Mandag d. 9. Maj 2022
Storme van Dijk
Jeg skriver med tanke for den virkelige episode, som opstod natten til fredag d. 6. I dette vil det fremgå at en tragedie er fundet sted, uden for både min forståelseskapacitet og mit dømme for sagens alvor og tilhørende reaktioner. En tragedie der rummer den værsttænkelige smerte for de indblandede, og som jeg på ingen måder har en relation til. Men nu er det mig der skriver.
En ung mand tog sit eget liv på gyngestativet i min haveforening. Alle mine tanker går til hans familie og pårørende. Han blev opdaget af en anden ung mand, der ikke boede i nærheden, men skulle krydse haveforeningen for at komme ned til metroen. Ingen andre nåede at se ham, men i dag ligger der blomster på gyngestativet, i de sædvanlige kaskader af liv og farver der på en og samme måde så misvisende men stadig så forskånet for det kolde tomrum, beretter om at lige netop her, har nogen haft sit sidste åndedrag, og tænkt sin sidste tanke ommend at den tanke så enten var opløftet eller bange. Der er sådan en kraft i de steder der bliver knyttet til en kollektiv eller individuel alvor. De maler stedet i en permenent farve. Selvmord bør ikke skrives om, af en der ikke kan forstille sig det, og det kan jeg ikke, men nu er billedet malet i min haveforening, og jeg forholder mig til blomsterne hver dag. Men jeg forholder mig til blomsterne, ikke drengen, ham kendte jeg ikke og han fandtes først for mig da han forsvandt. At der hvor han så forsvandt, var på et sted, jeg ikke ejer, men jeg i det mindste kender, og kender godt, gør ikke at vi nu er relateret, men det forbinder det at jeg har et liv med hans forhenværende på samme geografiske indhegning. Dets aftryk, så stort og kraftigt og historierne findes allerede indeni. Det skete natten til fredag, eller meget tidelig morgen om man vil og tilfældigvis var jeg sent oppe, og sent ude den nat. Jeg cyklede hjem klokken 5. Mit bagerste dæk var halvfladt, og det havde det også været om formiddagen, torsdag den 5. Så i en forbifarende stund var jeg ved at tage metroen ud, torsdag aften for så at vende hjem fredag nat, men da det ikke kunne betale sig i forhold til en tidsnød jeg var i, tog jeg cyklen og måtte træde lidt hårdere. Da han blev fundet død lidt over 5, kunne jeg have set ham, måske mens han stadig levede. Men denne tankerække, som i sig selv fortæller ingenting, har abselout ingen relevans for nogrn, i bedste omfang for mig selv, men ingengang der er der meget at komme efter. For dette er bare en sørgelig fortælling i sin egen ubegrænsning. En afsluttet åbning. Jeg ønsker ikke at se denne alvor for at være en mulighed for at opfylde en personlig trang til realisering eller fantasistrøm, især ikke på offentligt skala, da den slags naturligvis er tilladt, men bedst at holde sig for sig selv, da det ikke ville kunne gavne noget at høre om disse overvejelser. Nok er der en ære i hvem som helst, levende som død i den dødes begrænsede undergreb på den levende. Magtforholdet er forskelligt, derfor er jeg varsom, da jeg som levende ikke ville udnytte den dødes mangel på priveligium. Gravfred, kald det hvad du vil, gravfred findes nu engang aldrig, enten har man aldrig fred eller også for evigt så snart man er væk. Men jeg har alligevel det i sinde at jeg nu engang måtte berette om denne tragedie, da jeg i revurdering så det som min pligt som levende at skrive om netop dette. For måske at holde livet i live, for der er ingen synd i det at være levende, det er blot et selvfølge for den der ikke lider. Jeg erkender at der står lidelser skrevet bag denne historie som jeg ikke kender. Men vi lever og det må vi tage brug af. Jeg håber på at jeg lærer fra hvert gang jeg får et sådan koldt gys, når jeg går forbi blomsterne i en vejside, på et fortorv eller cykelsti. Jeg håber at jeg ikke bliver mere forsigtig nødvendigvis, da livet ikke skal tæmmes til at ligne døden, men at jeg tværtimod lader det pumpe hårdere, ikke hurtigere, men lever større. Sanser mere og giver mere. Jeg vil give til at det gør ondt, for lige nu er det så nemt.
I dag er det omkring en uge siden at det skete. Jeg går stadig forbi blomsterne hver dag, og i dag så jeg hvordan deres nakker var blevet for tunge, og hovederne dinglende under. De ville visne en dag, og hvis ikke der ligges nye blomster på denne ufrivillige reservation, hvordan vil det så ende? For det er med disse blomster, som det er med mindesmærke-statuetterne, den fyldte malerspand der er blevet tabt på fortorvet eller den hjemløses' udfoldede tæppe. De er alle sammen et uberørt vindue i det offentlige rum, en forsonende dog uofficiel, kollektiv erkendelse af at disse små rum, aftager sin plads af det fælles gadebillede, men udlever tilgengæld affektløst sit liv i et beskedent ommegn med en kraftig frist for skue. Der er noget over dette nøgne, ved at være en åbenlys blomsterbukket på gaden - og fortælle dette rædselsfulde og tabuiserede uden at sige noget som helst, men blot ved at være en del af det daglige blik, på den daglige færden. Det er sådan en afhandling der foregår blandt disse ting, vi ikke rører ved, og aldrig drømmer om at flytte på, men som vi alligevel erobrer med vores blik, og indtager fuldt og færdigt, ved at bygge på historien, og pynte den med genuine inadvendte reflektioner og smålig halvhjerteetik. Det er prisen for det offentlige rum, privatlivet lever på gaden, men du er aldrig alene inde i andres hoveder. Hvem skal fjerne blomsterne ved gyngestativet og slukke stearinlyset? Venter vi på at det visner, men hvad vil det så ikke sige om mindet? Nu er stedet evigt forbundet til en tanke, og den tanke skal enten passes og pyntes med buketter i generationer, eller også kommer der en og fjerner det. Men hvornår? Og hvornår ville det næste menneske sætte sig og gynge dér igen?

Ingen kommentarer:
Send en kommentar