kunne gøres, af få stabiliseret tårnet. Men den kortvarige glæde, betød alt nu hvor resten af livet var erklæret kortvarigt. Nu hvor de kunne se på deres egne grave, og minde sig selv om at der ikke var anden mening end at udvikle, og forvandle jord til barrak, træ til stolper og vand til voldgrav. I grunden var voldgraven irrelevant, for hvem skulle trænge ind? Men da den havde startet det hele, begyndte en stor gruppe også at grave den størrere i løbet af seneftermiddagen.

Etagerne formerede sig, folk kravlede op og ned med materialerne. Alle var mudret ind og smukke. Solen var på vej ned, da barraken var blevet så høj at man dårligt kunne kalde den en barrak, men snarre et himmelstårn. Fra den øverste plads kunne man se til Storebælt og tydeligt ane Gladsaxe og Sorgenfri. Sorgenfri, fri fra sorgen, sagde ingen, nok kunne de græde og gå i stå, men aldrig skete det at det var dem alle på samme tid. Den rødglansede sidste stund foregik i vindens syngende høje luftlag. Der var nu ingen horisonter, blot det der skuer endnu længere, nemlig aftenskumringen selv. "Det var så den ferie" var der pludselig en der sagde, og de forstod det allesammen. Det var en af de dage hvor man vil ønske at man havde vinger. Trapperne var flere tusinde og fødderne trætte, og de kunne se hinanden fra det de vidste ville blive den sidste smule lys de nogensinde vil se. Den røde sidste lys, som sår fornægteligt er den stærkeste farve, som den styrke solen sender ud inden den går ned. Dagen rødemede ikke, den skreg af vilje. Efter at have lagt sin hånd på arbejdet trådte den første dreng ud på en sky, og stod der. Lidt efter kravlede et par andre med. Syv drenge stod på skyen og lo lavmælt, mens de rakte hånden ud efter flere der tilsluttede sig til dem. De havde forladt barraken og stod nu og vejede fra side til side på en håndfuld cummulusskyer. Flere satte sig ned og holdte vejret lidt. Blandt børnene på skyen var der ingen prædikanter, eller ingen herskere. Ingen organisationsledere, diplomater eller ingen samaritanere. De var blot unge, så beskidte og smukke, som var de lige blevet lavet af ler. Der var stille i himlen mens stjernerne begyndte at tone frem kort over dem, fra den gennemsigtige hinde af den aftenmørke dis. Og for dem der kiggede ned, synes det at jorden under dem nærmest blev slukket, langsomt, som lagde der sig noget stort over hele den ganske flade. Og det gjorde der faktisk. En stor flodbølge dækkede hele den jord de hidtil havde levet på. Den knuste det nederste af barakken og fik tårnet til at vælte. Der gik lidt tid før dem der sad på skyen, forstod at alt under dem var blevet oversvømmet, men hvis de stak fødderne ud over skyen kunne de endda mærke med tæerne, vandet fra den nedkølende overflade som gjorde den store flodbølge. Ikke langt fra de børn der sad på skyen, sad der andre få mennesker der var kravlet op på skyerne, fra rundt omkring hele verdenen, og talte hver deres sprog. 



Efterkommentar : Teknologi er ikke mennesket der søger Gudens størrelse, men tværtimod er teknologi, bearbejdelsen af at undgå verdens traumer, og dermed mennesket der blot søger at vedblive mennesket i menneskets størrelse. Vi har en plads her på jorden, og den er vores. På den måde er overlevelse retfærdigt men ikke demokratisk. Og de eneste der ikke ønsker mennesker en plads på jorden er menneskerne selv. Jeg har prøvet at hylde mennesket der netop tager sin plads, den der gør det uden brug af magt, men brug af sin funktionelitet. Jeg har prøvet at hylde den der får den gode idé, selvom at den idé måske efterlader et resten, til dødsspjældet, men som stadig på retfærdig vis får manet sig videre i retten som menneske, med jævn til udvikling og teknologisk ekspertise. Jeg har prøvet på at hylde dem der bygger tårnet frem for dem der lægger sig på kirkegården, i påskønnelsen om at dem der bygger tårnet, ikke gjorde det i nogen tro på at blive Gud, eller i nogen søgning på at overkomme den uregerlige og endegyldige sandhed som er at ulykken vil komme en dag, ved at kontrollere denne, med et ideal om en helt anden sandhed som forklaring, og kun med mening for dem selv, og den dertilhørende refleksion. I stedet for dette, hvorfor så ikke overleve, med tanken for at overleve, med værdigheden om at blive, med handling og funktionale, se op og komme væk. Se op. Se op, og ikke prøve at regne ud hvad den sidste store ulykke skal betyde. Det er den selvsamme ulykke, selvsamme forudsætning, som tåben kalder ondskab, fordi den tror at der er en sandhed i den, som ikke ville ham det godt. Der er ingen ondskab nu, ikke rigtigt for hvad gør det at kalde den det? Der er ingen mening med det meningsløse, helt oprigtigt - se op. Den der lukker øjnene er idealist, og det er nu engang idealisterne der drukner til sidst. 

Af Storme van Dijk 26.08.22

onsdag den 24. august 2022

Jag gillar dig


Jag gillar dig


         Mig i nattoget med ven ("Jeremy") fra toget.        2021    
Vem är du?
En hyldest til 
det ærlige land.
Hugget i granit

At besøge et naboland. Idag da jeg kom hjem faldt jeg i søvn på sengen, nærmere på den end i den. Jeg sveder og er disorienteret men kan høre Kalle har gang i ventilations emhætten over komfuret der højst sandsyneligt bruser med dejlig mad. Problemet er først, at når man vågner fra spontane søvnmomenter er man ikke i stand til at overskue livet man lever. Hvad er klokken enten 16 eller 19, først 19 men så falder man i søvn igen og så vågner man klokken 16. At besøge et naboland, jeg kom pludselig til at følehjemve ved tanken om at skulle forlade sverige. Jeg har aldrig boet i sverige, men har idag opdaget at jeg forbinder landet med den tryghed som hjemmet også rummer. Det er fjernt og ubehageligt ofte, at lære nye mennekser at kende, og man bliver i de situationer en forvængt spejling af sig selv. Nogen ryger dagene væk, for at socialisere, man går på kompromis med ens person selvom at man forsøger at opretholde ens sande jeg. I cementeringen af at man som menneske kan klare sig uden de andre deltagere. Jeg får den ubehagelige mavefornemmelse på baggrund af sådanne dage, ikke at de ikke er nyttige, eller gode - de har været utroligt gode. Men når man kommer langt væk fra det man troede man var, bliver man ængstelig. Da jeg lå oven på taskerne på gruspladsen foran naturparken, mens de andre fra turen vandrede blev jeg opmærksom på at jeg havde en knude i maven, et forskudssavn til sverige. For mig kom sverige til at symbolisere det modsatte af det selvbedrag som vi alle udsætter os for i socialiseringens begyndelse.  

Kvalmen over selvbedraget er konstant presserende. Men Sverige er for mig ærlighed, omsorg og  ydmyghed. Det modsatte af selvbedrag. 


a. Morten B, med hilsen 
til Eliott "Tranen" Drossing 


søndag den 21. august 2022

Stormes hus

Jeg bor et sted, jeg har boet længe. Da min mor købte huset, noterede jeg datoen, fordi den var nem at huske, den 22 juni, 2010. Jeg var ni år, og havde det godt med når tal havde to eller flere ens decimaler i sig, da det skabte en vis overskuelighed. Sidenhen har jeg boet i huset, lige til i dag, hvor jeg stadig er boende i huset hos min mor. Huset er en del af haveforeningen sundby-vester, det ligger blandt andre huse, og blandt mange andre naboer, som har skiftet form i årenes løb. De er for eksempel begyndt at hilse, inden for de seneste fem år, så vinker man til hinanden og siger godmorgen. Nogen vil snakke, uanset hvor lidt de kender mig, vil de vide noget som de har hørt. Der er sådan få af disse naboer, men der er ikke mindst Jonas, og Rose fra jadegangen og Niels fra diamantgangen. Rose er en mand og hedder Jakob Rose, og har intet med Jonas og gøre. Men hvad disse mænd har til fælles er at de alle lider af et øledersyndrom, som ikke nødvendigvis er en belastende ting at lide af. De er gode, men de holder orden med alt hvad de har, altså - de er nysgerrige, men man kan ikke lade være med at tænke at de ikke kun er nysgerrige. Der gemmer sig muligvis en desperation i deres spørgsmål, ikke ladet af frygt, men af en form for overlevelsesmekanisme, som får dem som øledere til at forblive lederne. De skal kende det mindste til mig, bare få oplysninger, som for eksempel hvordan vi tager det med Lærlings død. Lærlingen, hunden Lærling. Rose, er den største leder om muligt. I sær på vores gang. Han har også en hvid hat, og jeg sad i hans have den 13. juni 2021, under EM-kampen mod Finland. Jeg kendte ikke mine naboer der, men da Christian Eriksen faldt om, lærte jeg ting om nogle af dem. På den snævre måde man alligevel lære noget om nogen. Rose vil kaldes Rose, og det er også det der gør ham endnu mindre afslappet.

Mit eget hus, er det sorte aflange hus. Vi er i besidelse af den bedste have, af de haver jeg kender i min omgangskreds. Jeg har endnu til gode at besøge en ven der har en bedre have end mig. Af og til kan jeg for mig selv godt blive lidt ondsindet ved tanken om hvor meget bedre min have er, end alle de venner og kærester jeg har haft der måtte nøjes med en baggård, en altan eller bare en dårligere have. Jeg har lyst til at sige det højt, men jeg lader være, for den slags behøves nettop ikke, når man har en god have. Lyset kommer klokken otte om morgenen, i det ene hjørne, hvor det først forsvinder når solen går ned. Der er også skygger der får lov at blive døgnet rundt. Så er der syrenerne, som kun er der en uge om året. Jeg husker dem også kun fra en uge sidste år. Der er et æbletræ, så meget ved jeg, men jeg ved ikke hvad resten er i haven. Vi har måske også kartofler og tomater, men det vigtigste er fuglebadet. Jeg har en teresse og et halvtag. 

For ikke så mange dage siden slog det mig at mit hjem aldrig ville kunne blive et museum. Det slog mig også at jeg gik og håbet på at det skulle blive det. Mit hus skulle stå som mit uberørte barndomshjem, og haven måske et café- eller kafeteriumsområde. De besøgende skulle sætte sig ind i hvor mine tanker var stammet fra, når de stod og så på min seng, eller kiggede på min mors ting i stuen. Alle skulle tænke om hjemmet som et af Guds sjove placeringer for miraklet. Som Christiano Ronaldos fødselshjem på Maderia, der bare ligner hvadandet. HC Andersen, og P.S Krøyer fik sådanne huse, der blev til museer. Wolfgang Amadeuz fik en lejlighed. Samt mange andre berømtheder. Men konceptet er en af dem der kun nu må høre til det tideligere århundrede og ned. Det var den sandhed jeg måtte sluge. Risikoen for at vi må flytte før jeg selv har udemærket mig, er for stor til jeg tør tro på, at min efterkommende slægt vil blive boende og bevare det og gøre det til museum. Desuden er der et andet problem. Alle de kommende naboer, alle de kommende Roser, og Nielser, de ville også blive boende, lige klods op af hækken. Og uanset hvor stor min person ville blive, vil der altid være en øleder lige om hjørnet, der ville kæmpe for at opretholde sit overblik, og sin plads i haveforeningen. Den slags museer kan ikke findes i foreninger. Ikke i fremtiden ikke mindst. Den slags museer kan findes i Skagen og i Odense  og i Wien. Mit sidste problem er også at jeg er opvokset i et andet hus, da vi først købte dette i 2010. Mine afgørende år, foregik i et hus på Olufsvej der allerede er blevet solgt, og bygget om. Der er ikke noget komme efter, intet at kigge på eller tænke over. Hvad der gjorde mig som byens barn, gjorde alle vi børn fra byens gang. For det er ikke den store personlighed, den muserede mester som holder gang i byen, ikke desværre. 


Så selvom jeg besidder den bedste have, var det forsent allerede fra starten. Jeg blev født i byen, hvilket ingen nogensinde skulle have taget fra mig, men byen sejrer nu engang over navnet, og uanset hvor stor en frelser eller berømthed jeg så måtte blive, skulle det være hele København der så skulle udstilles i min barndommelige dokumentation, og ikke bare et fantastisk mit mors hus, i et tæt beboet nabokvarter. Dette er en kosmisk vittighed for mig, det gør mig ikke ked af det i grunden. Det er blot morsomt, hvordan nogle ting ikke kan brydes med berømmelse. Magtfordelingen er på hovedet, for ølederen vil nu alligevel altid vinde over mig i dette henseende, i den gode ånd, som det høflige menneske, med den store hvide hat, der skygger over min ellers solfyldte have, hvor der kunne have været caféborde og infotarvler og afhegning rundt om havens objekter fra min tid, som min cykell, som vores brøndkarse og som fuglebadet.


Tekst skrevet af Storme van Dijk, 21,08-22

Parasitten - Værten

 At være parasit.

Jeg var hendes parasit, jeg var hende i de dage. Jeg var i hende i de dage. Mit liv som parasit.

At være vært

Jeg lå med ham på brystet, og han lyttede til mit hjerte i drømmen om at lade det være hans. Mit liv som vært. 

Volkova 21.8.22

Stockholm

onsdag den 10. august 2022

Frihed fra gengældelse

Sparket

Det som man skal huske på ved tiggeren er at vi allesammen, i et eller andet omfang selv tigger os til penge. Det foregår bare på en anden måde. Vi kalder pengene for fast indkomst og vores tiggeri er den selvsolgte jobansøgning. Der er længere imellem snapsen, og dog. Beggers can't be choosers, sagde en klog mand engang og i såfald står vi alle uden valg.

Jeg, Storme, var omkring 10år da jeg kom ud af et Willys indkøbscenter i Sverige. Willys svarer til vores Bilka, udover at Willys i modsætning til Bilka, har samme belægenhedsstrategi som Harald Nyborgene har, nemlig blandt motor- og motortrafikvejene. Min far og jeg trådte netop ud af Willys indkøbscenter da jeg gik og svingede benene mens jeg sang, sikkert. Hvad jeg ikke så, var tiggeren. Han sad ned, han havde kun et ben og var i øvrigt gråhåret og meget, meget træt. Mine ben gjorde, uden de var påført nogen form for ondsindet vilje, hvad de netop ikke skulle have gjort. Jeg kom til at sparke til hans samlebøsse, så alle de svenske kroner af lavere valutaværdi, trillede de ud
 på parkeringspladsen. Min far blev forlegen og jeg skammede mig. Den gamle forblev bare træt men var venlig og rolig og så på mens jeg samlede hans mønter sammen. Da jeg havde samlet dem, og det tog sin tid, var han ovenikøbet så venlig at han tilbød mig at beholde nogle af de sidste mønter jeg lagde tilbage i bøssen. Min far takkede nej og sagde "Ursäkta" og "Förlåta mig" og vi forsvandt.



Modtagerkomplekset

Den der ikke kender fordømmelse, sætter heller ikke pris på noget. Men den der fordømmer den de ikke kender, værner for meget om sine penge og sine værdier. Det er benalt ja, men ikke desto mindre mere sandt. Tiggeri er uden fordømmelse, der er sjældent en du ikke spørger når du tigger, man skuer til hjælp alle steder, livet stiller flere døre op selvom man dagligt for lukket de fleste af dem i. Den fattige tigger mens den rige plager. Da plageri i modsætning til tiggeri, hæfter sig på et eller færre individer, og udtømmer dem for tålmodighed indtil viljestyrken indtræffer. Tiggeri er dermed en perlesten i demokratiforståelse. 

Det handler ikke kun om det at eje, men også om det at kunne sælge videre. På gågaderne i de sydeuropæiske storbyer bliver man stoppet af gadesælgeren - i gågaderne i Skandinavien bliver man stoppet af etikken. Velgørenhedsfolk og tiggere i Skåne. Man står til rådighed for det man ejer, altid, hermed ment at intet er så sort hvidt og at tiggeren naturligvis bor i hele verden, bestemt også Sydeuropa, men pointen er at der altid er et tydeligt beslægtsskab mellem det du ejer og det du kan sælge videre for. Når etikken spørger om dine penge, tænker du på hvad du ejer, og derefter på hvad andre ikke ejer. 

Min storesøster, som er elleve år ældre end mig, fortalte mig engang at hun havde snakket med en hjemløs tigger. De havde snakket længe lød det som og da hun i slutningen af samtalen havde givet ham nogle mønter, virket det nærmest overfladisk at betale ham, som havde han været en automat der skulle tilfredsstille ens gode hjerte. Men samtidig virkede det også underligt ikke at give ham, nu hvor at hun alligevel havde noget på sig, og de alligevel angiveligt havde snakket fint sammen så længe. Da hun tog derfra sagde han "Kom godt hjem." og hun kom til at svare i ligemåde, hvorefter at det blev enormt pinligt for hende selv, og hun vendte om og gav ham flere penge. Som en form for undskyldning. Ja den del af historien har jeg aldrig fattet, altså hvordan at det skulle virke mindre ydmygende at betale ham efter. Hendes svar, kan vi allesammen blive enig om, var et uskyldigt, venligt lille automatsvar, som man jo bare siger, netop fra den gode evne i ikke at manuelt aflæse den andens boligsituation - og han havde højstsandsynligvis hverken været stødt, eller haft bagtanke med sine ord. De var bare to mennesker begge to, som sagde farvel til hinanden. Men den tydelige ulighed - den riges skam og den tiggendes tomhed, lå som små symboler mellem dem i samlebøssen. Det er sjovt at god handling altid skal medbringe kollektiv lidelse. 

Gud som tjeneren

Det indforståede i at bede om en tjeneste, hviler på præncippet om frihed fra gengældese. Ellers er det ikke en tjeneste men en aftale. Fejlagtigt og populært antaget, er denne frihed fra gengældelse ligemed ulighed - eller udemokratisk social ageren men sådan er det altså ikke. Tjenester opstår konstant, også i det små også uden vi tænker over det. Det ved de fleste nok, og så handler det bare om bakatelgrænsen - og den er forskellig fra person til person. Man skal ikke betale tiggeren fordi man føler at man skylder sig selv. Man skal gøre det som en tjeneste - og se det som frihed fra gengældelse. Man skal forvente at valget er ens eget, og alle de tanker man gør sig om det, er der ingen der gider at høre om. Tiggeren er blot et ansigt du møder i din virkelighed - og det er et af de få, der tager kontakt til dig, nærmest uanset hvem du er. Din handling er ikke bundet op på etik eller din selvrealiserende vamle slas indsigt. Du er ikke en helt, du er ikke en stakkel, du er et menneske med andre vilkår. Find dig til rette. Alt det du kalder din værdier er narrativer for ideen om den bedre verden. Jeg vil have at du bare er i situationen når du giver penge, eller køber et måltid - uden at det skal være et eventyr for dig - eller en beretning du skriver om på din blog. Jeg behøver ikke at vide at du ser tiggeren for et stort eller lille menneske - eller dig selv i øvrigt. Det er fordi at du også tænker at tiggeren jo tigger til alle. Det tror jeg rent faktisk. Jeg tror det er dit problem. At tiggeren ikke kun tigger efter dig. Der er ingen anerkendelse til at starte med - og tilbage er kun takken fra dit eget selvbillede og de flygtige øjne fra andre forbipasserende bag dig i menneskemylderet. De vil nemlig anerkende dig - betale dig tilbage for din tjeneste. Men det er ikke derfor at du giver. 

Jeg gav engang en mand en cigaret i parken, fordi han spurgte om den. Han sad på en el-scooter, med tæppe over knæene. Da han fik cigaretten sagde han "God bless your beautiful soul, young man." Og så gik jeg, og mærkede hvordan at det havde irreteret mig. Jeg forstod at det nok bare var et tak, men, jeg kunne ikke lade være med at tage ordene bogstaveligt. Jeg følte at hvis Gud skulle velsigne min sjæl, så skulle det ikke være på grund af at jeg gav en cigaret. 

Frihed fra genkendelse

To love huserer i mødet med tiggeren. Loven over interaktion samt god pli og etikkens lov efter omstændighederne. Det vil sige at disse to love, burde være dem der galdt i mødet med tiggeren. Men i stedet går de som oftest på loven over selvets velvære og loven over den tiggendes velvære. Der sker et privat skel i offentligheden i mødet med en kontaktsøgende tigger, og den almene respons resulterer i at ageere begge aktøre (sig selv og tiggeren) objektificeret. Det er grundet at lovene dækket personerne, og ikke idealerne. Når den gode gerning kalkuleres udfra egoet, både ommend det handler om at profilere sig selv eller konstruere en ikke-profileret adfærd af sine gode gerning, falder tanken i begge tilfælde først på sig selv. Det udstiller den tiggende, i en pludselig relation. Og selvom at man ikke er ligestillet med den tiggende, har man stadig ingen relation. Den gode gerning kommer heller ikke udefra, som en frelst indskydelse, det er klart at man som reflekteret individ, lader alle handlinger gå igennem sin egen persona. Men dette kan gøres uden at tanken falder på en selv, i den gode tro på at den falder på andre.
Generalismens indstilling er den løsning der bedst muligt nærmer sig mindst muligt smerte fra alle indgående parter i denne situation. Fordi at hvis man indstiller sig på at være en del af den generelle fodgænger, med tanke for sin samfundsklasse og respekt for sine tildelte muligheder, bliver interaktionen med den tiggende mere neutraliseret, i det at der ikke tvinges en nærgående personlig skildring i skylden fra uligheden.

Måske skulle man anskue det anerledes. Nok, er tiggeri en anmodning, men det er ligeså meget en indtækt. Dermed sagt, at man kunne overveje, at når man gav til tiggeren, gav man ikke en tjeneste, men i stedet betalte man tiggeren for at tigge. For den rolle er jo en fast faktor for realitteten, den der ikke har noget. Men den tiggende bidrager til samfundet, og ikke kun samfundet men til kritikken af det gængse mismøde som hører under for samfundet. Det totale positive resultat kunne være, ikke at se tiggeren som en buste, og dermed også afskaffe de mænd der spiller buster og statuer på torvene omkring i verden. Da det ikke skal være senssionelt for andres uregerlige forstande og fantasier, at et menneske har til bolig på gaden. Vi må ikke brygge mere på tiggeren, grundet hans hendes position, end vi brygger på andre. Vi skal i det hele taget ikke brygge, men vi må mødes. For det er et offentligt regi at være tigger, og dermed vil der opstå møder, kend dig til forskellen, men brug den ikke til at selvrationalisere. Se det som et arbejde, og se det som dit arbejde at betale.

Siden blev udarbejdet, gradvist over de sidste seks måneder af
Storme van Dijk.

fredag den 5. august 2022

Ugens Anæstesi Report - Uge 31 "Special "

 

Ugens Anæstesi Report - Uge 31 "Special "


(5.8.2022)

Hej kære læser.

Nu har vi efterhånden lavet en del spændende forskning på området Anæstesi.

Eller rettere, jeg har præsenteret dig for alternative bedøvelses metoder gennem adskillige velarbejded artikler.
Og tro mig, jeg vil ikke stoppe her. 

Men jeg vil nu engang tillade mig at rette nakken og løfte næsen fra den bog jeg fortiden er ved at skrive og kigge jer læsere i øjnene. Det er ingen hemmelighed at der i kølvandet på sidste report  er kommet en del spørgsmål. Reporten omhandlede i den forbindelse også om en af de mest kontroversielle bedøvelse metoder - nemlig Momentam Mortem. Hvis du endnu ikke har læst sidste uges anæstesi report, vil jeg anbefale dig at dykke ned i spændende læsning.
Men i kølvandet på denne interessante afhandling kom der en del spørgsmål, som jeg i lyset af sommerferien vil bruge dagens, og ugens anæstesi report til at svare på.

Lad os komme igang.


Roland Møller skriver : Hej Rune, hyppig læser. Har du nogensinde været død ? Ja - Så du noget som du ikke havde forventet. Nej - Er du bange for at dø ?


Svar : Hej Rune, lad mig først sige at jeg elsker din film Valhalla, fantastisk præstation og virkelig rørende. Sjovt at Reza spiller Quark ; ). Nu til dit spørgsmål omkring om jeg nogensinde har været død. Det korte svar er : JA! og det har du faktisk også ! tro de eller ej men som sædcelle på vej ind i ægget vil du dø. Når du altså er inde i ægget, husk jeg er hverken gynækolog eller biolog og kan derfor ikke uddybe, men sædceller bliver dræbt af ægceller inden i damens skede. Så ja Roland jeg har været død. Og for at det ikke skal være løgn, så har jeg været død to gange. I 1975 kørte en kæreste og jeg galt på en motorvej i Belgien. I den forbindelse blev jeg reddet af en paramedicinger lidt uden for Liège, min kæreste Louise mistede desværre livet. Tak for di spørgsmål Rune, og nej der var helt mørkt og jeg så ingenting. Udover din mor ; D.


Anonym(?) skriver : Hej Rune

Tak for dine informative indlæg. Du svarer her på et spørgsmål om vand i hoved. Det har ledt mig til at tænke på om DU har lort i hoved? For det er noget være vås du skriver. Håber du vil svare på mit spørgsmål i næste uges UAR 


Svar: Hej “Anonym”? - idiot. Om jeg har lort i mit hoved? - Svaret er kort nej. Og du er en pisse irreterrende trold der skal skride fra mit kommentar felt. Du er en lort i dit lille hoved. Med lange klamme øre.


Anonym (??) skriver : Hey Rune. Kan det snart handle om ledbånd og korsbånd og sådan i UAR? Slid i ledende eller seneskedehindebetændelse. Helt simpelt: hvad det gør ved marionetdukken at få kappet sin snore? Hilsen tilbagevændende læser:)


Svar : Hej igen Anonym. Så kom du på bedre tanker med din tone i din kommentar. Måske var det ikke meningen at den første skulle sendes afsteds ? Seneskedehindebetændelse kan være resultat af to ting 1. dårligt udseende - resulterende i at man ensom og grim ornanere ens nætter væk og slider scenen ned. 2. dårligt udseende. Helt simpelt ville jeg anbefale dig og dit lortehoved at kontakte Jørn Ege, evt i de dødes rige og får fikset dit dumme fjæs. 



Gookie : Anatomiet på et kvinde?


Svar : Hej Gookie,  kvindens anatomi er en størresag. Jeg vil evt gemme ideen indtil en gang hvor jeg ingen ideer har. Heldigvis er jeg der ikke endnu : D. God sommer, evt google på youtube en video der gennemgår kvindens anatomi : ). Vh. 



Og det var så et udsnit af nogle af de spørgsmål jeg har fået sendt de sidste års tid, nu besvaret og med en opfordring på vej om at man som læser bliver ved med at være nysgerrig og spændt. Jeg håber vi ses til næste uges anatomi report. Og tak for din læse tid.

…

tilsidst, er der opstået et “?” tegn i dit hoved. Skriv et spørgsmål og vi finder ud at måske at kunne finde plads til det i slutningen af næste Anæstesi report.



Knapt kan magien begynde før anæstesien har sået sit ynde ! 


 Skribent: Rune, Doktor Emeritus ved Rigshospitalet


tirsdag den 2. august 2022

Døde fugle falder fra himlen


 Døde fugle falder fra himlen

Ukendt fotograf  , ukendt ophav                                                                                  

Et artikel der undersøger dødens ansvar,
og omfang.
 2/8/2022            Af Morten B. 

Døde fugle falder fra himlen. 

En due faldt ned fra himlen for mine fødder, og den vred sig i dødens krampe. kropsliggørelsen af døden indtog duen der svang hovedet fra side til side.

En mand kom ud fra en opgang og så duen falde fra himlen, han væltede tilbage ind i den lukkede dør bag ham og så med et frygtindjaget blik duen dø, han lavede korsets tegn. Jeg måtte væk i en fart, mærket af chok og frygt. Irrationelt ville naturvidenskaben dømme mig, fænomenet kan forklares vil de sige mig. For mig selv, ved jeg at jeg blot står med flere og flere uforklarligheder jo mere de prøver at løse dødens greb om duen.

Idag ligger jeg i sengen og kigger på lampen der med et skarpt skær opdeler værrelset i lys og skygge. Lampen lyser og få skygger bliver kastet, jeg kan ikke se dem de er under mig. Jeg ville ønske at jeg havde et begreb om hvilken plads livet ville placere mig på, men efter fuglen er spørgsmålet printet i mit blik. Hvilken dag skal jeg vride mig i dødens kramper. 


Det er et spørgsmål vi alle vil stille os selv, jeg tror tidligere end 
umiddelbart forventet. Lad mig først etablere at jeg mener at denne scene der udspillede sig foran mig på Nørrebrogade ved Sankt Stefans Kirken er et tegn fra en højere instans. Jeg er ikke kristeligt troende - selvom jeg ikke kan undgå at se den symbolske forbindelse mellem kristendommen og duen... Jeg vil nærmere betegne mig som uafklaret troende - og troen på det uforløste der er ved at løse sig. Jeg misunder min ven Jørgen der om søndagen først kan mødes efter kirken. Kirken er et sikkert rum, hvor jeg som elev ikke er andet end tilstedeværende. Jeg mener i modsætning til kristendommen - at livet er et dogme. En simpel arbejdsopgave som vi, som mennesker, aldrig vil kunne opleve resultatetet af. Ikke at vi ikke har magten til at ændre resultatet af opgaven, jeg tror det vigtigeste for mennesket er at vide at det har muligheden for at tage beslutninger. Selvom at jeg skriver med en vis selvsikkerhed skal du som læser være bevidst om at dette nærmere er et forsøg på at skabe en ramme om mit liv efter fuglen faldt for mine fødder. Jeg er som sådan ikke ude på at forklare scenen. Tilbage til ideen om menneskets frie valg. Det er en kendsgerning at arv og miljø er en præmis for livet - at der eksistere samfundstrukturer. Det er en kendsgerning at livet begynder og at det ender. Men ideen om det frie valg udspringer for mig, i den forbindelse jeg er blevet undervist i ideen om - udfra det konkrete eksempel med retsalene efter anden verdenskrig... Nürnberg Processen. Har det retsstillede individ ansvar for dets handlinger i forbindelse med dets deltagelse i forskellige aktioner i forbindelse med nazismen, og derigennem anden verdenskrig - ?. Det er det dilemma man måtte afgøre under denne process. Er den tyske officer der brugte sine ungdoms år i Hitler Jugend et resultat af en opvækst i et fragmenteret desperat land og  burde han derfor skånes for straf ? - det er et karrikeret eksempel - ikke desto mindre et godt og interessant eksempel...

Det er eksempler som disse der, hvor man bestemmer enten - eller . Det er øjeblikke hvor menneskets etiske ansvar etableres. Det er øjeblikke som disse der som for mig giver mig en ide og drøm om at jeg har en rolle i det endegyldige resultat af den arbejdsopgave som livet arbejder hen imod. 


Hvor vil jeg hen med denne tekst ? 

Jeg arbejder mig ind i traumet. 


Jeg arbejder mig ind i symbolet og hentydning der meget konkret dumpede ned fra himlen for mine fødder forleden dag.


I situationen som i øjeblikket virkede til at være et scenarie der udspillede sig foran mig, ude af min magt - Er det her pointen måske i virkeligheden findes. Ansvaret ligges på mig, stillingtagen til scenen. Jeg havde valget til at ignorer dødsfaldet, fraskrive det naturvidenskabens første indskydelse. Jeg havde og har til nu, før jeg har udgivet denne artikel, valget til at tolke døden som tilfældets spil. Men manden i opgangen, der tog sig til hjertet og greb instinktivt ud efter håbet i korsets symbolske tegn. Det er handlingen, at lave korsetstegn over brystkassen der cementere betydningen af observeringen af dødsfaldet. Vi er ikke observerende, vi er medskyldige. Og med skyld følger ansvar, med forbrydelse følger straf. Og så er vi vel tilbage til hvorfor jeg skriver denne tekst. Jeg har påtaget mig ansvaret, at reflektere over døde fugle der falder fra himlen.


Livet består i sin eksistens om at meningsgøre meningsløshed. Af spidsen på kniven ligger hjertet og vi går mod mørket i håb om at se lyset. 

Jeg stopper ikke her. Arbejdet fortsætter, efter jeg'et. 








Boy resting head on hand.                                                         



Samtale og Korruption

 Samtale og Korruption 3 parts analyse af samtale i det 21.århundrede Af Morten B.Birkegård _________________________________ Samtale  Engan...