Troskabets svigt
Kapitel 1.
Mit hjerte gik i stå, helt bogstavligt. Helt konkret stoppede hjertet med at slå. Mine forhold var problematiske, jeg ville være død men sådan var det ikke. Jeg lå på hospitalet, og spiste en fantastisk omgang boller i karry, efter 14 år som vegetar havde lægerne fortalt at jeg måtte spise denne mad ellers ville mine vitale organer svigte. Jeg ville lyve hvis jeg sagde at synet af den flotte gule farve på den let cream hvide plastikbakke ikke var utroligt tiltalende efter at havet været i koma i 6 dage. Munden var helt tør, de havde ikke givet mig vand? Det første der skete da jeg vågnede var at en læge kom og børstede mine tænder, jeg var ved at besvime da den intense mentol smag ramte min ru tunge der ikke havde smagt andet end den filtrerede luft der cirkulerede i rummet. Av, og min tunge stod i flammer, jeg begyndte at græde, at flæbe. Tandpastaen var blå som operationlægens kittel. Min kone stod med børnene, og de græd ved synet af min lidelse. Velkommen til livet. Jeg spiste alt maden på bakken i løbet af 45 minutter. I radioen spillede en lang violin koncert, jeg tog mig en utrolig tid til at sanse maden, som virkelig rørte mig. Da min bror havde fået fjernet sin beskadiget nyrer, var han blevet serveret stegt kalvelever med asparges og hvidsovs.
Jeg lå i sengen og havde erektion, jeg svedte og sang lavmældt med på anden violinens serenade. Jeg savnede ikke mit gamle liv, det nye gav allerede bedre mening. Jeg lå om natten, og kiggede på elektrokardiogrammet der spejlede mit nye liv, de rytmiske udslag der blev illustreret i den neongrønne linje på den ellers stille skærm. Jo længere jeg lå, og kiggede på den gentagende linjes udslag, jo mere kunne jeg genkende de bjerge jeg var vokset op omkring. Det havde revet i mit hjerte dengang, min mor havde sendt mig til byen. Jeg skulle gå i skole, jeg havde forventet, og måske troet, at hvis jeg stilte mig mellem de roligt svævende træer på bjergsidernde at hun ikke ville bemærke mig . Måske ville hun affinde sig med at hendes søn var væk. Jeg var vokset op med fyrnåle i skoen, jeg duftede af træ, jeg havde våde sokker der hang over ovnen i stuen, og dampede. Min mave var en knude, efter hun havde fortalt mig at jeg skulle til byen. Under dynen bevægede min krop sig uroligt. Jeg onanerede om natten, lyset fra månen blev delt i fire firekanter når det skinnede gennem vinduet over min seng. Lyset bølgede over dynen når jeg onanerede om natten.
Jeg stod op, og gik med min hund og far ud for at se til fårene. Når man først så dem langt væk, lignede de en frossen sø. De bevægede sig som sort sol, når Eyvin omkredsede dem, de løb i flok styret af impulsive skift. Jeg gik lidt bag min far og kiggede på mine støvler. Han havde en tyk jakke på lavet af slidstærkt stof, hans bukser havde samme lysebrune farve. Jeg vidste at han drømte om at jeg måtte blive, ligsom Eyvin nok også var ked af at jeg skulle i skole. Men når man er 12 år gammel, skal man i skole, og man skal væk fra hele sit hjerte. Jeg var kun ked af det når jeg var alene på værelset om aftenen. Ellers var jeg stille. Det var begyndt at blive forår, og den smeltede sne gav overskydende vanddønninger der lå adspredt over landet, de spejlede himlen.
Når jo, og hvad var det lige der skete dengang. Jeg havde tabt en økse ned over mit ben, og havde tabt blod, og var besvimet på græsset under skyerne. Det var begyndt at regne, og jeg vågnede i armene på min nabo Thomas, der havde set mig fra vejen. Familien var taget til byen for at handle ind, men de måtte have mødt en gammel ven for de kom ikke hjem. Og jeg havde ikke set dem før jeg lå i den sterile seng på stue 33. Jeg var endnu kommet selv, og min værelseskammerat kastede op i en rød spand. Han havde været ved at drukne, han var erhvervsfisker - Torsk, Sild, Rødspætter. Da jeg vågnede sov han, jeg tændte radioen og lyttede igen til samme kanal med koncertoptagelser, denne gang Mozartz's Piano Concerto No. 21, populært kendt i Elvira Madigan fortællingen om Elvira og Sixtens skæbner. Jeg kiggede på hans mund som var halvt åben, den ene side af munden glinsede svagt i kontakt med solen. Det måtte være savl fra munden. Jeg beundrede hans krop der fortalte sin egen historie om havets aftryk på en ung, nu voksen mand. Hans hår var fedtet og tungt, det slangede sig ned over ørene og panden, jeg kunne forstille mig duften af det, jeg vidste at det ville dufte salt. Jeg kunne forestille mig han drømte om bølger og havskum, og vind der får flag til at blafre. I tvivl om hans reaktion, hvis han opdagede at jeg beundrede ham i hans søvn ville jeg med mellemrum kigge taktisk mod loftet. Jeg ville tælle til 36 før jeg igen turde vende blikket mod ham. Han havde en ung kæreste, der havde grædt ved hans bryst i nat. På det lille bord på højreside af sengen stod en lav buket med gule og lilla blomster, jeg kunne svagt dufte dem. De dukkede op i rummet for mig, som de gør når det begynder at blive forår. Op af den mørke, og brune jord kommer et gult lys. Luften var varm på stuen, solen delte rummet, afslørede støven der hang stille i rummet. Jeg gad rejse mig fra sengen, men mit ben var for ødelagt i nu. Sygeplejersken kom til mig med en kop kaffe, og et stykke brød. Der var vesterhavs ost på. Han lyttede til mit hjerte med det kolde stetoskop.
Kapitel 2.
Eyvin stod nedenfor for mit vindue og gøede. Han gøede vildt og med korte mellemrum. Jeg sprang op af sengen og så ham løbe ud over marken, over bakken og ned bag den. På pladsen foran huset lå en død kat, tror det Victor, men det kunne også være Maren. Det var nok bjerghunde, Eyvin var så klog og modig at han vidste han måtte ud til fårene. Fårene som ikke længere var synlige på engen til højre for fyrskoven. De var synlige, men ikke som i deres samlede form. De kredsede rundt, i små fraktioner med et par hundrede meters mellemrum. Jeg kiggede mod himlen, hvor skyerne var blevet grå, de kom trækkende som et tungt slør over landskabet. Det var morgen, og jorden var fugtig. Den ville blive løs når himlen åbnede sig, mine støvler ville hænge i muderet. Turen gennem dynglandet ville være udmattene, og jeg ville blive kold og træt. Eyvin forsøgte fabrilsk at samle den splittede gruppe, jeg satte mig på en sten. Bag stenen voksede en stor busk, sådan en busk hvor grenene er så sammen flettede og stærke at jeg kunne læne mig tilbage og kigge mod himlen.
Jeg drak te, dampen stod over kanten på papkruset, som den var blevet serveret for mig i. Siden jeg var kommet her, havde jeg drukket te hver aften, og eftermiddag. Min dag var styret af servering af mad - morgenmad - aftensmad, her på stedet var der ingen frokost. Dagen var også styret af de daglige tjek til mit ben, og hjerte. Mit ben havde det godt, under omstændighederne. Jeg lå stadig og lyttede til radioen, en gang imellem ville jeg skifte fra kanalen med de mange koncerter, jeg ville lytte til lokalnyheder fra forskellige egne af landet. Jeg ville lytte til vejrudsigten, og se mit barndomshjem for mig, og jeg kunne se hvordan vi passede fårene ind til tjek, og når mig og Eyvin gik i skoven. Når jeg fik harpiks på ærmet efter at have klatret i et træ. Jeg tænkte på første gang Elvira og jeg havde kysset, det havde regnet i flere timer. Siden det var sommer var det ikke koldt, og vi havde gået gennem skoven, og dens forskellige former i flere timer. Jeg lagde mig på ryggen, over et ned faldet træ som var offer for orkanen 2 somre siden. Vi havde ikke tænkt over mere end at vi ikke kunne gøre andet end at smile når vi kiggede på hinanden. Vi var kærester, hemmelige kærester, indtil hun skulle flytte til en anden del af landet, og i et brev fortalte at hun havde mødt en mand der ejede en restaurant. Jeg kiggede over på den endnu sovende fisker, han havde fået mere farve i ansigtet siden han kom for et par dage siden. Vi havde ikke udvekslet ord, for han sov meget af tiden. Når han endelig var vågen, i forbindelse med samtaler med sygeplejesker, turde jeg aldrig hilse på ham. Jeg havde ellers brugt mange af nætterne herinde på at overveje hvordan jeg ville begynde en samtale. Hver dag omkring kl14 kom en sygeplejerske ind med en frisk buket, hun lagde kortet der kom med buketten i en bunke ved siden af vasen. Han havde endnu ikke læst nogle af kortene. Jeg havde ikke modtaget noget kort, og min vase var tom. Familien havde været forbi da jeg vågnede, og fik børstet tænder men der var jeg stadig lidt fra den efter at have været væk i 6 dage. En sygeplejerske fortalte at mine børn havde grædt, og at de havde været her meget inden jeg vågnede. Jeg havde ikke hørt fra dem siden. Til aften serverede de wienerschnitzel, med et par kartofler klædt i persille og en kvart citron. Endnu havde maden ikke skuffet mig, jeg forestillede mig, mens jeg nød maden, kokkens passionerede madlavning med elever, og varme smør brusende pander lavet af flere lag stål. Jeg var sikker på at hvis jeg kom ned i køkkenet, ville jeg besvime, duften ville være for overvældende. Det var nok godt jeg bare var her, og fik lov at spise maden i et neutralt rum. Hans øjenlåg dækkede blødt over øjet jeg endnu ikke havde set. Om morgnen, når solen ramte hans ansigt, først skråt over kæben, det halve af næsen og det højre øje var jeg sikker på at han var et resultat af mulig vrangforestillinger min krop udsatte mig for. Selvfølgelig passede det ikke. Under min hovedpude fandt jeg en ring, en vielsesring.
Da regnen kom, løb Eyvin hen til mig, jeg sad stadig tilbage lænt i kradt. Han lagde sit hoved på mit lår, og peb. Han havde ikke kunne samle flokken, der nok nærmere var blevet mere splittet. Jeg kærtegnede ham, og han tyngede sig indtil mig. Mit tøj blev tungt af vandet, og Eyvin blev beskidt af mudder. Vi gik den lange tur tilbage til huset i det tunge sumpjord. Mine sko var som opløst, vandet var trukket langt ind under skindet, og sokkerne. Jeg nynnede en sang for mig selv.
Den økse der havde hukket mit ben i stykker, den da jeg tabte blod og fik hjerte stop i haven, mens familien var nede og handle, og min nabo Thomas hjalp mig, var rusten og det havde givet mig en akut blodforgiftning. Blodet der løb fra såret var så mørkt, at det i den dårlig belysning på stuen om natten så sort ud, sort som olie. Madrassen var tydeligt ødelagt af mine store blodtab. Alligevel kunne jeg dufte buketten på det lille bord til højre for hans sengen. Jeg bildte mig ind at jeg kunne ligge mit hoved på hans brystkasse.
Kapitel 3.
Røgen stod roligt op af skorstenen fra hovedhuset. Vandet i landskabet dampede, og mit hår der fedtet hang over min pande havde allerede forudsagt en dråbe sved der løb langs min tænding. Min mormor stod og hostede ved indgangen til huset, hun stod nedenfor stentrappen der ledte op til den store træ dør. Hun hentede mig, jeg skulle bo hos hende, og gå i skole i byen. Jeg havde taget fint tøj på, et mørke grønt slips hang over min hvide skjorte. Min mor og far, og lillebror, og Eyvin stod i døren til huset. Jeg var bevidst om at dette var en fællesbeslutning, mor havde bare taget samtalen. På et kort sekund, skiftede min verden betydning, eller måske skiftede jeg betydning for min verden. Jeg var ikke længere søn, bror, ven her, nu var jeg gæst. Jeg vinkede til min familie, Eyvin satte sig til højre for mig og strakte halsen. Jeg kløede ham på halsen og han lænede sit hoved ind imod mit ben. Nu skulle jeg hjem, til en by jeg aldrig havde været i. Min tid i Birkelund var forbi. Mormor lagde sin arm om mig, og sin hånd på min skulder. En tåre løb af min kind, men landskabet var ikke tilgivende eller omsorgsfuldt længere.
Jeg lagde min hånd på hans kind, og han vågnede med det samme. Han var varm, hans blik vandrede nedover min næse og mund, han kiggede på min hals et par sekunder og lukkede så øjnene i igen. Jeg lagde mig ved siden af ham i hospitalssengen, han trak vejret tungt og roligt. Fra vinduet kunne vi se solen stå op over husene der omringede hospitalet. Jeg havde ikke før nu overvejet hvor vi var.
Epilog
H
A
N var en fange. Roligt.
"Troskabets Svigt" er skrevet da jeg vendte hjem, og jeg fik lyst til at skrive igen. Det er aldrig nemt at komme hjem, ikke at det at være væk i virkeligheden har nogle større indvirken på hjemkomsten end at man ret konkret skal formidle fortællingen. - hvilket jeg er vild med. Det drejer sig, uanset hvor længe - hvor langt man har været væk, om at komme hjem igen. Alle kender føelsen, også min ven Otto der aldrig har været ude at rejse. - Det drejer sig nemlig ikke om den konkrete fortælling der sker i at rejse, men nærmere at skulle kalibrere sig tilbage til hjem. Jeg er hjemme igen. Uden mere dramatisk at formidle. Don't sweat it
- Morten B.Birkegård
.jpg)
Cool<3
SvarSlet(◕‿◕✿) <3
SvarSlet