af Storme van Dijk 

Mit job som bundprop

•  Jeg er mødestabil

I Ginza-distrektet i Tokyo 1877, gik en 22årig mand, med navnet Kintarou Hattori, fra dør til dør og repearerede urene i privatboligerne- og detailhandlerne  rundt omkring i handelskvarteret. Nogle år forude, havde en ildebrand jævnet Ginzas bygninger til jorden, og nye, bredere boulevarder, vestligt inspirereret arkitektur og muligheden for et forøget forbrugerliv, gjorde sit indtog under genopbygningen af kvarteret. Under selvsamme renæcense, havde Kintarou Hittori stiftet sit firma i sin egen lejlighed, i starten var det en betalingsvirksomhed, hvor han fortsat repearerede væg- og armbundsure, så udviklede det sig til en ur- og juvelforretning kaldet "K. Hattori", og i 1892 begyndte produktionen så af egne ure (først vægure) på den nye fabrik. Nu under navnet Seikosha, Seiko betyder udsøgt, minut eller success, og Sha betyder hus.

Han blev en stor forretningsmand, han blev en dygtig håndværker og han fik til sidst også stadig tid til at tage ned på grusbanen, og kaste grisen og metalkuglerne med Ginza-distrektets andre ældre mænd, der også havde udmærket sig i-, ikke kun livets skole, men på livets arbejdsplads, da man ikke kan sige `kompetance´ uden også at sige petanque.

Jobbet, Storme, bundprop, deltid

Første dag på jobbet, ringede min chef til mig på sengekanten, leverede mundtligt en adresse til mig og endte samtalen med at sige noget i nærheden af "nåå Storme, så du vil simpelthen være bundprop?", hendes stemme var ikke fuld af tillid eller interesse for sit eget spørgsmål, bare højlydt, fuld af lyd. Jeg måtte lyve og sige at jeg var klar til et liv som bundprop, men mens jeg sad i min undertrøje, og så ned på den mørke gade ud fra mit sengevindue, vidste jeg helt fuldkomment, at mit liv hverken ville ende eller begynde som bundprop.

Adressen hun gav mig var en som lå i Høje-Taastrup, rigtig langt ude i et kvarter man kalder Tampen. Jeg cyklede derhen den våde morgen klokken fire, over sydhavnens skovstier, de som er reguleret af det anthropogene tiltag om at bevare naturen, og det var smukt at se de røde lygter fra bilerne på Sjællandsbroen, mens jeg i mørket frøs om mine vanter og fulgte en lige vej ind i Valby, Rødovre, Glostrup og Albertslund til jeg var ved Tampen. Det er altid en  lige vej, så snart man skal langt nok, det er måske kun i det lokale miljø, at det snørkler sig med retninger. Hver vej der kom lignede den anden, for hvert et træ jeg så, stå der nøgent og imitere et boulevardtræ, men i en langt mere afpillet og tyndere beklædning, blev jeg trættere og trættere, og manglede sukker og kræfter i benene. Min cykel gjorde sit, men jeg var træt af hvor våd den var, og hvor meget det føltes som om at den modarbejdede mig. Et par rullevogne stod og spærrede på cykelstien i Glostrup, med et læs aviser og et læs papaffald fra en storkædes åbne baglokale. Kun arbejderne var vågne, og selvom en arbejder i sidste ende næppe ville kunne udstå et par sekunder i mit selskab, var det alligevel som om at der som regel var noget meget forsonligt og utalt foreneligt over de der stride timer i en by, en hverdags nat, i tiden før gaden vågner. Muligvis kun forstyrret af de berusede, som kunne bryde det diskrete ved disse få særlige timer, alene magiske på gaderne, arbejderne og maskinerne, det automatiserede vågne frit gående rundt i de sovende. Som små livstegn er de, arbejderne, en puls der er mere nøjagtig end den gennemgående pace fra hovedvejenes biler. Og sådan som de går rundt, som tjente de direkte de sovende, så mytisk som man har tænkt det med barndommens væsner tandfeen eller julemanden, som jo også laver deres arbejde om natten. I min taske lå kun mine armani-badebukser, og en flaske vand.

Fremme kom jeg, ti-minutter i min mødetid, første dag og stadig mørkt i det industrikvarter som jeg havde låst min cykel i. Bygningen jeg gik ind i, synes jeg lignede en stor hvidkalket villa den havde høj skorsten, gråt tag og afmægtige vinduer skoddet til hver og en. Bag den så jeg ikke de fire høje siloer, der stod på et jernplateu og blev et med bagrundens dæmring, lutter mørke. Men havde jeg set dem, havde jeg fattet lidt før at det var et mejeri. Duften var sur i foyeen, den hang sig i luften og som en vandvorte på spidsen af næsen, var den ligedan som noget man ikke kan komme uden om, en fejls velkomst. Jeg sagde mit navn og en ældre mand med hårnet var forvirret, men efter han tog fat i en anden ældre mand med hårnet, tilvendte han sig til mig igen, gav mig et hårnet som jeg havde frygtet, da jeg synes man ser lidt dum ud med dem på, og pegede mig ned af gangen. “Ricco sidder ved karringen, den er nede af gangen på højre hånd.” Den ældre mand vendte sig om til sin plads igen, han havde hvid kittel på og gav sig til at justere sit hæve-sænkebord. Jeg gik ned af gangen, stadig med hårnettet i hånden, og rygsækken, selvom jeg vidste at den mand bag den dør jeg snart skulle indaf, som det første ville bede mig om at tage hårnettet på alligevel. En af dørene stod åben på gangen, så jeg kunne se de hvide fliser, og de mange jernstativer der lå fyldte med smattede oste, gulligt-blege som det eneste i klinikken, alt andet stod hvidt eller turkist, som gulvet skindende op på lamperne de aflange rektangler, og metalrør, og tuber, hen gennem rummet, alsammen set fra dørssprækken, og de rørsystemer som strakte sig i retløbende baner langs loftspanelerne og endte så igen durk, tilkoplet til dampende apperater, og kæmpemæssige industrimaskiner, og afløb. Jeg trådte ind af den sidste dør, det var et mindre lokale, på døren stod der malet "Osteproduktion Karring", rummet bestod kun af et stort dybt kar, løftet et par meter op fra gulvhøjden, og så en mand der stod på den lille trappe op til karret, han havde hårnet på, var hundredprocent i sine slut tredivere, var meget rund i alle hans kropsdele, som kun man oplagt kan tænke det om mejerister. Ricco vendte sig om, tog sine briller på, trådte halvt ned af trappen med et ben og gav mig hånden, uden at hverken sige mit navn eller spørge hvad jeg hedder men i stedet bare "Velkommen, dejligt at du kunne være her - har du prøvet det før?" "Nej det har jeg ikke" og jeg trådte lidt tilbage da jeg sagde det, som skammede jeg mig. "Nu skal jeg vise dig." han vinkede mig op på depottrapperne, og vi så ned i det store tomme kar, af rustfrit stål, så vendte han sig mod mig og spurgte om jeg var god til at holde vejret, og jeg svarede at det var jeg nok ligeså meget som de fleste andre troede jeg og det var godt nok for ham, og så viste han mig afløbet i bunden af karret, længst henne i højre hjørne. "Vil du have en kop kaffe inden vi begynder?" "Ja tak" "Du kan sætte dig lidt her så henter jeg lige en kop, skal du have mælk og sukker i?" "Nej tak" "Eller fløde?" "Nej det er helt fint. Ellers tak" Og så gik han og jeg satte mig der hvor han sagde jeg kunne sidde, på trappen med stålkarret bag mig som mit ryglæn, og jeg nåede lige at tænke at det altid var lidt morsomt når folk spurgte om hvad man skulle have i kaffen, det er nærmest blevet en lidt iboende menneskelig etikette, og så især at han havde nævnt fløde, den er lidt sjældnere, men man var jo også på et mejeri, tænkte jeg, så det var faktisk meget i orden. En anden mand kom med min kaffe, det var den samme som fra foyeen, værsgo sagde han, og jeg havde fået en kop sort kaffe i et plastikkrus. Jeg pustede på den, tjekkede tiden, tjekkede få ting på min telefon men var rastløs på den, og lagde den i lommen inden Ricco igen kom tilbage, en smule omklædt, og spurgte om jeg var ved at være klar. "Jep. Jeg er klar" "Inden ved siden af, det her rum, er der en brusekabine. Du kan lige gå ind og skylle dig lidt, bare, du ved, bare en lige hurtig tur og  så skifter du om til badebukser, dem har du med ikke? og kom så tilbage her igen bagefter. Okay er det fint?"

Da jeg havde skyllet mig under bruseren og skiftet til mine sorte Armani-badebukser som jeg fik da jeg var 16, viklede jeg et håndklæde om min overkrop og gik lidt hurtigt tilbage til Ricco, der stod og rengjorde karret med en spuler. "Godt" sagde han - "Du må gerne lige tage det der på" sagde han og pegede på hårnettet i min hånd, som jeg havde frygtet det, og jeg gjorde det, og gik op af trappen, foldede håndklædet sammen og kravlede ned i karret. Jeg satte mig hen på min plads, i højre hjørne på afløbet, og kunne godt mærke at karret lige var blevet skyllet med koldt vand. "Så får du den her." sagde Ricco og ned af karrets ene væg, sank han en metalkæde ned. "Den kan du hive i hvis du af en grund skal op. Men husk at så skal hele produktionen kasseres, og det er dyrt for os selvfølgelig, så det der med tissepauser, det skal man have gjort inden, som der også stod på vores jobannonce." "Ja, ja selvfølgelig, jeg skal ikke tisse." sagde jeg og så sikkert lidt lille ud som bundprop da jeg sad der og så op på ham. "Det er godt du, om lidt hælder vi vallen ned, det tager otte timer før det størknes, så om otte timer trækker vi dig op, og så er det tak for i dag, ja?" han tilføjede "- og maskinerne her, har jo de har store blade som skal røre rundt i vallen hele tiden jo, det gør ikke ondt når man lige bliver ramt af dem dernede, de er ikke som sådan skarpe, men man kan måske godt blive lidt forskrækket." Det strejfede ikke rigtigt mine tanker, i stedet sagde jeg: "Selvfølgelig. Men må jeg lige spørge om en ting? Hvorfor skal jeg have hårnet på når jeg jo alligevel skal sidde nede i vallen?" "Der skal jo ikke komme hår i osten." og det var klart.

To mænd kom ind, med en stor metaldunk, rullende på en palleløfter. Beholderen kunne knap nok stå inde i det lille rum. Så, tog den ene af dem og drejede en slange på tuden af beholderen, stak slangen ned i karret til mig, og skruede den i gang. Den gullige (men så klare at den tenderede til grønlig), tynde væske, fossede ud, og sprøjtede rundt i karret, teksturen mindede om vand, men med enkle  klumper fast vallemasse, som jeg ikke gad indhalere. Det var først koldt, min bare hud slog prikker og jeg skælvede da spejlet nåede mig til maven. Jeg sad i skrædderstilling, og måtte ikke bevæge mig for meget, for så ville det jo ryge i afløbet. Hurtigt var vallen allerede nået til halsen, og jeg begyndte at starte vejrtrækningsøvelserne, det handlede om at udånde mere end at indånde, så når jeg endeligt skulle trække ilten ind til de otte timer, skulle det være en stor indånding. Men jeg tænkte på hvornår jeg skulle trække den sidste luft ind? For ventede jeg til sidste sekund, hvor kun munden er oppe over vandspejlet risikerede jeg at trække valle med ned i lungerne, og så ville det hele blive ødelagt. Så jeg endte med at holde vejret lidt for tideligt end jeg havde lyst til, mens jeg stadig havde hovedet over vallen. Inden længe lukkede jeg øjnene og sad nu fuldkomment dækket i vallen. Det var ikke koldt længere. 

Når det blev mørkt glemte jeg at jeg var på arbejde. Jeg tror det er en force, og måske jeg faldte i søvn i karret, for efter jeg fik varmen slappede jeg af i kroppen, og fokuserede kun på at holde vejret. Det er jo den eneste arbejdsopgave i grunden. Jeg lå tynget ned i karrets rundede bund, under et pres som langsomt blev tungere over mig. Gradvist gjorde trykket et niv omkring rektum da jeg havde valgt at sætte rektum over afløbet, og det gav mig en underlig forbindelse, da rektum jo altid er ufriviligt åbent og dermed startede bundproppen først hvor munden sluttede. Men jeg lå godt, som skaller spændt i urskovstid, tusindårsventende på at blive til olie, godt omfavnet af vitale impulser. Jeg hørte en maskine gennem alle timerne, dunke som fra undersiden af et industriskib, og jeg hørte lyden af en strøm som vækkede mig på ny. Af og til har jeg det kraftigt som om at jeg dør men lever videre. Det kan ske hvis jeg står og vasker op og derefter hiver et stik ud af kontakten, med våde hænder. Uden at jeg får stød, står jeg bagefter og tænker, at det var så dumt gjort at jeg nok har fået stød og nok så hårdt at jeg døde, men at jeg blev sparret for straffen og smerten, og bare kan gå fri, gå ind og tale i telefon i min egen levende verden, mens jeg nok er død i mine venners. Jeg følte det samme efter otte timer på bunden af ostekarret. Som om jeg døde der, men levede videre efter. Sådan er alle gode arbejdsdage måske bare. 

Ricco takkede af, efter at have hjulpet mig op af ostemassen, han ville tage over nu. Han var lidt utilfreds med det hul jeg havde lavet i osten, ved at kravle op, men han kom mine undskyldninger i forekøbet ved selv at sige at det bare var fordi jeg var ny. Ses i morgen? Nej jeg tror først onsdag. Nå jo, for i morgen kom en bundprop som han ikke kunne skjule han havde lidt mere begejstring for end mig, måske bare fordi hun havde arbejdet der længere. Det kunne nå at ændres. Jeg cyklede hjem i mørke igen, uden at have skyllet mig, jeg cyklede forbi en tankstation og fik mig noget jeg kunne spise stående udenfor. Under skyerne i støvregnen, med våde vanter og størknet valle i pandehåret, kunne jeg stå der og gange op hvad jeg havde tjent, indtil jeg smed posen ud, satte mig op og cyklede hjem.

Engang min kæreste og jeg var i Berlin, havde vi været i teateret og set en ret så mislykket opvisning, moderne danseteater uden tekst, uden rekvesit og musik. Det havde formegentligt varet to timer, og bagefter fortalte min kæreste mig, at hun havde brugt en stor del af tiden på at tælle publikumsrækkerne, gange dem med billetprisen, og dividere den med den præcise varrighed af stykket, for til sidst så at dividere den yderligere med antal skuespillere og instruktør, lys- og lydmænd, for at finde ud af deres timeløn, såfremt den var ens for alle. Hun havde virkelig kedet sig, og hvis der er noget som at jeg kan genkende i det, er det at jeg tror man begynder at tælle når man keder sig, det er af en grund den mest nærlæggende ting at gøre. Jeg har også før, på mine første dage på tideligere arbejdspladser, regnet min dagsløn ud første dag, og dag for dag, gradvist tilføjet det til en mental pulje, indtil jeg heldigvis en dag stoppede med at tælle. At forstå sit liv starter med at lære at tælle, at elske sit liv starter når man en dag ikke tæller længere.

    Følg med når:

Mit job som vindheks 

•  Jeg er fleksibel

Mit job som stesolid

•  Jeg er meget lærenem

Isoya & Englen Insomnia

Hinsides vor ego, findes de golde pletter og tunge gevækster
Ingen er skabt til at færdes på disse områder
Ondt findes først i mødet med andre - men det samme gælder Godt

Hun lukkede porten op med begge hænder fulde, så hun brugte hoften. Det knuede i hendes hvide knoer, strammede omkring den tynde hud der ligger i små puder, mellem fingerknoglernes begyndelse og for enden af håndfladens ende, den slags hud som først blev bevablet og derefter sprækker. Hun tænkte ikke over sine håndled, men det vil hun komme til i resten af hendes dage, for det hun bar, var tungere end noget du og jeg nogensinde har løftet. Det hun bar var mere uroligt og svært at behærske end partiklers færden, og det hun slæbte på, var hidtil umuligt for nogen andre at tage over på. Lågen gled i igen, og hun gik af en bevokset urban sti, i den baggård hun var kommet til, oplyst fra en af gårdens lamper, og med nakken bøjet for de hængende kastanjeblomster, der faldt træt langs fliserne. Hun måtte stoppe op hele tiden og tage pauser, for at stille det hun bar og sunde sig i armene ved at strejke dem, og ryste dem, og sætte sig og samle vejret. Hun satte sig også på læsset, for det er nu engang det mest positive man kan sige om den slags læs som er så bastant, at det ødelægger kroppe ved at blive flyttet, at de altid kan holde til at man som et minimum sidder på dem. 

Ikke langt fra hvor hun sad, lå opgang nr. 5, det stod skrevet over døren og under en rund og gul og bemøllet husmurslampe. Hun skulle der ind. 

Viceværten kom frem fra hjørnet af en enebærbusk, og så hende sidde med sit store læs. "Nu skal jeg hjælpe dig" sagde han, og hun hikstede sig ud i et forsøg på at give ham et afslag, men han lyttede ikke og puffede hende væk fra læsset. Han prøvede først med en hånd men kunne ikke rokke den så meget som en milimeter, så prøvede han lidt mindre halvhjertet med begge hænder, og med et bedre greb, sådan et greb som kun viceværter erfarer at mestre, men kunne heller ikke, hverken løfte eller skubbe, rykke eller vælte. Så trådte han tilbage og blev lidt stille mens han tog sig til hagen, og uden at se på hende, men kun med blikket på læsset mens han tænkte. Forlegen som kun viceværter kan være det, gennemsigtigt skamfuld men stadig med så meget benægt og forklædning at han lige tilnærmelsevis kunne lykkedes med at skjule det. Så rømmede han sig tog så hurtigt fat under, med begge hænder i et solidt urokkiligt greb, sænkede kroppen i hug, løftede sin hage og gav sig til at løfte opad, alt han kunne. Læsset blev stående i de første sekunder, men i takt med at blodårene blev tykkere og stod ud som vandholdige stolper på halsen, og i tindingen, og i takt med hovedet blev rødt og mere rynket og tænderne sprang ud over læben, løftede læsset sig til sidst, to tre centimeter, indtil huden på viceværtens knoer sprak, og det underliggende fedt og muskelvæv kom i syne og blev strejfet for første gang af verdens vinde, den unaturlige følelse af at blive vendt på vrangen. Viceværten smed læsset fra sig i samme øjeblik, mens han råbte og jamrede sig, med hænderne væddet i blod, bandede han som kun viceværter ville kunne finde på at gøre efter at de har fået hænderne opsprængt, og så gik han faktisk bare sin vej lige efter, uden et ord, og efterlod hende til hendes egne tanker uden så meget som en delt reaktion. Kvinden havde fået pusten nu og løftede nu læsset som hun før havde siddet på og trak det over mod opgang nr. 5.

Hun satte det på trappetinnet, ringede på dørtelefonen, og talte kort efter med Marianne. "Hej- kom ind" sagde Marianne og låste døren op elektronisk med en lav summelyd. De summelyde er altid meget varrierende i hele byen, men her må du forestille dig en, du nok har hørt før, en enkelt gang. Mens døren gik op, sagde kvinden til dørtelefonen "Jeg tror måske det er nemmere hvis du lige kommer ned og ser det først, for det er for tungt at bære op." Men Marianne tøvede enten eller også hørte hun det ikke, for kvinden blev kun besvaret af summelyden. Så måtte hun tage fat igen, og da der var trængt i opgangen vende sig med ryggen mod trappen og langsomt , baglæns trække læsset med sig op på fjerde etage. Det tog omkring en halv time før hun til sidst var oppe foran Mariannes hoveddør som stod på klem. Kvinden var øm og gennemvæddet, og kunne ikke foretage sig andet end at ligge på gangtrappens uvaskede trin. Marianne var ikke på noget som helst tidspunkt kommet ned for at hjælpe med læsset, hun var dårligt gående fik hun sagt da hun kom ud til kvinden på trappen. Læsset stod og fyldte det halve af pladsen, men da Marianne så det blev hun rørt. "Her er det så" sagde kvinden liggende fra trappen. "Gud hvor er det dog smukt" sagde Marianne til sig selv, begge hendes hænder hvilede på hendes udstående røde brystben, blottet af en løstsiddende krave. "Ma Corazón" tilføjede hun. Så så hun på kvinden efter, som nu havde sat sig op af væggen, og helt uberørt af hendes uddrænede kræfter, og sendte hende skeptiske øjne, men et velmenende smil, mens hun spurgte "Nu er jeg lige fræk her, men må jeg spørge hvorfor i alverden vil du nogensinde gå af med det her?" kvinden fra trappen havde stadig ikke fundet vejret men åbnede øjnene og så op på Marianne og smilte til hende, en lille del af hende følte sig set, men en større del af hende mente også at det var nemt for sådan en som Marianne at sige. "Ja. Nu har jeg bare ikke plads til den længere i boligen, og så har den også fulgt mig ret længe nu, så-" svarede kvinden, mens sætningen åd sig selv. Marianne så igen på læsset og så på døråbningen, og så på kvinden. "Jeg tror ingengang den kan komme igennem døren. Den er godt nok lidt størrere end på billedet." udmattet svarede kvinden hende "Den kan skilles ad, det kan jeg sagtens hjælpe dig med." Marianne virrede med hovedet lidt afvisende, mens hun gik en runde rundt om læsset. "Det er også lidt sent nu." sagde hun med ryggen til og efterfulgte med "Ved du hvad Isoya - det er et rigtigt fint gem du har dig her, og du har også sat det til en rigtig fin pris på annoncen - men jeg ved ikke om det rigtigt passer ind i min lejlighed. Desuden er det for stort til at jeg tror jeg selv kan bære det, og det er jeg nødt til når nu jeg bor alene og ofte flytter rundt. Jeg tror det må blive et afslag, men tak for din tid." Hun havde badesko på, og nikkede lidt til kvinden uden at afvente svar før hun begyndte at trække indtil sig selv. "Du kan sagtens få det til den halve pris, sagtens, jeg er villig til helt at give dig det gratis. Jeg tror det skal overtages af en med god smag og som kan give det god omsorg, og det virker du til at være. Og jeg kan sagtens hjælpe dig med at skille det ad og samle det, og komme og flytte på det når du har brug for at rykke rundt i lejligheden, vil du ikke nok tænke over det en ekstra gang, nu er jeg kommet helt her ud og -" Marianne lukkede døren. Isoya sad tilbage, så begyndte hun at græde og så faldt hun i søvn i opgangen.

Det var blevet morgen, sådan en af de morgener hvor lyset er den eneste der er stået op, og Isoya gik gennem gaderne alene, et sted i Vanløse, mens læsset langsomt tog livet af hende. Hun var vågnet fra Mariannes opgang midt om natten af en der kom og skulle rengøre trapperne og havde derefter brugt den vågne tid på at transportere læsset ned til det nærmeste busstoppested. Mens hun sad og ventede tjekkede hun sine andre interesserede på annoncesiden. Blandt dem en ivrig mand fra Holstebro, som kun havde det problem at han ikke kunne komme og hente det fordi han var for gammel. Isoya skrev til ham, at hun havde tænkt over tingene og at hun gerne vil sende det med gratis forsendelse, hvis han stadig var interesseret. Hun sad på læsset og så på en afstumpet trafik, en enkelt bil et enkelt øjeblik, en enkelt cyklist som cyklede langsomt. En mand satte sig ved siden af hende på læsset. 

Hun så ikke på ham, så det er svært at forklare hvordan han så ud, men hans arm var tung, den som han lagde om hendes skulder. "Isoya. Hvorfor stiller du det ikke bare, hvis du alligevel bare gerne ville skille dig af med det?" Hun stivnede, fordi hun ikke kendte stemmen, men stemmen kendte hende. Og hun ville se på ham, men turde ikke bekræftes. "Du lægger for meget vægt i for mange ting. For meget vægt i dit løft og for meget vægt på din dømmekraft. Skal du unægteligt være del af overleveringen? Tør du ikke lade dig overlade i stedet? Til søvnen? Til de fremmede? Til den som samler dit læs op for dig, ikke fordi han har flere krafter, men fordi han fordeler vægten anerledes end dig. Tør nu at sove Isoya, fordel nu dig selv, og efterlad størstedelen af dig. Købere og sælgere forsvinder ikke fra rastløshedens klode, men i søvnen er der ingen kapitaler. Overgiv dig nu. FRISCH is der fisch from Dänemark. Frisch. Fffffrisch is der. Fffrrisch is der fffffisch from Dänemark." Midt i den tale fra den mand hun ikke kunne se på, slog han over i et udbrud af en tysk parafrase, der fik hende til at vende hovedet og se på ham. Hvad der før havde talt som et indforstået orakel, havde nu forvandlet sig til en drukkenbold, eller også var han det hele vejen igennem, for hun blev i tvivl om at alt det fornuftige han før sagde, oraklet, måske bare var hende selv som projectierede sine tanker over på ham. "Kan du ikke lige gentage? Jeg har jo sovet for en time siden, jeg tror ikke at det er det som jeg mangler." sagde hun til ham men hans øjne var søde men vuggede i vand og vaklede i blikket, man holdte af ham ved synet, det var indlysende for alle at han ingengang havde harmen i sig til at harme sig selv, men en del af mennesket i ham var ikke til stede længere, som om en sad og sov bag det forvirrede udtryk. Der er ikke forskel på ånden i glasset og lugten af ånde fra glasset. Han vendte hovedet mod vejen og slap sin tunge arm fra hendes skulder. "Nå." sagde han. "-Nu har du i hvertfald mødt mig, Trøsten." han rejste sig op og forlod hende, fordi han var en af de sjældne slags snaksagelige og berusede typer, der selv forlader en uden man behøver at trække sig. "Kom tilbage" råbte hun efter ham. "Kan du ikke tale noget mere til mig?" han vendte om, men hældede ud af balancen, hvorefter han så tog små skridt i et fald hen mod læsset, som han lænede sig op af og så sagde han til hende mens han pegede på tagene "Jeg kan ikke nej. men deroppe, der kommer der nu og da en engel fra oppe, månens soldat er den, det siger den, Insomnia er den, det hedder den. Den kommer til dig hvis du ikke overgiver dig. Jeg er måske Trøsten, men Insomnia er englen, og engle kan trøste på måder du ikke kender endnu, fat mod. Nu er det jeg går" og han gik.

Isoya så ham så længe det tog ham om at forsvinde, og så så hun dernæst op på tagene på lejlighederne. De stod tomme. Hun tænkte over hvad Trøsten sagde, men hun kunne ikke overbevises selvom hun vidste han havde ret. En for vigtig del af hende kunne ikke give slip på læsset hvis ikke det ville blive overladt til en anden. Læsset var for hende, det som man hader, men som man alligevel er afhængig af at beskytte, og kunne man bare brænde det, vil det være nemmere, men man vil hellere være den der ikke tog beslutningen. Bussen kom, og hun tog om læsset og brugte alt hun havde i sig til at løfte den op. Da det blev sat i bussens midtergang, kunne motoren ikke trække bussen. "Du er nødt til at stå af" sagde ham den skaldede der kørte bussen.

Fortsættes......................................................................................................................................................................................................................

I mødet var Isoya med viceværten, køberen Marianne, Trøsten og måske snart Insomnia. Ondt findes først i mødet med andre - men det samme gælder Godt.