Jeg skulle, men kunne ikke

 Vingården, 

De som ved noget om det, siger at vi generelt frygter edderkoppen fordi den ligner en menneskehånd. Der er noget så foruroligende over formen på en hånd, det tænker jeg i hvertfald, muligvis fordi der ikke findes en tilsvarende form andre steder i naturen. En gammel lære er at tommelfingeren er det der gjorde primaten, senere hen homo sapiens, så man kan ikke sige at abehånden, den nuværende, er en form der ligner edderkoppen. På ingen måder, jeg er tryg ved fem fingre, det er det unaturlige ved tommelfingeren der gør mig bange. Og når man placere hånden sådan at man går med den over et bord, som en edderkop, er det formens ubalancerede gangart, med de respektive fingre, og deres forskellige størrelser der får det til at ligne et dyr, med lange fangarme forrest og en forkrympet, nærmest ambutant, af en tommelfinger, som den bagerste, lille rest af en afdanket arm, som i det samlede hele gør denne unaturlighed. Den er så kort, at den kun rummer sin funktion. 

Søstjernen ligner heller ikke menneskehånden, måske hvis menneskehånden var skabt af en Gud med håb for det skønne og ikke en med håb for et omløb, og en vedvarende menneskehed man kan regne med reproduceres.

Det der nærmer sig mest menneskehåndens form, bortset fra en tarantel, er muligvis en rod, eller knold. De kommer også i mange former, dermed hænder det også at ingefær for eksempel kan ligne en lille stumpet hånd. Der er ikke helt samme dynamik i roden, det er klart, da der er ingen led i den, så får man ikke samme følelse af at den kan te sig som en hånd. Men den er stadig uhyggelig, altså formen på en rod. Når jeg skrev dette skrev jeg fra den ø, som jeg netop lige er flyttet ud på. Jeg beskæftiger mig til dagligt med kolonisering, og i den forbindelse er jeg i disse dage udsendt som missionær på en temmelig lille ø i Fransk Polynesiens øgruppe. Her er min opgave, at sove 28 nætter på øen, og med et antropologisk virke, få skabt relation til øens folk. Min udstationering går i bund og grund ud på at få afritualiseret samfundet til en grad hvor de indfødte ville kunne erklæres moderniseret. Ritualet er altafgørende for samfundsstyret og den trivielle udholdelse. Men vi skal skabe en koloni hernede, i vores navn, med vores ritualer. Jeg er udstationeret med en italiener der hedder John Marceloni. Han har en drone med, som han jævnligt flyver fra den ene ende af den lille ø til den anden. Vi bor på den anden side af byporten, hundred meter fra Stillehavet og hundred meter fra vaniljeplantagen. Vi bor på et stort chateau, med bred gårdsplads og lindetræer omkring den orange bygning. Stedet er et vinhus, under os skråner bakken med små og stenhårde, hvide druer, i vilkårlige men samtidigt nøje tilpassede rækker, hver vinstok med sin buede markering af en træpind stukket skråt i græsset. Med stort besvær har vi fået fragtet tre Jersey-køer og en han med til gården. Det viser sig dog at de slags ikke hører til her på egnen, grundet varmen, som gør mælken vandet og køerne uinteresseret i at leve. Men sådan har jeg det ikke.

Jeg taler med nogle kvinder og unge mænd, nede ved byparken på nogle bordebænkesæt i skyggen. De, og jeg snakker om en der bor i byen. De kalder ham vi snakker om for en zombie, de siger han har overlevet at få stød fra de elektriske ledninger ved jernbanen, så voldsomt at hans krop var begyndt at ryge og at han blev erklæret død på stedet, men da de bar ham til kapellet og lagde ham ind i brændeovnen, var han begyndt at ryge igen. Så turde de ikke tænde ovnen, da der stod røg ud fra den, og efter få minutter bankede han indenfra døren og blev lukket ud, de siger at det er en Lazarus-historie. Og jeg fortæller om landsholdet, og vores Lazarusfortælling med kampen mod Finland, EM 2021. De siger så at så må Messias være i live igen, og at han har måtte rejse langt fra Danmark til Fransk Polynesien bare for at frelse to mænd, og af en grund får jeg dem bildt ind at John Marceloni, min italienske kollega faktisk er en Messias og at han er den salvede. 

Når det er aften skriver jeg logbog for hele mit arbejde, og opdager at jeg ingen radikal handling har formået. Minimal fremskridt, for at sige det pænt. Jeg forsøgte at stoppe et bryllup i eftermiddags, men brudens far ville ikke stoppe med at smile til mig, ikke et ironisk smil men et oprigtigt. Jeg kunne ikke færdiggøre min kontrol og endte i stedet med at holde ham i hånden og drikke af deres vin til festen. Jeg ved at jeg kan gøre bedre, og at afritualisering kun kan praktiseres hvis man i stedet veksler den åndelige opkrævning med en tydelig og markant idealisme. Disse folk må have noget at tro på, jeg forsøger at stoppe deres danse, som danses i hænderne på hinanden på torvet ved kirken, jeg forsøger at stoppe deres musik og deres helbredende yoga, som de dyrker når de er triste. Men hver gang, skal der bare en til at byde mig ind til den respektive handling, dette ritual, eller norm som falder dem ligeså naturligt ind at gøre som at rede sengen og at kysse sin kæreste farvel. Det er som om at de ikke har forstået at vi er kommet for at kontrollere. Hver dag flyver Marceloni sin drone over Bytorvet for at skræmme dem, og det virker. De ved godt hvad en drone er naturligvis, selvom de ikke selv har nogen, men de har set på internettet og i fjernsynet at amerikansk militærkontrol har udnyttet droneangreb for at snigmyrde arabiske ledere på terrassen mens familien er hjemme. Dette er godt tænkt at Marceloni, han har fundet sin skræmmekampagne og arbejder mest på den anden side af øen hvor landstederne ligger. Men jeg skal operere med folket , og jeg indser, at det er som om at jeg har et ekstra organ i maven, som jeg ikke kendte til før og som jeg i hvertfald ikke kan skille mig af med, uden videre. Dette organ er turismen, og jeg mistænker et hvert menneske for at besidde den, formegentligt i forskellige størrelser. Men mit organ banker højt, og overdøver fornuften og åh gud jeg tror jeg er hedonist. 

Jeg ser på salonerne om aftenen, og tænker at, hvor de dog gør det svært for mig ikke at føle mig indbudt af deres udhængte lyspærer og brune glas med portvin på hvide duge, mens regnen regerer fortovets små våde kloaker, og rendesten og tagplader, der alle peger de faldne dråber videre i den dynamiske nattebys strømme og som forsvinder i oset fra den dampende sommer, den evigt tilstedeværende sommer. Mere enkelt er det ikke. Jeg ved jo godt hvad det er jeg falder for, men jeg kan ikke lade være og på aftener som denne, skal jeg i stedet ud og stoppe kulturlivet, og bede dem om at slukke og tage hjem for før bliver det ikke nemmere for dem at tilvende sig. De bliver jo gladere så snart de slipper ritualet, de bliver friere det lover jeg dig. Ideologi, det skulle man have hernede, en ældgammel manifestation at holde sig til. Et konservativt fundament, udsprunget fra revoultionær forbedring og ikke spiritualitet. En tradition måtte de godt beholde måske, bare en det ville være okay, bare en lille en, for det vil styrke nationalidentiteten. Jeg kan ikke fuldstændig tage deres excentrisme fra dem eller deres vitale og fællescentrerede medstykke, uanset hvor mange generationer jeg så måtte blive her. Jeg har erkendt at de har det i sig, helt upåvirket og jeg holder af dette folk, jeg føler jeg vil give dem mit alt. Jeg kan ikke begynde at omforme, jeg kan ikke få mig selv til det fordi jeg er svag. Jeg ville jo ønske at vi var på samme side til at starte med, snakkede samme sprog, det vil være det bedste hvis det var sådan, for så skulle jeg ikke lave noget om på dem for at skærpe fornuftens vilje, men nu er vi ikke i samme båd, snakker ikke samme sprog, og det "sprog" de snakker, kan jeg bedre lide end mit eget.

Marceloni blev smittet med xenofobi, og måtte desvære lade livet i sit kammer på vingården, grundet sygdommen. Det tog rask væk kun to uger før han var udmagret for humanitær appel eller genkendelighed, og så lå han der, tynd og sammensat som et spil mikado, dækket af den store våde klud på panden. Død. De sørgede på øen, på aftenen for hans bisættelse, og hyldede ham med et optog af liv og forelsket ungdom, sådanne ting som var de eneste værdige kommentare på et italiensk og sandfærdigt godt liv. Vi dansede kædedans igen. De sørgede fordi nogle af dem havde set ham som den nye Messias, og nu var denne frelser død, uden det store håb forude. Trods de stadig var kristne og godt vidste at Marceloni ikke var nogen decideret Kristus, så de ham stadig som en der helbredte de døde fra døden, som han havde gjort det med manden fra byen og med Christian Eriksen. Så af den rene naturlighed begyndte nye ritualer at forme sig, og mærkedage at opstå. De byggede videre på deres tro, deres love og kultur, og tilpassede den aktuelt til de nuværende sorger. Og jeg hjalp dem med det. Jeg var berørt af det hele og havnede i et grædekor som sang en sang som ølederen og jeg havde skrevet på fransk om Marceloni. Jeg har gengivet den på dansk nedenfor:

Hjerte, kan hjerte kurere

Trods alles tid er forældet

Himlen er død, en summen florerer

Den rygende mand fra kapellet 

Hvis de havde vidst at Marceloni var død af xenofobi havde piben måske haft en anden lyd. Men det er ikke til at sige. For de her folk kan tilgive som ingen andre. De har tilgivet mig for at koloniserer dem, for det ænsede dem formegentligt aldrig til at starte med, at det var det som jeg prøvede på. Jeg havde simpelthen ikke den magt det må tage, og det synes jeg naturligvis et eller andet sted den dag i dag er lidt pinligt. Her er de ikke bange for edderkoppen, for de forholder sig til hænder og holder jævnligt i dem. Jeg er fascineret og tom, og kommer ikke hjem igen foreløbigt, for jeg har min plads i kædedansen og den er vigtigere end noget andet.

Af E. Vandachino 01.12.22