Fæl skæbne 1 

 Morten B.

23.10.22

 Jeg vågner klokken 8:24 af svagt lys gennem sprækken i væggen. Hvis man ikke vidste bedre skulle man tro han var død. Hans vækkeur ringede, han vågnede ikke, måske var han død. Jeg boede med ham og vidste at han først ville vågne op ad eftermiddagen. Han var ikke rørt af den stress der fik byens andre indbyggere til at falde døde om ved indgangen af deres børns skoler. Jeg havde i en periode job på en af skolerne i byen,  jeg hjalp en underernæret far med at rejse sig, efter han var besvimet i selskab med hans datter, " vi skal have stafet Sigrid, bare løb ned til de andre". Han stod på benene, men vaklede ud af porten. Når han var på den anden side var han ikke længere mit ansvar og jeg lod ham falde ned af gaden i tilstand mellem far og hjernedød hvirvelløs. 

Vi stiller os i to rækker, piger og drenge. Vi løber ned til keglen og samler et digt op, vi læser digtet højt så vi alle kan høre det, vi løber tilbage igen og klapper den næste i køen, der ligeså løber ned til keglen og samler et andet digt op, læser digtet højt så vi alle kan høre det og klapper den næste i køen. Den første række der bliver færdig vinder dagens stafet. Faraz og Sigrid løber først, Faraz læser “ Jaguar” af Rilke, Sigrid læser “henrettelsen” af Tom Kristensen. Børnene hepper og jubler ivrigt, begge hold vil vinde. Drengene vinder med et udsnit af Marinetti's futuristiske manifest oplæst af Isac. Begge hold får premier, jeg har taget æbler med som alle spiser med det samme. 

Byen er mørk, skolerne ligger i skyggerne, der har længe ligget et dunkelt skydække som en dyne over byen. Tågen lægger sig i de mørke morgentimer, igen om natten. I lyset fra de få biler der kører på gaderne kan man se de små dråber der hænger i luften. Det er perfekte forhold for svampe at vokse, og vinduerne i skolen er mærket med sort fugt der efterlader eleverne bedøvede når dagen når sin ende. Forældrene kommer igen , og deres hoved hænger løst dinglende på deres halse, de falder i søvn når de kortvarigt sætter sig i stolene i klassen. Vægten fra deres hoved giver dem ondt i nakken, og når de er vågne tager de sig i ømhed, klagende. 

Når jeg vågner kl 8:24 er min krop svedig og min seng kold. Hans alarm er stoppet. Lyset gennem væggen afslører alt hvad luften i værelset bærer. Fra køkkenet kan jeg se køen til apoteket allerede strækker sig ned til gadehjørnet, hvor den om ikke lang tid vil dreje om. Apoteket åbner, men har ikke mere medicin. De vil trække et nummer - 256 - men LED-skærmen over disken vil være stilstående på kunde nr.86, der var den sidste kunde som fik hvad han ville have.  Jeg kunne se Sigrids far stå dernede, hun stod ved siden af og kiggede mod fortorvet. Han arbejdede på kontoret nede ved pladsen. Han holdt hende i hånden, men lænede sig op af den våde husmur de stod ved siden af, hans ene ben var bøjet, mens det mod Sigrid var strakt. Det var efterhånden noget tid siden jeg havde haft et job, der var ikke længere behov for det. For der var ikke længere behov for pengene. 

På den anden side af vejen kommer kontorarbejderene løbende med mapper og paraplyer. Hvis man blot kiggede overfladisk lignede de en flok der bevægede sig i høj fart. I virkeligheden løb de ikke så stærkt, det bare fordi alt andet i byen går langsomt. De løber med hovederne først, foroverbøjede. Hvis de læner sig blot en lille smule mere vil de tippe forover og slå ansigtet imod asfalten. Det er sket før. Så ligger de med røven i vejret og deres ansigter vil være deforme nogle dage, hvor blodet ligeså vil lække og størkne over deres skjorter. Men det er som om ingen lærer af de dårlige ting der sker her, alt gentager sig. Som de løber nu igen. De bevæger sig som en tyk masse, de dunker voldsomt ind i hinanden når de møder røde lys. Det får de forreste til at tippe let over, men ikke så de går i stykker. Måske bliver deres hænder kørt over af cyklerne. Cyklisterne slås, de sparker og slår hinanden for at komme først. Min far druknede da han blev sparket udover en bro, ned i en sø. 

Jeg får lyst til at råbe hej til Sigrid. Jeg åbner vinduet og råber. Alle de ventende kigger op. Sigrid og jeg får øjenkontakt. De andre forsøger ivrigt at spore sig frem til hvor kaldet kom fra. Jeg smiler kort, og vender så tilbage til lejligheden.

Han er stået op, og spiser mad. Hans mave rumler og han klør sig i håret.

Jeg går i seng når naboen går i seng. Når naboen går i seng forsvinder lyset i værelset.  Svagt gennem tågen kan jeg ane lyset fra apoteket, men alt andet på gaden er nu mørklagt. Lyset slukker aldrig, om sommeren sværmer myg og insekter foran ruden, de besætter apoteket i ferierne. Apotekeren låser døren bag sig med et stort nøglebundt, selvom der ikke længere er noget at låse inde. 

Følg med i næste uge når

Fæl skæbne 2 kommer til overfladen !

Tilykke med fødselsdagen Rosaline.

På gensyn.

Dont sweat it !