Døde fugle falder fra himlen

 Døde fugle falder fra himlen

Ukendt fotograf  , ukendt ophav                                                                                  

Et artikel der undersøger dødens ansvar,

og omfang.

 2/8/2022            Af Morten B. 

Døde fugle falder fra himlen. 

En due faldt ned fra himlen for mine fødder, og den vred sig i dødens krampe. kropsliggørelsen af døden indtog duen der svang hovedet fra side til side.

En mand kom ud fra en opgang og så duen falde fra himlen, han væltede tilbage ind i den lukkede dør bag ham og så med et frygtindjaget blik duen dø, han lavede korsets tegn. Jeg måtte væk i en fart, mærket af chok og frygt. Irrationelt ville naturvidenskaben dømme mig, fænomenet kan forklares vil de sige mig. For mig selv, ved jeg at jeg blot står med flere og flere uforklarligheder jo mere de prøver at løse dødens greb om duen.

Idag ligger jeg i sengen og kigger på lampen der med et skarpt skær opdeler værrelset i lys og skygge. Lampen lyser og få skygger bliver kastet, jeg kan ikke se dem de er under mig. Jeg ville ønske at jeg havde et begreb om hvilken plads livet ville placere mig på, men efter fuglen er spørgsmålet printet i mit blik. Hvilken dag skal jeg vride mig i dødens kramper. 

Det er et spørgsmål vi alle vil stille os selv, jeg tror tidligere end umiddelbart forventet. Lad mig først etablere at jeg mener at denne scene der udspillede sig foran mig på Nørrebrogade ved Sankt Stefans Kirken er et tegn fra en højere instans. Jeg er ikke kristeligt troende - selvom jeg ikke kan undgå at se den symbolske forbindelse mellem kristendommen og duen... Jeg vil nærmere betegne mig som uafklaret troende - og troen på det uforløste der er ved at løse sig. Jeg misunder min ven Jørgen der om søndagen først kan mødes efter kirken. Kirken er et sikkert rum, hvor jeg som elev ikke er andet end tilstedeværende. Jeg mener i modsætning til kristendommen - at livet er et dogme. En simpel arbejdsopgave som vi, som mennesker, aldrig vil kunne opleve resultatetet af. Ikke at vi ikke har magten til at ændre resultatet af opgaven, jeg tror det vigtigeste for mennesket er at vide at det har muligheden for at tage beslutninger. Selvom at jeg skriver med en vis selvsikkerhed skal du som læser være bevidst om at dette nærmere er et forsøg på at skabe en ramme om mit liv efter fuglen faldt for mine fødder. Jeg er som sådan ikke ude på at forklare scenen. Tilbage til ideen om menneskets frie valg. Det er en kendsgerning at arv og miljø er en præmis for livet - at der eksistere samfundstrukturer. Det er en kendsgerning at livet begynder og at det ender. Men ideen om det frie valg udspringer for mig, i den forbindelse jeg er blevet undervist i ideen om - udfra det konkrete eksempel med retsalene efter anden verdenskrig... Nürnberg Processen. Har det retsstillede individ ansvar for dets handlinger i forbindelse med dets deltagelse i forskellige aktioner i forbindelse med nazismen, og derigennem anden verdenskrig - ?. Det er det dilemma man måtte afgøre under denne process. Er den tyske officer der brugte sine ungdoms år i Hitler Jugend et resultat af en opvækst i et fragmenteret desperat land og  burde han derfor skånes for straf ? - det er et karrikeret eksempel - ikke desto mindre et godt og interessant eksempel...

Det er eksempler som disse der, hvor man bestemmer enten - eller . Det er øjeblikke hvor menneskets etiske ansvar etableres. Det er øjeblikke som disse der som for mig giver mig en ide og drøm om at jeg har en rolle i det endegyldige resultat af den arbejdsopgave som livet arbejder hen imod. 

Hvor vil jeg hen med denne tekst ? 

Jeg arbejder mig ind i traumet. 

Jeg arbejder mig ind i symbolet og hentydning der meget konkret dumpede ned fra himlen for mine fødder forleden dag.

I situationen som i øjeblikket virkede til at være et scenarie der udspillede sig foran mig, ude af min magt - Er det her pointen måske i virkeligheden findes. Ansvaret ligges på mig, stillingtagen til scenen. Jeg havde valget til at ignorer dødsfaldet, fraskrive det naturvidenskabens første indskydelse. Jeg havde og har til nu, før jeg har udgivet denne artikel, valget til at tolke døden som tilfældets spil. Men manden i opgangen, der tog sig til hjertet og greb instinktivt ud efter håbet i korsets symbolske tegn. Det er handlingen, at lave korsetstegn over brystkassen der cementere betydningen af observeringen af dødsfaldet. Vi er ikke observerende, vi er medskyldige. Og med skyld følger ansvar, med forbrydelse følger straf. Og så er vi vel tilbage til hvorfor jeg skriver denne tekst. Jeg har påtaget mig ansvaret, at reflektere over døde fugle der falder fra himlen.

Livet består i sin eksistens om at meningsgøre meningsløshed. Af spidsen på kniven ligger hjertet og vi går mod mørket i håb om at se lyset. 

Jeg stopper ikke her. Arbejdet fortsætter, efter jeg'et. 

Boy resting head on hand.