Den dag sluttede ikke som jeg havde forventet. Da vi besøgte min farfar på plejehjemmet, havde min onkel sammen med min far sat et mindre fjernsyn op hen over den lille olie radiator der hang på vægen bag det lille runde bord. Fjernsynet viste nyhedskanalen der er live 24 timer i døgnet, med reportager fra åbningen af folketinget. Min farfar's øjne er dårlige så han lytter kun, derfor er fjernsyet den mindste slags man kan få. Det var et forvrænget billede af statsministeren der forsøgte sig med karisma gennem de billige højtaler på bagsiden . Aldrig tror jeg nogen har været i tvivl om at et plejehjem er et trist sted. Og at situationer hvor mennesker placeres på plejehjem aldrig kan være andet end trist, men med den rationalisme, som jeg der ikke bor med min farfar hver dag ikke kan forstå, for som alle siger til hinanden når vi forlader centeret, så er det jo bedst sådan. Selvom han med lavmælt stemme spørger om vi nu forlader ham igen, når vi rejser os fra stolene. Min farmor tog fem is med, det var godt. Min farfar spiste isen i stilhed mens jeg forsøgte at finde på noget at sige. Jeg fortalte ham at havnen skullet tømmes for vand, det kunne være noget vi kunne tale om før, men jeg selv var ikke engang overbevist om at der var noget godt at sige i det øjeblik. Og selvom at vi i løbet af besøget hos min farmor forsøgte at tale vores liv, og jeg fortalte hende halvhjertet om hvad jeg går og laver var intet rigtigt betydningsfuldt. Indtil min søster begyndte at spørger indtil min farfar. Det er ikke fordi at vi ikke ville tale om det, det gør vi. Min farmor græd i stuen, hun forsøgte at skjule det for hendes børnebørn, og for hendes oldebarn. Og jeg ville ikke forsøget at lade som om jeg havde noget godt at sige. Det er et deprimerende sted, et plejehjem. Og hjælper det på noget at nævne det. Døren ud til hvad der tydeligt på centeret er markeret som en parallel verden var en del af et maleri af en hest i en stald. De gamles øjne er for dårlige til at opdage døren. Det er bedst sådan.
Jeg sender solidaritet til de ældre, og til arbejderene på centrene.
Vh Morten

Ingen kommentarer:
Send en kommentar