Rødkål i kantinen, syltet og syltet rosiner også, få timer inden uheldet. Maven er syrnet, den har ikke meget at arbejde med, og på arbejde er den, som alt det sitrer i det øjeblik. At holde ud, er kunsten kvinder gør bedst. Han skriger ikke mere, hegnet gennem benet flyder over af hans blod, han bliver magelig og forsvinder, dør ikke, men alligevel lidt.
Alt foregår i Italien. Pånær kantinen, det foregik i København. Men han forbløder i Italien, og dør så, senere, løsrevet fra hegnet på Ospedale. Der er det ovre. Personalet pakker ham ind, og går forbi hinanden på stuerne, mens de skæver til de ophængte små fjernsyn og fylder vand fra plastickander de har stående på personalestuen. En af dem sætter sig i en sofa, og ser ud i natten, den som er faldet over Italien nu. En kat kravler ind af vinduet til personalestuen, det er normalt, den ligger sig i vindueskammen, men de kender den ikke.
Personalet informerers flere gange i minuttet, af alle slags indtryk der både rummer alvor og almindelighed. Strømme og signaler og sanselige stød og impulser fra over alt på Ospedale, selv når en af dem sætter sig i kosteskabet for at ringe til sin søn, er hun på overarbejde fra alt det liv, der sitrer på dødens tærskel. Selv i mørket, med moppen lænende op af hende, kan hun ikke lukke øjnene. Alvoren bliver almindelighed, og det at blive imponeret kan hun ikke længere. Uheld og mirakel er ligedelt uchamerende og falder sammen med alle de andre indtryk rundt omkring på Ospedale. Kun en praktikant fra Ospedalescuola blev begejstret over katten i vinduet. Kiggende rundt, på resten af personalet, ser han dem som sovende, apatiske og uden hinanden. Snart vil han blive som dem, snart vil han også blive magelig, ikke død, men alligevel lidt.
.jpg)