En hund snuste til et brændnældekrat og bag det lå haven. Som opløst i sig selv var dette lys, og i det stod bordet beklædt med dets signaler af mellemrum fra bladendes skygge og transparens. Dette særlige lys, der strakte sig fra havens ydre kroge, og henover bålstedet ned langs gasgrillen.
 |
| Is he any leader? |
En stor pulserende hængebøg hang indover hele haven, solen kunne kun komme ned gennem taget, og med det overtræk skabte det samtidig denne plads til ånden, klar og gennemtrængende luft. Sådan noget som der flyttede en serviet på bordet. Respiration total. På denne oplyste dag, skindede kaffekanden af aluminum, man kunne se sig selv i den, forbøjet uden led i armen der strakte mod den og se sit lille dumme hoved. Se alle de andre gæster som sad rundt om bordet, se dem i kaffekanden, se dem fra koøjet som var man ikke selv til stede i scenen. Rundt om dette runde bord sad der tyve gæster, med hængebøg i hovedet, og nede ved ligustervæggen sad Gud, det var nemlig den som havde kaldt dem til tælling. De var ikke kun gæster men repræsentanter fra et af Guds nævn. Gud rejste sig fra hækken og gik op til repræsentanterne, med det sidste fad, vitello tonnato og citronbåde. Sådan skal det være. fik den sagt og gned hænderne. De fyldte tallerknerne, og snakkede videre mens den satte sig på den sidste plads. Oldtidsfigur, det var den lidt, men den lyttede stadig efter anbefalingerne fra repræsentanterne som gik på serier og album . I sidste ende var Gud jo den gartner, der havde mest at rode med. Repræsentanterne kunne man også kalde keruberne, da de tjente Gud for enden af det runde bord, for det var et rundt bord der alligevel havde en bordende.
Mit folk, Vi skal vælge. Hvem skal bære essensen på jorden?
Den første keruber til at snakke var ham til højre for Gud. Slovakisk fyr, og han sagde at alle på jorden da skulle bære essensen, eller dele af den, måske halvdelen af den, og at den først i sammenhæng med andre halvdele skulle give fuld epifani. Til det, tænkte nævnet og Gud svarede for dem, at epifanien skulle være tilgængelig for en hver, men ikke i social symbiose. Et menneske er et menneske for det selv, ingen kan enes om essensen, da den kun vil fødes og tage bo i indefra. Som det klareste signal fra haven og dertil Gud selv. Epifanien vil kun være tilgængelig hvis et menneske udelukkende selv opdager den. Der findes ingen prædiken, ingen sand prædiken, der findes ingen omvending, ingen god omvending. Og den sagde også lidt sådan, fordi at den som bekendt havde dårlig samvittighed over sine erfaringer med kristen omvending. Korstogene blandt andet, og især alle lortesagerne fra den katolske oldtid, det kunne kun tjene godt at fornye sig en smule i tiden efter Luther. Men en anden keruber indvendte og sagde at sand symbiose mellem menneskerne på jorden var kærlighed og kærlighed var Gud. Og Gud hostede uden at holde sig for munden og smilte så til hende og svarede at kærlighed er Gud, men at kærlighed var langtfra den fuldbyrdede helhed af essensen. Og til det sagde en tredje at der så dertil slet ikke skulle være nogen der skulle bære essensen overhovedet, da treenigheden allerede havde budt på Frelseren, den inkarnerede Gud, og ikke mindst Helligånden, som det altid tilstedeværende for de mennesker der vil lære essensen at kende. Keruberen mente at essensen ikke hørte hjemme i et menneskesind, at det var for overvældende og farligt at lære essensen at kende alene og indefra, og at selv den der i sit hjerte bar den største trøst, skulle have mulighed for at blive trøstet fra den udefrakommende og iboende Helligånd.
Gud kunne godt forstå hvad der blev sagt, men ved at anerkende det ville den næstsagt også indrømme at det hele vil være meningsløst og at selve dens grundtanke om at finde een der kan bære essensen stod under angreb. Hele tanken, fik den sagt de andre, var fra starten at det var nødvendigt med en til at bære essensen, og at den skulle være en så dårlige budbringer at den kun vil leve i skabelsen, for det var aldrig prøvet før, det var aldrig blevet eksperimenteret med, hvad Gud ville være uden sin bevidsthed, og endnu vigtigere, hvordan Gud vil handle uden sin bevidsthed, uden sin viden og sit ansvar. Blot som hverandre. Det ville blive eksperimentet om det endegyldige gode eller det endegyldige onde. Og svaret ville afgøre sandheden om både Gud og sandheden om mennesket. Det hidtil største frieri mellem Gud og dens skabninger. Og vigtigt var det at essensen skulle blive plantet hos een uden taleevne, og uden formidlingsevner. Allerhelst en døvstum, det var dens første tanke. Men en keruber, der var så lys at hun ingen skygger havde, spurgte hvorfor det var nødvendigt med een uden formidlingsevne og særdeles hvorfor det skulle være en døvstum. Hun mente at eksperimentet var spændende men at resultatet var farligt, og i såfald så farligt at hun mistænkte Gud for ikke selv at ville lære det at kende endda, ved snakken om en døvstum. For en døvstum ville med essensen, ikke kunne bevise sit sande (det endegyldige gode eller det endegyldige onde) da vedkommende ville have ingen at bevise det for. Ingen ord at kunne give videre, og selvom de skrev det på papir, vil den døvstumme ikke have sin ærlige chance for at blive taget seriøst, det mente hun var den barske sandhed, Essensen måtte bæres hos en der havde en social fordel, i så fald. Og til dette var Gud faktisk helt enig, og overbevist af hendes argumentering. Men da endnu een spurgte hvorfor det var nødvendigt at give essensen til een som ikke kunne kommunikere optimalt svarede Gud at netop kommunikationen afliver essensen, og at det var det den prøvede at gøre opmærksom på med det babelstårn, at ingen tolk og ingen analytiker skulle have noget som helst at gøre med essensen - enhver skal bære den for sig selv. Den udvalgte måtte bære den for sig selv.
Hvad med en præst foreslog den mindste af keruberne. Nej svarede Gud, en præst ville prædike. Hvad med en sygeplejerske vedblev den samme, med ideen om en der i forvejen ydede social gestus og til det var Gud stadig utilfreds og den sagde at med hensigt på at udvælge et gement menneske, et godt gammeldags menneske, til at undersøge det endegyldige onde eller gode i, et menneske som det blanke papir, var en sygeplejerske et for søgt og for oplagt kandidat til at bære det gode. I stedet skulle de vælge en hvemsomhelst, en uden bagtanker og uden tydelige formål. En uden den største skæbne, og Gud havde allerede en andenprioritet som den foreslog for bordet. En ung mand, som var dårlig til at formulere sig og kommunikere, men som igennem hele sit liv, alligevel altid var blevet taget vanvittigt seriøst. En folk lyttede på og tolkede frit, men som i sin kompetencers begrænsing var temmelig besværet. En ung mand som af og til skrev på en blog, af og til fik pigerne til at græde når han sagde smukke sætninger, men som ikke endnu havde lært at tæmme orden i hans ståsted og i alle visse ting der kunne have blevet til pointer, men som i høj grad forblev æstetisk overbærenhed. Og det kunne Gud godt lide, en dårlig formidler men som stadig formidlede. En ung mand med navnet Storme van Dijk, som var Guds bud på et blankt lærred for essensen, for Gud troede også på ham, den holdte af ham selvom han ikke var særligt kristen, men den vidste også hvor selvirrettesættende (sommetider af alt for unødvendig høj karakter) han kunne være. Det vil blive en lille indre lidelse for ham i det private, at gå rundt med essensen og så fra den ene dag til den anden, men det vil ikke desto mindre være spændende og perfekt for undersøgelsen. For Gud mente jo ikke at essensen måtte kommunikeres, men hvis den kunne ville mennesket være, den i forekøbet. For Storme var som sagt, blandt gode folk som altid ville lytte på ham og sætte pris på ham, med alvor, men vil de nu også stadig tage ham seriøst hvis det han pludselig begyndte på at sige var selve Guds ord, og pludselig uagtsomt ville åbne op for verdenens sandheder, malet med farver ingen vil kunne begribe, ment med rungende standhaftighed som kun klipperne og bjergsiderne ville kunne gøre det og lade verden fylde med sin dårskab og visdom og i attersamme den store tænksliggørelse, det guddommelige naive, som uden undtagelse ville nå ind til alle mennesker og gøre ekko i deres uvisse? Storme, Guds hund, og pyt med at han ikke var særligt kristen, han havde potentialet. Men havde han nu også snilden? Ville han kunne få det gjort, bearbejdet eksistens over for sine medlevende, uden indblanding fra Gud selv?
Tre-fire kerubere begyndte at snakke i munden på hinanden og kom med råd og anfægtelser men det meste af selskabet var mætte og trætte og egentligt godt tilfredse med drengen som Gud havde tænkt på, og efter et kvarters yderligere diskussion gik de til håndsoprækning, og påbegyndte afstemningen om Storme van Dijk som den første civile og uindviede til at bære essensen af Gud. Det endte med tretten mod otte stemmer for Storme van Dijk og det blev dermed afgjort. Gud vil overdrage ham essensen efter weekenden og keruberne vil få til opgave om at holde øje med ham, beskytte hans psyke og gøre notis af alt hvad der ville kunne ske. Efter ville en rapport være nødvendig at få skrevet, så nævnet ville kunne gå videre i deres forskning af mennesket. Gud takkede af og tog sin egen tallerken og forlod selskabet, gik op til terrassen og stillede den på bordet og gik så derefter op af trappen til altanen og ind på sit værelse hvor den lagde sig på sengen og lukkede øjnene i et stort, aldrende og udmattet suk.
Af Storme van Dijk, 10 August 2023.
.jpg)
