Hvad var det dog der skete den sidste skoledag? Der gik de unge rundt om en byport, i byens indre gader. Her væltede de sammen en minibus, ved at skubbe fra den ene side. Alt de gjorde var farligt, men aldrig skete der noget ved det. Inderst inde ved alle, og også dem som læser dette ligenu, at konsekvenser kommer aldrig til tiden. Men det gjorde liljen. Liljen fik Augusta af Jonatan Erlandi, den blev overrakt hende, selvsamme sidste skoledag inde i stræderne ved aftentid. Augustas hjerte først og fremmest, skal man være vagtsom på. Det slår i sin naturlighed, for hårdt, at det af og til kunne give blodansamlinger på indersiden af hendes brystet. Dette er ikke analogy, det er vaskeægte bogstaveligt ment. Blå mærker i solar plexus.Så at give hende liljen, er også en tillidserklæring, til troen på at hun kan klare denne sansning, fra en blomsts duft og betydning, uden at komme til skade indenfra og indeni. Det man skal forstå ved Jonatan Erlandi, er at han trods at være en ung mand, forstår sig på at vise "jeg elsker" og "jeg elsker dig" i veldoserede portioner. Erlandi mestrer det at sige det småt. Der er brug for folk som dem, for de er skrøbelige begge to, men utrolige til at holde opsyn med dem selv, og heller aldrig ser de sig selv som porøse. Måske kun lige når man får stukket en blomst i hånden, og den er jo død for den er skåret op i bunden. Men de unge er dem der er til stede i at leve, og ved det bedst når de forærer hinanden, dem selv. Man mindes måske sin velegnede plads i livsforløbet når man får en gave som kan få en til at græde eller til at bløde indeni. Smertetærsklen hærdes over år.
.jpg)