Hvis du ikke kan lide lugten i bageriet
Jeg kom ind i et bageri på Amager, omkring bryggen. Det var stoppet til med vinterjakker, tørklæder og vanter. Der var så mange mennesker i bageriet at jeg var i tvivl om det kun var brød de solgte. Ude foran var barnevogne parkerede sovende børn hvis vejrtrækning blev afsløret af dampen der roligt steg op fra den smalle åbning. De drømmer om kager med flødeskum mens deres forældre fylder sig med gluten bomber og varm kaffe. Jeg besluttede mig for at gå ind i bageriet. Og fugten drev ned af vinduerne, kondensvandet medførte spejlblanke vandpytter der senere på dagen blev slørede søer af spildt mælk og arbejder sved. Jeg besluttede mig for at gå ind på min bank app på min telefon og overføre 350kr fra min “nix pille” konto med arven fra morfar. Jeg kender Lulu der står bag glas disken og skummer barista havremælken og hendes hår hænger smukt over hendes skuldre tilfældigt opsat idag. Det er sådan det er når man har travlt på jobbet. Jeg skal have en stor bolle med hindbærskum også skal jeg have en firdobbelt espresso. Men Katrine skal have fem store luksus kajkager og jeg må vente lidt for jeg kom vist til at springe hende over. Og jeg kom vist også til at smile lidt for kækt da jeg gav pladsen tilbage til hende, og Lulu blev nervøs for jeg skulle ikke skabe ballade så sent om eftermiddagen. Men katrine havde set sig skidt til mig, og hun snerpede ud mellem hendes spændte læber “hvis du ikke kan lide lugten i bageriet...”
Sagen er den, at jeg godt kan lide lugten i bageriet. Og hvordan gør vi så.
For når Lulu smiler og rækker mig kaffen, er duften i bageriet en anden.
Beklager.

Ingen kommentarer:
Send en kommentar