Det gode fælleskab
Udråbsordet "Jubi!" stammer fra ordet jubilæum. Og der er også noget at fejre i dag, da det i dag er et-års alderen på Den brændende busk. Med debut-serien, "Diary of a gladiator" en septilogi, stiftede Morten Birkegaard, sit og mange andres tidsskrift på blog-foraet Den brændende busk. Men det hele startede allerede langt tid før det, nemlig til en frokost i min have, hvor nuværende chefredaktør, førnævnte Morten Birkegaard, kartograf og korrekturlæser Christian Mølborg, lillebror Tristan Mølborg, den unge assistent Emiliano Rarbjerg, samt Kalle Knausgaard ledsaget af tideligere medlem, Dorte Sjælland, allesammen spiste med. Under denne frokost kom de sunde hoveder på mange ideer der den dag i dag er blevet ekskaveret til fremstående værker. Små lyspunkter under mit virke i den kreative branche. Lad mig blot sige at det allerede har været en udsøgt fornøjelse at kunne være med. Værker, der i modsætning til balletten, er vedvarende for eviggjorte øjeblikke, håndgribelige og læsebare for hvert et par velfungerende øjne der findes. Senere tilsluttede en stor flok sig til redaktionen og grundet kontrovers gik Dorte Sjælland fra festen. I denne jubilærumsudgave vil vi gerne hylde den gode frokost, som tematik for det gode arbejdskab og den gode fortælling. Alt starter nu engang ved en frokost, og slutter i en nadver. Derfor har alle skribenter nu participeret med hver deres fortolkninger af den gode frokost, i denne fællesudgivelse. Det er mig derfor, en udsøgt fornøjelse at kunne præsentere denne tekst og det er mig ikke mindst en fornøjelse at være den første til at sige rigtig stort tillykke. Hura for Den brændende busk.Therese Anastasya Lublin
_______________________________________________________________________________________________________
Morten B.Birkegaard om
Overgivelsen til opgivelsen.
Hvis slipset er menneskets hundesnor, er hövdingen menneskets halsbånd.
Jublilæum er en selvfølgelighed hvis vi formår at holde hovedet over vandet.
Kontroltabet i middagen er overgivelsen til det andet menneske. Jeg havde engang fornøjelsen af at blive forelsket i løbet af en middag. Jeg ser i deres våde øjne og bekymrede miner frygten for at overgive sig til livet. Hövdingen som metafor for kompromiet. Den gode middags ansigt ligger i middagens angst. Jeg skal gerne kunne føle mig udkørt efter en god middag. Som forsimplet er middagen på sine bedste dage en spejling af livet i sin smukkeste form. Jeg skal ikke tro at jeg kan regne næste øjeblik ud, det værste i livet er dem som forsøget at forsikre fremtiden ved at lappe nutiden med frygt i airbag kraven som en hövding for mig symbolisere. At miste kotrollen over eget liv, at opgive den gode middags ansigt. At overgive sig til angsten. Øjeblikket inden vi mødes om bordet mens jeg venter på vennen til at ankomme til resturanten skal jeg forsøge at berolige mig selv om at det nok kommer til at gå. Jeg ville aldrig tro på det kom til at gå. Men den bedste middag opstod da jeg mindst forventede den skønhed kunne blomstre. Jeg græd under anden. hovedret. Under forretten kastede jeg op, og desserten rørte jeg ikke. Jeg gav mig til at kærtegne min ven over næsen og nærmede mig kysset da lyset mellem os brændte i bund. Hver dag på redaktionen overgiver jeg mig i troen om at vi drukner i vandet vores hoveder lige stikker over, derfor betyder jubilæer drømmen om år mere.
100 år mere.
Tak til alle mine kollegaer.
Salut!
Karl Gabriel Rønnesten-Svingert om
- Frokost i det grønne
Vi tæller årtusindsåret for piknikkens gentrificering af slotsparkerne, byhaverne og skovområderne. Piknikken var først aristokraternes fritidsvirke, senere blev den i starten af 19-hundredetallet, til en del af den emergente middelklasses kerneaktivitet, under fejringen af begyndende uafhængighed fra den ellers kontrollerende samfundsstruktur og det normprægede klasseskel.
De første piknikker var franske og foregik indendørs. Til fælles med salonlivet, var piknikken et fuldstændig distinkt symbol på hedonisme og ikke mindst på overklassen, da det kræver fritid at tage hjemmefra. Først indtil efter den franske revoulution, hvor øvrige aristokrater flygtede til andre europæiske hovedsteder, fik den indendørs piknik sit indtog i resten af verden. Men i takt med teknologien og industrialiseringens fremdrift, blev det nu mere omstændigt for middelklassen og dele af arbejdsklassen at 1. at kunne transportere sig nemmere rundt i naturen, som man i kølvandet på oplysningtidens opbrud igen søgte interesse i og 2. at have tiden til at kunne gå i skoven, i forbindelse med arbejdsreformerne.
 |
| Af samme navn - af Édouard Manet |
Det havde førhen været et velkendt fænomen, at spise frokost udendørs. Helt fra middelalderen havde man i forbindelse med jagt, spist frokost under jagt, men det blev først navngivet; "piknik", af en gruppe frankofile englændere i slutningen af det 18-århundrede.
Det sjove ved piknik er at rige psykopater sidder på jorden. Men ikke desto mindre er det på tide at middelklassen vinder piknikken tilbage igen. Det er blevet overklassens rolle at forholde sig til naturen, og det er lodret perverteret, da der ingengang kan skildres imellem ejerskab i netop ejerskabet til friluftslivet. I dag er det muligt for gængs borgerskab, at spise frokost på en udflugt med en udsigt, hvor som helst, i sin weekend. Jeg nyder forbindelsen mellem industriel udvikling og dermed mere weekend for arbejderen til at komme ud. Vi skabte maskinen for at kunne gå i skoven. Piknikken er i århundredvis blevet opfattet som manifisteret uskyldig handling, da den foregår i idyl, indikerer frihed (verdens mest forenende ord) og selv når den har været brugt i politisk aktivisme, som da den pan-europæiske piknik medvirkede til opbrudet af Sovjet eller nedrivningen af jerntæppet, foregik det i en freds-demostration, hvor grill var i hovedfokus.
Men den uskyldige frokost, er ikke destomindre blot den indbildske tanke hos overklassen, når de kaprer naturarealer og ikke mindst gentrificerer ikke kun det frie, men også det mindre frie menneskes fritid. At adoptere naturens tilbydelser, ser jeg bestemt ikke som kapring eller erobring, blot fordi man er moderne menneske. Jeg elsker for eksempel frilufts-teater og kan anbefale det til de fleste, sålænge de bærer værdighed. Men det drejer sig om at piknikken er skabt af aristokratiet, i en foranstaltning om segragtion for andre sociale grupper og samfundslag, i den evige overflødige efterligning af det frie liv. I den evige overflødige efterligning på alt som netop tilhører de andre samfundsklasser, men som de rigeste aldrig ville kunne lade være med ikke også at tage del af. Den evige overflødige efterligning i tanken om ikke at være rig, men at sidde i græsset, tilsvinet eller nøgen, og sanse den bramfrie virkelighed der jo eksisterer i naturens aldrig forfordelende anstands. Det var middelklassen der førte piknikken udenfor, og enten tager vi den længere ud, eller også tager vi den ind og låser døren for de andre.
Tideligere i år blev jeg nomineret til Nordisk råds litteraturpris for min tekst "Jeg, en stud". Jeg vil bare sige tak for det.
Signe Volkova om
Gravøl
Venner er gået, nye er ikke kommet endnu.
Vi sørger mens vi spiser, vi ler, og vi taler bedst når vi har svært ved at finde ord. Der er dog et andet ord for denne type frokost, navngivet fra en bestemt afrikansk kultur, nemlig "After tears". And after tears comes lunch. I russisk ortodoks tradition smider de sørgende penge ned i graven, i troen om at pengene vil passere gennem den dødes sjæl, så de kan lande på den anden side af døden. Vi holder reception efter begravelsen, for på samme måde at forblive i denne sjælens passeren. Men i stedet for at smide penge, handler det så i stedet om at spise, i hvertfald, i vores kultur, blandt flere andre.
Da vores familieven Valentin Roman Yakovlev gik bort, oplevede jeg måske den gode frokost. Far, mor og jeg var med i kirken i Nevsky Pirog og bagefter sad vi i kapellet, hvor vi tog for os. Det russiske køkken er præget af honning, ikke mange ved det. Jeg husker at vi spiste salat, eller nærmere grøntsagsfond, og pirogger med oksekød. De drak meget, blandt andet det populære medovukha, som igen er en honningbaseret alkoholisk drik. Ingen talte til mig, men mit fokus var også et andet sted. Jeg kunne ikke lade være med at betragte den meget gamle dame, Yevudeij, som hulkede så højt, at man skulle tænke efter for at bemærke at det ikke var nogen parodi. Det lød som en højlydt brægen fra en forladt yak-okse. Det var som om at hun kaldte på nogen, men det var alligevel ikke helt inderligt, for i hendes ansigtsudtryk, var hun jo blot gammel, og ikke særlig udtryksfuld, i bedste fald bare mild og spisende. Men i lyden, der jævnligt fremtonede sig op, imellem receptionens små pauser af stilhed, kunne man udlede at der fandtes noget stort og ensomt inde i den meget lille, og gamle dame Yevudeji. Det var også som om at alle omkring hende tolerede det ved ikke at ændre på stemningen, eller tale til hende. Hun blev aget lidt på ryggen, og det var det.
Vi kom aldrig til bunds i noget under den middag. Jeg lærte ikke Valentin bedre at kende den dag. For det var jo i grunden slet ikke ham det heller handlede om længere. Det handlede om os øvrige og tilbageværende. Men os lærte jeg heller ikke bedre at kende. Og det var det der gjorde den gode middag, at vi ikke kunne komme til bunds i noget, for ord virkede så fornærmende. Men vi spiste og det er nu engang det vigtige. At spise, fordi vi er her endnu og ikke for at blive mætte eller klogere. Men at spise for at vise os selv at det er os som der lever.
Stort tillykke til min arbejdsplads og alle mine kolegaer, og ikke mindst til dig Morten Birkegaard, og dig Storme van Dijk, som mine chefer. Jeg er lige forelsket i jer begge.
Lisette Dephansteffie om
Hende selv
For tyve år siden, blev jeg inviteret til et stort selskab i et nydeligt herskabs-kvarter i Søndersø. Min daværende eks-kone var en anerkendt svensk skuespillerinde, og lige til dette selskab var det hendes boheme-venner vi skulle spise med. Festen foregik i deres lysthus fra 1930erne, der stod bagerst mod bøgeskoven, for enden af deres skrånede have. Huset skulle forvandles til en dansesal klokken 22, det husker jeg tydeligt at de alle gik meget op i at fortælle mig.
Jeg er jo vokset op med en søster og en bror. Og under min barndoms middage, skulle vi alle tre sidde på hver vores leksikon, når vi spiste ved spisebordet. Min bror, der jo var ældst, sad på udgaven af Salomonsens Leksikon bind A-J, mens min søster sad på bind K-T, og jeg, der var yngst, på bind U-Å. Det var udleveringen, det var vores bøger og pladser, og der blev aldrig byttet rundt! Når familien nu diskuterede et usamarbejdeligt emne, var det vores job som børn, at slå op under ordet i leksikonnet som vi besad. Det var altid det største man kunne udrette i min familie, hvis man var den der fik æren at læse siden op, og dermed afgøre diskussionen. Det var en evig konkurrence mellem os, og under natbønnen bad jeg ofte til at de voksne snart ville blive uvenner over et emne der startede med et af mine bogstaver, U-Å. Men det skete så sjældent, da alle de færreste ord starter med bogstaverne i estimatet; U, V, W, X, Y, Z, Æ, Ø eller Å. Jeg husker kun da jeg endelig fik "Ærøs byer", som var den bedste aften i mit liv, efterfulgt af "Vanedannelse".
Ligesiden har jeg forbundet det at vide noget, med det at sidde om et bord. Kunstnertyperne til den føromtalte fest, gik ikke op i at vide noget. Jeg ved ikke hvad det er med kunstnere, men de gør sig meget umage om at være uvidende og intentionelle, sporadiske og kropslige, når de snakkede. Men når de spiste... Når de spiste, var de så ordentlige, så anstændige og normale, med den korrekte benyttelse af bestik, efter størrelse. Udefra og ind, det vidste de alle. Jeg snakkede med en mand denne aften, der heller ikke gik i lysthuset for at danse. Han hed Michael og var billedkunstner. Han kørte motorcykel. Jeg husker ham ret tydeligt, vi var længe alene ved havebordet. Michael havde haft nogle bekendtskaber til et tideligere arrangement på året. En loge-middag, for nogle af landets bedst stillede mænd, virksomhedsejere, embedsmænd og storsamlere. Michael var en del af gruppen fordi han, i følge hans egne ord, malede for den øver kulturelite. Selvfælgleig følte han sig ikke som en del af dem, det havde jo brudt med ideen om hans egen værdighed, og understreget hvilket dobbeltspil det var har spillede ved at han nu samtidig kunne sidde her, med bohemerne, og være en pålidelig, autonom sjælesørger. Han berettede om en enkelt ting fra loge-brødrenes middag, og det var om hvor grimt de spiste. Hagesmæk, er at straffe hagen for uopdragenhed - med smæk. Sådan sagde han det.
På mange måder tænker jeg at vi dermed allesammen sidder på en stak bøger når vi spiser. Dem der sidder på flest, sidder højest, og med det bedste overblik. Men ligesom med dobbeltladningen af at være en anerkendt maler hos køberne samt en anerkendt maler hos kollegaerne, er der, uanset hvor mange bøger du så måtte sidde på, altid en direkte adgang til dit sande, i måden du spiser på.
Storme van Dijk om
Sort galde
Sommetider . I det antikke Grækenland havde man det med at inddele de fleste videnskabelige forklaringer i fire. Der var de fire periodiske elementer, jord, luft, ild, vand, som alle materier bestod af. Der var de fire temperementer, som var antikkens svar på psykologividenskab.
Eliott Tranen om
Frankies Pizza
Inde i mig, findes der er sted, hvor sulten skulle have boet men hvor der i stedet bor min nysgerrighed. Den bedste gang på Frankies Pizza, var helt nøjagtigt en sen eftermiddag for godt et år siden. Jeg elsker hvordan der ser ud på Frankies, og denne pågældende dag var vi på den i Bellevue. Grønne fliser, lyspærer i rå punk-assosiationer. Og bare den varme pinke farve, bum, vi ved hvem vi er; vi er madnørder og vi vil bare lave pizza. Det er præcis den simplicitet den Københavnske madscene besider, når den er bedst. Rustikt palle-bordbænkesæt, med askebærer og familie med barnevogn. Mig og min ven Akmed, vi spiser af og til sammen. Maden er bedst når den er med ham, fordi han tager alt som en velsignelse. Akmed er aldrig sulten, han har kun apetit. Det bedste er når Akmed danser lidt med kroppen efter en bid, det er så voldsomt godt.
Jeg skulle til at tage min kondition noget mere alvorligt. Jeg løbetræner 1-3 gange om ugen, men mine venner går næsten alle sammen til fitness. Mit bedste måltid, er det jeg får med Akmed ligeefter en udmattende svømmetur på Bellevue om sommeren. Så forstår jeg tilfredsstillelse i en ellers potensfuldt verden. Så forstår jeg inner ejacullation. Og så forstår vi hinanden.
Julius von Der Leyen om
Sex i det fri
I sommerferien, ved Gardersøen mødte jeg en pige der hed Lucia. Hun var fra Frankrig, og hun var afsted med sine forældre Luca og Tristan. Vi mødte familien på Lago Di Garda. Kalve coulotte med syltede rødbeder og smørbagt jordskok. Under middagen strakte Lucia sine ben under bordet og gnubbede sin fod i mit skridt. Det var foruroligende behageligt, skandaløst! Første gang vi havde sex på ferien var det på badeværelset på Lucias værelse på Hotel Trimili. Min familie boede 1 km væk, jeg delte værelse med min lillebror Lukas på 13 år. Vi holdt det en hemmelighed at jeg den nat skulle besøge Lucia, på den betingelse at jeg ville fortælle alt hvad der skete den måneoplyste julinat. Lucia boede alene, hendes forældre boede i værelset ved siden af. Det var en hed nat. Jeg mistede min mødom som 16 årig !! Dagen efter kneppede vi igen bag en klippe og de var begyndelsen på eventyret med sex i det fri. Hver aften når jeg vendte tilbage til værelset lå min lillebror vågen til at høre om nattens nye fortællinger. Og som aftalen bød, delte jeg enhver detalje. Middagen var sexens blomstring. Nu jeg startet i 1.g, og med min erfaring skal gymnasiet nok vise mig sit ansigt. Jeg glæder mig til at skrive videre på Den brændende busk, tak Storme van Dijk for at give mig chancen dengang i Virum !!
ejakulation !
Til lykke med et år !
Søren Sætter om
En våd frokost.
Tante Rose faldt på røven ned af trappen i 98.
Onkel Tom faldt på tuden i asfaldten i 01.
Tillykke !
Christian Mølborg
Om faderskabet
Min far Jørgen Mølborg fortalte engang min bror og jeg "hvor fugle vinder, taber fisk". Hans mor var fiskerdame, mormor Ingrid. Det var min onkel der først introducerede mig til korrekturlæsning, han fik med taktstokken af mormor for at stave "europa's kongeriger" i et ord under en gennemlæsning af onkels første stil. Jeg har siden blevet ramt af korrekturens mani.
Korrekturen stammer fra min familie tradtion, når nu teksten indledes "Om faderskabet" er min far unægtelig en central figur i teksten, og i mit liv. Min far staver dårligt og det er hans defekt, han prøver ofte at skujle handicappet med at han er træt eller at han sidder for godt. - til at deltage i f.eks skrapple. Men korrekturens mani besidder han.
Sandie Norphens on
The explanation of manners
As my son aproaches an age, where he's slowly begining to become a great father for his children, would a simple definition of 'what great manner' is, be endearingly useful. My granddaughters and son, are despicable around a dinnertable. But the manner has to show, nor only at the time of lunch, but constantly.
I was once involved in an terrible accident, and none of the included were respectful to me, a victim of a vehicle. After my operations have succeeded, did nobody at the medical-crew show me any respect or manner what so ever. The first thing they said to me, after my recovering was "Wakey, wakey Frankenstein". That deluded me, and taught me to never relie on the bare minimum. Manner has to be present, in the excistense of enjoyment. I'm well to day, it's years ago, even though I've still got some dirty scars on my face, but that's not an appropriation for peoples stupidity nor an excuse for bad behavior. Be Nice, bugger off, and happy anerversery.
Estorme Vandachino om
Et måltid på Manhattan
Mr. Shubert, gav hånden til sin medarbejder foran silikonefabrikken. Det var lige i det øjeblik at han så mig. Jeg stod på trappen, var lige blevet sat af en taxi der havde fragtet mig fra lufthavnen. Det var en skyfri vinterdag og himlen var blå. En time efter sad vi på restaurant Prince Street Al Barbara. Mine gamle amerikanske venner George Debbery og Jo Coleman, tilsluttede sig selskabet. Det var nogle år efter børskrakket, men man må tildele virkeligheden dét, at det stadig fyldte meget for mine stakkels amerikanske venner. Jeg fik mig en New Hampshire loose meat sandwich. Havde købt mig en Canada Goose jakke i lufthavnen, som jeg efterfølgende mistede på restauranten. Jeg var fuld ovenpå bananasplitten og et par glas opblandet Yukon Jack. Bagefter tog vi på baren The Duchess og drak whiskey sour.
.jpg)