Min nedsmeltning

Min nedsmeltning

 Idag, 2 timer siden. Jeg sad i venteværrelset hos lægeklinikken som jeg er vokset op med. Velkendte ansigter i besætningen, dog altid er par udskiftende uekndte, for tiden den unge David, der i decembers anledning var iklædt julesweather, med hans ikoniske kølige blik, stivnede smil. Jeg sad i venteværrelset med mine to jakker på, airpods og kasket. Jeg var den ungemand i venteværrelset. På dette tidspunkt har jeg allerede været i kontakt med sygeplejseken Karina, og hendes lærling. Karina har lavet blodprøver på mig da jeg havde kyssesyge i 2018, adskillige lungefunktionsundersøgelser, tjekket forhuden, lyst mig i ørene - og øjnene. Hun har forklaret mig om en ny medicinsk behandling jeg er ved at begynde på. En behandling jeg i det øjeblik som jeg sidder der i venteværrelset, allerede er begyndt på. Nemlig en storslået allergikvælende pille vaccine. Kortforinden har jeg været i Århus, hos alergolog Anne Buus, en passioneret kvinde, der for mig at se er den mest kompetente på området, jeg indtil videre har mødt og hørt om. Karine forklare mig, at pillen er frysetørrede støvmider, og at de skal optages under min tunge, jeg skal ligge pillen, uden at røre den med mine fingre, under tungen, og der skal den ligge i et minut - det er forbudt at synke. Jeg står og kigger mig selv i spejlet forsøge at placere den flade lille grålige pille, den rammer tungen og klistres fast under. Ad hvor føles det forkert, jeg har den klistret som en koncenreret oblat. Karina og jeg griner en smule over den akavede pille. Hun tager tid på telefonen. Jeg kommer til at tør synke to gange, altså næsten tandlægeagtigt hvor adamsæblet er i bevægelse men uden noget spyt i halsen. "Så er tiden gået, du må synke..." - jeg synker - "...hvis pillen er opløst" - siger Karina. Jeg kom til at synke en rest af pillen. Hør her, det en meget speciel pille, den er, i opløst tilstand næsten som noget hestehår, ved ikke helt præcis hvordan jeg får forklaret det ordenligt, ikke destro mindre synker jeg resten af pillen. Vi kigger begge lidt undrende på hinanden og jeg siger "Det går nok", Karina nikker. "Sæt dig ud i venteværrelset, vi kommer og kigger til dig. Jeg sætter mig ud i venteværrelset. Den her behandling foregår sådan at man tager en pille hos sin læge, også tager man derfra piller derhjemme. Det gør man fordi nogen folk kan få det meget dårligt og næsten blive kvalt. På nuværende tidspunkt kan jeg ikke mærke så meget, en sød dreng kommer ind i venteværrelset med sin mor, de begge syge og hoster. Han ligger sig op på en bænk og kigger på mig. Han ser lidt nervøs ud, jeg smiler til ham. Han hedder Adam, det hører jeg da en af lægerne kalder ham ind. Jeg begynder at kunne mærke en af de helt hyppige bivirkninger, en let prikken under tungen, Karina kigger ud - "Du okay Morten?" - "jep :)" jeg er okay. Hører podcast. En mand kommer ind, fedtet hår, et par år ældre end mig. Han spiller noget høj lyd fra sin telefon, nok nogle shorts, lyder som om hans algoritme er biler i østeuropa. Han forsvinder ud af min opmærksomhed. Jeg begynder at få det varmt, tager en jakke af, og halstørklædet. Det nok bare fordi jeg har to jakker på. Nu begynder jeg at overveje om jeg er en af dem der bliver kvalt. Jeg læste indlægsseddlen, og der stod mange ting, som der gør. Og jeg nikkede smilende overfaldisk da Karina forklarede mig om dem der får det dårligt, det jo ikke mig. Det aldrig mig. Jeg tager en jakke mere af. Jeg føler ikke at jeg bliver kvalt, men jeg sank jo pillen, og nu har jeg en smule kvalme også. En mand kom ind på klinikken for to minutter siden - " har i en brækbakke" sagde han - en brækbakke? det har jeg aldrig hørt før, men der var vist en der brækkede sig ude i opgangen. Han løb ind og ud, men jeg så ham ikke, hørt ham kun. Nu stopper jeg podcasten. Nu sveder jeg, min pande er helt svedig og jeg tager kasketten af. Nu tager jeg en stor vejrtrækning, læner mig forover. Jeg er alene i venteværrelset, Karina sidder nede af gangen. Jeg rejser mig op. Nu sortner det for øjnene, nej nu går det galt for mig tænker jeg. Hun ser mig ikke, hun taler i telefon - " Det går dårlig" siger jeg, hun hører mig ikke. Jeg ser hende kun da jeg kommer ind i rummet, nu kigger jeg ned, hovedet bøjet, jeg går et par skridt, gentager mig selv "Nu går det dårligt Karina". Jeg hænger op af komoden der deler rummet mellem hendes, og kollegaens arbejds zone, og os patienters henvendelsesområde. Karina ser mig, og reagere promte, nu er der helt sort for synet, og sveden pibler, jeg er helt svag. Hun løber over bag mig, og folder en lille grå stol ud. En gammel dame, med gråt hår, en læge kommer løbende. Hiver mit ærme op, jeg sættter mig på den lille stol. "Jeg tjekker lige din puls" siger hun. Så vidt jeg kan se føler hun det helt forkerte sted på min arm, sådan ude på siden af armen. Karina tager min hættetrøje af. Lægen løber afsted efter en anden pille til mig, mit hoved og overkrop hænger ned foran mig, og jeg er ikke panik takket være den gamle grå, og Karina. Jeg er helt bevidst om at jeg har overgivet mig fuldstændig. Betryggende er det, at når man får det dårligt søger man hjælp. Den gamle dame løfter mig bagfra med sine arme under mine. Jeg bliver lagt i et slags cooldown rum, og får juice og vand af Karina, får det med det samme bedre. Mit hår er strøget tilbage som Jesper Buch's. Så kommer David igen. Han er har taget den seriøse mine på. Du kommer igen på mandag også prøver vi igen. Ay ay captain !

- Morten