Daggry

 

Monti Lewandowski

Der stod Sonja på mit ben. Tattoveret. Nu kunne jeg høre hende trampe i gulvet over mig. Hun mindede mig om mennesket i kirke, hun mindede mig om at hun havde slagtet lammet og malet korset på døren. Jeg kiggede op i loftet og fik støvet i øjnene, det kradsede. Sooooonjaaa - skreg jeg.  MOORTEN - svarede hun, skrigende. Hvornår gik det sådan. Jeg boede i gården, hos vibeke, eller jeg boede ikke hos viebeke men viebeke gav mig lidt at spise og drikke. Siden jeg var lille havde jeg kravlet op af afløbsrørende. Og da jeg vendte hjem, åbnede Viebeke døren for mig. På gulvet i stuen lå den store turkise fatboy. I lejligheden duftede der af kryderier. Sonja og jeg havde altid været efter hinanden. Og hun var den første. Og alle fortjerner vel en første. Lucifer kom kørende ind i gården. Hans motorcykel larmede og rungede voldsomt i gården. De gamle vinduer vibrerede. Vi var ikke på god fod, da jeg forlod byen. Tiden. Jeg håbede tiden havde taget toppen af skænderiet. “Morten”. Han åbnede døren, som han viste var ulåst. Han havde støvler, han havde sorte bukser, han havde skæg. “Lucifer…” - “Hvordan går det” - “tak, det går fint.” - “du ved hvorfor jeg er her, ikke?” - Lucifer så stift på mig. “Ja... Jeg fik vist ikke helt...” Lucifer kiggede ned. Han sagde ikke noget. Stilheden var smertefuld. Alt stod stille et øjeblik. Så sprang Somja igen, og støvet dalede endnu engsng - denne gang kiggede jeg bare op. Lucifer rømmede sig, han satte sig ned ved bordret. Han undgik mit blik, og begyndte at pille det smeltede sterin af lyset der stod mellem os. “Det rigtigt.” - stilhed. 

Jeg begyndte at få varmen.

og angsten manifesterede sig i en dråbe sved, der nu løb ned af oanden og ned i kaffe. Lucifer kiggede igen op “Hvor er halskæden Morten?”  - jeg tog en dyb indånding igennem den halv stoppede næse,  den hvæsede. Jeg så ham direkte i øjnene. Så fløj en fulg ind i vinduet og vi drejede begge hovedet med et. Og støvet dalede nu igen -

 Jeg sprang op af stolen, den væltede bag mig - “SOOOONJAAAA!” - hun hoppede, trampede og larmede kun mere. “MOOORTEN, MOOOORTEN DØØØ” gentog hun syngende som en gal kvinde. 

Det havde været en sen aften, som det var i den tid. Og jeg havde stået i regnen uden for kirkegården, i lyset fra det store neonskilt “FORUM”. Jeg var kold, og ligegyldig. Jeg trak kraven op under ørene, og hævede skuldrene. Skulede til højre, skulede til venstre. Løb over vejen, som en sort kat i lyset fra bilernes lygter. På kirkegården hang de store træer over stierne som omfavnene mørke, helt omsluttende. Jeg måtte klemme øjnene sammen i mørket for st kunne læse de slidte navne på de mange gravsten. Efter at have ledt et par timer besluttede jeg mig for at ligge mig under et fyrtræ, hvis grene lå helt nedtil jorden, jeg måtte ligge mig på maven under grnene for st komme ind under i varmen. Derinde sov en ræv, snorkende let. Jeg lagde mit hoved på ham og faldt i søvn. Der kan ikke være gået mere end et par timer, før morgensolens første gyldne stråler blændede mig igennem det tætte nåletæppe. Hun var stået op, og jeg kom hurtigt ud fra under træet, og han vågnede og pilede afsted ud. Jeg tog fat om tasken og løb i mod lyset. I den fjerne ende af kirkegården lå lyset, morgenstunden. Og rigtigt nok, hun lå i et sving omkring sig selv. Hun vågnede langsomt, og jeg skyndte mig at ligge mig ned til hende. Og tag om hendes hage, og vægge hende. Men man kan ikke vægge de døde. Og jo mere jeg forsøgte, jo mørkere blev det omkring mig. Auroura stod der på gravstenen hun lå omkring. Fra hendes hals, et smykke kom lyset, morgenstunden. Jeg tog tangen op fra tasken, og mørket omsluttede mig i et vacuum. Og nu stod han med næven i min kæft, og jeg kunne mærke blodwt løbe ud af øjnene og ned i kaffen til sveden. Og hun skreg oven på. Og jeg var død. 

23.10.2023