af Storme van Dijk
Mit job som bundprop
- Jeg er mødestabil
I Ginza-distrektet i Tokyo 1877, gik en 22årig mand, med navnet Kintarou Hattori, fra dør til dør og repearerede urene i privatboligerne- og detailhandlerne rundt omkring i handelskvarteret. Nogle år forude, havde en ildebrand jævnet Ginzas bygninger til jorden, og nye, bredere boulevarder, vestligt inspirereret arkitektur og muligheden for et forøget forbrugerliv, gjorde sit indtog under genopbygningen af kvarteret. Under selvsamme renæcense, havde Kintarou Hittori stiftet sit firma i sin egen lejlighed, i starten var det en betalingsvirksomhed, hvor han fortsat repearerede væg- og armbundsure, så udviklede det sig til en ur- og juvelforretning kaldet "K. Hattori", og i 1892 begyndte produktionen så af egne ure (først vægure) på den nye fabrik. Nu under navnet Seikosha, Seiko betyder udsøgt, minut eller success, og Sha betyder hus.
Han blev en stor forretningsmand, han blev en dygtig håndværker og han fik til sidst også stadig tid til at tage ned på grusbanen, og kaste grisen og metalkuglerne med Ginza-distrektets andre ældre mænd, der også havde udmærket sig i-, ikke kun livets skole, men på livets arbejdsplads, da man ikke kan sige `kompetance´ uden også at sige petanque.
Jobbet, Storme, bundprop, deltid
Første dag på jobbet, ringede min chef til mig på sengekanten, leverede mundtligt en adresse til mig og endte samtalen med at sige noget i nærheden af "nåå Storme, så du vil simpelthen være bundprop?", hendes stemme var ikke fuld af tillid eller interesse for sit eget spørgsmål, bare højlydt, fuld af lyd. Jeg måtte lyve og sige at jeg var klar til et liv som bundprop, men mens jeg sad i min undertrøje, og så ned på den mørke gade ud fra mit sengevindue, vidste jeg helt fuldkomment, at mit liv hverken ville ende eller begynde som bundprop.
Adressen hun gav mig var en som lå i Høje-Taastrup, rigtig langt ude i et kvarter man kalder Tampen. Jeg cyklede derhen den våde morgen klokken fire, over sydhavnens skovstier, de som er reguleret af det anthropogene tiltag om at bevare naturen, og det var smukt at se de røde lygter fra bilerne på Sjællandsbroen, mens jeg i mørket frøs om mine vanter og fulgte en lige vej ind i Valby, Rødovre, Glostrup og Albertslund til jeg var ved Tampen. Det er altid en lige vej, så snart man skal langt nok, det er måske kun i det lokale miljø, at det snørkler sig med retninger. Hver vej der kom lignede den anden, for hvert et træ jeg så, stå der nøgent og imitere et boulevardtræ, men i en langt mere afpillet og tyndere beklædning, blev jeg trættere og trættere, og manglede sukker og kræfter i benene. Min cykel gjorde sit, men jeg var træt af hvor våd den var, og hvor meget det føltes som om at den modarbejdede mig. Et par rullevogne stod og spærrede på cykelstien i Glostrup, med et læs aviser og et læs papaffald fra en storkædes åbne baglokale. Kun arbejderne var vågne, og selvom en arbejder i sidste ende næppe ville kunne udstå et par sekunder i mit selskab, var det alligevel som om at der som regel var noget meget forsonligt og utalt foreneligt over de der stride timer i en by, en hverdags nat, i tiden før gaden vågner. Muligvis kun forstyrret af de berusede, som kunne bryde det diskrete ved disse få særlige timer, alene magiske på gaderne, arbejderne og maskinerne, det automatiserede vågne frit gående rundt i de sovende. Som små livstegn er de, arbejderne, en puls der er mere nøjagtig end den gennemgående pace fra hovedvejenes biler. Og sådan som de går rundt, som tjente de direkte de sovende, så mytisk som man har tænkt det med barndommens væsner tandfeen eller julemanden, som jo også laver deres arbejde om natten. I min taske lå kun mine armani-badebukser, og en flaske vand.
Fremme kom jeg, ti-minutter i min mødetid, første dag og stadig mørkt i det industrikvarter som jeg havde låst min cykel i. Bygningen jeg gik ind i, synes jeg lignede en stor hvidkalket villa den havde høj skorsten, gråt tag og afmægtige vinduer skoddet til hver og en. Bag den så jeg ikke de fire høje siloer, der stod på et jernplateu og blev et med bagrundens dæmring, lutter mørke. Men havde jeg set dem, havde jeg fattet lidt før at det var et mejeri. Duften var sur i foyeen, den hang sig i luften og som en vandvorte på spidsen af næsen, var den ligedan som noget man ikke kan komme uden om, en fejls velkomst. Jeg sagde mit navn og en ældre mand med hårnet var forvirret, men efter han tog fat i en anden ældre mand med hårnet, tilvendte han sig til mig igen, gav mig et hårnet som jeg havde frygtet, da jeg synes man ser lidt dum ud med dem på, og pegede mig ned af gangen. “Ricco sidder ved karringen, den er nede af gangen på højre hånd.” Den ældre mand vendte sig om til sin plads igen, han havde hvid kittel på og gav sig til at justere sit hæve-sænkebord. Jeg gik ned af gangen, stadig med hårnettet i hånden, og rygsækken, selvom jeg vidste at den mand bag den dør jeg snart skulle indaf, som det første ville bede mig om at tage hårnettet på alligevel. En af dørene stod åben på gangen, så jeg kunne se de hvide fliser, og de mange jernstativer der lå fyldte med smattede oste, gulligt-blege som det eneste i klinikken, alt andet stod hvidt eller turkist, som gulvet skindende op på lamperne de aflange rektangler, og metalrør, og tuber, hen gennem rummet, alsammen set fra dørssprækken, og de rørsystemer som strakte sig i retløbende baner langs loftspanelerne og endte så igen durk, tilkoplet til dampende apperater, og kæmpemæssige industrimaskiner, og afløb. Jeg trådte ind af den sidste dør, det var et mindre lokale, på døren stod der malet "Osteproduktion Karring", rummet bestod kun af et stort dybt kar, løftet et par meter op fra gulvhøjden, og så en mand der stod på den lille trappe op til karret, han havde hårnet på, var hundredprocent i sine slut tredivere, var meget rund i alle hans kropsdele, som kun man oplagt kan tænke det om mejerister. Ricco vendte sig om, tog sine briller på, trådte halvt ned af trappen med et ben og gav mig hånden, uden at hverken sige mit navn eller spørge hvad jeg hedder men i stedet bare "Velkommen, dejligt at du kunne være her - har du prøvet det før?" "Nej det har jeg ikke" og jeg trådte lidt tilbage da jeg sagde det, som skammede jeg mig. "Nu skal jeg vise dig." han vinkede mig op på depottrapperne, og vi så ned i det store tomme kar, af rustfrit stål, så vendte han sig mod mig og spurgte om jeg var god til at holde vejret, og jeg svarede at det var jeg nok ligeså meget som de fleste andre troede jeg og det var godt nok for ham, og så viste han mig afløbet i bunden af karret, længst henne i højre hjørne. "Vil du have en kop kaffe inden vi begynder?" "Ja tak" "Du kan sætte dig lidt her så henter jeg lige en kop, skal du have mælk og sukker i?" "Nej tak" "Eller fløde?" "Nej det er helt fint. Ellers tak" Og så gik han og jeg satte mig der hvor han sagde jeg kunne sidde, på trappen med stålkarret bag mig som mit ryglæn, og jeg nåede lige at tænke at det altid var lidt morsomt når folk spurgte om hvad man skulle have i kaffen, det er nærmest blevet en lidt iboende menneskelig etikette, og så især at han havde nævnt fløde, den er lidt sjældnere, men man var jo også på et mejeri, tænkte jeg, så det var faktisk meget i orden. En anden mand kom med min kaffe, det var den samme som fra foyeen, værsgo sagde han, og jeg havde fået en kop sort kaffe i et plastikkrus. Jeg pustede på den, tjekkede tiden, tjekkede få ting på min telefon men var rastløs på den, og lagde den i lommen inden Ricco igen kom tilbage, en smule omklædt, og spurgte om jeg var ved at være klar. "Jep. Jeg er klar" "Inden ved siden af, det her rum, er der en brusekabine. Du kan lige gå ind og skylle dig lidt, bare, du ved, bare en lige hurtig tur og så skifter du om til badebukser, dem har du med ikke? og kom så tilbage her igen bagefter. Okay er det fint?"
Da jeg havde skyllet mig under bruseren og skiftet til mine sorte Armani-badebukser som jeg fik da jeg var 16, viklede jeg et håndklæde om min overkrop og gik lidt hurtigt tilbage til Ricco, der stod og rengjorde karret med en spuler. "Godt" sagde han - "Du må gerne lige tage det der på" sagde han og pegede på hårnettet i min hånd, som jeg havde frygtet det, og jeg gjorde det, og gik op af trappen, foldede håndklædet sammen og kravlede ned i karret. Jeg satte mig hen på min plads, i højre hjørne på afløbet, og kunne godt mærke at karret lige var blevet skyllet med koldt vand. "Så får du den her." sagde Ricco og ned af karrets ene væg, sank han en metalkæde ned. "Den kan du hive i hvis du af en grund skal op. Men husk at så skal hele produktionen kasseres, og det er dyrt for os selvfølgelig, så det der med tissepauser, det skal man have gjort inden, som der også stod på vores jobannonce." "Ja, ja selvfølgelig, jeg skal ikke tisse." sagde jeg og så sikkert lidt lille ud som bundprop da jeg sad der og så op på ham. "Det er godt du, om lidt hælder vi vallen ned, det tager otte timer før det størknes, så om otte timer trækker vi dig op, og så er det tak for i dag, ja?" han tilføjede "- og maskinerne her, har jo de har store blade som skal røre rundt i vallen hele tiden jo, det gør ikke ondt når man lige bliver ramt af dem dernede, de er ikke som sådan skarpe, men man kan måske godt blive lidt forskrækket." Det strejfede ikke rigtigt mine tanker, i stedet sagde jeg: "Selvfølgelig. Men må jeg lige spørge om en ting? Hvorfor skal jeg have hårnet på når jeg jo alligevel skal sidde nede i vallen?" "Der skal jo ikke komme hår i osten." og det var klart.
To mænd kom ind, med en stor metaldunk, rullende på en palleløfter. Beholderen kunne knap nok stå inde i det lille rum. Så, tog den ene af dem og drejede en slange på tuden af beholderen, stak slangen ned i karret til mig, og skruede den i gang. Den gullige (men så klare at den tenderede til grønlig), tynde væske, fossede ud, og sprøjtede rundt i karret, teksturen mindede om vand, men med enkle klumper fast vallemasse, som jeg ikke gad indhalere. Det var først koldt, min bare hud slog prikker og jeg skælvede da spejlet nåede mig til maven. Jeg sad i skrædderstilling, og måtte ikke bevæge mig for meget, for så ville det jo ryge i afløbet. Hurtigt var vallen allerede nået til halsen, og jeg begyndte at starte vejrtrækningsøvelserne, det handlede om at udånde mere end at indånde, så når jeg endeligt skulle trække ilten ind til de otte timer, skulle det være en stor indånding. Men jeg tænkte på hvornår jeg skulle trække den sidste luft ind? For ventede jeg til sidste sekund, hvor kun munden er oppe over vandspejlet risikerede jeg at trække valle med ned i lungerne, og så ville det hele blive ødelagt. Så jeg endte med at holde vejret lidt for tideligt end jeg havde lyst til, mens jeg stadig havde hovedet over vallen. Inden længe lukkede jeg øjnene og sad nu fuldkomment dækket i vallen. Det var ikke koldt længere.
Når det blev mørkt glemte jeg at jeg var på arbejde. Jeg tror det er en force, og måske jeg faldte i søvn i karret, for efter jeg fik varmen slappede jeg af i kroppen, og fokuserede kun på at holde vejret. Det er jo den eneste arbejdsopgave i grunden. Jeg lå tynget ned i karrets rundede bund, under et pres som langsomt blev tungere over mig. Gradvist gjorde trykket et niv omkring rektum da jeg havde valgt at sætte rektum over afløbet, og det gav mig en underlig forbindelse, da rektum jo altid er ufriviligt åbent og dermed startede bundproppen først hvor munden sluttede. Men jeg lå godt, som skaller spændt i urskovstid, tusindårsventende på at blive til olie, godt omfavnet af vitale impulser. Jeg hørte en maskine gennem alle timerne, dunke som fra undersiden af et industriskib, og jeg hørte lyden af en strøm som vækkede mig på ny. Af og til har jeg det kraftigt som om at jeg dør men lever videre. Det kan ske hvis jeg står og vasker op og derefter hiver et stik ud af kontakten, med våde hænder. Uden at jeg får stød, står jeg bagefter og tænker, at det var så dumt gjort at jeg nok har fået stød og nok så hårdt at jeg døde, men at jeg blev sparret for straffen og smerten, og bare kan gå fri, gå ind og tale i telefon i min egen levende verden, mens jeg nok er død i mine venners. Jeg følte det samme efter otte timer på bunden af ostekarret. Som om jeg døde der, men levede videre efter. Sådan er alle gode arbejdsdage måske bare.
Ricco takkede af, efter at have hjulpet mig op af ostemassen, han ville tage over nu. Han var lidt utilfreds med det hul jeg havde lavet i osten, ved at kravle op, men han kom mine undskyldninger i forekøbet ved selv at sige at det bare var fordi jeg var ny. Ses i morgen? Nej jeg tror først onsdag. Nå jo, for i morgen kom en bundprop som han ikke kunne skjule han havde lidt mere begejstring for end mig, måske bare fordi hun havde arbejdet der længere. Det kunne nå at ændres. Jeg cyklede hjem i mørke igen, uden at have skyllet mig, jeg cyklede forbi en tankstation og fik mig noget jeg kunne spise stående udenfor. Under skyerne i støvregnen, med våde vanter og størknet valle i pandehåret, kunne jeg stå der og gange op hvad jeg havde tjent, indtil jeg smed posen ud, satte mig op og cyklede hjem.
Engang min kæreste og jeg var i Berlin, havde vi været i teateret og set en ret så mislykket opvisning, moderne danseteater uden tekst, uden rekvesit og musik. Det havde formegentligt varet to timer, og bagefter fortalte min kæreste mig, at hun havde brugt en stor del af tiden på at tælle publikumsrækkerne, gange dem med billetprisen, og dividere den med den præcise varrighed af stykket, for til sidst så at dividere den yderligere med antal skuespillere og instruktør, lys- og lydmænd, for at finde ud af deres timeløn, såfremt den var ens for alle. Hun havde virkelig kedet sig, og hvis der er noget som at jeg kan genkende i det, er det at jeg tror man begynder at tælle når man keder sig, det er af en grund den mest nærlæggende ting at gøre. Jeg har også før, på mine første dage på tideligere arbejdspladser, regnet min dagsløn ud første dag, og dag for dag, gradvist tilføjet det til en mental pulje, indtil jeg heldigvis en dag stoppede med at tælle. At forstå sit liv starter med at lære at tælle, at elske sit liv starter når man en dag ikke tæller længere.
Følg med når:
Mit job som vindheks
- Jeg er fleksibel
Mit job som stesolid
- Jeg er meget lærenem






