Jeg, en stud

Skrevet og udarbejdet af K.G Rønnesten-Svingert.

Dedikeret til Smilla.

Han kom til mig op af efteråret. Jeg hørte først hans gummistøvler og da han kom til syne så jeg så det lange sølvskinnende løb, han bar med sig. En grå stav med et skaft forneden, for mig var alt blot former eller lyde til at det hele bare blev til græsset. Rank og elegant stod jeg som det sidste, så lod jeg mig falde. Og nu forstod de at jeg ikke længere ville vifte dem væk når de satte sig på mig.

Vi gik og græssede fra formiddag til tidelig aften. Det var det vi havde, det var det vi levede på. Vores seng sågar som vores spisekammer. Lange hektarer af gul græs, tørv som drøv, i store klynger af støvet vildgræs hærget af hedens mange kryb og smådyr. Vores liv lå i Karup, det havde jeg hørt fra en af kvinderne. Hun sagde "Karup". Husmandsstedet vi hørte til så jeg dog sjældent og derfor var det mig naturligt at dét var Karup, for det faldt mig ikke ind at livet kunne ligge her hvor vi græssede. De dødes sjæle har form som  fluer, som jeg viftede væk fra morgen til aften. Jeg har aldrig tænkt over dem før nu, da man lærer at ignorere. Jeg var ung, og jeg opfangede ikke meget. Men jeg var vild med Maria. Forelsket i Maria, min ven på egnen. Jeg var læst og jeg levede i et matriarkat, det var sådan det var. Det var hvem vi var, os fra flokken. Særligt matematik var jeg interesseret i, jeg havde altid udmærket mig tror jeg, ikke kald mig beskeden, det er alt for meget. Jo, god var jeg, jeg havde en voksen mands forstand i en let-buttet, hvalpefedtspolstret krop. Mit legeme og motorik var mig selvmodsagt, jeg var ingen værge, jeg var knap en alder, og hidtil alt forsent fandt jeg ud af at dette grundede husmanden som tog min ungdom fra mig fra dengang før mine søstre kunne kælve. Flokken fortalte ofte om tre ting: livet, brunsten og døden. Og jeg ejede ingen af de tre. Jeg gjorde mig heller aldrig mærke i at prøve at forstå dem. Jeg kunne regne, jeg kunne være forelsket, jeg kunne vifte fluerne væk. 

Sanseløs efter hendes mund, de smukke to læber. Hende, hvis hænder jeg ville tage i mine, hver gang jeg så hende. Hun skænkede mig min ængstelse som jeg kun besad i hendes tilstedeværelse. Hun gjorde mig evig, ved at tage modet fra mig. Evig fortvivlelse er den evige ungdom. Her ikke ment som en lidelse, men ment som en brystelse af alt der er af værd at lede efter. Hendes baller, mine hænder. Mine baller, hendes hænder. Gensidighed, for sådan skulle vi holde om hinanden. Hun var for en tid mit eneste indhold i dagenes passeren. Eller tanken om at vi skulle være mere nære var. Hun skulle ikke blive mit tidsfordriv, tværtimod var det hende der drev tiden for mig. Forelskelsen gjorde hende til en afveksling fra græsset.

Min far, den store tyr, hævdede at jeg ikke var mand nok til at holde af en anden. Det blev sagt til mig sidste sommer. Omkring mig bedækkede alle hinanden. På kryds og tværs. Det kunne hænde at det skete mens familien lå til og så på eller passede sig selv. Af og til skete det at mine brødre bedækkede Maria og når det skete blev jeg knust eller bare arrig. "Det skal du ikke være ked af. Det er jo bare vores frihed og sådan noget som vi nu engang gør." havde hun engang prøvet at trøste mig med men hendes øjne havde så klaret pludseligt op efter hun havde sagt det, som om hun blev forskrækket over hvad hun selv lige havde sagt og så havde hun skyndt sig at opfølge med betænksom mine; "Eller sådan noget som vi andre gør. Du kan jo ikke gøre den slags og det kan jeg godt lide ved dig." Jeg forstod mig ikke på bedækning. Jeg forstod ikke hvad knepperiet skulle til for. Men jeg forstod begær. Jeg forstod det at blive draget til tanken af at sætte sig ind i vrangen på en anden og brøle sine egne ord ud gennem hendes smukke mund. 

En af mine brødre kunne finde på at tage hende bagfra mens jeg var i nærheden, så han vidste at jeg kunne se på det og så bagefter gå direkte hen til mig og begynde at slås med mig. Maria afviste dem naturligvis også ligeså ofte, men hun tænkte ikke som jeg, forstod jeg, hun synes nemlig godt om det når det skete og det var ligemeget for dem alle i flokken hvem end de kneppede med, så længe alle parter jo bare havde lyst. Men hvorfor havde hun så lyst? Sådan havde hun ikke altid været, det var noget der var sket med hende- og mange af hedens andre unge, omkring sidste sommer. De var blevet syge af varmen tænkte jeg dengang, men de bedækkede sig fortsat igennem hele vinterhalvåret. 

Skovbrynet havde flyttet sig siden sidste sommer og den yderste del af skovmundingen havde vandret helt hen på vores side af indhegningen. Sådan gør ubevaret skov, det rejser sig og flytter midt over landet. Det var sen aften om sommeren, min far var faldet med kæren oppe på grusvejen ude fra den anden side bag gærdet. "Staffan er faldet! Staffan er faldet!" råbte de små kalve der kom løbene gennem engen. Kæren havde båret på kampesten som nu var drættet af og ned over min far. En af stenene havde knust hans lårbensknogle og trynet den til en pulveriseret masse. Husmanden havde efterfølgende været nødt til at fragte ham til døden, blev det mig fortalt. Jeg havde mine idéer om hvor døden lå, da jeg kendte til nabobyen til der hvor livet lå. I Ikast måtte den ligge, jeg havde aldrig været i Ikast men jeg vidste at husmandens datter boede der. Den lå ikke langt fra Karup, som døden ikke ligger længere væk fra livet end en kort tur med vognen. Jeg så derfor aldrig min far igen og kom under opsyn hos min onkel Arvid. Onkel Arvid var min afdøde mors bror, han var den ældste tyr på egnen og far til de fleste. Vores liv lå indrammet og kontrolleret fra alt udefrakommende men alligevel bed en sno, min onkel Arvid i hasen en dag sidst i august. Han blev svag, stoppede med at gå og han blev gnaven. I hans sidste tid, inden han også tog til Ikast, kaldte han mig en, "blindgyde for alt afkom". Jeg forstod det ikke men jeg forstod at det nok var bedst sådan. Husmanden kaldte mig også noget andet en gang i mellem når han tog kontakt. "Søde foldtyr" og "Min dreng". 

Efter fars og senere onkel Arvids rejse, havde jeg mere tid for mig selv. Jeg begyndte at se på skyggerne der faldt fra de enkelte lindetræer der stod spredt og broget ud over engen. Bladende havde fået høstfarver som satte en ild af røde, lilla, gule og orange lys igennem den halvvisne og gule slettes efterårsland. Men jeg holdte øje med skyggerne, når de faldt fra den matte sol ved middag, omkring der hvor mine brødre vendte hjem fra husarbejdet. Jeg begyndte at udtænke ideen om der mon kunne være en forbindelse mellem træets toppunkt og den yderste spids på skyggen. Tegnede man en imaginær streg med øjnene ville man kunne få fremmanet en retvinklet trekant. Jeg higede efter den trekant, jeg drømte om den om natten. Hvis bare jeg kunne regne forholdende ud. Hvis bare jeg kunne måle de to længder vil jeg kunne regne vinklerne ud i hovedet. Jeg kunne have brugt husmandens målebånd, som han var begyndt at måle mig så meget med igen. Men den skulle han jo bruge og den tog han med sig igen.

Det var blevet oktober og nogle piletræer havde flyttet ind på egnen fra derfra hvor skovbrynet havdet rykket sig. En dag tog jeg der ned med Maria. Vi så på skoven der smilede til os. Nu var den på vej, nu skulle heden snart ikke være ryddet for bare tørv og ukrudt. En sværm af flyvende kryb fløj rundt som møllehjul i luften hvor vi stod, der var stadig mange fluer tilbage, trods de plejede at forsvinde hen af efteråret. Det var tidelig aften og himlen var orange. Bladene var gule og de største var brune og knaste hvis vi jokkede på dem. 

"Du" sagde Maria, og jeg vendte mig rundt og fangede hendes blik. "Er du egentligt ked af det?" spurgte hun. "Ked af hvad?" svarede jeg. "Jo, ked af det med Staffans død i sommers, og Arvids, for den sags skyld." Staffans død, tænkte jeg, hun fik det til at lyde som om at det var Staffan, min far, der ejede døden og jeg troede som altid på det hun sagde. Måske var han blevet hertug eller fyrste af Ikast og sov i en stor seng hvor han hvilede benet på en pude. "Ked af det?" lo jeg, "- Han er jo nok et bedre sted" tilføjede jeg og hun så på mig med medfølende og triste øjne, men munden smilede for sig selv. "Det er nemlig rigtigt" sagde hun og så op i vejret. "Han kan jo komme tilbage og besøge mig" sagde jeg mens jeg skubbede et af de tørre brune blade rundt i mudder, med tåspidsen. "Nej, det kan han ikke. Men du skal til gengæld snart besøge ham." hun lød glædesforladt i stemmen nu. "Jaja. Så kan jeg måske sove på et værelse hvis han kan give mig sådan et i Ikast, måske sådan et værelse som ligner et magen til sådan et som husmanden har." jeg så op på hende igen. "Nej" sagde hun. "- Han er i himlen, sammen med din mor og sammen med din onkel Arvid." mit ansigt ændrede sig til en forundret mine, og så grinte jeg høfligt men ikke for højt så hun ikke skulle tro at jeg hånende hendes misforståelser. 

"Nej du, himlen? Den er grå og man kan ikke gå på den." grinte jeg. Så lænede hun sig ind til mig og sagde "Jeg holder så meget af dig. Jeg er nok dertil forelsket i dig, som du er i jeg. Jeg ved at mine søstre har prøvet at forklare dig det her hundrede gange før, men døden er ikke et sted. Det er det der sker med en tyr eller ko, når de ikke længere lever. Det vil ske for mange når vi skal blive til slagtekød. Det vil ske for dig, og måske vil det ske snart. Men du skal ikke være bange. Døden er ingen indespærring, tværtimod vil du for første gange være fri. Du kommer på en måde til at leve igen i himlen, bare uden os andre fra heden." "Kommer du ikke med?", "Jo da. Når min mælk bliver for sur. Og så lover jeg dig at vi to er himmelnaboer." Himmelnabo. Maria, min egen himmelnabo. "Men du må vente på mig lidt, du skal gå først og være med din mor og far." Sagde hun alvorligt. Jeg aede hende på ryggen og tænkte på at jeg måtte lege med på tanken. "Nej, vi må gå sammen. For jeg kender ikke vejen og så kan vi blive gift og tage tilbage til vores tos sted igen, nemlig lige her, hvor skoven begynder eller hvor den ender" jeg smilede mens jeg talte og Maria sukkede. "Du forstår det ikke, vel?" jeg rystede smilende på hovedet og så blev der dødstille. 

Forsigtigt trak mit hovede sig langsomt ind mod hendes, hendes mund åbnede sig på klem og jeg lænede mig helt ind til den. Så satte der sig en flue på min næse og hun så op på den og begyndte at stemme i gråd. "Hvofor græder du?" spurgte jeg. "Jeg kan ikke forklare det til dig" svarede hun."Hvorfor ikke?", "Det lader til at du ikke vil kunne forstå det og det kan jeg godt lide ved dig." tilføjede hun så. "Prøv alligevel" afgjorde jeg og ville ligge hånden på hendes kind. Men hun rystede bare opgivende og nænsomt på hovedet og sagde "Du ser det ikke, vel?" "Ser hvad?" spurgte jeg en smule oprevet nu og fluerne dansede rundt i en sværm om hovedet på mig.

Hun kunne ikke blive med mig, fordi hun vidste at jeg snart skulle gå. Og at jeg i øvrigt ikke kunne føre hende nogle vegne. Men hun tænkte så godt om mig, så inderligt oprigtigt godt om mig.

Min sidste morgen kom i starten af november. Den første rim var faldet og det var ved at blive koldt. Der var ikke nogen der rigtigt vidste at dette blev min sidste morgen, men alle havde en fornemmelse, undtagen mig. Maria var begyndt at ligge sig hen til mig om aftenen, og så lå vi og varmede hinanden med ryggene hele natten. Hun var stoppet med at bedække sig med de andre for et stykke tid, hun havde ikke så meget lyst længere, forklarede hun mig. Maria var begyndt at følge mig overalt, hun havde nok set at den her novembermorgen ville falde snart. Hun snakkede mere end normalt og så græd hun af og til, længe og rådvildt. Jeg trøstede hende og holdte humøret oppe og vi tog ned til vores sted, hvor træerne havde tabt bladende og skoven stod stille lidt for nu. Men den novembermorgen, vågnede jeg ved at jeg holdte hende i hånden og at hun dertil lå og hulkede i søvne. "Hvorfor skal han dø? Hvorfor skal han tages fra mig?" spurgte hun ingen, for det kunne ikke være mig hun spurgte og det kunne ikke være andre end een inde i hendes eget hovedet. Så opdagede jeg at hun drømte. Mens jeg holdte hende i hånden og hørte hende græde oveni kombinationen af ordet "dø" var det som om at jeg for første gang forstod en fli af hvad det betød. Jeg oplevede nemlig en smerte, som ikke kom udefra, som når man træder på en torn eller bides af en hestebremse, men en inderlig, tåget og fortættet smerte der føltes ligeså voldsomt virkelig som fantasi kan få en til at føle og den føltes ligeså uvirkelig fremmed som en sandhed kan føles. Jeg forstod det lidt, tænkte jeg, men det var først ved smerten at jeg kunne ane dødens ansigt. Det var ikke længere et sted. Det var hverken Ikast eller himlen. Det var et ansigt. 

Og det ansigt kom gående mod mig fra langt henne af skovstien, langs gærdet. Det åbnede lågen og tøjlede rebforsejlingen fast bag sig. Det havde gummistøvler på, det havde et langt gråt rør der skinnede fra den mørke  morgenhimmel. Det smilede til mig, klappede mig nænsomt og kyssede mig på pandelokken. Så satte det løbet til min pande og lyden vækkede Maria der lå og sov ved mine fødder. To unge mænd kom med en trillebør, stor var den ikke og de fragtede mig væk. Tilbage var alle kvinderne, alle mine venner og alle dem som prøvede at advare mig mod det som de netop stod og gloede på nu. 

Og snart vil skoven rykke ind bag gærdet og græsset vokse op i himlen. Det er den vej livet løber forstår jeg nu; vandret og så opad, som en retvinklet trekant uden hypotynusen. Som mig og hende uden vores forsoning imellem os.