Celeste

 

Celeste

Åh Celeste, bare jeg måtte være din skygge!

Solen glimter i hendes hår, og aldrig før har jeg haft trængen så kraftig til at indånde en andens udånding. Kvæles i kærlighed, kuldioxid. 

Det siges at afstanden mellem forelskelse og galskab bestemmes af den pågældendes evne til at se sig selv i øjnene. Jeg havde aldrig haft evnen, hver gang jeg forsøgte så jeg en anden i spejlet, og spejlet lyver aldrig så tilbage var kun mig som synder. Celeste kunne bevæge sig som svævede hun få centimeter over jorden, hun kunne bevæge sig polyrytmisk symfonisk forvirrende. Hendes krop var spundet af daggryet. Beundringens beruselse skylder gennem mine åre. Det uvirkelige snit der stryger min kind, og afsløre min mund i en ny åbning, mørke røde gæller kommer frem i fine lag som botaniske vidundere kvæler mig i min verden på overfladen. Tvinger mig ned under, til at se. Jeg så det uvirkelige svæve over overfladen, mens man befandt sig i det undersøiske mørke. Øjeblikkeligt, kunne vi få æren af i glimt at se hendes silhuet, som et sløret lys i det forvrængende bølgende vand. Krybende op til overfladen konfronteres jeg med min uværdighed, end ikke lyset vil værdiges mig længere og fuglen sætter sig på min pande og prikker med ynk mine øjne nænsomt ud. Dyspnøens beroligende tilstedeværelse, hun er der endnu, som en overvældende harmonisk sonisk tilstedeværelse kropsliggøres jeg. Smagen af mine salte tåre når min tørre mund for at drive videre ud gennem min gæller, og ned af min krop der er dækket af tang og sand som slider i mine sår. Jeg kan høre hendes fodtrin der aldrig underkaster sig jordkontakt, beruselsen er det eneste jeg kan unde mit ynkelige selv. I mørket fra fuglens nåde består min underkendelse af min egenhed som fuldstændig det menneske jeg altid så i spejlet var aldrig ægte og mine egne sanser har altid talt sandt om Celeste og hendes storhed som langsomt finder sin nåde for selv de mest ligegyldige skæbner som min egen. Hendes vibrerende tilstedeværelse overtager mit hjertes rytme der som den håbefulde hvalp halser efter i håbet om at kunne følge med. Befrielsen står mig nær, min krop kan ikke længere holde snor i sit væsen der bryder ud gennem min brystkasse og befrier min hjerne for den blodtilførsel der ikke har andet end gjort den ondt.  

Kllliiiimakset har aldrig varet længere, end da hun tager mig til sig i en bid. 

Som de forenede.

M.B.19.06.2025