Knoglens Guldkilde

 M A R V

Marven har været jagtet af mennesker siden vor opståen

Knogler har været knækket siden deres opståen

Og alligevel fylder marven formegentligt ikke så meget for dig som den burde. Der er smag i fedt, liv i fedme og siknifikans i den indre fedme, gemt bag hård knogleskal, skal den suges ud, som sugede man livet ud af livet selv, død og forpint, i forvejen markaber knogle fra andet end menneskekroppen men som så alligevel på en måde er underligt at indtage noget af det som vi selv har på os, som at spise en andens bukselomme med sine egne bukser på, det kanibale er i alt som gøres ved ting som vi selv besidder, og indeni dig er marven, og du tænker så sjældent på den, men du tænker på dine organer og knogler, og muskler endnu mere, folk er besatte af rejser til det indre og til fjerne kroge af vildfarelse i sig selv, det er kanibalt, at dyrke sindet og dyrke anatomien af sig selv, i opslugelse, sutten og slurpren i ønsket om at tømme årerne, tømme tårerne og uddræne deres kanaler, og efter tre års forløb hos en terapeut, genoptage turen, om at udhule og udhule sig selv til kun stativet står tilbage, afklædt fra al sans og samling, indhold og hjerteblod som vi kalder dyrkning af sjælen eller motion, fysisk sund forbedring, men i sandheden er det komplet besættelse af os selv, uden nysgerrighed, for vi lader ikke os selv svarer når vi spørger, derfor besættelsen, for vi vil overtage det meste, og hvad gør man efter at have koliniseret verden og ingen blanke pletter kan opsnues, så har man kun sig selv, og hvem er både bedre og sværre at kapre end sit eget? ingen. men der er marv inde i os selv, som skjulte kilder af noget der aldrig bliver realiseret, med mindre andre knækker os post mortem, og slurprer, for jovist er der svimlende store mængder proteiner i marven, men livet ligger udenfor, det er menneskets mantra, livet ligger udenfor, og alt der bor inde, er nemlig allerede konsurmeret, dødt og benyttet, marven er gidslet, fanget i buret inde i buret, og som det er med når man står med bøjet nakke og ser en anden suge nektar ud af en sommerblomst kaprifol, dem som kender det lille trick, kunne man tænke om sig selv, at mon ikke man rummer mere end al det man går og opdager hver dag, og mon ikke noget skal ligge hen i det evig uvisse, og bo buret inde til den dag at man er død, og buret åbnes af en anden, knækkes op og sætter marven fri

af Karl Gabriel Rønnesten-Svingert