Abbed you dirty boy

På vej hjem fra Athen, mødte jeg en guldsmed, som fortalte mig at han ejede et par danske frederiksborgheste sammen med sin kone og at de udlånte dem til en riddeklub i Turkmenistan, hvor racen var forholdsvis eftertragtet til opdræt og avl, og riddetræning blandt turkmeniske skolepiger. Men guldsmeden kunne ikke dy sig, for ikke også at afsløre, uden lang eftertænksomhed, at det egentlige formål med parrets ejerskab, var at tjene penge og tjene mange. Han forklarede mig nemlig at klubben var delvist ejet af Gardehusaren, og den turkmeniske Garderhusarregiment, var veludrustet og velhærvende. De i Gardehusaren, holdte fortrolige arrangementer, på nogle nætter og nogle gange i orlovsperioderne, hvor de afholdte gallopløb, på travbanen og bettede med typisk femcifrede beløber. Selvom alle vidste det, holdte Gardehusaren strengt fast ved at holde væddeløbet hemmeligt, og dermed tændte de af princip aldrig stadionslamperne under natgaloppen. Det var styrtløb i mørke, det hændte sjældne gange at en hest og en rytter aldrig kom på benene igen, og de få gange det skete, opstod der akavede øjeblikke morgenen efter, hvor de turkmeniske skolepiger mødte op til nyheden om at de havde mistet deres bedste ven natten over. Men ingen stoppede dem trodsalt, og få følte sig trynet af deres spil. Natgaloppen var vældig populær, nærmest nortorisk i mange dele af Europa, og ofte er det en masse mennesker fra hele verden rundt som møder op på natten og better i enten et hvidvaskningsærinde eller blot af ren og skær hassardglæde, fordi de har læst om tidspunkt og arrangmenterne på natgaloppens facebookside. Guldsmeden og hans hustru ejer i alt syv af de væddeløbsheste som hver nat bliver ræset med, og de er toplevarendørene af gode ræserheste til klubben og Garderhusaren. Han var vulgært rig, fortalte han mig, og de brugte halvdelen af året på at rejse rundt mellem nationerne og spejde efter gode traverer. Han pegede på mig, sank underkæben og trak sin underarm op foran sig, mens han sagde danish warmblood som jeg efterfølgende har fundet ud af er en hesterace. Guldsmeden havde en dansk varmblod, og havde tideligere haft en slesvigsk koldblod, og de to havde forsøgt at parre sig en dag, men blev afbrudt i det han kaldte et 1864. Hurtige heste avles ikke på tværs af racer, heste har været eminente færdigdannede løber siden det gamle Egypten, der var ingen grund til at komplicerer den sag. Jeg gav ham adressen til en dansk riddekennel, fordi jeg ikke gad at snakke mere, og så sagde vi farvel og tog hver til sit.

Og mens jeg så læner mig mod græssiden, falder jeg på min knallert og lander med udspændte ben og udstrakte arme, på siden ned af vejbakken, med hele kroppen i rotation, ned, skrabende, og snurrer rundt om mig selv, stadig med 60-70km i timen, stadig tager kroppen slagene, i aftagende portioner, aldrig stopper farten med én fuldkommen standsning, altid må vi rulle og skrabe til vejen folder sig ud til flad asfalt. Bagefter ringer min bror, han skal bruge min hjælp til at bedømme om det er okay at gå fra hans kæreste netop nu hvor hun for første gang har irrettesat ham. Hun har altid været så overbærende, og så snart hun nu endelig får sat en grænse, ville han tilfældigvis slå op. Hvem er chefen, og kan man bestemme over ham? Du er chefen, får jeg sagt. At eliten ikke ejer kontrol så snart mørket falder på, og lader vold og tilfældigheder bane vejen for deres egen fornøjelses skyld, gør at man en sjælden gang imellem ikke tager cheferne alvorligt. De har samme bløde punkter som os andre, men de er blot i højere fart. Sådan er det med skrøbelige ting, at i centrafugen virker de uoverkommelige og stærke, næsten ustoppelige, men der er ingen beherskning over kontrollen og det bliver det rene natgallop.

Jeg ønsker nu ikke at bestemme over nogen, men jeg ønsker jo min frihed. Den kan bare ikke gøres krav på, uden nogen adminstrerer frihedens rammer og vildskab først. Det er betingelsen for frihed, der skal være en chef tilstede, der skal være et blodsprængt kaos tilstede før der kan opstå kontrol. Eller også eksisterer kontrollen så bare slet ikke, og det kan man så vælge at lade være sin frihed eller ej. Man må give sig hen i farten for at følge med, man løber bedst når man ikke skubbes.

Elliot Tranen 2023

30.01 mit hjerte det banker men ingen lukker op

Mail tilsendt redaktionen

Mail fundet på kommunikationsansvarlige Emiliano Rarbjergs indbakke. Torsdag d. 12 januar 2023. Afsender: Antiseptisk ungdom/ Antiseptisk fraktion. (Vi tager som redaktion, stærkt afstand til afsenderens budskaber men har valgt at dele mailen da vi synes den var sjov.)

Emne:Antiseptisk bekendtgørelse

Forrådelsen er hydrofil og menneskekrop er fuld af vand. Kroppen efterlader damp, kondens følger fordærv, hvilket er komisk da jeg kender mange der frygter at indtørre, men det er slet ikke dér man skal være bange. Forrådelsen er det levende døde eller det døde i det levendes besættelse, det levende i det dødes varetægt og det er langt farligere end at tørre ud. Det er den endelige trussel mod organismet, den ultimative værste situation. Man har været bevidst om netop forrådelsen i lang tid fra den antikke kristendom med lærsætningen memento mori. Husk at du skal dø. Det blev til en retning indenfor malerkunsten, illustreret gennem stilleben-motiver oftest, af frugt på fad, med små dulmende sorte prikker på frugtskinnet, som det polemiske udtryk for begyndende forråd. Det skulle minde beskueren om dødelighed, af det stoiske princip af bibeltolkningen, at det der gør den gode kristne god, er at den gode kristne er bevidst om sin skæbne. En positiv sammenfletning af døden i livet, fordi den tillader døden at være en flamme. Men vi ved hvad der sker når døden er en flamme, når døden brænder og er levende. Så okkuperer den. Så rådner menneskekrop mens den er ung og stærk. Kan man ikke være bevidst om dødsskæbnen uden at forrådne, jo, det kræver blot at man starter med at uddrive sig selv for vand.

Antiseptisk fraktion, bygger nemlig på en hydrofobisk tilgang til kroppen. Kroppen må blive til enten en soltørret tomat eller ophængt skærpekød. Psykofarmaceuterne har en løsning på dette, som vi stærkt anbefaler i gruppen og det er i grunden et meget simpelt virkemiddel. Stop med at drikke vand. Så er du skridtet nærmere på bekendtgørelse. Det er det mest kliniske at gøre hvis du ønsker at være fornuftig, for det er kun vandet der tiltrækker paracitterne, uden det er mennesket måske indtørret, men til gengæld forskånet fra at dø mens det lever. Det sværeste i processen om ikke at drikke vand, er gentagende gange blevet anmeldt som hovedpinen. Den ville følge og være barsk. Barskere end nogen anden hovedpine du måtte have oplevet, men lad hovedet skrige, det er ikke alarm men en afreaktion. Det er helt naturligt.

Opmærksomhed kommer i to former, nydelsen når den retter sig mod livet og smerten når den retter sig mod døden. Husk på at vi retter os mod livet. Nyd det.

-Antiseptisk Ungdom. Adresse Nansens Gade 4B. Meld dig ind i dag eller kom til samtale ved kontakt nummer: 66346530. Start allerede i dag.

Hvis du ikke kan lide lugten i bageriet

 Hvis du ikke kan lide lugten i bageriet 

                  brev fra Julius

Jeg kom ind i et bageri på Amager, omkring bryggen. Det var stoppet til med vinterjakker, tørklæder og vanter. Der var så mange mennesker i bageriet at jeg var i tvivl om det kun var brød de solgte. Ude foran var barnevogne parkerede sovende børn hvis vejrtrækning blev afsløret af dampen der roligt steg op fra den smalle åbning. De drømmer om kager med flødeskum mens deres forældre fylder sig med gluten bomber og varm kaffe. Jeg besluttede mig for at gå ind i bageriet. Og fugten drev ned af vinduerne, kondensvandet medførte spejlblanke vandpytter der senere på dagen blev slørede søer af spildt mælk og arbejder sved. Jeg besluttede mig for at gå ind på min bank app på min telefon og overføre 350kr fra min “nix pille” konto med arven fra morfar. Jeg kender Lulu der står bag glas disken og skummer barista havremælken og hendes hår hænger smukt over hendes skuldre tilfældigt opsat idag. Det er sådan det er når man har travlt på jobbet. Jeg skal have en stor bolle med hindbærskum også skal jeg have en firdobbelt espresso. Men Katrine skal have fem store luksus kajkager og jeg må vente lidt for jeg kom vist til at springe hende over. Og jeg kom vist også til at smile lidt for kækt da jeg gav pladsen tilbage til hende, og Lulu blev nervøs for jeg skulle ikke skabe ballade så sent om eftermiddagen. Men katrine havde set sig skidt til mig, og hun snerpede ud mellem hendes spændte læber “hvis du ikke kan lide lugten i bageriet...”

Sagen er den, at jeg godt kan lide lugten i bageriet. Og hvordan gør vi så.

For når Lulu smiler og rækker mig kaffen, er duften i bageriet en anden. 

Beklager.

Den Hellige Teresas ekstase

 

Den der lever med morgenbrøddet ved hånden ender med krummer i sengen.

Den krigeriske, den krigeriske ønsker i virkeligheden éen ting, at blive besiddet. For der ligger i det, en metafysisk lov om at alt jagt udføres i en indrettet samfølelse. Den krigeriske har verdenen i sit eget billede, det er denne monogame fordring

Almen fejltaget for den krigeriske er det at i jagt og samliv gælder det penetrationen. Næppe, dertil aldrig.

Efter puberteten er virkelighedsopfattelsen rigtig nok præget af konstant attraktion, i alle dets betydninger fra den postpubertæres bekendtskaber. Ikke kun seksuelt, men det unge menneskes drives af at noget evner at drage det til at starte med. Penetration opfattes som formålet indfor besiddelsen fra en anden (i jagt og samliv), fordi det i første instans virker forløsende, med dette enkle fysiske gennembrud, penetrationen nu engang er fattig på. Men det virker kun forløsende fordi det er os indøvet at det er en penetration der skal til før vi kommer ind under et menneskes skind. I virkeligheden er penetrationen slet ikke en faktor i sociale atraktioner, besiddelsen sker inden jagten skydes i gang, og inden to elskende lærer hinanden at kende. Penetration, gennemboringen er indikationen på at besiddelsen er overstået. Samspillet slutter i momentet et individ lader sig passere gennem et andet. Så besidder man ikke den anden, men er blot egenrådig besat. Nok sker der en penetration når projektilet glider gennem køddet, stopper blodbanerne og river hul på et legeme, og nok sker der en penetrering i kærlighed, hvis den viser sig i sex, og her ikke kun penis, men hver en sensuel kontakt med en elsker, tværs af alle konstelationer, har en hvis nerve, og gemmer som oftest på et vist ønske om at trænge ind, som kysset, det væsentligste symbol på penetration. Penetration er velment men selvdestruktiv desperassion, som bygger på ideen om først at kunne fuldende symbiosen ved selv at tage del af den fysisk. Penetrering skal ikke forbydes i disse sammenhænge, den er ikke ødelæggende, blot den bare ikke bliver til målet. For i det henseende oplever man aldrig en ægte besiddelse. Den ideelle jagt foregår inde i jægeren når der er noget af ham der dør, efter han nedlagt et dyr, på sammemåde kan det siges om kærlighed. Hvis samspillet skal fungerer, kan det kun foregå inde i hver enkelte, ingen to liv er designet til at fusionere i den fysiske manifestation. Det er sandt, trods alle de løgne man fortæller sig selv, når man føler sit hjerte tilgodeset hos en anden. Alle kreere skjulte meningsfyldte virkeligheder bag et menneske de vil besidde, det er forelskelse og det er ikke dermed illusion, da det er oprigtige opfattelser. Men det er altid dømt til at fejle, da det er naturens lov at uanset hvad, ville tiden komme en til gode og til sidst gøre en erkendelsen om at man er alene. Alene, ikke socialt, men alene i den teoretiske sandhed om at man er et individ der ikke kan undslippe sig selv. Det kan virke som et sørgeligt faktum, eller demotiverende tanke, at man mens man lever ikke kan undslippe det individualiserede, og det muligvis derfor folk begynder at penetrerer, da det kortvarrigt lindre sandheden. Men faktum er at man først må erkende at man er et undslippeligt individ, og dernæst føler livsro i påmindelsen om at man kan besiddes. Det er godt nyt til alle, man er aldrig alene sålænge man er besat. Besiddelsen kan ikke foregå fysisk, for hvis den gjorde ville man aldrig blive ved med at jage, eller at elske. Så vil man være evigt besiddet såsnart man fysisk har forvaltet sit formål og så vil der jo aldrig være nogen grund til at føle sig draget igen. 

Vi jager fordi vi jagter besiddelsen, den man får i splitsekundet, den der opstår med livet i den ene hånd, og det nedlagte i den anden, og retfærdiggører ens plads på jorden. Ikke hierakisk, eller darwanistisk som et individ der nødvendigvis er bedre end andre fordi det kan nedlægge svaghed, tværtimod eksponeres netop jægerens egen svaghed efter en jagt, da sammenslutningen mellem jæger og bytte brydes op. Der er måske en taber, den døde, som på overfladen får jagt til at fremstå uretfærdig. Men det væsentlige er ikke hvem der lever eller dør, eller hvem der dræber hvem eller spiser hinanden, det væsentlige er båndet der opstår mellem de to individer såsnart de jagter hinanden. Det er et bånd om troen på besiddelsen, og øjeblikket af at trænge helt tæt på, helt ind i et andet individ. Jagt bliver til krig når jægeren tror at det væsentlige i at nedlægge er at penetrere.

af K.G Rønnesten-Svingert. Januar 2023

When in Austria - En beretning fra en skipist. When in Rome - En brigade gennem Italien

When in austria - Beretning fra en skipist

Morten B.Birkegård, 

Ansvarshavende Chefredaktør

"En mand på ski, er en mand i live, på ski." - Romolo Trikofkij, Efter storsejr ved Estonia Slalom cup 1958.

Nok har jeg været på ferie,

men jeg vil aldrig slippe helt.

Natten var kommet da jeg ankom til matriklen nær peplingsø i københavn. Jeg kørte bilen, og parkeredede på pladsen med indgang til gården hvor huset med lejligheden lå. Jeg kunne se fjernsynet køre i stuen, og ane min gode ven Jazzy i vinduet, han plejede at hoppe op i vinduet og kigge ud mod mig i øjeblikket han hørte mit støtteben folde ud og låsen låses - denne aften kom jeg på gå ben med min taske i hånden. Vi skulle først køre om et par timer men det var allerede mørkt, og store skyer hang over byen og varslede dårligt vejr, måske kunne vi nå ud af deres arme inden de gik i udbrud. I stuen lå broren, han slappede af, jeg hilste på Jazzy og vi spillede lidt boldt i haven mig ham og min kæreste. Vi skulle køre hele natten så chuføren sov, vi gik med Jazzy op og drak en drink på vores ynglingsbar, vi skulle jo bruge tiden på et eller andet inden den lange langfart syd på mod bjerge, sne og frostklare nætter. Det var et vaccum stadie, sådan at vente på at tage afsted. Ingen sætter sig rigtigt til rette, ingen falder vist helt i søvn. Alle ved at vi skal afsted om lidt. 

Bilen har en rytme, og et bevægelses mønster som ingen andre, nogle taler om at matrielle ting kan have personlighed - en gammel læddersofa, et stort tysk træbord, en gammel bil - lige præcis sådan en skulle vi køre i , en bil med personlighed , jeg vil ikke gøre mig klog på bilens personlighed men jeg kunne dufte motoren og mærke støddæmperene langsomt bumle gennem det forbipasserende landskab. Bilens rytme - bevægelses mynster kan beskrives med Labans - “BESS” - BESS, Labans bevægelseslære er i den amerikanske forståelse organiseret i fire indbyrdes forbundne kategorier, der tilsammen kales BESS. Body,effort,shape and space - Konceptet er udviklet af danseren, fysioterapeuten og labaneleven Irmgard Bertenieff. Jeg havde længe glædet mig til at rejse i denne bil, jeg forestillede mig den lange rejse hvor vi ville spise små oliven - røget skinke, drikke saft og spille kort. På færgen var natten altomsluttende - der gik ikke længe fra da vi gik fra land til at byernes lys ikke var andet end små stjerne dioder i det fjerne, kun en idiot frygter ikke havet - især denne nat hvor de store bølger fik os alle til at betvivle denne mastordomt af et skib. Vi kom i havn uden problemer, i selvskab med tyske, polske lastbilchufføre der landevejs arrogante susede afsted forbi vores langsommere træk. To køletårne fra et tyskatomkraftværk velkommner os til den tyske effektivitet, storhed. Autohbahn er en lang motorvej hvor jeg svæver mellem søvn og absance. Vi ankommer sen aften efter 17 timers kørsel fra afgang kl 02 til 19 ankomst til kroen Krammervirdt, et træhus med rene planker og grønt maledelister langs karme og mørkerøde gulvtæpper. Jeg havde beskrevet min forestilling om denne kro i alpeporvinsen for selskabet i bilen, jeg havde forestillet mig det lyse træ der beklædte de fleste overfalder, jeg havde set for mig en flot grønfarve, der hverken var mørk, hverken lys. Gardiner, karme, gulvtæpper ville være farvet i denne præcise klang. Det viste sig at jeg havde ret. Jeg får mig min første weiner schnitzel - til storfornøjelse, på samme kro støder vi sammen med resten af den gruppe vi vil komme til at tilbringe mange dage med i alperne. 

Det er først da solen står op næste morgen at jeg for alvor bliver bevidst om at jeg har flyttet mig, nok har skiltende langs motorvejen stået skrevet på fremmedsprog, nok havde jeg krydset et hav, men jeg havde aldrig set bjerge før, og her denne morgen da jeg står ud af sengen og trækker de tunge mørkegrønne gardiner for, og lader solen ind, ser jeg begyndelsen på hvad der vil udforme mit liv det næste lange stykke tid. Jeg fik smag for den frost klare luft der der træk sine silkestrøg gennem min hals. Vi kørte ud af Krammervirdt med solen stående langt over landskabet, og med ikke andet end et par timer til Salzburg, Schladming, og endeligt Rhormoos.

Langsomt blev vi omfavnet af bjerglandskabet, på de skrå sider står de mange træer ret med toppe mod himlen, de driver langsomt i synkronrytme det kan kun ses hvis man er tæt på, ellers har landskabet bare en vibrerende energi som for en lille mand som mig er overtagende, i bunden af dalen hvor jeg sammen med familien bevægede mig gennem som et nedfaldent blad i en flod. På en tankstation hvor Ian skal have kaffe, bliver jeg bedt om at vaske bilen vinduer som er blevet støvede af de mange ture på grusveje gennem landende. Luften er kold men solen varmer min ryk mens jeg kaster det mørke sæbevand fra spanden til højre for benzinslangen på bilens bagrude, jeg starter med at sørger for at hele ruden er dækket af vandet og tørrer derefter af med bagsiden af samme værktøj, for som jeg har set vinduespudseren rutineret male vinduet rent. Den tørre asfalt under mig, blev mørk da vandet ramte. 

Vi ankom til huset der var bygget i træ, som alle andre i dette land, selfølgelig med undtagelse af de store lager, og fabriksbygninger vi havde passeret på motorvejen. Jeg havde aldrig rigtigt kørt på ski før, og det var mig stadig lidt fjernt at forstå den energi som pludselig omgav mig. Der var i dette område denne fælles front, et fælles omdrejningspunkt - der kropsliggjortes af liftkort, små spise steder, den tiltiders dårlige musik og de lange underbukser som vi alle havde på under de forede skibukserne. Fra taget hang en stor istap og dryppede, vi talte om at dø så tidligt på ferien, at få sådan en istap i hovedet ville betyde en ende inden det virkelig var begyndt. Det dryppende vand formede en forhøjning af is på jorden foran mine fødder, istappen var igang med at flytte sig.  

Det var ikke at sammeligne med mange andre ting, at køre på ski. Jeg begyndte, selvfølgelig, på en af de mere simple pister - "Hopsiland" Hopsi er en kanin som er bestyrer i et område. Det kom naturligt til mig. Jeg havde fra længe siden fået af vide...

Jeg afbryder lige...

Sandheden er at denne beretning skulle være udgivet kort efter min hjemkomst fra hvad der her i teksten er slået op som et stort brød - min rejse gennem europa. Måske også en overdrivelse da jeg i virkeligheden kun var i to lande på en kort ferie. Nu, med et slag på tasken uden at tjekke efter, 9 måneder senere er i stand til ægte at beskrive hvad en rejse i Østrig i virkeligeden har betydet for mig...  Jeg har besluttet kun at skrive om Østrig. 

Teksten over, og under er skevet omkring febuar/marts 2022, fortsættelsen her er startet d.1 januar 2023. 

Som citatet i begyndelsen af artiklen vidner : "En mand på ski, er en mand i live, på ski." - et citat jeg starter teksten med, fra en opfundet skiløber jeg kalder : Romolo Trikofkij . Jeg kan sige, med stolthed, nu hvor jeg står frem omkring udgivelsens omstændihed at det er mig der har fundet på citatet. Så lad mig for god ordens skyld genstarte :

When in austria - Beretning fra en skipist

Morten B.Birkegård, 

Ansvarshavende Chefredaktør

"En mand på ski, er en mand i live, på ski." - Morten B.Birkegård, efter hans første tur på ski i alperne.

alt andet end luften er varm i Østrig. Ihvertfald om vinteren. Det er sandhedernes bjerge der omgiver de små landsbyer der ligger spredt over landet. Maden er varm, ærterne oven på Wienerschnitzel er varme. Husene er bygget af store, lakerede bjælker fra de træer der vokser på bjergsiderne. Jeg kørte skidt i begyndelsen, men blev bedre. Jeg blev bedre til at kører på ski, men jeg blev også bedre til at undgå ulykker. Det drejer sig om koncentration, og fornemmelser for sving og snespor. Det drejer sig om at komme helt ombord, på skiliften. Bjerge er uflytbare. - Det der kendetegner Østrig er adaption. Men ikke i en nervøs, ufuldstændig måde, en elegant måde. Husene er elegant placeret, træhåndværket i husene er udført af de mest elegante snedker nørder, WeinerSchnizlen er åbenbarende som himlen over hovedet, skiliften er måske det mest elegante. Man flyver gennem skove, og op af bjergsider, svæver i vinden som en let lys plastikpose. Det er adaption, det er ikke larm eller kaotiske føelser, det er adaption. Du opdager ikke at du sidder i en sikringsmonteret  plastikstol. Det adaption, den samme adaption som skiløb kræver, koncentration. Men vigitigst af alt når man køre på ski : Listen to your skies. Min forståelse af skiløb, er at det er en slags forhandlingsitiutaion, hvor man som løber skal holde en spænding i skak, mellem dig og dine ski. Resultatet af forhandlingerne kan så have to udfald :

  Styrt - eller - Trendecering

Mit personlige forhold til bjergene er udskåret af et forhold hvor ærlighed er den eneste udvej fra ulykken. Landskabet tåler ikke uærlighed, derfor forelskede jeg mig i Østrig. Alt hvad jeg herhjemme forurener mine medmennesker og mig selv med, er ikke muligt i bjergene. 

styrtet - kommer altid, jeg styrter - du styrter. Det er højst sandsynligt en præmis for eksistens. OG hvis ikke jeg går amok en gang om året - ...

Trendencering - er et overdrevet begreb, jeg ikke rigtigt bryder mig om. Det nok blevet lidt kommercielt. Men betydningen af det giver mening. Det er også det min ven Hartmut Rosa kalder Resonans. Jeg har engang spist aftensmad med Hartmut Rosa, på en lille middelhavs resturant midt på Nørrebro en regnfuld oktober dag. Vi snakker stadig, dog sjælendt - sidespring. Det er ikke løgn. Jeg vil ikke uddybe begrebet for det er ikke min opgave at forklare dig hvad din oplevelse indeholder. Jeg håber ligeså at min undersøgelse af skiløb vil give dig et lille glimt af hvad jeg mener.

Som jeg her d.1 januar får skrevet mig varm omkring skiløb, til duften af beluga bolognesen jeg har sat over begynder jeg at forstå hvad skiløb i virkeligheden er. I alle dens ansigters. I Østrig, i arkitektur, i gastronomi, poesi, i bjergene, i sneen, i saunaen og træværket.  Den kendte danske skiløber Thomas Uhrskov sagde engang : face your brain not your knees, listen to your skies. Og det er vinen, det drejer sig om samtaler, skiløb drejer sig om dialektik. Samtaler med mit hovedet under armen. 

SLUT.

Jeg kunne måske skrive mere, men kan ikke idag. Og jeg syntes på en måde jeg er kommet fint omkring min oplevelse. Måske bliver teksten opdateret de kommende dage, jeg kan godt lide formen denne tekst har, og du er velkommen til at læse den oprindelige tekst der står med grå skrift rundtomkring. Til febuar skal jeg igen på skiferie, og alt kan ske. Måske kommer jeg skidt fra start med et styrt, jeg håber det ikke. 

TYSKLAND TRANSIT : A meeting with a german shepherd - Skærsilden

 

NH.Munchen Airport - var navnet på det hotel vi skulle overnatte på før vores vidre færd imod italien. 

   Hotellet var placeret i omgivelser der var så langt fra alt hvad vi havde lært at kende den sidste uge. Istedet for de tygge bjerge, og de mange roligt svævende liftbaner som kørte op af dem, var der nu menneskeforladte lagerbygninger, kontoer og lastbilcentraler. Det er typisk for kvartere nær lufthavne, det er transit centraler. Jeg har engang været på et lager, det var lidt uden for Roskilde. Jeg var i praktik hos en eletriker, det var en speciel tid. Det kræver overmenneskeligt overskud at færdes i sådanne omgivelser på daglig basis. I receptionen stod to damer, de stod bag computere med mundbind på. Over dem var der små spot lys, der fik dem til at se ekstra ud, det var et helligt lys ovenfra. Der var en lille selvbetjenings butik hvor man kunne købe slik, paprika chips, drikkelse, tandbørster etc. Jeg købte tandpasta da jeg havde glemt det i lejligheden i Østrig. Jeg købte "Oral B Pro - Expert" var tandpastaen i virkeligheden egnet til tandlæger ? Havde jeg overvurderet mine egne børsteevner, "...Pro - Expert". Der var ingen andre til salg i den lille butik - 3,5€. Vi spiste i hotellets resturant, hvor en tjener fortalte os at deres burger var den bedste, han var en insisterende type hvilket irreterrede mig. På menu kortet varder en burger med wagyu kød, det meget dyre japanske kød produceret fra kvæg med speciel høj fedtprocent - jeg ved ikke noget om det. Ikke destro mindre undrede kontrasten mig. Vi fik bare en "classic burger". Tjerneren pegede på mig da vi skulle bestille drikkelse, og sagde "Bier!" og jeg mistede der meget energi. Der er ingen sandhed i at benægte at skiftet fra Østrig til dette særlige hotel var svært for os begge. Jeg satte mig ved vinduet og kiggede 

ITALY : Italiensk for begyndere - Begyndelse og slutning, 

En brigade gennem Italien 

Jeg

Christoffer Wilhelm Eckersberg

(1783-1853)

Luftens tilkendegivelse i havet, den farende uforusiglighed som vinden bager virker mere paralyseret her fra toppen af bjergsiden. Herfra ser vindens striber i havet, organisere ud, havet ældes med de lange stærke træk der udspiller sig i overfladen Regnen visker de nærlæggende bjerge ud, man kan kun ane siluetter af omliggende verden. Den er altomsluttende. Jeg får sympati for den lille flok bjerggeder jeg stadig kan se fra køkkenvinduet, men de holder stædig stand, med fire klove placeret fast i bjergsiden. Det måtte ske, efter omtrent 14 dage, med citat fra slperne “kejser wetter” måtte himlen åbne sig. Det var nødvendigt vel, for at kunne vedlige holde den årlige frodighed. Det var febuar måned med store citroner voksede udenfor døren. Man fristes til at plukke en, en handling der virkee så fjern når min eneste oplevelse af citronen er som en mytisk, næsten æstetisk supermarket klassiker. Jeg har set adskillige forsøg på citrontræer, men de har alle været udulige, derfor var at se store gule citroner hænge lige for døren fristende. Men jeg havde ikke glemt at jeg kun var gæst i denne have, jeg ville nødigt unødigt reproducere menneskets søndefald og lade mig gribe som en reincarnation af evas impulsive plukke lyst. Hellere gå over på den snden sode af den sten belagte gade, over til det lokale supermarket, hvor jeg efter st have brugt 10 minutter på at kigge på frugher og grøntsager havde samlet en favn som mester nu skulle veje for mig. Koden for æble - 312 stod ikke på æblekassen, så mester skulle hidkaldes hvergang jeg skulle veje mine grøntsager i denne butik. Heldigvis var han sød, men jeg følte mig klart som en idiot da han skulle have rekt, en enkelt kiwi, to tomater, et bundt gulerødder (5 stk), en enkelt sukkini, en anden slags tomat, som sagt var flere af de gamle i byen søde. Jeg betalte altid med for store pengemængder, der hobbede sig små store mønt mængder op i mine lommer, jeg ville betale med 10 euro for en betaling på 6, jeg ville få 4 euro tilbage i en stor bukne mønter. Det betød st mine lommer nu klirede, og jeg følte mig stræks mere bundet til pengene, som klokke om gedens hals. Jeg javde tit fået fortalt