MÅNEDENS ZOOMER - November.

MÅNEDENS ZOOMER

for unge, til unge, af unge

Yngve Jelstad

November 

2022

Yngve Jelstad, er opvokset i byen Trotsvik i Norge. Han gik på Trotsvik Statsgymansium og dimitterede i 2009. Han boede i en årrække i Barsalona hvor han debuterede med hovedudstillingen "Vang i flammer" på museet Fandaciò Museu Fotografia. Her var han strengt optaget af sprækker og revner som motiv for hans fotografering. De karakteristiske spanske husmure og deres ar og visuelle fortællinger. Han flyttede til Helsingør i 2017, og har boet der sidenhen. Nu er han aktuel i den nøje omtalte fotoudstilling her til efteråret, Jelstads "Mellom Nå og Da". Udstillingen vil byde på en ny retning inden for fotografi, som bønfaldende har provokeret kritikere til det yderste. Jelstad har modtaget meget dårlige anmeldelser fra medierne, samtidig, bliver han skamrost i det avangerte kunstmiljø.

Julius Von Der Leyen, Junior Skribent. 23.11.2022

Udtrykket rotationskunstner, er et særligt begreb som Yngve Jelstad angiver sig selv for at være. Ikke fordi at han har 'roteret' rundt i den kunstneriske manege, men snarrere fordi, at han rent bogstaveligt drejer rundt inden han tager sit billede. Dette er et arbejde for desillusioneringen, har jeg læst i et andet interview. Det skal illustrere en 'ekskursion mod kvalmen, mod den langvarrige desorintering'. Mellem Nå og Da, der i disse dage udstilles på Gammel Strand, og som i næste uge skal ekspanderes til Skansen i Stockholm, Sverige, har stort fokus på metodisk upræcisisering indenfor fotokunsten. Blandt udstillingens fem fotoserier (hhv. 1. 'Mellom', 2. 'Nå', 3. 'og', 4. 'Da', 5. 'Expression'.) er den nøje omdiskurterede billedserie 3. 'og', en række fotografier, som nærmest allesammen er motivløse, da der er en finger foran linsen på alle billederne. This is shit photography, står der på døren ind til sal 2, billedserie 3. 

Men hvordan kan en ung mands fotoserie skabe så meget røre i medi så, så forhat, for fotoentuiaster og de kunstelitære?

at vi igen i denne måned, bringer en kunstner

er tilfældigt!

Hvorfor fotografi?

"Det har alltid vært mitt grunnleggende syn at fotografering ikke bør vurderes med øyet. Det er mange andre sanser på spill når du som seer vurderer et godt fotografi. Det er den eneste kunstformen som har nøyaktig tilknytning til realisme, og derfor stopper ikke virkeligheten bare i blikket. Jeg tror du vurderer et fotografi med føttene. For du går hvis intasjonen er for det og du blir stående hvis den ikke er det. Det er en eldgamle tradisjon til stede for hvilken kunst som skal kunne gi fra identifikasjon for den moderne betrakteren. Vi har "tolket" de gamle korsfesteren i utallige vestlige variasjoner. Og nå er det på tide at vi med kunsten ikke lenger trenger å fange den passerte, men i stedet frigjøre de fangede motivene. Så vi utvider ikke mytene, men forholder oss i stedet til realismen i det som skjer i dag.

Det er paradoksalt; for et fotografi vil alltid vise en 'før', men i fotoserien min ville jeg distansere meg fra faktum av bildet som blir tatt, og i stedet informere realismen om hvordan bildet blir tatt. Så forholder vi oss til nåtiden, så forholder vi oss til fotografen, så forholder vi oss til føttene våre, som kanskje vil gå fra utstillingen."

Hvilken tid er til stede i fotografi?

"Motivet ødelegger virkelig kunsten. Gjennom mitt arbeid med 'Mellom Nå og Da', har jeg sagt at motivet låser bildet i en fortid, eller en rest. Derfor har jeg fokusert på metoden i stedet for motivet. For med metoden ser du hvordan nåtiden var da bildet ble tatt. Hvilke valg eller omstendigheter var til stede siden bildet ble rystet, uskarpt eller fettet. Metoden bringer oss nærmere 'Nå' når vi blir skånet for symbolikken til mytos av motivet. Fotografering skal ikke vise tanker, men handling. Slik dreper vi 'Da' og kan forholde seg til 'Nå', det er gjennom handling."

Hvad siger du til den hårde kritik du har modtaget for din udstilling, kan du til dels forstå den?

"Ja, jeg kan forstå at noen blir provosert hvis de mener de skal komme og se på fotokunst som skal være estetiske og koselige, eller politiske og kåte. Men det er de som er problemet, vil jeg si. Min gamle venn og evangelist Stig Ekstrøm fortalte en gang at - en god anmeldelse er en dårlig nyhet for en god artist."

På billedserie 4. 'Da', har du taget billeder med objektivdækslet på. Værkerne har allesammen drillende titler som eksempelvis 'Søster uten å kle seg', 'Fotografering av plastikkirurgens dårlige dag' men også bemærkelsesværdige titler som 'Al Queidas leder på besøk i Oslo', 'Rodney King 1992'. og 'Utoya sett fra Tyrifjord'. Disse titler referer til historiske episoder, som du har valgt at 'fotografere' i fuld - sorte billeder. Hvorfor har du valgt disse titler, og kan du forstå hvorfor det er stødende for dem som har oplevet og været i live under disse hændelser, at du udtrykker det med ingenting - ergo klappen foran linsen?

"Det var et veldig langt spørsmål. Det vil si mine verste kritikere har kalt kunstskjetterien min påført og iscenesatt. Men man skal ikke ta det for bare noe annet enn kjetteri, fordi det er et showdown mot sjangeren, og det ville mest når det eksisterer i det korte Nå. Men likevel blir folk møtt over forsømmelsen de tror jeg gjør når jeg velger å ikke ta dekselet fra linsen til fotograferingsapparatet. Jeg prøver bare å vise at nettopp disse episodene som tilhører tiden bare er foreviget i de svarte bildene. Nemlig de indre bildene av hjernen, og jeg tenker alltid på å være svart. For den visuelle replika av det tidligere øyeblikket hører ikke hjemme i realismen, eller vår virkelighetsforståelse. Fotografier kan ikke fange momentumet av den fryktelige hendelsen, for med våre moderne øyne vil vi alltid påføre den en ny mening. Og det er galt, fordi vi ikke trenger å tolke tiden, det var så realistisk som vår tid er nå. Det var ingen bilder av den spanske hellige krigen mot muslimene i år 1095, korstogene eller Pompeiis kollapset under utbruddet fra Vesuvius-vulkanen. Alle disse skrekkene er blitt malt - det vil si at virkeligheten er tatt som gisler i symbolikken i en ny epokes symbolisme. Da er det sterkere å fotografere dem med deksler på linsene, for først kan vi virkelig forstå fortiden. Det er det største problemet med det moderne mennesket å måtte innkapsle tiden med nåtiden, og bare forholde seg til nåtiden med datiden. Tidene må separes og brytes opp i øyne persienner til svarte bilder og korte livssannheter. Død over symbolikk, slå av kameraets, stopp tegning og skriving.

Og så er vi tilbake til Jesus-motivet, som understreker at den vestlige kulturen bare er bygget på den største penetrasjonen av et symbol som vi har melket for vår egen forståelse. Vi lever feil i de skarpe bildene, livet er ikke skarpt, ganske ofte er det som forbinder Nå og Da - den fryktelige."

Men hvorfor har vi ikke fået lov til at vise bare få af dine billeder fra udstillingen, her på siden?

"På grunn av mine rettigheter. Jeg har signert en kontrakt om at bildene ikke må publiseres ut av utstillingen. Men også fordi alt er udødeliggjort på internett. Og det er akkurat det jeg ikke vil at bildene skal være foreviget. Dette er også grunnen til at jeg bare har en uke av gangen med utstillingen i hvert skandinavisk land, inntil på to ukers tid når bildene skulle bli ødelagt i huset mitt i Helsingør."

Du vil ødelægge fotografierne?

"Ja. Det er en martyrens plikt."

Jeg har også foretaget mig et interview med Politikkens kulturkririker, Arendse Hedvig Madsen, for at få et indblik i hvorfor Mellem Nå og Da kun kan bryste sig af en tostjernet anmeldelse i Politikken.

Hvorfor har Mellem Nå og Da ikke formået at score en bedre omtale blandt jer der også har pulsen på provokunst?

"Det har den ganske enkelt ikke formået fordi det ikke er særlig god provokunst. Eller fotokunst for den sags skyld. Det vigtigste man skal have med sig, når man udfordrer en genre, det er at holde på formen - det vil altså sige at i dette tilfælde, ville Jelstads argumenter først blive tydelige hvis han så rent faktisk viste et stykke godt kunsthåndværk. Det han i stedet har gjort er at være vred, og det falder altså som regel igennem blandt menigheden. Jeg synes der er potentiale i den unge fotograf, men jeg tror vi er flere der er chokeret i faldet fra hans debutantudstilling 'Vang i flammer' som simpelthen fik skabt en lille røre i nogle dele af Barsalona, til den her, meget kortvarige, meget intetsigende og pseudo-frække ingentingsfremstilling. Altså det er næsten en hån mod galleristerne og museerne der nu lægger inde med hans værker i en uge af gangen. Jeg tror det er for tideligt for sådan en som Jelstad, at begynde på disse numre. Han havde ikke mærket sig godt nok af på kunstscenen så at sige, vi havde stor respekt for hans potentiale med 'Vang i flammer' men nu virker den, mere som blot den heldige undtagelse, en den første meter på en lang genistreg."

Er Jelstad, en vaskeægte zoomer?

"Ej, det synes jeg ikke man kan diskurtere. Han er et af det tydeligste produkter af sin generation. Men nogen zoomer er han ikke. Nok, har den 31-årige fotograf del af den selvsamme selvdestruktion, vil man kunne kalde det, som mange zoomers besidder. Men jeg synes ikke at der er nogen stor integritet eller indsigtsfuld i Jelstads arbejde. Han er rimelig forenklet i sin tilgang til verden, ved at opstille disse dogmer og retningslinjer, som man undskyld mig, har set før. Jeg synes den nye generation, din generation, har masser af indsigtsfulde, ærkeideologiske og særdeles nyskabende kunstskud på stammen. Hele det såkaldte the woke-phenomenom, udspringer sig jo også i jeres generations hvilepuls, og det synes jeg i sig selv er en kunstart."

Yngve Jelstad er jo en forholdsvis ny kunstner, tror du det her bliver det sidste vi for set til hans karriere?

"Formegentligt ikke, det har det med at være sådan et de største bunker fæces tager længst tid om at fordærve. Se på Uwe Max. Jeg tror ikke han brænder ud på det her, men desværre er det også bare en velkendt tendens hos især fotokunstnere ikke at provokere nok til at få den negative omtale, som jo redder en kunstners ry, og ej heller være indflydelsesrig nok til at skabe den vigtige omtale, som også redder en kunstners ry. Jelstad og fotokunsten har svært ved at finde sin plads i 2022, det er simpelthen ikke stærkt nok. Det er jo sørgeligt for jeg synes der findes masser af god fotokunst der ude, og genren i sig selv, må aldrig dø ud. Det er om muligt den vigtigste kunstart der findes, men det hjælper ikke at vi i alle verdens hjørner har fået et komfortabelt forhold til selv at tage billeder, det nødsager fotokunsten til at råbe højere, og det er svært at råbe højere når virkelighedsafbilledingen er ens stemme. Jeg er ganske enkelt bekymret over fremtiden for foto og kunsten, når jeg ser ser udstillingen Mellom Nu og Da på Gammel Strand.

Og hermed fik vi et lille indblik i hvorfor Yngve Jelstad rammer ved siden af, i følge kulturens fremmeste profiler. Arendse Hedvig Madsen er langt fra den eneste der deler samme holdning om fotografierne i Mellom Nu og Da. Til slut i november, er jeg blevet inviteret med til afbrændingen af fotografierne, i en parcelhave i Helsingør. Jeg vil selv tage billeder og vedhæfte dem, måske i næste udgivelse af Månedens zoomer. Og zoom må man i hvertfald tildele at Jelstad har praktiseret. Billedserie 2. "Nu", er blandt andet billeder af uskarpe, helt tilzoomede motiver. Det synes jeg også bare er sjovt nu hvor han jo også er en zoomer, og mon ikke det også er en kommentar til Nutidens generation? Zoomer vi for meget ind? Zoomer kritikkerne for meget ind, så de ikke kan se andet end deres egen navle? Det må vi om at vurdere, vedhæft gerne dine tanker eller oplevelser, hvis du har set den aktuelle Mellom Nu og Da, eller hvis du har ideer til fremtidige gæster eller fænomener. Det er ikke sidste gang jeg tager fat i Yngve Jelstad, og her for redaktionens vegne må jeg meddele at vi er spændte på at se hvor denne Ikaros flyver hen næste gang.

Vi ses!