When in austria - Beretning fra en skipist
"En mand på ski, er en mand i live, på ski." - Romolo Trikofkij, Efter storsejr ved Estonia Slalom cup 1958.
Natten var kommet da jeg ankom til matriklen nær peplingsø i københavn. Jeg kørte bilen, og parkeredede på pladsen med indgang til gården hvor huset med lejligheden lå. Jeg kunne se fjernsynet køre i stuen, og ane min gode ven Jazzy i vinduet, han plejede at hoppe op i vinduet og kigge ud mod mig i øjeblikket han hørte mit støtteben folde ud og låsen låses - denne aften kom jeg på gå ben med min taske i hånden. Vi skulle først køre om et par timer men det var allerede mørkt, og store skyer hang over byen og varslede dårligt vejr, måske kunne vi nå ud af deres arme inden de gik i udbrud. I stuen lå broren, han slappede af, jeg hilste på Jazzy og vi spillede lidt boldt i haven mig ham og min kæreste. Vi skulle køre hele natten så chuføren sov, vi gik med Jazzy op og drak en drink på vores ynglingsbar, vi skulle jo bruge tiden på et eller andet inden den lange langfart syd på mod bjerge, sne og frostklare nætter. Det var et vaccum stadie, sådan at vente på at tage afsted. Ingen sætter sig rigtigt til rette, ingen falder vist helt i søvn. Alle ved at vi skal afsted om lidt.
Bilen har en rytme, og et bevægelses mønster som ingen andre, nogle taler om at matrielle ting kan have personlighed - en gammel læddersofa, et stort tysk træbord, en gammel bil - lige præcis sådan en skulle vi køre i , en bil med personlighed , jeg vil ikke gøre mig klog på bilens personlighed men jeg kunne dufte motoren og mærke støddæmperene langsomt bumle gennem det forbipasserende landskab. Bilens rytme - bevægelses mynster kan beskrives med Labans - “BESS” - BESS, Labans bevægelseslære er i den amerikanske forståelse organiseret i fire indbyrdes forbundne kategorier, der tilsammen kales BESS. Body,effort,shape and space - Konceptet er udviklet af danseren, fysioterapeuten og labaneleven Irmgard Bertenieff. Jeg havde længe glædet mig til at rejse i denne bil, jeg forestillede mig den lange rejse hvor vi ville spise små oliven - røget skinke, drikke saft og spille kort. På færgen var natten altomsluttende - der gik ikke længe fra da vi gik fra land til at byernes lys ikke var andet end små stjerne dioder i det fjerne, kun en idiot frygter ikke havet - især denne nat hvor de store bølger fik os alle til at betvivle denne mastordomt af et skib. Vi kom i havn uden problemer, i selvskab med tyske, polske lastbilchufføre der landevejs arrogante susede afsted forbi vores langsommere træk. To køletårne fra et tyskatomkraftværk velkommner os til den tyske effektivitet, storhed. Autohbahn er en lang motorvej hvor jeg svæver mellem søvn og absance. Vi ankommer sen aften efter 17 timers kørsel fra afgang kl 02 til 19 ankomst til kroen Krammervirdt, et træhus med rene planker og grønt maledelister langs karme og mørkerøde gulvtæpper. Jeg havde beskrevet min forestilling om denne kro i alpeporvinsen for selskabet i bilen, jeg havde forestillet mig det lyse træ der beklædte de fleste overfalder, jeg havde set for mig en flot grønfarve, der hverken var mørk, hverken lys. Gardiner, karme, gulvtæpper ville være farvet i denne præcise klang. Det viste sig at jeg havde ret. Jeg får mig min første weiner schnitzel - til storfornøjelse, på samme kro støder vi sammen med resten af den gruppe vi vil komme til at tilbringe mange dage med i alperne.
Det er først da solen står op næste morgen at jeg for alvor bliver bevidst om at jeg har flyttet mig, nok har skiltende langs motorvejen stået skrevet på fremmedsprog, nok havde jeg krydset et hav, men jeg havde aldrig set bjerge før, og her denne morgen da jeg står ud af sengen og trækker de tunge mørkegrønne gardiner for, og lader solen ind, ser jeg begyndelsen på hvad der vil udforme mit liv det næste lange stykke tid. Jeg fik smag for den frost klare luft der der træk sine silkestrøg gennem min hals. Vi kørte ud af Krammervirdt med solen stående langt over landskabet, og med ikke andet end et par timer til Salzburg, Schladming, og endeligt Rhormoos.
Langsomt blev vi omfavnet af bjerglandskabet, på de skrå sider står de mange træer ret med toppe mod himlen, de driver langsomt i synkronrytme det kan kun ses hvis man er tæt på, ellers har landskabet bare en vibrerende energi som for en lille mand som mig er overtagende, i bunden af dalen hvor jeg sammen med familien bevægede mig gennem som et nedfaldent blad i en flod. På en tankstation hvor Ian skal have kaffe, bliver jeg bedt om at vaske bilen vinduer som er blevet støvede af de mange ture på grusveje gennem landende. Luften er kold men solen varmer min ryk mens jeg kaster det mørke sæbevand fra spanden til højre for benzinslangen på bilens bagrude, jeg starter med at sørger for at hele ruden er dækket af vandet og tørrer derefter af med bagsiden af samme værktøj, for som jeg har set vinduespudseren rutineret male vinduet rent. Den tørre asfalt under mig, blev mørk da vandet ramte.
Vi ankom til huset der var bygget i træ, som alle andre i dette land, selfølgelig med undtagelse af de store lager, og fabriksbygninger vi havde passeret på motorvejen. Jeg havde aldrig rigtigt kørt på ski før, og det var mig stadig lidt fjernt at forstå den energi som pludselig omgav mig. Der var i dette område denne fælles front, et fælles omdrejningspunkt - der kropsliggjortes af liftkort, små spise steder, den tiltiders dårlige musik og de lange underbukser som vi alle havde på under de forede skibukserne. Fra taget hang en stor istap og dryppede, vi talte om at dø så tidligt på ferien, at få sådan en istap i hovedet ville betyde en ende inden det virkelig var begyndt. Det dryppende vand formede en forhøjning af is på jorden foran mine fødder, istappen var igang med at flytte sig.
Det var ikke at sammeligne med mange andre ting, at køre på ski. Jeg begyndte, selvfølgelig, på en af de mere simple pister - "Hopsiland" Hopsi er en kanin som er bestyrer i et område. Det kom naturligt til mig. Jeg havde fra længe siden fået af vide...
Jeg afbryder lige...
Sandheden er at denne beretning skulle være udgivet kort efter min hjemkomst fra hvad der her i teksten er slået op som et stort brød - min rejse gennem europa. Måske også en overdrivelse da jeg i virkeligheden kun var i to lande på en kort ferie. Nu, med et slag på tasken uden at tjekke efter, 9 måneder senere er i stand til ægte at beskrive hvad en rejse i Østrig i virkeligeden har betydet for mig... Jeg har besluttet kun at skrive om Østrig.
Teksten over, og under er skevet omkring febuar/marts 2022, fortsættelsen her er startet d.1 januar 2023.
Som citatet i begyndelsen af artiklen vidner : "En mand på ski, er en mand i live, på ski." - et citat jeg starter teksten med, fra en opfundet skiløber jeg kalder : Romolo Trikofkij . Jeg kan sige, med stolthed, nu hvor jeg står frem omkring udgivelsens omstændihed at det er mig der har fundet på citatet. Så lad mig for god ordens skyld genstarte :
When in austria - Beretning fra en skipist
"En mand på ski, er en mand i live, på ski." - Morten B.Birkegård, efter hans første tur på ski i alperne.
alt andet end luften er varm i Østrig. Ihvertfald om vinteren. Det er sandhedernes bjerge der omgiver de små landsbyer der ligger spredt over landet. Maden er varm, ærterne oven på Wienerschnitzel er varme. Husene er bygget af store, lakerede bjælker fra de træer der vokser på bjergsiderne. Jeg kørte skidt i begyndelsen, men blev bedre. Jeg blev bedre til at kører på ski, men jeg blev også bedre til at undgå ulykker. Det drejer sig om koncentration, og fornemmelser for sving og snespor. Det drejer sig om at komme helt ombord, på skiliften. Bjerge er uflytbare. - Det der kendetegner Østrig er adaption. Men ikke i en nervøs, ufuldstændig måde, en elegant måde. Husene er elegant placeret, træhåndværket i husene er udført af de mest elegante snedker nørder, WeinerSchnizlen er åbenbarende som himlen over hovedet, skiliften er måske det mest elegante. Man flyver gennem skove, og op af bjergsider, svæver i vinden som en let lys plastikpose. Det er adaption, det er ikke larm eller kaotiske føelser, det er adaption. Du opdager ikke at du sidder i en sikringsmonteret plastikstol. Det adaption, den samme adaption som skiløb kræver, koncentration. Men vigitigst af alt når man køre på ski : Listen to your skies. Min forståelse af skiløb, er at det er en slags forhandlingsitiutaion, hvor man som løber skal holde en spænding i skak, mellem dig og dine ski. Resultatet af forhandlingerne kan så have to udfald :
Styrt - eller - Trendecering
Mit personlige forhold til bjergene er udskåret af et forhold hvor ærlighed er den eneste udvej fra ulykken. Landskabet tåler ikke uærlighed, derfor forelskede jeg mig i Østrig. Alt hvad jeg herhjemme forurener mine medmennesker og mig selv med, er ikke muligt i bjergene.
Jeg kunne måske skrive mere, men kan ikke idag. Og jeg syntes på en måde jeg er kommet fint omkring min oplevelse. Måske bliver teksten opdateret de kommende dage, jeg kan godt lide formen denne tekst har, og du er velkommen til at læse den oprindelige tekst der står med grå skrift rundtomkring. Til febuar skal jeg igen på skiferie, og alt kan ske. Måske kommer jeg skidt fra start med et styrt, jeg håber det ikke.
TYSKLAND TRANSIT : A meeting with a german shepherd - Skærsilden
NH.Munchen Airport - var navnet på det hotel vi skulle overnatte på før vores vidre færd imod italien.
Hotellet var placeret i omgivelser der var så langt fra alt hvad vi havde lært at kende den sidste uge. Istedet for de tygge bjerge, og de mange roligt svævende liftbaner som kørte op af dem, var der nu menneskeforladte lagerbygninger, kontoer og lastbilcentraler. Det er typisk for kvartere nær lufthavne, det er transit centraler. Jeg har engang været på et lager, det var lidt uden for Roskilde. Jeg var i praktik hos en eletriker, det var en speciel tid. Det kræver overmenneskeligt overskud at færdes i sådanne omgivelser på daglig basis. I receptionen stod to damer, de stod bag computere med mundbind på. Over dem var der små spot lys, der fik dem til at se ekstra ud, det var et helligt lys ovenfra. Der var en lille selvbetjenings butik hvor man kunne købe slik, paprika chips, drikkelse, tandbørster etc. Jeg købte tandpasta da jeg havde glemt det i lejligheden i Østrig. Jeg købte "Oral B Pro - Expert" var tandpastaen i virkeligheden egnet til tandlæger ? Havde jeg overvurderet mine egne børsteevner, "...Pro - Expert". Der var ingen andre til salg i den lille butik - 3,5€. Vi spiste i hotellets resturant, hvor en tjener fortalte os at deres burger var den bedste, han var en insisterende type hvilket irreterrede mig. På menu kortet varder en burger med wagyu kød, det meget dyre japanske kød produceret fra kvæg med speciel høj fedtprocent - jeg ved ikke noget om det. Ikke destro mindre undrede kontrasten mig. Vi fik bare en "classic burger". Tjerneren pegede på mig da vi skulle bestille drikkelse, og sagde "Bier!" og jeg mistede der meget energi. Der er ingen sandhed i at benægte at skiftet fra Østrig til dette særlige hotel var svært for os begge. Jeg satte mig ved vinduet og kiggede
ITALY : Italiensk for begyndere - Begyndelse og slutning,
En brigade gennem Italien
Jeg
Luftens tilkendegivelse i havet, den farende uforusiglighed som vinden bager virker mere paralyseret her fra toppen af bjergsiden. Herfra ser vindens striber i havet, organisere ud, havet ældes med de lange stærke træk der udspiller sig i overfladen Regnen visker de nærlæggende bjerge ud, man kan kun ane siluetter af omliggende verden. Den er altomsluttende. Jeg får sympati for den lille flok bjerggeder jeg stadig kan se fra køkkenvinduet, men de holder stædig stand, med fire klove placeret fast i bjergsiden. Det måtte ske, efter omtrent 14 dage, med citat fra slperne “kejser wetter” måtte himlen åbne sig. Det var nødvendigt vel, for at kunne vedlige holde den årlige frodighed. Det var febuar måned med store citroner voksede udenfor døren. Man fristes til at plukke en, en handling der virkee så fjern når min eneste oplevelse af citronen er som en mytisk, næsten æstetisk supermarket klassiker. Jeg har set adskillige forsøg på citrontræer, men de har alle været udulige, derfor var at se store gule citroner hænge lige for døren fristende. Men jeg havde ikke glemt at jeg kun var gæst i denne have, jeg ville nødigt unødigt reproducere menneskets søndefald og lade mig gribe som en reincarnation af evas impulsive plukke lyst. Hellere gå over på den snden sode af den sten belagte gade, over til det lokale supermarket, hvor jeg efter st have brugt 10 minutter på at kigge på frugher og grøntsager havde samlet en favn som mester nu skulle veje for mig. Koden for æble - 312 stod ikke på æblekassen, så mester skulle hidkaldes hvergang jeg skulle veje mine grøntsager i denne butik. Heldigvis var han sød, men jeg følte mig klart som en idiot da han skulle have rekt, en enkelt kiwi, to tomater, et bundt gulerødder (5 stk), en enkelt sukkini, en anden slags tomat, som sagt var flere af de gamle i byen søde. Jeg betalte altid med for store pengemængder, der hobbede sig små store mønt mængder op i mine lommer, jeg ville betale med 10 euro for en betaling på 6, jeg ville få 4 euro tilbage i en stor bukne mønter. Det betød st mine lommer nu klirede, og jeg følte mig stræks mere bundet til pengene, som klokke om gedens hals. Jeg javde tit fået fortalt
.jpg)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar