Så skubbede jeg maven op af rælingen så jeg bevægede mig med bølgerne, og samtidig var stabiliseret i hele kroppen da jeg havde stukket fødderne ind i en låst position under træstablen. Så kunne jeg begynde at skrælle kartoflerne, ud over vandet med min lommekniv. Jeg tabte mange kartofler undervejs da jeg var bange for knive, de smuttede ud af hånden på mig, glatte fordi de skulle skylles i spanden inden, og skibschefen, kokken, slog mig i hovedet med en sæk ris hver gang han så det smuttede. Hvis suchefen kom forbi skældte han os ud for at vi snittede udover rælingen og satte altid en spand frem til os, da han mente kartoffelskrællerne ville danne et slynghalet spor bag båden og dermed tiltrække skidtfisk og udyr som både ville forværre fiskeriet på styrbordet og sætte rur eller råd under skibssiden. Når vi så skrællede ned i hans spand og køkkenchefen kom forbi ville han igen slå os med en sæk ris, og fortælle os at vi skulle skrælle udover havet, så vi ikke svinede dækket til. Kun Karina som vi engang imellem mødte, satte pris på dette arbejde, da hun var begejstret for kogte kartofler og hvor var det i grunden en rar ting at være begejstret for.
De andre drenge havde andre opgaver, såsom at hakke persillerod og den slags. Kun jeg havde kun kartoflerne men jeg var også den dårligste i et køkken. I bølgerne så jeg skyggen fra båden, det var pænt, den gled som sin ejermand, en upåvirket klump mørke i verden. Mens underlaget, var bølgernes bevægende lys, der skubbede skyggen som standhaftig genstand ud af prorportioner. Min ryg blev varmet om eftermiddagen når jeg stod med fronten ud mod havet og skrællede. Engang kom der en pegefinger midt mellem mine skulderblade, og fra den kom Karina og med hende en bemærkning om at jeg havde lagt mig på en sommerfugl for den var smattet ud på ryggen af mig. Jeg kan huske at hun grinte af det, men i grunden er det skræmmende at jeg aldrig har styr på ryggen. Den er så essentiel en del af mig, på dens bagside kender jeg hjertet og maven, men jeg ser og tænker aldrig på ryggen. Måske når jeg har sovet forkert, eller løftet noget for tungt, så lærer jeg den at kende i retrospekt, i en efterevaluering som kun kommunikeres i smerte, først der er jeg bekendt med ryggen. Nogle folk har rygmærker på jakkerne, men også de læser kun hinandens, sjældent deres egen, den regner de bare med forbliver, for sådan er det med ryggen som det er med skyggen, vi ser den sjældent selv i tide, men vi bruger stor tid på at se på andres. Ryggen kan på den måde være en vicevært for udsynet, det betyder at den er symbolet på en del af vores essens som kun kan lukke andre ind og som vi selv ikke er herre over. Ryg er den moderne skygge, jeg ønsker at min er pæn og at nogen en dag vil kæle den igen, og kysse dens sensible. For den er mere sårbar end resten af mig, også af de andre af kroppens bagsider som baghoved, nakke, hæl, læg og numse. Mon min skygge er standhaftig og lyset forvrænger den, og mon de ser på mig blidt og modtageligt de andre drenge på båden? Vi er slet ikke bange for at være nøgne mere, os allesammen i verden, ihvertfald ikke sålænge vi har fronten til hinanden, da det nok er fordi at intimiteten blot har flyttet sig bagpå.
Når jeg skræller, tænker jeg på tempelmusikken vi har hørt på vores ture. Når et billede falder ned eller en dør smækker i, ryster det mig som regel, da det virker som om det har haft tænkt sig at gøre det. Genfærd er at afmystificerer disse påfald, for det skræmmende er slet ikke usynlige personificerede gerningsmænd, det skræmmende er bare den underlige pludselige opgiven i tiden. Det samme gælder for fugle der er styrtet på jorden, og dyr langs strandbreden, hjertestop. Dels skræmmer det mig at dette hjertestop kan ske for hvem som helst, dermed mig, nårsom helst, men det skræmmer mig nu mere at blive mindet om at der er ingen konstanter i vores verden. Alt materie er beslægtet i en anordning af pludselige udfald af rent opgivenhed, velfungerende ophængte objekter, og velstablede bøger der efter mangen dages perfektion alligevel engang imellem dratter ned og lander på gulvet. Hvorfor sker det? Hvordan kan intet bare forblive konstanter. Når man så er på båden mindes mand i modsætning til det andet, konstant om at intet er konstant, og det giver jo ikke mulighed for angst. Skulle noget dratte ned fra væggen i kahytten, ville jeg altid, også selvom det ikke var tilfældet, give bådens gyngen skylden. Sådan er det i det dynamiske hjem, her har vi hjemme fordi vi flytter os, og den dynamik hører verden til, for på den måde er trygheden aldrig fyldestgørende, og det er langt vigtigere end man lige tror. For var trygheden fyldestgørende, og båden et hjem på den faste jord, ville disse udsving gøre os angste når det uundgåeligt vil opstå. Men vi trives i roen af at kun bådens skygge er bastant og standhaftig og alt andet er svejende, gulvruskende lys og fagter og aldrig til at stole på. Vi vender ryggen til verden, os der står og hjælper kokken på skibet og alle os på skibet.
Eliot Tranen 26.02 Mit det hjerte banker men ingen lukker op
.jpg)