Den Brændende Busk: Arte Povera

Om morgenen stod jeg op, vandrede i tyveminutters gågang opad bjergkammen inden solen stod op. I den time, var der så rædselsfuldt koldt på tinderne, en ulden og klæbrig kulde der hilste på mig i kaskader af sludregn og satte sig som våd frost i tørvet og græsset og farvede det mat turkis imellem nydannede snedyndinger. Sneen blev liggende op af formiddagen, vinden lå stille men var stadig fuld af det våde fra luftens vand, og tegn på storm og andre kræfter som havde revet telefonledningerne over og tvunget træer bøjende på knæ. Jeg trak min kærre på den isede vej, og solen klarede denne is op og gjorde den til kompakte og gennemsigtige juvelklumper af det reneste og mindst larmende stykke materiale i verden. Jeg gik og trak og satte mig så på hug under et sammenfaldet fyrtræ, stak hånden i hjertelommen på jakken, inde i foret og tog en pakke tændstikker ud. Den nat havde jeg sovet på en madras af rockwool i den gamle hytte. Jeg rystede tændstiksæsken, skubbede den op med fingeren ved at banke i bunden, og trak kærren helt hen til mig. Den bevægelse gjorde ondt i min venstre hånd, da kæren var tung og hånden aldrig havde vænnet sig til at trække ting med reb. Jeg bandt en knude op bundet af sejlgarn der lå fortøjet rundt om et klæde som lå udspændt over kærren og træk derefter klædet til siden. Der lå tre kampesten. To smalle og skarpe, på højde med to trappeskamler. Og en, dobbelt-så stor som de forrige, og helt afrundet men bred og tung. Under de tre sten lå mit sengetøj, og meget af det. Alt hvad jeg havde ejet i mit liv. Både det jeg sov med nu, og det som jeg havde delt med den unge Lissette Dephanstephie. Poeten og journalisten, som havde skjult sin seksualitet for mig, i de år vi havde været sammen. En Alpealikke krøb ud og ind af klippesprækkerne, på den anden tinde nært i det fjerne. Alpealliken er den fugleart af alle, der kan yngle højst oppe og længst væk fra havet.

Tinderne lå velkomne foran mig i sine vidder, men gemte i hvert et hjørne, en skråning så stejl og pyntet med sten og træer, så det ikke stod fjernt for enhver, at et lille skridt i den gale retning, vel føre en i den sidste retning. Nedad. Død. Jeg trak ski og stave ud af kærren, lagde dem i en stabel og tog så derefter en spade og en vandflaske med tændevæske op fra under sengeklæderne. Jeg lagde den i sneen og så trak jeg en tændstik op fra æsken, strøg den for hårdt så den knækkede, prøvede igen med halvdelen af den men den kunne ikke. Så tog jeg den næste og blev mildt og ubetinget bekymret, måske i tanken om at miste dem alle, men denne virkede, gnistrede op og brændte lidt besværet og som var den en doven dreng der trodsalt adlød med flammen, den brændte i skærmen fra min hule hånd. Først lagde jeg tændstikken ned i kærren, hvor den ikke gjorde andet end at lægge og flimre svagt og true med at gå ud, så skyndte jeg mig lige efter at åbne vandflasken med tændevæske, og med en finger på flaskemundingen, sprøjtede jeg væsken ud over sten og linned i trækærrens lad. Dårlig metode, men voldsom metode, og dermed fik gløderne hurtigt fat i væsken og ikke lang tid efter begyndte helt mørk røg, i vældige mængder at stige op fra bunden. Jeg tændte endnu en tændstik og kastede den i laddet. Så varmede jeg fingrene, og mine øjne gav sig til at grædde for den tunge røg, der lå som en våd maske og gjorde mig blind for andet end røg. Da røgen havde ophørt en smule, kunne jeg begynde at lugte, som man kun kan på isede stedder, hvor ingen lugte har hjemme i terrænet, og jeg kunne se de træ sten ligge som en trebenet bålstabel, over det brændende sengetøj. Jeg så hen mod alliken og så den havde fundet sig en ven, så så jeg op mod himlen og ventede på det jeg altid ventede på. Mens jeg ventede, tog jeg fra jakkelommen, et stykke tobak, et rullepapir og et løst cigaretfilter op og gav mig til at rulle en cigaret, nu hvor mine fingre kunne bøje sig igen. Jeg foldede den stramt, slikkede på limsiden og tændte den så, med to tændstikker, hvor efter jeg lod den brænde helt ned, uden at tage den til munden på et eneste tidspunkt. Sådan havde jeg altid gjort, jeg havde aldrig røget en cigaret, men jeg elskede at bruge mine penge på dem.

Så kom det endeligt det jeg havde ventet på, først så jeg det, da det skyggede for solen. I bunden af skyerne, mange, mange metre over bjergtoppene, drev en kvinde, så stor og så død som en zeppeliner. Hun drev i buende træk mod kublens runding, fra horisont til horisont. Og i luften om kloden, på himlen kæmpemæssig, var hun samtidig stadigt forblevet et menneske, som så man hende fra havets bund, flyde over sig, let skvulpende, i bevægelse men ikke sin egen. En kæmpe var hun, langt borte bag et tåget linned af afstanden til atmosfæren, og i månens bane. Hun drev i samme tempo som skyerne, og var da det sidste af hende atter forsvandt bag bjergsiden og hun var helt ude af syne, kunne jeg fortælle mig selv at hun nu var sendt afsted.

Så måtte jeg tage sneen, og kaste den på klæderne i kærren for at slukke branden. Og sengetøjet var blevet kogt ind til store glødende huller af forkullede stive stoffer. Det blev til rygende aske, sneen blev til gråt vand og trækærren forblev intakt, kun soddet i bunden og små-forbrændt i siderne. Så tog jeg hånden i lommen og bag vanten tog jeg mit sølvemblem, som forestillede en dirrende hval, der sprøjtede med sølvmælk ud af brystvorterne og fødede syv mindre hvaler. Jordens største. Jeg tog spaden og tog fat om skaftet med emblemet i håndfladen, stak skosnuden på hovedet og stak ned. Bjergets jord var sort, uden variation, dybt sort. Jeg gravede et hul, 10-20 cm dybt og tog så de afbrændte lagnstumper og smed dem ned i graven. Så lagde jeg emblemet på klæderne og tog flasken med tændevæske. Jeg havde fået emblemet af en mand fra tvGlad, et år foruden, en mand de kaldte Solar Plexus. Jeg skruede låget af flasken, hældte væsken udover min højre hånd, som frøs i højdedraget og isens forudsætninger, og spyttede på væsken over hånden. Jeg strøg endnu en tændstik, den blæste ud. Så strøg jeg en mere og lagde den på hånden så den flammede op.Varmen var ulidelig, kyssende men ondskabsfuld stikken og prikken, skoldende som kolde chok, men den satte ingen sår. For ilden var anerledes end den fra kærren, og det var helt bevidst, fordi jeg havde spyttet på den og sat en magisk ild. Med hånden i flammer, knælede jeg foran graven og satte min hånd på emblemet. Den begyndte langsomt så at brænde. Så slukkede jeg hånden i en dynge af sne, mens branden i graven vil brænde, og brænde til den kun om muligt ville kunne blive slukket af overstående krafter. For metallet og ilden brændte en sådan brand, som når jeg lagde jord på den og dækkede graven, stadig ville brænde men usynligt for vandrende og forbipasserende. Usynligt uden et spor af røg fra jorden. Graven var dækket og jeg stampede på den sorte overflade. Selv igennem vinterstøvlerne kunne jeg mærke at der brændte noget bisk der nede. Til slut gik jeg over mod kærren, åbnede ladet, ved at trække en hængsel af for enden og skubbe en bjælke ned, og så stillede jeg mig op i den, og begyndte at skubbe til den første af de tre kampesten.

Da gravhøjen stod sådan, at de to aflange sten stod oprejst, sunket lidt ned i den mørnede jord, og den største af de tre, den runde brede kampesten, var løftet ovenpå, i balance mellem de to andre, klikkede jeg skiene på skoene, bandt en snor i kærren, som kunne glide bag mig, og tog begge stave i højre hånd mens jeg trådte ud sidelæns, fra under træet og ud på den sneede bjergvej. Jeg forlod gravhøjen, og den underjordiske ild, tog stavene i hver min hånd og gav mig til at trække skiene en smule op af bjergsiden, for så at dreje højre om granskoven og kure ned af bakken.

Det næste træhus lå ca femten kilometer væk, for foden af passet. Det ville tage et par timer at nå derhen, og stå på ski i mørke gjorde jeg ikke. Jeg susede ned af bakken, kærren hang bag mig som en besværlig elefantunge, der let forsinket, fulgte mine sving. Man kunne godt, selv uden at vide det med sikkerhed, fornemme at dette landskab ikke var nogen del af det polare verdenskort. Man kunne ligesom, trods sne og atter bunker af sne, fornemme at bjerget havde sin grund på noget europæisk, noget sydlandsk-udstrålende, blot det slet ikke var til at ane en eneste italiensk blomst i omegnen. Jeg stak så mindst muligt med stavene, brugte dem kun til at komme op i fart der hvor bjergsiden flugtede sig, og brugte en enkelt gang venstre stav til hårdt at tage fra i en drejning rundt om et grantræ, et skarpt sving, der gjorde ondt i armen fra den næsten opremsning, som den havde forudtaget. I få sekunder efter dette sving, stod mit hjerte stille, og jeg frygtede at kærren ville hvilke sig rundt om træet og trække mig så hårdt tilbage, at jeg vil ramme stammen med hele kroppen og slå baghovedet i stykker og dø. Jeg ventede ligesom på det, men blev bare ved med at suse, og af en eller anden, naiv årsag, følte jeg mig nødsaget til at vende mig om for at tjekke om kærren ikke skulle ramme træet, selvom jeg logisk kunne have fortalt mig selv, at snoren slet ikke var lang nok til at det stadig kunne nå at være et problem og at jeg allerede for længst havde klaret den. Men med det lille tab af fokus, opdagede jeg at jeg var røget ud af kurs, da jeg vendte hovedet igen, og så et nyt træ, meget større, under 10 meter fra min kurs. Jeg spændte i hele kroppen, og min nakke blev så stiv af skræk at synet slørede. Jeg lagde mig nærmest helt ned, denne gang til venstre, for at svinge uden om ulykken, i aller sidste sekund. Denne gang kunne jeg ikke nå at tænke på noget som helst andet end held, og heldigvis drev jeg lige akkurat rundt om træet og granskede ingengang kærren og det mulige kærre-problem identisk med det forhenværende, men opdagede i stedet at jeg med mit skarpe sving havde skiftet så meget retning, at jeg røg ud over en banke, der ikke havde nogen vej foran sig, bare tom klar himmel, og at jeg ergo var kørt over en kant. Jeg faldt i syv stive sekunder. Bag mig, så jeg sne og den grå klippeside, under mig så jeg sne, træer og sten. I luften prøvede jeg at binde snoren op så kærren ikke skulle lande oven på mig, men nåede det ikke før jeg styrtede i jorden.

Jeg vågnede med det samme, tror jeg. Jeg lå langt nede i en snedrive, uden noget tegn på lys. Jeg vidste at min krop var chokeret, så jeg måtte finde ud af, om jeg havde kvæstet nogen lemmer, ved at røre på dem enkeltvis. Jeg var øm og kold, og kunne snart ikke få vejret, men jeg kunne bevæge begge ben og arme, og vende hovedet selvom jeg havde en helveds smerte i nakken. Som havde nogen taget mit hoved og prøvet at kaste det væk fra min torso. Nu måtte jeg bare komme op. Jeg havde lært engang, at hvis man skulle blive ramt af en lavine, og ende dybt inde i en drive, så måtte man tisse sig selv i bukserne, for at finde ud af hvilken vej der var op, da tissen vil løbe nedaf. Da man jo kunne ligge helt vilkårligt, med hoved nedaf for eksempel. Jeg hverken kunne eller havde værdighed nok til at tisse i mine bukser, men så kom jeg i tanke om kærren. Om mit liv, kunne jeg mærke rebet stramme. Da kærren landede efter mig måtte den lægge over mig. I mørket kunne jeg høre mit eget åndedræt, højt og intimt i snehulen. Jeg kunne mærke sved løbe fra under tøjet. Mine hænder tog rundt om rebet og fulgte det op, det førte imellem mine ben, og op langs ryggen. Så måtte jeg altså lægge på hovedet, tænkte jeg, og begyndte at grave mig fri, mens jeg møvede og sparkede med benene. Men med så lidt ilt, kunne jeg ikke bevæge mig hurtigt. Jeg fik vendt mig rundt og blev ved med et skubbe sne til side, over hovedet mens jeg trak mig op af rebet. Ret hurtigt kom jeg op til kærren der lå over mig, gravede mig rundt om den, og i dét kunne jeg begynde at se lys, stå ned i min hulegang. Jeg kom op, helt udtværet i hovedet, med rifter røde og opsvulmet hud. Mit hår var rodet og jeg skubbede mig selv op det sidste stykke, indtil jeg mærkede at jeg blev holdt nede af snoren. Så bandt jeg den op, men opdagede der at min ene hånd var helt våd og tilsmudset med blod, og da jeg endelig kom fri, og fik trukket mine ben op lagde jeg mig på ryggen og prøvede at finde vejrtrækningen. Over mig lå lyset, og var så smukt fotogent, som en gerning for den evige verden, det evige italienske hav i Firenze, jeg tænkte på det uden at have set det, men at lyset boede i den by, stod op og gik på arbejde som så mange andre, holdte pauser og gik i seng, men stadig hver dag, nærværende, som til opgave bare at pege os videre og pege os alle ud mod havet, det lange det store og evige. Og nu var dette lys her, det vidste jeg jo godt, men først nu så jeg det, mellem mine glibbende øjne. Det der havde blødt på min hånd, viste sig blot at være en overfladisk skræmme på maven, det måtte have været mit ene ski der må have prikket lidt hul der. Så kom alikkerne og trissede rundt lidt fra mig, og så tænkte jeg at jeg havde mistet begge ski, og at kærren ikke var det værd at grave fri, og at jeg måtte gå til næste hytte til fods.

Oplysningsmanden

Oplært af Gartneren, blev Opsynsmanden. Han skulle holde øje med liv. Så gik tiden, og al social lærdom blev tillagt en underkategori i ny videnskab, den blev forseglet med etikketten teologi. Af den forandring, blev Opsynsmanden nødt til at få sig nogle ansatte, og han oplærte Oplysningsmanden til at holde styr på balancen mellem ny teknologisk indrettet viden om liv, og den `gamle vitalisme´ som Gartneren havde tildelt hvert et levet liv i sin have. Man kunne måske tænke at Oplysningsmanden kun havde til opgave, at radikalisere og gøre ved, i altid nye forandringer, men han er et billede på sin tids skældring, et skred, og det gør ham nødsaget til evigt at balancere mellem tro og bevidsthed. Opsynsmanden oplærte også Portøren, som havde til opgave at sørge for fri bane i graven, og transport af de afdøde, føre de troende til deres efterliv og de ikke-troende til deres sandhed. Og til sidst fik Opsynsmanden også oplært en ung Taglægger. Taglæggeren var den eneste af Graverens folk, som kun skulle forholde sig til det levende, da hans opgave var at lægge tag på den afdøde verden, med gravhøje og monementer der skulle pynte i det lage af luft og ånd, som ånden bor i, og vokser fra det som vokser i jorden, har sine rødder i ligene under jorden, men vokser fra tiden og bestemmer dens vej. På den måde er der hiariki. Gartneren er den der bestemmer over vitalismen. Opsynsmanden, er ham der holder øje, og både har benene plantet i haven og i jorden. Portøren færdes kun i jorden. Oplysningsmanden, skal forholde sig til både haven og jorden og det lys som falder forskelligt på de to, og til sidst, Taglæggeren, færdes kun i haven, og af og til glemmer han endda at der findes andet end vitalisme, af og til brænder han sig på varmen nedenunder sålene, og mindes om den evige ild som han er gjort af.