Livgarden i røre

Livgarden I Røre

af gæsteforfatter Anders Tretvik

Den sidste af sønnerne klarede ikke turen over fjeldet, natten før den sidste. Selvom døden, så adræt, indtraf og rev ham bort i så øjeblikkeligt et "efter", blev livet stadig siddende i ham, kort, som i varme projektiler. Som når hun er gået, men der er damp i loftet. For med kortvarig afsked, efterlader mennesket sig sine objekter varme, og de vil dertil køle af i tempoet til dem selv, mens mennesket måske sidder i et tog og kører langt væk hjemmefra. Jeg kom hjem alene og jeg mærkede på dit krus og da det var koldt tænkte jeg på de maskiner vi lader stå og køre om natten, de slush-ice maskiner der vender sig selv, mens han vender sig i sengen og på hvordan at Rom og Beirut og Kairo synes som byer bygget for guderne, men som de nu har efterladt, til kæmpemæssige ruiner vi går rundt i blandt. Som var vi enten kæmper engang, eller jorden drattet ned fra himlen. Og det er ikke det at blive efterladt, der afgører dettes betydning, da der ikke er tale om noget der bliver efterladt til sig selv, hverken sønnen på fjældet, maskinerne om natten eller gudernes byer, men der er tale om den varme der aftager, i ting som nu er kolde, de ting der bliver kolde alene hjemme, og om hvordan at kedelen bliver stående når du går. Kun uret har en puls, og sin lyd og et tandhjul med friktion. Ellers ånder intet når jeg går fra de rum, i mit hjem, eller i noget som helst hjem, og når jeg gør det, at forlade et hjem fra hvad et hjem er. Da jeg kom hjem igen senere var isen i dit glas smeltet, og din sodavand var fortyndet, mens luften var gået af og der havde endda sat sig en snegl på ydresiden af havedøren. Alt imens at du var væk. Hej igen, sagde du til drengen, den der lå og sov og som ikke hørte dig, midt om natten igen. Ham som ikke kan tø eller afkøle, men som du frygter som du frygter stuetemperatur - din egen eksakte varme du aldrig kan gå fra. Så er byen ligesom de slushice-maskiner der vender sig selv, lavt summende, lavt oplyst i mørket. Da man som organisme ikke kan lade være med at spekulere på om man som levende, og levende i gruppe, er blevet til fordi man er blevet stillet hen i en vindueskam, glemt, men under de forhold med vand, næring og sollys der skal til før man vokser op som svampen. Det er essensen af at opdage et rottebo eller en flagermuserede, i det der for os før var et forladt hus. Sådan er det med byerne, og fra oven ligner den et koralrev om natten. Man tror der er stille, men så bevæger det sig. Man tror det ligger dødt, man så springer han op af kisten og render sin vej. Man tror man er alene, men så er man sammen med hjemmet. Og drengen sover videre, og han bliver så varm når han sover tungest, som skulle han bo som stenen i havet.

Da de andre sønner vendte hjem fra fjældet, ankom de jo alene og hvad de vidste var at det de efterlod sig, ikke ville roterer midt om natten og ikke længere have et hjem i sig selv, som en tung barak af liv, der emmede af sin egen uforanderlige færden, og af sin forstand som den der ligger tilbage, fraskilt med det vågne øje for den natblinde, men som står som selve det plantede der venter på en spejling.