Brændegården sætter røg over markerne. Tætner luftens væde i grå og tunge skydampe. Det svider i røde kroge, og væder gråden fra tågens søl. Tunge gløder slår triller, svedende og strenge, fra riller af glohed hvidvarmet metal. Trange, nivende som tange, fra bundter af brændende rødder, fæstnet til landskabets undergrund. Spreder de sig, holder nye hænder, smitter de andre rodværker og vandrer. Gløderne rejser, under jorden løber de, fanger løvtræets fod, knækker rygsprækker, flækker barken, varmer jorden og soder tampen fra dampende pøle der sysler i kogeri. Luftrester gennemsynes af mørk vandet aske, kvæler solringe, tætner dem med afskallet væske, går fra masse til opbrændende luft, går fra jord, vand og mudder til em og ingentingets kondens. Smedet som rullende sølvperler, spytter metan og kernede kugler. Blåt og forsoddet, koldt og forsømt som et lys gennem skoven, riddende Hæstea. Skinger, som det sprængte, det skarpe og afskårede, hvinende og farende, stjerneformede bragende, i hornhinden, i kranietindingen, i brystet larmende. Til jorden falder det, i stilhed udånder det, vidner blænder det, elskere glemmer det.
.jpg)