Viveka

Skumringen glødede i et sommerorange skær der lagde sig over søen og gjorde vandets dønninger mørkere men forvandlede vandspejlet til et paillettæppe af mørkeblå, sorte og rødgule lys. Overfladen omkransede Elin som en kåbe, mens hendes søsters hænder hvilede sig under hende, og drev hende rundt i søen, flydende på ryggen. Jeg så det fra varandaen. Normalt havde jeg kaldt dem ind længe før solnedgang, ikke grundet mørket men grundet kulden, men her til aften lod jeg dem være. Bag varandaen flugtede passet sig nede for foden af skråningen til de grønne bakker, der var blevet blå efter dagens aftagen. Jeg havde armen om min kæreste der sad ved siden af mig på den lille uldbeklædte træbænk. Hvem forbander dette liv, så længe at der er marsvin i havet? Jeg aede hendes nakke med min tommelfinger, mens hendes hovede lå indadvendt mod min hals, som gemte hun sig fra noget. Vi havde været stille i lidt tid. Pigernes stemmer var fjerne nede fra bredden men gav samtidig et klang ud i den stille aften. Søen lå stille, som søer altid holder sig tavse. Viveka så op på mig fra hendes skjulested og sagde  "Dét, var så vores sidste ferie sammen". Jeg lo kort. "Ja, men den er langt fra færdig." jeg strøg hende, og blev opmærksom på det. Bevægelsen kunne blive så mekanisk og ufølsom. "Vi skal få det sagt til pigerne" sagde hun. "Ja, men lad os vente. Skal vi ikke bare nyde ferien til at den er ovre." Hendes hovede blev hængende, stivnet i en retning, hvorefter det så krøb tilbage ind til halsen. Jeg ville gå op til kirken i morgen, den besøgte jeg altid når jeg var på ferie i nye byer. 

Søen var så stor at man ikke kunne se enden på den fra der hvor vi boede. Næste morgen sprang jeg i den, og vaskede ryggen. Jeg var stået tideligt op, men de andre havde alligevel været vågne længe. På verandaen sad Viveka og læste og Taramaja sad med ryggen til solen og drak et glas juice. Hun fik glasset til at se stort ud fordi hun drak det med begge hænder. Der var tomt på havebordet udover Vivekas taske og et par pamfletter der flød. De så mig ikke, de mærkede ikke brisen, indtil at jeg lagde armen om Viveka, bagfra og hun kort kiggede op fra sin bog. Hun lod sit hovede gnide sig op af mit bryst som en kat i brunst, og jeg lagde næsen på hendes hovedbund og indtog den saltmætte og indelukkede duft. "Godmorgen i to" "Godmorgen". Jeg så på Taramaja, der kun havde sine shorts på. "Hvor er din søster henne?" spurgte jeg, og hun vippede med sit hovede mens hun svarede med en lyd. Viveka løftede kort sit hovede i et peg ned mod søen og jeg så at Elin sad dernede med fødderne i bredden. De havde ikke spist endnu, jeg måtte hellere få bundet knobet på denne familie. Ude i husets lille køkken var fliserne mørkebrune. Et valg jeg aldrig selv ville have taget, da det ligesom absorberede synet af det mulige skidt der kunne sætte sig efter for eksempel en karklud, og gemte det så det ikke var til at vide om hygiejne havde hjemme på disse kanter. Servicen var også brun eller orange. Små bestante, tykkantede lerskåle, grumme og uhjemmelige som bare pokker. Jeg gjorde bordet klar. På det stilte jeg, bøtten med tyrkisk yoghurt, et par figener, abrikos, nødder og honning. Jeg skar baguetten, og tilføjede et fad med skiver af røget Schwarzwälder skinke, filletter af salte sardeller i vindrueolie, appelsinmarmelade, fremmed margarine og den store hollandske Edam-ost, jeg altid havde holdt så meget af. Så kogte jeg vand og lavede en kande te. Jeg så på etiketterne i køleskabet. De mindede mig altid om at jeg ikke var hjemme. De varer jeg købte udenlands, velkendte varer i fremmede formater, smagte også altid anderledes som regel lidt mere mat, men somme tider kunne det også overraske mig. Det at spise de velkendte varer i ukendte formationer var som kortvarigt at låne en andens sko. Det er også hjemve at se geografiens opdeling i kolonialvarerene. Man kan tyde det særligt på maskotten på vaskepulveret. Af og til kan jeg tænke at jeg aldrig har set nogen tegne på sådan en måde før og at det fremkommer mig umuligt at denne maskot er en del af et større antal menneskers liv. Såfremt noget de måske snakker om, ved lejlighed. Men at jeg overraskes over at ting varierer fra sted til sted, er min egen idiotisme. Til gengæld er der også nogle ting som forbinder verden. Frugterne forbinder verden. Frugterne er portene til køkkenet. De er de eneste typer varer som uanset alle kulturer altid er til at finde ude for spisekammeret. De opbevares altid i det åbne, i en skål eller kurv på køkkenbordet som regel. Det er som om at det menneskelige i os aftager ved synet af en frugt, for når de ligger der i køkkenet, nemt tilgængelige, er det abens hånd der rækker ud efter dem. Det er ens natur at have dem tæt på.

Vi sad og spiste alle sammen. Vi sad og læste eller bladrede i billedbøger. Mine døtre var brune og deres hår var mærket af luftens hede. Taramaja - kostbare krøller i nakken og om ørene. Et lille barn der sveder. Det var så blåt omkring os. Når jeg kiggede op fra min bog så jeg enten på søen, den store hvide, eller bagud på de bakker der lå over os. Jeg kunne se mænd og kvinder, med stråhatte, og hvide bukser og skjorter, bukke sig ned deroppe på bakken i det fjerne. I samme bevægelser som en kinesisk risgartner gjorde det. Overalt lå bygtens liv og simrede stille i dalens tamme time. Morgenen i varmen. Og jeg holdte Viveka i hånden på bordet i et lille øjeblik. Og jeg tænkte at livet er godt indtil at det modsatte er bevist. 

Senere på dagen tog jeg op til kirken. De andre ville blive og de blev. Kort inden jeg gik, kom Viveka ud til mig på varandaen. "Vil du ikke nok blive lidt?" spurgte hun og jeg svarede "Jeg ville så gerne lige nå at se kirken. Jeg kan gøre det kort." og jeg havde lyst til at ae hende undskyldende, men jeg kunne ikke og vores blik var bortvendt fra hinanden. Der stod et skævt fyrretræ længere nede af skråningen. Det var frodigt og det svejede let, trods at vinden lå stille og jeg så på Viveka igen og jeg sagde "Når dette er forbi, vil jeg have at du finder dig en ny kæreste og jeg ønsker at han skal blive det bedste for dig og at i elsker hinanden sålænge du lever." og hun så på mig og så forfærdet ud mens hun udstøtte et hurtigt lille forarget støn og så spurgte hun mig om hvordan jeg kunne sige sådan noget. Og hun havde ret. Hvordan kunne jeg sige sådan noget? 

Kirken lå øverst i bygtens terrasseformation. Det gør kirker for det meste på steder med bakker. Dens blå spir stak op over rundingen og jeg fulgte retningen med øjnene mens jeg kæmpede mig op af de snoede veje. Solen stod højest på himlen nu, og ikke mange færdedes i gaderne. Jeg holdte mig langs skyggen af en broget stenmur med musaiklignende strukturer. Hver gang der var nogen der passerede mig, af de få der var, nikkede jeg til dem men kun de færreste nikkede tilbage og cikaderne sang fra det gule græs. Husene var små og som sammensunket i terrænet, men gavlerne var fine og velbevaret, oftest hvide eller røde og med smalle porøse kamme og træskodder for vinduerne. Da jeg kom op til kirken, var jeg svedig og en smule kold. Kirken var lille, og omkranset af provinsens vinstokke og pistacietræer. Kuplens tagglans glinsende som svedt af solen og facaden lyste og var hvid eller meget lyseblå. Jeg åbnede den sorte og buede dør og trådte ind i kulden. Livet er bittert som altervin. Lyset stod ind i kirken, og hævede støvet op i sin alene færden. Der var ingen andre derinde, det blev jeg mindet om af lyden fra mine sko hver gang jeg tog et skridt ned af skibets midtergang. 

Kalkmalerierne var vedligeholdte og middelaldermænd med mærkelige proportioner, fulgte mit blik langs hele væggen. Det var nogle særdeles sædvanlige motiver, som jeg havde set dem før, i større kirker, men alligevel var der også noget der stak ud. Over på væggen bag alterskranken, i det rundede hjørne var der malet en mand med en blodig hånd og en krumsabel. Fra den blodige hånd holdte han sit eget hovede og rækte det frem til en anden mand, en lidt mere detaljeret mand, måske en biskop. Det var en byttehandel, en købmandsaftale, for biskoppen rækte ligeledes frem med hånden og afleverede et stort brunt trækors som tak. Det makabre blev opfundet i middelalderen. Jeg studerede det med kort mine og gik så hen bag en lille døbefont der stod ved en lysestage med utændte lys. Hvorfor var der altid så koldt i kirker? Selv her, hvor kirken nok var den mindste jeg nogensinde havde besøgt og primitiv eller nærmest forladt. Jeg så skriftestolen og dens massive tre trædøre bag døbefonten, og prøvede at tage i håndtaget på den ene, men den var låst. Først efter mit forsøg så jeg er rødt skilt der hang på skriftestolen, hvor der på originalsprog stod "Ude af drift". Folk syndede måske ikke længere. Det var søndag men kirken var lukket. På en søndag? Jeg skulle blot snakke med præsten og prøvede lidt opgivende at banke på hans dør ved siden af alteret, men igen intet svar. Jeg måtte komme tilbage i morgen, besluttede jeg og forlod kirken igen. 

Senere sad vi i bilen og kørte op over bakkerne og hen mod kysten, stik nord omkring tyve kilometer fra søen og huset. Viveka sagde ikke meget til mig den aften, hun smilede oprigtigt når hun fangede mit stjålne blik, men så så lettere bedrøvet ud igen når hun atter vendte det indad mod sig selv. Da jeg parkerede bilen og da vi trådte ud var vi ankommet lige til foden af en lille havnepromenade. Her kørte busserne og der var liv langs havnecaféerne, basarene og charcuterierne der flugtede langs kajen som lå oplyst i udsigten til øhavet. Vi fulgte vejen, det var tideligt på aftenen og mine døtre havde sandaler på. Imellem beværtningerne opdelt af små smøger der førte ind mod centrum, lå der af og til også nogle gamle bevarede boliger og stak snuderne ud mod havet. Elin, som gerne selv vil have en hund, påpegede de små lertøjsstatuetter, som forestillede to spanieler der vendte mod hinanden men hvis hoveder så ud mod havet.

De stod i nærmest alle vinduerne på de egendomme vi kom forbi. Der var mange af dem, de stod også i restaurantsvinduerne, og der var altid to. "Det er Staffordshire-hunde." sagde Viveka. Jeg kendte dem ikke. "- Det er sådan nogle gamle britiske keramikfigure, som blev brugt til at pynte på pejsen i victoriansk tid. Men hernede i den her del af Europa blev de brugt af sømandsfruerne, der stillede dem i vindueskarmene og lod dem kigge inad når manden var hjemvendt, og udad når han var til søs." pigerne forstod det jo ikke, men jeg vidste hvad dette skulle signalere, og det var en spændene tanke. Det var naturligvis ikke noget folk gjorde længere, nu var det blevet traditionsbundet turistmatriale at se de små spanieler kigge ud over bugten. Vi gik forbi et vindue hvor den ene hund var vendt indad mens den anden var vendt udad. Hvad betød det? Tænkte jeg. Var det en diskret måde at erklære sit ægteskab for kompliceret på? Promenaden mundede ud i en mole, hvor dertilhørende små fiskerestauranter havde deres runde borde og parasoler. Jeg spyttede på vejen og tog Taramaja i hånden. Vi satte os alle fire på en af fiskerestauranterne, Restaurant Delphinidae, den med færrest gæster. Mine døtre fik grillede fiskepinde med citron og timiankartofler. Det var gralt. Jeg bestilte krabbesalat og en bagel med laks og Viveka fik grillet dorade og pebbersalat. Efter et stort glas Schweppes Lemon, fik jeg Vivekas albue i siden og derefter hendes hviskende stemme: "Så er det nu." Jeg nikkede til hende, rømmede mig og lænede mig forover min halvspiste krabbesalat. "Piger, mor og jeg skal lige snakke med jer om noget." Jeg fangede hurtigt pigernes blikke. "Skal i skilles?" spurgte Elin.

Jeg lo. "Nej, det skal vi ikke." sagde jeg, og prøvede at fange Vivekas hånd under bordet, men hun havde flyttet den. "Nej, det handler nu kun om mig." fortsatte jeg og så at Taramaja havde fået øje på en måge i stedet for. "Kan i huske da jeg var rigtig syg?" spurgte jeg. Jeg havde lavet stemmen om, som læste jeg op fra en godnathistorie. Øm og sympatisøgende. De to piger nikkede. "Der var der jo en rar mand, ham som mor og jeg kaldte doneren, som gav mig dele af hans egen knoglemarv. Han donerede det til mig og jeg blev rask. Husker i?" Det gjorde de. " - Doneren redede mit liv. Og nu er situationen så kommet til at jeg skal rede hans." Viveka skubbede stolen tilbage, og den skærende lyd afbrød mig kort i et nervørst sammentræk. Skulle hun til at gå? Jeg fortsatte. "Ham doneren, har været meget glad for at donere, han har for eksempel givet sin nyre og sin lever væk. Han har givet sit ben til en soldat og sit ene øje til en kendis. Han mangler også overmunden for bare tænder som han har solgt som proteser hos tandlægen. Alt hans hår klipper han af når han har det, også øjnvipper og øjnbryn. Så giver han jævnligt sit blod og sit knoglemarv. Men nu har han doneret sit hjerte." jeg holdte en lille pause. " - og uden hjertet... ja det ved i nok." pigerne nikkede. "Han har derfor henvendt sig til mig og spurgt om jeg kunne give ham mit, så han fortsat kan donere og rede liv. Jeg har sagt ja, jeg skylder ham jo mit liv." nu gik Viveka, men ikke langt væk. "Skal du så dø?" spurgte Taramaja. De forstod det overraskende godt. "Jeg vil med al min magt forsøge at finde en der vil give mig sit hjerte." svarede jeg hende i stedet. Men jeg løj halvt, jeg havde endnu mere lyst til bare at lade dette være en ferie. Det var som om at jeg var den der mindst forstod det. Forstod hvad det var som at jeg havde gjort og hvilke konsekvenser det skulle give.

Viveka chp. 1
Skrevet af Estorme Vandachino 

Ud fra samtale med Pierre van Gogh

SE DIG SELV I NAKKEN

Leder af Lisette Dephansteffie - 13.02.22 - debutant

En af de væsenligste faktorer til ulighed i den globale verden, er den almene evne til at relatere til virkeligheden hos andre der har det anerledes. Eller nok snarre: mangel på samme. Det er beslægtet med privilegieblindhed og kulturel ignorance og grundene kan være hundredvis. Nok ofte giver det også god mening, at det i alfald kan være udfordrende at skulle sætte sig ind i noget man ikke på nogen måder ved hvordan opleves. H
eldigvis tager mange, især i dag, skridtet ind i den uvisse forestilling, men med
forbeholdet at de bruger hvad de har, som eksempelvis velgørenhed, til at gøre sin forskel. Men afbilledet forbliver fremmet. Småborgeren, i skandinavien, i hele nordeuropa og i sin sandhed også i Danmark, tænker u-land og krigsramte nationer, som imaginære stationer. Der er vel nok medfølelse, men der er også mulighed for kommerciel udnyttelse og velgørenhedsarrangementer med sidegeshæfter. Underholdningsindustrien hærger den rigtige barske virkelighed og som bekendt, såfremt også under mediernes inflydelse. Men der er ingen rod i virkeligheden for at flygte fra sit land plantet i det rige vestlige nordeuropa. Det giver mening at det står fjernt, det giver mening at medfølelsen ikke kan være total. Sådan er det, kan man ikke relatere, så kan man jo bare ikke relatere. Men det mordernetænkende menneske skal bruge nærdødsoplevelser, for at åbenbare sig på andet end sit lokale samfund. De skal bruge ekstrem relaterbarhed for sin opvågnhed, og dette kan ikke konstaliseres. Det må ske på kroppen.

Der er travlt inden for det lokale marked. Og ikke kun markedet men hovedsageligt, har vi som nye verdenborgere flyttet vores poler helt centreret fra hvor vi står. Jovist lever vi under en globaliseret verden, og netværk osv. men der tages forbehold i større grad ud fra vores egen lokale lokation. Igen giver det mening, sådan er dyret, sådan er mennesket, naturligvis værner vi om det der er tæt på. Men vi værner ikke længere, vi indbilder os i at virkeligheden kun findes her.

Mennesket kan være godt og elskeligt trods dette. Egoisme har mange grene og kan sagtens være bæredygtigt for at andre (især lokale bekendtskaber og tætte relationer) for at skabe en fin tilværelse for andre. Der bliver skuet ud af, der bliver tænkt udenom os selv, til tider. Bare med forbeholdet om at blikket stammer fra øjnene som stammer fra os selv. Polmennesket. Vores blik er fæstnet i en ret linje ned om os selv.

Jeg brygger på ideen om at den vestlige borger, har sit vertikale verdenssyn. Prøv at stå stille hvis du læser dette mens du bevæger dig: og forestil dig så at man tegner en lige linje op gennem toppen af dit hovede helt op gennem loftet eller skyerne over dig og helt op til hvor du ikke kan se den ende. Ligeledes fortsætter linjen ud af din bagende og ned i brædderne eller jorden, eller linioliumsgulvet og flere hundrede meter ned i jorden til at den rammer jordens kerne. Dét er sådan du tænker. Forestil dig hvad der rammer linjen udover dig selv. Opad: Et fly, du ikke er med på? Mod en ferie du ikke har taget, eller på en foretningsrejse du ikke kan finansere? Skyerne der styer dit humør? Styrer så væsentlige dele af dit liv, og af almarnaken, som vi forholder os til blot på en ejerskabelig måde. Rammer den stjernerne, eller er de
for langt væk? Rammer de Gud og de døde du kender? Hvad vil de dig, mon de ikke tænker på dig og ser på dig netop nu? Det over dig, det er det du vil opnå, det er den del af linjen der styrer dig, det er det du kalder fremtid.

Den del af linjen under dig, er jorden og subterrænet af granit eller sand. Måske havet. Måske skelletter? Det er det du går på, og som der er dannet efter tidens gang, er alle de historier du har lagt bag dig. Alt der smides ud havner under os. Alt der fortæres og løber ud og rådner op bliver til støvet vi går på. Dine egne historier, dine billeder gemmer du væk under sengen, så tæt på jorden som muligt. Vi begraver os i den når vi dør, her skal kroppen blive læggende og nye lag skal tage form. Det er det vi kalder fortid. Vi lægger på og lægger på og lægger på til at vi kan nærme os selvbilledet der ligger i himlen på linjen. Det er babelstårnet, vi skal op, for den vej peger fremtiden. Vi bygger trapper af os selv, igen.

Dit verdenssyn er midt imellem to foraer, et underlag og en atmosfære. Og du tror at du deler den med alle andre, fordi at himlen ligger over alle og jorden går vi alle på. Men du ser ikke. Du ser ikke foran dig, du ser ingentgang dig selv. Du har travlt med dine forestillinger, for sådan kan ting bedst forstås. Du tør ikke at se, tror jeg. Du tør ikke at se foran dig.

For hvad hvis linjen lå horisontalt. Og du i stedet spurgte dig selv - hvad ville andre mig? Hvad ville jeg andre? Uden sociale opdigtninger, igen præget af den lokale konstruktion. En dogmatisering af dit eget hovede, er alle disse sociale begreber - stryg dem - nu handler det om kroppen, nu handler det om gerningen og intuationen. Dit sind og dit syn ligger nu i en ret linje lige ud foran dine øjne. Den kredser rundt om jorden og rammer dig i nakken. Du ser dig selv, men kun bagfra og bag en masse andre mennesker fra samme virkelighed. Du ser dig selv med resten af verden og du ser dig ikke selv i øjnene, for hvad skal du vide? Du ser dig selv i nakken du erkender blot at du findes og hører til. Man skal se sig selv i nakken. Forestil dig hvad du kunne se i denne lige linje. Forestil dig hvor meget du kan se hvis du vender hovedet et par milimetre, i modsætning til den horisontale linje, hvor du formegentligt skal bevæge dig langt for at se nye ting. Din verden er nu længere ikke præget af den indbildte tid du før var underlagt, men tværtimod, findes du allevegne, så meget som et ingenting som så lidt som et alting. Du ser ikke længere på kilden til lyset, det der før blændede dig, men reflektionerne af livets sol. Alle jordens ting i et lys og et mørke, det er her indblikket opstår, for du leder ikke efter hvad deres forbindelse er til det store hele, du ser dem alle som det enkelte individuelle små lysindfald, og viadukter på jordens langebane. Det er nemmere at sammenligne, når man ser sådan, gisningerne er færre end da du bare så himlen og gættede på at der fandtes fremmede som du delte den med. Du har det hele lige der, en lang kavalkade af forskellige verdner på samme klode, af forskellige historier og klimaer, samfundsklasser og boliger. Ikke at du kan relatere til alting, men det vigtige er at alt bliver mindre fremmed. Og det er her du kommer til at fungerer, når du kan tage det hele ind, uden at skabe modarbejde eller anstrengelse for at sympatisere. Når blot du bare ser og kender din verden. Tag et verdenskort, lær alle landes navne og flag uden ad, tag kontakt med folk på linjen hvis du er interesseret. Bare omgå dig. Der er masser af steder du ikke har set, både i den egen by, men også endnu længere væk. Ankom ikke som en fra det bestemte punkt og heller ikke som en verdensborger under himlen, ankom med blikket og følg det. Vær høflig og se dem skinne.

Det interessante er at det faktisk er nemmere at se sådan. Man anstrenger nakken mindre ved bare at forholde sig til det der står lige ud. Idealer og myter er vigtige for os, og især for at få os til at handle retfærdigt mod andre og få skabt et rimeligt forhold til os selv. Men selvrationalisering, og -bearbejdelsen og hele tidsforholdet, hører kun den vertikale linje til. Idealerne og myterne findes i den horisontale linje, og de lever endda stærkere. De holdes i live af de lys du sender på dem og som reflekteres tilbage. Det er din inspiration blandt andet, - den rigtige inspiration, ikke den du tror du skal fremmane og presse ud. Det er din vilje til at elske dit gode liv, den ser du i myterne hos de andre i dit synsfelt. Den lever af historierne, fortælleglæden og det at dele det uvirkelige i en alvorlig verden.

Alene opløser dette verdenssyn ikke den globale ulighed og du har ikke lært noget nyt. Det er den samme smørre det her, tænk på andre og bla bla bla goddag mand økseskaft. Du lader det pralle af nu, men det er fordi du tænker horisontalt. Giv mig en chance, du kunne bare starte med at forestille dig linjen. Gør som du gør bedst; start lokalt. Hvad ser du helt præcist lige nu hos naboen, hvilke inventarer, hvilke mennesker gemmer dig sig i dit kvarter. Prøv at fortsæt til at du simpelthen ikke kan forestille dig mere. Det bedste vil være at sætte handling på, og bede dig gå lige ud indtil at du rammer dig selv i nakken. Men tag det et skridt af gangen, og husk også dig selv naturligvis. Husk din reflektion og se på lysets retning. Se på dig selv.

Jeg, en stud

Skrevet og udarbejdet af K.G Rønnesten-Svingert.

Dedikeret til Smilla.

Han kom til mig op af efteråret. Jeg hørte først hans gummistøvler og da han kom til syne så jeg så det lange sølvskinnende løb, han bar med sig. En grå stav med et skaft forneden, for mig var alt blot former eller lyde til at det hele bare blev til græsset. Rank og elegant stod jeg som det sidste, så lod jeg mig falde. Og nu forstod de at jeg ikke længere ville vifte dem væk når de satte sig på mig.

Vi gik og græssede fra formiddag til tidelig aften. Det var det vi havde, det var det vi levede på. Vores seng sågar som vores spisekammer. Lange hektarer af gul græs, tørv som drøv, i store klynger af støvet vildgræs hærget af hedens mange kryb og smådyr. Vores liv lå i Karup, det havde jeg hørt fra en af kvinderne. Hun sagde "Karup". Husmandsstedet vi hørte til så jeg dog sjældent og derfor var det mig naturligt at dét var Karup, for det faldt mig ikke ind at livet kunne ligge her hvor vi græssede. De dødes sjæle har form som  fluer, som jeg viftede væk fra morgen til aften. Jeg har aldrig tænkt over dem før nu, da man lærer at ignorere. Jeg var ung, og jeg opfangede ikke meget. Men jeg var vild med Maria. Forelsket i Maria, min ven på egnen. Jeg var læst og jeg levede i et matriarkat, det var sådan det var. Det var hvem vi var, os fra flokken. Særligt matematik var jeg interesseret i, jeg havde altid udmærket mig tror jeg, ikke kald mig beskeden, det er alt for meget. Jo, god var jeg, jeg havde en voksen mands forstand i en let-buttet, hvalpefedtspolstret krop. Mit legeme og motorik var mig selvmodsagt, jeg var ingen værge, jeg var knap en alder, og hidtil alt forsent fandt jeg ud af at dette grundede husmanden som tog min ungdom fra mig fra dengang før mine søstre kunne kælve. Flokken fortalte ofte om tre ting: livet, brunsten og døden. Og jeg ejede ingen af de tre. Jeg gjorde mig heller aldrig mærke i at prøve at forstå dem. Jeg kunne regne, jeg kunne være forelsket, jeg kunne vifte fluerne væk. 

Sanseløs efter hendes mund, de smukke to læber. Hende, hvis hænder jeg ville tage i mine, hver gang jeg så hende. Hun skænkede mig min ængstelse som jeg kun besad i hendes tilstedeværelse. Hun gjorde mig evig, ved at tage modet fra mig. Evig fortvivlelse er den evige ungdom. Her ikke ment som en lidelse, men ment som en brystelse af alt der er af værd at lede efter. Hendes baller, mine hænder. Mine baller, hendes hænder. Gensidighed, for sådan skulle vi holde om hinanden. Hun var for en tid mit eneste indhold i dagenes passeren. Eller tanken om at vi skulle være mere nære var. Hun skulle ikke blive mit tidsfordriv, tværtimod var det hende der drev tiden for mig. Forelskelsen gjorde hende til en afveksling fra græsset.

Min far, den store tyr, hævdede at jeg ikke var mand nok til at holde af en anden. Det blev sagt til mig sidste sommer. Omkring mig bedækkede alle hinanden. På kryds og tværs. Det kunne hænde at det skete mens familien lå til og så på eller passede sig selv. Af og til skete det at mine brødre bedækkede Maria og når det skete blev jeg knust eller bare arrig. "Det skal du ikke være ked af. Det er jo bare vores frihed og sådan noget som vi nu engang gør." havde hun engang prøvet at trøste mig med men hendes øjne havde så klaret pludseligt op efter hun havde sagt det, som om hun blev forskrækket over hvad hun selv lige havde sagt og så havde hun skyndt sig at opfølge med betænksom mine; "Eller sådan noget som vi andre gør. Du kan jo ikke gøre den slags og det kan jeg godt lide ved dig." Jeg forstod mig ikke på bedækning. Jeg forstod ikke hvad knepperiet skulle til for. Men jeg forstod begær. Jeg forstod det at blive draget til tanken af at sætte sig ind i vrangen på en anden og brøle sine egne ord ud gennem hendes smukke mund. 

En af mine brødre kunne finde på at tage hende bagfra mens jeg var i nærheden, så han vidste at jeg kunne se på det og så bagefter gå direkte hen til mig og begynde at slås med mig. Maria afviste dem naturligvis også ligeså ofte, men hun tænkte ikke som jeg, forstod jeg, hun synes nemlig godt om det når det skete og det var ligemeget for dem alle i flokken hvem end de kneppede med, så længe alle parter jo bare havde lyst. Men hvorfor havde hun så lyst? Sådan havde hun ikke altid været, det var noget der var sket med hende- og mange af hedens andre unge, omkring sidste sommer. De var blevet syge af varmen tænkte jeg dengang, men de bedækkede sig fortsat igennem hele vinterhalvåret. 

Skovbrynet havde flyttet sig siden sidste sommer og den yderste del af skovmundingen havde vandret helt hen på vores side af indhegningen. Sådan gør ubevaret skov, det rejser sig og flytter midt over landet. Det var sen aften om sommeren, min far var faldet med kæren oppe på grusvejen ude fra den anden side bag gærdet. "Staffan er faldet! Staffan er faldet!" råbte de små kalve der kom løbene gennem engen. Kæren havde båret på kampesten som nu var drættet af og ned over min far. En af stenene havde knust hans lårbensknogle og trynet den til en pulveriseret masse. Husmanden havde efterfølgende været nødt til at fragte ham til døden, blev det mig fortalt. Jeg havde mine idéer om hvor døden lå, da jeg kendte til nabobyen til der hvor livet lå. I Ikast måtte den ligge, jeg havde aldrig været i Ikast men jeg vidste at husmandens datter boede der. Den lå ikke langt fra Karup, som døden ikke ligger længere væk fra livet end en kort tur med vognen. Jeg så derfor aldrig min far igen og kom under opsyn hos min onkel Arvid. Onkel Arvid var min afdøde mors bror, han var den ældste tyr på egnen og far til de fleste. Vores liv lå indrammet og kontrolleret fra alt udefrakommende men alligevel bed en sno, min onkel Arvid i hasen en dag sidst i august. Han blev svag, stoppede med at gå og han blev gnaven. I hans sidste tid, inden han også tog til Ikast, kaldte han mig en, "blindgyde for alt afkom". Jeg forstod det ikke men jeg forstod at det nok var bedst sådan. Husmanden kaldte mig også noget andet en gang i mellem når han tog kontakt. "Søde foldtyr" og "Min dreng". 

Efter fars og senere onkel Arvids rejse, havde jeg mere tid for mig selv. Jeg begyndte at se på skyggerne der faldt fra de enkelte lindetræer der stod spredt og broget ud over engen. Bladende havde fået høstfarver som satte en ild af røde, lilla, gule og orange lys igennem den halvvisne og gule slettes efterårsland. Men jeg holdte øje med skyggerne, når de faldt fra den matte sol ved middag, omkring der hvor mine brødre vendte hjem fra husarbejdet. Jeg begyndte at udtænke ideen om der mon kunne være en forbindelse mellem træets toppunkt og den yderste spids på skyggen. Tegnede man en imaginær streg med øjnene ville man kunne få fremmanet en retvinklet trekant. Jeg higede efter den trekant, jeg drømte om den om natten. Hvis bare jeg kunne regne forholdende ud. Hvis bare jeg kunne måle de to længder vil jeg kunne regne vinklerne ud i hovedet. Jeg kunne have brugt husmandens målebånd, som han var begyndt at måle mig så meget med igen. Men den skulle han jo bruge og den tog han med sig igen.

Det var blevet oktober og nogle piletræer havde flyttet ind på egnen fra derfra hvor skovbrynet havdet rykket sig. En dag tog jeg der ned med Maria. Vi så på skoven der smilede til os. Nu var den på vej, nu skulle heden snart ikke være ryddet for bare tørv og ukrudt. En sværm af flyvende kryb fløj rundt som møllehjul i luften hvor vi stod, der var stadig mange fluer tilbage, trods de plejede at forsvinde hen af efteråret. Det var tidelig aften og himlen var orange. Bladene var gule og de største var brune og knaste hvis vi jokkede på dem. 

"Du" sagde Maria, og jeg vendte mig rundt og fangede hendes blik. "Er du egentligt ked af det?" spurgte hun. "Ked af hvad?" svarede jeg. "Jo, ked af det med Staffans død i sommers, og Arvids, for den sags skyld." Staffans død, tænkte jeg, hun fik det til at lyde som om at det var Staffan, min far, der ejede døden og jeg troede som altid på det hun sagde. Måske var han blevet hertug eller fyrste af Ikast og sov i en stor seng hvor han hvilede benet på en pude. "Ked af det?" lo jeg, "- Han er jo nok et bedre sted" tilføjede jeg og hun så på mig med medfølende og triste øjne, men munden smilede for sig selv. "Det er nemlig rigtigt" sagde hun og så op i vejret. "Han kan jo komme tilbage og besøge mig" sagde jeg mens jeg skubbede et af de tørre brune blade rundt i mudder, med tåspidsen. "Nej, det kan han ikke. Men du skal til gengæld snart besøge ham." hun lød glædesforladt i stemmen nu. "Jaja. Så kan jeg måske sove på et værelse hvis han kan give mig sådan et i Ikast, måske sådan et værelse som ligner et magen til sådan et som husmanden har." jeg så op på hende igen. "Nej" sagde hun. "- Han er i himlen, sammen med din mor og sammen med din onkel Arvid." mit ansigt ændrede sig til en forundret mine, og så grinte jeg høfligt men ikke for højt så hun ikke skulle tro at jeg hånende hendes misforståelser. 

"Nej du, himlen? Den er grå og man kan ikke gå på den." grinte jeg. Så lænede hun sig ind til mig og sagde "Jeg holder så meget af dig. Jeg er nok dertil forelsket i dig, som du er i jeg. Jeg ved at mine søstre har prøvet at forklare dig det her hundrede gange før, men døden er ikke et sted. Det er det der sker med en tyr eller ko, når de ikke længere lever. Det vil ske for mange når vi skal blive til slagtekød. Det vil ske for dig, og måske vil det ske snart. Men du skal ikke være bange. Døden er ingen indespærring, tværtimod vil du for første gange være fri. Du kommer på en måde til at leve igen i himlen, bare uden os andre fra heden." "Kommer du ikke med?", "Jo da. Når min mælk bliver for sur. Og så lover jeg dig at vi to er himmelnaboer." Himmelnabo. Maria, min egen himmelnabo. "Men du må vente på mig lidt, du skal gå først og være med din mor og far." Sagde hun alvorligt. Jeg aede hende på ryggen og tænkte på at jeg måtte lege med på tanken. "Nej, vi må gå sammen. For jeg kender ikke vejen og så kan vi blive gift og tage tilbage til vores tos sted igen, nemlig lige her, hvor skoven begynder eller hvor den ender" jeg smilede mens jeg talte og Maria sukkede. "Du forstår det ikke, vel?" jeg rystede smilende på hovedet og så blev der dødstille. 

Forsigtigt trak mit hovede sig langsomt ind mod hendes, hendes mund åbnede sig på klem og jeg lænede mig helt ind til den. Så satte der sig en flue på min næse og hun så op på den og begyndte at stemme i gråd. "Hvofor græder du?" spurgte jeg. "Jeg kan ikke forklare det til dig" svarede hun."Hvorfor ikke?", "Det lader til at du ikke vil kunne forstå det og det kan jeg godt lide ved dig." tilføjede hun så. "Prøv alligevel" afgjorde jeg og ville ligge hånden på hendes kind. Men hun rystede bare opgivende og nænsomt på hovedet og sagde "Du ser det ikke, vel?" "Ser hvad?" spurgte jeg en smule oprevet nu og fluerne dansede rundt i en sværm om hovedet på mig.

Hun kunne ikke blive med mig, fordi hun vidste at jeg snart skulle gå. Og at jeg i øvrigt ikke kunne føre hende nogle vegne. Men hun tænkte så godt om mig, så inderligt oprigtigt godt om mig.

Min sidste morgen kom i starten af november. Den første rim var faldet og det var ved at blive koldt. Der var ikke nogen der rigtigt vidste at dette blev min sidste morgen, men alle havde en fornemmelse, undtagen mig. Maria var begyndt at ligge sig hen til mig om aftenen, og så lå vi og varmede hinanden med ryggene hele natten. Hun var stoppet med at bedække sig med de andre for et stykke tid, hun havde ikke så meget lyst længere, forklarede hun mig. Maria var begyndt at følge mig overalt, hun havde nok set at den her novembermorgen ville falde snart. Hun snakkede mere end normalt og så græd hun af og til, længe og rådvildt. Jeg trøstede hende og holdte humøret oppe og vi tog ned til vores sted, hvor træerne havde tabt bladende og skoven stod stille lidt for nu. Men den novembermorgen, vågnede jeg ved at jeg holdte hende i hånden og at hun dertil lå og hulkede i søvne. "Hvorfor skal han dø? Hvorfor skal han tages fra mig?" spurgte hun ingen, for det kunne ikke være mig hun spurgte og det kunne ikke være andre end een inde i hendes eget hovedet. Så opdagede jeg at hun drømte. Mens jeg holdte hende i hånden og hørte hende græde oveni kombinationen af ordet "dø" var det som om at jeg for første gang forstod en fli af hvad det betød. Jeg oplevede nemlig en smerte, som ikke kom udefra, som når man træder på en torn eller bides af en hestebremse, men en inderlig, tåget og fortættet smerte der føltes ligeså voldsomt virkelig som fantasi kan få en til at føle og den føltes ligeså uvirkelig fremmed som en sandhed kan føles. Jeg forstod det lidt, tænkte jeg, men det var først ved smerten at jeg kunne ane dødens ansigt. Det var ikke længere et sted. Det var hverken Ikast eller himlen. Det var et ansigt. 

Og det ansigt kom gående mod mig fra langt henne af skovstien, langs gærdet. Det åbnede lågen og tøjlede rebforsejlingen fast bag sig. Det havde gummistøvler på, det havde et langt gråt rør der skinnede fra den mørke  morgenhimmel. Det smilede til mig, klappede mig nænsomt og kyssede mig på pandelokken. Så satte det løbet til min pande og lyden vækkede Maria der lå og sov ved mine fødder. To unge mænd kom med en trillebør, stor var den ikke og de fragtede mig væk. Tilbage var alle kvinderne, alle mine venner og alle dem som prøvede at advare mig mod det som de netop stod og gloede på nu. 

Og snart vil skoven rykke ind bag gærdet og græsset vokse op i himlen. Det er den vej livet løber forstår jeg nu; vandret og så opad, som en retvinklet trekant uden hypotynusen. Som mig og hende uden vores forsoning imellem os. 

Hvem passer på dig?

 Skrevet af Anonym skribent fra DBB redaktionen.

Kig grundigt på disse seks personer.

Hvem vil du helst følges hjem af?

Dem allesammen ikke sandt. Du vil bare gerne følges hjem af en uniform. 

Min øjesten

 Min Øjesten 3.2.2022

Det der får mig ned med nakken, som åbner mig ufrivilligt som man åbner valnødder - brutalt, stormfuldt, smerteligt. Det er også flot og fint og en interessant oplevelse at blive revet op der hvor ribbenene mødes i ens kerne, vores centrum, hvis nogen skulle sætte passeren et sted så var det her vi blev revet op, der hvor hjertet skulle have været placeret - men intet er så godt. Jeg mener at det eneste der kan få os ned med nakken og op om morgenen er min øjesten.  Det er for mig umuligt at omfavne min øjesten uden at blive blændet af den utopi som det rum er fyldt af, som i virkeligheden er lige foran mig og det eneste der rent faktisk er. Utopien er irrationel, men min øjesten er jo lige foran mig. Jeg ville ønske jeg kunne vise dig.  Jeg har ikke lyst til at beskrive dets form, jeg har lyst til at din forestilling om min øjesten skal blomstre i fantasien. Derfor skal du ikke analysere mit sprog for at få svar, jeg vil alligevel aldrig kunne formidle det. 

Jeg egner mig i virkeligheden mere til at ignorere sådanne skønheder, jeg falder i hellere i staver og bliver sløv, jeg bliver hyponotiseret. Hypnose er ikke effektivt hvis man skal udrette noget. Min oldefar Robert kunne hypnotisere, han arbejdede i B&W skibsværftet på refshaleøen, skibsværftet der idag er en form for klatrepark til blåmandag etc. Han hypnotiserede engang en kollega så han troede der var vin i vandhanen, helt 100% hypnose, og manden var forundret - til de andre kollegaers fornøjelse. Der er ingen hemmelighed i at den mand var et andet sted end B&W.                                                                                Jeg tror jeg vil komme til pointen, ikke at der er meget pointe i det følgende men der er nu et formål større end at skabe unødig forvirring omkring dette skrift om hypnose og en uforklarlig skønhed, min øjesten. 

Dette er en premiere på filmen om Mr.Lucius, en mand som er lænket til lyset. Han kaster ikke skygge, forstå mig ret han er ikke vampyr. Jeg har svært ved at forklare Mr..Lucius, der er opstået udfra det tilfælde at min medredaktør Storme van Dijk lærte mig på en længere transport rejse de latinske vendinger for bl.a. gedden - som især satte sig fast - Exos Lucius. I samme periode skriver jeg Diary of A Gladiator, og som ses er gedden igen tilstede som mascot på første kapitels forside. Så til at starte med er jeg betaget af disse latinske vendinger som jeg lærer af min kære ven, jeg opkalder derfor i min kedsomhed over sensommeren, en mytisk figur Mr.Lucius. Jeg vælger at lave en video om Mr.Lucius, udfra tilfældige videoer fra mit kamera jeg har optaget over de sidste par måneder ( i den tid hvor videoen blev lavet - lidt før efterår, så over sommeren + sensommeren ). Det er svært at få ting der ikke på den måde er koblet til at lade sig koble, at skulle portrættere en mand som symbolisere lyset udfra en usammenhængende samling videoklip. Det blev et benspænd der var interessant, det kan jeg ihvertfald forklare mig med. Jeg repræsentere denne Mr.Lucius i videoen - rent logistisk var det nemmest sådan. Min kæreste spiller klaver, dette klip er en smule gammelt, men stadig godt og jeg syntes det var passende. Jeg har produceret videoen over et par uger, tilfældigt og på instinkt - det var en god process indtil at jeg begyndte at overveje hvad der rent faktisk skete. Det resultere i at man overtænker, og så kommer man til at slette, og man kan aldrig rigtigt tilføje uden at tøve, filmen har haft sine former over perioden, men dog altid haft sin ryg. Jeg syntes den er sjov, flot og interessant, jeg vælger at dele den nu på siden her fordi jeg fik en lyst til at befrie lageringsplads fra min computer. Det værste er, at mens jeg skriver dette ikke har lyst til at dele filmen alligevel, den skal have lidt mere tid, jeg tror ikke den er der. Noget føltes klart forkert. 

Klart, noglegange er jeg bange for at mit hjerte vokser sig for stort.

Her er et billede fra filmen - Mr.Lucius on the way home from work, stop on by the grocceries

buy lasange for kids son daughter, wife.

Jeg lover

Vi snakkes.

Morten B.Birkegård