Troskabets svigt III

 Troskabets Svigt 3

Believing in motherhood is a gift for a son.

 Det hele står og dirrer. Det hele står og vibrerer, og nede i køkkenet står grøden på komfuret og bobler hidsigt afsted, med udbrud af luft som gejsere gennem den endnu tykkere grød. Dernede i køkkenet hvor kaffen er blevet kold, og i skrivebordsskuffen overfor pejsen ligger pistolen. Ella tager nøglen fra brættet i entreen og jeg kan høre hende trække den store port fra nede i laden, mens regnen endnu engang står ned uden for vinduet. De gamle træsamlinger i vinduet smuldrer da jeg piller i dem, skuler udover det landskab, som jeg ville have troet jeg var vokset op i, så bekendt som det virker lige der i det øjeblik. Hvor jeg kunne se Ella køre i den lille sorte Suzuki ud af den snørklede vej ind i den sorte skov, og natten bor med mig. 

"Det er altså nemmere når vi er to" siger hun. Hun puster drillende til sit pandehår og overgør sagen, pust nu det lys ud pige tænker jeg, endnu med varmere følelser for hende. "Here i am again", lyder det fra hendes telefon. En veninde jeg aldrig havde kunnet snakke med, det er svært når tingene må befinde sig sådan. Ella ligger og kejder rundt på sofaen i den mørke stue, mens røgen stiger fra lyset hun har slukket, som var det verdens mest ligegyldige ting. Ligegyldigheden hvor ved jeg pludselig befandt mig alene her i rummet, mens hun og veninden lystigt vender hverdagens trivialiteter, med det korte pust var alt hvad der havde været i rummet væk. Pust igen, pust mig blidt i øjet Ella. Det vil være nemmere sådan, hvis jeg kaster hendes telefon ud af vinduet hendes bedstefar havde sat i. En dumhed ved Ella er, at hun altid skal tale om familien, og minderne der bor i trævæggene der omgiver os, som kan rådne med ét ligeså snart hun minder mig om dem. Historien om hendes mors ulykke, som er skrevet ind i evigheden, en ulykke som efterkommere vil viderebringe som slægtens vidnesbyrd. Jeg rejser mig fra sofaen og går ned i køkkenet for at se efter nøglen til laden. Det regner derude og jeg tager Ellas fars arbejdsjakke over skuldrene og løber ned mod laden der ligger bag huset. Låsen er plettet af rust og der må arbejdes lidt for at få den op. Derinde lyder en overdøvende trommen fra regnen på bliktaget ovenover. Foran den store bunke brænde ligger en ødelagt økse. Skaftet er knækket af, jeg tager det op og mærker den metalliske overfalde, som også er plettet af rust. Ellas far plejer at stå i laden, halvt i skjul foran brændestablen. Der er højt til loftet, til bjælkerne der skyder på tværs gennem rummet. Langs bjælkerne hænger tomme svalereder, med udstikkende strå. De var for længst stukket sydpå. I den mørke ende af laden kan jeg se bagenden af den gamle Suzuki. Jeg kan se Ella stå og skule ud over landskabet med et tomt blik mens hendes mund bevæger sig ustandseligt afsted.

Græsset er efterhånden så vådt at halvdelen af mit bukseben er gennemblødt efter den korte tur fra laden op til huset. Derinde ligger hunden foran pejsen og trækker vejret med lange pauser. Jeg sætter mig i stolen og kigger ind i flammerne. Det slår mig at Ella aldrig fortæller om mig til sine venner, at hun aldrig nævner mig i de mange telefonsamtaler. Hun kommer omkring så mange af de essentielle ting i sit liv, og får set tingene fra flere sider gennem vennerne, får tilbud om at rejse, og om at få besøg heroppe i huset. Jeg kunne høre hende gå rundt lige over mig, den knirkende lyd af det gamle trægulv og de momentære afbrudte lyssprækker der skar sig i parallelle linjer på tværs af loftet. Hun findes deroppe, i en samtale med en der ville tæt på hende hende, og jeg sidder hernede i stuen foran pejsen. Mens jeg sidder og glor ind i flammerne, kan jeg se dampen fra mit bukseben stige. Jeg har lagt benene op på brændekurven der står ved siden af Eyvin. Hunden har jeg aldrig vist den store interesse i. Dens snude ser dog bemærkelsesværdig yndig ud. Indimellem laver ørene eller hele hovedet små spjæt, der vidner om drømme. Jeg ved nok hvad den drømmer om, for den elsker at blive kløet på maven af Ellas bedstefar, dengang han levede. Den ville blive liggende lang tid efter bedstefaren mente han var færdig med at klø, den tigge om endnu en omgang, beklage sig og lave lyde, og bedstefaren ville til stor glæde for familien bukke under, klø den lidt længere. 

I sengen ligger jeg i underbukser. Lyset er slukket, gennem gardinerne undslipper et blåt lys fra den matte eftermiddag. Jeg vender og drejer mig i dynerne på det kolde værelse. I en besværlig tilstand hvor jeg snubler mellem søvnen og hvad der er tilbage af værelset. Jeg ser hende sommetider herinde, og døren til gangen står på klem, der er så stille i huset hvis ikke jeg vidste bedre var jeg alene. Hun kommer herind engang imellem og puster blidt på min kind. Det er en gudsfrygtig erkendelse at være alene. Hun skubber døren op med sin fod, og mørket i værelset brydes for en kort stund af en varme. Hun smyger sig ind gennem den og ned i sengen ved siden af mig, og så forsvinder hun igen. Hun ligger lige ved siden af mig og hendes ben rører mit og jeg kan mærke at hun er der, og at jeg er der. Sengen står ikke længere i huset og på samme tid er jeg omgivet af varmen fra gangen. Jeg kan se hun smiler til mig i mit åsyn, og jeg drejer hovedet og kigger på hendes mund, og hendes krop virker som en spejling af lys i det blå værelse. Jeg rører ved hende og mærker hendes varme hud, drejer min krop i sengen omkring hende, og som tiden er går er hun væk igen, helt væk fra huset, og sandheden beskæftiger sig kun med mig og mit hjerte trækker sig sammen. 

Gennem sprækkerne i brædderne i gulvet kommer lys. Jeg kan høre en dæmpet sang komme dernede fra, og jeg ser hundens boblende vejrtrækning foran pejsen.

Nede i køkkenet står hun rigtigt nok og tripper foran komfuret. Flammen hvæser hastigt afsted under den lille sorte gryde. Hun har endnu ikke opdaget mig, så jeg beslutter at sætte mig i stolen igen foran pejsen, og den søde hund der ligger der og sover. Jeg læner mig forover og aere den blidt på halsen, den åbner gabet i et kort stræk afslører sine gullige hundetænder for så igen i en udånding at falde helt tilbage ind i søvnen. Hun fløjter trippende, næsten dansende rundt i køkkenet, og udenfor hvor aftenen og mørket kryber tættere på, kan jeg drømme om at vi svejer rundt i rummet, os to og Eyvin i huset. Gennem vinduet kan jeg se månen krybe frem på himlen, kigge frem fra sit skjul bag den tætpakkede himmel. Oplyste lange skygger bliver kastet på det store stræk foran huset ned til skoven, og langs kanten af skoven begynder livet så småt at vågne. Jeg kommer i tanke om at porten til laden stadig stod åben. Jeg lægger et stykke træ på, og trækker endnu engang jakken over skuldrene. Det er som at træde ud i en anden verden, der er helt stille herude, regnen er stoppet og det skarpe lys fra månen får træerne til at se mærkeligt forskudte ud. Jeg ser min skygge for mig gå med tunge skridt ned mod den mørke bygning. Jeg trækker hårdt den store port til side, lyden runger ud i tomheden. Drejer om, og går mod huset. Oppefra kommer en bold flyvende, den rammer mig resolut i ansigtet og for et kort øjeblik forsvinder alt omkring mig, en lynende forløsning strømmer gennem min næse mens lyset langsomt kommer tilbage. Det er som om jeg i det øjeblik er forsvundet fra kloden, jeg står foroverbøjet og ser på den hvide fodbold der gradvis bliver plettet af det mørkerøde blod der drypper fra min næse. Jeg er slået ud, tom for alt lige der. Jeg kigger op undersøgende, stadig lammet af chok tavs. Jeg ser op mod førstesalen hvor vinduet stod åbent, let svajende. Tomheden erstattes af en overvældende rus mens min mund fyldes af det varme blod der driver fra min næse, og billedet af den ødelagte økse dukker op. Jeg hamre min skulder ind i døren og blodet bliver kastet ud af hovedet på mig. I spejlet i entreen står en mand med en skæv næse med blod på sin trøje. I køkkenet står grøden og boblede ustyrligt. Ella! kalder jeg. Ella! kalder jeg igen. Jeg trækker pistolen op af skuffen og løber op af trappen, op i stuen hvor sofapuderne ligger spredt udover gulvet. Hun ligger halvt i sofaen med benene oppe, og overkroppen halvt nede på gulvet. Det blege lys fra månen får hendes krop til at lyse hvidt. Det tomme blik hun kigger på mig med er afvæbnende, og jeg taber pistolen på gulvet . Hun ser næsten gennemsigtig ud, med sine blå vener der løber langs armen. Jeg sætter mig ved hende og mærker på hendes hals, det langsomt pulserende blod. Jeg trækker hendes ben ned fra sofaen og hun krøller sig sammen på en af puderne. Så lægger jeg mig ved hende og hun kigger mig i øjnene. Så puster hun mig blidt i ansigtet og den kolde vind trækker sig ind i rummet, gennem det endnu åbne vindue. 

 

- MortenB, 31.10.2026

En hilsen til min farmor;

 -Fuglene synger for dig,

en enestående forårsdag i oktober.

30.10.2026

Beskeden ovenfra

 Beskeden ovenfra

 Jeg vågner til en dyb lyd af en hests mule der trækker omfavnende mundfulde af græs op af skråningen jeg ligger på. Her ved siden af min ven, der med sine brusende vejrtrækninger endnu driver gennem søvnens ukendte landskab. Derpå skråningen hvor de gule evighedsblomster vipper let i vinden, hvor lyden fra søen neden i dalen, i aftes bød på uhyrlige brøl fra tudser i uoverskuelige mængder. Fluer sværmer insisterende omkring mit ansigt, som små sorte pletter der danser for mit syn, små afslørende åbninger i himmelen, stiller mig spørgsmål til hvad der venter bag det blå. De delvist hængende kuglede skyer der senere på morgnen vil bryde fri i et timelangt regnskyld. På hestens mule opdager jeg et tyndt lag dug, som på resten af dens krop, der giver den et glimtende skær der tjener dens skønhed og styrke retfærdigt. Hvornår vågner min ven i selskab af netop den lyd, af hesten der trækker det stride græs op med rødderne. Hvornår får vi netop chancen for at dele det øjeblik, og undslippe enhver mulighed for ikke at tro, andet er simpelthen umuligt her. 

Det står i mellem os, at den måde som store grupper af træer kan trækkes af vinden, er en endelighed. Endnu tydligere er det når vi gensidigt bekræftes af et grin undsluppet en løssluppen mine fra et menneske du har kendte gennem livet, og i et blink mindes du om dette menneskes eksistens som en konstant, som et landskab der er formet af noget der tjener det bedre. Omfavnet af strå igen ligger jeg inden skyerne bryder fri og smider vægten de bære over os, og bryde den kvalte muld. Kryb og flyvende, formår på mystisk vis med jævne mellemrum at støde ind i mig som var de berusede eller drevet af en uhæmmet løssluppenhed. Endnu altid vandrende myrer, der aldrig viger fra deres kollektive færd, kun de forstår det de sammen bygger på, på hver sin vej gennem landskabet mellem os. 

Hvorfor var glasset fyldt, og med denne væske? Drivende i en ustoppelig strøm gennem gabet på mig, i lyset fra en glødende sol i den endnu spæde nat. Mærkende på ben, med knuende hænder og begrebet om at tage den gale vej. Sådan stirrede man, viste jeg. Lidt for længe med forsinkelse i mine svar, og med lidt for meget drivmiddel i blodet. Svinger jeg med mit hår, kradser i mit skæg, slår en finger ind i munden på mig selv og mærker på bagerste tand. Er her stadig, med den efterladte smag af fingeren på tungen, der som i en kemisk reaktion fremmaner en væmmelig følelses af at indtage hele rummet i et ætsende strøg. Et til træk af luften i dette rum, der er en blanding af fugten fra mit hår fra regnen udenfor og den endnu stigende røg fra de mange rygende. Der bor et noget i mig når jeg står alene på toilettet, til den dæmpede lyd af larmen udenfor, og jeg sparker hårdt til døren der ikke går op, og jeg rusker i håndtaget. Derude for døren møder jeg en mand i grå pullover. Drevet frem af noget, når jeg igen en dag møder de mennesker der ventede på mig.

MB                                                                                                                                            11.08.2026

Lady Godiva

Brændegården sætter røg over markerne. Tætner luftens væde i grå og tunge skydampe. Det svider i røde kroge, og væder gråden fra tågens søl. Tunge gløder slår triller, svedende og strenge, fra riller af glohed hvidvarmet metal. Trange, nivende som tange, fra bundter af brændende rødder, fæstnet til landskabets undergrund. Spreder de sig, holder nye hænder, smitter de andre rodværker og vandrer. Gløderne rejser, under jorden løber de, fanger løvtræets fod, knækker rygsprækker, flækker barken, varmer jorden og soder tampen fra dampende pøle der sysler i kogeri. Luftrester gennemsynes af mørk vandet aske, kvæler solringe, tætner dem med afskallet væske, går fra masse til opbrændende luft, går fra jord, vand og mudder til em og ingentingets kondens. Smedet som rullende sølvperler, spytter metan og kernede kugler. Blåt og forsoddet, koldt og forsømt som et lys gennem skoven, riddende Hæstea. Skinger, som det sprængte, det skarpe og afskårede, hvinende og farende, stjerneformede bragende, i hornhinden, i kranietindingen, i brystet larmende. Til jorden falder det, i stilhed udånder det, vidner blænder det, elskere glemmer det.

What do i owe you?

 Pierre V.Gogh

What do i owe you?

Apple Pork with corn on bonfire

Helle

Pierre you owe me nothing! Beloved friend. 

...

Good food comes in many variations. Good people come in very few. As The Beatles sing on the song "Michelle" 

- "Michelle, ma belle (my beautiful), These are words that go together well My Michelle" 

- Some people have a magnetic presence, that type of presence where as you when they leave you behind, you finde yourself searching their scents in the air surrounding you. I know a girl like this, always just out of reach, and that distence between us grew from my own body. Her perfume leaves an intoxicating clarity, thinking about how lucky a boy like me is to spend just a fraction of a minute with this girl. And what is this love bringing to the table in my life? A confusing mixture of mentioned clarity and a miserability, as i will act in anger towards my loved ones. Just as toxic fluids, can destroy a good life, a girl like this one is danger for me. 

The danish national dish was once picked as to the back of the pig, fryed. Never the less this fatty meat play not a role in a poetic cooking experice, unless we choose to work with the refined version of this dish, of the one with apples, time and onion. 

1. Seek a location of which you are in roaring contact with nature, let the winds blow the fire you are cooking on at speeds that worry you. 

2. Build a great bonfire, with plenty of wood.

3. Bring your good meats out of the cold and prepare with plenty of salt. 

4. Cut onions and apple in large chunks. 

5. Cut large cubes of butter, and a small tablespoon of olive oile into three smaller pans or one large and start to cook apples and onions in the pan. Dont forget to add a bit of salt and a large amout of fresh grinded pepper.   

6. Fry the saltet pork, crisp on a separate pan.

7. Add a bit of the fat from the pan with the fried pork to the apples and onions, with a great handfull of thyme.

8. optionally add some lemon juice to the apples just prior to eating.   

Eat the meal in the roaring wind and remind yourself that one day you will meet this girl again and if you are in the right place at the right time she will award you with her intoxicating lovely gushing laughter. I do think of this girl every few months.

Love Pierre. 17082026

Hvem har tabt sin tand?

 Hvem har tabt sin tand? Hvem er blot bløde gummer? 

Under puden ligger der 32 tænder fra Jyden. 

Viva la Problemulven!
Et kald til håb.

DNBRBK            14.08.2026

Alvor og almindelighed

• 

Fråden om munden vrinskende, skrigende på sin mor, fyrre år gammel, med skindebenet sluppet løs fra sin plads, og nu benknoglen strittende, op, som med hans hænder mod de forbipasserende, samme retning, og errektionen aftenen inden, krummer sig svagt, men stadig samme retning, alle mod himlen, alle op.

Rødkål i kantinen, syltet og syltet rosiner også, få timer inden uheldet. Maven er syrnet, den har ikke meget at arbejde med, og på arbejde er den, som alt det sitrer i det øjeblik. At holde ud, er kunsten kvinder gør bedst. Han skriger ikke mere, hegnet gennem benet flyder over af hans blod, han bliver magelig og forsvinder, dør ikke, men alligevel lidt. 

Alt foregår i Italien. Pånær kantinen, det foregik i København. Men han forbløder i Italien, og dør så, senere, løsrevet fra hegnet på Ospedale. Der er det ovre. Personalet pakker ham ind, og går forbi hinanden på stuerne, mens de skæver til de ophængte små fjernsyn og fylder vand fra plastickander de har stående på personalestuen. En af dem sætter sig i en sofa, og ser ud i natten, den som er faldet over Italien nu. En kat kravler ind af vinduet til personalestuen, det er normalt, den ligger sig i vindueskammen, men de kender den ikke. 

Personalet informerers flere gange i minuttet, af alle slags indtryk der både rummer alvor og almindelighed. Strømme og signaler og sanselige stød og impulser fra over alt på Ospedale, selv når en af dem sætter sig i kosteskabet for at ringe til sin søn, er hun på overarbejde fra alt det liv, der sitrer på dødens tærskel. Selv i mørket, med moppen lænende op af hende, kan hun ikke lukke øjnene. Alvoren bliver almindelighed, og det at blive imponeret kan hun ikke længere. Uheld og mirakel er ligedelt uchamerende og falder sammen med alle de andre indtryk rundt omkring på Ospedale. Kun en praktikant fra Ospedalescuola blev begejstret over katten i vinduet. Kiggende rundt, på resten af personalet, ser han dem som sovende, apatiske og uden hinanden. Snart vil han blive som dem, snart vil han også blive magelig, ikke død, men alligevel lidt.

 

Regret me

Regret me. regret me. regret me. regret me. regret me. regret me. regret me. regret me. regret me. regret me. regret me. regret me. regret mE. 

Either Or

No, dont really forgive and forget - regret instead

En udkigspost i et priratsskibsmast er ofte illustreret som en hel rund balje. Det er den måske fordi vi ikke kun skal holde øje med horistonten foran os, men også den vi forlader  - heraf det vi fortryder. Hvad nytter det hvis skibet alligevel sejler videre? spørger de fleste i diskussionen om at fortryde. Svaret skal lyde at blikket hersker mere over manden, end fødderne gør. Hvad retning vi har fået os givet og af hvilken udvikling den driver os igennem, er ikke det primære formål med at fortryde. Fortrydelsen skal ikke nødvendigvis avle erfaring. Fortrydelsen skal ses som ærgelighed, og ærgelighed bør vi leve med, uden at forvandle den til fremdrift. Den har bedre af at forblive ærgelighed, og alt efter ærgelighedens størrelse, må den følge med os i horisonten, så længe vi kan se den over den buede linje.

Jeg mener at erfaring såsom synd er to begreber vi har misforstået i en sådan voldsom grad at de har ændret betydning.

Erfaring har vi kapitaliseret på, som del af den moderne måde at selvrealisere på. Ud fra skævvredet præmisser om at mennesket skal udvikle sig på en bestemt måde, fordi det skal passe ind hos andre, ikke bare for det selv. 

Synd, er på en måde ligesådan. Synden er skabt for at regulere borgerne i trosamfund, som ren og skær lavpraktisk manipulation. Synden er navnet for den dårlige samvittighed, at være syndig er et prædikat, en systematisk udskillelse fra flokken, at være ærgerlig er meget mere på egne præmisser.

Men hvor hører fælleskabet så til henne, hvis jeg mener at erfaring og synd er mutationer af begreber som i stedet bør reguleres individuelt og ikke som del af sektioriel og systematisk magtanvendelse? Svaret skal lyde at, fælleskabet skal ærge sig sammen, uden at tage ved lære af det. Vi kan lære af hinanden, men ingen kan dele øjne, og det faktum er hårdt, indtil man opdager at vi kan dele skuldre i stedet. Skuldre at græde på, at støtte sig fra og løftes af.

Tilgivelse - er ikke nødvendig hvis vi blot aftaler at den ikke er det. Styr på det.

Dette skal forhåbentligt ikke forstås som et forsøg på hverken at afkristificere, heller liberalisere på fortrydelsen. Svaret skal lyde at min kritik faktisk går på liberaliseringen af kristendommen, deraf i den spæde statsdannelse, at bruge synden som kapitalredskab for menigheden, og at kristendommens oprindelige forhold til fortrydelsen i stedet, er et som jeg holder meget af. For den kristne, skal fortrydelsen ikke laves om til optimering, den skal balsameres og indlejres, og den spiller i øvrigt den største rolle i forhold til det at være menneske. At løsningen så er tilgivelse, kan være problematisk, men hvis det forbliver et ønske om tilgivelse af Gud på et individuelt niveau, udenom systemet, synes jeg det går an.

Jeg synes dog hellere vi skal inviterer ærgelsen ind i stedet for tilgivelsen, de står i hver deres ende af udsigtstårnet, den ene mod fremtiden og den anden tilbage. Jeg siger, stir på den side der vender tilbage, så får du ikke solen i øjnene, så blendes du ikke af fremtidens uforudsigelighed. Læring er godt, det udvikler os, men varsom skal man være, udviklingen stopper trods alt fra der vi står. Heller gå tilbage og læs noget igen, end at tro at bare fordi vi udvikler os, kan vi erobre den horisont der lægger foran os, på forhånd. Og endnu vigtigere, skal selvsamme udvikling af læring, det som også kaldes egenerfaring, ikke ses som en vækst, en voksende masse, en linær fylden af hvem vi er, men i stedet som et bevaringsværdigt øjeblik, et nu der skal balsameres for hvad det er, ikke for hvad det kan blive. Vi lærer alle så meget vi glemmer igen, heller gå tilbage og læs noget igen end at tro at bare fordi vi udvikler os, kan vi erobre den horisont der lægger foran os, på forhånd. Og så hellere skrive den samme pointe to gange. Ikke alt skal huskes, men nogle ting bliver siddende, på mystisk vis, og så må man rede op, hvis de vil tage bo. Dvæl ved dig selv, det er det vi har blikket til. Fortryd også hvad andre har gjort ved dig, det er en del af ærgelsen, og man kan ikke profitere på andres fejl nej, men det bør man ikke med fortrydelserne generelt. Ærg dig, fortryd mig, og forhåbentligt er vi andre der for dig. Det skal jeg forsøge mig på.

Den unge mand og krummen

Den unge mand og krummen.

Morten B.Birkegård 21.3.26

"Å herregud, mannen er død!"

Jeg så mig selv oppefra, jeg lå i sofaen som jeg for et par timer siden havde lagt mig i. Jeg havde en krumme i mundvigen. Jeg lå helt stille, som om tiden omkring mig var gået i stå. Jeg havde lukkede øjne, sorte høretelefoner på. Mine arme lå ned langs min side, min tommeltot på højre hånd strejfede min lille finger, håndfladerne pegede op ad. En flue sværmede om mit ansigt, satte sig på næsen. På bordet vedsiden af mig lå en brun bagerpose, krumerne dryssede udover bordet og min trøje, jeg havde kortforinden spist to basser. Min mave rumlede, min fordøjelse var ikke stoppet kun mit hjerte. Å herregud, jeg lå død i min egen sofa! 

Damen der udbrød min dødserklæring var min nabos sygeplejer, hun skulle hentet noget medicin jeg opbevarede for min nabo, han havde problemer med at dosere mængderne, eller han slugte hele pakken hvis han fik chancen. Hun var norsk, man hørte ellers om at de norske sygeplejer havde fantastiske forhold i hjemlandet, men hende her var ligsom mange af sine unge landsmænd, betagede af den frække lillebror i syd. Min nabo skulle have 4 kalktabeletter, 3 fiskepiller, 4 kobbertabeletter (til håret(eller hvad der er tilbage af det)), en af de blå, 3 multivitamin og 4 dråber råopium i mundhulen fra ampul. Hun hed Ada, og hun satte sig ned ved siden af mig og tog fat om mine hænder, knugede dem. Jeg tror måske hun græd faktisk, jeg syntes at kunne høre en let piben, men det var utydeligt for hun havde begravet sit ansigt i min mave, tårerne sivede ned gennem min tre lag af først bomuldsundertrøje, så en blå og sort stribet langærmet og sidst min sorte lynop sweater. Hun var hospitalsudannet, kunne hun ikke forsøge at yde noget førstehjælp?. Nej, jeg måtte se til mens min nyligt døde krop indtog den føste face af rigor motris, mens min nabos sygeplejer led et følelsesmæssigt sammenbrud oven på mit gamle jeg. Ditlev stavrede ind i lejligheden til synet af mig og Ada. Han hapsede hurtigt en håndfuld af de blå piller uden nogen bemærkede det, og satte sig så ved min side. Ditlevs hage bævrede, han sad der ved siden af mig, Ada kiggede op (et ødelagt menneske) "han var alt for ung" sagde Ditlev, han strøg min kind med oversiden af hans rynkede pegefinger. Den havde nok føltes lun og omfavnende. Ada samlede sig, og rejste sig op. Hun børstede krummerne af min trøje, samlede mine hænder på min mave. 

Jeg lå i en mørk skuffe, isnende koldt og mørkt. Ada havde ringet en ambulance op, og det meste af byggeforeningen havde samlet sig på gaden da jeg blev kørt ud af opgangen med et klæde over. Rygtet havde hurtigt spredt sig, den unge løber fra nr.5 var død, ingen viste hvordan eller hvorfor. Mine underboer Jan og Lisanette holdt om hinanden, og gårdens børn stod bum stille tavse og så på mens deres forældre begravede deres ansigter i sorg. Selv viceværten var mødt op, han stod med kost og skovl lidt derfra og rystede op hovedet, lidt vrissent sagde han ud gennem tænderne "uretfærdigt...". Der var også nogle jeg aldrig havde set før, tror bare en flok forbipasserende, der optog en video på deres telefon, det blev dog hurtigt stoppet af mine naboer, tak forresten. Ambulancen kørte mig på kapel, og en portør i fint hvidt tøj overtog. Han kørte mig ind i et kølerum hvor han åbnede en luge og skubbede mig ind i et mindre kammer. Realiteterne begynder at sætte sig til bords i min bevidsthed, den var altså god nok jeg var død, stendød. Lige der midt i min middagslur. Kunne det være basserne? Kunne det være en overset flåt med hjernebetændelse? Måske bare et klassisk hjertestop ala Eriksen, ingen hjerteløbere... Måske en ukendt sygdom? En ny pandemi - patient nr.0? Inde i det lille kammer runger Ada's dødserklæring. Det våde på min trøje var iset til, på den måde blev hun med mig derinde. Hun var generøs, overskudelig gavmild med hendes opmærksomhed, betænksom og rolig, jeg tror mit hjerte slog lidt langsommer de gange hun var inde hos mig og hente piller. Hun løb op af trapperne to trin af gangen i de hvide plastik træsko. Jeg havde en følelse af transit i det ellers fuldstændigt stillestående lille kammer.  I ambulancen havde de to læger hørt radio, deres sæder var krummet til ligsom min sofa, og nede i handskerummet lå der madpakkepapir fra en sandwich bar, og de brune bagerposer, tre iskaffe dåser - deres fordøjelse måtte være på arbejde. Det var nu meget sødt, en kvinde på jeg tror treogtredive og en mand på måske fireogtredive, et god makkerpar, den ene havde skubbet sine hænder ind under min bagdel mens den anden havde undersiden af sine ene hånd under min nakke, og i et tag var jeg ude af sofaen. Jeg kunne ikke høre hvad de talte om, men snakken gik, og der blev også grinet. Manden havde en diamant på sin tand, som kvinden blev ved med at sige blændende hende, så hun ikke kunne udføre sit arbejde ordenligt. Den slags venskabelige drillerier fortsatte nok det meste af dagen mens de hentede min slags, de stive kolde bekrummede unge mænd der åbenbart døde i deres sofa.

Sommetider kunne man, da man var levende, spekulere på hvordan det var at være død. Krummen sad stadig i min mundvig da bedemanden klædte mig i mit jakkesæt. Jeg havde ikke set det siden sidste vinter, og det overeskede mig hvordan han med snilde fik det til at sidde strøget, og stilfuldt på mig. Han fløjtede stille en melodi der mindede mig om en af mine gamle lærer fra grundskolen. Jeg var blevet blegere end nogensinde før, grå at se på, nærmest blå. Mine læber var lilla og mine øjne var sunket dybt ind i mit ansigt. Døden havde bragt mit ansigt i en afslappet, men låst mine. Den fremmedgørende følelse af at se sig selv udefra – som når man kigger i et spejl – var forduftet. Der var ingen tvivl. Det var mig, der lå der. Og uden at sige for meget klædte den bleghed mig. Der var en tiltalende melankoli over min åndsløshed, hvis bare han ville fjerne den krumme nu. Jeg havde set en anden blive kørt ind i kølerummet. En mand i sin bedste alder, omkring de fyrre år. Han bar et smykke om halsen, og havde en tatovering på maven, hans muskler var markerede, hans mund let åben, håret lå skråt nedover det højre øje. Vi lå ved siden af hinanden i et par timer før bedemanden kom. Kun afbrudt af hans kæreste der kortvarigt kom forbi. Hun var meget stille. Hun tog hans hånd. Hun rørte hans brystkasse, ved hjertet. Vi delte en tosomhed med ham, den dag. Hun var generøs. Et sort slør dækkede hendes ansigt, men ikke hendes læber, der havde mørkegrøn læbestift på. Jeg var tilfreds med mit udseende, mit hår var flot og jakkesæt sad godt. Bedemanden lagde en mønt i min inderlomme. Sammen med en yngre dreng, kørte han en enestående egetræs kiste inde i kølerummet. Langs undersiden af kistens låg var der snedkereret en tandfrise der løb hele vejen rundt om kisten. Bedemanden fortalte den unge hjælper at kisten var et svendestykke fra en møbelsnedker, under kisten stod der A.Skancke. Håndtagene var fæstnet med børstet stål. Så lukkede de låget på. 

Kirken var stille, præsten var stille, stod stille på prædikestolen, lyset stod stille, mens organisten spillede rummet op. Orglet fik det hele til at smelte sammen i en rungende resonans, alle mine kærester, alle mine fortabte venskaber, min mor, min far, min søster og bror, alle mine fuldstændige venskaber. Pludslig følte jeg en øjeblikkelig kropslighed. Lige der midt i min erkendelse af min død, kom jeg kortvarigt tilbage i min krop i kisten, og så undersiden af låget. Hvor et uformidligt, nærværende, fuldstændigt budskab stod skrevet i lys. Begribeligt men øjeblikkeligt forsvindende som erkendelsen af min egen død. Min tommelfinger slap min lillefinger og jeg knyttede mine hænder, og mærkede en varme strømme ud i mine fingre, mærke spidsen af min storetå blive klemt af skoen, kørte min tunge henover mine rug tænder og trak vejret ind gennem næsen og ud gennem munden, og i selvsamme øjeblik stoppede orglet med at spille og min krop var for endeligt alene hjemme. Der svævede jeg op over forsamlingen. Til lyden af kirkeklokkerne forsvinder selv min indre stemme, og hans jeg blev taget af vinden. 

Epilog

Å kære læser! Velsigne dig.
Arbejdet med teksten påbegyndte i højsommeren 2025, en tid med badning, sol og fantastiske venskaber. 
Lad det kommende forår bringe dig tættere på livet.

Største hilsner Morten. 

 

Knoglens Guldkilde

 M A R V

Marven har været jagtet af mennesker siden vor opståen

Knogler har været knækket siden deres opståen

Og alligevel fylder marven formegentligt ikke så meget for dig som den burde. Der er smag i fedt, liv i fedme og siknifikans i den indre fedme, gemt bag hård knogleskal, skal den suges ud, som sugede man livet ud af livet selv, død og forpint, i forvejen markaber knogle fra andet end menneskekroppen men som så alligevel på en måde er underligt at indtage noget af det som vi selv har på os, som at spise en andens bukselomme med sine egne bukser på, det kanibale er i alt som gøres ved ting som vi selv besidder, og indeni dig er marven, og du tænker så sjældent på den, men du tænker på dine organer og knogler, og muskler endnu mere, folk er besatte af rejser til det indre og til fjerne kroge af vildfarelse i sig selv, det er kanibalt, at dyrke sindet og dyrke anatomien af sig selv, i opslugelse, sutten og slurpren i ønsket om at tømme årerne, tømme tårerne og uddræne deres kanaler, og efter tre års forløb hos en terapeut, genoptage turen, om at udhule og udhule sig selv til kun stativet står tilbage, afklædt fra al sans og samling, indhold og hjerteblod som vi kalder dyrkning af sjælen eller motion, fysisk sund forbedring, men i sandheden er det komplet besættelse af os selv, uden nysgerrighed, for vi lader ikke os selv svarer når vi spørger, derfor besættelsen, for vi vil overtage det meste, og hvad gør man efter at have koliniseret verden og ingen blanke pletter kan opsnues, så har man kun sig selv, og hvem er både bedre og sværre at kapre end sit eget? ingen. men der er marv inde i os selv, som skjulte kilder af noget der aldrig bliver realiseret, med mindre andre knækker os post mortem, og slurprer, for jovist er der svimlende store mængder proteiner i marven, men livet ligger udenfor, det er menneskets mantra, livet ligger udenfor, og alt der bor inde, er nemlig allerede konsurmeret, dødt og benyttet, marven er gidslet, fanget i buret inde i buret, og som det er med når man står med bøjet nakke og ser en anden suge nektar ud af en sommerblomst kaprifol, dem som kender det lille trick, kunne man tænke om sig selv, at mon ikke man rummer mere end al det man går og opdager hver dag, og mon ikke noget skal ligge hen i det evig uvisse, og bo buret inde til den dag at man er død, og buret åbnes af en anden, knækkes op og sætter marven fri

af Karl Gabriel Rønnesten-Svingert

Et kig ind

 

Et kig ind,

her i sengen, 

i min seng under dynen, 

under min dyne, 

ligger jeg, 

jeg ligger her under min dyne i min seng, 

og min pude, 

hernede i sengen, 

under min dyne og min med hovedet oven på min pude, 

i værelset oven på puden, 

under dynen i min seng,

kigger ind.

- Morten.B, 6/2/26