Fæl skæbne 2

Af Morten B.

28.10.2022

En vintermorgen, da jeg var stået op for at brygge kaffe opdagede jeg en sovende mand. Han lå i sneen som en skygge. Han lå stille hele morgenen, det virkede til at alle sov for ingen kom på gaden. Den morgen brød en bande ind i apoteket. Det eneste der bestod var den låste dør, de stjal alt i apoteket. Det larmede. Da de var færdige kom de løbende ud i apotekerkåber og deres tasker klirrede af de mange flasker de havde stjålet. Om aftenen kunne man høre politiet forklare hvordan de kriminelle havde undsluppet at efterlade et eneste spor til efterforskerne, der nu  selvklart var på bar bund. Manden vågnede ikke af larmen, men var væk da jeg senere samme dag kiggede til ham. 

Jeg havde forsøgt at overtale ham til at stå op, og tage ned og fiske med mig ved havnen. Han var gået med til det på betingelsen af at det skulle være i nat. Det passede mig udemærket. Og da dagen var gået fandt jeg to fiskestænger i skabet. Vi gik ned af den mørke opgang. For hver etage blev man mere og mere bevidst om ens naboer, og om hvorvidt de observerede en gennem de små runde kighuller alle dørene var udsyret med. På anden sal stoppede vi op, vi stod stille og kiggede lidt på hinanden, jeg nærmede mig en dør og kunne høre et gulvbræt knirke på den anden side. Vi holdt på åndedrættet for at være helt stille. Der var mørkt i lejligheden, jeg kiggede gennem den lille forvrængte cirkel. Jeg kunne se en mørk skygge i højre side. 

Vores sko blev hurtigt våde af sneen, vi havde begge taget meget tøj på, men kulden var altid tilstedeværende observerende. Vejen til havnen var ikke lang, og vi gik gennem byen. Vi talte ikke, men faldt derimod hen i stilheden. Borgmesteren besluttede for et par år siden at lave en delvist lukning af gadebelysningen, til hver 3 lampe. Vi kastede lange skygger i natten. Vejen til havnen gik forbi pladsen hvor kontorene lå. Der var altid lys i kontorbygningerne, derfor altid lys på pladsen. 

Klokken var 01.45 og der var tomt på pladsen. Udover en pige der sad alene i aviskiosken. Kioskens udbud er avisen Tokstein Bladet - en politisk nøddeknækker af kapitalistisk kernekræft . Kiosken er oplyst af en enkel svag lampe der akkurat oplyser pengekassen. Hun tæller store bundter af penge der ligger ved siden af kassen. Da hun ser os smiler hun velkommende og vinker os over.  Han tøver lidt ved invitationen, men vi går derover. 

"Hvorfor fisker i?"

...

"Vi fisker om natten

 for at fange de rigtigt fisk" 

...

"vandet i havnen er forurenet, fiskene 

spiser kun kviksølv"

...

Han kigger på mig.

Hun rækker os et lille stykke kviksølv fra under disken.

"Nu er det ikke fordi jeg er pusher... men kontorarbejderne indtager det til frokost...

I skal varme det op."

Pigen vender blikket tilbage til pengekassen, og lukker så det lille vindue ud til os. Vi er igen alene på pladsen. Tågen ligger tungere om natten, vi skal følge kanalen for at komme til havnen.  

Ved havnen sidder fuglene og venter. Jeg rækker ham den ene fiskestang, og tager kviksølv frem. Vi varmer det op med en lighter han har i lommen, det bliver flydende og klæber sig om krogen.  Vi kaster og bryder vandspejlet der strækker sig ind i mørket, månen hænger som en svagt dæmpet glød. Vi kaster i en time. Han fanger den første fisk, den er stor og han kæmper med at få den op. Det er anstrengelsen. Jeg kigger bare på ham, der koger af energi.  Hans fiskestang knækker over på midten og han udstøder et udmattelses støn højlydt og jeg løber over til ham for at hjælpe. Vi bliver trukket tættere på kanten. For hver gang hjulet drejer en omgang trækker monstret hjulet tilbage tre gange. Og når der ikke er mere line tilbage er han maddingen. Efter 27 minutter kaster han op, og det slapper af. Linen er nu slap, mon det dødt .  Han falder om på sin ryg og bliver våd af vandet vi står i. Jeg holder den knækkede stang og løber over til min taske for at finde et net frem. 

Jeg hjuler langsomt hjulet ind, måske er det sluppet af. Han afbryder mig, i en forbandelse og trækker stangen ud af mine hænder. Han kører hjulet ind og til overfladen flyder en kæmpe. Den er død og må veje 250 kilo, mørk og slimet grøn. Det er en kæmpe torsk, af den type der lever i dybthavet, dens øjne er hvide og dens skæg er størst, svælget hvor kviksølvet glimter er afgrundsdybt. Da vi får den op tæsker han den i hovedet for at sikre dens død. Ud af røven kommer der lort, og den holder rogn på størrelse med knytnæver. Han spiser ikke fisk, og skubber kæmpen i vandet igen. Den flyder i overfladen, bliver langsomt trukket af strømmen. 

Det er begyndende morgenstund da vi vender hjem mod lejligheden. Vi fangede kun krabat, det resterende kviksølv ligger i min lomme. Over pladsen ligger fuglene endnu sovende, pigen i kiosken sover med albuen hvilende på disken, næven mod kinden. Vi går uden at snakke. Husene forsvinder i skyen der ligger over os. 

En mand kommer løbende over pladsen. Så lidt efter en mere. De bærer på store sække. De hæver knæene og løber på spidsede fødder. 

Følg med i næste uge når

Fæl skæbne 3 kommer til overfladen !

Hvornår rammer astroiden?

Aldrig, for et par uger siden fik de knust den<3

På gensyn.

Dont sweat it !