Troskabets Svigt 3
Believing in motherhood is a gift for a son.
Det hele står og dirrer. Det hele står og vibrerer, og nede i køkkenet står grøden på komfuret og bobler hidsigt afsted, med udbrud af luft som gejsere gennem den endnu tykkere grød. Dernede i køkkenet hvor kaffen er blevet kold, og i skrivebordsskuffen overfor pejsen ligger pistolen. Ella tager nøglen fra brættet i entreen og jeg kan høre hende trække den store port fra nede i laden, mens regnen endnu engang står ned uden for vinduet. De gamle træsamlinger i vinduet smuldrer da jeg piller i dem, skuler udover det landskab, som jeg ville have troet jeg var vokset op i, så bekendt som det virker lige der i det øjeblik. Hvor jeg kunne se Ella køre i den lille sorte Suzuki ud af den snørklede vej ind i den sorte skov, og natten bor med mig.
"Det er altså nemmere når vi er to" siger hun. Hun puster drillende til sit pandehår og overgør sagen, pust nu det lys ud pige tænker jeg, endnu med varmere følelser for hende. "Here i am again", lyder det fra hendes telefon. En veninde jeg aldrig havde kunnet snakke med, det er svært når tingene må befinde sig sådan. Ella ligger og kejder rundt på sofaen i den mørke stue, mens røgen stiger fra lyset hun har slukket, som var det verdens mest ligegyldige ting. Ligegyldigheden hvor ved jeg pludselig befandt mig alene her i rummet, mens hun og veninden lystigt vender hverdagens trivialiteter, med det korte pust var alt hvad der havde været i rummet væk. Pust igen, pust mig blidt i øjet Ella. Det vil være nemmere sådan, hvis jeg kaster hendes telefon ud af vinduet hendes bedstefar havde sat i. En dumhed ved Ella er, at hun altid skal tale om familien, og minderne der bor i trævæggene der omgiver os, som kan rådne med ét ligeså snart hun minder mig om dem. Historien om hendes mors ulykke, som er skrevet ind i evigheden, en ulykke som efterkommere vil viderebringe som slægtens vidnesbyrd. Jeg rejser mig fra sofaen og går ned i køkkenet for at se efter nøglen til laden. Det regner derude og jeg tager Ellas fars arbejdsjakke over skuldrene og løber ned mod laden der ligger bag huset. Låsen er plettet af rust og der må arbejdes lidt for at få den op. Derinde lyder en overdøvende trommen fra regnen på bliktaget ovenover. Foran den store bunke brænde ligger en ødelagt økse. Skaftet er knækket af, jeg tager det op og mærker den metalliske overfalde, som også er plettet af rust. Ellas far plejer at stå i laden, halvt i skjul foran brændestablen. Der er højt til loftet, til bjælkerne der skyder på tværs gennem rummet. Langs bjælkerne hænger tomme svalereder, med udstikkende strå. De var for længst stukket sydpå. I den mørke ende af laden kan jeg se bagenden af den gamle Suzuki. Jeg kan se Ella stå og skule ud over landskabet med et tomt blik mens hendes mund bevæger sig ustandseligt afsted.
Græsset er efterhånden så vådt at halvdelen af mit bukseben er gennemblødt efter den korte tur fra laden op til huset. Derinde ligger hunden foran pejsen og trækker vejret med lange pauser. Jeg sætter mig i stolen og kigger ind i flammerne. Det slår mig at Ella aldrig fortæller om mig til sine venner, at hun aldrig nævner mig i de mange telefonsamtaler. Hun kommer omkring så mange af de essentielle ting i sit liv, og får set tingene fra flere sider gennem vennerne, får tilbud om at rejse, og om at få besøg heroppe i huset. Jeg kunne høre hende gå rundt lige over mig, den knirkende lyd af det gamle trægulv og de momentære afbrudte lyssprækker der skar sig i parallelle linjer på tværs af loftet. Hun findes deroppe, i en samtale med en der ville tæt på hende hende, og jeg sidder hernede i stuen foran pejsen. Mens jeg sidder og glor ind i flammerne, kan jeg se dampen fra mit bukseben stige. Jeg har lagt benene op på brændekurven der står ved siden af Eyvin. Hunden har jeg aldrig vist den store interesse i. Dens snude ser dog bemærkelsesværdig yndig ud. Indimellem laver ørene eller hele hovedet små spjæt, der vidner om drømme. Jeg ved nok hvad den drømmer om, for den elsker at blive kløet på maven af Ellas bedstefar, dengang han levede. Den ville blive liggende lang tid efter bedstefaren mente han var færdig med at klø, den tigge om endnu en omgang, beklage sig og lave lyde, og bedstefaren ville til stor glæde for familien bukke under, klø den lidt længere.
I sengen ligger jeg i underbukser. Lyset er slukket, gennem gardinerne undslipper et blåt lys fra den matte eftermiddag. Jeg vender og drejer mig i dynerne på det kolde værelse. I en besværlig tilstand hvor jeg snubler mellem søvnen og hvad der er tilbage af værelset. Jeg ser hende sommetider herinde, og døren til gangen står på klem, der er så stille i huset hvis ikke jeg vidste bedre var jeg alene. Hun kommer herind engang imellem og puster blidt på min kind. Det er en gudsfrygtig erkendelse at være alene. Hun skubber døren op med sin fod, og mørket i værelset brydes for en kort stund af en varme. Hun smyger sig ind gennem den og ned i sengen ved siden af mig, og så forsvinder hun igen. Hun ligger lige ved siden af mig og hendes ben rører mit og jeg kan mærke at hun er der, og at jeg er der. Sengen står ikke længere i huset og på samme tid er jeg omgivet af varmen fra gangen. Jeg kan se hun smiler til mig i mit åsyn, og jeg drejer hovedet og kigger på hendes mund, og hendes krop virker som en spejling af lys i det blå værelse. Jeg rører ved hende og mærker hendes varme hud, drejer min krop i sengen omkring hende, og som tiden er går er hun væk igen, helt væk fra huset, og sandheden beskæftiger sig kun med mig og mit hjerte trækker sig sammen.
Gennem sprækkerne i brædderne i gulvet kommer lys. Jeg kan høre en dæmpet sang komme dernede fra, og jeg ser hundens boblende vejrtrækning foran pejsen.
Nede i køkkenet står hun rigtigt nok og tripper foran komfuret. Flammen hvæser hastigt afsted under den lille sorte gryde. Hun har endnu ikke opdaget mig, så jeg beslutter at sætte mig i stolen igen foran pejsen, og den søde hund der ligger der og sover. Jeg læner mig forover og aere den blidt på halsen, den åbner gabet i et kort stræk afslører sine gullige hundetænder for så igen i en udånding at falde helt tilbage ind i søvnen. Hun fløjter trippende, næsten dansende rundt i køkkenet, og udenfor hvor aftenen og mørket kryber tættere på, kan jeg drømme om at vi svejer rundt i rummet, os to og Eyvin i huset. Gennem vinduet kan jeg se månen krybe frem på himlen, kigge frem fra sit skjul bag den tætpakkede himmel. Oplyste lange skygger bliver kastet på det store stræk foran huset ned til skoven, og langs kanten af skoven begynder livet så småt at vågne. Jeg kommer i tanke om at porten til laden stadig stod åben. Jeg lægger et stykke træ på, og trækker endnu engang jakken over skuldrene. Det er som at træde ud i en anden verden, der er helt stille herude, regnen er stoppet og det skarpe lys fra månen får træerne til at se mærkeligt forskudte ud. Jeg ser min skygge for mig gå med tunge skridt ned mod den mørke bygning. Jeg trækker hårdt den store port til side, lyden runger ud i tomheden. Drejer om, og går mod huset. Oppefra kommer en bold flyvende, den rammer mig resolut i ansigtet og for et kort øjeblik forsvinder alt omkring mig, en lynende forløsning strømmer gennem min næse mens lyset langsomt kommer tilbage. Det er som om jeg i det øjeblik er forsvundet fra kloden, jeg står foroverbøjet og ser på den hvide fodbold der gradvis bliver plettet af det mørkerøde blod der drypper fra min næse. Jeg er slået ud, tom for alt lige der. Jeg kigger op undersøgende, stadig lammet af chok tavs. Jeg ser op mod førstesalen hvor vinduet stod åbent, let svajende. Tomheden erstattes af en overvældende rus mens min mund fyldes af det varme blod der driver fra min næse, og billedet af den ødelagte økse dukker op. Jeg hamre min skulder ind i døren og blodet bliver kastet ud af hovedet på mig. I spejlet i entreen står en mand med en skæv næse med blod på sin trøje. I køkkenet står grøden og boblede ustyrligt. Ella! kalder jeg. Ella! kalder jeg igen. Jeg trækker pistolen op af skuffen og løber op af trappen, op i stuen hvor sofapuderne ligger spredt udover gulvet. Hun ligger halvt i sofaen med benene oppe, og overkroppen halvt nede på gulvet. Det blege lys fra månen får hendes krop til at lyse hvidt. Det tomme blik hun kigger på mig med er afvæbnende, og jeg taber pistolen på gulvet . Hun ser næsten gennemsigtig ud, med sine blå vener der løber langs armen. Jeg sætter mig ved hende og mærker på hendes hals, det langsomt pulserende blod. Jeg trækker hendes ben ned fra sofaen og hun krøller sig sammen på en af puderne. Så lægger jeg mig ved hende og hun kigger mig i øjnene. Så puster hun mig blidt i ansigtet og den kolde vind trækker sig ind i rummet, gennem det endnu åbne vindue.
- MortenB, 31.10.2026
En hilsen til min farmor;
-Fuglene synger for dig,
en enestående forårsdag i oktober.
30.10.2026
.jpg)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar