Mit underjordiske paradis

Del 1.

“Bedrageri”

Skrevet af Storme van Dijk

Redigeret af Estorme Vandachino

Når man graver et hul, bygger man samtidig en bakke. Sådan ses det at rester er resultater af nye genstande. Det er et multifunktionel virke, at grave et hul, da man både skaber hullet og skaber bunken fra hvad der før udgjorde hullets plads. Hullet er resultatet af bunkens fravær og dermed udgør hullet som fænomen ikke andet end, fraværet fra massen af en anden genstand. Hullet er derfor det eneste objekt som mig bekendt, står i minus og er dermed samtidig altid nødsaget af sit modsætningsforhold. Det er en konstant ved hullet. Hullets værdi er af afgørende betydning fra dens omgivelser. Der er forskel på et hul i en frakkelomme og et hul i en håndlavet robåd over det sorte sund. Men samtidig er værdien den samme, - det udgør begge det samme ingenting, det samme fravær. Når man graver et hul skaber man dermed det ingenting og samtidig det resterende. Der ligger for nogen måske det i det at når man graver, skaber man i princippet ikke noget, men derimod transporterer man blot dele af en overflade fra et sted til et andet. Men til dem er der at sige at denne specifikke transportering alligevel altid medgiver to skabelser, ét ingenting og ét overflod. 

Jeg vil så nødigt tage noget fra nogen. Men vi skulle udgrave den gamle passage og bortfragte det totale antal af 60 millioner tons jord. I gangene, under dybet, var virkeligheden dogmatiseret til sådan en grad, at alt og alle fællesnævnte der levede oppe i vores gamle virkelighed, på jorden, blev betragtet som guder og mytologiske dannelser. Vi kendte dem godt personligt, vi vidste at de var dødelige men ekstasen ved at finde frem til fælles referencer der ligeledes kom fra et sted der føltes så fjernt fra disse ensformige gange der bugtede sig længere og længere nedadgående, overskyggede det faktum at disse guder blot var mennesker, gamle venner og lokale martyrer. Vi sang sange om en verden hvor alle havde een de elskede og hvor hjerter var store nok til at banke for to. Alt imens at vi færdedes rundt på egen hånd mellem bor og maskiner, jord og petroleum. Den hvide løvhale, var en sygdom mange af mine kammerater blev udsat for under arbejdet. Den kom sikkert fordi at luften var anderledes hernede og formegentligt fyldt med mangelfulde fornødenheder. Vi kunne godt ånde, det var ikke det, forandringerne opstod hellere i smug, bag om ryggen på os. Først som en sygelig plet eller misfarvet stribe på huden. Blege plagmager på ryggen, betændte og krystalliseret, tilstoppet liv i en halvhjertet visnen. Så kom smerten efterfølgende.

Den hvide løvhale, var så inhumant placeret fra rektum, i en flugtende linje op langs rygraden, i et langt svigende flammehav, af millioner af hvide små knopper som var det fra barket på en brændt gren. Min bedste ven der nede fra, fik hønsehage, da musklerne omkring øverste del på halsen, over struben havde krympet sig sammen til det der mest af alt lignede et pocheret æg af betændelse. Jeg slap for det værste, jeg fik blot lidt overforkalket spyt og ellers bare en masse regulære bumser. På mit første ophold under udgravningen, havde jeg en leder på vores graverhold, der snakkede til fanden. Nogen havde set ham fodre den, med noget mad fra sin skål. Vi var så dybt under jorden at han måtte gøre sig venner med den, var min forklaring, men jeg spurgte ham aldrig. “Beelzebub” kunne han sige “Beelzebub holder du mig i hånden?”. Det var selvsamme mand der havde tilbudt mig at bytte køje, i den store sovesal, hvortil jeg først havde følt mig benådet og dernæst så opdaget at hans køje lå præcist placeret sådan, at der jævnligt dryppede vand ned fra salens loft og ned i køjen. Det var ikke noget stort problem, jeg kunne sagtens jævne køjen et par centimeter til siden, for at undgå at blive våd om natten, men tanken om at han ikke selv havde gjort det men i stedet havde fusket sig til en andens køje, gjorde ham egentligt mere interessant end det  gjorde ham decideret ondsindet. Vi var dybt under jorden, men vi tænkte stadig ikke på dem der endnu var længere under os selv. 

De nætter jeg havde tilbragt i sovesalen, var altid hurtigt glemt. For uden dagens lys og nattens mørke til at kontrollere sengevanerne, kunne jeg sove godt, hele tiden. Hver nat føltes som en stor tung lur, der gjorde en svimmel og sulten når man vågnede, men samtidig gjorde en snigende beredt på det at komme til sig selv, at tænke, at tale, at bevæge sig. Jeg var blevet en løsgænger af døgnets cyklus. Der hang et stort analogt ur, i undergrundens kantine. Jeg tænkte ofte hvor ligegyldigt det var at det skulle hænge der. Man tilbringer jo altid sit liv med tiden, man hvad gavn kunne et ur gøre, når man alligevel ikke kunne adskille tiden fra hinanden. Vi tilpassede vores dage efter det runde modul, men det var uden for relation med virkeligheden selv. Uret er opdelt sådan at solen går ned på et tidspunkt og står op på et andet, den deler dagene og fritid fra arbejde. Her nede gik vi bare rundt i en stor nedtælling, i en røre af symboler og betegnelser. Man følte sig ikke fri fordi man blev fortalt at man havde det. Man følte sig ikke træt fordi at man fik fortalt at det var sovetid. Det var uendelighed opdelt i sektioner, passager og trivielle ordre. Det må være indordnet den menneskelige vane at have en trang til at tælle alting, men det var klart lettere at overkomme dagenes passeren, hvis man lod være. 

Hønsehagens kæreste ringede til ham hver fredag over telefonstuen. De kunne snakke i flere minutter men han havde aldrig noget at sige. I modsætning til migselv, som under mine opkald, havde fået til vane at skulle komme til bunds i absolut alting. Det var en ufrivillig tilgang til det at snakke med mine venner der oppe fra, en arbejdsskade. Hønsehagens kæreste boede i Alanya og jeg havde hørt at hun var overdrevet lækker. Hun havde engang været professionel danser, men droppede det så som 14-årig. Ikke på grund af en skade, ikke på grund af noget som helst, hun mistede blot interessen og levede videre. At stoppe friviligt i den alder, er en sjældenhed, et statueret pejlemærke, en uset barndoms styrke. Succes er barnetalentets forsegling, det er det der både forevigegør barnligheden og på samme tid slår den ihjel. 

At hønsehagen ikke kunne snakke ordentligt med hende over telefonen, fik ham ikke til at fremstå 

mindre begavet, men tværtimod mere levende. Selvfølgelig tænkte jeg ofte på at det var så underligt, at han kunne være sammen med sådan en kvinde og selv være et gravende nul. Men det klædte ham godt og det passede nu godt sammen alligevel, på den måde som naturlighed kan være abstrakt på. Utilregnelig som et selvfølge, asymmetri, det organiskes system. Årene på træet i et tværsnit på langs, eller et halvt rødløg på højkant. Hver sit særlige mønster, fraktaler der hver især havde sine altid forudsigelige overraskelser, som et fingeraftryk, et unikum blandt andre unikum.

De mange dages fravær med solen gav færre psykiske konsekvenser end jeg havde forventet. Måske var det fordi at jeg heller ikke bemærkede den, når jeg nu engang var oppe. 

Jeg lå og tænkte på min far. Mon det at vi havde råbt af hinanden, inden jeg tog herned for at være her i yderligere tre måneder,og dermed hele to en halv måned siden at jeg sidst havde set ham, i et skænderi, havde bragt ham ulykker mens jeg ikke var der for ham? Dette abrubte brag, kunne vel ikke undgå at lede dæmoner med sig. Mon han var okay? Jeg drømte at jeg gravede hans kiste op.

Hønsehagens far var apoteker. Hans mor var fangevogter. Hans storebror, auktionarius og han selv var graver, tideligere kirketjener. Hán havde set kister. Han havde fortalt mig at det resterende jord der kommer når kisten er lagt i hullet og blevet tildækket igen, blev samlet på bunden af præstens fiskedam og så havde han dermed tilføjet at over tid, vil menneskenes død, blive fiskenes, da dammen vil blive fyldt op med jord og vådt ler og sandsynligvis uddrænes. Jammerligt. Tanken om at vi er oprindet fra fiskene og er gået på jorden blot for at ligge jorden tilbage i vandet når vi dør, er storslået spildt elendighed. Kunstige øer, dem troede hønsehagen ikke på, men det gjorde jeg. Princippet var vel nemt nok at forstå.

Det var blevet fredag, og jeg var blevet tilkaldt til telefonstuen midt i arbejdstiden. Jeg var hurtig om at nå frem mellem gangene, som en plaget muldvarpe på flugt. Samtalen spillede allerede i hovedet på mig. Det måtte være alvor, hvorfor ellers så akut? Det kunne ikke være til diskussion. Det måtte være far, der måtte være sket ham noget. Jeg kom ind på stuen, satte mig ved det hvide bord og tog røret. Hallo. Det var mor i den anden ende. 

"Hej" sagde hun. "Hej mor". "Hvordan går det dernede?", "Fint". Der blev stille lidt "Jeg beklager at jeg ringer så uanmeldt, og så midt i arbejdstiden kan jeg forstå, det havde de i hvertfald sagt til mig". "Noget haster forstår jeg. Er der sket noget med far?". "Ja". Hun tøvede ikke med at sige det. Hun lød opløftet og på sådan en måde der ikke lignede hende. Jeg spekulerede på om jeg blev snydt af en skuespiller, der kunne gengive min mors stemme, og som ringede rundt for at researche menneskelige reaktioner, og hermed også min, og om jeg hermed var blevet offer til portfoliet. Men det her var nu altså mor. "Hvad? ", panik blev født med min stemme, mit hjerte bankede og alt blev koldt om mig. "ikke noget farligt", sagde hun så, hun havde sikkert hørt på min stemme at jeg var bange. "Din far er blevet munk". Min krop spændte i alle dens sener. Mine ribben føltes som et fuglebur, mine organer som syge undulater, der var drættet ned af tværstangen. Jeg blev ked af det. "Hvad? " spurgte jeg atter. "Han er blevet munk. Han er blevet fuldkommen overbevist om at han havde hørt Gud tale til ham i weekenden." "Hvad er det dog du siger?". Min far havde aldrig troet på noget som helst. Det var af og til det der gjorde ham så sørgelig. "Ja, han hørte Gud snakke til ham over radioen i weekenden, og den sagde at han skulle flytte til den nærmeste bjergkæde." Mine skuldre sank. Lettet over at han ikke var i knibe, men forarget over at han kunne ændre sig så meget, og så på grund af en pokkers radioudseendelse. Jeg har altid haft næse for hvornår alvoren ville komme, ikke at jeg nogensinde har følt mig forberedt på den, men jeg har alligevel altid lugtet den. Men det der så alligevel altid var med den, var at den skiftede diametralt retning, når end den blev fortalt. Altid. Og i de situationer hvor jeg så forberedte mig på at jeg ville blive overrasket over alvorens udsagn, var det dér, at det så alligevel viste sig at være det helt oplagte. 

"Over radioen?" spurgte jeg, "Ja." "-og han blev ikke bare udsat for et indslag i en satirisk eller plat radioudseendelse?" "Hvad tror du om din egen far?" "Nej." afsluttede jeg. "-og hvad med dig, mor? Er han så gået fra dig?", "Nu må vi jo se hvor længe han forbliver i sin nye hobby." hun lød stadig opløftet. Munke levede i cølibatet, men galdt det også nymunke? Ville hustruerne så blive forvandlet til enker, bare fordi deres mand elskede Gud på et højere plan end han elskede dem. Såfremt ville konverteringen jo være ligemed døden, og det kunne da næppe være bæredygtigt for nogen. Mor fortalte at han skulle til Storsylen, som lå blandt andre bjerge i et fjældområde i Norge langs grænsen til Sverige. "Du kommer hjem til jul, gør du ikke?" "Jo.", "Så glæder jeg mig til at se dig der Storme." "I ligemåde, farvel så længe" "Hej hej." jeg lagde på.

Under vores store skænderi for to en halv måned siden, havde min far sagt til mig: "Hvis jeg er en sejlbåd, så er du en vindheks." men vil ikke kun en vindheks drive mod bjergene, blot på grund af klanget fra et enkelt kald. Det lignede ham ikke at være så uovervejet. Jeg tænkte på ham resten af tiden op til jul. Hver dag i den hvinende lyd fra maskinerne, tænkte jeg på om de havde snydt mig, mor og far. Jeg var så langt væk fra dem lige nu. 

Engang da jeg var yngre havde jeg observeret et sillebensparkeret terræn. Bræddernes marvstråler løb som dråber på en bruserude, i lige baner med små udsving, nogengange om en træknyst. Disse små ændringer i årebanernes togdrift, det var dét der fik min opmærksomhed. Alt andet ved gulvet var så nøje udtænkt, og skarpt sat op, men ikke i selve træet, det var som om at det var fanget dér. Holdt som gidsel, i en bolig og at det eneste det kunne gøre var at lave sine små udsving, og mørke misfarvinger, som provokation. Som at spytte når man har hænderne bundet på ryggen. Men efter tid, har jeg nu lært, at det bare er sådan afkløvet træ opfører sig.

Når naturen tager valg uden formål, kalder man det en tilfældighed, men jeg har altid tænkt ordet som tynget af en form for unaturlighed, som ikke gør sig egnet. Tilfældigheder måtte være livets hovedpulsåre, alt er jo bundet op på dem. Det er det mest naturtro system, der er at finde, netop- det organiserede systemfrie. Alt det der ikke er tilfældigt; det plangte, det forventede, meningsfuldhed, spiritualitet, er tomme floskler om en virkelighed der alligevel altid vil sætte een i skuffelse før eller siden. Forventning gør faldet. Abstraktioner er også altid underlagt det systemetasierede, det smukke opstår bare i når man ikke kan gennemskue det. Skønhed er et mønster man ikke kan se, men som man ved er tilstede. Ideen er at det organiske ikke står ude for systemer, trods at der er et kompliceret stort antal udsving. Fibonaccis matematik har mange undtagelser. Men disse undtagelser er humlen af naturens system. Realitiviteten skal have en skæbnelov, og den skal lyde sådan her - intet kan forventes, ud over at intet kan forventes.

Her nede var der bare jord. Her kunne man godt forvente noget, nemlig bare jord. Det var somme tider tungt arbejde, men det var altid til at have med at gøre og det drev mig det at løfte. Jord har ikke meget fortælling, ikke meget variation i sin væremåde, det er bare ren udfylde og det handler altid mere om hvad der gemmer sig i jorden, aldrig rigtigt jorden. På mange måder var det ligesom luft, et mellemlage, men det var bare mere i vejen. Vi havde vores egne systemer i gravergruppen til at bearbejde jorden og få transporteret den op, men det har altid ligget ret tydeligt i luften, at det bare var jord og at det bare skulle graves væk. Det var ikke et helvede, hernede, det var bare heller ikke noget liv.